Året var 1864, og Danmark var i krig.

Teknisk set indledtes krigen, da Tyskland den første dag i februar  marcherede over Ejderen, men sandheden er at Danmark kraftigt provokerede Det Tyske Rige til at tage aktion.

Året inden havde en inkompetent dansk regering brudt med internationale aftaler og valgt at knytte hertugdømmerne Slesvig og Holsten tættere til Danmark og indledte en ’fordanskningsproces’ i de to hertugdømmer.

I København vidste man sådan set godt at krigen ville komme. Idiotisk nok havde flere af landets ledere ønsket det, idet man forventede at udlandet hurtigt ville komme danskerne til undsætning.

Det skete som bekendt ikke, og krigshandlingerne standsede fem måneder senere, hvor hele Jylland var blevet besat helt op til Skagen.

I det efterfølgende politiske forløb med fredsforhandlinger, viste det sig hurtigt at den danske regering havde mistet pusten. Kongen, Christian IX, talte åbent om at lade landet blive optaget i Det Tyske Forbund og regeringen, der af udenlandske gesandter i rapporter hjem blev omtalt som ’oldingeregeringen’ (fordi det var de!), havde mere end svært ved at finde argumenter for at modsætte sig.

Men sådan endte det som bekendt ikke. En dansk indlemmen i Tyskland ville have medført en udradering af det danske sprog, kultur og særlige, nationale egenart. Eksempelvis ville dette indlæg være blevet skrevet på tysk og ikke dansk, og flere af indlæggene her på bloggen ville med rimelig sikkerhed, på grund af de strammere tyske regler for ytringsfrihed, have kastet mig i fængsel indtil flere gange.

Det begyndte med at Bismarck ikke brød sig om idéen. Ikke mindst fordi danskerne jo ikke er tyskere, og derfor ikke havde en naturlig plads i et forbund af tyske stater.

Men Danmarks virkelige redning kom fra den russiske zar. Alexander II gjorde opmærksom på det uhensigtsmæssige i at Tyskland skulle beherske de danske bælter og dermed indsejlingen til Østersøen. Zaren fik først englænderne med på logikken, og dernæst franskmændene. Som de sidste i rækken, sluttede også tyskerne sig til logikken: At hvis bælterne, der regulerede indsejlingen til Østersøen blev behersket af en stormagt – uanset hvilken, ville det uundgåeligt resultere i en europæisk storkrig.

Den geopolitiske logik blev derfor at krigens taber, Danmark, fortsat skulle eksistere – om ikke af andre grunde, så for fredens skyld.

Alle var enige: Gennemsejlingen gennem Storebælt og Øresund skulle kontrolleres af en stat, der var lille, svag og fuldstændig blottet for interesse i storpolitik under nogen som helst form. Samtidig skulle gennemsejlingen reguleres af internationale traktater, der skulle udformes på en måde så alle var tilfredse.

Danmarks eksistensberettigelse skulle herefter bestå i at spille vores rolle og udføre de opgaver, som disse traktater i den forbindelse pålagde os. Til gengæld kunne Tyskland så få de hertugdømmer, der var årsag til at krigen brød ud.

I perioden fra fredsslutningen i 1864 og frem til Danmarks indtræden i NATO efter anden verdenskrig, bestod Danmarks udenrigspolitik derfor dybest set kun i to ting: Nemlig at lave handelsaftaler og i øvrigt opretholde landets neutralitet.

Danmark fik lov til at eksistere – ikke fordi vi har en særlig metafysisk eller principiel ret hertil, men fordi de europæiske stormagter fandt vores eksistens nødvendig for at opretholde freden på vort kontinent.

Det er ikke urimeligt at drage en sammenligning til nutidens amerikanske interesse for Grønland. Her har en nyvalgt amerikansk præsident udtrykt, at det af hensyn til amerikanernes nationale sikkerhed er nødvendigt for amerikanerne at overtage ejerskabet af Grønland.

I 1864 ville såvel tyskerne som russerne, foruden som minimum svenskerne, kunne fremføre et tilsvarende argument i forhold til de danske bælter. Jo, et ejerskab ville styrke de pågældende landes sikkerhedspolitiske situation i forhold til naboerne og området generelt – men af de åbenlyse grunde, der i 1864 sikrede Danmarks fortsatte eksistens, ville glæden være kortvarig.

