I dag vil jeg gerne skrive om en helt særlig novene, nemlig sr. Birgittas 12-års novene. Det er en novene, som blev givet til den Hellige Birgitta af Sverige (ca. 1303-1373) af Jesus selv. 

Novenen er en meditation over Jesu lidelse, især de udgydelser af blod, der symboliserer Hans offer for menneskeheden. Novene er ned gennem historien blevet anbefalet af flere paver (f.eks. Clemens XII og Innocens X), men selv om bønnerne anses for værende autentiske, har de tilknyttede løfter ikke fund kirkelig godkendelse og har til tider været betragtet som kontroversielle. 

At bønnen kaldes en 12-års novene, hænger sammen med at man traditionelt beder den dagligt i 12 år, hvorefter de tilknyttede løfter bliver aktiveret.

Hvis man trofast beder novenen dagligt i 12 år, vil en række løfter fra Jesus gå i opfyldelse. Disse er:

1. Den sjæl der beder dem, vil ikke lide i skærsilden. 
2. Den sjæl vil blive modtaget blandt martyrerne, som om den havde udgydt sit blod for troen.
3. Den sjæl kan vælge tre andre personer, som Jesus vil holde i nåden, så de kan blive hellige.
4. Ingen i de fire følgende generationer af den bedende vil gå fortabt. 
5. Den bedende vil få besked om sin død en måned i forvejen.

Novenen er således vigtig for den enkelte, og bør efter min mening bedes fast i alle troende familier, gives videre til børn og til alle med interesse for Gud, Jesus  og Det Evige Liv.

Novenen tager ikke lang tid at bede, for mit eget vedkommende taler vi om 7-10 minutter dagligt. Den kan eksempelvis bedes på et tidspunkt i løbet af aftenen, i god afstand fra aftenbønnen, så man dér kan arbejde på at integrere mindet om Jesus lidelse, inden aftenbønnen som så kommer senere. 

Selve novenen er bygget op omkring syv specifikke offerbønner, der hver indledes med et Fader Vor og et Hil Dig Maria. Hele sættet indledes med en kort åbningsbøn. 

Novenen bønner er vanskelige at finde på dansk, særligt på nettet, hvilket i parentes bemærket er grunden til at jeg vælger at udgive novenen hér på siden. Jeg har derfor fået bønnen indhentet via Grok – et AI-redskab, som er tilknyttet X/Twitter. Sproget trængte til en tilretning og gør det muligvis stadig, men her er i hvert fald min udgave af sr Birgittes 12-års novene:

Indledning

Kære Jesus, det er nu mit ønske at bede Fader Vor syv gange i enhed og fællesskab med den kærlighed, hvormed Du helligggjorde denne bøn i Dit hjerte. Jeg beder om at Dig tage bønnen fra mine læber ind i Dit Guddommelige Hjerte. Forbedr og fuldend min bøn så meget, at den bringer lige så meget ære og glæde til Treenigheden, som Du gav os her på Jorden da Du gav os denne bøn. Må bønnen strømme ud over Din Hellige Menneskelighed til forherligelse af Dine smertefulde sår og det Dyrebare Blod, som Du udgød fra dem. Amen

Derefter bedes de syv bønner som følger (hver starter med et Fader Vor og Hil Dig Maria):

1. Jesus bliver omskåret (Første Blodsudgydelse – Ungdommens Synder)

Fader Vor….Hil Dig Maria….

Evige Far, gennem Marias Ubesmittede Hænder og Jesu Guddommelige Hjerte frembærer jeg for dig og tilbyder Dig de første sår, de første smerter og den første blodsudgydelse som soning for mine og hele menneskehedens ungdomssynder og som beskyttelse mod den første dødssynd, især blandt mine slægtninge og alle jeg kender. Amen

2. Jesus lider på Olivenbjerget (Hjertets Synder)

Fader Vor….Hil Dig Maria….

Evige Far, gennem Marias Ubesmittede Hænder og Jesu Guddommelige Hjerte tilbyder jeg Dig og frembærer for Dig den frygtelige lidelse i Jesu Hjerte på Olivenbjerget og hver dråbe af Hans Blodige Sved som soning for mine og hele menneskehedens hjertesynder, som beskyttelse mod den slags synder og for udbredelsen af guddommelig og broderlig kærlighed. Amen. 

3. Jesus bliver pisket for os (kødets synder)

Fader Vor….Hil Dig Maria….

Evige Far, gennem Marias Ubesmittede Hænder og Jesu Guddommelige Hjerte frembærer jeg for Dig og tilbyder Dig de tusindvis af sår, de grusomme smerter og det Dyrebare Blod fra piskningen som soning for mine og hele menneskehedens kødssynder, som beskyttelse mod sådanne synder og bevarelse af uskyld, især blandt mine slægtninge og alle jeg kender. Amen

4. Jesus bliver kronet med torne for os (Åndens Synder)

Fader Vor….Hil Dig Maria….

