Folketingsvalget 2019

Et folketingsvalg er altid spændende. For de opstillede udgør en valgkamp en tur i vridemaskinen, hvor de tømmes for al energi og kraft og hele tiden må stille spørgmålet: Gør jeg det godt nok? Kommer jeg igennem? Går det? Sidder der birkes mellem mine tænder?

På den dag hvor valget blev udskrevet, tænkte jeg som så ofte før ved den slags lejligheder: Ved ethvert valg skabes der nye stjerner – hvem bliver det mon der brager igennem denne gang?

Svaret på dét spørgsmål blev klart allerede samme aften, hvor Isabella Arendt på et afbud i sidste øjeblik fik lov til at medvirke i en partilederrunde. Ved den lejlighed blev der tændt en stjerne på den politiske himmel, og på trods af en fire uger lang valgkamp, er der ikke rigtig kommet flere nye til endnu.

For mit eget vedkommende bød valgets udskrivelse på det samme spørgsmål som alle de andre gange: Hvad gør jeg af mig selv i denne valgkamp? Lige for tiden er jeg hverken kandidat eller aktivist, men min stemme var ved valgets udskrivelse stadig uafklaret.

Som beskrevet andetsteds, var min beslutning at stemme efter tegnebogen og derfor vaklede jeg mellem Alternativet eller Enhedslisten. Hjertets stemme, det socialliberale omkring midten, udelukkede jeg på forhånd af
samme grund. I hvert fald indtil hende der den nye stjerne dukkede op og skabte nyt liv på den politiske midte. Nu er Kristendemokraterne kommet med i min personlige ligning.

Miljø og klima

Miljø og klima viste sig hurtigt at blive valgets helt store tema. Det vidste vi jo egentlig allesammen godt på forhånd. Nogle dage efter valgets udskrivelse, deltog jeg i et vælgermøde arrangeret af Den Grønne Studenterbevægelse. Straks efter hjemkomsten fra mødet, kvitterede jeg ved at skrive et blogindlæg her på siden med et konkret forslag som virkelig vil flytte noget – men som ingen åbenbart gider snakke om. Sikkert fordi mit forslag både er konkret og virkelig vil batte, kan man godt mistænke.

Senere viste det sig at alle vi miljøtosser næsten formåede at tage livet af Dansk Folkeparti ved EU-parlamentsvalget – det var det rene svir!

Pensionsalder

Allerede dagen inden valget blev udskrevet, bragte jeg her på siden et indlæg med rubrikken En uværdig tilbagetrækning. Indlægget handlede om hvordan Folketingets flertal bryder aftalen med befolkningen – den der med at vi finder os i den høje skat, fordi vi blandt andet er sikret et værdig alderdom. Den værdige alderdom bliver nu af et borgerligt flertal inklusive radikale taget fra os. For fremtiden forlanges der af os alle at vi skal arbejde til vi er så gamle at vi skal have skiftet ble og selv ikke viagraen kan holde den gående længere.

Det er simpelthen så uværdigt at der ikke findes ord herfor, og dette er et emne som direkte har påvirket min stemme ved dette valg.

Europa og migration

Et stykke inde i valgkampen skrev jeg så et indlæg til støtte for den konservative EP-kandidat Pernille Weiss. Pernille Weiss kom jo som bekendt i sin partiledelses vridemaskine, da hun bød 10 millioner migranter velkommen i EU. Jeg er sådan set aldeles enig med hende – bortset fra at jeg intet behov har for at sætte et tal på.

Derfor røg der den 19. maj et indlæg op på affyringsrampen med rubrikken Europa bør sige JA og TAK til migration!

EU-valg

For lidt over en uges siden var der som bekendt valg til Europaparlamentet, og ved den lejlighed deltog jeg som tilforordnet ved mit lokale valgsted. Kommunen havde nemlig søgt frivillige, og måske følte jeg et behov for af gøre bod for ikke selv at stille op. Men uanset hvad, så var det en aldeles dejlig dag. Der blev også plads til at sætte mit kryds på dagen, og som den supereuropæer jeg er, gik min stemme til Det Radikale Venstre.

På grund af alt det der med tilbagetrækningsalder og partiets holdning til alle os nede på bunden af samfundet i det hele taget, får de ikke min stemme til folketingsvalget. Men til EU-parlamentet er der ingen tvivl: Der falder min stemme til det mest integrationsbegejstrede parti. Stemmen blev personlig, og tilfaldt Nadeem Farooq. Det gjorde den fordi hans navn blev ved med at dukke op hver gang jeg tog en af de her kandidattest.

Men livet er jo også andet end valg…..

