I anledning af sommerens epidemi med koranafbrændinger foran udenlandske ambassader og regeringens foreslåede indgreb mod disse manifestationer, har civilorganisationen RESAM på vegne af danske trossamfund udsendt en erklæring.

Erklæringen udtrykker sådan set helt fint min egen holdning til sagen, og jeg vælger derfor at copy/paste fælleserklæringen her på min egen side. Erklæringen er som følger:

–00–

Civilsamfundsorganisationen RESAM – Religion & Samfund, som faciliterer det positive indbyrdes møde mellem religiøse ledere i Danmark – har udsendt en fælleserklæring, hvori de støtter regeringens indgreb mod koranafbrændinger. I erklæringen står:

”Vi støtter op om, at regeringen tager skridt til at forhindre utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund og lovgiver mod handlinger, der foretages på et offentligt sted eller har til hensigt at udbredes i en videre kreds.

Dog finder vi baggrunden trist og bekymrende. At denne paragraf sættes ind i straffeloven nu under pres for rigets sikkerhed, er problematisk.

Vi har ikke absolut ytringsfrihed i Danmark. Den gældende lovgivning indeholder allerede flere end 400 bestemmelser, som sætter en begrænsning. Alligevel skal vi altid være uhyre opmærksomme og kritiske, når en regering vil sætte rammer for ytringsfrihed. I dette tilfælde sætter vi lid til, at domstolene får et redskab til at afgøre konkrete tilfælde, og at politiet griber ind på rette vis i aktuelle situationer.

Med koranafbrændinger har vi været vidner til totalt respektløse handlinger. De bliver udlagt som et eksempel på religionskritik, som der skal være plads til i ytringsfrihedens navn, men har intet med religionskritik at gøre. Religionskritik kan indbefatte diskussion og kritik af religiøse forestillingers sandhedsværdi, udøvelse af religion og religionens konsekvenser for mennesker og for samfundet. Afbrænding af en hellig bog i det offentlige rum, sådan som det har været iscenesat, er noget helt andet.

Vi mener, at der er noget helt galt, når personer, som kun ønsker at forhåne, har politiet stående ved siden af – uden at gribe ind. Regeringen refererer til, at man i udlandet har oplevet det, som om statsmagten ligefrem billigede handlingerne. Sådan har danske muslimer også oplevet det, hvilket desuden har skabt uro og frygt blandt dem, ligesom det ville gøre på lignende måde hos andre minoritetsgrupper, hvis deres vigtigste symboler eller tekster kunne afbrændes i offentligt rum under politibeskyttelse. Det medvirker til håbløshed. Vi kan som samfund gøre det meget bedre, og vi skal ikke lade nogle få ekstremister bestemme.

Vi er som ledere i kirker og trossamfund bevidste om, at der er meget store udfordringer for anderledes troende i de radikale muslimske lande. Det kan vi ikke være døve over for. Blasfemilovgivning i disse muslimske lande bliver brugt imod anderledes troende og har snarere en mere symbolsk værdi, mens det, vi anser som naturlig og saglig religionskritik, hurtigt opfattes som blasfemi.

Danmark bør være en klar stemme i kampen for minoriteters rettigheder, om de er religiøse eller ej. Derfor kan det også have sin fordel, at regeringen med det nye forslag om at ændre i straffeloven ikke berører spørgsmålet om blasfemi eller religiøse følelser. Til gengæld understreges det, at lovforslaget ikke kommer til at ændre på, hvordan man kan ytre sig i tale og skrift, hvad angår religiøse emner, herunder satire. Vi bemærker, at det altså ikke handler om at knægte enhver form for religionskritik.

Endelig vil vi opfordre regeringen til, at den ikke forholder sig passivt og blindt til det politiske hykleri fra islamiske lande. Hvor er den mærkbare reaktion fra den danske regering, når der sker langt værre tilfælde i flere muslimske lande, som da kirker og kristne hjem blev raseret i Pakistan så sent som for et par uger siden, samtidig med at danske ambassadører må stå skoleret i muslimske lande. Her har regeringen også et ansvar for at leve op til lovforslagets ånd!”

Christian Alsted, biskop (Metodistkirken i Danmark),
Hans-Ole Bækgaard (formand, Indre Mission),
Keld Dahlmann  (generalsekretær, Dansk Oase),
Tonny Jacobsen (formand, Frikirkenet),
Czeslaw Kozon (katolsk biskop i Danmark),John Nielsen (generalsekretær, Evangelisk Frikirke),
Jan Risan (territorialleder, Frelsens Hær),
Søren Skovgaard Sørensen (generalsekretær, Luthersk Mission),
Søren Skovgaard Sørensen(daglig leder, Kirkernes Integrations Tjeneste),
Torben Andersen (generalsekretær, Baptistkirken),
Ahmet Deniz (generalsekretær, Dansk Muslimsk Union).

Hvis der er noget vi europæere bør have lært efter et års konflikt i Ukraine, er det dette: At Europa behøver en ny sikkerhedsstruktur. Vi behøver, som Ungarns Orban udtrykte det forleden, ʻet europæisk NATO uden USAʼ. Ukrainekonflikten bør have lært os nødvendigheden af at etablere et europæisk sikkerhedssystem, som er aldeles uafhængigt af amerikanerne.

At Ukrainekrigen blev fremprovokeret af amerikanske interesser, burde være de fleste bekendt. Maidankuppet i 2014, striden i øst om provinserne Lugansk og Donetsk – og ikke mindst amerikanernes drøm om at smide russerne ud fra flådebasen på Krim, var blandt de direkte motivationer for dén militære konflikt, som nu har varet godt et års tid.

Det var ligeledes den amerikanske regering, der fik truet sig til en europæisk opbakning til det selvskadende sanktionsregime mod Rusland. Et sanktionsregime, der i dag støttes af præcis 36 lande verden over – hvoraf de 27 er medlemmer af EU. Ikke ligefrem en imponerende opbakning, skulle man synes.

I løbet af processen har amerikanerne ydermere sprængt Nordstream i luften – en handling, der efter internationale normer ikke blot er en terrorhandling, men ydermere teknisk set en militær krigshandling mod såvel Rusland som Tyskland.

For sidstnævnte var sprængningen intet mindre end en national, økonomisk katastrofe. Tyskernes forretningsplan har nemlig nemlig været ret enkel: Via en kombination af billig russisk gas og Europas ubetinget største industri, at blive Europas økonomiske og industrielle powerhouse.

Det er slut nu. Efter eksplosionen har amerikanerne drejet armene om på tyskerne, og tvunget dem til at blive afhængige af amerikansk LNG-gas til vild overpris. Dette kan i værste fald betyde dødsstødet til den tyske økonomi – og med dén også vi andres. Europa er med andre ord blevet direkte afhængige af USA – vel at mærke på amerikanernes betingelser.

Det er selvfølgelig ikke i nogens interesser, men godt 40.000 amerikanske soldater i Tyskland gav ikke Scholz-regeringen andre realistiske muligheder. Amerikanernes troppekontingent i Tyskland og resten af Europa sikrer, at ingen tysk kansler kan gå imod amerikanerne i et for dem vitalt anliggende.

Og amerikanerne har altså besluttet sig for at Ukrainekonflikten er et væsentligt, amerikansk anliggende. Det er der mange grunde til, ikke mindst fordi amerikanerne er i færd med at tabe rollen som verdens førende supermagt.

For europæernes vedkommende, bør indstillingen ellers være at betragte den russisk-ukrainske konflikt om nogle territorier i det østlige Ukraine, som et uvæsentligt lokalopgør på grænsen til Centralasien. Takket være amerikanernes interesse, er vi nu i stedet tvunget til at betragte det som finalen i Champions League – vel at mærke uden selv at spille direkte med på banen.

Uden denne indblanding, ville det det russisk-ukrainske lokalopgør have været afsluttet forlængst, og med væsentligt færre ofre til følge.

Den amerikanske indblanden har været katastrofal – for Ukraine, men også for Europa. Vi europæere må ikke blot lide under konsekvenserne af Nordstream-bombningen, men også konsekvenserne af en forøget isolation i Verden. Som nævnt støttes sanktionerne kun af 36 lande i Verden, hvoraf de 27 er os – medlemmerne af EU. Konsekvenserne kan mærkes på flere måder, men lad os begynde med det økonomiske. Feks har IMF i en nylig rapport fastslået, at Rusland i 2023 forventes at få en vækst som er betydeligt større end store europæiske økonomier som eksempelvis Storbritannien og Tyskland. Så meget værdien af sanktionerne.

