Folketingsvalget 2019

Et folketingsvalg er altid spændende. For de opstillede udgør en valgkamp en tur i vridemaskinen, hvor de tømmes for al energi og kraft og hele tiden må stille spørgmålet: Gør jeg det godt nok? Kommer jeg igennem? Går det? Sidder der birkes mellem mine tænder?

På den dag hvor valget blev udskrevet, tænkte jeg som så ofte før ved den slags lejligheder: Ved ethvert valg skabes der nye stjerner – hvem bliver det mon der brager igennem denne gang?

Svaret på dét spørgsmål blev klart allerede samme aften, hvor Isabella Arendt på et afbud i sidste øjeblik fik lov til at medvirke i en partilederrunde. Ved den lejlighed blev der tændt en stjerne på den politiske himmel, og på trods af en fire uger lang valgkamp, er der ikke rigtig kommet flere nye til endnu.

For mit eget vedkommende bød valgets udskrivelse på det samme spørgsmål som alle de andre gange: Hvad gør jeg af mig selv i denne valgkamp? Lige for tiden er jeg hverken kandidat eller aktivist, men min stemme var ved valgets udskrivelse stadig uafklaret.

Som beskrevet andetsteds, var min beslutning at stemme efter tegnebogen og derfor vaklede jeg mellem Alternativet eller Enhedslisten. Hjertets stemme, det socialliberale omkring midten, udelukkede jeg på forhånd af
samme grund. I hvert fald indtil hende der den nye stjerne dukkede op og skabte nyt liv på den politiske midte. Nu er Kristendemokraterne kommet med i min personlige ligning.

Miljø og klima

Miljø og klima viste sig hurtigt at blive valgets helt store tema. Det vidste vi jo egentlig allesammen godt på forhånd. Nogle dage efter valgets udskrivelse, deltog jeg i et vælgermøde arrangeret af Den Grønne Studenterbevægelse. Straks efter hjemkomsten fra mødet, kvitterede jeg ved at skrive et blogindlæg her på siden med et konkret forslag som virkelig vil flytte noget – men som ingen åbenbart gider snakke om. Sikkert fordi mit forslag både er konkret og virkelig vil batte, kan man godt mistænke.

Senere viste det sig at alle vi miljøtosser næsten formåede at tage livet af Dansk Folkeparti ved EU-parlamentsvalget – det var det rene svir!

Pensionsalder

Allerede dagen inden valget blev udskrevet, bragte jeg her på siden et indlæg med rubrikken En uværdig tilbagetrækning. Indlægget handlede om hvordan Folketingets flertal bryder aftalen med befolkningen – den der med at vi finder os i den høje skat, fordi vi blandt andet er sikret et værdig alderdom. Den værdige alderdom bliver nu af et borgerligt flertal inklusive radikale taget fra os. For fremtiden forlanges der af os alle at vi skal arbejde til vi er så gamle at vi skal have skiftet ble og selv ikke viagraen kan holde den gående længere.

Det er simpelthen så uværdigt at der ikke findes ord herfor, og dette er et emne som direkte har påvirket min stemme ved dette valg.

Europa og migration

Et stykke inde i valgkampen skrev jeg så et indlæg til støtte for den konservative EP-kandidat Pernille Weiss. Pernille Weiss kom jo som bekendt i sin partiledelses vridemaskine, da hun bød 10 millioner migranter velkommen i EU. Jeg er sådan set aldeles enig med hende – bortset fra at jeg intet behov har for at sætte et tal på.

Derfor røg der den 19. maj et indlæg op på affyringsrampen med rubrikken Europa bør sige JA og TAK til migration!

EU-valg

For lidt over en uges siden var der som bekendt valg til Europaparlamentet, og ved den lejlighed deltog jeg som tilforordnet ved mit lokale valgsted. Kommunen havde nemlig søgt frivillige, og måske følte jeg et behov for af gøre bod for ikke selv at stille op. Men uanset hvad, så var det en aldeles dejlig dag. Der blev også plads til at sætte mit kryds på dagen, og som den supereuropæer jeg er, gik min stemme til Det Radikale Venstre.

På grund af alt det der med tilbagetrækningsalder og partiets holdning til alle os nede på bunden af samfundet i det hele taget, får de ikke min stemme til folketingsvalget. Men til EU-parlamentet er der ingen tvivl: Der falder min stemme til det mest integrationsbegejstrede parti. Stemmen blev personlig, og tilfaldt Nadeem Farooq. Det gjorde den fordi hans navn blev ved med at dukke op hver gang jeg tog en af de her kandidattest.

Men livet er jo også andet end valg…..

Derfor skrev jeg, efter nogen overvejelse, et indlæg med rubrikken Sådan er det at dø og satte det op her på siden. Det gjorde jeg fordi, nåja, de fleste har jo aldrig prøvet at dø – men det har jeg jo! Selv om min oplevelse af den anden side kun blev kortvarig og som læserne forhåbentlig har bemærket heller ikke permanent, fik jeg dog alligevel en oplevelse som det er værd at fortælle om. Døden er ikke noget at være bange for, og det synes jeg godt at man kan fortælle videre.

