Sådan er det at dø

I modsætning til de fleste har jeg oplevet døden – omend min bortgang ganske vist ikke var permanent.

Det skete under med den kidnapning jeg var udsat for i 2007. I forbindelse med den ulovlige tilbageholdelse, blev jeg udsat for forskellige former for tortur: Falsk henrettelse, slag og spark, anal voldtægt – og at få mit hoved holdt under vand i flere minutter af gangen. Det var under sidstnævnte ʻaktivitetʼ at jeg døde.

Jeg ved med sikkerhed at jeg døde. Det ved jeg, fordi en kilde som var tilstede under torturen har fortalt mig, at jeg i et par minutter eller deromkring hverken havde puls, åndedræt eller hjerteslag og derfor efter enhver rimelig målestok var død.

Faktisk betragtede mine bødler mig allerede som værende dræbt – og på grund af omstændighederne skræmte det dem temmelig meget.

Desuden er min erindring om det som jeg oplevede efter at være druknet og have forladt min krop af en sådan karakter, at det kun kan være døden jeg erindrer.

Men desværre døde jeg ikke permanent ved den lejlighed – og jeg siger med vilje desværre, for et lig ville med sikkerhed have fået torturbødlen, Tom Gundersen, og hans nærmeste chef i Forsvarets Efterretningstjeneste, Tom Højbjerg, sat i fængsel på livstid. Det ville jeg for så vidt ikke have haft noget imod at ofre mit liv for.

Men jeg vil gerne fortælle hvad der skete, hvordan jeg oplevede mine få øjeblikke på den anden side af tærsklen – og lidt reflektion over dette.

Som jeg tidligere har skrevet, var jeg splitternøgen under hele den ulovlige tilbageholdelse og torturen. Under drukningen var mine hænder desuden lænkede bag på ryggen, og jeg var dermed aldeles forsvarsløs, da Tom Gundersen gentagne gange trak mit hoved ned i et kar med vand og op igen.

Dette gentog sig temmelig mange gange. Jeg skriver temmelig mange, for i den slags situationer tæller man ikke. Min midlertidige død skete, mens Gundersen holdt mit hoved under vandet længere tid end andre gange – og så gjorde jeg dét som Bill Clinton vistnok aldrig gjorde: Jeg inhalerede.

Om jeg gjorde det med vilje skal jeg ikke komme nærmere ind på her, men jeg gjorde det i hvert fald. En ordentlig, fuld mundfuld hele vejen ned.

Jeg husker stemmer i panik ʻHvad sker der?ʼ råbte torturbødlen Tom Gundersen, mit hoved blev trukket op fra vandkarret og jeg mærkede min krop ramme gulvet.

Druknedøden er ikke særlig behagelig, og jeg mærkede min krop gøre modstand, mens mit sind forlangte døden. Sindet vandt.

Min erindring om det som hændte efter kroppen gav op og mit jeg forlod den, vil for altid stå prentet i mit sind som noget af det smukkeste og mest fredfyldte jeg nogensinde har oplevet i mit liv.

Efter torturens kaos, Tom Gundersens afsindige, dæmoniske had, volden, råbene og ydmygelserne, ramte jeg nu direkte ind i freden. Da jeg forlod min krop, oplevede jeg den mest intense fred jeg nogensinde har oplevet – og jeg har ellers tilbragt snesevis af timer, hvis ikke hundredevis, i de mest fredfyldte klosterhaver.

Men intet, absolut intet kunne sammenlignes med dette.

Freden var så intens at der ikke findes ord til at beskrive den, og det vil jeg derfor holde op med at forsøge. Når jeg tænker tilbage i min erindring, husker jeg også en oplevelse af bevægelse – altså at jeg bevægede mig et sted hen. Men så skete der noget.

Nogen eller noget greb fat i mig og begyndte at presse mig tilbage – med vold. Jeg kæmpede imod alt hvad jeg kunne og jeg kæmpede så længe og så hårdt jeg kunne, men ligemeget hjalp det. Jeg kæmpede også imod længe efter at jeg var blevet installeret i min krop igen, indtil det gik op for mig at kampen var slut – og at jeg havde tabt.

Senere vågnede jeg op i min celle, ligeså nøgen som under drukningen, og var splitterrasende. Rasende over at døden varede så kort, rasende på de nazisvin der torturerede mig – og rasende, fordi jeg udmærket godt vidste, at torturen skulle til at
fortsætte lige om lidt. Og det gjorde den også. Det som fulgte var slag, spark, elektriske stød, voldtægt og andet, som ikke hører hjemme i dette indlæg.