Derfor skrev jeg, efter nogen overvejelse, et indlæg med rubrikken Sådan er det at dø og satte det op her på siden. Det gjorde jeg fordi, nåja, de fleste har jo aldrig prøvet at dø – men det har jeg jo! Selv om min oplevelse af den anden side kun blev kortvarig og som læserne forhåbentlig har bemærket heller ikke permanent, fik jeg dog alligevel en oplevelse som det er værd at fortælle om. Døden er ikke noget at være bange for, og det synes jeg godt at man kan fortælle videre.

Folketingsvalget

I morgen er der valg til Folketinget. Det står rimelig klart at vi skal have en ny regering – men først skal der jo vælges et Folketing.

For mig personligt står valget mellem at stemme efter tegnebogen eller med hjertet. Tegnebogen siger Enhedslisten, hjertet Kristendemokraterne.

Sidstnævnte for at genoplive den politiske midte som har været død i mere end et årti – og så er jeg for øvrigt enig i partiets grundlæggende syn på tingene. Isabella Arendt stiller oven i købet op her i Aarhus hvor jeg bor, og fristelsen er næsten lige så stor som hullet i tegnebogen.

Men dette ved jeg med sikkerhed: At man hele valgdagen igennem kan finde mig ude på valgstedet på Skjoldhøjskolen, hvor jeg vil stå som tilforordnet fra valgstedet åbner klokken 08.00 og indtil de sidste stemmer er talt op ved 22-23-tiden.

Nåja – og så får jeg i dag bragt et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, hvor jeg giver et svar til Iben Tranholm, som for nogen tid siden på kronikplads påstod at partiet Stram Kurs er for kristne. Som om det at tvangsdeportere alle med en politisk uønsket etnisk baggrund skulle være særlig kristent, men det kan man læse mere om i Kristeligt Dagblad.

Godt valg allesammen!


Gør solceller lovpligtige

Den igangværende valgkamp forud for folketingsvalget i næste måned, har tre hovedtemaer: klima & miljø, retten til tilbagetrækning og indvandring & integration.

Tilbagetrækning har jeg allerede skrevet om i sidste uge, i dag kommer turen til miljødebatten.

For nogle dage siden deltog jeg i et rimelig velbesøgt vælgermøde på Godsbanen i Aarhus. Vælgermødet var arrangeret af noget der hedder Den Grønne Studenterbevægelse, og havde overskriften ʻUnge kræver klimahandling – NUʼ. Deltagerne i mødet var repræsentanter fra den opposition, der efter valget kommer til at sidde med regeringsmagten dvs Det Radikale Venstre, SF, Alternativet, Enhedslisten & Socialdemokratiet.

Det slog mig at langt de fleste forslag der blev rejst af kandidaterne, havde det til fælles at de enten vil gøre det dyrere eller mere besværligt at være dansker. Den eneste undtagelse, var partiernes næsten-enighed om det med billigere offentlig transport. Det er absurd at offentlig transport skal være så dyrt, når det rent faktisk er den mest miljørigtige transportform der findes – altså hvis man ser bort fra gang og cykling!

Men der findes også måder hvormed man virkelig kan rykke noget for miljøet – og samtidig spare rigtig mange penge for rigtig mange mennesker!

Rundt omkring i landets kommuner foregår der hvert år udstykninger af tusindvis af familieboliger – heraf langt de fleste parcelhuse. Det ville være oplagt, hvis man gjorde det lovpligtigt at alle nybyggerier af parcelhuse, rækkehuse og landejendomme skal have taget dækket af solceller samt have egen jordvarme samt indbyggede systemer til genindvinding af både vand og varme. Der findes faktisk noget der hedder “nul-energi huse” eller “passiv-huse”!

Mit forslag går simpelthen ud på at gøre det lovpligtigt at nye byggerier skal høre ind under denne kategori.

Potentialet i forslaget er, at det vil gøre de nye boliger selvforsynende med både el og varme, og dermed spare boligejerne for eksorbitant høje udgifter til netop disse ting. Den miljømæsssige fordel behøver nærmest ingen nærmere beskrivelse, udover at det vil medvirke til et forøget årligt fald i landets samlede forbrug af fossilt brændsel og den slags. Det vil også medføre et stort fald i den samlede udledning af CO2.

For den enkelte husejer der skal til at bygge, vil dette nye krav muligvis medføre en lille stigning i byggeomkostningerne, men de penge bliver jo hurtigt hentet ind. Desuden kan man altid diskutere om lovkravet skal inkludere en håndsrækning som skattefordele eller ligefrem tilskud til den slags forbedringer vi her taler om, men det må komme an på en nærmere forhandling.

Klima- og miljødebatten er en af de allervigtigste i vor tid, og det er nødvendigt at skære forbruget af fossile brændstoffer helt i bund, samtidig med at vi forøger og effektiviserer anvendelsen af vedvarende energi til det absolut maksimale. Dette er én af måderne hvormed vi sikrer, at en miljørigtig samfundsomlægning ikke medfører unødvendig store
gener eller omkostninger for den enkelte.