Evige Far, gennem Marias Ubesmittede Hænder og Jesu Guddommelige Hjerte frembærer jeg for Dig og tilbyder Dig sårene, smerterne og det Dyrebare Blod fra Jesu Hellige Hoved fra Tornekroningen som soning for mine og hele menneskehedens åndssynder, som beskyttelse mod sådanne synder og udbredelsen af Kristi Rige her på Jorden. Amen

5. Jesus bærer Korset for os (Tungens Synder og Modstand mod Korset)

Fader Vor….Hil Dig Maria….

Evige Far, gennem Marias Ubesmittede Hænder og Jesu Guddommelige Hjerte frembærer jeg for Dig og tilbyder Dig lidelsen på Korsvejen, især Jesu Hellige Sår på Skuldren og dets Dyrebare Blod som soning for mine ophede menneskehedens oprør mod Korset, enhver knurren mod Dine Hellige ordninger og alle andre synder med tungen, som beskyttelse mod den slags synder og for sand kærlighed til Korset. Amen.

6. Jesus blive Korsfæstet for os (Synder Mod Løfter, Kirken og Verden)

Fader Vor….Hil Dig Maria….

Evige Far, gennem Marias Ubesmittede Hænder og Jesu Guddommelige Hjerte fremfører jeg for Dig og tilbyder Dig Din søn på Korset, Hans nagling og og ophøjelse, Jesu sår på hænder og fødder og de tre strømme af Hans Dyrebare Blod, som strømmede derfra for os. Den ekstreme tortur af Jesu krop og sjæl, Hans dyrebare Død og dens ubesmittede fornyelse i alle Hellige Messer på Jorden, som soning for alle sår mod løfter og regler inden for religiøse ordener, som bod for mine og hele verdens synder, for de syge og døende, for alle hellige præster og lægfolk, for Den Hellige Faders intentioner, for genoprettelsen af kristne familier, for styrkelse af Troen, for vort land, for enhed blandt alle nationer i Kristus og Hans Kirke og også for diasporaen. Amen.

7. Jesu sår i siden (Alle Synder og de Hellige Sjæle)

Fader Vor….Hil Dig Maria….

Evige Far, jeg beder Dig acceptere som værende værdig for den Hellige Kirkes behov og som soning for alle menneskers synder, det Dyrebare Blod og Vand, som strømmede frem fra såret i Jesu Guddommelige Hjerte. Vær nådig og barmhjertig mod os. 

Kristi Blod, det sidste dyrebare indhold af Hans Hellige Hjerte, vask Mig fra al min og andres skyld for synd! Vand fra Kristi Side, vask mig ren fra alle straffe for synd og sluk flammerne i Skærsilden for mig og for alle de sjæle, der som straf lider i det sted. Amen.

Afsluttende bøn:

Lad os bede:

Evige Far, jeg frembærer for Dig og tilbyder Dig Din Guddommelige søns, Jesu, mest Dyrebare Blod, det gør jeg i enhed og i fællesskab med de Messer, der fejres over hele verden i dag, for alle de hellige sjæle i Skærsilden, for syndere i den universelle Kirke, for dem i mit eget hjem og for min familie og alle jeg kender. Amen.

Således sr. Birgittas 12-års novene. Hvis denne offentliggørelse på dansk kan være til gavn og glæde for læserne, hvor få de end måtte være, vil det glæde mig meget. 

Den 14. august, dagen i dag, er en ganske særlig dag for os katolikker. Det er nemlig festdagen for en af det forrige århundredes helt store helgener; Maximilian Maria Kolbe.

Kolbe døde i koncentrationslejren Auschwitz den 14. august 1941. hvilket for øvrigt er grunden til at hans kirkelige festdag er på denne dato. Men mens Kirken har mange helgener, er Kolbe noget helt specielt for mig. De der kender mig vil forstå hvorfor, når de læser lidt om denne franciskanermunk og hans liv og især hans død.

Kolbe indtrådte i Franciskanerordenen i 1910, og modtog klosternavnet Maximilian da han året efter indledte sit noviciat. I 1914 aflagde Maximilian ordenens evige løfter, og fire år senere fulgte præstevielsen. Men der sad et godt hoved på den unge mand, så der fulgte også doktorafhandlinger i først filosofi og siden teologi. To doktorgrader er vel nok til at imponere de fleste, men det var med aktivt pastoralt arbejde at Maximilian skulle gøre sig bemærket.

Maximilian Kolbe var et menneske med en stor virkelyst, og allerede i begyndelsen af tyverne grundlagde han sammen med seks medbrødre et nyt franciskanerkloster i Niepokalanów. Trods sygdom, han led af turberkulose som på den tid blev betragtet som en dødelig sygdom, formåede pater Maximilian alligevel at grundlægge flere medier i Polen. Tidsskrifter, en radiostation og en avis blev det til.

Senere, i slutningen af tyverne og begyndelsen af trediverne, fulgte en udstationering som missionær i Asien. Kina, Japan og Indien blev det til, inden turen gik tilbage til Polen.

