Året var 1864, og Danmark var i krig.

Teknisk set indledtes krigen, da Tyskland den første dag i februar  marcherede over Ejderen, men sandheden er at Danmark kraftigt provokerede Det Tyske Rige til at tage aktion.

Året inden havde en inkompetent dansk regering brudt med internationale aftaler og valgt at knytte hertugdømmerne Slesvig og Holsten tættere til Danmark og indledte en ’fordanskningsproces’ i de to hertugdømmer.

I København vidste man sådan set godt at krigen ville komme. Idiotisk nok havde flere af landets ledere ønsket det, idet man forventede at udlandet hurtigt ville komme danskerne til undsætning.

Det skete som bekendt ikke, og krigshandlingerne standsede fem måneder senere, hvor hele Jylland var blevet besat helt op til Skagen.

I det efterfølgende politiske forløb med fredsforhandlinger, viste det sig hurtigt at den danske regering havde mistet pusten. Kongen, Christian IX, talte åbent om at lade landet blive optaget i Det Tyske Forbund og regeringen, der af udenlandske gesandter i rapporter hjem blev omtalt som ’oldingeregeringen’ (fordi det var de!), havde mere end svært ved at finde argumenter for at modsætte sig.

Men sådan endte det som bekendt ikke. En dansk indlemmen i Tyskland ville have medført en udradering af det danske sprog, kultur og særlige, nationale egenart. Eksempelvis ville dette indlæg være blevet skrevet på tysk og ikke dansk, og flere af indlæggene her på bloggen ville med rimelig sikkerhed, på grund af de strammere tyske regler for ytringsfrihed, have kastet mig i fængsel indtil flere gange.

Det begyndte med at Bismarck ikke brød sig om idéen. Ikke mindst fordi danskerne jo ikke er tyskere, og derfor ikke havde en naturlig plads i et forbund af tyske stater.

Men Danmarks virkelige redning kom fra den russiske zar. Alexander II gjorde opmærksom på det uhensigtsmæssige i at Tyskland skulle beherske de danske bælter og dermed indsejlingen til Østersøen. Zaren fik først englænderne med på logikken, og dernæst franskmændene. Som de sidste i rækken, sluttede også tyskerne sig til logikken: At hvis bælterne, der regulerede indsejlingen til Østersøen blev behersket af en stormagt – uanset hvilken, ville det uundgåeligt resultere i en europæisk storkrig.

Den geopolitiske logik blev derfor at krigens taber, Danmark, fortsat skulle eksistere – om ikke af andre grunde, så for fredens skyld.

Alle var enige: Gennemsejlingen gennem Storebælt og Øresund skulle kontrolleres af en stat, der var lille, svag og fuldstændig blottet for interesse i storpolitik under nogen som helst form. Samtidig skulle gennemsejlingen reguleres af internationale traktater, der skulle udformes på en måde så alle var tilfredse.

Danmarks eksistensberettigelse skulle herefter bestå i at spille vores rolle og udføre de opgaver, som disse traktater i den forbindelse pålagde os. Til gengæld kunne Tyskland så få de hertugdømmer, der var årsag til at krigen brød ud.

I perioden fra fredsslutningen i 1864 og frem til Danmarks indtræden i NATO efter anden verdenskrig, bestod Danmarks udenrigspolitik derfor dybest set kun i to ting: Nemlig at lave handelsaftaler og i øvrigt opretholde landets neutralitet.

Danmark fik lov til at eksistere – ikke fordi vi har en særlig metafysisk eller principiel ret hertil, men fordi de europæiske stormagter fandt vores eksistens nødvendig for at opretholde freden på vort kontinent.

Det er ikke urimeligt at drage en sammenligning til nutidens amerikanske interesse for Grønland. Her har en nyvalgt amerikansk præsident udtrykt, at det af hensyn til amerikanernes nationale sikkerhed er nødvendigt for amerikanerne at overtage ejerskabet af Grønland.

I 1864 ville såvel tyskerne som russerne, foruden som minimum svenskerne, kunne fremføre et tilsvarende argument i forhold til de danske bælter. Jo, et ejerskab ville styrke de pågældende landes sikkerhedspolitiske situation i forhold til naboerne og området generelt – men af de åbenlyse grunde, der i 1864 sikrede Danmarks fortsatte eksistens, ville glæden være kortvarig.

Man kan argumentere for, at tilsvarende gør sig gældende for Grønlands vedkommende. På samme måde som det er tilfældet med Bælterne, er også Grønlands strategiske betydning for vigtig til at kontrollen kan overdrages til en stormagt.

Også i dette tilfælde, vil det være i alles interesse at området formelt kontrolleres af en stat, der er for lille og svag til at udgøre en trussel mod de andre spillere i området. Jo, jeg er opmærksom på at amerikanerne i forvejen har visse militære beføjelser i Grønland – men pointen er netop, eller blandt andet, at de netop ikke benytter sig af disse. Hvis amerikanerne skulle ønske sig en militær opgradering i landet, behøver de derfor ikke påtage sig et ’ejerskab’ af Grønland – mindre kan gøre det.

Men hvad er det så de vil deroppe – amerikanerne? Det er ikke mineraler og den slags, for hvad dét angår, behøver amerikanske selskaber ikke gøre andet end af aflevere en ansøgning om koncessioner. Det har de endnu ikke vist interesse for, så what gives?

Svaret er naturligvis, som også præsident Trump flere gange har nævnt, Kina. Efterhånden som sejlruten nord om Rusland bliver tiltagende mere anvendt, får det nordatlantiske område en tiltagende større betydning for USA’s ambition om at inddæmme Kinas handel og adgang til ressourcer.

Inddæmningen af Kina har spillet en dominerende rolle i præsident Trumps præsidentperiode, og vil sandsynligvis også komme til at gøre det for hans efterfølgere.

Det er min vurdering, at det nylige angreb mod Venezuela og fjernelsen af landets præsident, primært er rettet mod Kina. Venezuela har verdens største oliereserver, og landets største kunde var indtil for et par dage siden netop Kina. Det må formodes, at det er en del af aftalen mellem amerikanernes State Department og Venezuelas tilbageblevne regering, at hanen nu bliver lukket for kinesernes vedkommende.

Det er i den forbindelse interessant at bemærke sig den nylige bombning af islamiske mål i Nigeria. Selv om jeg er enig i det officielle formål med angrebet, at beskytte kristne mod overgreb, er det reelle geopolitiske formål naturligvis et andet. Det vil således overraske mig meget, hvis Nigerias regering vil acceptere Kina som ny storkunde. Kinesernes andel af Nigerias olieeksport kan næppe forventes at blive meget højere end den nuværende 3-5 procent. Nigerias regering har ganske givet forstået budskabet.

Det er med samme sigtepunkt man skal se amerikanernes nuværende bestræbelser på at indføre et regimeskifte i Iran. Iranerne sender nemlig 90-95 procent af deres olieeksport til kineserne, foruden at landet også i realiteten kontrollerer gennemsejlingen gennem Hormuz-strædet.

Hvis regimeskiftet lykkes og det lykkes for amerikanerne at få indsat et USA-venligt styre i Teheran, vil det sætte det kinesiske erhvervsliv og landets regering i en yderst vanskelig situation. USA er ikke i stand til at besejre Kina militært, så det er præsident Trumps strategi i stedet at kvæle landets økonomi og udvikling.

I bestræbelserne på at inddæmme af kineserne muligheder, spiller det nordatlantiske område som nævnt en rolle. Nordatlanten er vigtig som gennemssejlingsområde for såvel kinesisk handel, som tilførsel af energi – hvor de så ellers forventes at få det fra, hvis amerikanerne lykkes med deres forehavende i Iran. Det indgår ganske givet også i amerikanernes overvejelser at undgå en kinesisk militær overtagelse af Grønland, uanset hvor urealistisk en sådan måtte forekomme. Kina i dets nuværende inkarnation er ikke militært ekspansionistisk, og bliver det næppe heller.

Jeg har tidligere beskrevet her på bloggen, hvordan vi kan hjælpe amerikanerne med at bevogte det nordatlantiske område. Danmark modtog sidste år indtil flere meldinger fra såvel EU, som NATO om at lave fælles missioner til området, og også franskmændene har vist interesse for at lave noget bilateralt med Danmark og Grønland– så vidt jeg forstår også af militær karakter.

Jeg tvivler ikke på, er aldeles overbevist om, at det vil være muligt for os at strikke en indsats sammen, der tilfredsstiller amerikanernes behov for kontrol med sejladsområdet uden at skulle igennem det både politiske og kulturelle mareridt det vil være, hvis amerikanerne pludselig sender marinekorpset ind og anholder den grønlandske landsstyreformand og overtager den formelle autoritet over landet.

Det er for øvrigt mit klare indtryk at den grønlandske befolkning heller ikke selv er interesserede, så hvad i alverden skulle de gøre det for?!? Alligevel virker amerikanerne interesserede, uanset den grønlandske befolknings manglende opbakning til ideen.

Det er interessant at se, at den danske regering i realiteten ikke modsætter sig de amerikanske krav med andet end ord. Jo, det er sandt at vi nok ikke kan stille det helt store op militært, bortset fra i en given situation at yde en symbolsk militær modstand og i øvrigt konstatere en suverænitetskrænkelse.

Men så længe spillet primært spilles diplomatisk og politisk, er regeringens passivitet slående. Det var ikke mindst tilfælde sidste år, hvor den nyvalgte amerikanske præsident udnævnte sin ambassadør til Danmark. Ambassadøren udtalte som det allerførste, at han så det som sin opgave at indlemme Grønland i USA. Det ville have været såvel logisk som forventeligt, hvis det danske udenrigsministerium i situationen havde afvist at godkende ambassadøren.

Det burde være en no-brainer, men det skete ikke. I stedet tog udenrigsministeren godkendelsen med i et statsråd hos Hans Majestæt Kongen og anbefalede Majestæten at skrive under på godkendelsen af en udenlandsk ambassadør, der åbent havde udtalt et ønske om at rive det danske kongerige fra hinanden. Hér kunne regeringen uden vanskeligheder og uden at modtage kritik have sat en fod i døren, men gjorde det ikke.

Tilsvarende da præsident Trump i sidste måned udnævnte Louisianas guvernør til sin udsending til Grønland – igen med et erklæret mål om at indlemme grønlændernes land i USA – uanset om grønlænderne vil det eller ej. Jeg mangler stadig at se Jeff Landry få indrejseforbud i Danmark og i Schengen, og jeg mangler også at se særlige visaregler for amerikanske statsborgere der ønsker at besøge Grønland – uanset om de rejser på diplomatpas eller ej.

En sådan reaktion vil være logisk for en dansk regering, der ønsker at modsætte sig de amerikanske ønsker.

Når det ikke er sket, må det nødvendigvis være fordi der eksisterer en underhåndsaftale mellem Frederiksenregeringen og den nyvalgte amerikanske administration. Aftalen, eller forståelsen, kan man kun gisne om, men at en sådan eksisterer bør være tydelig for de fleste.

Jeg skal i den anledning ikke undlade at gøre opmærksom på, at en eventuel grønlandsk løsrivelse, uanset om det måtte ske som følge af en amerikansk militær intervention eller en formel grønlandsk selvstændighed, vil medføre en dansk grundlovsændring med de besværligheder dét medfører, idet Grønland ifølge Grundloven af 1953 vælger to medlemmer til det danske Folketing. Det kan de naturligvis ikke fortsætte med, hvis landet skal være selvstændigt eller grønlænderne under en eller anden form indgå i USA og være amerikanske statsborgere.

