Folketingsvalget 2019

Et folketingsvalg er altid spændende. For de opstillede udgør en valgkamp en tur i vridemaskinen, hvor de tømmes for al energi og kraft og hele tiden må stille spørgmålet: Gør jeg det godt nok? Kommer jeg igennem? Går det? Sidder der birkes mellem mine tænder?

På den dag hvor valget blev udskrevet, tænkte jeg som så ofte før ved den slags lejligheder: Ved ethvert valg skabes der nye stjerner – hvem bliver det mon der brager igennem denne gang?

Svaret på dét spørgsmål blev klart allerede samme aften, hvor Isabella Arendt på et afbud i sidste øjeblik fik lov til at medvirke i en partilederrunde. Ved den lejlighed blev der tændt en stjerne på den politiske himmel, og på trods af en fire uger lang valgkamp, er der ikke rigtig kommet flere nye til endnu.

For mit eget vedkommende bød valgets udskrivelse på det samme spørgsmål som alle de andre gange: Hvad gør jeg af mig selv i denne valgkamp? Lige for tiden er jeg hverken kandidat eller aktivist, men min stemme var ved valgets udskrivelse stadig uafklaret.

Som beskrevet andetsteds, var min beslutning at stemme efter tegnebogen og derfor vaklede jeg mellem Alternativet eller Enhedslisten. Hjertets stemme, det socialliberale omkring midten, udelukkede jeg på forhånd af
samme grund. I hvert fald indtil hende der den nye stjerne dukkede op og skabte nyt liv på den politiske midte. Nu er Kristendemokraterne kommet med i min personlige ligning.

Miljø og klima

Miljø og klima viste sig hurtigt at blive valgets helt store tema. Det vidste vi jo egentlig allesammen godt på forhånd. Nogle dage efter valgets udskrivelse, deltog jeg i et vælgermøde arrangeret af Den Grønne Studenterbevægelse. Straks efter hjemkomsten fra mødet, kvitterede jeg ved at skrive et blogindlæg her på siden med et konkret forslag som virkelig vil flytte noget – men som ingen åbenbart gider snakke om. Sikkert fordi mit forslag både er konkret og virkelig vil batte, kan man godt mistænke.

Senere viste det sig at alle vi miljøtosser næsten formåede at tage livet af Dansk Folkeparti ved EU-parlamentsvalget – det var det rene svir!

Pensionsalder

Allerede dagen inden valget blev udskrevet, bragte jeg her på siden et indlæg med rubrikken En uværdig tilbagetrækning. Indlægget handlede om hvordan Folketingets flertal bryder aftalen med befolkningen – den der med at vi finder os i den høje skat, fordi vi blandt andet er sikret et værdig alderdom. Den værdige alderdom bliver nu af et borgerligt flertal inklusive radikale taget fra os. For fremtiden forlanges der af os alle at vi skal arbejde til vi er så gamle at vi skal have skiftet ble og selv ikke viagraen kan holde den gående længere.

Det er simpelthen så uværdigt at der ikke findes ord herfor, og dette er et emne som direkte har påvirket min stemme ved dette valg.

Europa og migration

Et stykke inde i valgkampen skrev jeg så et indlæg til støtte for den konservative EP-kandidat Pernille Weiss. Pernille Weiss kom jo som bekendt i sin partiledelses vridemaskine, da hun bød 10 millioner migranter velkommen i EU. Jeg er sådan set aldeles enig med hende – bortset fra at jeg intet behov har for at sætte et tal på.

Derfor røg der den 19. maj et indlæg op på affyringsrampen med rubrikken Europa bør sige JA og TAK til migration!

EU-valg

For lidt over en uges siden var der som bekendt valg til Europaparlamentet, og ved den lejlighed deltog jeg som tilforordnet ved mit lokale valgsted. Kommunen havde nemlig søgt frivillige, og måske følte jeg et behov for af gøre bod for ikke selv at stille op. Men uanset hvad, så var det en aldeles dejlig dag. Der blev også plads til at sætte mit kryds på dagen, og som den supereuropæer jeg er, gik min stemme til Det Radikale Venstre.

