Året var 1864, og Danmark var i krig.

Teknisk set indledtes krigen, da Tyskland den første dag i februar  marcherede over Ejderen, men sandheden er at Danmark kraftigt provokerede Det Tyske Rige til at tage aktion.

Året inden havde en inkompetent dansk regering brudt med internationale aftaler og valgt at knytte hertugdømmerne Slesvig og Holsten tættere til Danmark og indledte en ’fordanskningsproces’ i de to hertugdømmer.

I København vidste man sådan set godt at krigen ville komme. Idiotisk nok havde flere af landets ledere ønsket det, idet man forventede at udlandet hurtigt ville komme danskerne til undsætning.

Det skete som bekendt ikke, og krigshandlingerne standsede fem måneder senere, hvor hele Jylland var blevet besat helt op til Skagen.

I det efterfølgende politiske forløb med fredsforhandlinger, viste det sig hurtigt at den danske regering havde mistet pusten. Kongen, Christian IX, talte åbent om at lade landet blive optaget i Det Tyske Forbund og regeringen, der af udenlandske gesandter i rapporter hjem blev omtalt som ’oldingeregeringen’ (fordi det var de!), havde mere end svært ved at finde argumenter for at modsætte sig.

Men sådan endte det som bekendt ikke. En dansk indlemmen i Tyskland ville have medført en udradering af det danske sprog, kultur og særlige, nationale egenart. Eksempelvis ville dette indlæg være blevet skrevet på tysk og ikke dansk, og flere af indlæggene her på bloggen ville med rimelig sikkerhed, på grund af de strammere tyske regler for ytringsfrihed, have kastet mig i fængsel indtil flere gange.

Det begyndte med at Bismarck ikke brød sig om idéen. Ikke mindst fordi danskerne jo ikke er tyskere, og derfor ikke havde en naturlig plads i et forbund af tyske stater.

Men Danmarks virkelige redning kom fra den russiske zar. Alexander II gjorde opmærksom på det uhensigtsmæssige i at Tyskland skulle beherske de danske bælter og dermed indsejlingen til Østersøen. Zaren fik først englænderne med på logikken, og dernæst franskmændene. Som de sidste i rækken, sluttede også tyskerne sig til logikken: At hvis bælterne, der regulerede indsejlingen til Østersøen blev behersket af en stormagt – uanset hvilken, ville det uundgåeligt resultere i en europæisk storkrig.

Den geopolitiske logik blev derfor at krigens taber, Danmark, fortsat skulle eksistere – om ikke af andre grunde, så for fredens skyld.

Alle var enige: Gennemsejlingen gennem Storebælt og Øresund skulle kontrolleres af en stat, der var lille, svag og fuldstændig blottet for interesse i storpolitik under nogen som helst form. Samtidig skulle gennemsejlingen reguleres af internationale traktater, der skulle udformes på en måde så alle var tilfredse.

Danmarks eksistensberettigelse skulle herefter bestå i at spille vores rolle og udføre de opgaver, som disse traktater i den forbindelse pålagde os. Til gengæld kunne Tyskland så få de hertugdømmer, der var årsag til at krigen brød ud.

I perioden fra fredsslutningen i 1864 og frem til Danmarks indtræden i NATO efter anden verdenskrig, bestod Danmarks udenrigspolitik derfor dybest set kun i to ting: Nemlig at lave handelsaftaler og i øvrigt opretholde landets neutralitet.

Danmark fik lov til at eksistere – ikke fordi vi har en særlig metafysisk eller principiel ret hertil, men fordi de europæiske stormagter fandt vores eksistens nødvendig for at opretholde freden på vort kontinent.

Det er ikke urimeligt at drage en sammenligning til nutidens amerikanske interesse for Grønland. Her har en nyvalgt amerikansk præsident udtrykt, at det af hensyn til amerikanernes nationale sikkerhed er nødvendigt for amerikanerne at overtage ejerskabet af Grønland.

I 1864 ville såvel tyskerne som russerne, foruden som minimum svenskerne, kunne fremføre et tilsvarende argument i forhold til de danske bælter. Jo, et ejerskab ville styrke de pågældende landes sikkerhedspolitiske situation i forhold til naboerne og området generelt – men af de åbenlyse grunde, der i 1864 sikrede Danmarks fortsatte eksistens, ville glæden være kortvarig.

