Pænt til venstre

Det sker jævnligt, at jeg konfronteres med fejlagtige påstande om mit politiske ståsted. Tro det eller lad være, men der findes rent faktisk mennesker der kalder mig ‘højreorienteret’ og den slags.

Den slags er jeg i sagens natur temmelig træt af, derfor dette indlæg. Lidt længere henne i indlægget vil jeg præsentere mit ‘program’ – altså grundlæggende synspunkter i forhold til politiske temaer, som man kan risikere at støde på i debatten.

Men inden vi kommer dertil, vil jeg kommentere på hvordan denne misforståelse er opstået. Jeg har altid været et engageret menneske. I nogle perioder mere end andre, det giver sig selv. men mit engagement har alle dage kredset omkring den personlige frihed; individets ret i forhold til ‘fællesskabet’ – dybest set retten til at være sig selv.

På et tidspunkt, for en 7-8 år siden, begyndte jeg at kritisere islam offentligt. På det tidspunkt var den slags stadig en ren ‘højrefløjsaktivitet’, idet ingen andre partier eller bevægelser end det yderste højre og såkaldt ‘nationale’ kredse på det tidspunkt gjorde den slags. Disse partier og bevægelser var jeg aldrig på noget tidspunkt del af, hvilket vel må siges at være en gensidig beslutning.

Jeg tog aldrig deres nationalistiske sludder alvorligt, og de forstod ikke min insisteren på at loven skal være lige for alle, og at det faktisk er ret så ligegyldigt hvor man selv eller sine forældre kommer fra.

På et tidspunkt var jeg medlem af bestyrelsen for Trykkefrihedsselskabet, hvor mit værke koncentrerede sig omkring først tidsskriftet Sappho og, efter at dette blev nedlagt, at skrive på hjemmesiden om trusler mod ytringsfriheden rundt omkring i verden. I min redaktørtid på udkigsposten var linjen faktisk dén, at historier med islam i hovedrollen blev bevidst fravalgt til fordel for dybest set alle andre.

Det nationalistiske sludder som prægede (og stadig præger!) andre medlemmer af ledelsen, begyndte jeg aldrig at forstå. I skrivende stund er det to år siden at jeg forlod bestyrelsen. Jeg var vokset fra det, og min tid tillod det heller ikke længere.

Men til sagen – jeg lovede mit ‘program’.

Vi gør det på den måde, at jeg deler emnerne op i overskrifter og begynder med typiske ‘højrefløjsemner’. Indvandring, det ‘nationale’, EU, menneskerettigheder. Dernæst bevæger vi os over i mere interessante emner.

Indvandring

Jeg er et menneske, der i løbet af mit liv selv flere gange har boet i andre lande end dette. Jeg har altid betragtet det som ganske naturligt, at jeg kan bo hvor det passer mig – når det passer mig, så længe jeg lever inden for den lokale lovgivning. Jeg betragter det som særdeles sandsynligt at jeg vil flytte udenlands igen, og måske endda leve resten af mit liv et andet sted end det danske.

Det giver sig selv, at jeg finder det naturligt at de samme rettigheder gælder for alle andre. Så: Hvis man har lyst til at bo her i landet og evner at leve sit liv inden for gældende lovgivning, skal man være velkommen. Faktisk ønsker jeg en verden, hvor så mange som muligt rejser andre steder hen for at leve, arbejde, studere og stifte familie. Jo mere vi blander os på tværs – jo bedre og mere fredelig tror jeg faktisk at verden vil blive.

Det ‘nationale’

Det ‘nationale’ er efter min opfattelse et latterligt, konstrueret begreb. Jeg anerkender at leve inden for en given stats grænser samt at jeg har et borgerskab i denne stat, men derudover forstår jeg ikke de såkaldt nationalt sindedes snak om ‘det nationale’ som en særlig værdi. Tværtimod foragter jeg denne holdning lige så meget som jeg inderligt respekterer de der har den. Dette ud fra det bibelske princip om at ‘hade synden og elske synderen’.

EU

Det er mit inderlige håb at EU med tiden udvikler sig til en decideret forbundssat. Lige for tiden er mit statsborgerskab såkaldt ‘dansk’, men jeg ser det gerne udskiftet med et Europæisk. Vejen dertil er lang, og målet bliver desværre nok ikke nået i min levetid. Men her er hvordan jeg gerne ser det:

At den europæiske regering skal udgå direkte fra det folkevalgte parlament. At ministerrådet sættes ud på sidelinjen, så man endelig kan slippe for at nationale småinteresser skal styre eller hæmme vor fælles udvikling. Vejen dertil er lang, men jeg er overbevist om at vi nok skal komme derhen.

Det europæiske demokrati skal være åbent og frit, og med et solidt fundament i menneskerettighederne.

Menneskerettigheder

Menneskerettighederne er et forsøg på at begrænse statens mulighed for magtanvendelse, således at hver enkelt af os sikres retten til liv, frihed og stræben efter lykke. Balancen skal til enhver tid være til individets fordel. For nogle måneder siden skrev jeg et indlæg til forsvar for menneskerettighederne, og jeg forudser at der sagtens kan komme flere senere.

Værnepligt

Værnepligt er jeg i sagens natur modstander af, og jeg mener at denne bør skrives ud af en kommende grundlovsændring. Grundlæggende finder jeg balancen mellem stat og individ tipper alt for meget til statens side på dette punkt, hvilket i sig selv er argument nok til at være modstander af den. Dertil kommer, at ingen bør tvinges til at lade sig slå ihjel for staten eller andre magthavere, synlige eller usynlige, og at unge mennesker i øvrigt for de flestes vedkommende har vigtigere ting at tage sig til.