På grund af alt det der med tilbagetrækningsalder og partiets holdning til alle os nede på bunden af samfundet i det hele taget, får de ikke min stemme til folketingsvalget. Men til EU-parlamentet er der ingen tvivl: Der falder min stemme til det mest integrationsbegejstrede parti. Stemmen blev personlig, og tilfaldt Nadeem Farooq. Det gjorde den fordi hans navn blev ved med at dukke op hver gang jeg tog en af de her kandidattest.

Men livet er jo også andet end valg…..

Derfor skrev jeg, efter nogen overvejelse, et indlæg med rubrikken Sådan er det at dø og satte det op her på siden. Det gjorde jeg fordi, nåja, de fleste har jo aldrig prøvet at dø – men det har jeg jo! Selv om min oplevelse af den anden side kun blev kortvarig og som læserne forhåbentlig har bemærket heller ikke permanent, fik jeg dog alligevel en oplevelse som det er værd at fortælle om. Døden er ikke noget at være bange for, og det synes jeg godt at man kan fortælle videre.

Folketingsvalget

I morgen er der valg til Folketinget. Det står rimelig klart at vi skal have en ny regering – men først skal der jo vælges et Folketing.

For mig personligt står valget mellem at stemme efter tegnebogen eller med hjertet. Tegnebogen siger Enhedslisten, hjertet Kristendemokraterne.

Sidstnævnte for at genoplive den politiske midte som har været død i mere end et årti – og så er jeg for øvrigt enig i partiets grundlæggende syn på tingene. Isabella Arendt stiller oven i købet op her i Aarhus hvor jeg bor, og fristelsen er næsten lige så stor som hullet i tegnebogen.

Men dette ved jeg med sikkerhed: At man hele valgdagen igennem kan finde mig ude på valgstedet på Skjoldhøjskolen, hvor jeg vil stå som tilforordnet fra valgstedet åbner klokken 08.00 og indtil de sidste stemmer er talt op ved 22-23-tiden.

Nåja – og så får jeg i dag bragt et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, hvor jeg giver et svar til Iben Tranholm, som for nogen tid siden på kronikplads påstod at partiet Stram Kurs er for kristne. Som om det at tvangsdeportere alle med en politisk uønsket etnisk baggrund skulle være særlig kristent, men det kan man læse mere om i Kristeligt Dagblad.

Godt valg allesammen!


Nej, Iben Thranholm. Stram Kurs er afgjort ikke et parti for kristne

Jeg har i dag fået bragt nedenstående debatindlæg i dagens udgave af Kristeligt Dagblad:

–00–

I stedet for at være en modgift mod åndeligt tomrum, udgør partiet og dets bagvedliggende ideologi i bedste fald i sig selv en åndelig tomhed så stor, at det runger, skriver katolik i modsvar

I en kronik med overskriften ”Stram Kurs er for kristne” forsøger debattøren Iben Thranholm i Kristeligt Dagblad den 25. maj at argumentere for sit overraskende valg af politisk parti. Desværre for Thranholm selv er kronikken smækfyldt med selvmodsigelser, fejlslutninger, umotiverede tankespring og en decideret urigtighed omkring Den Hellige Frans af Assisi. Sidstnævnte pointe har andre allerede taget sig af her i avisen, hvilket efterlader alt det andet sludder til os andre.

Iben Thranholms grundlæggende argumentation er, at der på et generelt plan eksisterer et åndeligt tomrum i Europa, og at dette åndelige tomrum skal løses ved at gå ind i politik. Normalt løser man ellers problemer af åndelig karakter ad åndelig vej – eksempelvis via missionerende virksomhed, hvilket jo så afgjort ville være den logiske løsning på det problem, Thranholm påpeger.

Som argument for et eksisterende åndeligt tomrum, nævner hun den hollandske politiker Joram van Klaveren. Klaveren indledte sin karriere som fremtrædende politiker på den ekstreme islamkritiske højrefløj i Holland, for derefter at konvertere til islam, fordi han oplevede et åndeligt tomrum i sit eget liv.

