Manifest for en ny dansk sikkerhedspolitik

Gennem efterhånden alt for mange år, har skiftende regeringer og folketing skåret ned på Danmarks udenrigstjeneste. I mange lande er danske ambassader og diplomatiske repræsentationer blevet lukket ned, og de ambassader der stadig står, har fået skåret drastisk ned i antallet af danske diplomater.

Nedskæringerne har ikke kun negative konsekvenser for danske rejsende og for erhvervslivets muligheder i udlandet, men også for Danmarks indflydelse og anseelse rundt omkring i Verden.

 Når der ikke er en dansk ambassade i et land, er det ikke længere muligt for danske studerende på udenlandske universiteter eller for danske virksomheder, at kunne smutte ind på ambassaden og få henvisninger til nyttige kontakter, bistand i forbindelse med landets myndigheder eller erhvervsliv og andre vigtige ting.

Samtidig mindskes vores indflydelse i landet, fordi der ganske enkelt ikke er danske diplomater til stede, som kan fortælle udenlandske regeringer og andre, hvad vi i Danmark egentlig vil i Verden og hvordan vi kan hjælpe hinanden hen mod de mål, vi måtte have til fælles. Danmark er et lille land som let forsvinder i mængden, og vores eksistens og indflydelse i verden afhænger af tilstedeværelse.

Danmarks erhvervsliv, og for øvrigt også vores fælles sikkerhed, er afhængige af at den danske stat, det danske samfund, formår at være til stede ude omkring, så vi kan bringe os i spil og være med hvor det sker. Det kan vi ganske enkelt ikke når vi nedlægger ambassader og skærer ned på diplomater.

Efterretningstjeneste

Det er også vigtigt for vores allesammens sikkerhed at landet har en dygtig, professionel og effektiv udenrigsefterretningstjeneste. Efterretningstjenestens opgave er ikke kun at opfange og undersøge trusler mod landets sikkerhed, men også at foretage indsamlinger af oplysninger om politiske forhold i andre lande, som disse landes myndigheder helst vil holde hemmelige. Udenrigsefterretningstjenesten skal også foretage analyser af tilgængelig information af både politisk og økonomisk karakter.

Desværre er det sådan i dag, at Danmarks udenrigsefterretningstjeneste gennem årtier har lagt i militært regi. Denne bør flyttes over til at høre under udenrigstjenesten, og det er der flere grunde til.

For det første er det i militærets natur at søge konflikt frem for løsninger. Det er et grundinstinkt som sådan set passer helt fint til militærets kerneopgave, men det er en grundlæggende indstilling som ikke egner sig til en efterretningstjeneste, hvis formål det blandt andet er at søge, skaffe og analysere oplysninger om andre landes politiske og økonomiske forhold. Herunder også interne forhold vedrørende fremmede regeringers interne magtbalance og lignende.

 Dertil kommer, at militæret til tider kan have alt for let ved at udvikle en uhensigtsmæssig legalitetskultur. Dette hænger sammen med en følelse af at være ʻnoget andetʼ, som står udenfor det civile samfund.

Udenrigsefterretningstjenesten hører naturligt under udenrigstjenesten – sådan som det jo også er tilfældet i de fleste andre lande.

Det betyder ikke at der ikke også fremover skal eksistere en Forsvarets Efterretningstjeneste. De skal bare beskæftige sig med områder, hvor militære fagfolk naturligt må formodes at have en kompetence: nemlig strengt militære forhold, som vedrører andre landes militære opbygning og udvikling af militære teknologier.

Sikkerheden i Europa

Europa er vores fælles hjem, og det er i Danmarks helt vitale interesse, at det europæiske fastland er frit, sikkert og at vi undgår at der opstår militære skærmydsler på vort kontinent.

Dette gøres bedst ved at vi europæere rotter os sammen om en fælles sikkerhedsstruktur.

Som det er lige nu, oplever vi i Europa en massiv amerikansk militær tilstedeværelse. Det er der flere uønskede problemstillinger ved.

Den ene problemstilling er, at USAs stilling i verden i disse år svækkes kraftigt, samt at landet, uanset det nylige præsidentskifte, oplever en betydelig svækkelse af økonomien, en kraftigt forøget indre uro og tiltagende inkompetent ledelse.

