Militærets hemmelige netværk

Sidst på efteråret 2018, kunne medierne berette en opsigtsvækkende historie om optrevlingen af et kriminelt netværk i Tyskland. Der var tale om intet mindre end et netværk af højreekstremister inden for militærets eliteenheder, der havde lagt planer for likvideringer og interneringer af flere af landets ledende politikere.

Vi tager den lige igen: Et militært netværk med over 200 medlemmer, der havde lagt planer for likvideringer og interneringer af landets ledende politikere. Det er hvad de fleste mennesker vil betegne som et statskup.

Begået af militæret. Et militærkup.

Netværkets plan var at udføre sine beskidte gerninger på et ikke nærmere defineret tidspunkt i fremtiden. Drabene, interneringen og, må man forstå, militærkuppet, skulle finde sted på et tidspunkt hvor landet ifølge netværkets egne vurderinger befinder sig i ekstrem krise eller endda ligefrem kaos. Men i sagens natur er det selvfølgelig netværkets egen ledelse, der definerer hvornår denne beklagelige tilstand er indtruffet.

Situationen er dybt alvorlig. Netværket omfatter ifølge det offentliggjorte ikke blot nuværende og tidligere medlemmer af den tyske hærs modsvar til Jægerkorpset eller det britiske SAS, men også temmelig højtstående medlemmer af landets militære efterretningstjeneste.

Således har tyske politimyndigheder ladet offentliggøre, at en Oberstløjtnant i den militære efterretningstjeneste gennem hele optrevlingen har fodret netværket med oplysninger om undersøgelsen.

Også i Sverige er der problemer. Det svenske sikkerhedspoliti SÄPO, offentliggjorde tidligere på året at man har anholdt foreløbig seks medlemmer af et tilsvarende netværk i Sverige, og at man stadig arbejder på at optrevle netværket.

Svenskerne er betydeligt mere fåmælte med oplysninger end tyskerne, men det fremgår at undersøgelsen for alvor fik liv, efter at SÄPO havde fundet et USB-stik i en højtstående flådeofficers rygsæk. Hvordan SÄPO fik ideen til at søge i rygsækken til at begynde med, fortæller de intet om. Måske var de allerede på sagen?

At der findes antidemokratiske elementer i militære enheder, kan næppe overraske nogen. Den militære kultur er ikke og har aldrig været demokratisk anlagt, og at militæret tiltrækker personer med autoritære tendenser, er almindelig kendt.

Man har endnu ikke kunnet læse om et tilsvarende netværk indenfor det danske militær. Men det findes. Også inden for det danske militære eksisterer der et netværk, som organiserer sig og arbejder efter helt andre love, regler og normer end de officielt gældende for det danske samfund.

Det skal siges at jeg ikke er ʻekspertʼ i dette netværk, blot at jeg med sikkerhed kender til dets eksistens. For det første er jeg nemlig hele tre gange forsøgt hvervet hertil – to af gangene af en ansat i FE. Dels har jeg, via en fortrolig kilde, et kendskab til deres eksistens og sammensætning, samt nogle af de ting de foretager sig.

De tre hvervningsforsøg centrerer sig omkring den samme FE-medarbejder. Det hele begyndte en dag i halvfemserne, hvor en dengang nær veninde fortalte mig at min rival var begyndt at arbejde ʻmed noget hemmeligtʼ, og jeg forstod på hende at det havde at gøre med militæret. Der gik ikke lang tid, så kom føleren – og idet jeg ikke reagerede positivt, blev den gentaget senere. Hvad ville du synes om hvis der måske var en modstandsbevægelse klar, hvis nu landet skulle blive besat, ville du være med hvis du blev spurgt, spurgte hun.

Mit svar var det samme dengang som det ville være i dag. At jeg for det første ikke kunne se hvem der skulle besætte os – og at en sådan organisation nødvendigvis måtte blive misbrugt når først den var på plads, fordi sådan er menneskets natur.

Så meget føleren.

