De Tre Hellige Konger

Som kristne ved vi jo allesammen godt, at Gud virker i os og iblandt os. Men hvordan foregår den slags egentlig i praksis – og hvad skal vi gøre for bedre at kunne få øje på disse Guds aktiviteter i vores liv?

Sandheden er, naturligvis, at for det meste opdager vi det aldrig – eller i hvert fald, i bedste fald, først lang tid senere. Og da mest af alt som en mistanke, en anelse.

Bibelen er fuld af eksempler på Guds indblanden i menneskenes verden. Faktisk er dette et af selve Bibelens grundtemaer: At Gud er med os, at der handles i vore liv. Den viser også, at vi af og til faktisk kan ʻrisikereʼ at gøre det rigtige uden rigtig at vide hvorfor, men hvor vore handlinger faktisk senere viser sig at være en del af en nøje tilrettelagt guddommelig plan.

Et godt eksempel herpå, er Bibelens beretning om de tre vise mænd, der rejste langvejs fra for at besøge det nyfødte Jesusbarn mens han lå i krybben i Bethlehem. I Kirken fejrer vi festen, Hellig Tre Konger, i begyndelsen af januar. I den katolske liturgiske kalender for Bispedømmet København, fejredes denne festdag i år søndag den 8. januar, hvilket hænger sammen med at visse festdage af praktiske hensyn først fejres i Kirken den næstfølgende søndag – ellers ville den korrekte dato naturligvis have været den 6. januar.

I forbindelse med præstens prædiken på denne søndag, sad jeg og tænkte videre på teksten, som var fra Matt 2, 1-12, og i mine overvejelser nåede jeg frem til at teksten med de tre vise mænd og deres strabadser faktisk på mange måder symboliserer selve Troens rejse for mange kristne.

Først: De tre vise mænd rejste langt og gik igennem mange strabadser, men sandsynligvis uden nogensinde at komme til at opleve det lille barn i fuld udfoldelse, da der skulle gå yderligere tredive år inden Jesus påbegyndte sit offentlige virke i Israel.

De vise mænd var ude på en meget lang rejse. Det mest sandsynlige er at de indledte rejsen i det daværende Persien, og rejsen både frem og tilbage må således have været både lang, fuld af strabadser og bestemt ikke uden farer. Men de gjorde det, og sandsynligvis uden nogensinde at komme til helt at forstå hvorfor det hele egentlig var så vigtigt.

Jo, de vidste godt at barnet var noget helt, helt særligt, for det havde de læst både i Skrifterne og i stjernerne, men omfanget af det har næppe stået dem klart. De forstod ganske givet heller ikke hvorfor det var så vigtigt at netop de skulle foretage denne rejse – eller for den sags skyld hvorfor det var så vigtigt at de skulle medbringe alle disse gaver; guld, røgelse og myrra.

Men de gjorde det, og dermed gav de os et vigtigt billede på Troens rejse. Senere viser det sig, og det finder vi antydet i historien, at disse temmelig dyre gaver faktisk skulle komme til at spille en vigtig rolle for det lille barn og Hans forældre.

Kun få timer efter at de vise mænd påbegynder rejsen tilbage til Persien bliver Josef nemlig vækket af Guds Engel, der giver ham besked på at bryde op ASAP og tage sin familie i landflygtighed i Egypten. Josef, Maria og det nyfødte barn skal bare ud af vagten og det skal være NU, for der er nogen der efterstræber barnet efter livet. Livet i eksil er både dyrt og besværligt – især når det sker uden forberedelser af nogen som helst art, så hér ser vi tydeligt det dobbelte formål med de dyre gaver fra Persien: Guldet, myrraen og røgelsen var tiltænkt som en nødvendig startkapital i det fremmede.

Så langt så godt, men historien stopper ikke her. Vi læser også om landets konge, Herodes og dennes reaktion på fødslen i Bethlehem. Herodes hører om barnet fra de vise mænd, der oven i købet beskriver Ham som ʻJødernes Kongeʼ – hvilket forståeligt nok forskrækker Herodes. Denne er jo, som vi ved, indsat af romerne som klientkonge, så Herodesʼ egentlige legitimitet som landets leder kan jo egentlig godt diskuteres – og Herodes ved det godt selv.

Derfor sætter han sig for at ville skille og af med barnet, og giver derfor de vise mænd besked om på tilbagerejsen at give ham besked om hvordan man finder barnet, så han selv kan besøge det. Tanken er selvfølgelig at Herodes vil bruge denne oplysning til at få den lille nyfødte slået ihjel.

Men her er det så at Herodes begår en fatal fejl; Herodes føler sig så sikker, at han lader de vise mænd rejse videre uden ʻeskorteʼ, og dermed giver han den lille familie et forspring, der er stort nok til at de slipper væk og i sikkerhed i Egypten.

Herodesʼ fejl er ikke kun fatal, den er også helt fundamental og, sagligt betragtet, ukvalificeret. Den slags fejl begår man ganske enkelt ikke, hvis man ønsker at begå sig som statschef. Men det gør Herodes, og det rejser så den næste lære vi kan uddrage af Bibelens beretning om de tre Hellige Konger: Nemlig at på samme måde som at Gud var forudseende og sørgede for at de tre vise mænd skaffede sikkert særdeles tiltrængt ʻrejsevalutaʼ til Den Hellige Familie, så sørgede Han også for at de, der stræbte Familien efter livet, blev så forsinket i deres forehavende at de nåede at undslippe den senere massenedslagtning af drengebørn i Bethlehem og omegn.

Bibelens fortælling om de Hellige tre Konger er således meget mere end et uventet besøg ved vuggen – eller krybben, som det jo var. Det er først og fremmest en historie, der handler om Guds Forsyn, om mennesker der går igennem store strabadser i tro på at det er det rigtige de gør.

Den handler om en Gud der beskytter sine udvalgte, her Den Hellige Familie, og sikrer dem at de kan klare den (guld, røgelse & myrra) – og det viser os en Gud, der ʻinspirererʼ historiens skurk til i et afgørende øjeblik at begå en fejltagelse, der redder Den Hellige Families liv.

Et netværk af landsforrædere

For enhver der følger med i international sikkerhedspolitik, bør det stå klart at USA er den ubetinget største trussel mod fred og stabilitet i Verden. De amerikanske sikkerhedstjenester er historisk set direkte ansvarlige for flere statskup og politiske likvideringer end nogen andet stat i verdenshistorien. Denne påstand er veldokumenteret, og endda erkendt af skiftende amerikanske regeringer.

Det er også velkendt, at USA aktivt støtter terrorbevægelser og andre undergrundshære i det meste af verden. Dette er endog landets officielle politik, og har været det siden afslutningen på anden verdenskrig. USA er i det hele taget uhørt aktive, når det gælder om at indsætte regimer rundt omkring der støtter landets politik – og at fjerne folkevalgte regeringer der ikke gør. Senest har amerikanske sikkerhedstjenester stået bag gennemførte kup i såvel Pakistan som Peru, og det amerikanskstøttede kup i Ukraine i 2014 er den direkte årsag til den igangværende krig i landet.

Amerikanernes nutidige lovgrundlag for disse lyssky aktiviteter, er angivet i noget de kalder section 1202 authority under 2018 National Defense Authorization Act, som tillader støtte til ʻirregulære styrker, grupper eller individer, der deltager i irregulær krigsførselʼ.

Men programmet med at støtte alle tænkelige irregulære grupper, går som nævnt helt tilbage til afslutningen på anden verdenskrig. Det er således almindelig kendt, at amerikanerne ikke kun støtter irregulære grupper i krigsførende eller oprørstruede lande, men også paramilitære grupper i stabile demokratier. Siden 1990ʼerne har det desuden været offentlig kendt, at amerikanerne har trænet, finansieret og bevæbnet undergrundshære i næsten samtlige lande i Europa – herunder også Danmark.

Det kan forekomme paradoksalt og ulogisk på denne måde at indsætte bevæbnede grupper i lande, der ikke blot er stabile demokratier, men også generelt særdeles venligtsindede overfor amerikanerne.

Men set fra en amerikansk synsvinkel, giver det faktisk ganske god mening. Disse grupper har nemlig flere formål, som alle styrker den amerikanske tilstedeværelse på kontinentet.

For det første har man en bevæbnet styrke stående klar, hvis der i et europæisk land skulle komme regering eller parlamentarisk flertal, der måtte ønske eksempelvis at føre en uafhængig udenrigs- og sikkerhedspolitik eller på anden måde generere amerikanerne. Folkevalgte politikere og andre folkelige ledere er jo lige så dødelige som alle andre, så det er vældig praktisk at have folk på plads der kan hjælpe med til at fjerne uønskede personer fra en offentlige scene.

Samtidig er et sådant netværk åbenlyst praktisk i forbindelse med almindelig efterretningvirksomhed.

Også i Danmark eksisterer der et sådant netværk. Det er et netværk, som jeg tidligere har skrevet om. Det er flere grunde til at jeg har kendskab til eksistensen af netværket, men den nok vigtigste er, at man flere gange har forsøgt at rekruttere mig til det. Hver gang har mit svar været er klart NEJ, for det der med militarisme og landsforræderi er altså bare ikke noget for mig.

Netværkets formelle formål, er at etablere en modstandsbevægelse for det tilfælde at landet engang skulle blive besat. Medlemmerne rekrutteres således i almindelighed med en masse patriotisk røgelse af den mere kvalme slags, men i første omgang uden at fortælle kandidaterne at de i virkeligheden arbejder for en fremmed magt.

I Danmark består netværkets aktiviteter udover efterretningsvirksomhed for amerikanerne, i blandt andet at hjælpe danske Forsvarets Efterretningstjeneste med aktiviteter, der trods alt er for kriminelle – selv for dem.

Derudover fungerer den amerikanske undergrundshær i Danmark også som et særdeles effektivt forretningsnetværk for netværkets medlemmer. Da de forsøgte at hverve mig, skete det således med løfter om en særdeles mærkbar økonomisk fremgang og andre jordiske goder af den mere materielle slags. Men som sagt er landsforræderi og den slags ikke rigtig noget for mig, så jeg måtte flere gange sige nej.

