Der er fortalt løgne om mig

For lidt over et års siden skrev jeg et indlæg her på siden der handler om den chikane som militæret og efterretningstjenesten efter kidnapningen og torturen udsatte mig for.

Herfortalte jeg kort at militærets folk med mellemrum ʻtog rundenʼ hos udvalgte kolleger for at sprede løgne om mig. Udover det blev kolleger også af efterretningstjenesten tvunget til at deltage i indbrud i mit hjem. Dette skete på tidspunkter hvor jeg var på arbejde.

Dette indlæg handler primært om løgnene som blev spredt om mig. Disse løgne var ikke blot ondskabsfulde og urimelige, men også åbenlyst latterlige.

Kernen i de løgne der blev spredt, var påstanden om at jeg skulle være nazist – eller i hvert fald en helt ekstrem højreorienteret person, med antidemokratiske og stærkt antisemitiske synspunkter. En ret interessant historie at sprede om en person der på daværende tidspunkt var aktiv i såvel Det Radikale Venstre som integrationsarbejde i frontlinjen i
Gellerup.

Hvad det sidstnævnte angår, var jeg såmænd næstformand i Multikulturel
Forening – en forening, der blandt andet arbejdede med at skabe større samhørighed mellem indvandrere og danskere, mellem muslimer og andre – ja, mellem mennesker af forskellige baggrunde generelt.

Men udover det har jeg også hørt en påstand refereret om at jeg i hemmelighed skulle være konverteret til islam. Ikke blot en hvilken som helst form for islam, men derimod den slags hvor man sympatiserer med al-Quaida. Dette sideløbende med mine angivelig nazistiske sympatier.

Disse påstande både er og var ikke blot gensidigt ekskluderende, men også aldeles falske. For at tage det sidste først, betragtede jeg mig både dengang og nu som katolik – og studerede på et tidspunkt til katolsk præst i såvel Stockholm som London. Det var det katolske bispedømmet København, der havde sendt mig afsted på studiet. Så muslim: langt fra.

Med hensyn til det andet, det med højreekstremistiske eller endda decideret nazistiske sympatier, er disse fuldt ud lige så både tåbelige og løgnagtige. Faktisk er jeg, og har hele mit liv været, stor tilhænger af såvel menneskerettigheder som af politisk, religiøs og filosofisk pluralisme. Det mener jeg klart kan dokumenteres ved at studere de politiske og foreningsmæssige aktiviteter jeg gennem mit liv har involveret mig i.

Men disse ting var også dengang tydelige for de fleste, så i hvad jeg formoder var en form for desperation, satte disse offentligt ansatte løgnespredere trumf på ved at erklære at jeg ikke blot var hemmeligt muslim, men også hemmelig nazist. Altså at jeg af, formoder jeg, taktiske grunde valgte at holde begge dele hemmelige.

For at tage det fra en ende af, så er det vistnok sandt at der findes ʻhemmelige muslimerʼ. Intet menneske er forpligtet til at bære sin religiøse overbevisning udenpå tøjet, men begrebet har til tider yderligere været forbundet til enkelte terrorrelaterede konspirationsteorier i forbindelse med bla AQ. Altsammen meget interessant, men det
inkluderer bare ikke mig.

Det er muligt at tilsvarende tendens gør sig gældende for højreekstremismen. Heller ikke politisk overbevisning er mennesker forpligtede til at bære udenpå tøjet, og der går jævnligt historier rundt om velhavere med synspunkter for det ekstreme højre, der generøst deler penge ud til ʻsagenʼ – både på den ene og den anden side af lovens
grænser. Det er også vældig interessant, men inkluderer heller ikke mig.

Jeg har aldrig følt nogen grund til at skjule mine politiske sympatier – eller det modsatte.

Tværtimod har alle mine såvel politiske som foreningsmæssige aktiviteter foregået i lyset, og hver eneste én af dem ville være uudholdelige at deltage i for en person med antidemokratiske synspunkter.

Alt lige fra elevrådsarbejde, ungdomspolitik i såvel Konservativ som Radikal Ungdom, radikalt vælgerforeningsarbejde som kredsformand, medlem af partiets Hovedbestyrelse og en enkelt gang folketingskandidat, ville være ubærligt grænsende til det sundhedsskadelige for en person med autoritære tilbøjeligheder. Det samme gælder senere indsatsområder, som eksempelvis at være formand for Cyklistforbundet i Esbjerg indtil præstestudierne begyndte i 2002, det vellykkede arbejde med at sikre Esbjerg et Musikhus – og senere hen Multikulturel Forening og integrationsarbejdet i Gellerup.