Reflektioner over det at dø

Jeg lovede for lidt siden lidt reflektioner over min dødsoplevelse. Faktisk har jeg både meget og ʻikke særlig megetʼ at sige. men det vigtigste er dette: At der ikke er nogen grund til at frygte døden. Det skal indrømmes at kontrasten mellem tortur og vold på den ene side og dødens fred på den anden, altid vil få en sammenligning til at falde ud til dødens fordel.

Men når det er sagt, vil jeg gerne tilføje følgende: Som sagt er der ikke nogen grund til at frygte døden – tværtimod ser jeg mange mennesker omkring mig som lever et liv i lidelse, ydmygelse og fattigdom. Efter min mening har rigtig mange mere at frygte fra livet end fra døden. Jeg oplevede døden som fred, kærlighed, skønhed, glæde – og kortvarig.

Derfor morer det mig lidt, når mine fjender i militæret og deres kriminelle netværk flere gange har truet med at ville slå mig ihjel. For mig er døden ikke en trussel – det er et løfte.

–00–
Hvis man interesserer sig for at læse mere om den tortur jeg var udsat for, anbefaler jeg følgende indlæg her på siden:

Under Tortur
Ondskabens Navne

Ondskabens navne

Jeg har tidligere skrevet om den kidnapning, ulovlige tilbageholdelse og tortur som jeg i sin tid blev udsat for af personel fra Forsvarets Efterretningstjeneste.

Der er et par ting som jeg er nødt til at slå fast i den anledning. For det første, at militæret ingen ret har til hverken at arrestere eller på anden måde tilbageholde civile borgere i dette land. Det havde de heller ikke i 2007 hvor disse hændelser fandt sted. De ting som jeg under den ulovlige tilbageholdelse blev udsat for: Tortur, grov vold, doping med ukendte stoffer, voldtægt og trusler om henrettelse, både er og var naturligvis langt uden for militærets beføjelser – såvel her i landet som i krigszoner rundt om i verden.

De officerer som deltog i det hændte er dermed kriminelle efter dansk lov – og det samme gælder sådan set de vagter som stod for bevogtningen af mig, som lænkede mig til bordet i forhørslokalet og som trak mig nøgen rundt mellem sessionerne. Derom hersker der ingen tvivl.

Den ansvarlige Case Officer fra Forsvarets Efterretningstjeneste var en person ved navn Tom Højbjerg. Tom Højbjerg var dog indisponeret fra at deltage i selve torturen mv, idet han på det tidspunkt efter sigende lå i Coma. Denne tilstand skyldtes at det var ham der hev mig ned fra min cykel da FE-gruppen kidnappede mig, og derfor også ham der stod nærmest da jeg forsvarede mig.

Efter sigende var det ganske tæt på at Tom Højbjerg var blevet slået ihjel denne oktobermorgen i 2007. Han fik vist et par spark midt i ansigtet, men desværre ikke nok til at sende ham helt ind i det evige mørke. Det havde ellers gjort verden til et betydeligt bedre sted for mange mennesker, og Tom Højbjergs overlevelse den morgen er således én af de få ting i mit liv som jeg fortryder.

I steder for at deltage i torturen og voldtægten af mig, måtte han således finde sig i at ligge på det amerikanske militærhospital i Frankfurt, hvor han ifølge en rimelig troværdig kilde blev transporteret til. På et dansk hospital ville der nemlig være blevet stillet ubehagelige spørgsmål, og den slags ville de kriminelle militærfolk helst undgå.

Den ansvarlige for selve torturen var en person der præsenterede sig som Tom Gundersen. Tom Gundersen er en interessant person, idet vi på daværende tidspunkt via en fælles veninde perifert havde været en del af hinandens liv i 14 år.

Det var rivaliseringen omkring hende, som skabte den modvilje der kulminerede med kidnapning, grov vold, tortur og voldtægt i oktober 2007.

Selv om jeg det meste af tiden havde en sæk over hovedet, var der dog stunder hvor dette ikke var tilfældet. Og selv om jeg mod min vilje var blevet fyldt med stoffer, er jeg dog alligevel overbevist om følgende: At det var dén person jegkendte som Tom Gundersen, der foretog disse på enhver måde afskyelige handlinger mod mig.

Jeg genkendte ham som den person jeg mødte første gang under en middag 14 år tidligere hos hans forældre og to søstre – middagen, hvor jeg ved samme lejlighed blev præsenteret for den pige, der i mere end et årti skulle blive centrum for en rivalisering mellem os. Og for at være sikker fik jeg senere (efter torturen) en person i vores fælles omgangskreds til at vise mig et billede af ham – og der er ingen tvivl: Det var Tom Gundersen der under kidnapningen trak pistolen og truede med at slå mig ihjel, det var Tom Gundersen der under den ulovlige tilbageholdelse gennemtævede mig mens jeg var lænket med håndjern.