Dertil kommer det primære; At de amerikanske tropper i Europa er under amerikansk og ikke europæisk kontrol. Dette, kombineret med USAs egne problemer, gør at de amerikanske tropper i Europa på sigt vil kunne udgøre et problem i forhold til flere europæiske landes sikkerhed. Man skal huske på, at USAs tendens til at rasle med sablen for at fremtvinge ændringer i andre landes regeringer, også vil kunne rettes mod os selv.

Europa skal simpelthen kunne varetage vores sikkerhedsudfordringer selv – og hvordan gør vi så det?

 Først og fremmest ved at de europæiske lande går sammen om at udarbejde en fælles, europæisk sikkerhedsordning som omfatter hele vores kontinent. Sikkerhedsordningen skal også, i et eller andet omfang, omfatte Rusland – også selv om Rusland ikke nødvendigvis behøver være medlem af selve alliancen. Det vil ganske sikkert være nok, hvis vi genetablerer mere civiliserede og ordentlige relationer med Rusland end vi har lige nu.

Gennem en årrække har Vesteuropa opretholdt et selvskadende system af sanktioner mod Rusland – mestendels fordi amerikanerne har forlangt det af os. Men disse sanktioner er ikke, og har aldrig været, i Europæernes interesse. De er sat i værk, fordi EUʼs ledere er blevet presset og truet til at bakke amerikanske magtinteresser op, ikke fordi europæerne på noget tidspunkt selv har ønsket det.

 Uanset om russofoberne vil det eller ej, er Rusland altså en del af den europæiske familie og bør behandles som sådan.

Men der er også andre grunde til at genoprette civiliserede forhold til den store nabo i øst.

Den næste store konflikt

 Når man ser ud over Europa og overvejer hvor fremtidens trusler og mulige militære konflikter skal komme fra, er det ikke Rusland der falder i øjnene, men Tyrkiet.

Tyrkiet under Erdogan har udviklet sig til en mellemøstlig spiller i størrelsen ʻregional stormagtʼ – og med tydelige europæiske ambitioner. Landet kommer aldrig ind i EU, sådan som det ellers på et tidspunkt var lagt op til.

Erdogans retorik ift de europæiske landes håndtering af kultursammenstød med muslimske mindretal, samt tydelige aggression overfor Grækenland med både oliejagt på græsk område og militære trusler overfor landet, taler deres eget sprog. Det samme gør den massive oprustning som Tyrkiet under Erdogans ledelse har foretaget.

En kommende militær konflikt med Tyrkiet kan på ingen måde udelukkes. Faktisk bør dette indgå i alle militære og politiske scenarier for udviklingen over de kommende 10-15 år.

Udover tyrkernes militære oprustning og aggressive fremfærd, byder Erdogan-styret også på andre områder udfordringer for os europæere. Udfordringerne er af både indre og ydre karakter.

Mange europæiske lande har et stort, alt for stort, tyrkisk mindretal. Det er et mindretal, som har vist sig selv i tredje eller fjerde generation at nære loyalitet overfor Tyrkiet, betragte sig som tyrkere – og yde militærtjeneste i Tyrkiet. Jeg har selv haft tyrkiske arbejdskolleger, der midlertidigt er rejst hjem til militærtjeneste.

 Det er helt tydeligt og klart, at en konflikt med Tyrkiet ikke kun vil skulle udkæmpes nede i den sydlige del af Europa, men også i vore egne gader.

Dette er skrækscenariet, men der er mere.

 USA, der jo som tidligere nævnt har en massiv militær tilstedeværelse i Europa, er også allieret med Tyrkiet, og har kraftigt brug for dem i Mellemøsten. Hvordan amerikanerne vil stille sig i en sådan konflikt, afhænger af tilfældigheder som hvem der tilfældigvis sidder i Det Hvide Hus og hvordan vinden ellers i øvrigt blæser på lige præcis dén dag. Måske vil de stille sig imellem, måske ikke.

Men Tyrkiet bliver en udfordring mange år frem, og det vil være nødvendigt at holde øjnene på bolden.

Bonusinfo

Med hensyn til Tyrkiet er det for øvrigt sådan, at Rusland er landets nabo og har et glimrende forhold til tyrkerne. Ruslands efterretningstjeneste er velkendt for sin effektivitet og sublime dygtighed, og hører til blandt de bedst informerede omkring tyrkiske forhold.

