Under tortur

I oktober måned 2007 blev jeg udsat for en kidnapning og efterfølgende ulovlig tilbageholdelse. Kidnapningen blev foretaget af en gruppe på fem personer fra Forsvarets Efterretningstjeneste.

Dette indlæg er min redegørelse for det forløb som fulgte efter kidnapningen, herunder ikke mindst hvad der hændte under den ulovlige tilbageholdelse. Visse detaljer som er vigtige for sagen er udeladt, men vil på forespørgsel med fornøjelse blive videregivet til de rette myndigheder.

Selve tilbageholdelsen fandt sted en tidlig morgen i oktober måned 2007. Kidnapningen skete mens jeg cyklede hjem fra mit daværende arbejde, og den fandt sted på Ringgaden i Aarhus – på strækningen mellem Paludan-Müllers Vej og Viborgvej.

Mens jeg cyklede på strækningen, sprang fem mænd ud foran mig og spærrede for vejen videre. Den ene væltede mig ned fra cyklen så jeg landede med hele min krop på asfalten. Dette medførte en mindre tumult, hvorunder en af kidnapperne kom alvorligt til skade.

Herefter trak de resterende fire deres våben, således at jeg til min store overraskelse fandt mig selv stirrende ind i fire pistoler. Derefter blev jeg bagbundet, fik en hætte over hovedet og ført ind i en ventende varevogn. Derinde blev jeg stukket med en nål i bagkroppen, og mistede dernæst bevidstheden.

Jeg blev fløjet i helikopter direkte til en militær installation på Bornholm. På et tidspunkt under flyvningen vågnede jeg. Da konstaterede jeg at piloterne havde store vanskeligheder med at holde helikopteren i luften, idet der tydeligvis var opstået tekniske vanskeligheder. Kort derefter mærkede jeg endnu en nål, og mistede atter bevidstheden.

Ved ankomsten til Bornholm blev jeg under trusler om vold tvunget til at afklæde mig, og blev dernæst visiteret – herunder rektalt.

Derefter blev jeg sat i en celle. Cellen var, udover en seng, udstyret med et toilet og en vask, samt et bord og en stol. Cellen lå nede for enden af en gang, med celler på begge sider. Der var således tydeligvis tale om en decideret fængselsafdeling med minimum 8-10 celler.

Alle fangevogterne bar militære uniformer, men var ikke fra Militærpolitiet. Dette fremgik tydeligt, idet de hverken bar armbind eller andre insignier der viste dette.

Ved ankomsten til cellen fik jeg udleveret en fangedragt, som jeg i protest nægtede at iføre mig. Dette meddelte jeg tydeligt og meget klart til såvel fangevogtere som forhørsleder, idet de ingen ret havde til hverken at kidnappe eller tilbageholde mig, og at jeg derfor nægtede at klæde mig som en fange.

I min mad var der tilsat stoffer, som skulle få mig til at blive døsig og mere medgørlig.

Under det første forhør forlangte jeg en advokat tilkaldt, men forhørslederen nægtede dette med en påstand om at det havde jeg ikke ret til.

Flere gange under forløbet forlangte jeg en læge tilkaldt, men dette blev mig nægtet med en besked om at heller ikke dette havde jeg ret til.

Under samtlige forhør var jeg nøgen, lænket til et bord og havde altid en hætte trukket ned over hovedet. De eneste “forhør” hvor jeg ikke blev lænket til et bord, var de hvor jeg blev tævet eller sparket.

Undet et af forhørene blev mit hoved tvunget ned i et kar med vand, som regel i hvad der føltes som flere minutter af gangen. På et tidspunkt var mit hoved så længe under vandet at jeg mistede bevidstheden.

I forbindelse med en anden forhørssession blev jeg, stadig nøgen, med en hætte over hovedet lænket til en stol og blev meddelt at nu skulle jeg henrettes. Dette kom ikke som den helt store overraskelse for mig, idet jeg nogle timer forinden var blevet meddelt det samme i min celle. Det skete i forbindelse med at noget mad blev stillet ind til med med beskeden om at ‘vi har besluttet at henrette dig, og dette er dit sidste måltid’.

Min ‘henrettelse’ fandt sted ved at forhørslederen stillede sig bag mig og pressede en pistolmunding ind mod min nakke. Pistolen klikkede.

Et gennemgående tema var mit politiske engagement i Det Radikale Venstre, mit daværende næstformandsskab i Multikulturel Forening og mit integrationsarbejde i Gellerupparken. Altsammen emner, som ingen offentlig myndighed i dette land på noget tidspunkt har ret til at spørge landets borgere om.

Forud for min frigivelse blev jeg endnu engang bedøvet, og vågnede herefter op i mit hjem i Aarhus. Jeg kunne nu konstatere, at min ulovlige tilfangetagelse havde varet fire dage.