Det var også Tom Gundersen der gennemførte en falsk henrettelse på mig, ligeledes som det også var Tom Gundersen der både voldtog mig og som senere har påstået at have regeringens tilladelse til at slå mig ihjel når det passer ham.

Det var også Tom Gundersen, der under en tortursession gentagne gange tvang mit hoved ned i et kar med vand – og til sidst holdt mit hoved under vand så længe at jeg mistede bevidstheden.

Og det var Tom Gundersen der under den ulovlige tilfangetagelse lænkede mig til noget der mindede om en tandlægestol, inden jeg fik spændt noget der føltes som en hjelm på mit hoved. I de kommende timer blev mit stakkels hoved derefter fyldt med en kakofoni af stemmer, ord og lyde.

Det var også Tom Gundersen, der under trussel om at slå mig ihjel, tvang mig til at underskrive et dokument på vistnok fire sider – som jeg vel at mærke aldrig fik lov til at læse.

Tom Gundersen er en kriminel med stærkt psykopatiske træk, som i karakter og manglende samvittighed fuldt ud kan sammenlignes med bødlerne fra Nazitysklands KZ-lejre og de etniske udrensninger i det tidligere Jugoslavien.

Som jeg tidligere har skrevet her på bloggen, drejede næsten samtlige ʻforhørʼ sig om min deltagelse i lovligt politisk arbejde i Det Radikale Venstre og helt almindeligt integrationsarbejde.

De øvrige forhør drejede sig om min relation til vores fælles veninde og min seksualitet i almindelighed. Især mit forhold til den fælles veninde blev der brugt mistænkelig meget tid på at udspørge mig om. Alt dette skete mens jeg var blevet fyldt med stoffer, og blev jævnligt afbrudt af fysisk mishandling.

At både Tom Højbjerg og Tom Gundersen er kriminelle efter såvel dansk lov som international ret, kan der ikke herske tvivl om. Militære overgreb mod civilbefolkningen udenfor lov og ret hører under krigsforbryderdomstolens område, så selv om Tom Højbjerg var indisponeret fra at deltage i selve torturen mv, må han nødvendigvis have været vidende om at dette var hensigten, da han stod i spidsen for kidnapningen mod mig.

Tom Gundersens handlinger; ulovligt fangenskab, tortur, voldtægt falder også herind under, idet det hændte fandt sted i militært øjemed og var rettet mod et medlem af civilbefolkningen.

Men under alle omstændigheder, selv hvis jeg skulle fejlbedømme krigsforbryderdomstolens arbejdsområder, er de begge forbrydere efter dansk ret og hører hjemme bag tremmer.

Under tortur

I oktober måned 2007 blev jeg udsat for en kidnapning og efterfølgende ulovlig tilbageholdelse. Kidnapningen blev foretaget af en gruppe på fem personer fra Forsvarets Efterretningstjeneste.

Dette indlæg er min redegørelse for det forløb som fulgte efter kidnapningen, herunder ikke mindst hvad der hændte under den ulovlige tilbageholdelse. Visse detaljer som er vigtige for sagen er udeladt, men vil på forespørgsel med fornøjelse blive videregivet til de rette myndigheder.

Selve tilbageholdelsen fandt sted en tidlig morgen i oktober måned 2007. Kidnapningen skete mens jeg cyklede hjem fra mit daværende arbejde, og den fandt sted på Ringgaden i Aarhus – på strækningen mellem Paludan-Müllers Vej og Viborgvej.

Mens jeg cyklede på strækningen, sprang fem mænd ud foran mig og spærrede for vejen videre. Den ene væltede mig ned fra cyklen så jeg landede med hele min krop på asfalten. Dette medførte en mindre tumult, hvorunder en af kidnapperne kom alvorligt til skade.

Herefter trak de resterende fire deres våben, således at jeg til min store overraskelse fandt mig selv stirrende ind i fire pistoler. Derefter blev jeg bagbundet, fik en hætte over hovedet og ført ind i en ventende varevogn. Derinde blev jeg stukket med en nål i bagkroppen, og mistede dernæst bevidstheden.

Jeg blev fløjet i helikopter direkte til en militær installation på Bornholm. På et tidspunkt under flyvningen vågnede jeg. Da konstaterede jeg at piloterne havde store vanskeligheder med at holde helikopteren i luften, idet der tydeligvis var opstået tekniske vanskeligheder. Kort derefter mærkede jeg endnu en nål, og mistede atter bevidstheden.

