Som jeg skrev i mit indlæg i går, var jeg i sidste uge udsat for et decideret drabsforsøg. Dette finder jeg det, af flere grunde, passende at skrive om.

Drabsforsøget fandt sted om aftenen, søndag den 7. april. Drabsforsøget blev foranlediget af Tom Gundersen, som ikke var alene om udførslen.

Jeg skal ikke gå nærmere ind i den tekniske side af sagen, herunder hvilken metode der blev anvendt. Blot skal jeg understrege, at jeg stadig er her og tålmodigt afventer næste gang.

Nogle dage inden drabsforsøget, torsdag den 4. april, tog Tom Gundersen kontakt til mig. I løbet af vores samtale genog han sin åregamle legende om at han havde regeringens tilladelse til at gøre med mig hvad han vil – herunder slå mig ihjel. Dette er dog en løgn, som ingen dansk borger med kendskab til landets lovgivning kan tage alvorligt, så jeg afviste ham. Vi talte også lidt om vores tidligere fælles veninde, sådan som man jo gør.

Men jeg tog ham ikke synderligt seriøst, og samtalen efterlod mig med det indtryk, at min gamle fjende har været i bedre form.

Søndag aften kom så drabsforsøget, og som det fremgår, så mislykkedes det. Jeg er her stadig. Ukrudt forgår ikke så let og alt det der.

Tidspunktet undrede, og undrer, mig lidt, for der er ingen saglig begrundelse herfor. Jeg kan ikke, selv med min bedste vilje og vildeste fantasi, få øje på et seriøst og velfungerende motiv for at ville slå mig ihjel.

På den anden side, kan jeg stadig den dag i dag, heller ikke få øje på et andet motiv for kidnapningen og torturen dengang i 2007, end godt, gammeldags had. Måske var det hadet der fik overtaget hos ham da han ville slå mig ihjel, måske en anden psykisk ubalance – jeg véd det ikke.

Men det er jo ofte sådan med drabsforsøg, at et mislykket et af slagsen ofte kan risikere at blive fulgt op at yderligere ét, hvor man gør sig bedre umage. Hvorvidt det sker i dette tilfælde, kan jeg af gode grunde ikke vide noget om endnu. Det må tiden vise.

Men idet jeg ikke kan vide om man kan forvente en gentagelse, finder jeg det nødvendigt at gøre opmærksom på en række ting her i indlægget.

For det første, at Tom Gundersen gennem en stor del af sit liv har haft sin gang i Forsvarets Efterretningstjeneste, og derigennem har kendskab til adskillige mere eller mindre eksotiske drabsmetoder. Den der blev anvendt forrige søndag, falder så afgjort ind under denne kategori, og sådan vil det nok også komme til at blive hvis der kommer en gentagelse.

Derfor vil jeg gerne skrive et par ting omkring mit helbred: Mit helbred er fremragende, og væsentligt bedre end gennemsnittet for min aldersgruppe. Hjertet er stærkt, og idet jeg konsekvent nægtede at tage COVID-vaccinen, er sandsynligheden for blodpropper og pludselige hjertestop nærmest nul. Jeg har ingen andre helbredsskavanker end to slidte knæ og en hylende tinnitus. Det kan selvfølgelig også være slemt nok.

Dertil skal det også siges, at den klassiske model med at kamuflere et drab som selvmord, også må afvises. Jeg har ingen som helst intentioner om at tage livet af mig – slet ikke nu, hvor min fjende blotter sig så tydeligt som tilfældet er.

For det er hvad jeg betragter drabsforsøget som: En blottelse, en kompromittering og et udtryk for en eller anden form for desperation, som i sidste ende vil ende med at koste både ham og FE dyrt.

Derfor bør Rigspolitiet behandle min eventuelle død som et muligt drab – og drabsmanden er allerede kendt.