Et af de interessante aspekter ved netværket er, at rekrutteringen i Danmark. i hvert fald delvist, foretages af Forsvarets Efterretningstjeneste, mens finansiering og bevæbning forestås af amerikanerne. Det var således FE, der gentagne gange kontaktede mig for at rekruttere mig til netværket. Det giver sig selv, at også den ideologiske træning af medlemmerne sker med amerikansk udgangspunkt.

Den amerikanske involvering i opbygningen og driften af disse netværk, understreges ikke kun af den nævnte amerikanske lovgivning og den italienske GLADIO-skandale, men også af den kendsgerning, at hele 11 procent af USA´s specialstyrker på globalt plan er udstationeret i europæiske lande. Dette var vel at mærke før krigen i Ukraine, så der er ganske sikkert flere nu. Europa er således, næst efter Mellemøsten og Afrika, den verdensdel med flest udstationerede amerikanske specialstyrker.

Dette på trods af en absolut politisk stabilitet i nærmest samtlige europæiske lande – her med forbehold for begivenhederne i Ukraine og de afledte konsekvenser heraf. Men hvad Ukraine angår, er pointen netop den, at det er et amerikansk kup og konsekvenserne af Maidan-kuppet i 2014, der er den direkte årsag til krigen.

Men med hensyn til det danske netværk, så er jeg forbløffet over mediernes tavshed herom. Det er jo ikke fordi eksistensen af det danske GLADIO-netværk ikke er kendt stof hos hverken medierne eller mangeårige aktører i det politiske system. Og trods alt: Et bevæbnet netværk af danskere i udenlandsk tjeneste, et netværk af danske landsforrædere der spionerer for en udenlandsk magt, burde være interessant stof for såvel medier som anklagemyndigheden

For en styrket udenrigstjeneste og en bedre efterretningstjeneste

Gennem efterhånden alt for mange år, har skiftende regeringer og folketing skåret ned på Danmarks udenrigstjeneste. I mange lande er danske ambassader og diplomatiske repræsentationer blevet lukket ned, og de ambassader der stadig står, har fået skåret drastisk ned i antallet af danske diplomater.

Nedskæringerne har ikke kun negative konsekvenser for danske rejsende og for erhvervslivets muligheder i udlandet, men også for Danmarks indflydelse og anseelse rundt omkring i Verden.

Når der ikke er en dansk ambassade i et land, er det ikke længere muligt for danske studerende på udenlandske universiteter eller for danske virksomheder, at kunne smutte ind på ambassaden og få henvisninger til nyttige kontakter, bistand i forbindelse med landets myndigheder eller erhvervsliv og andre vigtige ting.

Samtidig mindskes vores indflydelse i landet, fordi der ganske enkelt ikke er danske diplomater til stede, som kan fortælle udenlandske regeringer og andre, hvad vi i Danmark egentlig vil i Verden og hvordan vi kan hjælpe hinanden hen mod de mål, vi måtte have til fælles. Danmark er et lille land som let forsvinder i mængden, og vores eksistens og indflydelse i verden afhænger af tilstedeværelse.

Danmarks erhvervsliv, og for øvrigt også vores fælles sikkerhed, er afhængige af at den danske stat, det danske samfund, formår at være til stede ude omkring, så vi kan bringe os i spil og være med hvor det sker. Det kan vi ganske enkelt ikke når vi nedlægger ambassader og skærer ned på diplomater.

Det er også vigtigt for vores allesammens sikkerhed at landet har en dygtig, professionel og effektiv udenrigsefterretningstjeneste. Efterretningstjenestens opgave er ikke kun at opfange og undersøge trusler mod landets sikkerhed, men også at foretage indsamlinger af oplysninger om politiske forhold i andre lande, som disse landes myndigheder helst vil holde hemmelige. Udenrigsefterretningstjenesten skal også foretage analyser af tilgængelig information af både politisk og økonomisk karakter.

Desværre er det sådan i dag, at Danmarks udenrigsefterretningstjeneste gennem årtier har lagt i militært regi. Denne bør flyttes over til at høre under udenrigstjenesten, og det er der flere grunde til.

For det første er det i militærets natur at søge konflikt frem for løsninger. Det er et grundinstinkt som sådan set passer helt fint til militærets kerneopgave, men det er en grundlæggende indstilling som ikke egner sig til en efterretningstjeneste, hvis formål det blandt andet er at søge, skaffe og analysere oplysninger om andre landes politiske og økonomiske forhold. Herunder også interne forhold vedrørende fremmede regeringers interne magtbalance og lignende.

Dertil kommer, at militæret til tider kan have alt for let ved at udvikle en uhensigtsmæssig legalitetskultur, som hænger sammen med en følelse af at være ‘noget andet’, som står udenfor det civile samfund.

Udenrigsefterretningstjenesten hører naturligt under udenrigstjenesten – sådan som det jo også er tilfældet i de fleste andre lande. Det betyder ikke at der ikke også fremover skal eksistere en Forsvarets Efterretningstjeneste. De skal bare beskæftige sig med områder, hvor militære fagfolk naturligt må formodes at have en kompetence: nemlig strengt militære forhold, som vedrører andre landes militære opbygning og udvikling af militære teknologier. Det er den slags arbejde hvor soldater må formodes at have en spidskompetence, mens de mere grundlæggende forhold som politik og økonomi ligger langt udenfor militærets kompetencer og naturlige virkeområde.

En overflytning af udenrigsefterretningstjenesten til mere kompetente kræfter i Udenrigsministeriet, vil samtidig føre til en betydelig forbedring for retssikkerheden i dette land. Det er efterhånden blevet offentlig kendt her i landet, at Forsvarets Efterretningstjeneste har tilladt sig at blive involveret i alvorlige krænkelser af danske borgeres lovbestemte rettigheder.

Sagerne om aflytning uden dommerkendelser, hemmelige ransagninger uden dommerkendelser og i nogle tilfælde hemmelige tilbageholdelser i dagevis uden hverken domstolskontrol eller lovgrundlag, taler deres eget sprog.

Den slags vil der blive gjort op med, den dag hvor den tilbageblevne militære efterretningstjeneste bliver begrænset til at beskæftige sig med reelle militære forhold i vore nabolande og den militærteknologiske udvikling dér.

Samtidig vil det medvirke til at begrænse skiftende regeringers tendens til at skære ned på landets udenrigstjeneste og diplomatiske repræsentationer i udlandet. Nedskæringerne er hidtil sket ud fra den betragtning, at Danmark med et lydigt forhold til USA og med EUʼs voksende fælles udenrigspolitik, kun i begrænset omfang har behov for en reel udenrigstjeneste. Dette er en holdning, som jeg ved flere lejligheder tidligere har gjort det klart at jeg ikke er enig i. Danmark har brug for en aktiv og dygtig udenrigstjeneste med så mange repræsentationer rundt omkring i verden som vi kan magte.

Europas sikkerhedsstruktur har brug for et sæt regler for ‘fredelig sameksistens’

Siden engang i efteråret, har de vestlige medier været fulde af historier og påstande om at Rusland er i færd med at invadere Ukraine. Dette på trods af at påstandene ifølge alle seriøse analytikere er noget sludder: Ingen af spillerne på banen, herunder Rusland selv, har interesse i en krig. Alligevel kan man ikke udelukke muligheden, idet der står meget væsentlige russiske sikkerhedsinteresser på spil.

Situationen i Ukraine kan sammenlignes med Cuba-krisen i 1962. Dengang skete der som bekendt dét, at Sovjetunionen var i færd med at placere atomraketter på Cuba – kun få minutters flyvetid fra USAʼs fastland.

Situationen var klart utilfredstillende for amerikanerne, og præsident Kennedy reddede sig da også en hel del patriotisk hæder og ære ved at få planerne afværget. For amerikanerne var situationen selvforståeligt aldeles uacceptabel, og afgjort værd at gå i krig for at forhindre.

Situationen i Ukraine er på tilsvarende vis et russisk Cuba-øjeblik. Det er lykkedes for amerikanerne at ʻerobreʼ Ukraine og gøre landet til en lydstat og man mere end flirter med tanken om at indlemme landet i NATO. Dette vil i givet fald resultere i amerikanske atomraketter og jagerfly med blot 5-7 minutters flyvetid til blandt andet Moskva.

Det giver sig selv at denne situation vil være ganske uacceptabel for Rusland, og så afgjort værd at gå i krig for at forhindre. Amerikanerne har i forvejen placeret offensive militærbaser langs den russiske grænse hele vejen ned gennem Centralasien, så det er ikke fordi situationen mangler alvor som det er.

USAʼs aggressive adfærd i forhold til Rusland er således veldokumenteret og uden rimelig diplomatisk eller militær begrundelse.

Den nuværende strid om Ukraine blussede for alvor op i 2013/2014. På den tid skete der det, at pro-vestlige kræfter fik støtte fra amerikanerne til at foretage en af de sædvanlige CIA-drevne regimeskift i skikkelse af ʻfarverevolutionerʼ. Til gengæld for at finansiere og give støtte til kuppet, skulle amerikanerne modtage en pris: At den russiske flådebase i Sevastopol blev lukket og eventuelt skulle overgives til amerikanerne.

Hele balladen dengang endte med det planlagte regimeskifte i Kiev – men også den russiske annektering af Krim, hvor flådebasen jo ligger. Det var dengang at ʻmanʼ begyndte at tale om at knytte Ukraine tættere til NATO. Det er for så vidt logisk nok, idet NATO jo, bortset fra Canada, er en sammenslutning af amerikanske lydstater og reelt set en indkøbsforening for den amerikanske våbenindustri.

Hele sagen bliver lidt mere ʻspicyʼ ved at grænserne mellem Ukraine og Rusland blev trukket lidt tilfældigt engang i Sovjettiden, og at grænsedragningerne ikke tog hensyn til det faktum, at der i den østlige del af det nuværende Ukraine rent faktisk er et overvældende russisk flertal.

