Under den amerikanske forfatning, er retten til at dyrke sin Gud skrevet ind som det allerførste: I det første forfatningstillæg, sammen med retten til at ytre sig og den frie presse. 

Det burde derfor være en done deal, at alle der opholder sig inden for USAs grænser, har ret til at deltage i gudstjenester, arbejde på sin personlige hellighed og hjælpe andre med samme og yde økonomiske bidrag og andet til sit valgte trossamfund. 

Men under Bidenregeringen skete der noget nyt: Her blev kristne, der var ideologisk modstandere af eksempelvis abort eller LGBT-ideologien, på lige fod med ‘rigtige’ terrorister sat på nationale terrorlister og blev rubriceret som domestic terrorists. Det samme gjaldt de af mine katolske trosfæller i landet, der føler sig kaldede til at deltage i Den Hellige Messe på latin eller, oh skræk, efter den ældgamle rite, der på engelsk kaldes for TLM: Traditional Latin Mass. 

Under Bidenregimet, var dette i sig selv nok til at blive rubriceret som en terrorist og en trussel mod samfundsordenen. 

Forfølgelsen af kristne og andre for deres religiøse valg i livet, standsede da præsident Trump for et år siden overtog præsidentembedet. Rent faktisk, har et opgør med det politiske misbrug af statens magtapparat mod politiske eller ideologiske modstandere stået meget højt på listen over prioriterede opgaver for Præsidentens direktør for de samlede efterretningstjenester, Tulsi Gabbard og for landets fremragende justitsminister, Pam Bondi.

Så sent som i går præsenterede landets justitsminister et tydeligt eksempel på dette politikskift. I forbindelse med de igangværende uroligheder i Minnesota, havde en gruppe aktivister nemlig brudt ind i en af landets utallige evangeliske kirker, forstyrret gudstjenesten og truet præsten. 

At denne handling var en trussel mod kirkegængernes first amendment rights, er åbenlyst. At dét Demokratiske Parti, der indtil for et år siden sad på regeringsmagten for det meste blot havde en skuldertrækning til overs for stuntet, er beklageligt men ikke særlig overraskende. Men regeringen, i dette tilfælde repræsenteret af justitsminister Pam Bondi, reagerede prompte: I går blev det meddelt, at de formodede skyldige aktivister er blevet anholdt og forventes stillet for retten, hvor det må formodes at anklagemyndigheden vil sigte efter den høje ende af strafferammen. 

Det har selvfølgelig hjulpet med sagens opklaring, at aktivisterne i rigt mål filmede sig selv under angrebet. Ydermere var en af deltagerne i angrebet en ellers ret feteret Tv-journalist ved navn Don Lemon, som naturligvis også er blevet anholdt og sigtet. Hvis man skal være helt ærlig, så er det nok i høj grad anholdelsen af Lemon, der har været udslagsgivende for at mediedækningen af anholdelserne har været så massiv. Sammen med Lemon er yderligere mindst én af de anholdte tituleret som journalist. 

Aktivisterne sørgede i rigt mål for at filme sig selv mens de begik forbrydelserne mod ikke kun kirkegængerne, men også USAs ganske fremragende forfatning. Det burde derfor være en slam dunk at sikre en domfældelse, men det må tiden naturligvis vise. 

Dette er naturligvis med til at gøre sagen ekstra interessant, for hvor langt strækker lovgivningens beskyttelse af journalisters arbejde egentlig i den slags sager? 

Jeg ved ikke hvordan det er i USA, men i Danmark er sagen klar: Hvis journalister gennem deres arbejde får kendskab til alvorlig kriminalitet, er de i de fleste tilfælde forpligtede til at melde det til politiet. Der findes en skyggezone af undtagelser, men voldelige overgreb udgør ikke en sådan. 

Hvordan denne skyggezone fungerer i USA juridisk eller praktisk, har jeg ikke tilstrækkelig kendskab til. Men også hér er jeg overbevist om, at Don Lemon, da han fik besked om angrebet mod kirken og dens menighed så han kunne dække historien, var både juridisk og moralsk forpligtet til at gå til forbundspolitiet FBI med sin viden. Der var hverken en juridisk eller en journalistisk begrundelse for at tilbageholde en sådan viden. 

Nu sidder den tidligere CNN-journalist så i fængsel, og må forvente at et forsvar baseret på journalistiske rettigheder nødvendigvis må blive viftet til side af en dommer.

Efterfølgende udsendte justitsminister Pam Bondi så en kort, men umisforståelig udtalelse:

Make no mistake, under President Trump’s leadership and this administration, you have the right to workshop freelance and safely. And if I haven’t been clear already, if you violate that sacred right, we are coming after you. 

Det er jo meget glædeligt og det er tydeligt og det er en tydelig beskyttelse af amerikanernes ret til at dyrke deres religion i fred, frihed og sikkerhed. Jeg synes det er bedrøveligt, når man læser om kirker i USA, der er nødt til at have bevæbnede vagter for at beskytte menighedens medlemmer. 

Anholdelserne af aktivisterne er glædeligt og det er fremragende, og jeg kan på ingen måde tilslutte mig forargelsen i blandt andet danske medier over denne sag. Foragelsen bør ikke rettes mod de myndigheder der opsporer og anholder forbrydere, men derimod mod dem, der med vold som udtryksmiddel bekæmper de troendes ret til gudsdyrkelse.