Som jeg skrev i mit indlæg i går, var jeg i sidste uge udsat for et decideret drabsforsøg. Dette finder jeg det, af flere grunde, passende at skrive om.

Drabsforsøget fandt sted om aftenen, søndag den 7. april. Drabsforsøget blev foranlediget af Tom Gundersen, som ikke var alene om udførslen.

Jeg skal ikke gå nærmere ind i den tekniske side af sagen, herunder hvilken metode der blev anvendt. Blot skal jeg understrege, at jeg stadig er her og tålmodigt afventer næste gang.

Nogle dage inden drabsforsøget, torsdag den 4. april, tog Tom Gundersen kontakt til mig. I løbet af vores samtale genog han sin åregamle legende om at han havde regeringens tilladelse til at gøre med mig hvad han vil – herunder slå mig ihjel. Dette er dog en løgn, som ingen dansk borger med kendskab til landets lovgivning kan tage alvorligt, så jeg afviste ham. Vi talte også lidt om vores tidligere fælles veninde, sådan som man jo gør.

Men jeg tog ham ikke synderligt seriøst, og samtalen efterlod mig med det indtryk, at min gamle fjende har været i bedre form.

Søndag aften kom så drabsforsøget, og som det fremgår, så mislykkedes det. Jeg er her stadig. Ukrudt forgår ikke så let og alt det der.

Tidspunktet undrede, og undrer, mig lidt, for der er ingen saglig begrundelse herfor. Jeg kan ikke, selv med min bedste vilje og vildeste fantasi, få øje på et seriøst og velfungerende motiv for at ville slå mig ihjel.

På den anden side, kan jeg stadig den dag i dag, heller ikke få øje på et andet motiv for kidnapningen og torturen dengang i 2007, end godt, gammeldags had. Måske var det hadet der fik overtaget hos ham da han ville slå mig ihjel, måske en anden psykisk ubalance – jeg véd det ikke.

Men det er jo ofte sådan med drabsforsøg, at et mislykket et af slagsen ofte kan risikere at blive fulgt op at yderligere ét, hvor man gør sig bedre umage. Hvorvidt det sker i dette tilfælde, kan jeg af gode grunde ikke vide noget om endnu. Det må tiden vise.

Men idet jeg ikke kan vide om man kan forvente en gentagelse, finder jeg det nødvendigt at gøre opmærksom på en række ting her i indlægget.

For det første, at Tom Gundersen gennem en stor del af sit liv har haft sin gang i Forsvarets Efterretningstjeneste, og derigennem har kendskab til adskillige mere eller mindre eksotiske drabsmetoder. Den der blev anvendt forrige søndag, falder så afgjort ind under denne kategori, og sådan vil det nok også komme til at blive hvis der kommer en gentagelse.

Derfor vil jeg gerne skrive et par ting omkring mit helbred: Mit helbred er fremragende, og væsentligt bedre end gennemsnittet for min aldersgruppe. Hjertet er stærkt, og idet jeg konsekvent nægtede at tage COVID-vaccinen, er sandsynligheden for blodpropper og pludselige hjertestop nærmest nul. Jeg har ingen andre helbredsskavanker end to slidte knæ og en hylende tinnitus. Det kan selvfølgelig også være slemt nok.

Dertil skal det også siges, at den klassiske model med at kamuflere et drab som selvmord, også må afvises. Jeg har ingen som helst intentioner om at tage livet af mig – slet ikke nu, hvor min fjende blotter sig så tydeligt som tilfældet er.

For det er hvad jeg betragter drabsforsøget som: En blottelse, en kompromittering og et udtryk for en eller anden form for desperation, som i sidste ende vil ende med at koste både ham og FE dyrt.

Derfor bør Rigspolitiet behandle min eventuelle død som et muligt drab – og drabsmanden er allerede kendt.

For nogle år siden, skrev jeg et indlæg her på siden hvori jeg fortalte at der er blevet der er fortalt løgne om mig. Jeg er nået frem til, at indlægget fortjener en uddybning.

Årsagen hertil er, at jeg for lidt over en uge siden blev udsat for et drabsforsøg. Drabsforsøget mislykkedes, men det er jo ofte sådan med den slags, at mislykkede drabsforsøg ofte medfører flere af slagsen, og ingen kan på forhånd vide, hvordan det ender næste gang. Derfor vil jeg gerne foregribe såvel begivenhedernes gang som mit eventuelle eftermæle, ved at give en kort uddybning.

De løgne som blev spredt om mig, havde rod i begivenheder som jeg tidligere har beskrevet her på siden. En tidligere rival til en pige ovre i Esbjerg, havde med årene opnået en eller anden position indenfor Forsvarets Efterretningstjeneste og benyttede sig af denne til at få mig sat ud af spillet. Det kan man læse om her og baggrunden for at det skete kan læses her.

På tidspunktet for kidnapningen, var jeg medlem af Det Radikale Venstre og havde ved flere lejligheder gennem årene opstillet som kandidat for partiet ved valg til offentlige forsamlinger. Partiet havde jeg været medlem af siden 1988, og den traditionelle radikalisme, sådan som den blev repræsenteret af Marianne Jelved, var dén der prægede mit politiske grundsyn.

Desuden havde jeg været medlem af Den Katolske Kirke siden min optagelse heri i 1991, og denne skete efter to års grundig forberedelse hos pastor Lars Messerschmidt, som på det tidspunkt var min katolske sognepræst hjemme i Esbjerg.

Disse to detaljer er meget vigtige at holde for øje, når jeg fortæller om Tom Gundersens og FEʼs løgne om mig.