En del af området, Donbas, har som følge af kuppet i ʼ14 og den kraftigt antirussiske linje fra Kiev, erklæret sin uafhængighed fra Ukraine. Siden har det ukrainske regime truet med både invasion og folkedrab i området – hvilket naturligvis vil være uacceptabelt for Rusland. Det burde for øvrigt også være uacceptabelt for Vesten, men der gælder som sædvanlig andre regler for amerikanske lydstater end for alle andre hvad invasioner og folkedrab angår.

Men som allerede nævnt, drejer konflikten sig om andet og mere end ʻbareʼ en løsrevet ukrainsk provins. Problemet drejer sig i lige så høj grad om, at amerikanerne siden Sovjetstyrets fald har omringet Rusland militært og ved flere lejligheder forsøgt at destabilisere landets demokratiske institutioner.

Det drejer sig om manglende russisk tillid til amerikanernes intentioner, og det drejer sig om amerikanernes manglende respekt for lande der nægter at indordne sig og være lydige amerikanske lydstater.

Men selv om det afgjort stadig er muligt at det ender med krig i Ukraine med russiske tropper på jorden i landet, er det langt fra det mest sandsynlige scenarie. Der er nemlig i flere europæiske hovedstæder, herunder ikke mindst i Paris, en voksende forståelse for at Rusland står overfor et ʻCuba-øjeblikʼ.

Også USAʼs præsident Biden siges i diplomatiske kredse at have en vis forståelse herfor, mens det fortsat er uklart i hvilket omfang den interne dynamik i USA vil tillade ham at handle på denne forståelse. Hvis nej – så vil det øge chancen for krig i Ukraine. Hvis ja, så går vi ind i en periode hvor den europæiske sikkerhedsstruktur vil få et nyt sæt spilleregler.

Hidtil har amerikanerne stort set opført sig som det passer dem og gjort som de vil. Nu er der så sket det, at et stort land som Rusland stiller sig så meget på bagbenene at de truer med krig. Ikke mod USA direkte, forstås – men mod en lydig vassal i Kiev.

Amerikanerne selv vil aldrig forsvare Ukraine militært, idet landets militær ikke er gearet til at føre krig mod militærstyrker der evner at slå tilbage. Efter nederlaget i Afghanistan er lysten til nye militære eventyr bestemt heller ikke særlig stor.

Det som Rusland har brug for, og som Europa også har brug for, er en aftale om hvordan man opfører sig. Under den kolde krig eksisterede der et sæt spilleregler mellem parterne, der gik under betegnelsen ʻfredelig sameksistensʼ. Regelsættet omhandlede alle mulige ting og sager, men primært respekt for den anden parts ʻrøde linjerʼ, hvordan man kommunikerede kriser væk og meget andet.

Europa har brug for et nyt sæt spilleregler – spilleregler, hvori Rusland indgår og landets status som uafhængigt af USA og Vesten accepteres og respekteres. Det sidste punkt vil være vanskeligt for USA, og det hele vil afhænge af hvorvidt det i givet fald kan lykkes for Biden at sælge en aftale som en sejr eller i det mindste en fordel for USA.

Men hvis det lykkes, vil problemet omkring Donbas kunne løses meget enkelt, og det samme vil en sikring af Ukraines sikkerhed. Ukraines største sikkerhedstrussel er under alle omstændigheder at amerikanerne anvender landet som en meget aggressiv brik i et spil mod russerne. Med en aftale bliver også dén sag lagt på plads hvor den hører hjemme, og Ukrainerne kan gå i gang med at opbygge deres land både økonomisk og med en udbedret infrastruktur.

Sagen med Støjberg er også en forfatningskamp

Som det sikkert allerede er de fleste bekendt, er der faldet dom i rigsretssagen mod tidligere minister Inger Støjberg.

Dommen har givet flere folketingspolitikere anledning til at justere deres opfattelse af sagens karakter. Som eksempler kan nævnes tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstres retsordfører, folketingsmedlem Preben Bang-Henriksen. Begge stemte i sin tid imod overhovedet at rejse sagen, mens begge hurtigt efter domfældelsen erklærede at have taget fejl.

Også jeg tog fejl, men dog på en anden måde end de to nævnte herrer. Jeg var enig med Folketingets flertal da sagen blev indbragt for Rigsretten, men blev i løbet af sagen i tvivl om hvorvidt det var lykkedes for anklagerne i tilstrækkeligt omfang at påvise skyld til at der ikke længere var berettiget tvivl herom. Men jeg tog fejl, og Støjberg ryger nu ud af Folketinget og kommer til at tilbringe et par måneder i et åbent fængsel.

Der tales meget om hvorvidt Inger Støjberg efter et kommende folketingsvalg måtte ønske at vende tilbage til det politiske liv, men det tvivler jeg personligt på at hun vil. Jeg skal ærligt indrømme, at min bedømmelse primært bygger på en intuitiv fornemmelse, og at der derfor ikke kan argumenteres yderligere herfor. Men i og med at min intuition ganske ofte viser sig at være særdeles præcis, ofte mere end mit intellekt, tror jeg faktisk at det er sådan det bliver.

Sagen mod Støjberg er principiel for karakteren af vort folkestyre. Der er talt meget om vigtigheden af at ministre holder sig til at administrere lovgivningen inden for lovens rammer og det, for de fleste af os, logiske ved at en minister aldrig kan gå udenfor disse rammer. For de af os der tror på parlamentarismen og retssamfundet, er den slags børnelærdom og noget der sider på ryggraden. For selvfølgelig kan regeringer ikke bare gøre hvad der passer dem!

Andre, særligt blandt Støjbergs støtter på Facebook og den slags steder, har en anden opfattelse. Dér viser det sig at der også er en anden grundholdning repræsenteret i den danske befolkning: nemlig dén med at en regering som en selvfølge ikke nødvendigvis er bundet af andet end sin egen vilje.

Modsætningen mellem disse to grundholdninger er interessant, og i virkeligheden en meget gammel uenighed i det danske folkestyre. Det danske folkestyre har nemlig siden sin spæde begyndelse i 1849 i høj grad været en kamp mellem modsatrettede forfatningsopfattelser; Om monarkens stilling i forhold til regeringsdannelsen – og omfanget af Folketingets kontrol med den til enhver tid siddende regering.

Rent statsretsligt var det med stadfæstelsen af Grundloven af 1953 at der blev sat endeligt punktum for denne diskussion. Det skete efter et århundrede med provisorielovgivningen under Estrup, parlamentarismens indførelse i 1901, statskuppet i 1920 og tredivernes kamp om demokratiets betimelighed, hvor kredse langt ind i både Det Konservative Folkeparti og partiet Venstre faktisk ønskede en ʻstærk mandʼ uden unødig parlamentarisk kontrol.

Men med grundlovsændringen af 1953 blev der formelt sat punktum for denne diskussion. Med Grundloven og ministeransvarsloven i hånden, er det nu, groft skåret, sådan, at en minister ikke så meget som kan gå på toilettet i arbejdstiden uden at have sin lovhjemmel i orden. Det er sådan det er, og sådan det skal være.

 Men der findes stadig kredse i både det parlamentariske liv og dele af offentligheden, der groft sagt hælder til Enevældens regeringsopfattelse: At en regering er regering og i princippet kan gøre som den vil. Støjbergs helt bevidste lovbrud er et eksempel på denne regeringsopfattelse, og det samme er naturligvis hendes støtter.

Man har set en tilsvarende tendens i Mink-sagen, hvor den siddende regering tilsyneladende slet ikke har interesseret sig en døjt for hvorvidt der mon var lovhjemmel til at nedlægge et helt erhverv og regeringens støtter, der højlydt har forsvaret beslutningen med argumentet om at det var en meget vigtig og nødvendig beslutning. Også den sag ender sandsynligvis for Rigsretten, men den tid den sorg.

Der har således gennem tiden udviklet sig en tendens i begge de to store statsministerbærende partier, der peger i retning af en mindre grad af respekt for én af folkestyrets helt centrale grundpiller. Og det er af flere grunde bekymrende.

Det er bekymrende, for det peger hen imod en accept i både Socialdemokratiet og Venstre af princippet om at en regering sådan set kan gøre hvad den vil – inden for rammerne af hvad man lige nu og her kan slippe afsted med. Men sådan må det ikke blive. En regering skal være svinebåndet af loven og af Folketinget, ellers hører vort folkestyre og retssamfund op.

Ingen af os ønsker reelt at leve i et samfund, hvor en hvilken som helst regering eller minister bare kan anvende statens magtapparat som det passer dem. Det dur simpelthen ikke! Hvis en regering eller en minister er utilfreds med de bånd som landets love lægger på magtudøvelsen, må man gå til Folketinget og se om man kan få disse bånd løsnet eller rammerne udvidet. Sådan er det, og sådan skal det være.

I virkeligheden kunne mit indlæg slutte lige her, for jeg har jo allerede skrevet alt det principielle i sagen.

Men jeg vil gerne, med min egen sag, pointere vigtigheden af at regeringen og statsmagtens magtudøvelse holder sig inden for lovens rammer. Som tidligere nævnt her på siden, blev jeg for nogle år siden kidnappet, ulovligt tilbageholdt og i forbindelse hermed tortureret, mishandlet og voldtaget af en enhed under Forsvarets Efterretningstjeneste.

Som jeg også har redegjort for her, blev kidnapningen og mishandlingen foretaget af en person som jeg dengang i halvandet årti havde konlurreret om en pige med, og som så lejligheden til at afklare det personlige regnskab han mente at have med mig.

 Jeg anbefaler kraftigt at eventuelle nye læsere får læst op på hvad jeg tidligere har skrevet om det hændte.

Ifølge efterretningstjenesten selv, skete disse ugerninger med tilladelse fra en siddende minister – en minister, der således intet problem så i at sætte sig udenfor loven og krænke en dansk borgers person og rettigheder.