Der er også de politiske konsekvenser. De Forenede Emirater, som er Mellemøstens finansielle centrum, er nu begyndt at undgå anvendelsen af dollars i landets udenrigshandel. I stedet handles der nu i lokale valutaer, dvs at handel mellem for eksempl UAE og Indien foregår i Rupee og Dirham – hvilket ret beset vel egentlig også er det mest logiske og rimelige. Sanktionspolitikken har ført til petrodollarens død. Det begyndte som en nødvendighed mht den russiske olieeksport, pga sanktionerne, men har sidenhen bredt sig, så en større del af den såkaldt ʻtredje verdenʼ nu er i færd med at droppe dollaren som handelsvaluta.

Dertil kommer, at det russisk-kinesiske projekt med at etablere et alternativt finansielt system, har fået ekstra luft under vingerne. Dermed har flere lande tilsluttet sig systemet gennem det seneste års tid – og flere endnu står i kø. Dette hænger sammen med amerikanernes anvendelse af SWIFT-systemet som et politisk våben. Rundt omkring i Verden er regeringer begyndt at stille sig selv spørgsmålet: Kan det samme ske for os?

Og sandheden er at det kan det jo, og det vil det komme til. Den slags vil ansvarlige regeringer gerne gardere sig imod, og derfor er køen af lande, der tilslutter sig det nye system, efterhånden ganske lang.

At dette yderligere giver problemer for amerikanernes efterretningssystem, er en anden sag og kommer egentlig ikke os europæere ved. Alligevel bør det nævnes ganske kort. Det er jo en kendt sag at amerikanernes NSA har snablen dybt nede i SWIFT, mens det samme næppe vil komme til at finde sted i det nye system.

Skidt for amerikanerne, godt for alle andre.

Behovet for en nyt, europæisk sikkerhedssystem har længe været været både kendt og erkendt. Dengang hun stadig var kansler, taler Angela Merkel flere gange om behovet for en ny, europæisk sikkerhedsstruktur, der tager hensyn til samtlige europæiske landes sikkerhedsbekymringer – herunder også Ruslands. Det samme har Frankrigs præsident Macron været ude at sige, så Orbans ord falder bestemt ikke i en tom virkelighed. Jeg har for øvrigt også flere gange selv skrevet om det.

Behovet er velkendt blandt europæiske ledere, og Ukrainekonflikten og konsekvenserne af de efterfølgende sanktionspolitikker, har bestemt ikke gjort det mindre tydeligt.

For Europa står isoleret, lad der ikke være tvivl om dét. Hvis vi ikke er yderst forsigtige i vores håndtering af nedfaldet af den igangværende konflikt, vil vi komme til at stå temmelig meget alene i Verden. Det er vores popularitet rundt omkring mildest talt ikke gearet til at kunne stå model til.

Der var engang, hvor jeg troede at den nye struktur både kunne og skulle bygges op omkring EUʼs institutioner. Det er derfor jeg hidtil har stemt på de mest EU-positive partier når der har været valg til Europaparlamentet, men det har EU-systemets reaktion på amerikanernes pres i forbindelse med konflikten ændret på.

Vi må finde på noget andet. Noget bedre. Noget europæisk, men uden amerikanerne. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så får vi travlt, for sådan som Ukrainekonflikten udvikler sig, ender Ukraine efter krigen med at blive en alvorlig sikkerhedsudfordring for vort kontinent: et kriminalitetsbefængt og gennembombet hul i jorden, hvor den mandlige del af befolkningen er decimeret i et omfang, der gør tvivlsomme datingbureauer med desperate ukrainske kvinder til krigens i virkeligheden mest tydelige vindere. Og historien vil vise, at Ukraines katastrofe skyldes de europæiske regeringers følgagtighed overfor amerikanerne.

Men det begynder med at vores ledere tør sige det højt: At det vi har brug for er, med Orbans ord, ʻet europæisk NATO – bare uden amerikanerneʼ. Her til slut vil jeg gerne linke til to artikler, som begge er at finde på nettet. Først til interviewet med den ungarske premierminister i schweiziske Weltwoche. Originalversionen ligger bag en paywall, så jeg linker i stedet til en ungarsk side der bringer interviewet i sin helhed. Det andet link er til engelske The Spectator, der højst usædvanligt for et fremtrædende vestligt medie er sluppet afsted med at skrive om de geopolitiske konsekvenser af det vestlige selvmål med sanktionspolitikken og den i øvrigt fjendtlige linje overfor Rusland.

Orban i Weltwoche

The Spectator: Is Putin winning? Is the world order changing in his favor?

I fredags, den 2. marts, bragte Ekstra-Bladet en artikel, der beskriver danskeres problemer med at veksle dansk valuta i udlandet. Problemet består i, at udenlandske banker og vekselinstitutter ikke ikke ønsker at modtage dansk valuta i kontant form. Den praktiske konsekvens heraf er, at danske rejsende kan risikere at stå i udlandet uden landets mønt på lommen.

Problemet er opstået, fordi danske banker konsekvent nægter at tage danske kontanter hjem til landet. Bankernes officielle begrundelse er at Folketinget via lovgivning har strammet reglerne for kontrol med pengestrømmene i Danmark, og at man derfor ikke vil modtage kontanter hvis historiske ejerskab ikke kan dokumenteres. De danske turister og andre rejsende, er således blevet ofre for det stadigt voksende overvågningssamfund.

Ifølge Ekstra-Bladet forstår de udenlandske vekselbureauer det således, at Danmark er ved at udfase kontanterne. I forbindelse med artiklen kontaktede Ekstra-Bladets journalist nationalbanken for at høre mere om denne udfasning, men fik forventeligt nok det svar at Danmarks Nationalbank ingen planer har om at udfase kontanter.

Et andet svar ville også have overrasket, idet Nationalbanken er et statsejet selskab, med den danske stat som ét hundrede procent eneaktionær. Dermed er Nationalbanken ikke en selvstændig politisk aktør, men derimod et instrument til gennemførelse af Kongerigets pengepolitik.

Men det ændrer dog ikke ved den beklagelige sandhedsværdi af de udenlandske vekselinstitutters begrundelse. For det er naturligvis sådan det er: At de danske banker i årevis har haft som mål at udfase muligheden for at danskere kan betale kontant. Dette sker i uhellig alliance med de faste regeringsbærende partier, som i udfasningen ser en mulighed for en mere intens overvågning af befolkningen. Bankerne er sådan set enige i politikernes formål, dog med den tilføjelse at de bestemt heller ikke er uinteresserede i det lille, men alligevel signifikante, gebyr som betales hver gang folk svinger kortet.

Dette er naturligvis en udvikling som bør bekæmpes, og den gøres bedst ved at vi danskere som udgangspunkt altid betaler kontant – såvel her i lander, som når vi er ude at rejse. Kun ved at insistere på at betale kontant, kan vi bevare denne del af vores frihed.

At danske banker nægter at modtage danske kontanter fra udlandet, bør dog ikke afholde Nationalbanken fra at gøre det i stedet for. Pengene er Kongens Mønt, og bør altid kunne hjemtages af pengenes udsteder – som jo netop er Kongeriget Danmarks Nationalbank. En pengeudsteder, som ikke engang vil modtage sine egne penge, undergraver jo med sin modvilje i realiteten valutaens værdi og integritet. Dertil kommer, at den gældende politik på området derudover giver problemer for danske rejsende i udlandet.

Det bør derfor sikres, om nødvendigt gennem lovgivning, at Nationalbanken forpligtes til den helt naturlige ting det er at hjemkøbe kontant valuta som Banken som udsteder jo i forvejen står som udsteder af, og hvis værdi Nationalbanken står som garant for.

I mellemtiden må vi andre holde fast i at betaler med kontanter – såvel i Danmark som i forbindelse med rejser og ophold i udlandet. For trods bankernes modvilje, forbliver det stadig sådan at ordentlige mennesker betaler med kontanter!

Lad det være sagt med det samme: Jeg er katolik med hele mit hjerte, hele min sjæl og hele mit væsen. Sådan har det været, siden jeg engang i tidernes morgen, foran vores daværende biskop Martensen, afgav den erklæring, som konvertitter skal afgive når de optages i Kirkens fulde fællesskab: Jeg tror og bekender alt hvad den Hellige Katolske Kirke tror, lærer og forkynder, som åbenbaret af Gud.