Et årti senere, i 2007, skete der en masse ting som jeg har skrevet om andetsteds her på bloggen. Men i forbindelse med forspillet til den militære kidnapning af mig, fik min daværende arbejdsplads besøg af to soldater fra Forsvarets Efterretningstjeneste, som kom under påskud af at lave ʻterrorsikringʼ. Det skal tilføjes hertil, at min arbejdsplads på ingen måde hørte ind under militærets arbejdsområde, og at militærets blotte tilstedeværelse således var en grov krænkelse af enhver gældende lovgivning på området. Krænkelsen blev ikke mindre, da ʻterrorsikringenʼ bestod i at stille mine kolleger insinuerende spørgsmål om mig.

Efter nogle timer, efter at flere kolleger havde gjort mig opmærksom herpå, henvendte den ene af FE-typerne sig så til mig. Det var for øvrigt min gamle rival – ham, der senere skulle blive min torturbøddel. Han gav mig et tilbud. At hvis jeg ville sige ja til at arbejde for dem, ville de hjælpe mig med at blive selvstændig. Det var altsammen lidt uofficielt, forstod jeg på ham.

Der er ingen tvivl om at jeg på daværende tidspunkt ville være et godt aktiv for en efterretningstjeneste. I 2007 var røgen fra Muhammedkrisen stadig først ved at lette, og jeg var aktiv i integrationsarbejde i Gellerupparken med et ganske bredt netværk og mange døre åbne.

Men nu var det sådan at den forening jeg arbejdede med allerede havde et yderst tillidsfuldt samarbejde med Lokalpolitiet, og vi satte pris på at sikre at alt hvad vi lavede, foregik i lyset.

Mit svar var naturligvis et klart nej. Dels bryder jeg mig af princip ikke om militæret, dels har jeg aldrig brudt mig om ham – og dels skal man ikke forvente et ja når man spørger fredselskende radikale om den slags!

Og sidst, men ikke mindst, havde jeg et par år forinden afbrudt min uddannelse til præst for Den Katolske Kirke, og betragtede sådan set integrationsarbejdet som en fortsættelse af mit præstekald. Den slags skal man ikke besudle ved at indlade sig med efterretningstjenester og slet ikke militæret!

Men det skal dog siges at tilbuddet tydeligvis var gennemtænkt. Gennem hele mit liv har jeg været i økonomisk underskud, og behovet for lønarbejde kombineret med fraværet af penge, har frarøvet mig muligheden for at bruge min tid på noget fornuftigt. Så hvad de tilbød mig denne aften var faktisk frihed til at hænge dagen lang i Bazaren – og få penge for det!

Men min moral er for høj til militæret, så svaret forblev ikke desto mindre et klart NEJ. Dertil kommer, hvilket jeg gjorde opmærksom på, at FE faktisk ifølge lovgivningen faktisk slet ikke har lov til at beskæftige sig med hverken Gellerup, Bazar Vest – eller danske borgere i almindelighed!

Tredje gang de spurgte mig var jeg splitternøgen, havde en hætte over hovedet og var lænket til et bord. Forinden havde jeg tilbragt dage med ufrivilligt at blive fyldt med stoffer, gennemtævet og voldtaget – og nu spurgte torturbødlen mig så om jeg kunne tænke mig at arbejde for dem?

Først troede jeg ikke mine egne ører, og havde ærlig talt lidt svært ved at tage det seriøst. Men svaret forblev det samme: Et klart NEJ – med den tilføjelse at der mellem ham og mig eksisterer et fjendskab der i sig selv vil gøre det umuligt. Hvad havde han ellers forestillet sig?

Denne gang blev tilbuddet ellers forbedre lidt: Nu tilbød han, hvis jeg sagde ja, at trække sig fra vores fælles veninde. Men det kunne jeg ikke se skulle forandre noget ved hverken vores fjendskab, min opfattelse af den behandling jeg havde været udsat for – eller for den sags skyld mit svar.

Om selve netværket ved jeg ganske lidt. Jeg ved lidt om deres aktiviteter, sammensætning og rekrutteringsgrundlag. Men helt klart ikke alt – allerhøjst har jeg set et glimt af en del af overfladen.