Det var således den daværende forsvarsminister Søren Gade, der gav tilladelse til at min gamle fjende kunne aflytte mig, for der var intet grundlag for en dommerkendelse – og slet, slet ikke for en militær enhed, som FE jo er. Det var også daværende forsvarsminister Søren Gade der gav tilladelse til at ʻhente mig indʼ og som blandt andet stillede en helikopter til rådighed i den forbindelse. Og det var samme Søren Gade, der efterfølgende gav regeringens tilgivelse for kidnapningen, mishandlingen, gennembankningen og voldtægten af mig.

Der er ingen tvivl om, at både torturbødlen Tom Gundersen og hans daværende minister med deres handlinger bevægede sig langt, langt udenfor lovens rammer.  Men Gade er som Støjberg: med en regeringsopfattelse fra Enevældens tid.

Jeg bringer mit eget eksempel ind i sagen med Støjberg for at vise et eksempel: Et eksempel på hvilket slags samfund vi kan ende med at få, hvis forfatningskampen mellem de to regeringsopfattelser som er beskrevet, måtte ende med at svække Folketingets kontrol med de skiftende regeringer.

Det er ikke et samfund nogen af os ønsker at leve i – bortset fra de meget få, der på forskellig vis kan styre eller manipulere den statslige magtudøvelse. Derfor er det vigtigt at den statslige magtudøvelse holder sig inden for lovens rammer, og derfor er det trods alt glædeligt at Inger Støjberg blev dømt i Rigsretten.

Manifest for en ny dansk sikkerhedspolitik

Gennem efterhånden alt for mange år, har skiftende regeringer og folketing skåret ned på Danmarks udenrigstjeneste. I mange lande er danske ambassader og diplomatiske repræsentationer blevet lukket ned, og de ambassader der stadig står, har fået skåret drastisk ned i antallet af danske diplomater.

Nedskæringerne har ikke kun negative konsekvenser for danske rejsende og for erhvervslivets muligheder i udlandet, men også for Danmarks indflydelse og anseelse rundt omkring i Verden.

 Når der ikke er en dansk ambassade i et land, er det ikke længere muligt for danske studerende på udenlandske universiteter eller for danske virksomheder, at kunne smutte ind på ambassaden og få henvisninger til nyttige kontakter, bistand i forbindelse med landets myndigheder eller erhvervsliv og andre vigtige ting.

Samtidig mindskes vores indflydelse i landet, fordi der ganske enkelt ikke er danske diplomater til stede, som kan fortælle udenlandske regeringer og andre, hvad vi i Danmark egentlig vil i Verden og hvordan vi kan hjælpe hinanden hen mod de mål, vi måtte have til fælles. Danmark er et lille land som let forsvinder i mængden, og vores eksistens og indflydelse i verden afhænger af tilstedeværelse.

Danmarks erhvervsliv, og for øvrigt også vores fælles sikkerhed, er afhængige af at den danske stat, det danske samfund, formår at være til stede ude omkring, så vi kan bringe os i spil og være med hvor det sker. Det kan vi ganske enkelt ikke når vi nedlægger ambassader og skærer ned på diplomater.

Efterretningstjeneste

Det er også vigtigt for vores allesammens sikkerhed at landet har en dygtig, professionel og effektiv udenrigsefterretningstjeneste. Efterretningstjenestens opgave er ikke kun at opfange og undersøge trusler mod landets sikkerhed, men også at foretage indsamlinger af oplysninger om politiske forhold i andre lande, som disse landes myndigheder helst vil holde hemmelige. Udenrigsefterretningstjenesten skal også foretage analyser af tilgængelig information af både politisk og økonomisk karakter.

Desværre er det sådan i dag, at Danmarks udenrigsefterretningstjeneste gennem årtier har lagt i militært regi. Denne bør flyttes over til at høre under udenrigstjenesten, og det er der flere grunde til.

For det første er det i militærets natur at søge konflikt frem for løsninger. Det er et grundinstinkt som sådan set passer helt fint til militærets kerneopgave, men det er en grundlæggende indstilling som ikke egner sig til en efterretningstjeneste, hvis formål det blandt andet er at søge, skaffe og analysere oplysninger om andre landes politiske og økonomiske forhold. Herunder også interne forhold vedrørende fremmede regeringers interne magtbalance og lignende.

 Dertil kommer, at militæret til tider kan have alt for let ved at udvikle en uhensigtsmæssig legalitetskultur. Dette hænger sammen med en følelse af at være ʻnoget andetʼ, som står udenfor det civile samfund.

Udenrigsefterretningstjenesten hører naturligt under udenrigstjenesten – sådan som det jo også er tilfældet i de fleste andre lande.

Det betyder ikke at der ikke også fremover skal eksistere en Forsvarets Efterretningstjeneste. De skal bare beskæftige sig med områder, hvor militære fagfolk naturligt må formodes at have en kompetence: nemlig strengt militære forhold, som vedrører andre landes militære opbygning og udvikling af militære teknologier.

Sikkerheden i Europa

Europa er vores fælles hjem, og det er i Danmarks helt vitale interesse, at det europæiske fastland er frit, sikkert og at vi undgår at der opstår militære skærmydsler på vort kontinent.

Dette gøres bedst ved at vi europæere rotter os sammen om en fælles sikkerhedsstruktur.

Som det er lige nu, oplever vi i Europa en massiv amerikansk militær tilstedeværelse. Det er der flere uønskede problemstillinger ved.

Den ene problemstilling er, at USAs stilling i verden i disse år svækkes kraftigt, samt at landet, uanset det nylige præsidentskifte, oplever en betydelig svækkelse af økonomien, en kraftigt forøget indre uro og tiltagende inkompetent ledelse.

Dertil kommer det primære; At de amerikanske tropper i Europa er under amerikansk og ikke europæisk kontrol. Dette, kombineret med USAs egne problemer, gør at de amerikanske tropper i Europa på sigt vil kunne udgøre et problem i forhold til flere europæiske landes sikkerhed. Man skal huske på, at USAs tendens til at rasle med sablen for at fremtvinge ændringer i andre landes regeringer, også vil kunne rettes mod os selv.

Europa skal simpelthen kunne varetage vores sikkerhedsudfordringer selv – og hvordan gør vi så det?

 Først og fremmest ved at de europæiske lande går sammen om at udarbejde en fælles, europæisk sikkerhedsordning som omfatter hele vores kontinent. Sikkerhedsordningen skal også, i et eller andet omfang, omfatte Rusland – også selv om Rusland ikke nødvendigvis behøver være medlem af selve alliancen. Det vil ganske sikkert være nok, hvis vi genetablerer mere civiliserede og ordentlige relationer med Rusland end vi har lige nu.

Gennem en årrække har Vesteuropa opretholdt et selvskadende system af sanktioner mod Rusland – mestendels fordi amerikanerne har forlangt det af os. Men disse sanktioner er ikke, og har aldrig været, i Europæernes interesse. De er sat i værk, fordi EUʼs ledere er blevet presset og truet til at bakke amerikanske magtinteresser op, ikke fordi europæerne på noget tidspunkt selv har ønsket det.

 Uanset om russofoberne vil det eller ej, er Rusland altså en del af den europæiske familie og bør behandles som sådan.

Men der er også andre grunde til at genoprette civiliserede forhold til den store nabo i øst.

Den næste store konflikt

 Når man ser ud over Europa og overvejer hvor fremtidens trusler og mulige militære konflikter skal komme fra, er det ikke Rusland der falder i øjnene, men Tyrkiet.

Tyrkiet under Erdogan har udviklet sig til en mellemøstlig spiller i størrelsen ʻregional stormagtʼ – og med tydelige europæiske ambitioner. Landet kommer aldrig ind i EU, sådan som det ellers på et tidspunkt var lagt op til.

Erdogans retorik ift de europæiske landes håndtering af kultursammenstød med muslimske mindretal, samt tydelige aggression overfor Grækenland med både oliejagt på græsk område og militære trusler overfor landet, taler deres eget sprog. Det samme gør den massive oprustning som Tyrkiet under Erdogans ledelse har foretaget.

En kommende militær konflikt med Tyrkiet kan på ingen måde udelukkes. Faktisk bør dette indgå i alle militære og politiske scenarier for udviklingen over de kommende 10-15 år.

Udover tyrkernes militære oprustning og aggressive fremfærd, byder Erdogan-styret også på andre områder udfordringer for os europæere. Udfordringerne er af både indre og ydre karakter.

Mange europæiske lande har et stort, alt for stort, tyrkisk mindretal. Det er et mindretal, som har vist sig selv i tredje eller fjerde generation at nære loyalitet overfor Tyrkiet, betragte sig som tyrkere – og yde militærtjeneste i Tyrkiet. Jeg har selv haft tyrkiske arbejdskolleger, der midlertidigt er rejst hjem til militærtjeneste.

 Det er helt tydeligt og klart, at en konflikt med Tyrkiet ikke kun vil skulle udkæmpes nede i den sydlige del af Europa, men også i vore egne gader.

Dette er skrækscenariet, men der er mere.

 USA, der jo som tidligere nævnt har en massiv militær tilstedeværelse i Europa, er også allieret med Tyrkiet, og har kraftigt brug for dem i Mellemøsten. Hvordan amerikanerne vil stille sig i en sådan konflikt, afhænger af tilfældigheder som hvem der tilfældigvis sidder i Det Hvide Hus og hvordan vinden ellers i øvrigt blæser på lige præcis dén dag. Måske vil de stille sig imellem, måske ikke.

Men Tyrkiet bliver en udfordring mange år frem, og det vil være nødvendigt at holde øjnene på bolden.

Bonusinfo

Med hensyn til Tyrkiet er det for øvrigt sådan, at Rusland er landets nabo og har et glimrende forhold til tyrkerne. Ruslands efterretningstjeneste er velkendt for sin effektivitet og sublime dygtighed, og hører til blandt de bedst informerede omkring tyrkiske forhold.