På første arbejdsdag efter kidnapningen, spurgte min daværende arbejdsleder, JVS, direkte til hvad han kaldte for ‘tilbageholdelsen’. Det viste sig at han, på dagen for min kidnapning, af militæret var blevet anmodet om at holde mig tilbage til arbejdstids ophør – på trods af at det gennem en periode havde været normalt at både jeg og mine kolleger sluttede tidligt.

JVS gav således direkte udtryk for at han på forhånd havde kendskab til kidnapningen og var blevet bedt om at medvirke hertil. Det havde gennem nogen tid været tydeligt at der eksisterede en forbindelse mellem arbejdslederen og FE. Min arbejdsplads fik nemlig en måneds tid inden kidnapningen besøg af to FE-ansatte i forbindelse med noget de kaldte ‘terrorsikring’.
Det skal tilføjes, at min arbejdsplads på ingen måde, hverken direkte eller indirekte, var omfattet af militærets arbejdsområder.

Mit motiv for at skrive dette indlæg, er at jeg ønsker retfærdighed. Mit ønske er at de medskyldige skal stilles til ansvar for deres forbrydelser. Det er ligeledes min hensigt, at militærets praksis med ulovligt at tilbageholde borgere og indespærre dem i fængselsafdelingen på Bornholm, skal afdækkes i en åben proces under det retslige system, og at de skyldige bliver stillet til ansvar.

Dette er et skridt i den proces.

Om danske soldaters deltagelse i tortur

Information og Radio24syv sætter i disse dage fornyet fokus på Danmarks fangepolitik i Irak.

Det sker på baggrund af en aktindsigt, som Radio24syv har fået og delt med Information.

Aktindsigten viser med al ønskelig tydelighed det som vi alle har vidst lige siden krigens dage; At danske soldater fuldt ud havde kendskab til den mishandling som deres irakiske samarbejdspartnere udsatte fangerne for – og det mere end antydes at danske officerer ved flere lejligheder selv har deltaget heri.

I dette er der i virkeligheden intet nyt. Alle har vidst det, men ingen har ønsket at tale om det. At det danske militær moralsk set ligger fuldt ud på linje med amerikanerne, irakerne og andre af samme tvivlsomme moralske støbning.

Men hvad mange ikke ved, er at det danske Forsvarets Efterretningstjeneste i eget regi har foretaget kidnapninger af borgere, herunder danskere, og mishandlet dem. Dette er sket udenfor krigszoner – i nogle tilfælde endda her i Danmark.

Men inden vi kommer ind på det konkrete, så lad os lige tage et blik på det moralsk anstødelige ved det samarbejde vi har haft med torturstater som USA, Irak og andre. Helt grundlæggende: Hvis man har et efterretnings- og militært samarbejde med en stat eller organisation der benytter sig af tortur – så er man selv medansvarlig for den tortur og mishandling der finder sted.

Det gælder hvad enten det drejer sig om Guantanamo, såkaldte black sites udenfor lovens beskyttelse – eller en klam kælder i en irakisk ørken.

Danmark er medskyldige i Guantanamo fordi vi accepterer Guantanamo. Vi er medskyldige i CIA’s black sites fordi vi accepterer disse black sites. I tilfældet med de irakiske krigsfanger har vi oven i købet selv leveret de krigsfanger der blev tortureret – vel vidende hvad deres skæbne ville blive.

Vi er skyldige. Punktum.

Men det danske Forsvarets Efterretningstjeneste har selv foretaget tortur – også udenfor krigszoner. De har endda gjort det her i Danmark – overfor danske borgere.

Jeg kender til et helt konkret eksempel, hvor en helt gennemsnitlig dansk borger i efteråret 2007 (indfødt dansker gennem de sidste 10-15 generationer, kristen og helt almindelig)  blev kidnappet på åben gade i Aarhus, transporteret til FE’s installation på Bornholm og gennem flere dage udsat for mishandling og tortur af officerer i FE.

Jeg kender navnet på den danske borger der ved den lejlighed blev kidnappet og tortureret, jeg kender navnet på den officer der var ansvarlig for operationen – og jeg kender også navnet på den FE-agent, der i forbindelse med kidnapningen blev så alvorligt kvæstet at han måtte flyves til det amerikanske militærhospital i Frankfurt.

Jeg vil være villig til at oplyse disse navne samt øvrige oplysninger jeg er i besiddelse af til relevante myndigheder, såfremt det måtte ønskes.

Hvis der er én, må der logisk set være flere. Der ligger en historie her som offentligheden bør informeres om – og der er personer i FE som trænger til at blive stillet til anvar for deres ugerninger.

Tiden er inde.