Folketingsvalget

I morgen er der valg til Folketinget. Det står rimelig klart at vi skal have en ny regering – men først skal der jo vælges et Folketing.

For mig personligt står valget mellem at stemme efter tegnebogen eller med hjertet. Tegnebogen siger Enhedslisten, hjertet Kristendemokraterne.

Sidstnævnte for at genoplive den politiske midte som har været død i mere end et årti – og så er jeg for øvrigt enig i partiets grundlæggende syn på tingene. Isabella Arendt stiller oven i købet op her i Aarhus hvor jeg bor, og fristelsen er næsten lige så stor som hullet i tegnebogen.

Men dette ved jeg med sikkerhed: At man hele valgdagen igennem kan finde mig ude på valgstedet på Skjoldhøjskolen, hvor jeg vil stå som tilforordnet fra valgstedet åbner klokken 08.00 og indtil de sidste stemmer er talt op ved 22-23-tiden.

Nåja – og så får jeg i dag bragt et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, hvor jeg giver et svar til Iben Tranholm, som for nogen tid siden på kronikplads påstod at partiet Stram Kurs er for kristne. Som om det at tvangsdeportere alle med en politisk uønsket etnisk baggrund skulle være særlig kristent, men det kan man læse mere om i Kristeligt Dagblad.

Godt valg allesammen!


Nej, Iben Thranholm. Stram Kurs er afgjort ikke et parti for kristne

Jeg har i dag fået bragt nedenstående debatindlæg i dagens udgave af Kristeligt Dagblad:

–00–

I stedet for at være en modgift mod åndeligt tomrum, udgør partiet og dets bagvedliggende ideologi i bedste fald i sig selv en åndelig tomhed så stor, at det runger, skriver katolik i modsvar

I en kronik med overskriften ”Stram Kurs er for kristne” forsøger debattøren Iben Thranholm i Kristeligt Dagblad den 25. maj at argumentere for sit overraskende valg af politisk parti. Desværre for Thranholm selv er kronikken smækfyldt med selvmodsigelser, fejlslutninger, umotiverede tankespring og en decideret urigtighed omkring Den Hellige Frans af Assisi. Sidstnævnte pointe har andre allerede taget sig af her i avisen, hvilket efterlader alt det andet sludder til os andre.

Iben Thranholms grundlæggende argumentation er, at der på et generelt plan eksisterer et åndeligt tomrum i Europa, og at dette åndelige tomrum skal løses ved at gå ind i politik. Normalt løser man ellers problemer af åndelig karakter ad åndelig vej – eksempelvis via missionerende virksomhed, hvilket jo så afgjort ville være den logiske løsning på det problem, Thranholm påpeger.

Som argument for et eksisterende åndeligt tomrum, nævner hun den hollandske politiker Joram van Klaveren. Klaveren indledte sin karriere som fremtrædende politiker på den ekstreme islamkritiske højrefløj i Holland, for derefter at konvertere til islam, fordi han oplevede et åndeligt tomrum i sit eget liv.

Jeg er enig med Thranholm i, at Klaverens eksempel er interessant, men man kan ikke ud fra Klaveren konkludere at Europa er et åndeligt tomt hus, der bare står og venter på, at en eller anden rykker ind. Man kan i stedet stille spørgsmålet, om Klaverens eksempel ikke i stedet peger mod den åndelige tomhed som gør sig gældende på den yderste, højrefløj, og som blandt andet giver sig udslag i nationalisme, xenofobi og islamhad.

Thranholm giver selv flere eksempler på denne for hende skræmmende åndelige tomhed. Blandt andet en henvisning til imam Abdul Wahid Pedersen, som citeres for en udtalelse om, at antallet af danskere, der konverterer til islam, i gennemsnit udgør omkring én om ugen. Hvad Thranholm behændigt undgår at tage med, er de konstante meldinger om en meget kraftig trafik den modsatte vej. Således melder såvel folkekirken som diverse frikirker om en stor tilgang af tidligere muslimer.

I Danmark går trafikken således ikke hovedsagligt mod islam, men derimod fra islam til kristendommen. Det er dog sandt, at det kirkesamfund vi begge tilhører, Den katolske kirke, tilsyneladende ikke lader til at få del i ”rovet”. Selvom dette er beklageligt, kan det dog ikke nødvendigvis tages som et tegn på åndelig fattigdom eller ligefrem tomhed.

Thranholm nævner også anslåede britiske og amerikanske tal for konvertioner til islam. Disse tal er selvsagt større end de danske, men værre er det heller ikke. Fra min tid i London ved jeg, at kirkernes RCIA-programmer, altså undervisning for kommende konvertitter til Den katolske kirke, generelt er fyldt ganske pænt op. Dette antyder ikke just en åndelig tomhed af den slags, som kun kan løses hos islam. I de lande, som Thranholm henviser til, er vi katolikker såmænd også ganske gode til at præsentere et åndeligt alternativ.

I det hele taget er Iben Thranholms underliggende tese, at åndelig tomhed løses hos islam, lidt mystisk taget i betragtning at den kommer fra en, der ganske som jeg selv er katolsk konvertit.