Tom Gundersens formål med kidnapningen og den efterfølgende mishandling, var todelt. Dels at få mig bort fra den pige, hvis liv vi begge var en del af. Dels at ydmyge mig ved at tvinge mig til at arbejde for ham. Det er vigtigt at understrege, at vores gensidige modvilje og, ja, foragt allerede dengang var det bærende element i vores gensidige relation. Mens det passer helt fint til Toms psykologiske grundstilling at tvinge andre mennesker til underkastelse, og i særdeleshed dem han ikke bryder sig om, har det alle dage været min at folk må passe sig selv.

Men for ham var det altså logisk og rimeligt ved hjælp af vold og intimideringer at tvinge mig til at arbejde for ham, og dermed ydmyge mig – både overfor mig selv og overfor Christina – vores dengang fælles veninde.

Som det fremgår af hvad jeg tidligere har skrevet, holdt jeg stand hele vejen igennem, og uanset volden, uanset tæskene, uanset voldtægten og uanset alt hvad der ellers fandt sted i forbindelse med kidnapningen, fortsatte jeg med at nægte at arbejde for ham. Jeg forestillede mig dengang, og gør stadig den dag i dag, at det han ville have mig til, var hjælp til at holde hans torturofre for ham mens han voldtog dem.

Det er selvfølgelig ikke noget for et ordentligt menneske som mig, og dertil kommer min overbevisning om at den slags handlinger giver en direkte enkeltbillet ned til Helvedes flammer.

Så jeg sagde altså nej til ʻjobtilbuddetʼ.

Efterfølgende konstaterede jeg, som tidligere beskrevet her på siden at jeg i årevis fortsatte med at være under overvågning. Det skal i den anledning understreges, at militæret lider under den fejlopfattelse at de har lov til at overvåge landets borgere uden dommerkendelse – og det benyttede Gundersen sig af.

Men det er ikke alt. Jeg begyndte også at høre historier om mig. Det begyndte med en historie om at jeg var nazist. Det tog jeg, som radikal og katolik, til at begynde med ikke udpræget alvorligt.

Lidt mere seriøst blev det, da en veninde nede i Spanien fortalte at hun havde haft besøg af en dansk efterretningstjeneste, der informerede hende om at jeg var medlem af al-Queda. At benævnte organisation mig bekendt ikke optager katolikker som medlemmer, betød åbenbart mindre for løgnerne i FE.

Andre historier som fandt vej tilbage til mig, er dem om at jeg skulle være homofil og, i den mere kulørte ende, skulle være overbevist om at være en alien.

Det skal tilstås, at jeg ofte har følt mig som en fremmed i denne verden, men dog ikke så meget at jeg har troet at være en alien. Og at jeg skulle være homofil, er en mildest talt fejlagtig beskrivelse af mine seksuelle tendenser. Dertil holder jeg for meget af kvinder – også selv om de til tider kan være ulideligt bedrageriske. Desuden opfatter jeg homofili som udtryk for en psykisk ubalance, således som det beskrives i Den Katolske Kirkes Katekisme.

Historierne om mig har været mange, men der har ikke været så meget at gøre ved det.

Da jeg ved kommunalvalget i 2013 valgte at lade mig opstille som kandidat, fik historierne fuld skrue. Såvel året inden, hvor man jo ʻbejledeʼ til kandidaturet sådan som man jo gør, som i selve valgåret, løb historierne for fuld skrue. Det viste sig hurtigt, at Tom selv, sammen med en tidligere bekendt, havde hyret og betalt en kendt provoaktivist af udenlandsk oprindelse, til at lave en kampagne mod mig.

Den pågældende var så ufin, eller måske snarere det modsatte, at informere mig herom.

Jeg blev naturligvis ikke valgt, men det skyldes ikke smædekampagnen – snarere at jeg ikke har hjertet med i Aarhusiansk kommunalpolitik. Mit hjerte er i Esbjerg, og det er jo lidt svært at føre valgkamp når hjertet er et andet sted.

Siden dengang er der dukket lidt op hist og her, men det er ikke så vigtigt.

Det vigtige, dét som er mit egentlige formål med dette indlæg, er dels at informere om de løgne der har været – dels, kort ganske vist, at redegøre for mit grundlæggende idemæssige udgangspunkt.

Rent politisk, har jeg mit udgangspunkt i dels Odenseprogrammet af 1905, dels Den Katolske Kirkes Sociallære. Det betyder, i praksis, at jeg hører til på det, der indtil for få år siden blev betragtet som den politiske midte. I dag er midten gået til i LGBT og wokeness og den slags sludder, så jeg tror faktisk ikke rigtig at den findes længere.

Dybest set er jeg vel nærmest at beskrive som Marianne Jelved-radikal men den slags er jo efterhånden uddød i partiet og erstattet af et mærkeligt miskmask af mærkværdigheder. Lad os bare sige, at partiet har forandret sig, så traditionelle radikale er blevet politisk hjemløse.

Religiøst og kirkeligt set, er jeg stadig katolik. Det har jeg været formelt siden min optagelse i Kirken i 1991 – og i hjertet nogen tid inden da. Det var jeg under torturen – også selv om mine bødler, i forbindelse med den falske henrettelse, valgte at give mig Koranen at læse i i stedet for Bibelen, som vel ville have været mere passende.

Den dag i dag deltager jeg i Den Hellige Messe mindst en gang om ugen, og følger med bekymring vores nuværende pave, samtidig med at jeg længes tilbage til de gode tider hvor paven var først polsk, siden tysk.

Men der kommer en bagefter den nuværende og jeg tror at han bliver rigtig god.