Men fra hende jeg har omtalt som ʻvores fælles venindeʼ og den hemmelige kilde som jeg nævnte i indledningen, ved jeg dog noget. Jeg ved at netværket består af såvel militær som erhvervsfolk. Jeg ved at det styres fra FE. Jeg ved helt positivt at de foretager ulovlig overvågning, registrering af enkeltpersoner og generelt ulovlig efterretningsvirksomhed inden for landets grænser. Måske også en ting eller to mere. Det var netop var dette kriminelle arbejde som FE forsøgte at hverve mig til.

Det er muligt, at PET allerede har kendskab til netværket, men hvor aktivt de arbejder på sagen skal jeg ikke kunne sige. Så vidt jeg kan se har der intet været i medierne herom, men det behøver jo ikke at betyde noget i den forbindelse.

Men jeg véd, at under den nuværende regering er stadig flere fra de militære eliteenheder blevet indrulleret i Politiet – og, formoder jeg, også i PET. Det betyder i praksis, at en eventuel undersøgelse af netværket, dets sammensætning og aktiviteter, med en til vished grænsende sandsynlighed vil være kompromitteret fra starten.

Der er fortalt løgne om mig

For lidt over et års siden skrev jeg et indlæg her på siden der handler om den chikane som militæret og efterretningstjenesten efter kidnapningen og torturen udsatte mig for.

Herfortalte jeg kort at militærets folk med mellemrum ʻtog rundenʼ hos udvalgte kolleger for at sprede løgne om mig. Udover det blev kolleger også af efterretningstjenesten tvunget til at deltage i indbrud i mit hjem. Dette skete på tidspunkter hvor jeg var på arbejde.

Dette indlæg handler primært om løgnene som blev spredt om mig. Disse løgne var ikke blot ondskabsfulde og urimelige, men også åbenlyst latterlige.

Kernen i de løgne der blev spredt, var påstanden om at jeg skulle være nazist – eller i hvert fald en helt ekstrem højreorienteret person, med antidemokratiske og stærkt antisemitiske synspunkter. En ret interessant historie at sprede om en person der på daværende tidspunkt var aktiv i såvel Det Radikale Venstre som integrationsarbejde i frontlinjen i
Gellerup.

Hvad det sidstnævnte angår, var jeg såmænd næstformand i Multikulturel
Forening – en forening, der blandt andet arbejdede med at skabe større samhørighed mellem indvandrere og danskere, mellem muslimer og andre – ja, mellem mennesker af forskellige baggrunde generelt.

Men udover det har jeg også hørt en påstand refereret om at jeg i hemmelighed skulle være konverteret til islam. Ikke blot en hvilken som helst form for islam, men derimod den slags hvor man sympatiserer med al-Quaida. Dette sideløbende med mine angivelig nazistiske sympatier.

Disse påstande både er og var ikke blot gensidigt ekskluderende, men også aldeles falske. For at tage det sidste først, betragtede jeg mig både dengang og nu som katolik – og studerede på et tidspunkt til katolsk præst i såvel Stockholm som London. Det var det katolske bispedømmet København, der havde sendt mig afsted på studiet. Så muslim: langt fra.

Med hensyn til det andet, det med højreekstremistiske eller endda decideret nazistiske sympatier, er disse fuldt ud lige så både tåbelige og løgnagtige. Faktisk er jeg, og har hele mit liv været, stor tilhænger af såvel menneskerettigheder som af politisk, religiøs og filosofisk pluralisme. Det mener jeg klart kan dokumenteres ved at studere de politiske og foreningsmæssige aktiviteter jeg gennem mit liv har involveret mig i.

Men disse ting var også dengang tydelige for de fleste, så i hvad jeg formoder var en form for desperation, satte disse offentligt ansatte løgnespredere trumf på ved at erklære at jeg ikke blot var hemmeligt muslim, men også hemmelig nazist. Altså at jeg af, formoder jeg, taktiske grunde valgte at holde begge dele hemmelige.