Ved ankomsten til Bornholm blev jeg under trusler om vold tvunget til at afklæde mig, og blev dernæst visiteret – herunder rektalt.

Derefter blev jeg sat i en celle. Cellen var, udover en seng, udstyret med et toilet og en vask, samt et bord og en stol. Cellen lå nede for enden af en gang, med celler på begge sider. Der var således tydeligvis tale om en decideret fængselsafdeling med minimum 8-10 celler.

Alle fangevogterne bar militære uniformer, men var ikke fra Militærpolitiet. Dette fremgik tydeligt, idet de hverken bar armbind eller andre insignier der viste dette.

Ved ankomsten til cellen fik jeg udleveret en fangedragt, som jeg i protest nægtede at iføre mig. Dette meddelte jeg tydeligt og meget klart til såvel fangevogtere som forhørsleder, idet de ingen ret havde til hverken at kidnappe eller tilbageholde mig, og at jeg derfor nægtede at klæde mig som en fange.

I min mad var der tilsat stoffer, som skulle få mig til at blive døsig og mere medgørlig.

Under det første forhør forlangte jeg en advokat tilkaldt, men forhørslederen nægtede dette med en påstand om at det havde jeg ikke ret til.

Flere gange under forløbet forlangte jeg en læge tilkaldt, men dette blev mig nægtet med en besked om at heller ikke dette havde jeg ret til.

Under samtlige forhør var jeg nøgen, lænket til et bord og havde altid en hætte trukket ned over hovedet.

Undet et af forhørene blev mit hoved tvunget ned i et kar med vand, som regel i hvad der føltes som flere minutter af gangen. På et tidspunkt var mit hoved så længe under vandet at jeg mistede bevidstheden.

I forbindelse med en anden forhørssession blev jeg, stadig nøgen, med en hætte over hovedet lænket til en stol og blev meddelt at nu skulle jeg henrettes. Dette kom ikke som den helt store overraskelse for mig, idet jeg nogle timer forinden var blevet meddelt det samme i min celle. Det skete i forbindelse med at noget mad blev stillet ind til med med beskeden om at ‘vi har besluttet at henrette dig, og dette er dit sidste måltid’.

Min ‘henrettelse’ fandt sted ved at forhørslederen stillede sig bag mig og pressede en pistolmunding ind mod min nakke. Pistolen klikkede.

Et gennemgående tema var mit politiske engagement i Det Radikale Venstre, mit daværende næstformandsskab i Multikulturel Forening og mit integrationsarbejde i Gellerupparken. Altsammen emner, som ingen offentlig myndighed i dette land på noget tidspunkt har ret til at spørge landets borgere om.

Forud for min frigivelse blev jeg endnu engang bedøvet, og vågnede herefter op i mit hjem i Aarhus. Jeg kunne nu konstatere, at min ulovlige tilfangetagelse havde varet fire dage.

På første arbejdsdag efter kidnapningen, spurgte min daværende arbejdsleder, JVS, direkte til hvad han kaldte for ‘tilbageholdelsen’. Det viste sig at han, på dagen for min kidnapning, af militæret var blevet anmodet om at holde mig tilbage til arbejdstids ophør – på trods af at det gennem en periode havde været normalt at både jeg og mine kolleger sluttede tidligt.

JVS gav således direkte udtryk for at han på forhånd havde kendskab til kidnapningen og var blevet bedt om at medvirke hertil. Det havde gennem nogen tid været tydeligt at der eksisterede en forbindelse mellem arbejdslederen og FE. Min arbejdsplads fik nemlig en måneds tid inden kidnapningen besøg af to FE-ansatte i forbindelse med noget de kaldte ‘terrorsikring’.
Det skal tilføjes, at min arbejdsplads på ingen måde, hverken direkte eller indirekte, var omfattet af militærets arbejdsområder.

Mit motiv for at skrive dette indlæg, er at jeg ønsker retfærdighed. Mit ønske er at de medskyldige skal stilles til ansvar for deres forbrydelser. Det er ligeledes min hensigt, at militærets praksis med ulovligt at tilbageholde borgere og indespærre dem i fængselsafdelingen på Bornholm, skal afdækkes i en åben proces under det retslige system, og at de skyldige bliver stillet til ansvar.

Dette er et skridt i den proces.

–00–

Tilføjelse, den 20. april 2019:

Læs også: Ondskabens Navne, hvor jeg blandt andet skriver navnet på såvel den ansvarlige Case-officer fra FE (Tom Højbjerg) samt andre oplysninger.