Man kan argumentere for, at tilsvarende gør sig gældende for Grønlands vedkommende. På samme måde som det er tilfældet med Bælterne, er også Grønlands strategiske betydning for vigtig til at kontrollen kan overdrages til en stormagt.

Også i dette tilfælde, vil det være i alles interesse at området formelt kontrolleres af en stat, der er for lille og svag til at udgøre en trussel mod de andre spillere i området. Jo, jeg er opmærksom på at amerikanerne i forvejen har visse militære beføjelser i Grønland – men pointen er netop, eller blandt andet, at de netop ikke benytter sig af disse. Hvis amerikanerne skulle ønske sig en militær opgradering i landet, behøver de derfor ikke påtage sig et ’ejerskab’ af Grønland – mindre kan gøre det.

Men hvad er det så de vil deroppe – amerikanerne? Det er ikke mineraler og den slags, for hvad dét angår, behøver amerikanske selskaber ikke gøre andet end af aflevere en ansøgning om koncessioner. Det har de endnu ikke vist interesse for, så what gives?

Svaret er naturligvis, som også præsident Trump flere gange har nævnt, Kina. Efterhånden som sejlruten nord om Rusland bliver tiltagende mere anvendt, får det nordatlantiske område en tiltagende større betydning for USA’s ambition om at inddæmme Kinas handel og adgang til ressourcer.

Inddæmningen af Kina har spillet en dominerende rolle i præsident Trumps præsidentperiode, og vil sandsynligvis også komme til at gøre det for hans efterfølgere.

Det er min vurdering, at det nylige angreb mod Venezuela og fjernelsen af landets præsident, primært er rettet mod Kina. Venezuela har verdens største oliereserver, og landets største kunde var indtil for et par dage siden netop Kina. Det må formodes, at det er en del af aftalen mellem amerikanernes State Department og Venezuelas tilbageblevne regering, at hanen nu bliver lukket for kinesernes vedkommende.

Det er i den forbindelse interessant at bemærke sig den nylige bombning af islamiske mål i Nigeria. Selv om jeg er enig i det officielle formål med angrebet, at beskytte kristne mod overgreb, er det reelle geopolitiske formål naturligvis et andet. Det vil således overraske mig meget, hvis Nigerias regering vil acceptere Kina som ny storkunde. Kinesernes andel af Nigerias olieeksport kan næppe forventes at blive meget højere end den nuværende 3-5 procent. Nigerias regering har ganske givet forstået budskabet.

Det er med samme sigtepunkt man skal se amerikanernes nuværende bestræbelser på at indføre et regimeskifte i Iran. Iranerne sender nemlig 90-95 procent af deres olieeksport til kineserne, foruden at landet også i realiteten kontrollerer gennemsejlingen gennem Hormuz-strædet.

Hvis regimeskiftet lykkes og det lykkes for amerikanerne at få indsat et USA-venligt styre i Teheran, vil det sætte det kinesiske erhvervsliv og landets regering i en yderst vanskelig situation. USA er ikke i stand til at besejre Kina militært, så det er præsident Trumps strategi i stedet at kvæle landets økonomi og udvikling.

I bestræbelserne på at inddæmme af kineserne muligheder, spiller det nordatlantiske område som nævnt en rolle. Nordatlanten er vigtig som gennemssejlingsområde for såvel kinesisk handel, som tilførsel af energi – hvor de så ellers forventes at få det fra, hvis amerikanerne lykkes med deres forehavende i Iran. Det indgår ganske givet også i amerikanernes overvejelser at undgå en kinesisk militær overtagelse af Grønland, uanset hvor urealistisk en sådan måtte forekomme. Kina i dets nuværende inkarnation er ikke militært ekspansionistisk, og bliver det næppe heller.

Jeg har tidligere beskrevet her på bloggen, hvordan vi kan hjælpe amerikanerne med at bevogte det nordatlantiske område. Danmark modtog sidste år indtil flere meldinger fra såvel EU, som NATO om at lave fælles missioner til området, og også franskmændene har vist interesse for at lave noget bilateralt med Danmark og Grønland– så vidt jeg forstår også af militær karakter.