Udenrigs- og sikkerhedspolitik

På samme måde som et jeg er tilhænger af en europæisk forbundsstat, er jeg også tilhænger at at Europa selv tager ansvaret for sin egen sikkerhed. Den massive tilstedeværelse af amerikansk militær i Europa er direkte pinlig for kontinentet, og bør bringes til ophør. Dette forudsætter at vi europæere står sammen, og at vi modstår amerikanernes forsøg på at splitte kontinentet. Også dét har jeg skrevet om et andet sted – nemlig her.

Dette må være nok for nu. Det har aldrig været planen at skrive et decideret partiprogram, blot at redegøre for visse grundsynspunkter.

For tiden chikaneres jeg meget kraftigt af en temmelig ekstrem, ultranationalistisk gruppe. Denne gruppe har blandt andet kaldt mig ting som ‘demokratisk fundamentalist’ – og faktisk ment det som et skældsord. Jeg er også fundamentalist hvad retssamfundet angår og hvad regeringens forpligtelse til altid at udøve magten inden for lovens rammer – vel at mærke den lovgivning som er vedtaget i Folketinget.

Den slags simple ting gør mig uspiselig for den højrefløj, som jeg af naturlige grunde ikke tilhører.

For øvrigt er der også lige det med stemmeangivelse. Ved kommunalvalget sidste år stemte jeg radikalt til byrådet og Enhedslisten til regionen. Også ved seneste folketingsvalg, i 2015, faldt min stemme til venstre for den såkaldte midte. Det forventer jeg også at den kommer til næste gang.

Retten til liv, frihed og stræben efter lykke

Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

Sådan lyder indledningen til den amerikanske uafhængighedserklæring, som blev skrevet i 1776.

Retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

Sådan er det. Åbenlyst for de fleste, en erklæring som langt de fleste af os vil mene gælder ubetinget for os selv, vore nærmeste og for såvel venner som fjender.

Det grundlæggende synspunkt i den ovennævnte sætning er siden blevet videreført i nyere tid med erklæringer af mere eller mindre bindende karakter – herunder ikke mindst FN’s erklæring om Menneskerettighederne og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Rettighederne i disse erklæringer omfatter emner som retten til at ytre sig, til en retfærdig og uafhængig rettergang, retten til at ernære sig, til et familieliv og meget andet – altsammen emner og overskrifter som næppe ret mange vil betvivle som værende en del af grundlaget for en værdig menneskelig tilværelse.

Hvis man skal hæve blikket og se det hele lidt fra oven, så handler menneskerettighederne i virkeligheden om noget ganske simpelt. De handler om forholdet mellem menneske og stat, mellem borger og myndighed, mellem individ og magthaver.

Formålet med menneskerettighederne er nemlig at sætte grænser for statsmagtens magtanvendelse overfor den enkelte borger – overfor dig og mig.

Menneskerettighederne beskytter hver enkelt af os mod den stærkeste og mægtigste verdslige magt i ethvert land: Statens magthavere. De sætter et værn op rundt om hver enkelt af os og sikrer os retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

De sikrer os retten til at tænke frit, til at tale frit, til at dyrke en hvilken som helst guddom vi måtte ønske os – eller til helt at lade være.

Såvel den filosofiske idé som det reelle, politiske formål bag disse erklæringer om menneskerettighederne, burde således være åbenlyse for de fleste. Det er da også derfor, at de internationale menneskerettigheder som en selvfølge er skrevet ind i dansk lovgivning.

Men det er desværre ikke tilfældet for alle. I det danske Folketing har Dansk Folkeparti eksempelvis for nylig fremsat et forslag om, at menneskerettighederne skrives ud af landets lovgivning.

Partiets argument herfor er, at det ifølge partiets opfattelse er Folketingets opgave at sikre danskernes rettigheder, ikke mere eller mindre forpligtende erklæringer fra internationale organisationer.

Desværre glemmer partiets ordfører i sagen, Martin Henriksen, bare en meget vigtig pointe: Nemlig den ret simple, at Folketinget rent faktisk har taget denne opgave på sig ved at skrive disse erklæringer ind i landets love.

Logisk set betyder DF’s beslutningsforslag dermed at danskernes retssikkerhed og vores rettigheder som individer i forhold til statsmagten vil blive forringet, såfremt partiets beslutningsforslag bliver vedtaget.

Dermed skriver Dansk Folkeparti sig ind i en ikke særlig stolt række af partier og bevægelser, der vægter statens magt over borgerne tungere end borgernes frihedsrettigheder i forhold til staten. Listen over partiets historiske meningsfæller på området er både lang og kvalmende, og behøver ikke blive nævnt her.

Personligt er jeg ikke i tvivl: De internationale aftaler om menneskerettigheder, herunder ikke mindst FN’s erklæring om Menneskerettighederne og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, sætter en absolut mindstestandard for det enkelte menneskes rettigheder i forhold til den altid mægtige stat.

Martin Henriksen og Co har sådan set ganske ret i at disse aftaler begrænser statens magtudøvelse overfor hvert enkelt menneske – men det er jo netop selve ideen med disse.

Statens mulighed for magtanvendelse skal til enhver tid begrænses, således at hver enkelt af os sikres retten til liv, frihed og stræben efter lykke.