For at tage det fra en ende af, så er det vistnok sandt at der findes ʻhemmelige muslimerʼ. Intet menneske er forpligtet til at bære sin religiøse overbevisning udenpå tøjet, men begrebet har til tider yderligere været forbundet til enkelte terrorrelaterede konspirationsteorier i forbindelse med bla AQ. Altsammen meget interessant, men det
inkluderer bare ikke mig.

Det er muligt at tilsvarende tendens gør sig gældende for højreekstremismen. Heller ikke politisk overbevisning er mennesker forpligtede til at bære udenpå tøjet, og der går jævnligt historier rundt om velhavere med synspunkter for det ekstreme højre, der generøst deler penge ud til ʻsagenʼ – både på den ene og den anden side af lovens
grænser. Det er også vældig interessant, men inkluderer heller ikke mig.

Jeg har aldrig følt nogen grund til at skjule mine politiske sympatier – eller det modsatte.

Tværtimod har alle mine såvel politiske som foreningsmæssige aktiviteter foregået i lyset, og hver eneste én af dem ville være uudholdelige at deltage i for en person med antidemokratiske synspunkter.

Alt lige fra elevrådsarbejde, ungdomspolitik i såvel Konservativ som Radikal Ungdom, radikalt vælgerforeningsarbejde som kredsformand, medlem af partiets Hovedbestyrelse og en enkelt gang folketingskandidat, ville være ubærligt grænsende til det sundhedsskadelige for en person med autoritære tilbøjeligheder. Det samme gælder senere indsatsområder, som eksempelvis at være formand for Cyklistforbundet i Esbjerg indtil præstestudierne begyndte i 2002, det vellykkede arbejde med at sikre Esbjerg et Musikhus – og senere hen Multikulturel Forening og integrationsarbejdet i Gellerup.

Ingen person med højreekstreme eller for den sags skyld antidemokratiske tilbøjeligheder vil nogensinde kunne deltage i den slags arbejde. Aldrig!

Med hensyn til min stemmeafgivning ved diverse valg, har jeg aldrig forsømt en chance for at sætte mit kryds. Hvis man skal sætte en statistik over hvor jeg gennem hele min ʻvælgerkarriereʼ har sat mit kryds, vil jeg tro at det et pænt flertal af gangene er blevet sat til venstre for den såkaldte ʻmidteʼ.

Ved folketingsvalget i 2015 stemte jeg på Enhedslisten (men overvejede Alternativet), ved kommunalvalget i 2017 modtog min gamle kampfælle fra Gellerup, Rabih-Azad-Ahmad en personlig stemme herfra, mens Enhedslisten modtog den ved regionsvalget.

Senere i år kommer der yderligere to valg – nemlig til såvel Folketinget som
Europaparlamentet. Til EP-valget er det let nok, der tilfalder min stemme Det Radikale Venstre. Det gør den, fordi jeg faktisk ønsker et stærkere EU og en væsentligt svækket nationalstat. Radikale er det ubetinget mest EU-begejstrede parti i Danmark, så dén stemme giver sig selv.

Mht Folketingsvalget, har jeg et problem. Mit hjerte er radikalt, og det synger af glæde over partiets vækst i meningsmålingerne. Men desværre er det ikke så let. Partiet står også bag en katastrofe som dagpengereformen, som har skabt en stærkt forøget fattigdom i Danmark. Man har været med til at stemme for påvirkningsloven som indskrænker ytringsfriheden – og har en mildest talt asocial holdning til det der kaldes ʻtilbagetrækning – dvs pensionsalderen.

Så selv om mit hjerte synger over partiets vækst og klare linje i forhold til
indvandringspolitikken, kan jeg nok alligevel ikke stemme på det. Heller ikke selv om Altingets kandidattest sætter radikale på de første fem pladser når jeg tester mig selv.

Så det mest sandsynlige denne gang, bliver sikkert at jeg endnu engang kommer til at stemme med blyanten tæt på tegnebogen, og må vakle mellem Enhedslisten og Alternativet.

