Folketingsvalget 2019

Et folketingsvalg er altid spændende. For de opstillede udgør en valgkamp en tur i vridemaskinen, hvor de tømmes for al energi og kraft og hele tiden må stille spørgmålet: Gør jeg det godt nok? Kommer jeg igennem? Går det? Sidder der birkes mellem mine tænder?

På den dag hvor valget blev udskrevet, tænkte jeg som så ofte før ved den slags lejligheder: Ved ethvert valg skabes der nye stjerner – hvem bliver det mon der brager igennem denne gang?

Svaret på dét spørgsmål blev klart allerede samme aften, hvor Isabella Arendt på et afbud i sidste øjeblik fik lov til at medvirke i en partilederrunde. Ved den lejlighed blev der tændt en stjerne på den politiske himmel, og på trods af en fire uger lang valgkamp, er der ikke rigtig kommet flere nye til endnu.

For mit eget vedkommende bød valgets udskrivelse på det samme spørgsmål som alle de andre gange: Hvad gør jeg af mig selv i denne valgkamp? Lige for tiden er jeg hverken kandidat eller aktivist, men min stemme var ved valgets udskrivelse stadig uafklaret.

Som beskrevet andetsteds, var min beslutning at stemme efter tegnebogen og derfor vaklede jeg mellem Alternativet eller Enhedslisten. Hjertets stemme, det socialliberale omkring midten, udelukkede jeg på forhånd af
samme grund. I hvert fald indtil hende der den nye stjerne dukkede op og skabte nyt liv på den politiske midte. Nu er Kristendemokraterne kommet med i min personlige ligning.

Miljø og klima

Miljø og klima viste sig hurtigt at blive valgets helt store tema. Det vidste vi jo egentlig allesammen godt på forhånd. Nogle dage efter valgets udskrivelse, deltog jeg i et vælgermøde arrangeret af Den Grønne Studenterbevægelse. Straks efter hjemkomsten fra mødet, kvitterede jeg ved at skrive et blogindlæg her på siden med et konkret forslag som virkelig vil flytte noget – men som ingen åbenbart gider snakke
om. Sikkert fordi mit forslag både er konkret og virkelig vil batte, kan man godt mistænke.

Senere viste det sig at alle vi miljøtosser næsten formåede at tage livet af Dansk Folkeparti ved EU-parlamentsvalget – det var det rene svir!

Pensionsalder

Allerede dagen inden valget blev udskrevet, bragte jeg her på siden et indlæg med rubrikken En uværdig tilbagetrækning. Indlægget handlede om hvordan Folketingets flertal bryder aftalen med befolkningen – den der med at vi finder os i den høje skat, fordi vi blandt andet er sikret et værdig alderdom. Den værdige alderdom bliver nu af et borgerligt flertal inklusive radikale taget fra os. For fremtiden forlanges der forlanger af os alle at vi skal arbejde til vi er så gamle at vi skal have skiftet ble og selv ikke viagraen kan holde den gående længere.

Det er simpelthen så uværdigt at der ikke findes ord herfor, og dette er et emne som direkte har påvirket min stemme ved dette valg.

Europa og migration

Et stykke inde i valgkampen skrev jeg så et indlæg til støtte for den konservative EP-kandidat Pernille Weiss. Pernille Weiss kom jo som bekendt i sin partiledelses vridemaskine, da hun bød 10 millioner migranter velkommen i EU. Jeg er sådan set aldeles enig med hende – bortset fra at jeg intet behov har for at sætte et tal på.

Derfor røg der den 19. maj et indlæg op på affyringsrampen med rubrikken Europa bør sige JA og TAK til migration!

EU-valg

For lidt over en uges siden var der som bekendt valg til Europaparlamentet, og ved den lejlighed deltog jeg som tilforordnet ved mit lokale valgsted. Kommunen havde nemlig søgt frivillige, og måske følte jeg et behov for af gøre bod for ikke selv at stille op. Men uanset hvad, så var det en aldeles dejlig dag. Der blev også plads til at sætte mit kryds på dagen, og som den supereuropæer jeg er, gik min stemme til Det Radikale Venstre.

På grund af alt det der med tilbagetrækningsalder og partiets holdning til alle os nede på bunden af samfundet i det hele taget, får de ikke min stemme til folketingsvalget. Men til EU-parlamentet er der ingen tvivl: Der falder min stemme til det mest integrationsbegejstrede parti. Stemmen blev personlig, og tilfaldt Nadeem Farooq. Det gjorde den fordi hans navn blev ved med at dukke op hver gang jeg tog en af de her kandidattest.

Men livet er jo også andet end valg…..

Derfor skrev jeg, efter nogen overvejelse, et indlæg med rubrikken Sådan er det at dø og satte det op her på siden. Det gjorde jeg fordi, nåja, de fleste har jo aldrig prøvet at dø – men det har jeg jo! Selv om min oplevelse af den anden side kun blev kortvarig og som læserne forhåbentlig har bemærket heller ikke permanent, fik jeg dog alligevel en oplevelse som det er værd at fortælle om. Døden er ikke noget at være bange for, og det synes jeg godt at man kan fortælle videre.