Hidtil lader regeringens forsvar for Grønland at bestå i at udsende pressemeddelelser og opslag på Twitter, og ved en enkelt lejlighed invitere præsident Macron til Grønland, så han kunne udfolde sin ikke ubetydelige franske charme overfor lokalbefolkningen.

Uanset hvad, så er det tydeligt at regeringen på Slotsholmen skal til at tage sig sammen og komme op af starthullerne, hvis det vitterligt er ønsket at imødekomme den grønlandske befolknings ønske om at være herrer over egen fremtid. Af grunde, som jeg allerede har nævnt ovenfor, er det også af geopolitiske grunde bedst at denne fremtid udleves i fællesskab med Danmark.

Jeg læste historien i et dansk statsmedie engang sidste år. Alene kilden gør, at man nok ikke kan have tiltro til ægtheden. Alligevel var den både morsom og sørgelig på samme tid. Det morsomme ved historien er dog nok mest, at når kilden er et dansk statsmedie, med al den censur der automatisk hører med hertil, og den påståede historie skulle have fundet sted i Rusland – så ved man på forhånd godt at det er løgn fra ende til anden.

Det er den sikkert også, men den er god som indledning til dette indlæg, så here goes:

Ovre i Rusland er det jo som bekendt forbudt at propagandere for homofili og kønsforvirring i det offentlige rum. Tværtimod promoveres traditionelle og fornuftige familieværdier meget voldsomt, hvilket er en nødvendig viden at holde sig for øje når man læser historien.

Den handlede nemlig om en russisk middelklassefamilie, hvis ene søn pludselig begyndte at føle sig som en pige. Det er selvfølgelig ikke så godt, for de fleste kan sikkert godt regne ud, at hvis et menneske begynder at opfatte sig selv som noget man ikke er, så har den pågældende et alvorligt problem som skal løses.

Det er underforstået for forståelsen af historien, at hvis hændelsen havde fundet sted i Vesteuropa eller USA inden præsidentvalget sidste år, ville fortsættelsen have været en no-brainer: Drengen ville have fået sin penis skåret af, var blevet fyldt med kvindelige hormoner og sprunget ud som ’pige’ og en samlet venstrefløj ville udråbe forældrene som helte.

Men som allerede nævnt, er den slags ikke muligt i Rusland. Tværtimod er det strafbart i et sådant omfang, at sådan noget giver flere års fængsel til såvel forældre som læger og lærere og andre, det har deltaget med opmuntring hertil. Her er jeg, for øvrigt, fuldstændig enig i den russiske linje. Der kan simpelt hen ikke slås hårdt nok ned på den slags vanvid!

Men nu er det jo Rusland, så der skete ikke nogen ’transition’. I stedet havde det desperate forældrepar sendt deres dreng til en lejr nord for polarcirklen, som var indrettet til præcis den slags misfits. Dér skulle sønnen nemlig tilbringe nogle måneder eller et års tid, hvad ved jeg, med at dyrke ægte mandlige sysler på russisk manér: Kampsport, brændehugning, bjørnebrydning, isfiskeri og vodkadrikning ved lejrbålet om aftenen, hvor rigtige mænd har rigtige mandesnakke om damer og fodbold og avanceret russisk litteratur og den slags.

Historien var underholdende, fordi hensigten tydeligvis var at beskrive det russiske folkefærd som tilbagestående og primitivt: Tænk sig – de tror ikke på at det fornuftige i at skifte køn. Hvor latterligt!

Lige i dette tilfælde, holder jeg nu med russerne – også selv om jeg desværre ikke tror på historien.

Heldigvis for russerne, er den slags tilfælde nemlig ikke lige så ofte forekommende som i LGBT-ideologiens fædreland: USA. Det er der flere grunde til.

I USA har der i årtier kørt en propagandakampagne rettet mod sårbare unge, for at få dem til at opfatte et kønsskifte som en mulig løsning på deres problemer. Dertil kommer, og det er en ikke uvæsentlig detalje, at politisk efterladenhed i årtier har tilladt såvel madvarer som drikkevand at blive forurenet af alskens kemikalier, som ingen har styr på. Oven i det har landet udviklet et børnevaccineringsprogram, der gør, at et stakkels barn får 72 indsprøjtninger inden det går ud af skolen.

Den slags skaber en biologisk uro, som nedarves gennem generationer og som nødvendigvis må give problemer. Landets nye sundhedsminister, Kennedy, har sat sig som mål at få problemet med kemikalier i maden og drikkevandet og de overdrevent mange vaccinationer, løst, men hér tror jeg desværre ikke at en enkelt valgperiode er nok.

Heldigvis for russerne lider de ikke af samme problem. Her er giftstoffer i maden et ukendt fænomen, drikkevandet skulle vistnok være sundt og indsprøjtninger væsentlig færre og bedre testede. Takket være en lovgivning der er så tydelig at den oven i købet står skrevet i landets forfatning, udsættes landets børn og unge heller ikke for propaganda fra LGBT-ideologien. Derfor eksisterer problemet nærmest slet ikke i Rusland – og da slet ikke i et omfang, der vil gøre førnævnte ungdomslejr til en fornuftig forretningsmodel.

I Danmark er problemet med kønsforvirring væsentligt mindre end i USA, men vi har også bedre styr på fødevarer og drikkevand end de har. Her er det mit indtryk, at problemet mest handler om utidig ideologisk påvirkning af sårbare unge i teenageårene.

Det er også det ideologiske pres, der sikrer at der overhovedet eksisterer et kønsforvirringsproblem i Danmark. I virkeligheden burde det ikke være så svært at løse.

Hvis et ungt menneske begynder at ’føle’ sig som en person af det modsatte køn, burde løsningen ligge lige for. Desværre er jeg ikke tilstrækkelig overbevist om at en tid nord for polarcirklen, tilbragt med bjørnebrydning og isfiskeri, er løsningen.

Nej, løsningen på at det der kønsforvirringspjat er i virkeligheden meget mere ligetil og kræver ikke nødvendigvis at man forlader mors kødgryder.

Hvis en dreng føler som om en pige, har vi i Vesten for vane at fylde kroppen op med kvindelige kønshormoner, hvilket vel ret beset egentlig ikke kun er tåbeligt, men også direkte ondskabsfuldt.

Løsningen er meget mere direkte: Dels en solid kur med tilførsel af testosteron indtil balancen er mere rimelig, dels en serie samtaler med den pågældende, hvor man gør det klart at det at være mand, eller maskulin, om man vil, er noget man kan være på mange måder. Ikke alting er som de mandehadende feminister siger det, og heldigvis for det.

Eksempelvis så jeg engang et interview med en såkaldt ’transperson’, der fortalte at han følte sig nødsaget til at transitionere til pige, fordi han -hold nu fast- følte et behov for at vise omsorg for andre mennesker, fremfor at dominere dem. Det er ikke just verdens mest solide beslutningsgrundlag.

Der sker mange lægelig svigt på området, og en dag burde der komme et retsligt efterspil mod deltagende læger og sundhedspersonale, foruden pædagoger og lærere og svigtende forældre og andre, der har tilladt den slags ting at udvikle sig.

Omkring hele LGBT-ideologien som sådan, skal jeg nøjes med at citere Hans Eminence Kardinal Sarah, der, ganske vist på engelsk, er citeret for følgende:

Gender ideology is a Luciferian refusal to receive a sexual nature from God

Så enkelt kan det siges. Kardinalen har aldeles ret. LGBT-ideologien er som udgangspunkt et oprør mod Gud, et oprør mod selve det at være menneske og noget der bør modarbejdes med alt hvad et samfund har at byde på.

Oh – og lige en ting her til sidst: Jeg har netop set en statistik fra USA, der viste antallet af amerikanere der opfattede sig selv om enten såkaldt nonbinære eller med et andet køn end det de blev født med. Antallet er faldet drastisk siden præsident Trump tiltrådte embedet tilbage i januar. Så meget for betydningen af ideologisk påvirkning som en faktor for teenageres forvirring omkring kønsidentitet.

EU har kategoriseret Kina som en ’systemisk rival’ til EU, og flere europæiske lande er oven i købet begyndt at overveje at sende militær til det Sydkinesiske Hav, hvis krisen mellem Folkerepublikken og udbryderne i Taiwan skulle udvikle sig til egentlige genvordigheder.

Men den europæiske holdning til Kina er forkert og skadelig af flere grunde.

For det første, så har samtlige europæiske lande på diplomatisk plan anerkendt Folkerepublikkens krav på Taiwan; Det er ganske enkelt en betingelse for at kunne opretholde diplomatiske forbindelser med regeringen i Beijing. For Europas vedkommende, burde problemstillingen omkring Taiwans status således være overstået for længst.

For det andet, så har et samarbejde med Kina store fordele og muligheder for Europa. Det er et faktum, at europæiske og kinesiske virksomheder gennem tiden i et stort omfang har hjulpet hinanden til succes. I en tid, hvor det er kineserne der bærer den globale teknologiske førertrøje, bliver vort behov for et tillidsfuldt og respektfuldt samarbejde med Riget i Midten endnu mere tydeligt.

For Europas vedkommende, er vore to vigtigste partnere udenfor Europa rent faktisk USA og Kina. Europas interesse burde derfor være krystalklar: Det bør være et europæisk mål at hjælpe Washington og Beijing til at blive bedre til at arbejde sammen. Den globale økonomi trives ikke på konfrontation, men på et gensidigt og respektfuldt samarbejde.

Derfor vil jeg tillade mig at udtrykke et håb om, at USA’s og Kinas bilaterale forhold vil forbedre sig i tiden fremover. Det bør være et politisk mål for såvel EU-kommissionen som de nationale regeringer, at arbejde for en sådan udvikling.

Med hensyn til kinesernes måde at indrette deres samfund på og deres tydelige mangel på respekt for det enkelte menneskes rettigheder til eksempelvis at dyrke Gud i frihed, skal der ikke herske tvivl om at der er masser af plads til kritik.

Men dette bør ikke forhindre os i at erkende, at såvel sikkerhedspolitisk som økonomisk har vi i Europa en interesse i ikke at falde for det amerikanske ønske om at indgå i konflikt med Folkerepublikken, men derimod i at knytte bånd til såvel Øst som Vest. Dette bør ske i håbet om at knytte de to parter tættere sammen, idet hverken Europa eller et lille land som Danmark, nyder nogen som helst fordel af strid og splittelse. Vi har ingen interesse i konflikt, men derimod i samarbejde og at udbygge tilliden og den gensidige respekt mellem Øst og Vest.

En semit er en person, der taler et semitisk sprog. Disse udgøres i alt væsentligt af arabere, assyrere og andre grupper, som anvender sprog der tilhører det semitiske sprogområde. Også hebræisk er et semitisk sprog, og samtidig det officielle sprog for staten Israel. Landet giver desuden et andet semitisk sprog, arabisk, en ’speciel status’.

Det er derfor rimeligt at betragte borgerne inden for staten Israels grænser som ’semitter’. De er semitter, fordi statens to officielle sprog begge tilhører den semitiske sproggruppe.

Dette er et faktum, som desværre misbruges groft af Israels forsvarere, når legitim kritik af landets fremfærd overfor palæstinenserne affejes som værende ’antisemitisk’. Hvis man kritiserer Israel, er man åbenbart antisemit – et menneske, som nærer modvilje mod mennesker, der tilhører bestemte sproggrupper.