Min rejse ind i Kirken har vist mig, at Guds Hus så sandelig er et sted med mange rum. Jeg lærte hurtigt, at én af Kirkens helt store styrker, er dens store diversitet. Inden for Kirken er der ordener og bevægelser for nærmest alle formål og flere udlægninger af menneskelivets spirituelle muligheder end der findes tal i talrækken. Denne diversitet hænger ikke mindst sammen med, at Kirken traditionelt set har skyet unødvendig topstyring og derved har gjort det relativ enkelt at starte en ny bevægelse inden for Kirken eller måske endda lave en ny orden. Faktisk har man ikke behøvet andet end en gruppe mennesker der vil det, og en biskop der sætter sit stempel på en godkendelse. Og en biskop kan man næsten altid finde.

Det er denne diversitet, der flere gange har reddet Kirkens åndelige skind.

Et eksempel er da den Hellige Frans af Assissi og den Hellige sankt Dominic i 1200-tallet hver for sig stiftede nye og livskraftige ordener, der spillede en afgørende rolle i at reformere en Kirke, som havde svært ved at finde balancen mellem det åndelige og det sekulære.

Andre nystiftede ordener har vist sig knap så livskraftige, men har alligevel spillet en rolle i deres samtid og givet ordenens medlemmer en vej til Himmelens lyksaligheder.

Kirkens mangfoldighed og dens diversitet er, sammen med Kristi tilstedeværelse midt iblandt os, dens store styrke. At Jesus er iblandt os i Kirken, oplever vi ikke bare gennem Sakramenterne, men også i mere håndgribelig karakter. Han er, trods alt, Kirkens Hoved og grunden til at vi overhovedet er der.

Men i og med at Kirken på samme tid er eksisterende i såvel den åndelige som den fysiske verden, har vi også behov for at organisere os på en måde, der bedst muligt sætter os i stand til at håndtere tidens udfordringer. Diversiteten åbner desuden op for at Jesus selv, via Helligånden, fra tid til anden kan puste lidt liv hist og her og igangsætte nye initiativer hvor og når det ønskes. Diversiteten er faktisk en afgørende faktor nødvendig for at Kirken har kunnet tjene Himlens sag og arbejde for Guds Rige på Jorden.

Det er derfor bekymrende for mig at opleve, at Kirkens centrale ledelse under den nuværende Pave, i flere afgørende sager direkte har modarbejdet Kirkens og dens bevægelsers selvstyre og, i nogle tilfælde, integritet.

Jeg vil gerne understrege, at min kærlighed til min Kirke gør det meget vanskeligt for mig offentligt at kritisere Petersembedet, men samtidig er det min opfattelse at dette i visse tilfælde ikke blot kan være lægfolkets ret – men også dets pligt. Og idet jeg er overbevist om at Kirkens diversitet er en nødvendig søjle, der er med til at give Kirken den nødvendige smidighed til at håndtere tidens udfordringer, kan jeg ikke stiltiende se til når denne gennem de seneste år er blevet svækket med en række ubetænksomme og potentielt skadelige beslutninger. Endnu mindre, når disse beslutninger er truffet under det samme pontifikat.

Jeg har i den forbindelse to punkter, som jeg gerne vil gøre opmærksom på, og vi tager dem fra en ende af:

(1)

Den 16. Juli 2021 udstedte Den Hellige Fader et apostolisk brev, Motu Proprio med titlen, Traditionis Custodes. Brevet blev ledsaget af et brev til samtlige Verdens biskopper. Det korte af det lange er, at Paven med sit Motus Proprio reelt aflivede den traditionelle messeform. Det skete på en måde, så den traditionelle messe, som den har været fejret før det Andet Vatikankoncil, i løbet af en generation vil ophøre med at være lovlig i katolsk regi.

Indtil da vil messeformen kun finde sted under særdeles restriktive forhold; Den må som udgangspunkt ikke fejres i en sognekirke, dens fejring må ikke fremgå af sognets officielle program – og præsten som fejrer den, skal være særlig bemyndiget hertil af den stedlig biskop. Sidenhen har Vatikanets dikasterat for liturgien givet anledning til den opfattelse, at præster viet efter den 16. Juli 2021 faktisk skal have Pavens og ikke biskoppens tilladelse hertil. Det ligger i kortene, at en sådan tilladelse ganske enkelt ikke vil blive givet. Det er derfor jeg betragter Traditionis Custodes som et drabsforsøg mod den traditionelle messeform.

Der er vel at mærke tale om en messeform, der har været i anvendelse siden oldkirkens tid og som er intimt forbundet med hele Kirkens historie og traditionelle selvopfattelse.

At Traditionis Custodes desuden forbyder meddelelsen af andre sakramenter end alterets i forbindelse med denne messeform, understreger blot såvel min pointe som alvoren ved det hele. For Den Hellige Fader og de modernister der tiljubler beslutningen, betyder det åbenbart mindre at man ved samme lejlighed cutter forbindelsen til Kirkens tradition og historie.

Det er underligt, al den stund at der stadig opfordres til liturgiske eksperimenter og nyskabelser. Men det som altid har været, mener Den Hellige Fader altså ikke at der er plads til. Som i overhovedet.

Det skal understreges, at jeg ikke selv er en af dem der rutinemæssigt har deltaget i den traditionelle messe. Dette skyldes dog snarere geografiske forhold end modvilje, idet denne messeform desværre ikke tilbydes i den by hvor jeg bor.

Til gengæld er jeg, som katolik der elsker min Kirke og dens diversitet og den Ånd der gennemsyrer den, rystet over at kristenhedens øverste jordiske læreembede på denne måde hælder millioner af tro og fromme katolikker verden over ud med badevandet.

Dette er en svækkelse af Kirken, som jeg betragter det som en pligt for den næste pave at omgøre så hurtigt det er praktisk muligt.

(2)

Omhandler faktisk det emne som jeg lagde ud med: nemlig noget så ærkekatolsk og smånørdet som ordenslivet og hvem der skal have beføjelse til at godkende ordener.

Hidtil har det været op til den enkelte biskop at godkende nystiftede ordener inden for bispedømmets område. Dette har gjort det relativ enkelt at oprette en ny orden; Hvis man har været en gruppe mennesker som er opflammet af Den hellige Ånd og ellers har en god idé, har man med en biskops godkendelse kunnet få sin nye orden godkendt. Og biskopper er der, som allerede nævnt, ʻnok afʼ i denne verden. Hvis ellers man er seriøs nok, har et fornuftigt projekt og er ledet af Kristus, kan man altid finde en biskop.

For ikke-katolikker kan det forekomme underligt at en officiel godkendelse af hvad der dybest set er et bofællesskab for religiøse hippier, hvis man vil undskylde udtrykket, skulle være noget ønskeligt – endsige da en nødvendighed.

Men faktisk er det sådan, at en godkendelse sikrer den nye orden en beskyttelse under kanonisk ret, som giver alskens muligheder og forpligtelser. Man kommer ind under Kirkens brede vinger, med alt hvad det ellers indebærer af muligheder og beskyttelse.

Først og fremmest sikrer man en åndelig vejledning fra læreembedet, som forhindrer det nye fællesskab i at skeje for meget ud. Dertil kommer at man får mulighed for at sende præstekandidater til uddannelse, bære ordensdragter og meget andet. Man bliver en del af det kirkelige fællesskab, med alt hvad det indebærer.

Men for ganske nylig har Den Hellige Fader også ændret dette vigtige punkt i Kirkeretten. Fra nu af skal alle nye ʻinstitutterʼ – dvs ordensstiftelser, have deres oprettelse godkendt af et kontor i Vatikanet. Det er naturligvis stadig op til den enkelte biskop om han vil tillade ordenen at virke inden for bispedømmets grænser, men den enkelte biskop har mistet retten til at godkende nye ordener i Kirken.

Også dette er en unødvendig og farlig centralisering af de kirkelige beføjelser. Hvis man kigger ned gennem kirkehistorien, er det tydeligt at Helligåndens vind gennem flere perioder har haft vanskeligt ved at slippe igennem Vatikanets tykke mure, mens den har haft lettere ved at opnå lydhørhed andre steder. Dette har efter min opfattelse været med til at sikre Kirkens overlevelse gennem århundrederne, en overlevelse som efter min opfattelse på længere sigt vil blive vanskeliggjort, hvis Vatikanet ikke under et kommende Pontifikat omgør denne beslutning.