Man kan argumentere for, at tilsvarende gør sig gældende for Grønlands vedkommende. På samme måde som det er tilfældet med Bælterne, er også Grønlands strategiske betydning for vigtig til at kontrollen kan overdrages til en stormagt.

Også i dette tilfælde, vil det være i alles interesse at området formelt kontrolleres af en stat, der er for lille og svag til at udgøre en trussel mod de andre spillere i området. Jo, jeg er opmærksom på at amerikanerne i forvejen har visse militære beføjelser i Grønland – men pointen er netop, eller blandt andet, at de netop ikke benytter sig af disse. Hvis amerikanerne skulle ønske sig en militær opgradering i landet, behøver de derfor ikke påtage sig et ’ejerskab’ af Grønland – mindre kan gøre det.

Men hvad er det så de vil deroppe – amerikanerne? Det er ikke mineraler og den slags, for hvad dét angår, behøver amerikanske selskaber ikke gøre andet end af aflevere en ansøgning om koncessioner. Det har de endnu ikke vist interesse for, så what gives?

Svaret er naturligvis, som også præsident Trump flere gange har nævnt, Kina. Efterhånden som sejlruten nord om Rusland bliver tiltagende mere anvendt, får det nordatlantiske område en tiltagende større betydning for USA’s ambition om at inddæmme Kinas handel og adgang til ressourcer.

Inddæmningen af Kina har spillet en dominerende rolle i præsident Trumps præsidentperiode, og vil sandsynligvis også komme til at gøre det for hans efterfølgere.

Det er min vurdering, at det nylige angreb mod Venezuela og fjernelsen af landets præsident, primært er rettet mod Kina. Venezuela har verdens største oliereserver, og landets største kunde var indtil for et par dage siden netop Kina. Det må formodes, at det er en del af aftalen mellem amerikanernes State Department og Venezuelas tilbageblevne regering, at hanen nu bliver lukket for kinesernes vedkommende.

Det er i den forbindelse interessant at bemærke sig den nylige bombning af islamiske mål i Nigeria. Selv om jeg er enig i det officielle formål med angrebet, at beskytte kristne mod overgreb, er det reelle geopolitiske formål naturligvis et andet. Det vil således overraske mig meget, hvis Nigerias regering vil acceptere Kina som ny storkunde. Kinesernes andel af Nigerias olieeksport kan næppe forventes at blive meget højere end den nuværende 3-5 procent. Nigerias regering har ganske givet forstået budskabet.

Det er med samme sigtepunkt man skal se amerikanernes nuværende bestræbelser på at indføre et regimeskifte i Iran. Iranerne sender nemlig 90-95 procent af deres olieeksport til kineserne, foruden at landet også i realiteten kontrollerer gennemsejlingen gennem Hormuz-strædet.

Hvis regimeskiftet lykkes og det lykkes for amerikanerne at få indsat et USA-venligt styre i Teheran, vil det sætte det kinesiske erhvervsliv og landets regering i en yderst vanskelig situation. USA er ikke i stand til at besejre Kina militært, så det er præsident Trumps strategi i stedet at kvæle landets økonomi og udvikling.

I bestræbelserne på at inddæmme af kineserne muligheder, spiller det nordatlantiske område som nævnt en rolle. Nordatlanten er vigtig som gennemssejlingsområde for såvel kinesisk handel, som tilførsel af energi – hvor de så ellers forventes at få det fra, hvis amerikanerne lykkes med deres forehavende i Iran. Det indgår ganske givet også i amerikanernes overvejelser at undgå en kinesisk militær overtagelse af Grønland, uanset hvor urealistisk en sådan måtte forekomme. Kina i dets nuværende inkarnation er ikke militært ekspansionistisk, og bliver det næppe heller.

Jeg har tidligere beskrevet her på bloggen, hvordan vi kan hjælpe amerikanerne med at bevogte det nordatlantiske område. Danmark modtog sidste år indtil flere meldinger fra såvel EU, som NATO om at lave fælles missioner til området, og også franskmændene har vist interesse for at lave noget bilateralt med Danmark og Grønland– så vidt jeg forstår også af militær karakter.