Det giver sig selv, at dette naturligvis er noget sludder. Det er der flere grunde til. Den ene er det åbenlyse: At Israels nuværende forsøg på folkedrab på palæstinenserne, rent faktisk er et folkedrab rettet mod en anden semitisk gruppe, idet sproget blandt palæstinenserne som bekendt er arabisk.

Man kan derfor med nogen ret bede Israel feje for egen dør, idet landets forsøg på fordrivelse og folkedrab mod landets oprindelige arabiske befolkning, med mindst lige så stor ret kan kaldes for antisemitisk.

Hvad Israels støtter tilsyneladende ikke forstår, er at Israel ikke har eneret på at være ’semitisk’. Arabere og assyrere er også semitter, hvilket Israels og deres støtter lader til at have glemt. For nogle er forglemmelsen af en bevidst natur, sådan som det så ofte kan være det når ideologi trumfer sandhed.

I det hele taget er der meget i debatten omkring staten Israel, der forekommer at være ulogisk og uden sans for hverken historie eller faktiske realiteter. Tag sådan noget som påstanden om at ’Israel har ret til at eksistere’.

Påstanden er interessant, al den grund at ingen stat og intet land som sådan har en ret til at eksistere. Stater er rent menneskelige konstruktioner, og har som sådan ingen decideret ret til at eksistere. Det Romerske Rige havde ingen ret til at eksistere, det Byzantiske Imperium havde ingen ret til at eksistere, DDR havde ingen ret til at eksistere, Inkariget havde ingen ret til at eksistere, Mayariget havde ingen ret til at eksistere og Sovjetunionen havde ingen ret til at eksistere – blot for at nævne nogle få eksempler på statsdannelser, der ikke længere er at finde på landkortet.

Danmark er et land, der kontinuerligt har eksisteret som stat i mere end 1000 år. Vi har været her så længe, at både vi og vore naboer har svært ved at se det anderledes. Det er jo meget godt, men vi må ikke glemme at Kongeriget Danmark i kaosset efter 1864 rent faktisk var ganske tæt på at blive opslugt i Det Tyske Rige og dermed ophøre med at eksistere som selvstændig stat og, i realiteten, som kulturgruppe med alt hvad dertil hører.

At Danmark overlevede som stat og den danske kulturgruppe fik en chance mere, skyldes udelukkende vores geografiske placering som vagtpost ved indsejlingen til Østersøen.

I forbindelse med fredsforhandlingerne, var vores daværende konge nemlig parat til at smide tøjlerne og melde landet ind i Tyskland. Det skete så ikke, fordi Rusland satte foden i døren og fik medhold hos de øvrige stormagter: Det Britiske Rige, Frankrig og Bismarck’s Tyskland: For at sikre freden, var det nemlig nødvendigt at indsejlingen til Østersøen skulle bevogtes af en stat der ikke var nogen stormagt, men derimod lille, svag og uden nævneværdig interesse for storpolitik. Begrundelsen turde være åbenlys, idet en hvilken som helst anden model ville føre til storkrig i Europa.

Så Danmark fik lov til at eksistere nogen tid endnu. Ikke fordi landet har en særlig ret hertil, men fordi regeringerne i de vigtigste europæiske hovedstæder betragtede vores fortsatte eksistens som værende nyttig og nødvendig for at opretholde freden.

At Danmarks fortsatte eksistens skyldes intervention fra Rusland, betragtes i dag vistnok som værende politisk ukorrekt. Men sådan er der så meget.

Også lande omkring os som Sverige og Storbritannien har eksisteret kontinuerligt som lande og stater så længe, at kun de færreste kan tænke sig det anderledes. Men nogen ’ret’ har de ikke. Sverige og Storbritannien eksisterer fordi de gør, ikke fordi de har ret hertil.

Så hvorfor skulle Israel have en sådan indbygget ’ret til at eksistere’? Selve påstanden er, historisk set, absurd. Om Israel i gammel tid kan man læse, at Gud bestemt ikke til alle tider har haft den opfattelse at Israel under sine forskellige inkarnationer skulle have en særskilt ret til at eksistere. Det skete flere gange i Gammel Testamentelig tid, at Gud sendte sit folk på flugt og overlod landet til andre.

Sidst det skete, var omkring år 70, hvor de romerske besættere havde fået nok og rev Templet ned. Den overlevende jødiske befolkning blev for størstedelens vedkommende efterfølgende indfanget af romerne og røg på slavemarkederne.

Disse sørgelige begivenheder forudså Jesus flere steder i Evangelierne; Mattæus 24, 1-2; Lukas 19, 41-44 og Mattæus 23, 37-38.

De fleste kristne har den opfattelse, at Gud lod disse ting ske, fordi det store flertal af jøderne nægtede at følge den lovede Messias, da Han kom til dem. Det var faktisk hvad Jesus sagde i Lukasevangeliets 19, 44 og i Mattæus 23, 39 sagde Han endvidere at: For jeg siger Jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være Han, der kommer i Herrens navn. I Mattæus 21, 43 siger Han det mere klart: Guds Rige skal tages fra Jer og gives til et folk, som bærer dets frugter.

Deri ligger det også, at kristne i Vesten under ingen omstændigheder kan anvende et bibelsk argument for påstanden om staten Israels unikke ’ret til at eksistere’. Kristen zionisme er ganske enkelt et udtryk for manglende skriftforståelse, men det er en anden sag som jeg måske vil overveje at skrive mere om en anden dag.

Kort sagt: Israel er en stat blandt andre stater, og er omfattet af de samme historiske cyklusser som altid gælder for sådanne. Og kritik er Israels fremfærd overfor landets oprindelige palæstinensiske befolkning er ikke mere antisemitisk end Israels nuværende forsøg på folkedrab af disse.

Det skete nede i Bazar Vest for ikke så lang tid siden. Som så ofte før, sad jeg ved et af spisestederne med et måltid mad og en kop kaffe. Skæbnen havde villet det sådan, at jeg sad med direkte blik til en valgplakat med den radikale kandidat Mahad Yussuf.

Som folk der kender til min baggrund vil vide, er jeg gammel radikal. Helt tilbage til min ungdom engang i tidernes morgen, var jeg hele turen igennem i partiet. Jeg har repræsenteret partiet som kandidat til næsten samtlige danske folkevalgte forsamlinger – med Europaparlamentet som eneste gloriøse undtagelse. Jeg har været medlem af partiets hovedbestyrelse og kredsformand hjemme i Esbjerg helt tilbage til dengang, hvor telefaxen blev betragtet som noget moderne skrammel og computere ikke kunne andet end tekstbehandling.

Det var tider, det var sjovt og jeg lærte meget. Jeg var stor fan af Marianne Jelved og i nogen grad også af Niels Helveg Petersen, mens jeg aldrig helt lærte at greje Lone Dybkjær. I en periode var Jens Bilgrav Nielsen min bedste kontakt i folketingsgruppen og jeg færdedes ofte på Christiansborgs gange. Det var jo inden al det der adgangskontrol begyndte at slå igennem. Det var dengang vagten blot spurgte ’ved du hvor du skal hen?’ og man svarede ’Proviantgården – jeg har været der før’ og vagten så svarede noget i retning af ’jamen, det var da fint’ – og så lå den store borg ellers bare helt åben.

Jeg vil gerne røbe en hemmelighed: Det var langt fra altid at jeg gik direkte over til partiets lokaler i Proviantgården. Ganske ofte havde jeg andre mål – jeg mente bare ikke at det kom sådan en vagt ved hvor jeg skulle hen. Måske skulle jeg i virkeligheden til en reception et sted eller noget andet politiknørdet ’action’.

Sidenhen har adgangen til huset ændret sig, og ikke til det bedre. Nu om stunder foregår det med bombesluser og babysittere og hvad ved jeg. Det er sandelig ikke let at være politisk hang-around i vore dage, og jeg misunder virkelig ikke nutidens unge talenter.

Det Radikale Venstre har ændret sig meget siden dengang. Endda så meget, at det i dag kan være svært at kende forskel på radikale og alle de andre. I dag er partiet for eksempel tilhængere af både NATO og oprustning og efter sigende finder man endog officerer blandt partiets medlemmer.

Det sidste er i sig selv nok til at holde sådan èn som mig på lang afstand. Dengang jeg var aktiv tillidsmand i partiet, gav min baggrund som militærnægter ikke andet end anerkendende blikke. Desværre er jeg ikke helt overbevist om, at Det Radikale Venstre er militærnægternes parti længere. Tværtimod, faktisk. Partiet er blevet militærvenligt, og det er en katastrofe.

I det hele taget er partiets forhold til militæret et af de punkter, hvor jeg til enhver tid vil argumentere for at Det Radikale Venstre har mistet sig selv. En radikal er anti-militarist – sådan er det og sådan har det altid været. Mine personlige erfaringer sidenhen med militæretaten, har ikke ligefrem gjort mig mere venligt stemt overfor den slags. Snarere tværtimod, faktisk.

Men valgplakaten med de radikale kandidat ned i Bazar Vest, fik mig til at tænke over mit nuværende forhold til partiet. Jeg har konsekvent stemt radikalt ved kommunalvalg – med undtagelse af valget i 2013, hvor jeg var opstillet for et andet parti. Stemmen har hver gang været personlig – til min gamle kampfælle Rabid Azad-Ahmad. Men nu stiller Rabih jo desværre ikke op længere, så hvad skal jeg dog stille op?

Er det overhovedet muligt at stemme radikalt igen sådan som partiet opfører sig for tiden?

Og mens jeg sad der og kiggede på Mahads portræt på plakaten, tænkte jeg på en erfaring jeg selv så ofte gjorde i mine aktive år i partiet. Hvis bare jeg havde en femmer for hver gang en borger henvendte sig til mig og med smerte i stemmen beskrev sig selv som radikale – med tilføjelsen: Men desværre er partiet bare ikke radikalt længere, så jeg kan ikke stemme på Jer. Så havde jeg ikke være en fattig hjemløs i dag, men derimod en velhavende herre med stok og hat og pæn frakke!

Men der var mange dengang, og på et tidspunkt udviklede jeg en teori om, at tidligere radikale nok i virkeligheden er landets største vælgergruppe.

Så slemt er det nok ikke, heller ikke selv om jeg selv er med i gruppen.

Mine politiske overbevisninger har ikke ændret sig ret meget siden sidst jeg var med i Det Radikale Venstre – med det har partiet godt nok! Grundlæggende set betragter jeg mig selv som radikal, men kan ikke stemme på partiet ved eksempelvis folketingsvalg. Det har jeg heller ikke gjort…. Længe. Kommunalt? Altid – undtagen den ene gang, hvor jeg selv stillede op for nogle andre. Ved valgene til Europaparlamentet, har jeg konsekvent stemt radikalt lige indtil valget sidste år, hvor partiets omfavnelse af sanktionskrig mod Rusland, censur af medier, vild oprustning og afvisning af mellemfolkelige kontakter østover, fik mig til at flytte min stemme et andet sted hen.

Rigtige radikale fører ikke krige mod hverken Rusland eller Sverige, og vi jubler ikke over udvidelser af NATO. Rigtige radikale søger freden, ikke krigen. Militær og den slags holder vi på afstand, og vi sætter en klemme på næsen hvis de kommer for tæt på. Dog har vi altid syntes af fredsbevarende FN-missioner er en helt fin ide, men det er vist ikke rigtig på mode længere.

Som nævnt, har mine egne politiske overbevisninger ikke ændret sig synderligt siden mine år som aktiv radikal. Jeg er tilbage ved udgangspunktet, kan man sige. Men Det Radikale Venstre har forandret sig meget – og ikke til det bedre, er jeg bange for.