Centraliseringen på disse to punkter, sker efter min mening på et yderst kritisk tidspunkt i Kirkens og menneskehedens historie. Vi lever pt i en tidsalder, hvor Djævlen ikke er vanskelig at få øje på. Vi ser ham i sekulariseringen af de vestlige befolkninger, vi ser ham i LGBT- og transbevægelsens dehumanisering af det at være menneske og vi ser ham i et stadigt tiltagende overvågningssamfund, der er ved at forvandle mennesker til QR-koder.

Vi ser ham mange steder, og jeg overvejer faktisk at skrive et helt indlæg over det emne alene.

Vi ser ham også i angrebene mod Guds Hellige Kirke, hvor vi katolikker med sorg må erkende at forskellige biskopper og hæderkronede ordener har ladet uddannelsen af præster pervertere til et niveau, hvor diverse skandaler med forskellige former for sexuelt misbrug nærmest har været uundgåeligt. Det er mit indtryk at tingene, lige hvad dét angår, er strammet op i vores del af verden – med flere og bedre præstestuderende til følge. Men vi lider stadig under følgerne af tidligere tiders vanvid, og det vil vi nok komme til nogen tid endnu.

Der er sluppet råddenskab ind i Kirken, og noget af denne råddenskab er sluppet helt op i de højere hierakiske lag. Dette er gennem tiden faktisk blevet forudsagt af indtil flere profetier så det burde ikke komme som en overraskelse, men råddenskabet kommer ikke fra de der har kærlighed til den traditionelle messeform. Ligeledes kommer den yderst sjældent fra de mange nye ordensstiftelser, som gennem hele vores historie har præget Kirken – men som der nu, pga en paves uforstandighed, bliver betydeligt færre af i tiden der kommer.

Vi lever i udfordrende tider, men udfordringerne bliver ikke mindre på vejen der ligger foran os. Det vi har brug for, er en Kirke som er gearet til disse udfordringer, og her er jeg alvorligt bange for at de ting jeg her har nævnt trækker i den forkerte retning.

Som kristne ved vi jo allesammen godt, at Gud virker i os og iblandt os. Men hvordan foregår den slags egentlig i praksis – og hvad skal vi gøre for bedre at kunne få øje på disse Guds aktiviteter i vores liv?

Sandheden er, naturligvis, at for det meste opdager vi det aldrig – eller i hvert fald, i bedste fald, først lang tid senere. Og da mest af alt som en mistanke, en anelse.

Bibelen er fuld af eksempler på Guds indblanden i menneskenes verden. Faktisk er dette et af selve Bibelens grundtemaer: At Gud er med os, at der handles i vore liv. Den viser også, at vi af og til faktisk kan ʻrisikereʼ at gøre det rigtige uden rigtig at vide hvorfor, men hvor vore handlinger faktisk senere viser sig at være en del af en nøje tilrettelagt guddommelig plan.

Et godt eksempel herpå, er Bibelens beretning om de tre vise mænd, der rejste langvejs fra for at besøge det nyfødte Jesusbarn mens han lå i krybben i Bethlehem. I Kirken fejrer vi festen, Hellig Tre Konger, i begyndelsen af januar. I den katolske liturgiske kalender for Bispedømmet København, fejredes denne festdag i år søndag den 8. januar, hvilket hænger sammen med at visse festdage af praktiske hensyn først fejres i Kirken den næstfølgende søndag – ellers ville den korrekte dato naturligvis have været den 6. januar.

I forbindelse med præstens prædiken på denne søndag, sad jeg og tænkte videre på teksten, som var fra Matt 2, 1-12, og i mine overvejelser nåede jeg frem til at teksten med de tre vise mænd og deres strabadser faktisk på mange måder symboliserer selve Troens rejse for mange kristne.

Først: De tre vise mænd rejste langt og gik igennem mange strabadser, men sandsynligvis uden nogensinde at komme til at opleve det lille barn i fuld udfoldelse, da der skulle gå yderligere tredive år inden Jesus påbegyndte sit offentlige virke i Israel.

De vise mænd var ude på en meget lang rejse. Det mest sandsynlige er at de indledte rejsen i det daværende Persien, og rejsen både frem og tilbage må således have været både lang, fuld af strabadser og bestemt ikke uden farer. Men de gjorde det, og sandsynligvis uden nogensinde at komme til helt at forstå hvorfor det hele egentlig var så vigtigt.

Jo, de vidste godt at barnet var noget helt, helt særligt, for det havde de læst både i Skrifterne og i stjernerne, men omfanget af det har næppe stået dem klart. De forstod ganske givet heller ikke hvorfor det var så vigtigt at netop de skulle foretage denne rejse – eller for den sags skyld hvorfor det var så vigtigt at de skulle medbringe alle disse gaver; guld, røgelse og myrra.

Men de gjorde det, og dermed gav de os et vigtigt billede på Troens rejse. Senere viser det sig, og det finder vi antydet i historien, at disse temmelig dyre gaver faktisk skulle komme til at spille en vigtig rolle for det lille barn og Hans forældre.

Kun få timer efter at de vise mænd påbegynder rejsen tilbage til Persien bliver Josef nemlig vækket af Guds Engel, der giver ham besked på at bryde op ASAP og tage sin familie i landflygtighed i Egypten. Josef, Maria og det nyfødte barn skal bare ud af vagten og det skal være NU, for der er nogen der efterstræber barnet efter livet. Livet i eksil er både dyrt og besværligt – især når det sker uden forberedelser af nogen som helst art, så hér ser vi tydeligt det dobbelte formål med de dyre gaver fra Persien: Guldet, myrraen og røgelsen var tiltænkt som en nødvendig startkapital i det fremmede.

Så langt så godt, men historien stopper ikke her. Vi læser også om landets konge, Herodes og dennes reaktion på fødslen i Bethlehem. Herodes hører om barnet fra de vise mænd, der oven i købet beskriver Ham som ʻJødernes Kongeʼ – hvilket forståeligt nok forskrækker Herodes. Denne er jo, som vi ved, indsat af romerne som klientkonge, så Herodesʼ egentlige legitimitet som landets leder kan jo egentlig godt diskuteres – og Herodes ved det godt selv.

Derfor sætter han sig for at ville skille og af med barnet, og giver derfor de vise mænd besked om på tilbagerejsen at give ham besked om hvordan man finder barnet, så han selv kan besøge det. Tanken er selvfølgelig at Herodes vil bruge denne oplysning til at få den lille nyfødte slået ihjel.

Men her er det så at Herodes begår en fatal fejl; Herodes føler sig så sikker, at han lader de vise mænd rejse videre uden ʻeskorteʼ, og dermed giver han den lille familie et forspring, der er stort nok til at de slipper væk og i sikkerhed i Egypten.

Herodesʼ fejl er ikke kun fatal, den er også helt fundamental og, sagligt betragtet, ukvalificeret. Den slags fejl begår man ganske enkelt ikke, hvis man ønsker at begå sig som statschef. Men det gør Herodes, og det rejser så den næste lære vi kan uddrage af Bibelens beretning om de tre Hellige Konger: Nemlig at på samme måde som at Gud var forudseende og sørgede for at de tre vise mænd skaffede sikkert særdeles tiltrængt ʻrejsevalutaʼ til Den Hellige Familie, så sørgede Han også for at de, der stræbte Familien efter livet, blev så forsinket i deres forehavende at de nåede at undslippe den senere massenedslagtning af drengebørn i Bethlehem og omegn.

Bibelens fortælling om de Hellige tre Konger er således meget mere end et uventet besøg ved vuggen – eller krybben, som det jo var. Det er først og fremmest en historie, der handler om Guds Forsyn, om mennesker der går igennem store strabadser i tro på at det er det rigtige de gør.

Den handler om en Gud der beskytter sine udvalgte, her Den Hellige Familie, og sikrer dem at de kan klare den (guld, røgelse & myrra) – og det viser os en Gud, der ʻinspirererʼ historiens skurk til i et afgørende øjeblik at begå en fejltagelse, der redder Den Hellige Families liv.

For enhver der følger med i international sikkerhedspolitik, bør det stå klart at USA er den ubetinget største trussel mod fred og stabilitet i Verden. De amerikanske sikkerhedstjenester er historisk set direkte ansvarlige for flere statskup og politiske likvideringer end nogen andet stat i verdenshistorien. Denne påstand er veldokumenteret, og endda erkendt af skiftende amerikanske regeringer.