Jeg tvivler ikke på, er aldeles overbevist om, at det vil være muligt for os at strikke en indsats sammen, der tilfredsstiller amerikanernes behov for kontrol med sejladsområdet uden at skulle igennem det både politiske og kulturelle mareridt det vil være, hvis amerikanerne pludselig sender marinekorpset ind og anholder den grønlandske landsstyreformand og overtager den formelle autoritet over landet.

Det er for øvrigt mit klare indtryk at den grønlandske befolkning heller ikke selv er interesserede, så hvad i alverden skulle de gøre det for?!? Alligevel virker amerikanerne interesserede, uanset den grønlandske befolknings manglende opbakning til ideen.

Det er interessant at se, at den danske regering i realiteten ikke modsætter sig de amerikanske krav med andet end ord. Jo, det er sandt at vi nok ikke kan stille det helt store op militært, bortset fra i en given situation at yde en symbolsk militær modstand og i øvrigt konstatere en suverænitetskrænkelse.

Men så længe spillet primært spilles diplomatisk og politisk, er regeringens passivitet slående. Det var ikke mindst tilfælde sidste år, hvor den nyvalgte amerikanske præsident udnævnte sin ambassadør til Danmark. Ambassadøren udtalte som det allerførste, at han så det som sin opgave at indlemme Grønland i USA. Det ville have været såvel logisk som forventeligt, hvis det danske udenrigsministerium i situationen havde afvist at godkende ambassadøren.

Det burde være en no-brainer, men det skete ikke. I stedet tog udenrigsministeren godkendelsen med i et statsråd hos Hans Majestæt Kongen og anbefalede Majestæten at skrive under på godkendelsen af en udenlandsk ambassadør, der åbent havde udtalt et ønske om at rive det danske kongerige fra hinanden. Hér kunne regeringen uden vanskeligheder og uden at modtage kritik have sat en fod i døren, men gjorde det ikke.

Tilsvarende da præsident Trump i sidste måned udnævnte Louisianas guvernør til sin udsending til Grønland – igen med et erklæret mål om at indlemme grønlændernes land i USA – uanset om grønlænderne vil det eller ej. Jeg mangler stadig at se Jeff Landry få indrejseforbud i Danmark og i Schengen, og jeg mangler også at se særlige visaregler for amerikanske statsborgere der ønsker at besøge Grønland – uanset om de rejser på diplomatpas eller ej.

En sådan reaktion vil være logisk for en dansk regering, der ønsker at modsætte sig de amerikanske ønsker.

Når det ikke er sket, må det nødvendigvis være fordi der eksisterer en underhåndsaftale mellem Frederiksenregeringen og den nyvalgte amerikanske administration. Aftalen, eller forståelsen, kan man kun gisne om, men at en sådan eksisterer bør være tydelig for de fleste.

Jeg skal i den anledning ikke undlade at gøre opmærksom på, at en eventuel grønlandsk løsrivelse, uanset om det måtte ske som følge af en amerikansk militær intervention eller en formel grønlandsk selvstændighed, vil medføre en dansk grundlovsændring med de besværligheder dét medfører, idet Grønland ifølge Grundloven af 1953 vælger to medlemmer til det danske Folketing. Det kan de naturligvis ikke fortsætte med, hvis landet skal være selvstændigt eller grønlænderne under en eller anden form indgå i USA og være amerikanske statsborgere.

Hidtil lader regeringens forsvar for Grønland at bestå i at udsende pressemeddelelser og opslag på Twitter, og ved en enkelt lejlighed invitere præsident Macron til Grønland, så han kunne udfolde sin ikke ubetydelige franske charme overfor lokalbefolkningen.

Uanset hvad, så er det tydeligt at regeringen på Slotsholmen skal til at tage sig sammen og komme op af starthullerne, hvis det vitterligt er ønsket at imødekomme den grønlandske befolknings ønske om at være herrer over egen fremtid. Af grunde, som jeg allerede har nævnt ovenfor, er det også af geopolitiske grunde bedst at denne fremtid udleves i fællesskab med Danmark.