Faktisk, så har partiet gjort sig til talsmand og politisk hjem for det afsindige vanvid, som LGBTQ-bevægelsen er udtryk for. Det parti, der altid har været kendt som fornuftens parti, er nu bannerførere for kønsskifte til børn, kønsneutralitet og andet vanvid.

Dette er for øvrigt den væsentligste årsag til, at jeg i hvad der føles som en evighed, ikke har set mig i stand til at stemme på partiet ved folketingsvalg.

I det hele taget, så betragter jeg mig som centrum-venstre – men jeg oplever at centrum-venstre har forladt mig. Det er i hvert fald ikke hvad det har været. Hvis man i dagens Danmark indtager det tidligere klare, radikale standpunkt at samtaler og folkelige forbindelser med Rusland vil gavne forholdet til vores genbo i øst, at fred og sikkerhed i Europa forudsætter at alle føler sig trygge ved deres naboer og deres intentioner, så bliver man automatisk rubriceret som ’putinist’ og højreorienteret.

Tilsvarende hvis man gør sig til talsmand for at der kun findes to køn og ikke de 72, som LGBTQ-bevægelsen vistnok skulle have optalt. Hvis man giver udtryk for at de øvrige cirka 70 nok snarere er psykiske sygdomme end egentlige køn, har partiet oven i købet stemt et lovforslag igennem i Folketinget, der gør at man bliver hjemfalden til straf.

Det Radikale Venstre har forandret sig, og bestemt ikke til det bedre. Det virker som om man har mistet rødderne. Måske gik det galt dengang husmændene uddøde. Det Radikale Venstre har jo alle dage været en pagt mellem de mindste på landet og de (selverklæret) klogeste i byerne. Husmændene uddøde og efterlod os alene med akademikerne og konsulenterne og den slags typer.

Eller måske var det med valget af Morten Østergaard som partileder efter Margrethe Vestager at det skete. Det var i hvert fald tydeligt, at Morten, til trods for hans mange fine kvaliteter i øvrigt, hverken besad en ideologisk ballast eller interesserede sig synderligt for at anskaffe sig èn.

Min pointe, som det har taget alt for lang tid for mig at nå frem til, er denne: At jeg jo egentlig selv er en af disse hjemløse radikale, der beklager mig over partiets bedrøvelige, uradikale tilstand. Jeg er selv blevet en af dem der siger, at jeg egentlig er radikal men at partiet desværre ikke er det.

Og her vender vi så tilbage til det spørgsmål, som jeg stillede lidt længere oppe i teksten:

Er det overhovedet muligt at stemme radikalt igen sådan som partiet opfører sig for tiden?

Og det var Mahad Yussuf’s for øvrigt fremragende kontrafej, der hjalp mig frem til min konklusion: Ja, kommunalt som hidtil. Ellers nok ikke. Og jeg tænkte på de nydanskere af såkaldt anden etnisk herkomst, som fulgte Rabih ind i partiet – dengang for tyve år siden. Der er tale om politikere, der virkelig formår at balancere mellem umulige modsætninger. På den ene side bekender størstedelen af deres vælgere sig til et islam, der har en traditionel opfattelse af alt det det med køn og homoseksualitet i det offentlige rum og al den slags – og så et moderne Radikale Venstre, der nærmest ikke kan få nok af sådan noget sludder og som topper op med vanvid som kønsskifte for børn, kønsneutralitet og lignende mærkværdigheder.

Men de gør det – balancerer. Og mens jeg sad dèr og studerede Mahad’s billede, gik det op for mig hvordan. Svaret var enkelt og det var ligetil og det var logisk: Der er tydeligvis en ikke ubetydelig del af partiets medlemmer i Aarhus, der har dèn dèr anden etniske baggrund – og de er tydeligvis både talmæssigt og velorganiserede nok til at de dominerer, når vælgerforeningen vælger byrådskandidater. Men det interessante er: Ikke en eneste stiller op som folketingskandidat. Ikke èn. Nada. Dette på trods af, at Radikale i Aarhus stiller med hele fire af slagsen, fordi byen er inddelt i fire opstillingskredse.

På den måde er det ikke så svært at balancere med LGBTQ-galningene, det giver sig selv. Man sætter sig på det kommunale niveau, og så må de andre have deres luftkasteller for sig selv.

Lad mig sige det med det samme: Den eftermiddag vandt Mahad Yussuf min stemme. Hvis jeg stadig bor i Aarhus til november, stemmer jeg på ham. Dog vil jeg, af personlige grunde, meget hellere bo i Esbjerg. Derovre har jeg indtryk af at vælgerforeningen har en mere fornuftig og jordnær medlemsskare end det vi ser i eksempelvis Aarhus eller København. Måske vil jeg kunne være med dér, hvis det engang skulle lykkes for mig at vende hjem til byen, hvorfra min verden udgår.

Og mens dette skrives, mindes jeg noget som Marianne Jelved for alt for mange år belærte mig: At i Det Radikale Venstre er politikken cirkulær; Det vil sige, og nu citerer jeg så ordret som jeg kan huske det: Hvis du nogensinde skulle opleve at være i mindretal eller måske stå helt alene med dit synspunkt, så fortvivl ikke. Hvis du står urokkeligt fast med dine holdninger, vil det kun være et spørgsmål om tid, inden resten af partiet mener det samme.

Når man tager i betragtning at den danske mediedækning af amerikansk indenrigspolitik nærmest er væg-til-væg, kan man godt blive forundret over den manglende dækning af Præsident Trumps nylige annoncering af en ny udenrigspolitisk doktrin for den amerikanske supermagt. Annonceringen fandt sted i en tale under præsidentens officielle besøg i Riyadh den 13. maj, så medierne har haft masser af tid til at sætte sig ind i talen dens vidtrækkende konsekvenser.

Der er ellers nok at tage fat i, men når ingen andre åbenbart vil – så vil jeg.

For mig personligt, er der ingen tvivl om at jeg betragter Præsident Trumps Riyadh-doktrin som mere end bare et skridt i den rigtige retning; Rent faktisk er der tale om en doktrin, som jeg selv ville være villig til at skrive under på, hvis ellers nogen skulle finde på at bede mig om det.

Siden 2. Verdenskrig har det ellers været den kendte Truman-doktrin, der har været retningsgivende. Truman-doktrinen blev annonceret i ruinerne efter anden verdenskrig, i 1947, og var en doktrin, der var tilpasset en verden, hvor fjenden var den kommunistiske verden og frygten for en udvidelse af denne.

Doktrinen var en succes, i hvert fald i den forstand at jerntæppet faldt for nu 35 år siden, hvor befolkningerne i Østeuropa vandt deres frihed tilbage.

Således alt godt, men desværre har ingen af de amerikanske præsidenter inden Trump fundet anledning til at ændre på landets udenrigspolitiske doktrin.  

Det er naturligvis rimeligt nok, at en doktrin først kan ændres, når man for alvor kan se hvilken retning ’den nye verden’ bevæger sig i. Det har man jo sådan set kunnet i nogen tid efterhånden, så da Præsident Trump i Riyadh annoncerede sin nye doktrin, var det både logisk og ønskeligt. Det var simpelt hen på tide, og hvem skulle gøre det andet end en ny præsident, der blev valgt på ønsket om at befri sit land fra den gamle gardes jerngreb og som oven i købet har en kraftig instinktiv og værdimæssig modvilje mod at føre krige?

For at Truman-doktrinen i mange tilfælde kunne give et figenblad til et politisk ønske om at fremme USA’s interesser gennem krigsførsel på fremmede kontinenter, har været tydeligt for enhver.

Især har doktrinens krav om intervention mod ufrie regimer og forpligtelsen til at kæmpe for demokratiets udbredelse, været anvendt som argumenter når krige skulle sparkes i gang. Det så vi blandt andet i forbindelse med USA’s invasion i Irak og i det mislykkede forsøg på at lave nationsopbygning i Afghanistan.

Men med den nye Riyadh-doktrin er det endelig slut med den slags eventyr – og heldigvis for dét. I dag kan de fleste vist godt se, at især krigen i Irak kom der intet godt ud af. Dengang det skete, var jeg kraftig modstander af den, og oplevede til min udelte forbløffelse i den forbindelse at blive kaldt for såvel kommunist som Saddam-tilhænger.

Logikken, som jeg aldrig lærte at forstå, var at hvis man var uenig i et kernepunkt i aktuel amerikansk udenrigspolitik, måtte man nødvendigvis være kommunist – og hvis man modsatte sig en krig mod et åbenlyst totalitært styre, som Saddams Irak jo var – ja, så måtte man nødvendigvis selv være tilhænger af totalitarisme som styreform. Synspunktet var en direkte forlængelse af præsident Bush’s lige lovligt liberale fortolkning af Truman-doktrinen: At enten er I med os, eller også er I imod os. Datidens amerikanske regering og europæiske neocons, efterlod ikke andre muligheder end disse to alternativer.

Holdningen var også, at når først de amerikanskledede vestlige tropper rullede ind i henholdsvis Kabul og Baghdad, ville den lokale befolkning juble over dens nyvundne frihed.

Vi ved alle, at det langt fra var sådan det gik. Tværtimod måtte næsten 4500 amerikanske soldater lade livet som følge af de kamphandlinger som fulgte besættelsen af Irak, og 32300 blev såret. Større var lykken hos den lokale befolkning altså heller ikke.

I dag kan de fleste vistnok se at jeg og de øvrige krigsmodstandere dengang havde ret; at krigen mod Irak intet godt ville føre med sig, og at fantasien om nationsopbygning under en fremmed magts militære besættelsestropper, i dette tilfælde USA og bla Danmark, naturligvis aldrig vil blive positivt modtaget af noget lands befolkning.

Den efterfølgende opblomstring af islamisk ekstremisme i ikke blot Mellemøsten, men også Europa, medvirker blot til at understrege det tåbelige i forehavendet.

Det fremgår tydeligt af Præsident Trumps offentlige udtalelser, at hans holdning til især Irak-krigen lader til at være identisk med min egen dengang til samme emne – og naturligvis også i dag. Jeg synes det er rart og betryggende, at USA endelig har fået en præsident, der tør tage denne arv op og drage de nødvendige konklusioner på den.

Rent faktisk, så er Præsident Trumps helt grundlæggende modvilje mod krig, blodsudgydelse og militær intervention beundringsværdig og afgjort én af grundene til, at jeg glæder mig over, at USA’s præsident i dag hedder Donald Trump. Da Trump tiltrådte embedet i januar, var det tydeligt at USA havde brug for et skifte – og det samme havde resten af verden.

Men hvad er så denne Riyadh-doktrin for en størrelse og hvad er forskellen i forhold til den gamle Truman-doktrin?

Mens Truman-doktrinen forpligtede USA’s regering til en global kamp mod datidens ideologiske fjende, kommunismen, med anvendelse af alle de redskaber man havde i skuffen af militære og økonomiske midler, er præsident Trumps tilgang meget fornuftsbaseret og tilrettet verden sådan som den er her i 2020’erne og som den forventes at udvikle sig gennem de kommende årtier.

Linjen i præsident Trumps doktrin er, at afvise interventioner og nationsbygning som en et redskab, og i stedet understrege regional suverænitet som et kernepunkt i doktrinen. Som Trump sagde I Riyadh: “Peace, prosperity, and progress ultimately came not from a radical rejection of your heritage but rather from embracing your national traditions.” Det har præsidenten naturligvis aldeles ret I, og rent faktisk, så afspejler det nogenlunde min egen holdning, dengang i Irak-krigens begyndelse, når jeg diskuterede emnet med europæiske neocons.