Det er også velkendt, at USA aktivt støtter terrorbevægelser og andre undergrundshære i det meste af verden. Dette er endog landets officielle politik, og har været det siden afslutningen på anden verdenskrig. USA er i det hele taget uhørt aktive, når det gælder om at indsætte regimer rundt omkring der støtter landets politik – og at fjerne folkevalgte regeringer der ikke gør. Senest har amerikanske sikkerhedstjenester stået bag gennemførte kup i såvel Pakistan som Peru, og det amerikanskstøttede kup i Ukraine i 2014 er den direkte årsag til den igangværende krig i landet.

Amerikanernes nutidige lovgrundlag for disse lyssky aktiviteter, er angivet i noget de kalder section 1202 authority under 2018 National Defense Authorization Act, som tillader støtte til ʻirregulære styrker, grupper eller individer, der deltager i irregulær krigsførselʼ.

Men programmet med at støtte alle tænkelige irregulære grupper, går som nævnt helt tilbage til afslutningen på anden verdenskrig. Det er således almindelig kendt, at amerikanerne ikke kun støtter irregulære grupper i krigsførende eller oprørstruede lande, men også paramilitære grupper i stabile demokratier. Siden 1990ʼerne har det desuden været offentlig kendt, at amerikanerne har trænet, finansieret og bevæbnet undergrundshære i næsten samtlige lande i Europa – herunder også Danmark.

Det kan forekomme paradoksalt og ulogisk på denne måde at indsætte bevæbnede grupper i lande, der ikke blot er stabile demokratier, men også generelt særdeles venligtsindede overfor amerikanerne.

Men set fra en amerikansk synsvinkel, giver det faktisk ganske god mening. Disse grupper har nemlig flere formål, som alle styrker den amerikanske tilstedeværelse på kontinentet.

For det første har man en bevæbnet styrke stående klar, hvis der i et europæisk land skulle komme regering eller parlamentarisk flertal, der måtte ønske eksempelvis at føre en uafhængig udenrigs- og sikkerhedspolitik eller på anden måde generere amerikanerne. Folkevalgte politikere og andre folkelige ledere er jo lige så dødelige som alle andre, så det er vældig praktisk at have folk på plads der kan hjælpe med til at fjerne uønskede personer fra en offentlige scene.

Samtidig er et sådant netværk åbenlyst praktisk i forbindelse med almindelig efterretningvirksomhed.

Også i Danmark eksisterer der et sådant netværk. Det er et netværk, som jeg tidligere har skrevet om. Det er flere grunde til at jeg har kendskab til eksistensen af netværket, men den nok vigtigste er, at man flere gange har forsøgt at rekruttere mig til det. Hver gang har mit svar været er klart NEJ, for det der med militarisme og landsforræderi er altså bare ikke noget for mig.

Netværkets formelle formål, er at etablere en modstandsbevægelse for det tilfælde at landet engang skulle blive besat. Medlemmerne rekrutteres således i almindelighed med en masse patriotisk røgelse af den mere kvalme slags, men i første omgang uden at fortælle kandidaterne at de i virkeligheden arbejder for en fremmed magt.

I Danmark består netværkets aktiviteter udover efterretningsvirksomhed for amerikanerne, i blandt andet at hjælpe danske Forsvarets Efterretningstjeneste med aktiviteter, der trods alt er for kriminelle – selv for dem.

Derudover fungerer den amerikanske undergrundshær i Danmark også som et særdeles effektivt forretningsnetværk for netværkets medlemmer. Da de forsøgte at hverve mig, skete det således med løfter om en særdeles mærkbar økonomisk fremgang og andre jordiske goder af den mere materielle slags. Men som sagt er landsforræderi og den slags ikke rigtig noget for mig, så jeg måtte flere gange sige nej.

Et af de interessante aspekter ved netværket er, at rekrutteringen i Danmark. i hvert fald delvist, foretages af Forsvarets Efterretningstjeneste, mens finansiering og bevæbning forestås af amerikanerne. Det var således FE, der gentagne gange kontaktede mig for at rekruttere mig til netværket. Det giver sig selv, at også den ideologiske træning af medlemmerne sker med amerikansk udgangspunkt.

Den amerikanske involvering i opbygningen og driften af disse netværk, understreges ikke kun af den nævnte amerikanske lovgivning og den italienske GLADIO-skandale, men også af den kendsgerning, at hele 11 procent af USA´s specialstyrker på globalt plan er udstationeret i europæiske lande. Dette var vel at mærke før krigen i Ukraine, så der er ganske sikkert flere nu. Europa er således, næst efter Mellemøsten og Afrika, den verdensdel med flest udstationerede amerikanske specialstyrker.

Dette på trods af en absolut politisk stabilitet i nærmest samtlige europæiske lande – her med forbehold for begivenhederne i Ukraine og de afledte konsekvenser heraf. Men hvad Ukraine angår, er pointen netop den, at det er et amerikansk kup og konsekvenserne af Maidan-kuppet i 2014, der er den direkte årsag til krigen.

Men med hensyn til det danske netværk, så er jeg forbløffet over mediernes tavshed herom. Det er jo ikke fordi eksistensen af det danske GLADIO-netværk ikke er kendt stof hos hverken medierne eller mangeårige aktører i det politiske system. Og trods alt: Et bevæbnet netværk af danskere i udenlandsk tjeneste, et netværk af danske landsforrædere der spionerer for en udenlandsk magt, burde være interessant stof for såvel medier som anklagemyndigheden

Gennem efterhånden alt for mange år, har skiftende regeringer og folketing skåret ned på Danmarks udenrigstjeneste. I mange lande er danske ambassader og diplomatiske repræsentationer blevet lukket ned, og de ambassader der stadig står, har fået skåret drastisk ned i antallet af danske diplomater.

Nedskæringerne har ikke kun negative konsekvenser for danske rejsende og for erhvervslivets muligheder i udlandet, men også for Danmarks indflydelse og anseelse rundt omkring i Verden.

Når der ikke er en dansk ambassade i et land, er det ikke længere muligt for danske studerende på udenlandske universiteter eller for danske virksomheder, at kunne smutte ind på ambassaden og få henvisninger til nyttige kontakter, bistand i forbindelse med landets myndigheder eller erhvervsliv og andre vigtige ting.

Samtidig mindskes vores indflydelse i landet, fordi der ganske enkelt ikke er danske diplomater til stede, som kan fortælle udenlandske regeringer og andre, hvad vi i Danmark egentlig vil i Verden og hvordan vi kan hjælpe hinanden hen mod de mål, vi måtte have til fælles. Danmark er et lille land som let forsvinder i mængden, og vores eksistens og indflydelse i verden afhænger af tilstedeværelse.

Danmarks erhvervsliv, og for øvrigt også vores fælles sikkerhed, er afhængige af at den danske stat, det danske samfund, formår at være til stede ude omkring, så vi kan bringe os i spil og være med hvor det sker. Det kan vi ganske enkelt ikke når vi nedlægger ambassader og skærer ned på diplomater.

Det er også vigtigt for vores allesammens sikkerhed at landet har en dygtig, professionel og effektiv udenrigsefterretningstjeneste. Efterretningstjenestens opgave er ikke kun at opfange og undersøge trusler mod landets sikkerhed, men også at foretage indsamlinger af oplysninger om politiske forhold i andre lande, som disse landes myndigheder helst vil holde hemmelige. Udenrigsefterretningstjenesten skal også foretage analyser af tilgængelig information af både politisk og økonomisk karakter.

Desværre er det sådan i dag, at Danmarks udenrigsefterretningstjeneste gennem årtier har lagt i militært regi. Denne bør flyttes over til at høre under udenrigstjenesten, og det er der flere grunde til.

For det første er det i militærets natur at søge konflikt frem for løsninger. Det er et grundinstinkt som sådan set passer helt fint til militærets kerneopgave, men det er en grundlæggende indstilling som ikke egner sig til en efterretningstjeneste, hvis formål det blandt andet er at søge, skaffe og analysere oplysninger om andre landes politiske og økonomiske forhold. Herunder også interne forhold vedrørende fremmede regeringers interne magtbalance og lignende.

Dertil kommer, at militæret til tider kan have alt for let ved at udvikle en uhensigtsmæssig legalitetskultur, som hænger sammen med en følelse af at være ‘noget andet’, som står udenfor det civile samfund.