Det er alt for mange år siden at det skete, men alligevel står formiddagen som mejslet ind i min hukommelse.

Jeg var 18 år gammel, havde nærmest aldrig været nogen steder før i mit liv – men aftenen inden var jeg ankommet til mine drømmes by. Jeg var i New York; Simon & Garfunkels hjemstad; Byen, der aldrig sover. Året var 1985, og jeg var frisk og sprød og havde droppet alle studenterfesterne efter min HF-eksamen, så jeg kunne nå flyet.

New York havde været i mit blod siden jeg år tidligere var blevet introduceret til LP’en med Simon & Garfunkels koncert i Central Park – koncerten, hvor byens jointsælgere havde lovet at donere aftenens fortjeneste til byen, de alle elskede.

Og nu var jeg der selv. Jeg var ankommet aftenen i forvejen, efter at have delt en taxi med en amerikansk pige, der vistnok hed… ja, det har jeg desværre glemt, og da jeg senere ringede til hende fra en telefonboks, var det en mand der svarede.

Men jeg husker sommerfuglene i maven, da jeg gennem taxiens ruder for første gang så BYEN.

Næste morgen, da jeg vågnede, skete det så: Øjeblikket, der for altid har fæstnet sig for mit indre blik.

Jeg trådte ud fra hotellet, sommersolen bagte ned og da jeg lod blikket vandre opad, var husene så høje at jeg blev svimmel. 50 meter længere nede af streeten lå den kaffebar, hvor dagens morgenmad skulle indtages. Den var ikke svær at finde – selv ikke for en 18-årig jyde på udebane. Og da jeg nogle minutter senere sad bænket med en kop slavekaffe og en egg&bacon sandwich, skete så det næste fantastiske, som jeg aldrig glemmer: En sort pige, der tydeligvis kendte baristaen ganske godt, beklagede sig over sin boyfriend.

Mit hoved var ved at eksplodere – jeg var der virkelig. Midt i det hele.

Senere gik turen med busselskabet Trailways tværs gennem landet: Fra New York til Chicago og derfra videre til Sacramento, hvor min oldefar dengang boede. Jeg så landet i al dets storhed – og vigtigst af alt: Jeg mærkede det. Fire døgn i bus mellem Chicago til Californien satte sine spor – både på kroppen og på sanserne.

Jeg vil aldrig glemme midvestens uendelige marker, bjergene eller det vildeste af det hele: Den store saltsø, der bare blev ved og ved og ved og…

Nåja, og jeg glemmer nok heller ikke de syv timer jeg tilbragte i Denver mens vi ventede på den næste bus. Sammen med en kiwi og et par stykker mere fandt vi et værtshus, der lukkede os ind til en enkelt øl. Desværre havde de ikke den øl, som Diane i en af Chicagos forstæder havde introduceret mig for, men skidt med det.

Og jeg husker, da Nevadas ørken blev afløst af Californiens blide og smukke natur; allerede ved statsgrænsen begyndte det at vælde frem med blomster og farver og skønhed. Det var ellers lidt af en omvæltning, efter dagevis med ørken og bjerge og….det, jeg husker som råhed.

Men fantastisk var det.

Og ydermere: Reagan var præsident, og jeg var fan.

I det hele taget har jeg altid siden fulgt med i amerikansk politik. Blandt andet har jeg kunnet glæde mig over, at jeg allerede omkring midten af 2007spottede Barack Obama som kommende præsident – inden jeg selv blev tortureret og inden de fleste danskere overhovedet anede hvem han var.

Det har jo, som bekendt ændret sig siden. Jeg husker, at jeg nævnte ham under torturen og at min bøddel ikke anede hvad jeg talte om, men det var der vist heller ikke så mange andre der gjorde.

Som alle andre europæere, har jeg livet igennem haft et kompliceret forhold til amerikanerne og deres land. Jeg synes at det blander sig for meget i andre landes anliggender; i sager der ikke vedrører dem, og til tider har det gjort mig rasende. Jeg har den klare overbevisning, at 800 militærbaser uden for landets grænser, kun vanskeligt kan forklares som national sikkerhed, og at størrelsen på det amerikanske militærbudget er vanskelig at forsvare, når man ser på hvordan landets egen underklasse lever i en nærmest desperat fattigdom.