Jeg tvivler ikke på, er aldeles overbevist om, at det vil være muligt for os at strikke en indsats sammen, der tilfredsstiller amerikanernes behov for kontrol med sejladsområdet uden at skulle igennem det både politiske og kulturelle mareridt det vil være, hvis amerikanerne pludselig sender marinekorpset ind og anholder den grønlandske landsstyreformand og overtager den formelle autoritet over landet.

Det er for øvrigt mit klare indtryk at den grønlandske befolkning heller ikke selv er interesserede, så hvad i alverden skulle de gøre det for?!? Alligevel virker amerikanerne interesserede, uanset den grønlandske befolknings manglende opbakning til ideen.

Det er interessant at se, at den danske regering i realiteten ikke modsætter sig de amerikanske krav med andet end ord. Jo, det er sandt at vi nok ikke kan stille det helt store op militært, bortset fra i en given situation at yde en symbolsk militær modstand og i øvrigt konstatere en suverænitetskrænkelse.

Men så længe spillet primært spilles diplomatisk og politisk, er regeringens passivitet slående. Det var ikke mindst tilfælde sidste år, hvor den nyvalgte amerikanske præsident udnævnte sin ambassadør til Danmark. Ambassadøren udtalte som det allerførste, at han så det som sin opgave at indlemme Grønland i USA. Det ville have været såvel logisk som forventeligt, hvis det danske udenrigsministerium i situationen havde afvist at godkende ambassadøren.

Det burde være en no-brainer, men det skete ikke. I stedet tog udenrigsministeren godkendelsen med i et statsråd hos Hans Majestæt Kongen og anbefalede Majestæten at skrive under på godkendelsen af en udenlandsk ambassadør, der åbent havde udtalt et ønske om at rive det danske kongerige fra hinanden. Hér kunne regeringen uden vanskeligheder og uden at modtage kritik have sat en fod i døren, men gjorde det ikke.

Tilsvarende da præsident Trump i sidste måned udnævnte Louisianas guvernør til sin udsending til Grønland – igen med et erklæret mål om at indlemme grønlændernes land i USA – uanset om grønlænderne vil det eller ej. Jeg mangler stadig at se Jeff Landry få indrejseforbud i Danmark og i Schengen, og jeg mangler også at se særlige visaregler for amerikanske statsborgere der ønsker at besøge Grønland – uanset om de rejser på diplomatpas eller ej.

En sådan reaktion vil være logisk for en dansk regering, der ønsker at modsætte sig de amerikanske ønsker.

Når det ikke er sket, må det nødvendigvis være fordi der eksisterer en underhåndsaftale mellem Frederiksenregeringen og den nyvalgte amerikanske administration. Aftalen, eller forståelsen, kan man kun gisne om, men at en sådan eksisterer bør være tydelig for de fleste.

Jeg skal i den anledning ikke undlade at gøre opmærksom på, at en eventuel grønlandsk løsrivelse, uanset om det måtte ske som følge af en amerikansk militær intervention eller en formel grønlandsk selvstændighed, vil medføre en dansk grundlovsændring med de besværligheder dét medfører, idet Grønland ifølge Grundloven af 1953 vælger to medlemmer til det danske Folketing. Det kan de naturligvis ikke fortsætte med, hvis landet skal være selvstændigt eller grønlænderne under en eller anden form indgå i USA og være amerikanske statsborgere.

Hidtil lader regeringens forsvar for Grønland at bestå i at udsende pressemeddelelser og opslag på Twitter, og ved en enkelt lejlighed invitere præsident Macron til Grønland, så han kunne udfolde sin ikke ubetydelige franske charme overfor lokalbefolkningen.

Uanset hvad, så er det tydeligt at regeringen på Slotsholmen skal til at tage sig sammen og komme op af starthullerne, hvis det vitterligt er ønsket at imødekomme den grønlandske befolknings ønske om at være herrer over egen fremtid. Af grunde, som jeg allerede har nævnt ovenfor, er det også af geopolitiske grunde bedst at denne fremtid udleves i fællesskab med Danmark.