Hele denne smøre for at fastslå, at jeg ikke er og aldrig har været, højreekstrem, islamisk terrorsympatisør eller andre former for antidemokrat.

Men hvorfor så sprede disse løgne om mig?

Det har jeg tænkt meget over, og har ikke noget konklusivt svar. Men der findes teorier, og dem vil jeg gerne dele.For det første: I forbindelse med selve kidnapningen sendte jeg en FE-mand i coma. Det havde han fuldt ud fortjent, men militæret bryder sig ikke om når deres folk kommer til
skade – heller ikke når det sker under udførelsen af kriminelle handlinger.

Dertil kommer at jeg i forbindelsen med den ulovlige tilfangetagelse og torturen rent faktisk sagde klart NEJ til at arbejde for FE. De tilbød mig eget firma, god økonomi, og et efter deres mening spændende liv. Det gjorde de mens jeg sad splitternøgen, lænket til et bord, var proppet med diverse stoffer og havde en hætte over hovedet. Forinden var der gået dage med at torturere, tæve, sparke og voldtage mig, så svaret burde egentlig ikke kunne overraske dem.

Det giver også sig selv at jeg klart erklærede såvel forhørslederen som den organisation han arbejder for, som åndeligt i familie med SS-vagterne i fortidens KZ-lejre. Det var de heller ikke synderligt begejstrede for.

Militæret bryder sig ikke om folk der slår effektivt fra sig, ligeså lidt som
efterretningstjenesten bryder sig om folk der i utvetydige vendinger nægter at arbejde for dem.

Dertil kommer at forhørslederen var en person, med hvem jeg allerede dengang i årevis havde haft et anstrengt forhold. Nu så han en mulighed for endeligt at slippe af mig, ved at fylde en fælles veninde om hvem vi tidligere havde rivaliseret og hendes familie med afskyelige historier om mig. Og så opstod løgnen om den hemmelige islamisk terroristspire, der også var nazist. Tåbeligt, men enkelt.

Løgnen blev fastholdt som ʻofficielʼ og er gennem årene jævnligt blevet gentaget hver gang jeg har forsøgt at indgå i nye politiske og lignende forbindelser. Had og hævn har mange ansigter, og dette er ét af disse.


Efter torturen

Som det kan læses her, blev jeg for nogle år siden kidnappet på åben gade af landets militære efterretningstjeneste og derefter udsat for tortur i dagevis. Siden torturen, har jeg lidt af en lang række eftervirkninger – herunder en meget kraftig tinnitus og langvarige mareridt.

Socialt havde kidnapningen også konsekvenser. Fra kolleger på min tidligere arbejdsplads er jeg blevet informeret om, at repræsentanter fra såvel Forsvarets som Politiets Efterretningstjeneste har ‘taget runden’ hos udvalgte kolleger for at sprede løgne om mig. En kollega har direkte fortalt mig, at han endda har set deciderede videoer fra torturen.

Kolleger er også blevet truet til at deltage i natlige indbrud på min bolig sammen med personale fra såvel PET som FE.

På min daværende arbejdsplads havde disse kriminelle aktiviteter naturligvis en række sideeffekter: Mobning, chikane og udstødelse.

Denne nedrige forfølgelse har naturligvis haft store konsekvenser i forhold til hvordan jeg omgås andre. Helt generelt forsøger jeg nemlig at undgå at sætte mine ben i nogen som helst sociale sammenhænge, hvor efterretningstjenesternes forbrydere vil kunne true eller tvinge personer i mine omgivelser til at deltage i kriminelle handlinger mod mig.

Med andre ord bestræber jeg mig på at mødes med mennesker ‘analogt’ og uden forudgående kontakt hverken telefonisk eller via nettet.

Men der er også noget andet.

Som det kan læses i min beskrivelse af torturen her, led jeg i forløbet en betydelig fysisk overlast. Jeg har derfor til min familie givet besked om, at efter min død skal min krop obduceres grundigt. Især skal mit centralnervesystem undersøges minutiøst med henblik på en lægelig afklaring af de skader der er sket.