Dertil kommer, at det i diplomat- og efterretningskredse er en kendt sag, at værdien af amerikanske efterretninger fra Tyrkiet er faldet drastisk. Dette hænger sammen med en kombination af tyrkernes mistro overfor amerikanerne og landets egne ambitioner og stigende selvtillid. Rusland er med andre ord en nødvendig ven for Europa – og for Danmark.

En genopretning af Europas forhold til Rusland handler derfor ikke udelukkende om handel og kulturudveksling. Det handler i allerhøjeste grad også om at gøre os mindre afhængige af amerikanske interesser, at skabe et europæisk rum på europæiske præmisser i stedet for amerikanske og i det hele taget styrke stabiliteten på vort fælles kontinent.

Og det haster!

Sådan undgår man overvågning

Det stærkt forøgede omfang af teknologisk overvågning, som Verden gennem de seneste år har oplevet, har kun gjort dissidenters liv mere besværligt – og farligt.

Mens man i gamle dage mestendels skulle bekymre sig om lavteknologiske risici som sladrehanke og fejlagtig tro på egen usårlighed, udgør den måde vi i dag benytter de teknologiske muligheder nu en dødbringende trussel mod alle frihedskæmpere og dissidenter – i ikke mindst vores del af verden.

Faktisk er vi efterhånden nået derhen, ikke mindst i Danmark, hvor efterretningstjenesterne relativt sjældent overvåger politiske eller religiøse dissidenter ved hjælp af gammeldags ʻskygningʼ, men ganske ofte bare kan nøjes med at have en mand til at sidde ved en computerskærm – og stadig se meget mere end man kunne i gamle dage.

Dette skyldes ikke mindst, at sørgeligt mange dissidenter er blevet ligeså dovne som efterretningstjenesterne, og i al for høj grad foretager kritisk kommunikation elektronisk. Det er den slags fejltagelser, der gør at alt for mange ledere og menige medlemmer i frihedsbevægelser verden over bliver fængslet, tortureret eller myrdet.

Jeg er et menneske, som har den størst tænkelige agtelse for alle former for såkaldt ʻsamfundsundergravendeʼ virksomhed – så længe denne er ikke-voldelig, ikke mindst i forhold til uskyldige. Det overrasker mig derfor når man jævnligt kan læse i avisen, at folk der vil et andet samfund bliver knaldet som følge af elektronisk overvågning. Sig mig: Ved de ikke bedre?

Dertil kommer at jeg, helt generelt, er tilhænger af maksimalt privatliv for alle mennesker og minimal indblanding og snagen fra statsmagtens side. Så meget frihed som muligt til så mange som muligt – dét er mantraet herfra.

Jeg har derfor, efter lang tids overvejelse, besluttet mig for at skrive en lille manual til hvordan man på rimelig sikker vis kan lave dissidentarbejde. Mit fokus vil være hvordan man kan kommunikere med sine kammerater, uden at netværket hverken bliver kortlagt eller dets medlemmer effektivt overvåget.

Mine akkreditiver til at kunne gøre dette, er at jeg gennem næsten halvandet årti har figureret på en national terrorliste. Kort fortalt kom jeg på listen fordi jeg nægtede at arbejde for en af de to nationale efterretningstjenester – historien bag kan man læse her.

Jeg har derfor efterhånden opnået en vis erfaring med at leve under jævnlig overvågning. På trods af overvågningen, er det alligevel lykkedes for mig beskytte mine ikke-officielle netværk mod utidig snagen. De erfaringer som jeg her vil dele med læserne, er i virkeligheden ting som ethvert nogenlunde intelligent menneske vil kunne tænke sig til. Det er ikke så svært, man skal bare tænke sig lidt om.

Nøgleordet er så vidt muligt at gå analogt. Det er slet ikke så svært, faktisk. Og de af os der kan huske tiden inden mobiltelefonen, ved i virkeligheden godt hvordan man gør.

Grundlæggende regler

Helt grundlæggende gælder det om at holde kommunikationen med sit netværk strengt analogt. Og når jeg siger ʻstrengt analogtʼ så mener jeg det ét hundrede procent. Det skal til enhver tid være sådan, at medlemmer af dit dissident-netværk ALDRIG må kunne forbindes til dig. Det betyder blandt andet at de ALDRIG inkluderes i din telefonbog eller liste over kontakter på hverken mobilen eller computeren – hverken privat eller på arbejde. Hvis det er tvingende nødvendigt at skrive dem ned, skal listen til enhver tid opbevares på din person.

Tag det for givet, at telefonsamtaler, email og SMS bliver overvåget i realtid, så denne form for kommunikation er helt udelukket til dissidentarbejde.

Kortlægning af netværk er mindst lige så farligt for den enkelte dissidents sikkerhed som overvågning af kommunikation. Sløseri med den slags sætter altid andre i fare, og det skal for enhver pris undgås. Derfor skal enhver form for kommunikation foregå strengt analogt, og det vil jeg i det følgende give en række eksempler på hvordan man gør.

Vi begynder med den sikkerhedsrisiko som udgøres af mobiltelefonen.

Mobiltelefonen

Mobiltelefonen udgør et dødbringende våben for politi og efterretningstjenester, fordi de kan så meget – altså set fra fjendens synsvinkel.

Lokation: Det er til enhver tid muligt, med uhyggelig præcision, at spore hvor i verden en mobiltelefon befinder sig. Det betyder, at efterretningstjenesterne kan sidde hjemme ved computeren med et krus billig politikaffe i hånden og til enhver tid vide hvor din mobiltelefon befinder sig. Men det er langt fra det eneste de kan se.

For mit eget vedkommende er det ret enkelt: hele min familie og andre som jeg omgås officielt, altså ikke-dissidenter, ved godt at min telefon aldrig forlader mit hjem. Ja, du læste rigtigt: Når jeg går ud, uanset om det er for at gå på familiebesøg eller i Netto eller nogetsomhelst, så bliver telefonen derhjemme.

Hvis man kun lader den ligge når man laver dissidentarbejde, bliver det lettere for efterretningstjenesterne at kortlægge dig. De får simpelthen mere information at arbejde med, men mindre hvis du gør som mig. Livet uden mobiltelefon er for øvrigt også mentalt sundere, så det er ren win-win det der.

Rumovervågning: Den amerikanske efterretningsagent Edward Snowden, der for nogle år siden hoppede af og i dag bor i Moskva, afslørede i forbindelse med sin flugt mobiltelefonens muligheder set i et overvågningsperspektiv. En af de ting han afslørede, er at det faktisk er muligt at benytte mobiltelefonens mikrofon, altså der hvor man taler, til rumaflytning. Det betyder faktisk, at hvis du fører samtaler med en kammerat mens telefonen ligger ved siden af eller i en lomme, vil samtalen kunne aflyttes. Hvis du er dissident, bliver den det med 100 procents sikkerhed. Det er bare endnu en grund til at lade telefonen blive derhjemme når du går ud.

Kortlægning: En anden af Snowdens afsløringer var overordentlig interessant – og skræmmende! Det er muligt for efterretningstjenester at kortlægge samtlige telefoner inden for en bestemt radius af den de overvåger. Kortlægge vil sige at de kender nummeret på telefoner i nærheden, og derigennem også hvem den overvågede omgås.

Da jeg boede i Gellerup, var det almindeligt for flere af mine muslimske venner at man efterlod telefonen i et andet lokale end der hvor man mødtes for at snakke. Det skyldtes naturligvis at man allerede for halvandet årti siden var opmærksom på muligheden for rumaflytning. Problemet var så bare at netværket blev kortlagt, og det er ofte af større værdi for fjenden end den egentlige aflytning. Derfor: Lad telefonen blive derhjemme.

Telefonens indhold: Fjenden kan så let som ingenting opsnappe din telefons indhold, herunder kontakter, emails, passwords og alt hvad vi ellers har på den. Dette gøres let og smertefrit fra skærmet i PET-bunkeren – hurtigere end de sluger en citronmåne. Men så længe man på enhver måde holder dissidentarbejdet analogt og i øvrigt følger sikkerhedsreglerne, vil det i praksis ikke udgøre et problem.

Der er også et problem med alle de der spil som folk går og har på deres mobiltelefoner. De kan anvendes til en rimelig sikker bedømmelse af din intelligens, kombinationsevne og alt det der. Derfor: Lad være med det – alternativet er at snyde dem ved at gennemføre dine spil meget, meget dårligt. Der er kun fordele ved at blive undervurderet af sin fjende.

I det hele taget er mobiltelefoner livsfarlige. Anvend din mobiltelefon som om den var en fastnet, så mindskes risikoen. Og husk at alt hvad der sker på din telefon, kan ses på en skærm i PET-bunkeren.

Burner-telefoner: En burner-telefon er en billig telefon som man har købt kontant og med et taletidskort som man har købt kontant.

Sådan en kan tages i anvendelse hvis det er strengt nødvendigt, men kun hvis visse sikkerhedsregler overholdes. På grund af muligheden for at kortlægge mobilnumre inden for en bestemt radius af den aflyttede telefon, må en burner aldrig anvendes i nærheden af hverken din egen normale eller andres telefoner – OVERHOVEDET.

Anvend den på steder hvor kortlægningen ikke giver mening: Bilka i myldretiden, i skoven – den slags steder. og der er en ting mere: Hold enhver kommunikation på din burner skriftlig. Tro det eller lad være, men det er faktisk muligt at identificere dig på stemmen. Mange er de IS eller AlQaida-chefer der er blevet dronet fordi de lod deres stemme lyde i eksempelvis en satellittelefon. Man kan vælge at mene at de har fortjent det, men lær i det mindste af deres fejltrin.

Men skriftlig kommunikation kan være ok – på visse betingelser: Ingen navne. Ingen religiøse eller politiske ytringer – overhovedet! Og anvend det som på engelsk hedder ʻsoft languageʼ.

Eksempler på ʻsoft languageʼ: PET omtales hverken som ʻPETʼ eller som ʻnazisvinʼ, men som ʻkonkurrenter(ne)ʼ. Medlemmer af netværket er ikke ʻhelteʼ, men ʻkollegerʼ og sådan kan jeg blive ved. Den skriftlige kommunikation er neutral og forretningsmæssig – tænk på Jer selv som anonyme forretningsfolk i slips, jakkesæt og hvide skjorter af den gamle skole, der taler diskret og høfligt, så skal det nok gå. Ingen navne, og hold det til et absolut minimum.