Eller sagt på en anden måde: USA’s politiske system med dets frihedsrettigheder til befolkningen, er to die for – men det er bygget af amerikanere til amerikanere, og kan ikke nødvendigvis eksporteres til fjerne lande med en anden kultur, på tværs af den nationale samtale i dette land.

Et andet hovedpunkt i den nye doktrin, er at lade økonomisk partnerskab erstatte ideologisk konfrontation. JA: Lande regeres forskelligt og med udgangspunkt i forskellige ideologier. Det er ikke i alle lande, at regeringen er ’By the People and For the People’. Det er pokkers og det er bedrøveligt, men det er sådan det er. Naturligvis ville det være bedst hvis demokratiet spredte sig, men sandheden er, at tingene udvikler sig bedst, hvis det er befolkningen selv der holder roret i hænderne. Trumps fokus er derfor på relationer i handel og økonomi og et samarbejde, der gavner begge parter. Også dér er jeg enig med den amerikanske præsident.

Og mens Truman-doktrinen forpligtede USA til at spille en global rolle i kampen mod kommunisme og for udbredelsen af demokrati, er Trumps doktrin meget mere i tråd med ambitionen om at sætte America First. Trumps linje er et selektivt engagement med særligt fokus på strategiske partnerskaber med centrale allierede – som eksempelvis Saudi Arabien og De Forenede Emirater. Trump erstatter dermed den globale forpligtelse med bilaterale aftaler, som skal være i USA’s interesse. Det ville jeg klart opfatte som en positiv forbedring hvis jeg var amerikaner.

Præsident Trump har også en anden tilgang hvad anvendelse af diplomatiet angår. Mens Truman-doktrinen byggede meget på institutionelle mekanismer til at gennemføre sin politik, satser Trump mere på personlige relationer i sin tilgang. Dette er en logisk konsekvens af den kendsgerning, at den amerikanske præsident er en peoples person, som efter sigende er meget dygtig til at skabe personlige relationer med sine modparter.

Og mens Truman-doktrinen forpligtede til en hård ideologisk modstand mod ideologiske modstandere, som dengang var kommunismen, er præsident Trump mere pragmatisk i sit udgangspunkt. Det ser man mest tydeligt i hans holdning til Iran, som præsidenten omtaler som ’the most destructive force’. Dette har dog ikke forhindret ham i at tilbyde Iranerne en olivengren og ønske landet succes og fremgang – dog, i sagens natur, uden egne atomvåben. Også hér er jeg enig med præsident Trump: Den iranske befolkning har valgt den vej som de ønsker at deres land skal udvikle sig, men engang i fremtiden vil de muligvis nok vælge en anden. Det skal bare ske i deres eget tempo og på deres egen måde – og i mellemtiden skal landet naturligvis udvikle sig i frihed og velstand og i fred og i balance med landets naboer.

Mens Truman-doktrinen i høj grad handlede om at forhindre kommunismens udbredelse, tror præsident Trump mere på optimisme og regional udvikling. Eksempelvis gør Trump i talen opmærksom på, at det økonomiske mirakel i eksempelvis Saudi Arabien og UAE og de forbedrede livsvilkår for befolkningerne i de to lande, er udtryk for en udvikling som aldrig kunne have fundet sted under en besættelse.

Tværtimod er denne regions nye guldalder et udtryk for en national og regionalt drevet udvikling. Det samme kan, efter min mening, i øvrigt siges om den tilsvarende udvikling i Asien, som i høj grad også stormer frem i disse år. Det samme vil man om et par årtier kunne sige om det afrikanske kontinent, men det kan vi jo passende vende tilbage til når tiden er inde til dét.

I det hele taget, er den nye amerikanske doktrin, som præsident Trump har lanceret, et velkomment skifte fra den kolde krigs ideologiske krigsførsel til en mere transaktionel og regionalt fokuseret udenrigspolitik, som er designet til det 21. århundredes udfordringer og skiftende økonomiske og geopolitiske realiteter.

Det er alt for mange år siden at det skete, men alligevel står formiddagen som mejslet ind i min hukommelse.

Jeg var 18 år gammel, havde nærmest aldrig været nogen steder før i mit liv – men aftenen inden var jeg ankommet til mine drømmes by. Jeg var i New York; Simon & Garfunkels hjemstad; Byen, der aldrig sover. Året var 1985, og jeg var frisk og sprød og havde droppet alle studenterfesterne efter min HF-eksamen, så jeg kunne nå flyet.

New York havde været i mit blod siden jeg år tidligere var blevet introduceret til LP’en med Simon & Garfunkels koncert i Central Park – koncerten, hvor byens jointsælgere havde lovet at donere aftenens fortjeneste til byen, de alle elskede.

Og nu var jeg der selv. Jeg var ankommet aftenen i forvejen, efter at have delt en taxi med en amerikansk pige, der vistnok hed… ja, det har jeg desværre glemt, og da jeg senere ringede til hende fra en telefonboks, var det en mand der svarede.

Men jeg husker sommerfuglene i maven, da jeg gennem taxiens ruder for første gang så BYEN.

Næste morgen, da jeg vågnede, skete det så: Øjeblikket, der for altid har fæstnet sig for mit indre blik.

Jeg trådte ud fra hotellet, sommersolen bagte ned og da jeg lod blikket vandre opad, var husene så høje at jeg blev svimmel. 50 meter længere nede af streeten lå den kaffebar, hvor dagens morgenmad skulle indtages. Den var ikke svær at finde – selv ikke for en 18-årig jyde på udebane. Og da jeg nogle minutter senere sad bænket med en kop slavekaffe og en egg&bacon sandwich, skete så det næste fantastiske, som jeg aldrig glemmer: En sort pige, der tydeligvis kendte baristaen ganske godt, beklagede sig over sin boyfriend.

Mit hoved var ved at eksplodere – jeg var der virkelig. Midt i det hele.

Senere gik turen med busselskabet Trailways tværs gennem landet: Fra New York til Chicago og derfra videre til Sacramento, hvor min oldefar dengang boede. Jeg så landet i al dets storhed – og vigtigst af alt: Jeg mærkede det. Fire døgn i bus mellem Chicago til Californien satte sine spor – både på kroppen og på sanserne.

Jeg vil aldrig glemme midvestens uendelige marker, bjergene eller det vildeste af det hele: Den store saltsø, der bare blev ved og ved og ved og…

Nåja, og jeg glemmer nok heller ikke de syv timer jeg tilbragte i Denver mens vi ventede på den næste bus. Sammen med en kiwi og et par stykker mere fandt vi et værtshus, der lukkede os ind til en enkelt øl. Desværre havde de ikke den øl, som Diane i en af Chicagos forstæder havde introduceret mig for, men skidt med det.

Og jeg husker, da Nevadas ørken blev afløst af Californiens blide og smukke natur; allerede ved statsgrænsen begyndte det at vælde frem med blomster og farver og skønhed. Det var ellers lidt af en omvæltning, efter dagevis med ørken og bjerge og….det, jeg husker som råhed.

Men fantastisk var det.

Og ydermere: Reagan var præsident, og jeg var fan.

I det hele taget har jeg altid siden fulgt med i amerikansk politik. Blandt andet har jeg kunnet glæde mig over, at jeg allerede omkring midten af 2007spottede Barack Obama som kommende præsident – inden jeg selv blev tortureret og inden de fleste danskere overhovedet anede hvem han var.

Det har jo, som bekendt ændret sig siden. Jeg husker, at jeg nævnte ham under torturen og at min bøddel ikke anede hvad jeg talte om, men det var der vist heller ikke så mange andre der gjorde.

Som alle andre europæere, har jeg livet igennem haft et kompliceret forhold til amerikanerne og deres land. Jeg synes at det blander sig for meget i andre landes anliggender; i sager der ikke vedrører dem, og til tider har det gjort mig rasende. Jeg har den klare overbevisning, at 800 militærbaser uden for landets grænser, kun vanskeligt kan forklares som national sikkerhed, og at størrelsen på det amerikanske militærbudget er vanskelig at forsvare, når man ser på hvordan landets egen underklasse lever i en nærmest desperat fattigdom.

Men hvad det sidste angår, er jeg også opmærksom på muligheden for bias i de europæiske medier, der beskriver disse forhold.

Gennem årene, har jeg ofte kritiseret USA meget kraftigt – af og til også mere, end bukserne har kunnet holde. Men når jeg har kritiseret dem, skyldes det at de kan gøre bedre. Virkelig. Det kan de! Og det bør de!

Min amerikanske drøm lever stadig. Den dag i dag, vil jeg kunne se mig selv bo i enten Nashville, for musikken, eller Las Vegas – for pokeren. Eller måske min oldefars Sacramento, for klimaet og skønheden og Stillehavet næsten lige uden for døren.

Drømmen lever stadig, og lige siden dengang jeg tog turen med Trailways, har jeg ønsket at tage turen en gang til – denne gang bare gennem sydstaterne, der for mig altid har stået som en stemning, jeg bare VIL have ind under huden. Musikken og maden og sommeraftenerne og kvinder, der taler southern…

Men det kommer nok ikke til at ske, og det er der flere grunde til.

Politikken i USA har ændret sig siden Reagan, og ikke altid til det bedre. Præsidenterne har haft varierende kvalitet – ingen nævnt, ingen glemt. Bush jr. brød jeg mig eksempelvis ikke meget om; selv om jeg forstod behovet for at reagere efter terrorangrebet i New York, synes jeg at reaktionen var uhensigtsmæssig og skadende – både for Verden og for USA selv. I dag er de fleste vistnok enige med mig i at krigen mod og besættelsen af Irak var en fejltagelse, men dengang gav det mig mange heftige diskussioner med europæiske neocons.

Bush gav også energi til retorikeren i mig, der ikke kan undgå at ryste på hovedet over den evigt gentagede påstand om terroristerne: At they hate us for our freedom – når selvsamme præsident på rekordtid gennemførte Patriot Act, der faktisk formindskede selvsamme frihed og som gav inspiration til adskillige terrorpakker i blandt andet Danmark, der har gjort vort land til ét af de mest overvågede i den vestlige del af verden. Selv STASI ville være stolt.

Nej, ikke alle præsidenter har været lige gode.

USA har også været kendt for at være et land, hvor landets sikkerhedstjenester nærmest systematisk har undergravet de frihedsrettigheder, som er en af grundene til at jeg i sin tid forelskede mig i landet.

Magtmisbruget udviklede sig i Biden-årene til, at konservative katolikker kom på observationslister og menigheder blev infiltreret af FBI, forældre der kritiserede at deres børn skulle fyldes med LGBT-propaganda, blev rubriceret som domestic terrorists, og repræsentanter for den føderale regering forlangte at sociale medier som Facebook og Twitter skulle fjerne indhold, der stred imod magthavernes narrativ.

Der har virkelig været meget at kritisere. Virkelig. Og som så mange andre, har jeg i svage øjeblikke tænkt, at USA kunne være tabt. Men så skete der dét, som så ofte sker: De totalitære kræfter gik for langt.

Det begyndte med præsident Trump. Ham var de bange for. Så bange endda, at de angreb ham med alle tænkelige midler. De angreb ham med advokater og retssager og da dét ikke virkede, sendte de FBI af huse for at storme hans hjem i Florida og lod tilfældige agenter rode igennem præsidentfruens skuffer med undertøj og den slags.