Som tidligere nævnt vil den logiske konsekvens af åndelig tomhed være en forøget missionsvirksomhed i Europa i almindelighed – og Danmark i særdeleshed, idet det jo er her, vi begge befinder os. I stedet har Iben Thranholm valgt at ville løse dette ved at stille op til Folketinget for et parti, der, hvis man ellers kan have tiltro til partiets stifter, agter at gennemføre en etnisk udrensning i Danmark gennem massedeportationer af den del af befolkningen, der besidder en politisk uønsket etnisk baggrund.

Denne politik vil for øvrigt, såfremt den gennemføres, medføre, at en meget stor del af Iben Thranholms og mine trosfæller her i landet også bliver deporteret. Der bliver ikke meget tilbage af det katolske Danmark, hvis Iben Thranholms parti får magt som det har agt.

Hvorledes etniske udrensninger og massedeportationer baseret på etnicitet skulle udfylde et åndeligt tomrum, må således stå hen i det uvisse.

Men jeg kan sige én ting med rimelig sikkerhed: Såfremt Iben Thranholm bliver valgt til Folketinget og som medlem heraf stemmer for et forslag fra hendes parti med det indhold, jeg netop har nævnt, vil hun med meget stor sandsynlighed stille sig i samme situation som de amerikanske politikere, der er blevet udelukket fra den hellige kommunion efter at have stemt for fri abort. Jeg siger med ”meget stor sandsynlighed”, for der er mig bekendt ingen præcedens i moderne tid for disse ting.

Så nej, Iben Thranholm, Stram Kurs kan så ganske afgjort ikke med rimelig ret markedsføre sig som et parti for kristne. I stedet for at være en modgift mod åndeligt tomrum, udgør partiet og dets bagvedliggende ideologi i bedste fald i sig selv en åndelig tomhed så stor, at det runger.

Europa bør sige JA og TAK til migration

Europa er et kontinent med store problemer. Et af de mere afgørende er, at
gennemsnitsalderen stiger så kraftigt som den gør. Kort fortalt, så består probleme i at der fødes alt for få børn, samtidig med at vi alle bliver ældre. Det sidste er det kun DJØFʼere der klager over, mens det med børnene udgør et meget alvorlig problem.

Kort sagt er Europa et kontinent, der har mistet interessen for at reproducere sig selv. Årsagerne hertil er mange, og de er vanskelige at finde en ordentlig løsning på. Kombinationen af for meget og for krævende arbejdsliv kombineret med sikker og prisbillig adgang til prævention, er efter min mening de primære begrundelser i dette tilfælde.

Ingen af disse lader sig løse med et snuptag: Det med præventionen er de fleste sikkert enige om ikke er noget der skal laves om på, og det krævende arbejdsliv bliver det svært at lovgive sig ud af.

Konsekvensen er bare, at de europæiske befolkninger blive ældre, mens den procentvise andel af europæere i den arbejdsdygtige alder falder år for år.

Det må nødvendigvis være en bunden opgave for landenes politiske ledere at finde på måder, der kan sætte fødselstallet i vejret – får europæerne til at føde nogle flere børn. Men idet der typisk går cirka et kvart århundrede fra et barn bliver født til det bliver en skatteborger, løser dette ikke problemet på hverken kort eller mellemlang sigt.

Dette er en af grundene til at Europa har brug for indvandring. Vi har brug for masser af indvandring – men det skal være den rette slags. Vi har brug for indvandring fra mennesker, der kan yde en indsats og være med til at holde de europæiske samfund kørende, når vi nu ikke selv kan.

Når der i et land som Danmark så heftigt diskuteres indvandring og “udlændinge”, hænger det sammen med at enkelte nationaliteter, der kom hertil i halvfjerserne og firserne, har integreret sig dårligt eller slet ikke. Andre har klaret sig væsentligt bedre – eksempelvis bør det være tydeligt for de fleste, at de mange syrere der kom hertil i forbindelse med migrationskrisen i 2015, har været en integrationsmæssig succes.

Det handler derfor om at få de rette migranter til Europa. Her havde Pernille Weiss fat i en pointe, da hun foreslog at Den Europæiske Union simpelthen får etableret nogle officielle ʻdøreʼ, som man kan benytte såfremt man ønsker sig en fremtid i Europa. Lidt i stil med det amerikanske Green Card system, bør vi etablere et lignende system i Europa, hvorigennem man kan gøre sig fortjent til ophold på vort kontinent.

Fortjenesten kan ske ved at man har erhvervet sig en passende uddannelse eller lignende – eller ved at man ganske enkelt kan få en arbejdsgiver til at ansætte sig til en løn over et bestemt beløb. Det sidste har vi i forvejen i Danmark, men beløbsgrænsen er efter min mening sat alt for højt, og burde sættes ned til at matche lønnen for en gennemsnitlig specialarbejder.

Man skal kunne flytte hertil hvis man har lyst til Europa, hvis man vil os, hvis man er et ordentligt menneske og ønsker at være en del af de samfund, som tilsammen udgør Europa. Al den slags kan man screene sig til inden de kommer hertil, hvilket er en af grundene til at Pernille Weissʼ forslag er værd at overveje. I modsætning til Pernille Weiss vil jeg ikke sætte et tal på. Jeg vil sådan set være tilfreds hvis vi i fællesskab åbner Europa op for kvalificeret indvandring – og jo før jo bedre!