Det forslag jeg har lagt frem her, at gøre solceller og jordvarme lovpligtigt for alle nybyggerier af parcelhuse, rækkehuse og landejendomme, vil hvis det gennemføres være ét af de tiltag der virkelig vil batte noget.

Der er fortalt løgne om mig

For lidt over et års siden skrev jeg et indlæg her på siden der handler om den chikane som militæret og efterretningstjenesten efter kidnapningen og torturen udsatte mig for.

Herfortalte jeg kort at militærets folk med mellemrum ʻtog rundenʼ hos udvalgte kolleger for at sprede løgne om mig. Udover det blev kolleger også af efterretningstjenesten tvunget til at deltage i indbrud i mit hjem. Dette skete på tidspunkter hvor jeg var på arbejde.

Dette indlæg handler primært om løgnene som blev spredt om mig. Disse løgne var ikke blot ondskabsfulde og urimelige, men også åbenlyst latterlige.

Kernen i de løgne der blev spredt, var påstanden om at jeg skulle være nazist – eller i hvert fald en helt ekstrem højreorienteret person, med antidemokratiske og stærkt antisemitiske synspunkter. En ret interessant historie at sprede om en person der på daværende tidspunkt var aktiv i såvel Det Radikale Venstre som integrationsarbejde i frontlinjen i
Gellerup.

Hvad det sidstnævnte angår, var jeg såmænd næstformand i Multikulturel
Forening – en forening, der blandt andet arbejdede med at skabe større samhørighed mellem indvandrere og danskere, mellem muslimer og andre – ja, mellem mennesker af forskellige baggrunde generelt.

Men udover det har jeg også hørt en påstand refereret om at jeg i hemmelighed skulle være konverteret til islam. Ikke blot en hvilken som helst form for islam, men derimod den slags hvor man sympatiserer med al-Quaida. Dette sideløbende med mine angivelig nazistiske sympatier.

Disse påstande både er og var ikke blot gensidigt ekskluderende, men også aldeles falske. For at tage det sidste først, betragtede jeg mig både dengang og nu som katolik – og studerede på et tidspunkt til katolsk præst i såvel Stockholm som London. Det var det katolske bispedømmet København, der havde sendt mig afsted på studiet. Så muslim: langt fra.

Med hensyn til det andet, det med højreekstremistiske eller endda decideret nazistiske sympatier, er disse fuldt ud lige så både tåbelige og løgnagtige. Faktisk er jeg, og har hele mit liv været, stor tilhænger af såvel menneskerettigheder som af politisk, religiøs og filosofisk pluralisme. Det mener jeg klart kan dokumenteres ved at studere de politiske og foreningsmæssige aktiviteter jeg gennem mit liv har involveret mig i.

Men disse ting var også dengang tydelige for de fleste, så i hvad jeg formoder var en form for desperation, satte disse offentligt ansatte løgnespredere trumf på ved at erklære at jeg ikke blot var hemmeligt muslim, men også hemmelig nazist. Altså at jeg af, formoder jeg, taktiske grunde valgte at holde begge dele hemmelige.

For at tage det fra en ende af, så er det vistnok sandt at der findes ʻhemmelige muslimerʼ. Intet menneske er forpligtet til at bære sin religiøse overbevisning udenpå tøjet, men begrebet har til tider yderligere været forbundet til enkelte terrorrelaterede konspirationsteorier i forbindelse med bla AQ. Altsammen meget interessant, men det
inkluderer bare ikke mig.

Det er muligt at tilsvarende tendens gør sig gældende for højreekstremismen. Heller ikke politisk overbevisning er mennesker forpligtede til at bære udenpå tøjet, og der går jævnligt historier rundt om velhavere med synspunkter for det ekstreme højre, der generøst deler penge ud til ʻsagenʼ – både på den ene og den anden side af lovens
grænser. Det er også vældig interessant, men inkluderer heller ikke mig.

Jeg har aldrig følt nogen grund til at skjule mine politiske sympatier – eller det modsatte.

Tværtimod har alle mine såvel politiske som foreningsmæssige aktiviteter foregået i lyset, og hver eneste én af dem ville være uudholdelige at deltage i for en person med antidemokratiske synspunkter.

Alt lige fra elevrådsarbejde, ungdomspolitik i såvel Konservativ som Radikal Ungdom, radikalt vælgerforeningsarbejde som kredsformand, medlem af partiets Hovedbestyrelse og en enkelt gang folketingskandidat, ville være ubærligt grænsende til det sundhedsskadelige for en person med autoritære tilbøjeligheder. Det samme gælder senere indsatsområder, som eksempelvis at være formand for Cyklistforbundet i Esbjerg indtil præstestudierne begyndte i 2002, det vellykkede arbejde med at sikre Esbjerg et Musikhus – og senere hen Multikulturel Forening og integrationsarbejdet i Gellerup.