Dét skulle de nok ikke have gjort.

Ydermere: Da den tidligere politiker for Demokraterne, medlem af Repræsentanternes Hus og præsidentkandidat, Tulsi Gabbard, kritiserede sit daværende partis præsident, røg hun også på en observationsliste, der gjorde det meget besværligt at flyve inden for landets grænser. Det er en interessant detalje ved Gabbard, at mens den slags lister er beregnede til personer, der udgør en trussel mod enten luftfarten eller nationens sikkerhed, beholdt hun gennem hele forløbet sin TS-clearing (Top Secret) og kunne fortsætte i sit hverv som Oberstløjtnant af Reserven.

Fejl på fejl; stupiditet på stupiditet – og da præsidentvalget så endelig kom sidste år, skete det nødvendige: Præsident Trump vandt, Deep State tabte og Tulsi Gabbard blev øverste chef for landets efterretningstjenester – Director of National Intelligence. Hvilket ups.

Det hjalp selvfølgelig på valgresultatet, at Det Demokratiske Parti havde mistet pusten i et omfang, der fik partiet til at opstille den nok mest håbløse præsidentkandidat i mands minde.

Sikkerhedstjenesternes magtmisbrug begrænsede sig desværre ikke kun til USA selv. Tendensen bredte sig også til landets allierede. Jeg mærkede selv til det, da en tidligere rival, via sin tilknytning til Forsvarets Efterretningstjeneste, gennem en kidnapning & en omgang tortur og en placering på en eller anden terrorliste, fik bombet mit liv i ruiner.

Når storebror opfører sig dårligt, gør de små også. Sådan er det jo.

Derfor jublede og dansede jeg af glæde, da den nyvalgte præsident meddelte, at det netop var Tulsi Gabbard, der skulle være øverste chef for de amerikanske efterretningstjenester – DNI. Hende heppede jeg på, da hun forsøgte at blive sit partis præsidentkandidat – og jeg tænkte: Måske er USA ikke tabt alligevel – måske er der stadig håb? Med en nyvalgt præsident, som de havde givet hele turen – inklusiv et par attentatforsøg – og en spionchef, der røg på en liste på grund af kritik af den siddende præsident og hvis integritet jeg har tillid til…. Tænk sig: Måske kan Amerika alligevel reddes?

Hvad Tulsi Gabbard angår, så ser jeg på hendes X-profil, at hun er gået til stålet. Hun har simpelthen nedsat en task force, der skal genskabe tilliden til landets efterretningstjenester. Der er tale om noget, der hedder Director’s Initiatives Group (eller DIG), som arbejder med at oprulle og bringe til standsning de forskellige projekter, der har ført til, at de amerikanske sikkerhedstjenester har været anvendt som redskaber, vendt mod landets egen befolkning og som undergraver de amerikanske frihedsrettigheder og befolkningens tillid til disse.

Og for første gang i mange år ville jeg ønske at jeg var amerikaner. Hvor ville det dog være herligt, at kunne bakke op bag præsidenten, der fik øreflippen skudt af og spionchefen, der selv røg på listen og som vil rydde op i det hele – og sundhedsministeren, der vil gøre drikkevandet drikkeligt igen og maden sund og giftfri.

Hvis jeg var amerikaner, ville jeg være der lige på stedet – melde mig til tjeneste i partiet og regeringen, og spørge: Hvor kan I bruge mig?!?

Selv om jeg ikke altid forstår præsident Trump, er jeg alligevel enig i udgangspunktet: America First. Med en udlandsgæld, der er ude af kontrol og en verden, der med bla BRICS er i hastig forandring bort fra Pax Americana, har USA behov for en periode hvor man fokuserer på sig selv. Det er jeg helt med på. Også selv om jeg, det skal tilføjes faktisk er tilhænger af en mulitpolær verden frem for den unipolære, som amerikanernes neocons så gerne ser. Heldigvis har den nye udenrigsminister Marco Rubio også forstået at det er i den retning udviklingen går, så det skal nok gå.

Men selv om jeg er enig i at amerikanernes regering naturligvis skal sætte America First, så må det aldrig blive America Alone – for det vil aldrig gå.

Apropos: Det med Grønland er vi for øvrigt uenige om, men det er en anden sag, som ikke er så vigtig for dette indlæg.

Indlægget vil jeg gerne afslutte, ved at fortælle om min oldefar – ham i Sacramento. Han hed Henry George Ritto, og døde 3-4 år efter at jeg besøgte ham i hans lille hus på Montclaire Street. Han rejste til USA som ganske ung, og min oldemor tilgav ham vistnok aldrig. Men hver morgen gik han ud på sin lille plæne foran huset og hejste Stars and Stripes op i flagstangen. Det syntes jeg jo var, sådan set, vældig interessant. Især fordi han jo startede som dansker – og vist endda jyde, så hvordan gør man det der? Hvordan bliver man noget andet, endda i et omfang, hvor man hver eneste dag resten af livet hejser et amerikansk flag foran sit hus?

Så en dag spurgte jeg ham, og svaret lød både enkelt nok og gennemført logisk: Efter at have tygget lidt på det, svarede gamle Henry, at hver gang han gik ud i haven med sit flag, gentog det samme for sig selv:

America has been good to me. Now I’ll be good to America.

Det synes jeg bare skulle med.

Da USA’s præsident Trump kort inden han tiltrådte til sin anden præsidentperiode udtrykte et ønske om at overtage Grønland, betragtede de fleste af os det som et forhandlingsoplæg. Trumps forhandlingsstrategi skulle i så fald være, at han lagde ud med at forlange noget urimeligt, med en forventning om at de efterfølgende samtaler ville ende ud i dén løsning, som han reelt ønskede at opnå.

Det er stadig min personlige opfattelse, at det var sådan præsidentens udspil skulle læses og opfattes. At man, ved at lytte til de amerikanske kritikpunkter, vil kunne opnå en for begge parter tilfredsstillende løsning – en løsning, som ville beskytte grønlændernes legitime ønske og ret til at styre deres eget land sådan som de selv vil. Et eller andet sted er jeg stadig overbevist om, at det er hvad den amerikanske administration selv ønsker, idet en fjendtlig overtagelse af Grønland vil give amerikanerne uanede vanskeligheder i forhold til landets øvrige allierede. Allierede, som USA, trods en America First strategi, i sidste ende vil have vanskeligt ved at undvære et højt niveau af opbakning fra.

Da den aldeles fremragende vicepræsident Vance så, i sit berømte Danmark er en dårlig allieret-interview til Fox News i begyndelsen af februar fremlagde teksten, blev de amerikanske ønsker til Danmark så lagt frem for offentligheden. Det amerikanske ønske blev, typisk for Vance, fremlagt på en sprogligt tydelig, præcis og umisforståelig måde: Amerikanernes problem med den danske overhøjhed over Grønland, hænger sammen med Danmarks manglende evne til på tilstrækkelig betryggende vis at overvåge den del af det meget store nordatlantiske område, der strækker fra Grønlands kyst til Færøerne.

Vicepræsident Vance var klar i mælet: Dét skal Danmark have styr på, ellers kan vi ikke beholde Grønland.

Så langt, så godt. Nu har amerikanerne lagt kortene på bordet, og dérfra har det været op til den danske regering i København at håndtere problemet.

For det første, så giver det sig selv, at et land af Danmarks størrelse naturligvis ikke kan overvåge så stort et område alene. I hvert fald ikke, hvis overvågningen skal have en ’tæthed’ og en militær tilstedeværelse, der vil tilfredsstille de krav, som amerikanerne sædvanligvis stiller. Derom hersker der ingen tvivl.

Men det betyder ikke at en kompetent, dansk regering ikke ville kunne løse problemet. Her er problemet bare dét, at vores regering for det første ikke forekommer at være sikkerhedspolitisk kompetent ledet, hvilket man bla kan se i forhold til Rusland-Ukraineproblematikken. Men i stedet for kompetent ledelse, har regeringen Frederiksen valgt at ville diskutere folkeret og grønlændernes ret til selvbestemmelse.

Problemet er, at den slags principper har amerikanerne historisk set kun i begrænset omfang tilladt at lade begrænse landets adfærd. Amerikanernes primære fikspunkt i sikkerhedspolitikken har været, og er det i ikke mindre grad under Trump, at håndtere landets egne interesser. Her har den danske regering så valgt at håbe på, at forventede problemer med allierede vil være nok til at holde amerikanerne tilbage.

Denne uges besøg i Grønland af Trumps sikkerhedsrådgiver Mike Waltz og Second Lady Usha Vance, udgør det amerikanske modsvar til regeringens lidt tvivlsomme strategi – og svaret lyder: You can do better!

Mens amerikanerne adresserer hvad Washington betragter som reelle problemer, som skal løses i den fysiske verden, vælger Kongeriget Danmarks regering at spille den amerikanske ledelse med de tricks, som vi alle lærte dengang vi sad i elevrådet. Og det dur naturligvis ikke. Derfor står Danmark til at miste Grønland, hvis ikke regeringen meget hurtigt får taget sig sammen til at forstå forskellen i tilgangen: At amerikanerne forlanger dansk problemløsning i den fysiske verden.

Og det på samme tid sørgelige og håbefulde er, at problemløsningen ligger lige for. For mens Danmark på grund af landets begrænsede størrelse naturligvis ikke kan etablere et overvågningsnetværk i Arktis, der tilfredsstiller de amerikanske forventninger, findes der heldigvis andre løsninger. Og ikke nok med at disse løsninger findes – de har oven i købet præsenteret sig selv for danskerne på et sølvfad.

Den øverstkommanderende for EU’s militærkommando, har således tilbudt Danmark at sammensætte en EU-mission til den arktiske del af Nordatlanten, og en tilsvarende henvendelse har der været fra NATO.

Løsningen ligger dermed lige for. Den lavpraktiske del vil kunne strikkes sammen i løbet af et par måneder, og så vil amerikanerne ifølge landets vicepræsident ellers være tilfredse.

Simsalabim – whats not to like?!?? NATO-løsningen indebærer samtidig, at Canada vil kunne indgå i problemets løsning, hvilket af geografiske grunde egentlig vil være meget rimeligt og logisk. Bolden ligger lige til højrebenet, og det er bare at trille den lige så stille i mål.

I stedet har den danske regering håndteret sagen med en amatørisme, så guderne må sig forbarme. Ikke nok med at man hidtil har kørt amerikanerne som om der var tale om en konflikt i elevrådet, oven i købet uden at udnytte vores plads i FNs sikkerhedsråd til at få sagen taget op dér, så fortsætter Frederiksen-regeringen ufortrødent med at lade Folketinget ratificere en aftale om udstationering af amerikanske tropper flere steder i Jylland.

Det er jo direkte inkompetent: Her har vi en fremmed magt, der udadtil har et erklæret ønske om at overtage en del af Kongeriget, hvorefter selvsamme fremmede magt indbydes til at udstationere tropper inden for landets grænser. Det er fuldstændig vildt og helt hen i vejret. Inkompetencen er så tydelig, at den skriger til Himlen. Der findes ingen ord i den danske ordbog til at beskrive dette, hvilket måske er den egentlige grund til at jeg anvender så mange af slagsen.

Men vildt er det.

På det rent personlige plan, vil mit hjerte græde og blive knust i tusinde stykker, hvis regeringens inkompetence får landet til at miste Grønland. Da jeg for alt for mange år siden var barn og boede på Fuglebakkevej i Esbjerg, hang der to plakater på min væg. Det vil sige: Den ene var ikke en plakat, men derimod et søkort over den jyske vestkyst. Kortet var et udtryk for min fars kærlighed til havet, som han forsøgte, og lykkedes med, at give videre til mig.