Forresten skal sådan et taletidskort skiftes ud med meget jævne mellemrum, men det ved enhver narkohandler vel efterhånden. Hver fjortende dag vil være ok for de fleste. Selve burner-telefonen skal for øvrigt også skiftes jævnligt, men på grund af omkostningerne ikke lige så tit som du skifter nummeret.

Computer:

Også din computer kan spores, og det siger sig selv at din browserhistorik kan aflæses fra PET-bunkeren bogstavlig talt i real-time. Dertil kommer at enhver computer, hver gang den kommer på nettet, kan identificeres på et specielt nummer.

Et eksempel fra mit eget liv: For nogle år siden skulle jeg på ferie i et svensk kloster. Telefonen var slukket på rejsen og behørigt pakket ind i sølvpapir nede i tasken. Men så skete der det, inden jeg tog taxaen ud til klostret, at jeg gik ind på en svensk cafe og tilsluttede min Mac. Nogle dage senere fortalte klostrets priorinde mig at svensk politi ʻaf den ikke-uniformerede slagsʼ havde været ude for at spørge om jeg mon var på stedet…..

Min computer var ganske enkelt blevet sporet og lokaliseret inde fra cafeen. Den slags må man nødvendigvis lære af.

Derfor: I det omfang at man har behov for eksempelvis at søge oplysninger på nettet (og hvem har ikke det?), så er det pinedød nødvendigt at have en ekstra computer som anvendes til dissidentarbejdet.

Denne ekstra computer må aldrig anvendes hverken hjemmefra eller på arbejdet, den må aldrig indeholde noget der identificerer hverken dig eller dit netværk og du må aldrig tilgå dine sociale medier eller emails, eller hvad ved jeg, fra din ʻdissidentcomputerʼ. Jeg ved godt at det er pissebesværligt, men sådan er livet altså, hvis man er religiøs eller politisk dissident.

Din dissident-computer må aldrig efterlades alene i hjemmet. Dette skyldes at diverse terrorpakker faktisk har givet efterretningstjenesterne lov til at foretage ransagninger i dit hjem uden at du selv er tilstede. Derfor skal din ekstra computer altid være på din person – eksempelvis i en Fjällräven.

En almindelig bærbar fylder og vejer, så hvis du kan klare dig uden USB-stik anbefaler jeg en Ipad eller anden form for tablet.

Personlige møder

Alle møder afholdes personligt, men aldrig nogensinde i private hjem. Det giver sig selv, at hvis bare én af Jer er under overvågning, vil et sådant møde betyde kortlægning af hele netværket – og det kan være katastrofalt. Visse cafeer, som feks Espresso House, har en intensiv videoovervågning, så dem holder man sig også fra.

Men det allerbedste er at holde sine møder i et shelter ude i en skov. Ja, det lyder dramatisk, men det virker faktisk. Ved den slags møder ankommer man enkeltvis og forlader stedet i hver sin retning. Husk på at vi kender ikke hinanden – nogensinde!

Penge

Betal kontant – altid. Kreditkort og MobilePay kan spores og bruges til at kortlægge din færden, så det giver nærmest sig selv. Gå hen i hæveautomaten og hæv de penge du har brug for en gang om ugen og lad det være det.

Post

At sende et brev med posten, er en af de mest sikre kommunikationsformer der findes – men kun så længe brevet er skrevet i hånden.

Overvågning af dissidenter er ikke nogen ny ting. Tværtimod har det stået på længe. Tilbage i 1970ʼerne var de danske efterretningstjeneste travlt beskæftiget med at overvåge landets venstrefløj. Men venstrefløjen vidste det godt.

Dengang foregik overvågningen ved at efterretningstjenesten åbnede dissidenternes post og læste den. Men det vidste socialisterne selvfølgelig godt, så de morede sig med at narre fjenden: Ganske ofte kunne de finde på at skrive ting i brevet som feks: ʻJeg har lagt en tørret bille i kuvertenʼ. Og hvis der så lå en tørret bille i kuverten, var det fordi PET eller FE havde åbnet brevet og noteret sig indholdet, for selvfølgelig havde afsenderen ikke vedlagt en tørret bille. Det gjorde efterretningstjenesten derimod gerne.

Heller ikke dengang havde efterretningstjenesterne krav om særlig høj intelligens hos deres rekrutter. Lav intelligens og et vist omfang af sociopati var, dengang som nu, nok.

Men i dag har Dupont & Dupond ikke længere et beredskab til systematisk at åbne folks post. De er blevet dovne og stoler på overvågningen af vores elektroniske kommunikation. Det kan udnyttes.

Posten er derfor en rimelig sikker måde at kommunikere på. Bare sørg for at brænd brevet efter at have læst det – og sørg for alt i verden for aldrig nogensinde selv at lægge brevet i modtagerens postkasse. Hvis din kammerat er under overvågning, kommer du det også – og omvendt. Postvæsnet er til for det samme.

Hvis du bliver overvåget

De er ikke særlig svære at få øje på, PET-typerne. De har allesammen gået på de samme kurser og selv om både alder og kropstyper varierer, er de alligevel alle ens.

Nogle af os kan lugte dem på flere kilometers afstand. Man kan lugte en svinestald og man kan lugte PET-folk, sværere er det ikke.

Men helt grundlæggende er tippet dette: Hvis man bor i en større by og inden for et par dage mere end én gang ser det samme ansigt i mængden, er det på tide at skrue op for opmærksomheden. Man skal selvfølgelig altid holde øje, men nu gør man det endnu mere.

Hvis de er der, så er de der og de fleste af os mærker det næsten med det samme.

Hvis man kommer de samme steder, er det forresten ret nemt at observere enhver ændring i forhold til normalbilledet. I de perioder hvor du er under fysisk overvågning, er det som at have pest. Når det sker, så skriv et brev (men skriv det ikke derhjemme, for hvis du overvåges, er der sandsynligvis kameraer i hjemmet) og send informationen til en fra netværket. Fra nu af har du pest, og skal behandles som sådan indtil det slutter.

Træls, men der er også glæder i livet: At opretholde et overvågningshold er helt urimeligt dyrt – ikke mindst i mandskab. Ifølge PET selv, koster et døgns overvågning 30 mand, så de kommer sjældent og bliver ikke længe.

Af og til kan de finde på at pakke sammen hvis det går op for dem at de er opdaget – men pas på: det kan lige så vel ske at de bare skifter hold, så lad hellere som ingenting. Hellere de overvågere man kender…

En sidste ting: Der skal nok være nogen derude der undrer sig over hvad i alverden jeg foretager mig: Sidder jeg her og afslører mine egne sikkerhedsprocedurer? Og svaret er: I virkeligheden ikke særlig meget.

Langt det meste af det jeg har skrevet i denne vejledning, er såmænd ikke andet end hvad ethvert nogenlunde intelligent menneske kan finde ud af hvis det skal være.

Dét jeg skriver, er i virkeligheden dette: At hvis alle dissidenter gør som jeg, løber PET og FE hurtigt tør for ressourcer. Personlig overvågning af os allesammen vil koste uanede ressourcer – økonomisk, mandskabsmæssigt, analysemæssigt. Betragt det hellere som mit bidrag til kampen mod en fælles fjende. Mine egne akkreditiver og begrundelser for kampen kan du læse om lige her.

De, der kan have interesse for det jeg her skriver, er få og spredte. Vi er også meget forskellige og de fleste har sikkert mål eller et ideologisk udgangpunkt som jeg ikke deler. Men vi har fjenden til fælles, og det vejer tungere for mig.

Og en vigtig ting her på falderebet: Alt for mange mænd har mistet enten friheden eller livet fordi man har forsøgt at imponere en dame. Helt ærligt: Den slags er for amatører! Meget menneskeligt, men for amatører. Lad være med det. Alkohol er forresten også bandlyst. Personer, der er lidt for ivrige efter at være en del af dit liv, skal naturligvis også undgås, men det kan de fleste vel finde ud af.

Ellers er det bare at tænke sig om. Og at arbejde analogt.

–oo–

Hvis man har lyst til at læse mere om mit forhold til de nationale efterretningstjenester og forstå lidt af baggrunden for at jeg vælger at udgive denne vejledning, kan man læse om det i dette indlæg: Kidnappet, tortureret, mishandlet og voldtaget af dansk militær

Maximilian Kolbe – præsten fra Auschwitz

Den 14. august, dagen i dag, er en ganske særlig dag for os katolikker. Det er nemlig festdagen for en af det forrige århundredes helt store helgener; Maximilian Maria Kolbe.

Kolbe døde i koncentrationslejren Auschwitz den 14. august 1941. hvilket for øvrigt er grunden til at hans kirkelige festdag er på denne dato. Men mens Kirken har mange helgener, er Kolbe noget helt specielt for mig. De der kender mig vil forstå hvorfor, når de læser lidt om denne franciskanermunk og hans liv og især hans død.

Kolbe indtrådte i Franciskanerordenen i 1910, og modtog klosternavnet Maximilian da han året efter indledte sit noviciat. I 1914 aflagde Maximilian ordenens evige løfter, og fire år senere fulgte præstevielsen. Men der sad et godt hoved på den unge mand, så der fulgte også doktorafhandlinger i først filosofi og siden teologi. To doktorgrader er vel nok til at imponere de fleste, men det var med aktivt pastoralt arbejde at Maximilian skulle gøre sig bemærket.

Maximilian Kolbe var et menneske med en stor virkelyst, og allerede i begyndelsen af tyverne grundlagde han sammen med seks medbrødre et nyt franciskanerkloster i Niepokalanów. Trods sygdom, han led af turberkulose som på den tid blev betragtet som en dødelig sygdom, formåede pater Maximilian alligevel at grundlægge flere medier i Polen. Tidsskrifter, en radiostation og en avis blev det til.