Udenrigsefterretningstjenesten hører naturligt under udenrigstjenesten – sådan som det jo også er tilfældet i de fleste andre lande. Det betyder ikke at der ikke også fremover skal eksistere en Forsvarets Efterretningstjeneste. De skal bare beskæftige sig med områder, hvor militære fagfolk naturligt må formodes at have en kompetence: nemlig strengt militære forhold, som vedrører andre landes militære opbygning og udvikling af militære teknologier. Det er den slags arbejde hvor soldater må formodes at have en spidskompetence, mens de mere grundlæggende forhold som politik og økonomi ligger langt udenfor militærets kompetencer og naturlige virkeområde.

En overflytning af udenrigsefterretningstjenesten til mere kompetente kræfter i Udenrigsministeriet, vil samtidig føre til en betydelig forbedring for retssikkerheden i dette land. Det er efterhånden blevet offentlig kendt her i landet, at Forsvarets Efterretningstjeneste har tilladt sig at blive involveret i alvorlige krænkelser af danske borgeres lovbestemte rettigheder.

Sagerne om aflytning uden dommerkendelser, hemmelige ransagninger uden dommerkendelser og i nogle tilfælde hemmelige tilbageholdelser i dagevis uden hverken domstolskontrol eller lovgrundlag, taler deres eget sprog.

Den slags vil der blive gjort op med, den dag hvor den tilbageblevne militære efterretningstjeneste bliver begrænset til at beskæftige sig med reelle militære forhold i vore nabolande og den militærteknologiske udvikling dér.

Samtidig vil det medvirke til at begrænse skiftende regeringers tendens til at skære ned på landets udenrigstjeneste og diplomatiske repræsentationer i udlandet. Nedskæringerne er hidtil sket ud fra den betragtning, at Danmark med et lydigt forhold til USA og med EUʼs voksende fælles udenrigspolitik, kun i begrænset omfang har behov for en reel udenrigstjeneste. Dette er en holdning, som jeg ved flere lejligheder tidligere har gjort det klart at jeg ikke er enig i. Danmark har brug for en aktiv og dygtig udenrigstjeneste med så mange repræsentationer rundt omkring i verden som vi kan magte.

Siden engang i efteråret, har de vestlige medier været fulde af historier og påstande om at Rusland er i færd med at invadere Ukraine. Dette på trods af at påstandene ifølge alle seriøse analytikere er noget sludder: Ingen af spillerne på banen, herunder Rusland selv, har interesse i en krig. Alligevel kan man ikke udelukke muligheden, idet der står meget væsentlige russiske sikkerhedsinteresser på spil.

Situationen i Ukraine kan sammenlignes med Cuba-krisen i 1962. Dengang skete der som bekendt dét, at Sovjetunionen var i færd med at placere atomraketter på Cuba – kun få minutters flyvetid fra USAʼs fastland.

Situationen var klart utilfredstillende for amerikanerne, og præsident Kennedy reddede sig da også en hel del patriotisk hæder og ære ved at få planerne afværget. For amerikanerne var situationen selvforståeligt aldeles uacceptabel, og afgjort værd at gå i krig for at forhindre.

Situationen i Ukraine er på tilsvarende vis et russisk Cuba-øjeblik. Det er lykkedes for amerikanerne at ʻerobreʼ Ukraine og gøre landet til en lydstat og man mere end flirter med tanken om at indlemme landet i NATO. Dette vil i givet fald resultere i amerikanske atomraketter og jagerfly med blot 5-7 minutters flyvetid til blandt andet Moskva.

Det giver sig selv at denne situation vil være ganske uacceptabel for Rusland, og så afgjort værd at gå i krig for at forhindre. Amerikanerne har i forvejen placeret offensive militærbaser langs den russiske grænse hele vejen ned gennem Centralasien, så det er ikke fordi situationen mangler alvor som det er.

USAʼs aggressive adfærd i forhold til Rusland er således veldokumenteret og uden rimelig diplomatisk eller militær begrundelse.

Den nuværende strid om Ukraine blussede for alvor op i 2013/2014. På den tid skete der det, at pro-vestlige kræfter fik støtte fra amerikanerne til at foretage en af de sædvanlige CIA-drevne regimeskift i skikkelse af ʻfarverevolutionerʼ. Til gengæld for at finansiere og give støtte til kuppet, skulle amerikanerne modtage en pris: At den russiske flådebase i Sevastopol blev lukket og eventuelt skulle overgives til amerikanerne.

Hele balladen dengang endte med det planlagte regimeskifte i Kiev – men også den russiske annektering af Krim, hvor flådebasen jo ligger. Det var dengang at ʻmanʼ begyndte at tale om at knytte Ukraine tættere til NATO. Det er for så vidt logisk nok, idet NATO jo, bortset fra Canada, er en sammenslutning af amerikanske lydstater og reelt set en indkøbsforening for den amerikanske våbenindustri.

Hele sagen bliver lidt mere ʻspicyʼ ved at grænserne mellem Ukraine og Rusland blev trukket lidt tilfældigt engang i Sovjettiden, og at grænsedragningerne ikke tog hensyn til det faktum, at der i den østlige del af det nuværende Ukraine rent faktisk er et overvældende russisk flertal.

En del af området, Donbas, har som følge af kuppet i ʼ14 og den kraftigt antirussiske linje fra Kiev, erklæret sin uafhængighed fra Ukraine. Siden har det ukrainske regime truet med både invasion og folkedrab i området – hvilket naturligvis vil være uacceptabelt for Rusland. Det burde for øvrigt også være uacceptabelt for Vesten, men der gælder som sædvanlig andre regler for amerikanske lydstater end for alle andre hvad invasioner og folkedrab angår.

Men som allerede nævnt, drejer konflikten sig om andet og mere end ʻbareʼ en løsrevet ukrainsk provins. Problemet drejer sig i lige så høj grad om, at amerikanerne siden Sovjetstyrets fald har omringet Rusland militært og ved flere lejligheder forsøgt at destabilisere landets demokratiske institutioner.

Det drejer sig om manglende russisk tillid til amerikanernes intentioner, og det drejer sig om amerikanernes manglende respekt for lande der nægter at indordne sig og være lydige amerikanske lydstater.

Men selv om det afgjort stadig er muligt at det ender med krig i Ukraine med russiske tropper på jorden i landet, er det langt fra det mest sandsynlige scenarie. Der er nemlig i flere europæiske hovedstæder, herunder ikke mindst i Paris, en voksende forståelse for at Rusland står overfor et ʻCuba-øjeblikʼ.

Også USAʼs præsident Biden siges i diplomatiske kredse at have en vis forståelse herfor, mens det fortsat er uklart i hvilket omfang den interne dynamik i USA vil tillade ham at handle på denne forståelse. Hvis nej – så vil det øge chancen for krig i Ukraine. Hvis ja, så går vi ind i en periode hvor den europæiske sikkerhedsstruktur vil få et nyt sæt spilleregler.

Hidtil har amerikanerne stort set opført sig som det passer dem og gjort som de vil. Nu er der så sket det, at et stort land som Rusland stiller sig så meget på bagbenene at de truer med krig. Ikke mod USA direkte, forstås – men mod en lydig vassal i Kiev.

Amerikanerne selv vil aldrig forsvare Ukraine militært, idet landets militær ikke er gearet til at føre krig mod militærstyrker der evner at slå tilbage. Efter nederlaget i Afghanistan er lysten til nye militære eventyr bestemt heller ikke særlig stor.

Det som Rusland har brug for, og som Europa også har brug for, er en aftale om hvordan man opfører sig. Under den kolde krig eksisterede der et sæt spilleregler mellem parterne, der gik under betegnelsen ʻfredelig sameksistensʼ. Regelsættet omhandlede alle mulige ting og sager, men primært respekt for den anden parts ʻrøde linjerʼ, hvordan man kommunikerede kriser væk og meget andet.

Europa har brug for et nyt sæt spilleregler – spilleregler, hvori Rusland indgår og landets status som uafhængigt af USA og Vesten accepteres og respekteres. Det sidste punkt vil være vanskeligt for USA, og det hele vil afhænge af hvorvidt det i givet fald kan lykkes for Biden at sælge en aftale som en sejr eller i det mindste en fordel for USA.

Men hvis det lykkes, vil problemet omkring Donbas kunne løses meget enkelt, og det samme vil en sikring af Ukraines sikkerhed. Ukraines største sikkerhedstrussel er under alle omstændigheder at amerikanerne anvender landet som en meget aggressiv brik i et spil mod russerne. Med en aftale bliver også dén sag lagt på plads hvor den hører hjemme, og Ukrainerne kan gå i gang med at opbygge deres land både økonomisk og med en udbedret infrastruktur.