Jeg er enig med Thranholm i, at Klaverens eksempel er interessant, men man kan ikke ud fra Klaveren konkludere at Europa er et åndeligt tomt hus, der bare står og venter på, at en eller anden rykker ind. Man kan i stedet stille spørgsmålet, om Klaverens eksempel ikke i stedet peger mod den åndelige tomhed som gør sig gældende på den yderste, højrefløj, og som blandt andet giver sig udslag i nationalisme, xenofobi og islamhad.

Thranholm giver selv flere eksempler på denne for hende skræmmende åndelige tomhed. Blandt andet en henvisning til imam Abdul Wahid Pedersen, som citeres for en udtalelse om, at antallet af danskere, der konverterer til islam, i gennemsnit udgør omkring én om ugen. Hvad Thranholm behændigt undgår at tage med, er de konstante meldinger om en meget kraftig trafik den modsatte vej. Således melder såvel folkekirken som diverse frikirker om en stor tilgang af tidligere muslimer.

I Danmark går trafikken således ikke hovedsagligt mod islam, men derimod fra islam til kristendommen. Det er dog sandt, at det kirkesamfund vi begge tilhører, Den katolske kirke, tilsyneladende ikke lader til at få del i ”rovet”. Selvom dette er beklageligt, kan det dog ikke nødvendigvis tages som et tegn på åndelig fattigdom eller ligefrem tomhed.

Thranholm nævner også anslåede britiske og amerikanske tal for konvertioner til islam. Disse tal er selvsagt større end de danske, men værre er det heller ikke. Fra min tid i London ved jeg, at kirkernes RCIA-programmer, altså undervisning for kommende konvertitter til Den katolske kirke, generelt er fyldt ganske pænt op. Dette antyder ikke just en åndelig tomhed af den slags, som kun kan løses hos islam. I de lande, som Thranholm henviser til, er vi katolikker såmænd også ganske gode til at præsentere et åndeligt alternativ.

I det hele taget er Iben Thranholms underliggende tese, at åndelig tomhed løses hos islam, lidt mystisk taget i betragtning at den kommer fra en, der ganske som jeg selv er katolsk konvertit.

Som tidligere nævnt vil den logiske konsekvens af åndelig tomhed være en forøget missionsvirksomhed i Europa i almindelighed – og Danmark i særdeleshed, idet det jo er her, vi begge befinder os. I stedet har Iben Thranholm valgt at ville løse dette ved at stille op til Folketinget for et parti, der, hvis man ellers kan have tiltro til partiets stifter, agter at gennemføre en etnisk udrensning i Danmark gennem massedeportationer af den del af befolkningen, der besidder en politisk uønsket etnisk baggrund.

Denne politik vil for øvrigt, såfremt den gennemføres, medføre, at en meget stor del af Iben Thranholms og mine trosfæller her i landet også bliver deporteret. Der bliver ikke meget tilbage af det katolske Danmark, hvis Iben Thranholms parti får magt som det har agt.

Hvorledes etniske udrensninger og massedeportationer baseret på etnicitet skulle udfylde et åndeligt tomrum, må således stå hen i det uvisse.

Men jeg kan sige én ting med rimelig sikkerhed: Såfremt Iben Thranholm bliver valgt til Folketinget og som medlem heraf stemmer for et forslag fra hendes parti med det indhold, jeg netop har nævnt, vil hun med meget stor sandsynlighed stille sig i samme situation som de amerikanske politikere, der er blevet udelukket fra den hellige kommunion efter at have stemt for fri abort. Jeg siger med ”meget stor sandsynlighed”, for der er mig bekendt ingen præcedens i moderne tid for disse ting.

Så nej, Iben Thranholm, Stram Kurs kan så ganske afgjort ikke med rimelig ret markedsføre sig som et parti for kristne. I stedet for at være en modgift mod åndeligt tomrum, udgør partiet og dets bagvedliggende ideologi i bedste fald i sig selv en åndelig tomhed så stor, at det runger.