Senere, i slutningen af tyverne og begyndelsen af trediverne, fulgte en udstationering som missionær i Asien. Kina, Japan og Indien blev det til, inden turen gik tilbage til Polen.

I den japanske by Nagasaki faldt det i Maximilians lod at skulle grundlægge endnu et kloster. Klostret skulle senere blive én af de få bygninger i byen der overlevede den amerikanske atombombesprængning i 1945. Klostret overlede fordi Maximilian efter sigende skulle have haft en vision der nøjagtigt viste ham hvor klostret skulle bygges: nemlig beskyttet bag en klippe. De lokale mente ellers at dén dér klippeside var et rigtig dårligt sted at bygge nogetsomhelst på, men Maximilian holdt fast ved sin vision, og klostret står der endnu den dag i dag.

Efter hjemkomsten til Polen fortsatte Maximilian med sin medievirksomhed, og det var blandt andet i denne periode af sit liv at han grundlagde en radiostation. Det er derfor at han et halvt århundrede senere blev udråbt som skytshelgen for journalister og mediefolk.

Men som det vil være de fleste bekendt, var trediverne ikke lutter lagkage for Polakkerne. I efteråret 1939 blev Polen besat af nazi-Tyskland, og den tyske besættelse medførte nye udfordringer for det franciskanske klosterfællesskab i Niepokalanów.

Tyskernes jødeforfølgelser gjorde nemlig at Maximilian så sig nødsaget til at lade klostret fungere som skjulested for forfulgte jøder – nogle i kortere, andre i længere tid. Det er anslået at Maximilian & Co i denne periode ialt skjulte omkring 2000 jøder på flugt.

Men det måtte selvfølgelig gå galt, og det gjorde det naturligvis også. Og nu er det så at vi når til den del af historien, der gjorde Maximilian Maria Kolbe til en af de mest elskede og respekterede helgener i nyere tid.

Først blev Kolbe og seks medbrødre fængslet af Gestapo. Efter lidt tid i et lokalt fængsel, blev Kolbe overført til Auschwitz. Auschwitz var jo som den var: Et skrækkeligt sted, hvor ondskaben herskede. Men også i Ondskabens verden er der lys – og Guds lys har det med at skinne gennem mennesker.

Det skinnede i hvert fald gennem Maximilian.

Overlevende fanger berettede senere om Maximilian, at han fra første dag i lejren udøvede sjælesorg overfor de andre fanger og delte sine rationer med de mest trængende.

Men en dag skete der så det at det lykkedes for en af de andre fanger at undslippe. Det var jo i sig selv en præstation, men tyskerne lod ikke den slags gå upåagtet hen.

Straffen til til de tilbageblevne var grusom og brutal: Hungerbarakken. SS-vagterne udvalgte en gruppe fanger, som skulle låses inde i det som blev kaldt hungerbarakken. Her skulle de være, uden mad og drikke, indtil de alle var døde af sult og tørst.

En af de udvalgte fanger, var en polsk familiefar ved navn Franciszek Gajowniczek. Nu var det sådan, at via sit pastorale arbejde med sine medfanger, vidste Maximilian godt at denne mand havde kone og børn uden for lejren, som sikkert håbede på at han en dag skulle vende hjem.

Derfor skete der nu det, at Maximilian gjorde som han gjorde: Han trådte frem, og bad med høj røst tyskerne om at måtte tage denne mands plads, hvis de til gengæld ville lade den polske familiefar slippe. Det gjorde SS-vagterne med største fornøjelse, for katolske præster var ikke særligt populære blandt nazisterne. Så Franciszek slap for hungerbarakken og Maximilian ofrede sit liv.

Men historien slutter ikke her. At dø af sult og tørst er ikke just behageligt, og det går heller ikke hurtigt. Ved tidligere lejligheder hvor hungerbarakken havde været i brug, havde luften således været fuld at smertensskrig. Men sådan kom det ikke til at gå denne gang.

Maximilian fungerede nemlig som præst for sine medfanger til det sidste, og i stedet for de sædvanlige lyde fra hungerbarakken, lød der nu salmesang og bøn. En af tyskernes medhjælpere, der havde til opgave at se til de dødsdømte, beretter senere at hver gang han kiggede ind i barakken så han Maximilian enten knælende i bøn eller stående, mens han med et roligt blik så mod fangervogterne når de trådte ind og forstyrrede de gudstjenester han holdt sammen med sin dødsdømte menighed.

Efter to uger var Maximilian den eneste overlevende, og tyskerne havde ikke tid til mere. De skulle nemlig bruge barakken til noget andet. Da SS-folkene kom ind for at afslutte hans liv, rakte Maximilian ifølge øjenvidner roligt armen frem og modtog sin sprøjte.

Flere årtier senere, i 1982, blev Maximilian Kolbe helgenkåret af pave Johannes-Paul ll. Og lige dér, i selve det øjeblik hvor bannerne foldede sig ud over Peterspladsen – dér, lige ved siden af paven, stod Franciszek Gajowniczek sammen med sine børn og børnebørn.

Kidnappet, tortureret, mishandlet og voldtaget af dansk militær

Kidnappet, tortureret, mishandlet og voldtaget af dansk militær – i Danmark. Det er sagen i en nøddeskal. Og jeg er med garanti ikke den eneste.

Min historie er beskrevet flere steder her på bloggen, men jeg synes efterhånden det er på tide at ʻsamle sammenʼ, så min historie bliver skrevet ét sted. Det bliver så nu – og her. Der er mere at fortælle – meget mere, men det må vente til tiden er inde.

Kidnapningen fandt sted en tidlig oktobermorgen i 2007. Jeg var på vej hjem fra nattearbejde, da en gruppe på fem civilklædte mænd sprang ud foran min cykel og spærrede vejen videre frem. Den ene trak mig ned fra cyklen og der opstod et håndgemæng mellem os. Det endte med at militærsvinet, en person ved navn Tom Højbjerg, røg ned i asfalten og fik fornøjelsen af et par gange at mærke min højre sikkerhedssko lige midt i ansigtet. Efter sigende røg han i coma og tilbragte efterfølgende nogen tid på et amerikansk militærhospital i Tyskland.

På et dansk sygehus ville der nemlig blevet stillet spørgsmål, og det havde militæret i sagens natur ikke lyst til.

Den dag i dag fortryder jeg at jeg ikke gjorde arbejdet færdig og slog ham ihjel. Ét spark mere havde sendt ham ned til en evighed i svovl og ild – dér, hvor han retteligt hører hjemme.

De øvrige fire trak pistolerne, jeg fik strips på samt en hætte over hovedet og fik en nål i den ene balle, hvorefter jeg mistede bevidstheden. Jeg vågnede på et tidspunkt under transporten, inden jeg fik med sprøjten igen. Men jeg nåede dog at konstatere at vi befandt os i en helikopter – dén lyd tager man ikke fejl af!

Dét der fulgte, er velkendt for faste læsere af denne side. Hvordan de tog mit tøj og briller fra mig, slæbte mig nøgen rundt og opbevarede mig i en celle med konstant belysning. I de kommende dage oplevede jeg langvarige forhørssessioner (som jeg nok skal vende tilbage til), blev gennemtævet af forhørslederen (ham vender jeg også tilbage til) voldtaget og bogstavlig talt druknet. Til slut blev jeg, under trusler om fortsat tortur og efterføgende drab, tvunget til at underskrive et dokument på flere sider, vistnok fire, inden de bedøvede mig igen og til slut afleverede mig på min bopæl.

Alt dette er velkendt stof for læsere af min side, for hændelsesforløbet er beskrevet i mit indlæg Under Tortur. Forhørslederen, eller torturbødlen som han vel rettere bør tituleres, var en person som på dette tidspunkt havde været en del af mit liv i 14 år. I størstedelen af denne periode havde vi været rivaler til den samme pige ovre i Esbjerg. En pige, som lidt over halvandet år inden kidnapningen, aldeles på eget initiativ have genoptaget forbindelsen med mig.

Torturbødlen, min gamle rival, var en person ved navn Tom Gundersen. Han var gået ind i FE nogle år efter vi havde lært hinanden at kende, cirka engang i midthalvfemserne. Identifikationen af Tom Gundersen som min torturbøddel er helt sikker, og det har jeg skrevet om i indlægget Ondskabens navne.

Jeg havde overfor vores fælles veninde forlangt Tom fjernet permanent fra hendes liv som betingelse for det som hun ønskede af mig. Resultatet blev kidnapning, tortur, voldtægt – og så vidt jeg ved også en placering på en eller anden national terrorliste. Korruption har mange ansigter, og dette er ét af dem.

Tiden under den ulovlige tilbageholdelse blev også brugt til andet end tæsk og voldtægt; der var også længere forhørssessioner. Her blev jeg, splitternøgen, fyldt med stoffer, med en sæk over hovedet og lænket til et bord, i timevis udspurgt om mit engagement i Det Radikale Venstre og mit engagement i en dengang ganske kendt forening der beskæftigede sig med integration i Gellerupparken hvor jeg boede.

Men det der optog allermest tid under forhørene, var mit forhold til C – vores fælles veninde. Tom var overordentligt interesseret i alting der vedrørte mit forhold til C. Han brugte også meget tid på at udspørge mig om min eventuelle involvering dengang i halvfemserne hvor han blev smidt ud fra sin families rideskole (Svar: Jeg frydede mig, men havde ingen involvering. Desuden havde han fortjent det!).

Kidnapningen, den ulovlige tilbageholdelse, torturen, voldtægten, tæskene og den efterfølgende årelange chikane fra både PET og FEʼs side, havde rod i én eneste ting: At jeg skulle trynes, fordi Tom Gundersen fra FE følte sig ydmyget af mig.

Den dag i dag har jeg stadig mén efter torturen. Lige siden dengang har jeg lidt af en forfærdelig og meget højlydt tinnitus. I perioder er tinnitussen så højlydt at jeg ikke er i stand til at følge med i hvad der foregår omkring mig. I flere år efter var der også mareridt og lignende ting, men det er forbi nu.