Men hvad det sidste angår, er jeg også opmærksom på muligheden for bias i de europæiske medier, der beskriver disse forhold.

Gennem årene, har jeg ofte kritiseret USA meget kraftigt – af og til også mere, end bukserne har kunnet holde. Men når jeg har kritiseret dem, skyldes det at de kan gøre bedre. Virkelig. Det kan de! Og det bør de!

Min amerikanske drøm lever stadig. Den dag i dag, vil jeg kunne se mig selv bo i enten Nashville, for musikken, eller Las Vegas – for pokeren. Eller måske min oldefars Sacramento, for klimaet og skønheden og Stillehavet næsten lige uden for døren.

Drømmen lever stadig, og lige siden dengang jeg tog turen med Trailways, har jeg ønsket at tage turen en gang til – denne gang bare gennem sydstaterne, der for mig altid har stået som en stemning, jeg bare VIL have ind under huden. Musikken og maden og sommeraftenerne og kvinder, der taler southern…

Men det kommer nok ikke til at ske, og det er der flere grunde til.

Politikken i USA har ændret sig siden Reagan, og ikke altid til det bedre. Præsidenterne har haft varierende kvalitet – ingen nævnt, ingen glemt. Bush jr. brød jeg mig eksempelvis ikke meget om; selv om jeg forstod behovet for at reagere efter terrorangrebet i New York, synes jeg at reaktionen var uhensigtsmæssig og skadende – både for Verden og for USA selv. I dag er de fleste vistnok enige med mig i at krigen mod og besættelsen af Irak var en fejltagelse, men dengang gav det mig mange heftige diskussioner med europæiske neocons.

Bush gav også energi til retorikeren i mig, der ikke kan undgå at ryste på hovedet over den evigt gentagede påstand om terroristerne: At they hate us for our freedom – når selvsamme præsident på rekordtid gennemførte Patriot Act, der faktisk formindskede selvsamme frihed og som gav inspiration til adskillige terrorpakker i blandt andet Danmark, der har gjort vort land til ét af de mest overvågede i den vestlige del af verden. Selv STASI ville være stolt.

Nej, ikke alle præsidenter har været lige gode.

USA har også været kendt for at være et land, hvor landets sikkerhedstjenester nærmest systematisk har undergravet de frihedsrettigheder, som er en af grundene til at jeg i sin tid forelskede mig i landet.

Magtmisbruget udviklede sig i Biden-årene til, at konservative katolikker kom på observationslister og menigheder blev infiltreret af FBI, forældre der kritiserede at deres børn skulle fyldes med LGBT-propaganda, blev rubriceret som domestic terrorists, og repræsentanter for den føderale regering forlangte at sociale medier som Facebook og Twitter skulle fjerne indhold, der stred imod magthavernes narrativ.

Der har virkelig været meget at kritisere. Virkelig. Og som så mange andre, har jeg i svage øjeblikke tænkt, at USA kunne være tabt. Men så skete der dét, som så ofte sker: De totalitære kræfter gik for langt.

Det begyndte med præsident Trump. Ham var de bange for. Så bange endda, at de angreb ham med alle tænkelige midler. De angreb ham med advokater og retssager og da dét ikke virkede, sendte de FBI af huse for at storme hans hjem i Florida og lod tilfældige agenter rode igennem præsidentfruens skuffer med undertøj og den slags.

Dét skulle de nok ikke have gjort.

Ydermere: Da den tidligere politiker for Demokraterne, medlem af Repræsentanternes Hus og præsidentkandidat, Tulsi Gabbard, kritiserede sit daværende partis præsident, røg hun også på en observationsliste, der gjorde det meget besværligt at flyve inden for landets grænser. Det er en interessant detalje ved Gabbard, at mens den slags lister er beregnede til personer, der udgør en trussel mod enten luftfarten eller nationens sikkerhed, beholdt hun gennem hele forløbet sin TS-clearing (Top Secret) og kunne fortsætte i sit hverv som Oberstløjtnant af Reserven.

Fejl på fejl; stupiditet på stupiditet – og da præsidentvalget så endelig kom sidste år, skete det nødvendige: Præsident Trump vandt, Deep State tabte og Tulsi Gabbard blev øverste chef for landets efterretningstjenester – Director of National Intelligence. Hvilket ups.