Som det sikkert allerede er de fleste bekendt, er der faldet dom i rigsretssagen mod tidligere minister Inger Støjberg.

Dommen har givet flere folketingspolitikere anledning til at justere deres opfattelse af sagens karakter. Som eksempler kan nævnes tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstres retsordfører, folketingsmedlem Preben Bang-Henriksen. Begge stemte i sin tid imod overhovedet at rejse sagen, mens begge hurtigt efter domfældelsen erklærede at have taget fejl.

Også jeg tog fejl, men dog på en anden måde end de to nævnte herrer. Jeg var enig med Folketingets flertal da sagen blev indbragt for Rigsretten, men blev i løbet af sagen i tvivl om hvorvidt det var lykkedes for anklagerne i tilstrækkeligt omfang at påvise skyld til at der ikke længere var berettiget tvivl herom. Men jeg tog fejl, og Støjberg ryger nu ud af Folketinget og kommer til at tilbringe et par måneder i et åbent fængsel.

Der tales meget om hvorvidt Inger Støjberg efter et kommende folketingsvalg måtte ønske at vende tilbage til det politiske liv, men det tvivler jeg personligt på at hun vil. Jeg skal ærligt indrømme, at min bedømmelse primært bygger på en intuitiv fornemmelse, og at der derfor ikke kan argumenteres yderligere herfor. Men i og med at min intuition ganske ofte viser sig at være særdeles præcis, ofte mere end mit intellekt, tror jeg faktisk at det er sådan det bliver.

Sagen mod Støjberg er principiel for karakteren af vort folkestyre. Der er talt meget om vigtigheden af at ministre holder sig til at administrere lovgivningen inden for lovens rammer og det, for de fleste af os, logiske ved at en minister aldrig kan gå udenfor disse rammer. For de af os der tror på parlamentarismen og retssamfundet, er den slags børnelærdom og noget der sider på ryggraden. For selvfølgelig kan regeringer ikke bare gøre hvad der passer dem!

Andre, særligt blandt Støjbergs støtter på Facebook og den slags steder, har en anden opfattelse. Dér viser det sig at der også er en anden grundholdning repræsenteret i den danske befolkning: nemlig dén med at en regering som en selvfølge ikke nødvendigvis er bundet af andet end sin egen vilje.

Modsætningen mellem disse to grundholdninger er interessant, og i virkeligheden en meget gammel uenighed i det danske folkestyre. Det danske folkestyre har nemlig siden sin spæde begyndelse i 1849 i høj grad været en kamp mellem modsatrettede forfatningsopfattelser; Om monarkens stilling i forhold til regeringsdannelsen – og omfanget af Folketingets kontrol med den til enhver tid siddende regering.

Rent statsretsligt var det med stadfæstelsen af Grundloven af 1953 at der blev sat endeligt punktum for denne diskussion. Det skete efter et århundrede med provisorielovgivningen under Estrup, parlamentarismens indførelse i 1901, statskuppet i 1920 og tredivernes kamp om demokratiets betimelighed, hvor kredse langt ind i både Det Konservative Folkeparti og partiet Venstre faktisk ønskede en ʻstærk mandʼ uden unødig parlamentarisk kontrol.

Men med grundlovsændringen af 1953 blev der formelt sat punktum for denne diskussion. Med Grundloven og ministeransvarsloven i hånden, er det nu, groft skåret, sådan, at en minister ikke så meget som kan gå på toilettet i arbejdstiden uden at have sin lovhjemmel i orden. Det er sådan det er, og sådan det skal være.

 Men der findes stadig kredse i både det parlamentariske liv og dele af offentligheden, der groft sagt hælder til Enevældens regeringsopfattelse: At en regering er regering og i princippet kan gøre som den vil. Støjbergs helt bevidste lovbrud er et eksempel på denne regeringsopfattelse, og det samme er naturligvis hendes støtter.

Man har set en tilsvarende tendens i Mink-sagen, hvor den siddende regering tilsyneladende slet ikke har interesseret sig en døjt for hvorvidt der mon var lovhjemmel til at nedlægge et helt erhverv og regeringens støtter, der højlydt har forsvaret beslutningen med argumentet om at det var en meget vigtig og nødvendig beslutning. Også den sag ender sandsynligvis for Rigsretten, men den tid den sorg.

Der har således gennem tiden udviklet sig en tendens i begge de to store statsministerbærende partier, der peger i retning af en mindre grad af respekt for én af folkestyrets helt centrale grundpiller. Og det er af flere grunde bekymrende.

Det er bekymrende, for det peger hen imod en accept i både Socialdemokratiet og Venstre af princippet om at en regering sådan set kan gøre hvad den vil – inden for rammerne af hvad man lige nu og her kan slippe afsted med. Men sådan må det ikke blive. En regering skal være svinebåndet af loven og af Folketinget, ellers hører vort folkestyre og retssamfund op.

Ingen af os ønsker reelt at leve i et samfund, hvor en hvilken som helst regering eller minister bare kan anvende statens magtapparat som det passer dem. Det dur simpelthen ikke! Hvis en regering eller en minister er utilfreds med de bånd som landets love lægger på magtudøvelsen, må man gå til Folketinget og se om man kan få disse bånd løsnet eller rammerne udvidet. Sådan er det, og sådan skal det være.

I virkeligheden kunne mit indlæg slutte lige her, for jeg har jo allerede skrevet alt det principielle i sagen.

Men jeg vil gerne, med min egen sag, pointere vigtigheden af at regeringen og statsmagtens magtudøvelse holder sig inden for lovens rammer. Som tidligere nævnt her på siden, blev jeg for nogle år siden kidnappet, ulovligt tilbageholdt og i forbindelse hermed tortureret, mishandlet og voldtaget af en enhed under Forsvarets Efterretningstjeneste.

Som jeg også har redegjort for her, blev kidnapningen og mishandlingen foretaget af en person som jeg dengang i halvandet årti havde konlurreret om en pige med, og som så lejligheden til at afklare det personlige regnskab han mente at have med mig.

 Jeg anbefaler kraftigt at eventuelle nye læsere får læst op på hvad jeg tidligere har skrevet om det hændte.

Ifølge efterretningstjenesten selv, skete disse ugerninger med tilladelse fra en siddende minister – en minister, der således intet problem så i at sætte sig udenfor loven og krænke en dansk borgers person og rettigheder.

Det var således den daværende forsvarsminister Søren Gade, der gav tilladelse til at min gamle fjende kunne aflytte mig, for der var intet grundlag for en dommerkendelse – og slet, slet ikke for en militær enhed, som FE jo er. Det var også daværende forsvarsminister Søren Gade der gav tilladelse til at ʻhente mig indʼ og som blandt andet stillede en helikopter til rådighed i den forbindelse. Og det var samme Søren Gade, der efterfølgende gav regeringens tilgivelse for kidnapningen, mishandlingen, gennembankningen og voldtægten af mig.

Der er ingen tvivl om, at både torturbødlen Tom Gundersen og hans daværende minister med deres handlinger bevægede sig langt, langt udenfor lovens rammer.  Men Gade er som Støjberg: med en regeringsopfattelse fra Enevældens tid.

Jeg bringer mit eget eksempel ind i sagen med Støjberg for at vise et eksempel: Et eksempel på hvilket slags samfund vi kan ende med at få, hvis forfatningskampen mellem de to regeringsopfattelser som er beskrevet, måtte ende med at svække Folketingets kontrol med de skiftende regeringer.

Det er ikke et samfund nogen af os ønsker at leve i – bortset fra de meget få, der på forskellig vis kan styre eller manipulere den statslige magtudøvelse. Derfor er det vigtigt at den statslige magtudøvelse holder sig inden for lovens rammer, og derfor er det trods alt glædeligt at Inger Støjberg blev dømt i Rigsretten.

Gennem efterhånden alt for mange år, har skiftende regeringer og folketing skåret ned på Danmarks udenrigstjeneste. I mange lande er danske ambassader og diplomatiske repræsentationer blevet lukket ned, og de ambassader der stadig står, har fået skåret drastisk ned i antallet af danske diplomater.

Nedskæringerne har ikke kun negative konsekvenser for danske rejsende og for erhvervslivets muligheder i udlandet, men også for Danmarks indflydelse og anseelse rundt omkring i Verden.

 Når der ikke er en dansk ambassade i et land, er det ikke længere muligt for danske studerende på udenlandske universiteter eller for danske virksomheder, at kunne smutte ind på ambassaden og få henvisninger til nyttige kontakter, bistand i forbindelse med landets myndigheder eller erhvervsliv og andre vigtige ting.