Gør solceller lovpligtige

Den igangværende valgkamp forud for folketingsvalget i næste måned, har tre hovedtemaer: klima & miljø, retten til tilbagetrækning og indvandring & integration.

Tilbagetrækning har jeg allerede skrevet om i sidste uge, i dag kommer turen til miljødebatten.

For nogle dage siden deltog jeg i et rimelig velbesøgt vælgermøde på Godsbanen i Aarhus. Vælgermødet var arrangeret af noget der hedder Den Grønne Studenterbevægelse, og havde overskriften ʻUnge kræver klimahandling – NUʼ. Deltagerne i mødet var repræsentanter fra den opposition, der efter valget kommer til at sidde med regeringsmagten dvs Det Radikale Venstre, SF, Alternativet, Enhedslisten & Socialdemokratiet.

Det slog mig at langt de fleste forslag der blev rejst af kandidaterne, havde det til fælles at de enten vil gøre det dyrere eller mere besværligt at være dansker. Den eneste undtagelse, var partiernes næsten-enighed om det med billigere offentlig transport. Det er absurd at offentlig transport skal være så dyrt, når det rent faktisk er den mest miljørigtige transportform der findes – altså hvis man ser bort fra gang og cykling!

Men der findes også måder hvormed man virkelig kan rykke noget for miljøet – og samtidig spare rigtig mange penge for rigtig mange mennesker!

Rundt omkring i landets kommuner foregår der hvert år udstykninger af tusindvis af familieboliger – heraf langt de fleste parcelhuse. Det ville være oplagt, hvis man gjorde det lovpligtigt at alle nybyggerier af parcelhuse, rækkehuse og landejendomme skal have taget dækket af solceller samt have egen jordvarme samt indbyggede systemer til genindvinding af både vand og varme. Der findes faktisk noget der hedder “nul-energi huse” eller “passiv-huse”!

Mit forslag går simpelthen ud på at gøre det lovpligtigt at nye byggerier skal høre ind under denne kategori.

Potentialet i forslaget er, at det vil gøre de nye boliger selvforsynende med både el og varme, og dermed spare boligejerne for eksorbitant høje udgifter til netop disse ting. Den miljømæsssige fordel behøver nærmest ingen nærmere beskrivelse, udover at det vil medvirke til et forøget årligt fald i landets samlede forbrug af fossilt brændsel og den slags. Det vil også medføre et stort fald i den samlede udledning af CO2.

For den enkelte husejer der skal til at bygge, vil dette nye krav muligvis medføre en lille stigning i byggeomkostningerne, men de penge bliver jo hurtigt hentet ind. Desuden kan man altid diskutere om lovkravet skal inkludere en håndsrækning som skattefordele eller ligefrem tilskud til den slags forbedringer vi her taler om, men det må komme an på en nærmere forhandling.

Klima- og miljødebatten er en af de allervigtigste i vor tid, og det er nødvendigt at skære forbruget af fossile brændstoffer helt i bund, samtidig med at vi forøger og effektiviserer anvendelsen af vedvarende energi til det absolut maksimale. Dette er én af måderne hvormed vi sikrer, at en miljørigtig samfundsomlægning ikke medfører unødvendig store
gener eller omkostninger for den enkelte.

Det forslag jeg har lagt frem her, at gøre solceller og jordvarme lovpligtigt for alle nybyggerier af parcelhuse, rækkehuse og landejendomme, vil hvis det gennemføres være ét af de tiltag der virkelig vil batte noget.

En uværdig tilbagetrækning

Danmark har ét af verdens højeste skattetryk. Til gengæld får vi noget for pengene.

Et offentligt uddannelsessystem, der sikrer at også arbejderklassens børn kan få en uddannelse. Et offentligt finansieret sundhedssystem, der sikrer en hurtig, effektiv og moderne behandling til alle borgere – uanset hvem man er. Og en alderdomsforsorg, der sikrer en værdig alderdom til alle danskere.

Da jeg voksede op, fik jeg at vide at det høje skattetryk beror på en uudtalt aftale mellem staten og borgerne: At til gengæld for de høje skatter, kan vi gå til læge eller komme på sygehus uden at skulle bekymre os om andet end det vi plages af – og at jeg takket være den skat der betales, også er sikret en alderdom, hvor selv de fattige kan leve værdigt og ordentligt. I min familie har vi aldrig haft særlig meget at rutte med, så især det sidste har været et afgørende argument for accept af skattetrækket på lønsedlen.

Men gennem de seneste år, og særligt under den nuværende regerings levetid, er der sket en væsentlig forringelse af statens villighed til at overholde aftalens basale forpligtelser. Inden for uddannelsessystemet er der eksempelvis indført et såkaldt ʻuddannelsesloftʼ, der sætter en grænse for hvor mange uddannelser det er muligt at få (max én per mand!).

Mest mærkbart ser man statens aftalesvigt inden for alderdomsforsorgen.
Aldersgrænsen for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet er gennem de seneste år hævet så markant, at vi nu skal arbejde til vi enten bliver oldinge eller invalide, inden et otium bliver muligt.