Folketingsvalget

I morgen er der valg til Folketinget. Det står rimelig klart at vi skal have en ny regering – men først skal der jo vælges et Folketing.

For mig personligt står valget mellem at stemme efter tegnebogen eller med hjertet. Tegnebogen siger Enhedslisten, hjertet Kristendemokraterne.

Sidstnævnte for at genoplive den politiske midte som har været død i mere end et årti – og så er jeg for øvrigt enig i partiets grundlæggende syn på tingene. Isabella Arendt stiller oven i købet op her i Aarhus hvor jeg bor, og fristelsen er næsten lige så stor som hullet i tegnebogen.

Men dette ved jeg med sikkerhed: At man hele valgdagen igennem kan finde mig ude på valgstedet på Skjoldhøjskolen, hvor jeg vil stå som tilforordnet fra valgstedet åbner klokken 08.00 og indtil de sidste stemmer er talt op ved 22-23-tiden.

Nåja – og så får jeg i dag bragt et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, hvor jeg giver et svar til Iben Tranholm, som for nogen tid siden på kronikplads påstod at partiet Stram Kurs er for kristne. Som om det at tvangsdeportere alle med en politisk uønsket etnisk baggrund skulle være særlig kristent, men det kan man læse mere om i Kristeligt Dagblad.

Godt valg allesammen!


Europa bør sige JA og TAK til migration

Europa er et kontinent med store problemer. Et af de mere afgørende er, at
gennemsnitsalderen stiger så kraftigt som den gør. Kort fortalt, så består probleme i at der fødes alt for få børn, samtidig med at vi alle bliver ældre. Det sidste er det kun DJØFʼere der klager over, mens det med børnene udgør et meget alvorlig problem.

Kort sagt er Europa et kontinent, der har mistet interessen for at reproducere sig selv. Årsagerne hertil er mange, og de er vanskelige at finde en ordentlig løsning på. Kombinationen af for meget og for krævende arbejdsliv kombineret med sikker og prisbillig adgang til prævention, er efter min mening de primære begrundelser i dette tilfælde.

Ingen af disse lader sig løse med et snuptag: Det med præventionen er de fleste sikkert enige om ikke er noget der skal laves om på, og det krævende arbejdsliv bliver det svært at lovgive sig ud af.

Konsekvensen er bare, at de europæiske befolkninger blive ældre, mens den procentvise andel af europæere i den arbejdsdygtige alder falder år for år.

Det må nødvendigvis være en bunden opgave for landenes politiske ledere at finde på måder, der kan sætte fødselstallet i vejret – får europæerne til at føde nogle flere børn. Men idet der typisk går cirka et kvart århundrede fra et barn bliver født til det bliver en skatteborger, løser dette ikke problemet på hverken kort eller mellemlang sigt.

Dette er en af grundene til at Europa har brug for indvandring. Vi har brug for masser af indvandring – men det skal være den rette slags. Vi har brug for indvandring fra mennesker, der kan yde en indsats og være med til at holde de europæiske samfund kørende, når vi nu ikke selv kan.

Når der i et land som Danmark så heftigt diskuteres indvandring og “udlændinge”, hænger det sammen med at enkelte nationaliteter, der kom hertil i halvfjerserne og firserne, har integreret sig dårligt eller slet ikke. Andre har klaret sig væsentligt bedre – eksempelvis bør det være tydeligt for de fleste, at de mange syrere der kom hertil i forbindelse med migrationskrisen i 2015, har været en integrationsmæssig succes.

Det handler derfor om at få de rette migranter til Europa. Her havde Pernille Weiss fat i en pointe, da hun foreslog at Den Europæiske Union simpelthen får etableret nogle officielle ʻdøreʼ, som man kan benytte såfremt man ønsker sig en fremtid i Europa. Lidt i stil med det amerikanske Green Card system, bør vi etablere et lignende system i Europa, hvorigennem man kan gøre sig fortjent til ophold på vort kontinent.

Fortjenesten kan ske ved at man har erhvervet sig en passende uddannelse eller lignende – eller ved at man ganske enkelt kan få en arbejdsgiver til at ansætte sig til en løn over et bestemt beløb. Det sidste har vi i forvejen i Danmark, men beløbsgrænsen er efter min mening sat alt for højt, og burde sættes ned til at matche lønnen for en gennemsnitlig specialarbejder.

Man skal kunne flytte hertil hvis man har lyst til Europa, hvis man vil os, hvis man er et ordentligt menneske og ønsker at være en del af de samfund, som tilsammen udgør Europa. Al den slags kan man screene sig til inden de kommer hertil, hvilket er en af grundene til at Pernille Weissʼ forslag er værd at overveje. I modsætning til Pernille Weiss vil jeg ikke sætte et tal på. Jeg vil sådan set være tilfreds hvis vi i fællesskab åbner Europa op for kvalificeret indvandring – og jo før jo bedre!