Samtidig mindskes vores indflydelse i landet, fordi der ganske enkelt ikke er danske diplomater til stede, som kan fortælle udenlandske regeringer og andre, hvad vi i Danmark egentlig vil i Verden og hvordan vi kan hjælpe hinanden hen mod de mål, vi måtte have til fælles. Danmark er et lille land som let forsvinder i mængden, og vores eksistens og indflydelse i verden afhænger af tilstedeværelse.

Danmarks erhvervsliv, og for øvrigt også vores fælles sikkerhed, er afhængige af at den danske stat, det danske samfund, formår at være til stede ude omkring, så vi kan bringe os i spil og være med hvor det sker. Det kan vi ganske enkelt ikke når vi nedlægger ambassader og skærer ned på diplomater.

Efterretningstjeneste

Det er også vigtigt for vores allesammens sikkerhed at landet har en dygtig, professionel og effektiv udenrigsefterretningstjeneste. Efterretningstjenestens opgave er ikke kun at opfange og undersøge trusler mod landets sikkerhed, men også at foretage indsamlinger af oplysninger om politiske forhold i andre lande, som disse landes myndigheder helst vil holde hemmelige. Udenrigsefterretningstjenesten skal også foretage analyser af tilgængelig information af både politisk og økonomisk karakter.

Desværre er det sådan i dag, at Danmarks udenrigsefterretningstjeneste gennem årtier har lagt i militært regi. Denne bør flyttes over til at høre under udenrigstjenesten, og det er der flere grunde til.

For det første er det i militærets natur at søge konflikt frem for løsninger. Det er et grundinstinkt som sådan set passer helt fint til militærets kerneopgave, men det er en grundlæggende indstilling som ikke egner sig til en efterretningstjeneste, hvis formål det blandt andet er at søge, skaffe og analysere oplysninger om andre landes politiske og økonomiske forhold. Herunder også interne forhold vedrørende fremmede regeringers interne magtbalance og lignende.

 Dertil kommer, at militæret til tider kan have alt for let ved at udvikle en uhensigtsmæssig legalitetskultur. Dette hænger sammen med en følelse af at være ʻnoget andetʼ, som står udenfor det civile samfund.

Udenrigsefterretningstjenesten hører naturligt under udenrigstjenesten – sådan som det jo også er tilfældet i de fleste andre lande.

Det betyder ikke at der ikke også fremover skal eksistere en Forsvarets Efterretningstjeneste. De skal bare beskæftige sig med områder, hvor militære fagfolk naturligt må formodes at have en kompetence: nemlig strengt militære forhold, som vedrører andre landes militære opbygning og udvikling af militære teknologier.

Sikkerheden i Europa

Europa er vores fælles hjem, og det er i Danmarks helt vitale interesse, at det europæiske fastland er frit, sikkert og at vi undgår at der opstår militære skærmydsler på vort kontinent.

Dette gøres bedst ved at vi europæere rotter os sammen om en fælles sikkerhedsstruktur.

Som det er lige nu, oplever vi i Europa en massiv amerikansk militær tilstedeværelse. Det er der flere uønskede problemstillinger ved.

Den ene problemstilling er, at USAs stilling i verden i disse år svækkes kraftigt, samt at landet, uanset det nylige præsidentskifte, oplever en betydelig svækkelse af økonomien, en kraftigt forøget indre uro og tiltagende inkompetent ledelse.

Dertil kommer det primære; At de amerikanske tropper i Europa er under amerikansk og ikke europæisk kontrol. Dette, kombineret med USAs egne problemer, gør at de amerikanske tropper i Europa på sigt vil kunne udgøre et problem i forhold til flere europæiske landes sikkerhed. Man skal huske på, at USAs tendens til at rasle med sablen for at fremtvinge ændringer i andre landes regeringer, også vil kunne rettes mod os selv.

Europa skal simpelthen kunne varetage vores sikkerhedsudfordringer selv – og hvordan gør vi så det?

 Først og fremmest ved at de europæiske lande går sammen om at udarbejde en fælles, europæisk sikkerhedsordning som omfatter hele vores kontinent. Sikkerhedsordningen skal også, i et eller andet omfang, omfatte Rusland – også selv om Rusland ikke nødvendigvis behøver være medlem af selve alliancen. Det vil ganske sikkert være nok, hvis vi genetablerer mere civiliserede og ordentlige relationer med Rusland end vi har lige nu.

Gennem en årrække har Vesteuropa opretholdt et selvskadende system af sanktioner mod Rusland – mestendels fordi amerikanerne har forlangt det af os. Men disse sanktioner er ikke, og har aldrig været, i Europæernes interesse. De er sat i værk, fordi EUʼs ledere er blevet presset og truet til at bakke amerikanske magtinteresser op, ikke fordi europæerne på noget tidspunkt selv har ønsket det.

 Uanset om russofoberne vil det eller ej, er Rusland altså en del af den europæiske familie og bør behandles som sådan.

Men der er også andre grunde til at genoprette civiliserede forhold til den store nabo i øst.

Den næste store konflikt

 Når man ser ud over Europa og overvejer hvor fremtidens trusler og mulige militære konflikter skal komme fra, er det ikke Rusland der falder i øjnene, men Tyrkiet.

Tyrkiet under Erdogan har udviklet sig til en mellemøstlig spiller i størrelsen ʻregional stormagtʼ – og med tydelige europæiske ambitioner. Landet kommer aldrig ind i EU, sådan som det ellers på et tidspunkt var lagt op til.

Erdogans retorik ift de europæiske landes håndtering af kultursammenstød med muslimske mindretal, samt tydelige aggression overfor Grækenland med både oliejagt på græsk område og militære trusler overfor landet, taler deres eget sprog. Det samme gør den massive oprustning som Tyrkiet under Erdogans ledelse har foretaget.

En kommende militær konflikt med Tyrkiet kan på ingen måde udelukkes. Faktisk bør dette indgå i alle militære og politiske scenarier for udviklingen over de kommende 10-15 år.

Udover tyrkernes militære oprustning og aggressive fremfærd, byder Erdogan-styret også på andre områder udfordringer for os europæere. Udfordringerne er af både indre og ydre karakter.

Mange europæiske lande har et stort, alt for stort, tyrkisk mindretal. Det er et mindretal, som har vist sig selv i tredje eller fjerde generation at nære loyalitet overfor Tyrkiet, betragte sig som tyrkere – og yde militærtjeneste i Tyrkiet. Jeg har selv haft tyrkiske arbejdskolleger, der midlertidigt er rejst hjem til militærtjeneste.

 Det er helt tydeligt og klart, at en konflikt med Tyrkiet ikke kun vil skulle udkæmpes nede i den sydlige del af Europa, men også i vore egne gader.

Dette er skrækscenariet, men der er mere.

 USA, der jo som tidligere nævnt har en massiv militær tilstedeværelse i Europa, er også allieret med Tyrkiet, og har kraftigt brug for dem i Mellemøsten. Hvordan amerikanerne vil stille sig i en sådan konflikt, afhænger af tilfældigheder som hvem der tilfældigvis sidder i Det Hvide Hus og hvordan vinden ellers i øvrigt blæser på lige præcis dén dag. Måske vil de stille sig imellem, måske ikke.

Men Tyrkiet bliver en udfordring mange år frem, og det vil være nødvendigt at holde øjnene på bolden.

Bonusinfo

Med hensyn til Tyrkiet er det for øvrigt sådan, at Rusland er landets nabo og har et glimrende forhold til tyrkerne. Ruslands efterretningstjeneste er velkendt for sin effektivitet og sublime dygtighed, og hører til blandt de bedst informerede omkring tyrkiske forhold.

Dertil kommer, at det i diplomat- og efterretningskredse er en kendt sag, at værdien af amerikanske efterretninger fra Tyrkiet er faldet drastisk. Dette hænger sammen med en kombination af tyrkernes mistro overfor amerikanerne og landets egne ambitioner og stigende selvtillid. Rusland er med andre ord en nødvendig ven for Europa – og for Danmark.

En genopretning af Europas forhold til Rusland handler derfor ikke udelukkende om handel og kulturudveksling. Det handler i allerhøjeste grad også om at gøre os mindre afhængige af amerikanske interesser, at skabe et europæisk rum på europæiske præmisser i stedet for amerikanske og i det hele taget styrke stabiliteten på vort fælles kontinent.

Og det haster!