Det andet var en plakat, der viste et kort over Grønland. Grønland er en meget vigtig del af den danske selvforståelse, og for de fleste af os har det en meget stor prioritet at passe på landet og på grønlænderne, så de får så stor frihed til at leve deres liv som det overhovedet er muligt. Jeg behøver blot at nævne sundheds- og socialvæsen, så ved de fleste hvad jeg taler om. I dag er Danmarks vigtigste opgave i forhold til det grønlandske samfund, at vi skal levere de rammer som er nødvendige for at grønlænderne selv kan definere deres livsform og kultur på deres egne betingelser.

Det er mit klare indtryk, at det går helt fint med det. Vi skal ikke bestemme over grønlænderne, men derimod give dem mulighed for at bestemme selv.

Med et eventuelt amerikansk indtog i Grønland, vil der ikke herske tvivl om at den særlige grønlandske livsstil og kultur vil forsvinde som dug for solen.

Heldigvis kan Grønland stadig reddes – det er jeg overbevist om. Det kræver sådan set bare, at regeringen mander sig op, forlader elevrådsretorikken og bevæger sig ind i den virkelige verden – dér, hvor sikkerhedspolitik og nationers fremtid bestemmes. Og løsningen ligger lige for – vore allierede har præsenteret den til os, nærmest som en pakkeløsning. Alt, hvad regeringen behøver gøre, er at tage imod – og i øvrigt droppe dén dér udstationeringsaftale.

Mandag den 16. december var jeg udsat for et kidnapningsforsøg. Kidnapningsforsøget fandt sted på én af stierne bag Egå Marina. Forsøget på at kidnappe mig, skete efter længere tids ikke særlig diskret overvågning og decideret chikane. Jeg er overbevist om, at hvis kidnapningsforsøget var lykkedes, ville jeg ikke have været i live i dag.

Jeg har grund til at antage, at der i den kommende tid vil blive gjort et nyt forsøg på at kidnappe mig. Efter en eventuel succesfuld kidnapning, vil jeg med temmelig stor sikkerhed blive henrettet og mit lig skaffet af vejen. 

Chikanen og overvågningsforsøget har rod i begivenheder, som jeg har beskrevet i tidligere indlæg: nemlig en tidligere kidnapning i 2007, hvor jeg blandt andet blev udsat for tortur og voldtægt.

Jeg skal i det følgende forklare, hvad jeg mener er årsagen til at situationen er eskaleret til et niveau, hvor mit liv er i fare.

Man kan sige, at den forøgede interesse for min person hænger sammen med et besøg hos en ørelæge i morgen, den 6. januar, men det er naturligvis ikke en tilfredsstillende forklaring.

Jeg har i tidligere indlæg beskrevet kidnapningen og torturen, sådan som den fandt sted i 2007 og som jeg husker den. Jeg har ligeledes, efter bedste evne, beskrevet årsagen til at disse uhyrligheder blev gjort mod mig.

Men de værste af uhyrlighederne har jeg endnu ikke beskrevet. Og det er dém, der fører til at jeg i dag er jaget vildt for en forbryderbande.

Desværre er der ikke rigtig en god måde at indlede det her på, så here goes:

I forbindelse med mishandlingen dengang, blev der indsat mindst ét, og muligvis flere implantater i min krop. Et af disse sidder i mit ene øre – dybt nede i brusken, tæt på knoglen. Derudover har jeg hørt historier om, at der skulle være én mere – i hjernens frontallap. Jeg har dog vanskeligt ved at forestille mig hvordan den i praksis skulle være blevet placeret der, så den springer vi over for nu.

Kidnapperne dengang, der påstod at repræsentere Forsvarets Efterretningstjeneste, undlod at informere mig om implantaternes indsættelse og søgte heller ikke min tilladelse hertil. Det er først for relativ nyligt at jeg er blevet, først opmærksom på og siden overbevist om, at der som absolut minimum må befinde sig et implantat i mit øre.

Vejen dertil har været lang og snørklet – og mig? Ja, jeg har været naiv.

Efter torturen oplevede jeg at min verden forandrede sig: Jeg havde udviklet tinnitus. Tinnitussen har jeg tidligere beskrevet i indlæg her på siden. Efter nogen tid, begyndte jeg desuden at opleve diverse personlighedsforandringer. Jeg kan dog berolige med, at disse er ’fjernet’ eller hvad man nu kalder det, og at jeg nu er ganske tæt på udgangspunktet. Så tæt som er menneske nu kan være, når man tager i betragtning, at vi alle forandres af de erfaringer og indsigter, som vi gør os gennem livet.

Da der opstod mistanke om at der måske befandt sig et implantat i min krop i almindelighed, og mit øre i særdeleshed, skød jeg den først fra mig som værende en fjollet konspirationsteori. Men som det intelligente menneske jeg jo er, måtte jeg efter nogen tids overvejelse og ’mærken efter’, nødvendigvis drage den konklusion, at der er et implantat i mit øre.

Og i midten af november kom så det endegyldige bevis, men det vender jeg tilbage til.

Jeg var nemlig, til min overraskelse, begyndt at høre stemmer. Og ikke hvilke som helst stemmer, men min tidligere torturbøddels egen, der både dag og nat chikanerede mig. Nogle gange ved at spille lydspor fra torturen, andre gange ved, som under torturen, at forlange at jeg skulle arbejde for ham.

Ingen kan sikkert bebrejde mig, at jeg holdt disse ting op mod symptomerne for PTSD, og derfor overvejede om jeg monstro skulle være bukket under for dette fænomen. Men mit instinkt fortalte mig noget andet.

Derfor satte jeg mig ned og mærkede efter når chikanen kørte – og det var som sagt dagligt og i perioder bogstavlig talt i døgndrift. Nogle gange Tom Gundersen selv, andre gange en kvindelig sprogofficer i Pashtu (tror jeg at det er), som jeg nogle gange har genkendt som deltager i forbindelse med den illegitime overvågning af mig.

Men når jeg sad stille og lyttede og mærkede efter under angrebene, begyndte det hurtigt at stå klart for mig, at disse angribende og anklagende stemmer bestemt ikke kom fra ’mig selv’. De kom fra noget som var adskilt fra mig. Stemmerne var ikke mine, de tilhørte andre personer.

I samme periode oplevede jeg, hvordan ’nogen’ først fortalte mig at ’nu skruer vi op’, hvorefter min tinnitus blev så ubærligt høj at det trodser enhver beskrivelse – for så, en time til halvanden senere, at høre samme stemme sige at ’vi desværre ikke har lov til at gøre det her ret længe, fordi du tager for meget skade af det’ – hvorefter tinnitussen blev skruet ned på det ’normale’ niveau.

Jeg begyndte så at lægge en strategi for, hvordan man får sundhedssystemet med på at foretage de nødvendige undersøgelser, som er forudsætningen for at et implantat kan konstateres fysisk. Til det formål har man jo brug for skanninger og henvisninger og den slags.

Og det kommer ikke let med symptomer som mine, idet systemet som bekendt er opdraget til at lede efter svar hos den enkelte selv, fremfor i en ond omverden.

Men det lykkedes: Sidst på sommeren skrev min praktiserende læge en henvisning til en ørelæge, med henblik på at jeg dér kan sendes videre til en ordentlig skanning af mine ører. Desværre er speciallæger travle mennesker, så den tidligst mulige tid er i morgen – den 6. januar.

Efter at henvisningen kom i hus, begyndte der godt nok at ske ting og sager. Både via implantatet i øret, og i min omverden.

Lad os tage det sidste først: Ret hurtigt begyndte jeg nemlig at kunne konstatere, at jeg blev overvåget og at overvågningen skete overordentlig tæt på min person. De kom meget tæt på – og jeg genkendte dem. Blandt andet genkendte jeg flere gange, og på flere efterfølgende dage, den torturbøddel som under torturen mishandlede mig, førnævnte kvindelige sprogofficer (som, i parentes bemærket, er så let genkendelig, men desværre ikke på en positiv måde, at det i sig selv burde diskvalificere hende fra hemmeligt arbejde) og en eller to andre. De var omkring mig, de var tæt på (dvs ofte 10-20 meter) og de var det flere dage i træk.

Der var ingen tvivl; ingen diskussion: De var der, og den tydelige overvågning kombineret med at de var ligeglade med om jeg så dem, udgjorde naturligvis et budskab i sig selv.

Det samme gjorde chikanen gennem øret. Den foregik nu bogstavlig talt i døgndrift; den var krævende og insinuerende og beskyldende og i det hele taget… træls. Det skete også jævnligt, at der blev spillet en meget speciel slags musik gennem implantatet. Musik, der gjorde at jeg faldt i trance, hvis jeg ikke var forsigtig og straks begyndte at gå en tur eller på anden måde ’komme væk’.

Det er såmænd ikke fordi at jeg inden da behøvede at ’savne’ chikanen fra psykopaterne. Den havde som nævnt stået på i årevis, og havde længe antaget et omfang der gjorde det umuligt for mig at passe mine ting i livet. Én af konsekvenserne heraf var, at jeg i sensommeren 2024 blev hjemløs og derfor flyttede ind på en gammel sejlbåd i Egå Marina.

Men efter henvisningen blev det om muligt endnu værre – og som allerede nævnt, var der også den bevidst meget tydelige overvågning.

Så, en onsdag aften i midten af november måned 2024, kom så det endegyldige bevis på at chikanerierne med musik, stemmeangreb og den vedvarende tinnitus, kom via et implantat i min krop.

En aften på båden, mens jeg forsøgte at have det rart og passe mig selv, blev jeg heglet ned med angreb på angreb. Denne gang var det den meget hadefulde kvindelige sprogofficer i Pashtu, der sad ved mikrofonen. Hun heglede løs, bogstavlig talt i timevis, med at jeg var ’fortabt’, ’ikke havde en chance’ og at jeg kun har én ven i Verden: Nemlig en person ved navn Christina, som senere samme aften ville fortælle mig hvad jeg skulle gøre for at blive fri for chikanerne – eller i hvert fald, hvilket nok er mere realistisk, få mindre af det.

Denne Christina er en interessant person, som jeg har skrevet om tidligere. Det er hende, hvis person og gunst min torturbøddel og jeg i sin tid ikke kunne blive enige om, og som var den direkte årsag til at jeg blev tortureret dengang i 2007.

Men det var altså Christina, hvis efternavn er Kirkegaard Rasmussen, som skulle fortælle mig vilkårene for at chikanerierne skulle indstilles – eller i hvert fald gøres færre.

Men som så ofte før med denne psykopatisk lydende kvindelige sprogofficer, valgte jeg at ignorere hendes tåbeligheder.

Men hen på aftenen sket der jo det som kan ske for os alle: Jeg skulle ned på Marinaens badehus for at børste tænder og hvad man ellers gør, inden man skal sove. Og så, lige dér: På pladsen foran den store kran – lige dér sad Christina i sin bil, i en fuldt oplyst kabine og med front direkte mod mig så jeg kunne se hende. Ideen var tydeligt nok at jeg skulle kontakte hende. I stedet valgte jeg at konstatere at hendes smag i biler ikke havde ændret sig siden sidst, og i øvrigt ignorere fælden. Jeg fortsatte simpelthen mit ærinde, og da jeg skulle tilbage til båden, valgte jeg en anden vej tilbage.