Til en værdig alderdom hører blandt andet, at det skal være muligt at leve nogle år i fred og ro, mens man stadig orker at være aktiv i foreningslivet, på de famøse golfbaner eller være i stand til at løfte børnebørnene. Denne simple ret hører med til det at være et menneske; at man efter et langt liv på arbejdsmarkedet, endelig kan få tid til sig selv – nyde livet og arbejde for sit lokalsamfund gennem foreningsarbejde og andet godt.

Mange af nutidens ældre rejser meget. De ser verden på en måde som ganske enkelt ikke er mulig, når man er begrænset af ting som korte ferieperioder og stress over at skulle tilbage til en fremmedgørende arbejdsplads. De finder deres anden ungdom og får glæden ved livet tilbage.

Men de borgerlige partiers insisteren på at hæve pensionsalderen til vi alle er kraftløse oldinge, fratager størstedelen af befolkningen disse muligheder. Nu skal vi alle arbejde til vi segner.

De borgerlige partiers begrundelse er ʻerhvervslivets behov for arbejdskraftʼ – som om der er synderlig meget arbejdskraft tilbage i en 70-årig murersvend,metalarbejder eller rengøringsassistent. Eller, faktisk, en 70-årig nogetsomhelst!

De borgerliges pointe og dybereliggende argument er, at menneskers ret til et værdigt liv og en ordentlig alderdom, må vige så erhvervslivet kan komme til at suge hver eneste dråbe blod ud af landets borgere.

Tankegangen bag er, at borgerne – samfundets mennesker – ikke længere
betragtes som levende mennesker med menneskelige behov, men derimod er forbrugsobjekter for erhvervslivet som skal udnyttes til sidste blodsdråbe, til sidste åndedræt.

Flere borgerlige politikere og debattører har endog gjort det til et selvstændigt argument, at der faktisk eksisterer pensionister der stadig er sunde og raske. Oh gys – et menneske, der stadig evner at sætte sig op på en cykel, løfte barnebarnet eller kaste en fiskesnøre i vandet!

I det borgerlige menneskesyn tjener mennesket økonomien i stedet for omvendt. Det er i sig selv slemt nok. Selv har jeg det direkte modsat; jeg ønsker et samfund hvor økonomien tjener menneskene, og det er nok den vigtigste grund til at jeg ikke kan stemme borgerligt.

Men afskaffelsen af den værdige alderdom er samtidig også et alvorligt aftalebrud i forhold til velfærdsstatens uudtalte kontrakt: At til gengæld for en relativ høj skat, er vi blandt andet sikret en ordentlig og værdig alderdom.

Det giver sig selv at pensionsalderen og vilkårene herfor kommer til at spille en rolle i den kommende valgkamp til folketinget. Det er derfor de borgerlige partier i den forløbne uge flikkede en aftale sammen, der handler om tilbagetrækning for særligt nedslidte. For fremtiden skal man kunne slippe for at arbejde, hvis man opfylder to kriterier: (1) Man må maximalt være seks år fra den egentlig pensionsalder, og (2) man skal af systemet bedømmes til at have maximalt 15 timers ugentligt arbejde i sig.

Men mens Djævelen oftest findes i detaljen, er det på ingen måde tilfældet hér.

Man kan således forudse årelange forløb med vurderinger og arbejdsprøvninger, hvor landets Jobcentre forsøger at finde ud af præcis hvor ødelagte borgerne er. Erfaringerne fra systemet med førtidspensioner viser nemlig tydeligt, at den slags
udredninger selv i de allermest oplagte tilfælde tager adskillige år at klare af, og det bliver med garanti ikke hurtigere i det nye system.

Med det borgerlige forlig fra sidste uge, bliver det fremover sådan at man kan komme ud fra arbejdsmarkedet enten via døden, ved at leve længe nok til at blive olding – eller via en arbitrær, subjektiv bedømmelse fra de lokale Jobcenter. Og i dette tilfælde endda først efter en årelang proces med alskens undersøgelser, arbejdsprøvninger og lignende.

Dette er menneskeligt uværdigt, det er en krænkelse af velfærdsstatens
grundlæggende aftale mellem Staten og borgerne. Det er også noget juks, og det bør ikke vedtages i hverken det nuværende eller det kommende Folketing.

Der er fortalt løgne om mig

For lidt over et års siden skrev jeg et indlæg her på siden der handler om den chikane som militæret og efterretningstjenesten efter kidnapningen og torturen udsatte mig for.

Herfortalte jeg kort at militærets folk med mellemrum ʻtog rundenʼ hos udvalgte kolleger for at sprede løgne om mig. Udover det blev kolleger også af efterretningstjenesten tvunget til at deltage i indbrud i mit hjem. Dette skete på tidspunkter hvor jeg var på arbejde.

Dette indlæg handler primært om løgnene som blev spredt om mig. Disse løgne var ikke blot ondskabsfulde og urimelige, men også åbenlyst latterlige.