 Og ydermere: Lige siden har jeg været under overvågning fra vort lands efterretningstjenester. Mine kolleger fra min daværende arbejdsplads fortalte mig ofte om henvendelser fra efterretningstjenesten der handlede om mig; om hvem jeg talte med, hvad jeg interesserede mig for – den slags ting. Desuden har jeg flere gange siden observeret at jeg har været under overvågning – den slags er det faktisk ikke særlig svært at få øje på.

Og under et ophold i et kloster i Sverige, fortalte priorinden mig at svensk politi havde været forbi for at spørge om jeg var der. Svenskerne viste et billede som helt klart var mig, men med en historie om at jeg skulle være en svensk ægtemand der havde tævet sin kone. Men den kloge nonne gennemskuede løgnen, svarede at hun aldrig havde set mig og gik direkte videre til mig.

Jeg kan skrive en langt indlæg om mine erfaringer som offer for denne chikane og hvad den har betydet for mig, og vil måske gøre det en dag. Indtil da må man nøjes med det jeg allerede har skrevet i indlægget Efter Torturen.

 Kidnapningen og torturen er naturligvis blevet anmeldt til Østjyllands Politi, men den blev afvist uden at jeg på noget tidspunkt har haft indtryk af at den har været realitetsbehandlet.

Og lige for tiden har jeg så en ansøgning om aktindsigt kørende via Forsvarets Efterretningstjeneste og Forsvarsministeriet. FE vil selvfølgelig ikke give aktindsigt, men det er helt efter bogen. Nu ligger der så en anke hos Forsvarsministeriet, og det bliver interessant at se hvad de vil stille op med den.

For sagen er, at på den ene side er det en kendt sag at én af Forsvarsministeriets vigtigste (og meget uskrevne) opgaver sådan set er at dække over militærets fejltagelser og, når det sker, direkte ulovligheder. Men samtidig har vi jo også en ministeransvarlighedslov her i landet som giver ministeren, Trine Bramsen, pligt til under strafansvar at reagere på ulovligheder inden for hendes resortområde.

Der er flere måde sagen kan ende på. Jeg forventer at den ender i retten med Tom Gundersen, Tom Højbjerg og deres medskyldige som anklagede. Om domfældelsen skal finde sted i Danmark eller krigsforbryderdomstolen i Haag får vi at se. Der findes også andre veje til retfærdighed, og jeg er åben for dem alle.  

Personligt foretrækker jeg Haag, men Landsretten kan også gøre det. Indtil da vil jeg foreslå at man læser de indlæg jeg tidligere har skrevet om sagen her på siden

Under Tortur

Efter Torturen

Ondskabens Navne

 Militærets Hemmelige Netværk

Sådan er det at dø

Derfor blev jeg tortureret

Om hvordan en tysk officer hjalp med at redde jøderne

Redningen af jøderne har længe været en af danskernes største stoltheder – og med rette. Men hvad ikke mange ved, er at den egentlige bagmand bag redningen var en tysk officer og flådeattache ved navn Georg F. Duckwitz. Visse ting foretrækker vi åbenbart at holde helt for sig selv, men dette er en historie der i al sin dramatik fortjener at blive fortalt så her kommer den.

Som det vil være de fleste bekendt, foregik de første tre år af den tyske besættelse relativt fredeligt. Det er der flere grunde til. Den ene er at de politiske partier i Danmark i enighed sluttede sig sammen om det der sidenhen er blevet kaldt for samarbejdspolitikken.

Samarbejdspolitiken havde som formål at fastholde national suverænitet så godt det lod sig gøre, og herunder sikre at såvel statens administration som politi og retsvæsen forblev under regeringens og folketingets kontrol. Dette lykkedes fra besættelsens første dag helt frem til den 29. august 1943. En af samarbejdspolitikkens faste strategier var at trække tiden ud så langt som det overhovedet var muligt, samt at give tyskerne lige præcis dét som var nødvendigt for at undgå en optrapning.

Så sent som i marts måned 1943 blev politikernes kamp for demokratiets overlevelse blåstemplet af befolkningen, idet folketingsvalget i marts 1943 førte ni ud af ti vælgere til urnerne og dermed sikrede den største valgdeltagelse i Danmark nogensinde. Samtidig gav valget en sejr til samarbejdspartierne, så alt i alt må det siges at valget gav en solid opbakning bag den linje som især statsminister Scavenius lagde navn og ansigt til.

Også fra tysk side var der en interesse i mådehold med magtanvendelsen. Mens de øvrige af de tyskbesatte lande blev styret af det tyske militær og dermed blev udsat for den brutalitet som er så typisk for militærfolk, var de danske politikeres direkte modpart på tysk side det tyske udenrigsministerium. De tyske diplomater var meget ivrige efter at vise for ʻsystemetʼ derhjemme, at der findes andre måder at lede Europa på end via militær brutalitet og afstumpethed. Det tyske udenrigsministerium ville ganske enkelt ind i magtkampen, og her spillede styret af det besatte Danmark en hovedrolle.

Da den danske regerings ageren i de første lidt over tre år oven i købet vandt stor respekt hos regeringen i London, kan man kun sige at samarbejdspolitikken opfyldte sit formål så længe den varede.

De tre statsministre der regerede Danmark under besættelsen (Stauning, Buhl og Scavenius) var alle på det rene med at samarbejdspolitikken med stor sandsynlighed ville have en udløbsdato, men også at man måtte fortsætte balancedansen så længe som overhovedet muligt.

At det tyske udenrigsministerium samtidig havde behov for fred og især produktivitet i Danmark, var kraftigt medvirkende til at de danske jøder som de eneste i Europa kunne leve i fred og fordragelighed helt frem til septemper 1943.

Helt den samme fordragelighed herskede der ikke blandt de tyske besættere. Således lå den tyske Rigsbefuldmægtige Werner Best og den tyske militærchef Hanneken, i evig fejde. Dels var den personlige kemi mellem de to ekstremt dårlig, dels var de også uenige om hvordan Danmark skulle styres. Således rejste de begge på skift til Berlin for at klage over den anden.

Det skabte et miljø, som Scavenius var en mester til at manøvrere i.

Best og Scavenius arbejdede begge med en fortrolig og intuitiv forståelse af den anden parts smertegrænse. Det er denne forståelse, der til alle tider har kendetegnet dygtige forhandlere. Det var og denne gensidige forståelse, der mere end noget andet sikrede at det danske samfund kom relativt smertefrit igennem krigsårene.

Men Hanneken ville noget andet, og efter en af hans ʻklagetureʼ til Berlin, vendte han hjem med en serie krav som ingen dansk regering nogensinde kunne acceptere. Den 29. august 1943 meddelte regeringen Scavenius at den ophørte med at fungere. Samarbejdspolitikken var brudt sammen.

Også hér slog forholdet mellem Hanneken og Best gnister. Hanneken erklærede allerede i de første timer efter regeringens ʻfunktionsophørʼ Danmark under tysk militært styre, men blev hurtigt sat på plads af Best, idet man sådan set havde brug for statens fortsatte funktion, og ikke kunne afse det nødvendige antal tyske embedsmænd til at løse opgaven.

På denne måde kom det danske departementchefstyre til verden, og således blev det helt frem til befrielsen den 5. maj 1945.

Jødernes situation kom på dagsordenen allerede en uges tid senere. Werner Best sendte den 8 september et telegram til sin chef, udenrigsminister Ribbentrop hvori han forespurgte om hvilken politik der skulle føres overfor de omkring 7000 jøder der dengang var i Danmark. Efter sigende var det Bests håb at cheferne derhjemme kunne indse det fornuftige i ikke at skabe for meget uro, og derfor ville tillade jøderne at leve i fred.

Men sådan gik det ikke. Da Best et par dage efter sendte flådeattache Georg F. Duckwitch til Berlin for at finde en løsning, var det allerede for sent. Telegrammet havde fundet vej helt op til Føreren selv, og Hitler havde resolveret at de danske jøder skulle deporteres.

Da Duckwitz indvendte at det kunne forventes at skabe væsentlig uro i Danmark, og blandt andet forstyrre landbrugseksporten til Tyskland, beordrede Hitler at jøderne skulle deporteres på en sådan måde, at der ikke opstod uro.

Dén førerordre klarede Duckwitz på sin egen helt særegne måde. Det er muligt at cheferne i Berlin forventede at flådeattacheen tog direkte i til Danmark for straks at sætte ordren i værk, men sådan gik det ingenlunde.

Det første Duckwitz gjorde, var at flyve til Stockholm for at sætte den svenske regering ind i sagen og informere svenskerne om hvad han havde tænkt sig at gøre. Dette gjorde det muligt for svenskerne at sætte det nødvendige beredskab igang.

Derfra fløj Duckwitz videre til Danmark. Her kontaktede han allerførst den socialdemokratiske politiker Hans Hedtoft, som han under hånden vidste havde de nødvendige forbindelser. Denne kontaktede øjeblikkeligt først den formanden for det mosaiske trossamfund, C. B. Henriques og dernæst hans kontakter i modstandsbevægelsen.

Helt som forventet blev jøderne advaret fra mund til mund og modstandsbevægelsen sat i aktion. Resultatet var at kun nogle få hundrede blev interneret, mens resten gik under jorden og transporteret til et velforberedt Sverige. Imens vendte de tyske myndigheder i bogstavligste forstand ryggen til.

Best kunne derefter stolt sende en indberetning til Berlin, hvori det kort og godt hed, at jødeproblemet i Danmark var løst. At det var sket på en temmelig kreativ måde som ingen derhjemme i Berlin kunne forestille sig, fremgik ikke af telegrammet. Måden reddede efter krigen Best fra en dødsdom, og han blev løsladt fra fængslet seks år efter befrielsen.

Historien kan læses i Kaare R. Skouʼs fremragende bog Land at Lede, som beskiver det danske folkestyres historie helt tilbage fra Grevinde Danner og op til begyndelsen af det nye årtusinde.