Det hjalp selvfølgelig på valgresultatet, at Det Demokratiske Parti havde mistet pusten i et omfang, der fik partiet til at opstille den nok mest håbløse præsidentkandidat i mands minde.

Sikkerhedstjenesternes magtmisbrug begrænsede sig desværre ikke kun til USA selv. Tendensen bredte sig også til landets allierede. Jeg mærkede selv til det, da en tidligere rival, via sin tilknytning til Forsvarets Efterretningstjeneste, gennem en kidnapning & en omgang tortur og en placering på en eller anden terrorliste, fik bombet mit liv i ruiner.

Når storebror opfører sig dårligt, gør de små også. Sådan er det jo.

Derfor jublede og dansede jeg af glæde, da den nyvalgte præsident meddelte, at det netop var Tulsi Gabbard, der skulle være øverste chef for de amerikanske efterretningstjenester – DNI. Hende heppede jeg på, da hun forsøgte at blive sit partis præsidentkandidat – og jeg tænkte: Måske er USA ikke tabt alligevel – måske er der stadig håb? Med en nyvalgt præsident, som de havde givet hele turen – inklusiv et par attentatforsøg – og en spionchef, der røg på en liste på grund af kritik af den siddende præsident og hvis integritet jeg har tillid til…. Tænk sig: Måske kan Amerika alligevel reddes?

Hvad Tulsi Gabbard angår, så ser jeg på hendes X-profil, at hun er gået til stålet. Hun har simpelthen nedsat en task force, der skal genskabe tilliden til landets efterretningstjenester. Der er tale om noget, der hedder Director’s Initiatives Group (eller DIG), som arbejder med at oprulle og bringe til standsning de forskellige projekter, der har ført til, at de amerikanske sikkerhedstjenester har været anvendt som redskaber, vendt mod landets egen befolkning og som undergraver de amerikanske frihedsrettigheder og befolkningens tillid til disse.

Og for første gang i mange år ville jeg ønske at jeg var amerikaner. Hvor ville det dog være herligt, at kunne bakke op bag præsidenten, der fik øreflippen skudt af og spionchefen, der selv røg på listen og som vil rydde op i det hele – og sundhedsministeren, der vil gøre drikkevandet drikkeligt igen og maden sund og giftfri.

Hvis jeg var amerikaner, ville jeg være der lige på stedet – melde mig til tjeneste i partiet og regeringen, og spørge: Hvor kan I bruge mig?!?

Selv om jeg ikke altid forstår præsident Trump, er jeg alligevel enig i udgangspunktet: America First. Med en udlandsgæld, der er ude af kontrol og en verden, der med bla BRICS er i hastig forandring bort fra Pax Americana, har USA behov for en periode hvor man fokuserer på sig selv. Det er jeg helt med på. Også selv om jeg, det skal tilføjes faktisk er tilhænger af en mulitpolær verden frem for den unipolære, som amerikanernes neocons så gerne ser. Heldigvis har den nye udenrigsminister Marco Rubio også forstået at det er i den retning udviklingen går, så det skal nok gå.

Men selv om jeg er enig i at amerikanernes regering naturligvis skal sætte America First, så må det aldrig blive America Alone – for det vil aldrig gå.

Apropos: Det med Grønland er vi for øvrigt uenige om, men det er en anden sag, som ikke er så vigtig for dette indlæg.

Indlægget vil jeg gerne afslutte, ved at fortælle om min oldefar – ham i Sacramento. Han hed Henry George Ritto, og døde 3-4 år efter at jeg besøgte ham i hans lille hus på Montclaire Street. Han rejste til USA som ganske ung, og min oldemor tilgav ham vistnok aldrig. Men hver morgen gik han ud på sin lille plæne foran huset og hejste Stars and Stripes op i flagstangen. Det syntes jeg jo var, sådan set, vældig interessant. Især fordi han jo startede som dansker – og vist endda jyde, så hvordan gør man det der? Hvordan bliver man noget andet, endda i et omfang, hvor man hver eneste dag resten af livet hejser et amerikansk flag foran sit hus?