Kernen i de løgne der blev spredt, var påstanden om at jeg skulle være nazist – eller i hvert fald en helt ekstrem højreorienteret person, med antidemokratiske og stærkt antisemitiske synspunkter. En ret interessant historie at sprede om en person der på daværende tidspunkt var aktiv i såvel Det Radikale Venstre som integrationsarbejde i frontlinjen i
Gellerup.

Hvad det sidstnævnte angår, var jeg såmænd næstformand i Multikulturel
Forening – en forening, der blandt andet arbejdede med at skabe større samhørighed mellem indvandrere og danskere, mellem muslimer og andre – ja, mellem mennesker af forskellige baggrunde generelt.

Men udover det har jeg også hørt en påstand refereret om at jeg i hemmelighed skulle være konverteret til islam. Ikke blot en hvilken som helst form for islam, men derimod den slags hvor man sympatiserer med al-Quaida. Dette sideløbende med mine angivelig nazistiske sympatier.

Disse påstande både er og var ikke blot gensidigt ekskluderende, men også aldeles falske. For at tage det sidste først, betragtede jeg mig både dengang og nu som katolik – og studerede på et tidspunkt til katolsk præst i såvel Stockholm som London. Det var det katolske bispedømmet København, der havde sendt mig afsted på studiet. Så muslim: langt fra.

Med hensyn til det andet, det med højreekstremistiske eller endda decideret nazistiske sympatier, er disse fuldt ud lige så både tåbelige og løgnagtige. Faktisk er jeg, og har hele mit liv været, stor tilhænger af såvel menneskerettigheder som af politisk, religiøs og filosofisk pluralisme. Det mener jeg klart kan dokumenteres ved at studere de politiske og foreningsmæssige aktiviteter jeg gennem mit liv har involveret mig i.

Men disse ting var også dengang tydelige for de fleste, så i hvad jeg formoder var en form for desperation, satte disse offentligt ansatte løgnespredere trumf på ved at erklære at jeg ikke blot var hemmeligt muslim, men også hemmelig nazist. Altså at jeg af, formoder jeg, taktiske grunde valgte at holde begge dele hemmelige.

For at tage det fra en ende af, så er det vistnok sandt at der findes ʻhemmelige muslimerʼ. Intet menneske er forpligtet til at bære sin religiøse overbevisning udenpå tøjet, men begrebet har til tider yderligere været forbundet til enkelte terrorrelaterede konspirationsteorier i forbindelse med bla AQ. Altsammen meget interessant, men det
inkluderer bare ikke mig.

Det er muligt at tilsvarende tendens gør sig gældende for højreekstremismen. Heller ikke politisk overbevisning er mennesker forpligtede til at bære udenpå tøjet, og der går jævnligt historier rundt om velhavere med synspunkter for det ekstreme højre, der generøst deler penge ud til ʻsagenʼ – både på den ene og den anden side af lovens
grænser. Det er også vældig interessant, men inkluderer heller ikke mig.

Jeg har aldrig følt nogen grund til at skjule mine politiske sympatier – eller det modsatte.

Tværtimod har alle mine såvel politiske som foreningsmæssige aktiviteter foregået i lyset, og hver eneste én af dem ville være uudholdelige at deltage i for en person med antidemokratiske synspunkter.

Alt lige fra elevrådsarbejde, ungdomspolitik i såvel Konservativ som Radikal Ungdom, radikalt vælgerforeningsarbejde som kredsformand, medlem af partiets Hovedbestyrelse og en enkelt gang folketingskandidat, ville være ubærligt grænsende til det sundhedsskadelige for en person med autoritære tilbøjeligheder. Det samme gælder senere indsatsområder, som eksempelvis at være formand for Cyklistforbundet i Esbjerg indtil præstestudierne begyndte i 2002, det vellykkede arbejde med at sikre Esbjerg et Musikhus – og senere hen Multikulturel Forening og integrationsarbejdet i Gellerup.

Ingen person med højreekstreme eller for den sags skyld antidemokratiske tilbøjeligheder vil nogensinde kunne deltage i den slags arbejde. Aldrig!

Med hensyn til min stemmeafgivning ved diverse valg, har jeg aldrig forsømt en chance for at sætte mit kryds. Hvis man skal sætte en statistik over hvor jeg gennem hele min ʻvælgerkarriereʼ har sat mit kryds, vil jeg tro at det et pænt flertal af gangene er blevet sat til venstre for den såkaldte ʻmidteʼ.

Ved folketingsvalget i 2015 stemte jeg på Enhedslisten (men overvejede Alternativet), ved kommunalvalget i 2017 modtog min gamle kampfælle fra Gellerup, Rabih-Azad-Ahmad en personlig stemme herfra, mens Enhedslisten modtog den ved regionsvalget.

Senere i år kommer der yderligere to valg – nemlig til såvel Folketinget som
Europaparlamentet. Til EP-valget er det let nok, der tilfalder min stemme Det Radikale Venstre. Det gør den, fordi jeg faktisk ønsker et stærkere EU og en væsentligt svækket nationalstat. Radikale er det ubetinget mest EU-begejstrede parti i Danmark, så dén stemme giver sig selv.