Ingen person med højreekstreme eller for den sags skyld antidemokratiske tilbøjeligheder vil nogensinde kunne deltage i den slags arbejde. Aldrig!

Med hensyn til min stemmeafgivning ved diverse valg, har jeg aldrig forsømt en chance for at sætte mit kryds. Hvis man skal sætte en statistik over hvor jeg gennem hele min ʻvælgerkarriereʼ har sat mit kryds, vil jeg tro at det et pænt flertal af gangene er blevet sat til venstre for den såkaldte ʻmidteʼ.

Ved folketingsvalget i 2015 stemte jeg på Enhedslisten (men overvejede Alternativet), ved kommunalvalget i 2017 modtog min gamle kampfælle fra Gellerup, Rabih-Azad-Ahmad en personlig stemme herfra, mens Enhedslisten modtog den ved regionsvalget.

Senere i år kommer der yderligere to valg – nemlig til såvel Folketinget som
Europaparlamentet. Til EP-valget er det let nok, der tilfalder min stemme Det Radikale Venstre. Det gør den, fordi jeg faktisk ønsker et stærkere EU og en væsentligt svækket nationalstat. Radikale er det ubetinget mest EU-begejstrede parti i Danmark, så dén stemme giver sig selv.

Mht Folketingsvalget, har jeg et problem. Mit hjerte er radikalt, og det synger af glæde over partiets vækst i meningsmålingerne. Men desværre er det ikke så let. Partiet står også bag en katastrofe som dagpengereformen, som har skabt en stærkt forøget fattigdom i Danmark. Man har været med til at stemme for påvirkningsloven som indskrænker ytringsfriheden – og har en mildest talt asocial holdning til det der kaldes ʻtilbagetrækning – dvs pensionsalderen.

Så selv om mit hjerte synger over partiets vækst og klare linje i forhold til
indvandringspolitikken, kan jeg nok alligevel ikke stemme på det. Heller ikke selv om Altingets kandidattest sætter radikale på de første fem pladser når jeg tester mig selv.

Så det mest sandsynlige denne gang, bliver sikkert at jeg endnu engang kommer til at stemme med blyanten tæt på tegnebogen, og må vakle mellem Enhedslisten og Alternativet.

Hele denne smøre for at fastslå, at jeg ikke er og aldrig har været, højreekstrem, islamisk terrorsympatisør eller andre former for antidemokrat.

Men hvorfor så sprede disse løgne om mig?

Det har jeg tænkt meget over, og har ikke noget konklusivt svar. Men der findes teorier, og dem vil jeg gerne dele.For det første: I forbindelse med selve kidnapningen sendte jeg en FE-mand i coma. Det havde han fuldt ud fortjent, men militæret bryder sig ikke om når deres folk kommer til
skade – heller ikke når det sker under udførelsen af kriminelle handlinger.

Dertil kommer at jeg i forbindelsen med den ulovlige tilfangetagelse og torturen rent faktisk sagde klart NEJ til at arbejde for FE. De tilbød mig eget firma, god økonomi, og et efter deres mening spændende liv. Det gjorde de mens jeg sad splitternøgen, lænket til et bord, var proppet med diverse stoffer og havde en hætte over hovedet. Forinden var der gået dage med at torturere, tæve, sparke og voldtage mig, så svaret burde egentlig ikke kunne overraske dem.

Det giver også sig selv at jeg klart erklærede såvel forhørslederen som den organisation han arbejder for, som åndeligt i familie med SS-vagterne i fortidens KZ-lejre. Det var de heller ikke synderligt begejstrede for.

Militæret bryder sig ikke om folk der slår effektivt fra sig, ligeså lidt som
efterretningstjenesten bryder sig om folk der i utvetydige vendinger nægter at arbejde for dem.

Dertil kommer at forhørslederen var en person, med hvem jeg allerede dengang i årevis havde haft et anstrengt forhold. Nu så han en mulighed for endeligt at slippe af mig, ved at fylde en fælles veninde om hvem vi tidligere havde rivaliseret og hendes familie med afskyelige historier om mig. Og så opstod løgnen om den hemmelige islamisk terroristspire, der også var nazist. Tåbeligt, men enkelt.

Løgnen blev fastholdt som ʻofficielʼ og er gennem årene jævnligt blevet gentaget hver gang jeg har forsøgt at indgå i nye politiske og lignende forbindelser. Had og hævn har mange ansigter, og dette er ét af disse.