Så en dag spurgte jeg ham, og svaret lød både enkelt nok og gennemført logisk: Efter at have tygget lidt på det, svarede gamle Henry, at hver gang han gik ud i haven med sit flag, gentog det samme for sig selv:

America has been good to me. Now I’ll be good to America.

Det synes jeg bare skulle med.

Da USA’s præsident Trump kort inden han tiltrådte til sin anden præsidentperiode udtrykte et ønske om at overtage Grønland, betragtede de fleste af os det som et forhandlingsoplæg. Trumps forhandlingsstrategi skulle i så fald være, at han lagde ud med at forlange noget urimeligt, med en forventning om at de efterfølgende samtaler ville ende ud i dén løsning, som han reelt ønskede at opnå.

Det er stadig min personlige opfattelse, at det var sådan præsidentens udspil skulle læses og opfattes. At man, ved at lytte til de amerikanske kritikpunkter, vil kunne opnå en for begge parter tilfredsstillende løsning – en løsning, som ville beskytte grønlændernes legitime ønske og ret til at styre deres eget land sådan som de selv vil. Et eller andet sted er jeg stadig overbevist om, at det er hvad den amerikanske administration selv ønsker, idet en fjendtlig overtagelse af Grønland vil give amerikanerne uanede vanskeligheder i forhold til landets øvrige allierede. Allierede, som USA, trods en America First strategi, i sidste ende vil have vanskeligt ved at undvære et højt niveau af opbakning fra.

Da den aldeles fremragende vicepræsident Vance så, i sit berømte Danmark er en dårlig allieret-interview til Fox News i begyndelsen af februar fremlagde teksten, blev de amerikanske ønsker til Danmark så lagt frem for offentligheden. Det amerikanske ønske blev, typisk for Vance, fremlagt på en sprogligt tydelig, præcis og umisforståelig måde: Amerikanernes problem med den danske overhøjhed over Grønland, hænger sammen med Danmarks manglende evne til på tilstrækkelig betryggende vis at overvåge den del af det meget store nordatlantiske område, der strækker fra Grønlands kyst til Færøerne.

Vicepræsident Vance var klar i mælet: Dét skal Danmark have styr på, ellers kan vi ikke beholde Grønland.

Så langt, så godt. Nu har amerikanerne lagt kortene på bordet, og dérfra har det været op til den danske regering i København at håndtere problemet.

For det første, så giver det sig selv, at et land af Danmarks størrelse naturligvis ikke kan overvåge så stort et område alene. I hvert fald ikke, hvis overvågningen skal have en ’tæthed’ og en militær tilstedeværelse, der vil tilfredsstille de krav, som amerikanerne sædvanligvis stiller. Derom hersker der ingen tvivl.

Men det betyder ikke at en kompetent, dansk regering ikke ville kunne løse problemet. Her er problemet bare dét, at vores regering for det første ikke forekommer at være sikkerhedspolitisk kompetent ledet, hvilket man bla kan se i forhold til Rusland-Ukraineproblematikken. Men i stedet for kompetent ledelse, har regeringen Frederiksen valgt at ville diskutere folkeret og grønlændernes ret til selvbestemmelse.

Problemet er, at den slags principper har amerikanerne historisk set kun i begrænset omfang tilladt at lade begrænse landets adfærd. Amerikanernes primære fikspunkt i sikkerhedspolitikken har været, og er det i ikke mindre grad under Trump, at håndtere landets egne interesser. Her har den danske regering så valgt at håbe på, at forventede problemer med allierede vil være nok til at holde amerikanerne tilbage.

Denne uges besøg i Grønland af Trumps sikkerhedsrådgiver Mike Waltz og Second Lady Usha Vance, udgør det amerikanske modsvar til regeringens lidt tvivlsomme strategi – og svaret lyder: You can do better!

Mens amerikanerne adresserer hvad Washington betragter som reelle problemer, som skal løses i den fysiske verden, vælger Kongeriget Danmarks regering at spille den amerikanske ledelse med de tricks, som vi alle lærte dengang vi sad i elevrådet. Og det dur naturligvis ikke. Derfor står Danmark til at miste Grønland, hvis ikke regeringen meget hurtigt får taget sig sammen til at forstå forskellen i tilgangen: At amerikanerne forlanger dansk problemløsning i den fysiske verden.