Dertil kommer, at det i diplomat- og efterretningskredse er en kendt sag, at værdien af amerikanske efterretninger fra Tyrkiet er faldet drastisk. Dette hænger sammen med en kombination af tyrkernes mistro overfor amerikanerne og landets egne ambitioner og stigende selvtillid. Rusland er med andre ord en nødvendig ven for Europa – og for Danmark.

En genopretning af Europas forhold til Rusland handler derfor ikke udelukkende om handel og kulturudveksling. Det handler i allerhøjeste grad også om at gøre os mindre afhængige af amerikanske interesser, at skabe et europæisk rum på europæiske præmisser i stedet for amerikanske og i det hele taget styrke stabiliteten på vort fælles kontinent.

Og det haster!

Vi behøver en ny europæisk sikkerhedsstruktur

Lige siden NATO’s oprettelse i 1948, har organisationen udgjort det bærende fundament i Europa’s sikkerhedsstruktur. Oprettet, som NATO var, som modpol til et aggressivt, truende og ideologisk særdeles ambitiøst Sovjetunionen, udgjorde organisationen et nødvendigt bolværk mod en særdeles ubehagelig trussel.

Med murens fald i 1989-90, og med opløsningen af Sovjetunionen i 1991, mistede NATO sit oprindelige formål. Man gik på jagt efter en ny fjende der kunne retfærdiggøre organisationens fortsatte beståen.

Et tiår efter Sovjetunionens opløsning, fandt organisationen med krigen i Afghanistan og den ulovlige invasion og efterfølgende besættelse af Irak, et midlertidigt formål.

Men spiller NATO overhovedet en seriøs og konstruktiv rolle i forhold til europæisk sikkerhed, og er NATO anno 2018 overhovedet andet end et instrument for en amerikanernes ambitioner om et énstrenget, globalt herredømme?

Jeg mener det må være på tide, at vi i Europa gentænker vores egen sikkerhedsstruktur. I dén proces vil det være nyttige, såfremt vi i overvejelserne lægger vægten på europæiske interesser og i første omgang ignorerer amerikanernes interesser – både nuværende og potentielle af slagsen.

Er det eksempelvis i de europæiske befolkningers interesse at deltage i amerikanernes helt urimelige kampagne mod et europæisk Rusland? En kampagne, der giver sig udslag i såvel direkte militære trusler mod Rusland som indførelse af handelshindringer og sågar et CIA-styret statskup i nabolandet Ukraine og forsøg på ‘regime change’ i Syrien?

Så langt har USA været villige til at gå i jagten på en seriøs fjende, at man via direkte støtte til terrororganisationer i Syrien decideret har medvirket til at forøge terrortruslen mod europæiske befolkninger. USA sætter tydeligvis en potentiel lukning af den russiske flådebase i landet over hensynet til europæernes sikkerhed.

Det er på tide at vi i Europa tænker nyt og finder en anden vej. Det bør være muligt at udtænke en europæisk forsvars- og sikkerhedsstruktur, der har til formål i første omgang at sikre europæiske interesser. Sikre interesserne for de mennesker der rent faktisk bebor vort kontinent, frem for at virke som forlænget arm for et uberegneligt og tiltagende militaristisk USA, med tydelige ambitioner om globalt herredømme.

Det er på tide at de europæiske lande sætter sig sammen og finder på noget andet.

Lad os indse at også Rusland er en europæisk magt, og at det vil være i vore fælles interesser at finde en sikkerhedsmodel der kan sikre fred, frihed og stabilitet i Europa. Det giver sig selv at en sådan struktur skal bygges op på en måde, så der er tale om ligeværdige lande således at ingen får lov til ensidigt at dominere samarbejdet.

Vi skal sikre at de store magter i Europa; Frankrig, Rusland, Tyskland og Storbritannien bliver svinebundet af aftaler og traktater der sikrer, at ingen af dem vil være i stand til hverken at true eller dominere samarbejdet.

USA kastede sin skygge over Europa efter anden verdenskrig, men den krig er slut og det samme gælder den kolde krig der fulgte efter. Det er på tide at vi europæere finder vore egne ben og begynder at sætte vore egne interesser i første række.

Tiden er inde til en forandring.