Mht Folketingsvalget, har jeg et problem. Mit hjerte er radikalt, og det synger af glæde over partiets vækst i meningsmålingerne. Men desværre er det ikke så let. Partiet står også bag en katastrofe som dagpengereformen, som har skabt en stærkt forøget fattigdom i Danmark. Man har været med til at stemme for påvirkningsloven som indskrænker ytringsfriheden – og har en mildest talt asocial holdning til det der kaldes ʻtilbagetrækning – dvs pensionsalderen.

Så selv om mit hjerte synger over partiets vækst og klare linje i forhold til
indvandringspolitikken, kan jeg nok alligevel ikke stemme på det. Heller ikke selv om Altingets kandidattest sætter radikale på de første fem pladser når jeg tester mig selv.

Så det mest sandsynlige denne gang, bliver sikkert at jeg endnu engang kommer til at stemme med blyanten tæt på tegnebogen, og må vakle mellem Enhedslisten og Alternativet.

Hele denne smøre for at fastslå, at jeg ikke er og aldrig har været, højreekstrem, islamisk terrorsympatisør eller andre former for antidemokrat.

Men hvorfor så sprede disse løgne om mig?

Det har jeg tænkt meget over, og har ikke noget konklusivt svar. Men der findes teorier, og dem vil jeg gerne dele.For det første: I forbindelse med selve kidnapningen sendte jeg en FE-mand i coma. Det havde han fuldt ud fortjent, men militæret bryder sig ikke om når deres folk kommer til
skade – heller ikke når det sker under udførelsen af kriminelle handlinger.

Dertil kommer at jeg i forbindelsen med den ulovlige tilfangetagelse og torturen rent faktisk sagde klart NEJ til at arbejde for FE. De tilbød mig eget firma, god økonomi, og et efter deres mening spændende liv. Det gjorde de mens jeg sad splitternøgen, lænket til et bord, var proppet med diverse stoffer og havde en hætte over hovedet. Forinden var der gået dage med at torturere, tæve, sparke og voldtage mig, så svaret burde egentlig ikke kunne overraske dem.

Det giver også sig selv at jeg klart erklærede såvel forhørslederen som den organisation han arbejder for, som åndeligt i familie med SS-vagterne i fortidens KZ-lejre. Det var de heller ikke synderligt begejstrede for.

Militæret bryder sig ikke om folk der slår effektivt fra sig, ligeså lidt som
efterretningstjenesten bryder sig om folk der i utvetydige vendinger nægter at arbejde for dem.

Dertil kommer at forhørslederen var en person, med hvem jeg allerede dengang i årevis havde haft et anstrengt forhold. Nu så han en mulighed for endeligt at slippe af mig, ved at fylde en fælles veninde om hvem vi tidligere havde rivaliseret og hendes familie med afskyelige historier om mig. Og så opstod løgnen om den hemmelige islamisk terroristspire, der også var nazist. Tåbeligt, men enkelt.

Løgnen blev fastholdt som ʻofficielʼ og er gennem årene jævnligt blevet gentaget hver gang jeg har forsøgt at indgå i nye politiske og lignende forbindelser. Had og hævn har mange ansigter, og dette er ét af disse.


Pænt til venstre

Det sker jævnligt, at jeg konfronteres med fejlagtige påstande om mit politiske ståsted. Tro det eller lad være, men der findes rent faktisk mennesker der kalder mig ‘højreorienteret’ og den slags.

Den slags er jeg i sagens natur temmelig træt af, derfor dette indlæg. Lidt længere henne i indlægget vil jeg præsentere mit ‘program’ – altså grundlæggende synspunkter i forhold til politiske temaer, som man kan risikere at støde på i debatten.

Men inden vi kommer dertil, vil jeg kommentere på hvordan denne misforståelse er opstået. Jeg har altid været et engageret menneske. I nogle perioder mere end andre, det giver sig selv. men mit engagement har alle dage kredset omkring den personlige frihed; individets ret i forhold til ‘fællesskabet’ – dybest set retten til at være sig selv.

På et tidspunkt, for en 7-8 år siden, begyndte jeg at kritisere islam offentligt. På det tidspunkt var den slags stadig en ren ‘højrefløjsaktivitet’, idet ingen andre partier eller bevægelser end det yderste højre og såkaldt ‘nationale’ kredse på det tidspunkt gjorde den slags. Disse partier og bevægelser var jeg aldrig på noget tidspunkt del af, hvilket vel må siges at være en gensidig beslutning.

Jeg tog aldrig deres nationalistiske sludder alvorligt, og de forstod ikke min insisteren på at loven skal være lige for alle, og at det faktisk er ret så ligegyldigt hvor man selv eller sine forældre kommer fra.

På et tidspunkt var jeg medlem af bestyrelsen for Trykkefrihedsselskabet, hvor mit værke koncentrerede sig omkring først tidsskriftet Sappho og, efter at dette blev nedlagt, at skrive på hjemmesiden om trusler mod ytringsfriheden rundt omkring i verden. I min redaktørtid på udkigsposten var linjen faktisk dén, at historier med islam i hovedrollen blev bevidst fravalgt til fordel for dybest set alle andre.