Og det på samme tid sørgelige og håbefulde er, at problemløsningen ligger lige for. For mens Danmark på grund af landets begrænsede størrelse naturligvis ikke kan etablere et overvågningsnetværk i Arktis, der tilfredsstiller de amerikanske forventninger, findes der heldigvis andre løsninger. Og ikke nok med at disse løsninger findes – de har oven i købet præsenteret sig selv for danskerne på et sølvfad.

Den øverstkommanderende for EU’s militærkommando, har således tilbudt Danmark at sammensætte en EU-mission til den arktiske del af Nordatlanten, og en tilsvarende henvendelse har der været fra NATO.

Løsningen ligger dermed lige for. Den lavpraktiske del vil kunne strikkes sammen i løbet af et par måneder, og så vil amerikanerne ifølge landets vicepræsident ellers være tilfredse.

Simsalabim – whats not to like?!?? NATO-løsningen indebærer samtidig, at Canada vil kunne indgå i problemets løsning, hvilket af geografiske grunde egentlig vil være meget rimeligt og logisk. Bolden ligger lige til højrebenet, og det er bare at trille den lige så stille i mål.

I stedet har den danske regering håndteret sagen med en amatørisme, så guderne må sig forbarme. Ikke nok med at man hidtil har kørt amerikanerne som om der var tale om en konflikt i elevrådet, oven i købet uden at udnytte vores plads i FNs sikkerhedsråd til at få sagen taget op dér, så fortsætter Frederiksen-regeringen ufortrødent med at lade Folketinget ratificere en aftale om udstationering af amerikanske tropper flere steder i Jylland.

Det er jo direkte inkompetent: Her har vi en fremmed magt, der udadtil har et erklæret ønske om at overtage en del af Kongeriget, hvorefter selvsamme fremmede magt indbydes til at udstationere tropper inden for landets grænser. Det er fuldstændig vildt og helt hen i vejret. Inkompetencen er så tydelig, at den skriger til Himlen. Der findes ingen ord i den danske ordbog til at beskrive dette, hvilket måske er den egentlige grund til at jeg anvender så mange af slagsen.

Men vildt er det.

På det rent personlige plan, vil mit hjerte græde og blive knust i tusinde stykker, hvis regeringens inkompetence får landet til at miste Grønland. Da jeg for alt for mange år siden var barn og boede på Fuglebakkevej i Esbjerg, hang der to plakater på min væg. Det vil sige: Den ene var ikke en plakat, men derimod et søkort over den jyske vestkyst. Kortet var et udtryk for min fars kærlighed til havet, som han forsøgte, og lykkedes med, at give videre til mig.

Det andet var en plakat, der viste et kort over Grønland. Grønland er en meget vigtig del af den danske selvforståelse, og for de fleste af os har det en meget stor prioritet at passe på landet og på grønlænderne, så de får så stor frihed til at leve deres liv som det overhovedet er muligt. Jeg behøver blot at nævne sundheds- og socialvæsen, så ved de fleste hvad jeg taler om. I dag er Danmarks vigtigste opgave i forhold til det grønlandske samfund, at vi skal levere de rammer som er nødvendige for at grønlænderne selv kan definere deres livsform og kultur på deres egne betingelser.

Det er mit klare indtryk, at det går helt fint med det. Vi skal ikke bestemme over grønlænderne, men derimod give dem mulighed for at bestemme selv.

Med et eventuelt amerikansk indtog i Grønland, vil der ikke herske tvivl om at den særlige grønlandske livsstil og kultur vil forsvinde som dug for solen.

Heldigvis kan Grønland stadig reddes – det er jeg overbevist om. Det kræver sådan set bare, at regeringen mander sig op, forlader elevrådsretorikken og bevæger sig ind i den virkelige verden – dér, hvor sikkerhedspolitik og nationers fremtid bestemmes. Og løsningen ligger lige for – vore allierede har præsenteret den til os, nærmest som en pakkeløsning. Alt, hvad regeringen behøver gøre, er at tage imod – og i øvrigt droppe dén dér udstationeringsaftale.