Retten til liv, frihed og stræben efter lykke

Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

Sådan lyder indledningen til den amerikanske uafhængighedserklæring, som blev skrevet i 1776.

Retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

Sådan er det. Åbenlyst for de fleste, en erklæring som langt de fleste af os vil mene gælder ubetinget for os selv, vore nærmeste og for såvel venner som fjender.

Det grundlæggende synspunkt i den ovennævnte sætning er siden blevet videreført i nyere tid med erklæringer af mere eller mindre bindende karakter – herunder ikke mindst FN’s erklæring om Menneskerettighederne og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Rettighederne i disse erklæringer omfatter emner som retten til at ytre sig, til en retfærdig og uafhængig rettergang, retten til at ernære sig, til et familieliv og meget andet – altsammen emner og overskrifter som næppe ret mange vil betvivle som værende en del af grundlaget for en værdig menneskelig tilværelse.

Hvis man skal hæve blikket og se det hele lidt fra oven, så handler menneskerettighederne i virkeligheden om noget ganske simpelt. De handler om forholdet mellem menneske og stat, mellem borger og myndighed, mellem individ og magthaver.

Formålet med menneskerettighederne er nemlig at sætte grænser for statsmagtens magtanvendelse overfor den enkelte borger – overfor dig og mig.

Menneskerettighederne beskytter hver enkelt af os mod den stærkeste og mægtigste verdslige magt i ethvert land: Statens magthavere. De sætter et værn op rundt om hver enkelt af os og sikrer os retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

De sikrer os retten til at tænke frit, til at tale frit, til at dyrke en hvilken som helst guddom vi måtte ønske os – eller til helt at lade være.

Såvel den filosofiske idé som det reelle, politiske formål bag disse erklæringer om menneskerettighederne, burde således være åbenlyse for de fleste. Det er da også derfor, at de internationale menneskerettigheder som en selvfølge er skrevet ind i dansk lovgivning.

Men det er desværre ikke tilfældet for alle. I det danske Folketing har Dansk Folkeparti eksempelvis for nylig fremsat et forslag om, at menneskerettighederne skrives ud af landets lovgivning.

Partiets argument herfor er, at det ifølge partiets opfattelse er Folketingets opgave at sikre danskernes rettigheder, ikke mere eller mindre forpligtende erklæringer fra internationale organisationer.

Desværre glemmer partiets ordfører i sagen, Martin Henriksen, bare en meget vigtig pointe: Nemlig den ret simple, at Folketinget rent faktisk har taget denne opgave på sig ved at skrive disse erklæringer ind i landets love.

Logisk set betyder DF’s beslutningsforslag dermed at danskernes retssikkerhed og vores rettigheder som individer i forhold til statsmagten vil blive forringet, såfremt partiets beslutningsforslag bliver vedtaget.

Dermed skriver Dansk Folkeparti sig ind i en ikke særlig stolt række af partier og bevægelser, der vægter statens magt over borgerne tungere end borgernes frihedsrettigheder i forhold til staten. Listen over partiets historiske meningsfæller på området er både lang og kvalmende, og behøver ikke blive nævnt her.

Personligt er jeg ikke i tvivl: De internationale aftaler om menneskerettigheder, herunder ikke mindst FN’s erklæring om Menneskerettighederne og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, sætter en absolut mindstestandard for det enkelte menneskes rettigheder i forhold til den altid mægtige stat.

Martin Henriksen og Co har sådan set ganske ret i at disse aftaler begrænser statens magtudøvelse overfor hvert enkelt menneske – men det er jo netop selve ideen med disse.

Statens mulighed for magtanvendelse skal til enhver tid begrænses, således at hver enkelt af os sikres retten til liv, frihed og stræben efter lykke.