I den japanske by Nagasaki faldt det i Maximilians lod at skulle grundlægge endnu et kloster. Klostret skulle senere blive én af de få bygninger i byen der overlevede den amerikanske atombombesprængning i 1945. Klostret overlede fordi Maximilian efter sigende skulle have haft en vision der nøjagtigt viste ham hvor klostret skulle bygges: nemlig beskyttet bag en klippe. De lokale mente ellers at dén dér klippeside var et rigtig dårligt sted at bygge nogetsomhelst på, men Maximilian holdt fast ved sin vision, og klostret står der endnu den dag i dag.

Efter hjemkomsten til Polen fortsatte Maximilian med sin medievirksomhed, og det var blandt andet i denne periode af sit liv at han grundlagde en radiostation. Det er derfor at han et halvt århundrede senere blev udråbt som skytshelgen for journalister og mediefolk.

Men som det vil være de fleste bekendt, var trediverne ikke lutter lagkage for Polakkerne. I efteråret 1939 blev Polen besat af nazi-Tyskland, og den tyske besættelse medførte nye udfordringer for det franciskanske klosterfællesskab i Niepokalanów.

Tyskernes jødeforfølgelser gjorde nemlig at Maximilian så sig nødsaget til at lade klostret fungere som skjulested for forfulgte jøder – nogle i kortere, andre i længere tid. Det er anslået at Maximilian & Co i denne periode ialt skjulte omkring 2000 jøder på flugt.

Men det måtte selvfølgelig gå galt, og det gjorde det naturligvis også. Og nu er det så at vi når til den del af historien, der gjorde Maximilian Maria Kolbe til en af de mest elskede og respekterede helgener i nyere tid.

Først blev Kolbe og seks medbrødre fængslet af Gestapo. Efter lidt tid i et lokalt fængsel, blev Kolbe overført til Auschwitz. Auschwitz var jo som den var: Et skrækkeligt sted, hvor ondskaben herskede. Men også i Ondskabens verden er der lys – og Guds lys har det med at skinne gennem mennesker.

Det skinnede i hvert fald gennem Maximilian.

Overlevende fanger berettede senere om Maximilian, at han fra første dag i lejren udøvede sjælesorg overfor de andre fanger og delte sine rationer med de mest trængende.

Men en dag skete der så det at det lykkedes for en af de andre fanger at undslippe. Det var jo i sig selv en præstation, men tyskerne lod ikke den slags gå upåagtet hen.

Straffen til til de tilbageblevne var grusom og brutal: Hungerbarakken. SS-vagterne udvalgte en gruppe fanger, som skulle låses inde i det som blev kaldt hungerbarakken. Her skulle de være, uden mad og drikke, indtil de alle var døde af sult og tørst.

En af de udvalgte fanger, var en polsk familiefar ved navn Franciszek Gajowniczek. Nu var det sådan, at via sit pastorale arbejde med sine medfanger, vidste Maximilian godt at denne mand havde kone og børn uden for lejren, som sikkert håbede på at han en dag skulle vende hjem.

Derfor skete der nu det, at Maximilian gjorde som han gjorde: Han trådte frem, og bad med høj røst tyskerne om at måtte tage denne mands plads, hvis de til gengæld ville lade den polske familiefar slippe. Det gjorde SS-vagterne med største fornøjelse, for katolske præster var ikke særligt populære blandt nazisterne. Så Franciszek slap for hungerbarakken og Maximilian ofrede sit liv.

Men historien slutter ikke her. At dø af sult og tørst er ikke just behageligt, og det går heller ikke hurtigt. Ved tidligere lejligheder hvor hungerbarakken havde været i brug, havde luften således været fuld at smertensskrig. Men sådan kom det ikke til at gå denne gang.

Maximilian fungerede nemlig som præst for sine medfanger til det sidste, og i stedet for de sædvanlige lyde fra hungerbarakken, lød der nu salmesang og bøn. En af tyskernes medhjælpere, der havde til opgave at se til de dødsdømte, beretter senere at hver gang han kiggede ind i barakken så han Maximilian enten knælende i bøn eller stående, mens han med et roligt blik så mod fangervogterne når de trådte ind og forstyrrede de gudstjenester han holdt sammen med sin dødsdømte menighed.

Efter to uger var Maximilian den eneste overlevende, og tyskerne havde ikke tid til mere. De skulle nemlig bruge barakken til noget andet. Da SS-folkene kom ind for at afslutte hans liv, rakte Maximilian ifølge øjenvidner roligt armen frem og modtog sin sprøjte.

Flere årtier senere, i 1982, blev Maximilian Kolbe helgenkåret af pave Johannes-Paul ll. Og lige dér, i selve det øjeblik hvor bannerne foldede sig ud over Peterspladsen – dér, lige ved siden af paven, stod Franciszek Gajowniczek sammen med sine børn og børnebørn.