Ingen person med højreekstreme eller for den sags skyld antidemokratiske tilbøjeligheder vil nogensinde kunne deltage i den slags arbejde. Aldrig!

Med hensyn til min stemmeafgivning ved diverse valg, har jeg aldrig forsømt en chance for at sætte mit kryds. Hvis man skal sætte en statistik over hvor jeg gennem hele min ʻvælgerkarriereʼ har sat mit kryds, vil jeg tro at det et pænt flertal af gangene er blevet sat til venstre for den såkaldte ʻmidteʼ.

Ved folketingsvalget i 2015 stemte jeg på Enhedslisten (men overvejede Alternativet), ved kommunalvalget i 2017 modtog min gamle kampfælle fra Gellerup, Rabih-Azad-Ahmad en personlig stemme herfra, mens Enhedslisten modtog den ved regionsvalget.

Senere i år kommer der yderligere to valg – nemlig til såvel Folketinget som
Europaparlamentet. Til EP-valget er det let nok, der tilfalder min stemme Det Radikale Venstre. Det gør den, fordi jeg faktisk ønsker et stærkere EU og en væsentligt svækket nationalstat. Radikale er det ubetinget mest EU-begejstrede parti i Danmark, så dén stemme giver sig selv.

Mht Folketingsvalget, har jeg et problem. Mit hjerte er radikalt, og det synger af glæde over partiets vækst i meningsmålingerne. Men desværre er det ikke så let. Partiet står også bag en katastrofe som dagpengereformen, som har skabt en stærkt forøget fattigdom i Danmark. Man har været med til at stemme for påvirkningsloven som indskrænker ytringsfriheden – og har en mildest talt asocial holdning til det der kaldes ʻtilbagetrækning – dvs pensionsalderen.

Så selv om mit hjerte synger over partiets vækst og klare linje i forhold til
indvandringspolitikken, kan jeg nok alligevel ikke stemme på det. Heller ikke selv om Altingets kandidattest sætter radikale på de første fem pladser når jeg tester mig selv.

Så det mest sandsynlige denne gang, bliver sikkert at jeg endnu engang kommer til at stemme med blyanten tæt på tegnebogen, og må vakle mellem Enhedslisten og Alternativet.

Hele denne smøre for at fastslå, at jeg ikke er og aldrig har været, højreekstrem, islamisk terrorsympatisør eller andre former for antidemokrat.

Men hvorfor så sprede disse løgne om mig?

Det har jeg tænkt meget over, og har ikke noget konklusivt svar. Men der findes teorier, og dem vil jeg gerne dele.For det første: I forbindelse med selve kidnapningen sendte jeg en FE-mand i coma. Det havde han fuldt ud fortjent, men militæret bryder sig ikke om når deres folk kommer til
skade – heller ikke når det sker under udførelsen af kriminelle handlinger.

Dertil kommer at jeg i forbindelsen med den ulovlige tilfangetagelse og torturen rent faktisk sagde klart NEJ til at arbejde for FE. De tilbød mig eget firma, god økonomi, og et efter deres mening spændende liv. Det gjorde de mens jeg sad splitternøgen, lænket til et bord, var proppet med diverse stoffer og havde en hætte over hovedet. Forinden var der gået dage med at torturere, tæve, sparke og voldtage mig, så svaret burde egentlig ikke kunne overraske dem.

Det giver også sig selv at jeg klart erklærede såvel forhørslederen som den organisation han arbejder for, som åndeligt i familie med SS-vagterne i fortidens KZ-lejre. Det var de heller ikke synderligt begejstrede for.

Militæret bryder sig ikke om folk der slår effektivt fra sig, ligeså lidt som
efterretningstjenesten bryder sig om folk der i utvetydige vendinger nægter at arbejde for dem.

Dertil kommer at forhørslederen var en person, med hvem jeg allerede dengang i årevis havde haft et anstrengt forhold. Nu så han en mulighed for endeligt at slippe af mig, ved at fylde en fælles veninde om hvem vi tidligere havde rivaliseret og hendes familie med afskyelige historier om mig. Og så opstod løgnen om den hemmelige islamisk terroristspire, der også var nazist. Tåbeligt, men enkelt.

Løgnen blev fastholdt som ʻofficielʼ og er gennem årene jævnligt blevet gentaget hver gang jeg har forsøgt at indgå i nye politiske og lignende forbindelser. Had og hævn har mange ansigter, og dette er ét af disse.