Det nationalistiske sludder som prægede (og stadig præger!) andre medlemmer af ledelsen, begyndte jeg aldrig at forstå. I skrivende stund er det to år siden at jeg forlod bestyrelsen. Jeg var vokset fra det, og min tid tillod det heller ikke længere.

Men til sagen – jeg lovede mit ‘program’.

Vi gør det på den måde, at jeg deler emnerne op i overskrifter og begynder med typiske ‘højrefløjsemner’. Indvandring, det ‘nationale’, EU, menneskerettigheder. Dernæst bevæger vi os over i mere interessante emner.

Indvandring

Jeg er et menneske, der i løbet af mit liv selv flere gange har boet i andre lande end dette. Jeg har altid betragtet det som ganske naturligt, at jeg kan bo hvor det passer mig – når det passer mig, så længe jeg lever inden for den lokale lovgivning. Jeg betragter det som særdeles sandsynligt at jeg vil flytte udenlands igen, og måske endda leve resten af mit liv et andet sted end det danske.

Det giver sig selv, at jeg finder det naturligt at de samme rettigheder gælder for alle andre. Så: Hvis man har lyst til at bo her i landet og evner at leve sit liv inden for gældende lovgivning, skal man være velkommen. Faktisk ønsker jeg en verden, hvor så mange som muligt rejser andre steder hen for at leve, arbejde, studere og stifte familie. Jo mere vi blander os på tværs – jo bedre og mere fredelig tror jeg faktisk at verden vil blive.

Det ‘nationale’

Det ‘nationale’ er efter min opfattelse et latterligt, konstrueret begreb. Jeg anerkender at leve inden for en given stats grænser samt at jeg har et borgerskab i denne stat, men derudover forstår jeg ikke de såkaldt nationalt sindedes snak om ‘det nationale’ som en særlig værdi. Tværtimod foragter jeg denne holdning lige så meget som jeg inderligt respekterer de der har den. Dette ud fra det bibelske princip om at ‘hade synden og elske synderen’.

EU

Det er mit inderlige håb at EU med tiden udvikler sig til en decideret forbundssat. Lige for tiden er mit statsborgerskab såkaldt ‘dansk’, men jeg ser det gerne udskiftet med et Europæisk. Vejen dertil er lang, og målet bliver desværre nok ikke nået i min levetid. Men her er hvordan jeg gerne ser det:

At den europæiske regering skal udgå direkte fra det folkevalgte parlament. At ministerrådet sættes ud på sidelinjen, så man endelig kan slippe for at nationale småinteresser skal styre eller hæmme vor fælles udvikling. Vejen dertil er lang, men jeg er overbevist om at vi nok skal komme derhen.

Det europæiske demokrati skal være åbent og frit, og med et solidt fundament i menneskerettighederne.

Menneskerettigheder

Menneskerettighederne er et forsøg på at begrænse statens mulighed for magtanvendelse, således at hver enkelt af os sikres retten til liv, frihed og stræben efter lykke. Balancen skal til enhver tid være til individets fordel. For nogle måneder siden skrev jeg et indlæg til forsvar for menneskerettighederne, og jeg forudser at der sagtens kan komme flere senere.

Værnepligt

Værnepligt er jeg i sagens natur modstander af, og jeg mener at denne bør skrives ud af en kommende grundlovsændring. Grundlæggende finder jeg balancen mellem stat og individ tipper alt for meget til statens side på dette punkt, hvilket i sig selv er argument nok til at være modstander af den. Dertil kommer, at ingen bør tvinges til at lade sig slå ihjel for staten eller andre magthavere, synlige eller usynlige, og at unge mennesker i øvrigt for de flestes vedkommende har vigtigere ting at tage sig til.

Udenrigs- og sikkerhedspolitik

På samme måde som et jeg er tilhænger af en europæisk forbundsstat, er jeg også tilhænger at at Europa selv tager ansvaret for sin egen sikkerhed. Den massive tilstedeværelse af amerikansk militær i Europa er direkte pinlig for kontinentet, og bør bringes til ophør. Dette forudsætter at vi europæere står sammen, og at vi modstår amerikanernes forsøg på at splitte kontinentet. Også dét har jeg skrevet om et andet sted – nemlig her.

Dette må være nok for nu. Det har aldrig været planen at skrive et decideret partiprogram, blot at redegøre for visse grundsynspunkter.

For tiden chikaneres jeg meget kraftigt af en temmelig ekstrem, ultranationalistisk gruppe. Denne gruppe har blandt andet kaldt mig ting som ‘demokratisk fundamentalist’ – og faktisk ment det som et skældsord. Jeg er også fundamentalist hvad retssamfundet angår og hvad regeringens forpligtelse til altid at udøve magten inden for lovens rammer – vel at mærke den lovgivning som er vedtaget i Folketinget.

Den slags simple ting gør mig uspiselig for den højrefløj, som jeg af naturlige grunde ikke tilhører.

For øvrigt er der også lige det med stemmeangivelse. Ved kommunalvalget sidste år stemte jeg radikalt til byrådet og Enhedslisten til regionen. Også ved seneste folketingsvalg, i 2015, faldt min stemme til venstre for den såkaldte midte. Det forventer jeg også at den kommer til næste gang.