Men forløbet omkring Christinas tilstedeværelse på Egå Marina, dokumenterede min mistanke om at stemmerne og de gentagende angreb og chikanerier kom fra en kilde udenfor mig selv. Mistanken om et implantat blev bestyrket og i praksis bekræftet.

Selv om kontaktforsøget mislykkedes, gjorde det ikke at chikanen blev mindre i den kommende tid. Mens jeg gik og hyggede mig med mit nye liv som hjemløs på en sejlbåd, fortsatte chikanen uanfægtet.

Så, fredag den 13. december, skete der noget. Mens jeg stod og beundrede udstillingen i ostebutikken i Guldsmedegade i Aarhus, skete der noget som jeg kun kunne betragte som en eskalering af situationen. Da skete der nemlig dét, at en person som jeg genkendte som en af overvågerne, trådte helt hen ved siden af mig og lod som om han interesserede sig for oste.

Dagen efter havde jeg en kaffeaftale med en jeg kender, hvor jeg straks søgte om og fik bevilget et asyl i den pågældendes lejlighed. Efter et par dage fik jeg dog nok; alt for mange mennesker (to) i en alt for lille lejlighed (60-70 kvm). Fredag den 16. december søgte jeg tilbage til mit frie og dejlige liv på den gamle sejlbåd – men mit ophold dér blev desværre kun kort i dén omgang.

Om aftenen, da jeg efter et såvel behageligt som vellykket besøg på pizzariaet vendte tilbage til båden for at gå til ro, blev jeg forsøgt kidnappet. Jeg undslap naturligvis i min vanligt overlegne stil, og er nu tilbage i en alt for lille lejlighed til flere personer end én.

Hvis kidnapningsforsøget var lykkedes, havde jeg været død i dag.

Jeg har, bogstavlig talt, ikke forladt lejligheden siden – dog med undtagelse af en kort tur ned i en nærliggende skov. Det kommer dog nok ikke til at gentage sig, idet jeg på turen mødte ingen ringere end agenten fra ostebutikken.

Og nu er tiden inde til at fortælle lidt om mine forfølgere.

Jeg har tidligere beskrevet, at mine kidnappere og torturbødler præsenterede sig som Forsvarets Efterretningstjeneste og at de i forbindelse med mishandlingen bar uniform, der præsenterede dem som soldater i det danske militær. Det er tydeligt, at i Søren Gades tid som minister, blev der i høj grad slækket på kravene til FE om at overholde kedelige ting som landets lovgivning og den slags.

Det er også alt sammen rigtig nok. Men der er mere til historien end det. Selv om Tom Gundersen ikke holder sig tilbage for at præsentere sig som FE-agent eller politimand, er han nemlig ingen af delene.

Derimod er han medlem af en privat organisation, der har blandt andet FE som klienter/samarbejdspartnere. Det var denne private organisation, som han i sin tid forsøgte at tvinge mig til at tilslutte mig. I Søren Gades tid var samarbejdet mellem denne organisation og FE så tæt og tillidsfuldt, at Gundersen kunne få den nødvendige infrastruktur stillet til rådighed, da han ønskede at kidnappe og mishandle mig.

Formålet dengang var, i hvert fald formelt, at jeg med tvang skulle rekrutteres til Gundersens egen organisation. Motivet hertil var at ydmyge mig foran vores fælles veninde – som for øvrigt selv var til stede under torturen og som, siden hun var 19-20 år, har været tilknyttet organisationen.

Og hvad er så egentlig formålet med dette indlæg?

Jo, det når vi til nu. Formålet er dels at gøre opmærksom på eksistensen af den private organisation, som forbryderen Tom Gundersen er tilknyttet og påstås at lede. Men helt primært er formålet sådan set at pege Politiet i den rigtige retning, hvis der skulle ske mig noget. Og det kan jo let ske, når jeg nu senere i morgen for første gang forlader mit skjul, for at gøre noget så kedeligt som at besøge en ørelæge.

Det er tydeligt at Gundersen selv og folkene omkring ham frygter mit ønske om en tilbundsgående søgen efter det implantat, som han selv for 17 år siden var med til at sætte ind i mig. Dette kan ses ved, at chikanen blev kraftigt intensiveret efter at jeg modtog den nødvendige henvisning. Det kan også ses ved, at chikanen lige efter tog karakter af en tæt og chikanerende, og i princippet truende, overvågning. Og så er der naturligvis kidnapningsforsøget i midten af december.

Så: Hvis jeg skulle forsvinde sporløst eller decideret blive myrdet på gaden, er det vigtigt at Politiet kan finde frem til de skyldige. I tilfælde af en kidnapning, vil jeg sandsynligvis være død inden for 1-2 døgn, så sandsynligheden for at finde mig levende vil ikke være særlig stor.

Den hovedskyldige i min kidnapning, og sandsynlige drab, er naturligvis Tom Gundersen. Han er ikke svær at finde, når jeg fortæller at han er søn af afdøde Bodil Gundersen, som desværre døde omkring marts måned sidste år – 2024. Det kan dansk politi sikkert godt finde ud af.

Christina, som, jeg nævnte ovenfor, har kendskab til alt. Hvis jeg kidnappes, kender hun alt til overvejelserne og beslutningen herom og véd med næsten sikkerhed hvor jeg bliver opbevaret og mishandlet indtil drabet. For øvrigt havde hun med stor sandsynlighed sin mobiltelefon i bilen, da hun en aften i november sidste år rullede ned på kajen i Egå Marina for at blive set.

For mit eget vedkommende? Tjah, jeg er jo et kristent menneske og som sådan altid parat til at dø. Det er ét af vilkårene som kristen, og i virkeligheden hjørnestenen i et kristent menneskes frihed. Men på den anden side er der jo ikke nogen grund til at det skal ske lige nu.

For øvrigt: Jeg nævnte en organisation. Den organisation, som Tom Gundersen påstås at lede, og som han i sin tid forsøgte at tvinge mig til at tilslutte mig. Den er ikke temaet for dette indlæg, men det vil være min hensigt at skrive meget mere om den ved en senere lejlighed. Der vil jeg blandt andet beskrive organisationens aktiviteter og netværk og hvad jeg ellers finder belejligt.

Et liv med såvel hårde som ubehagelige erfaringer, som personlige fejltagelser, har lært mig at man skal blande sig uden om personsager i den offentlige debat. Som oftest er den slags historier kraftigt vinklet, og ikke sjældent et resultat af at nogen både har plantet historien og betalt for den.  

Men der findes ingen regler uden undtagelser, og når min gamle makker Rabih Azad-Ahmad i netmediet BT beskyldes for terrorsympatier, finder jeg det amoralsk at holde mig tilbage.

I en stort opsat artikel på BT, beskyldes Rabih for at dyrke kontakter med personer med tilknytning til såkaldt ’terrorisme’ og mellem linjerne for selv at have sympati for terrorisme.

Jeg lærte Rabih Azad-Ahmad at kende i 2005, da jeg stillede op som kandidat til landets første regionsråd for Det Radikale Venstre. Idet Rabih var byrådskandidat og jeg selv stillede op til regionen, besluttede vi os for at føre valgkamp sammen. På den måde kunne Rabih opfordre sit store netværk til at støtte mig i valgkampen, og jeg selv kunne hjælpe ham i hans.

Den gensidige sympati og kammeratskabsfølelse mellem os var stor, så jeg kom også hurtigt ind som næstformand i Multikulturel Forening, som Rabih havde stiftet og var formand for.

Valget endte på den måde, at Rabih blev førstesuppleant til byrådet efter Uffe Elbæk, som senere trak sig, så Rabih hurtigt overtog stolen. Senere, ved folketingsvalget i 2007, hjalp jeg Rabih med en opstilling til folketingsvalget samme år – i Horsenskredsen. Efter valget fortalte han mig med et svedent grin, at ’dét gør jeg aldrig igen’. Jeg har dog stadig i dag den opfattelse, at hvis Rabih måtte finde på at lade sig opstille i en af de fire Aarhus-kredse, vil han have ganske gode chancer for seriøst at kunne konkurrere om storkredsens mandat.

Siden 2005 har jeg ved hvert eneste kommunalvalg givet Rabih min stemme. Den eneste undtagelse er ved valget i 2013, hvor jeg selv var kandidat for et andet parti, og derfor stemte på mig selv.

Med andre ord: Jeg kender Rabih, og ved hvad han står for. Jeg véd, at Rabih er demokrat helt ind til det inderste af marven, og jeg ved at hans universitetsspeciale som jurist, var om FN’s erklæring om menneskerettighederne.

Fra tiden dengang hvor vi sammen arbejdede med integration i Gellerup, havde Rabih store vanskeligheder med de mere radikaliserede elementer i miljøet. Selv var Rabih ikke et religiøst menneske, men han forstod folk der var, hvilket var grunden til at han alligevel lykkedes at samle bydelen omkring sig. Selv imamerne accepterede ham, mens det samme som nævnt ikke gjaldt områdets mere radikaliserede og kriminelle elementer.

At jeg nød arbejdet med ham og lærte meget i den periode, giver sig selv. Desværre måtte jeg trække mig fra arbejdet uden nogen ordentlig forklaring, idet mit personlige fjendskab med en FE-ansat, som er beskrevet andetsteds her på siden, gjorde mig til en sikkerhedsrisiko for alle mine omgivelser – i en periode endog min egen familie. Da min FE-fjende efter tunesersagen satte et rygte i omløb om at jeg var PET-stikker, var mit liv i fare og jeg måtte ganske enkelt smutte fra området i en fart.

Men jeg kender som sagt Rabih, og véd hvem han er og hvilket stof han er gjort af. Jeg kender ham som demokrat helt ind til det aller inderste, jeg kender ham som en person der respekterer andres religiøse opfattelse og forstår den, selv om han i den periode vi arbejdede sammen, ikke gav indtryk af at være et religiøst menneske.

Og jeg kender ham også som en stor fortaler for en bedre fremtid for det palæstinensiske folk. Rabih var konsekvent modtander af vold som en løsning på Palæstina-problemet og argumenterede ustandseligt for en fremtid for Palæstina, hvor kristne, jøder og muslimer kunne leve sammen i fred. Dette er et håb, som jeg for øvrigt ivrigt deler.

Rabih har arrangeret møder og talt ved demonstrationer, hvor palæstinensernes lidelser er blevet behandlet. Han er i det hele et kendt ansigt i hele dét dér miljø – hvilket er ganske fortjent, idet han som uddannet advokat og folkevalgt politiker, udover sin åbenlyse dygtighed, også står som et forbillede for mange unge.

Det bør derfor ikke komme som nogen overraskelse, at Rabih af og til indbydes til at være taler ved forskellige arrangementer såsom debatmøder og konferencer, der omhandler den palæstinensiske sag.

BT kritiserer specifikt Rabih for to ting: (1) at han flere gange har talt ved konferencer arrangeret af European Palistinians Conference, og (2) at han ikke har taget afstand til Hamas’ angreb inde i Israel den 7. oktober sidste år.

Om det sidste punkt er der kun at sige, at dengang vi arbejdede sammen, var Rabih særdeles betænkelig overfor kravet fra visse danske meningsdannere om, at indvandrere med mellemøstlig baggrund på en eller anden måde havde pligt til at ’tage afstand’ til terrorangreb begået af al Quaeda og andre. I kravet herom ligger en mistænkeliggørelse, som i sig selv er hæmmende for integrationen, og derfor kontraproduktiv for begge parter.

Skulle jeg da også, som katolik, udtale mig hver gang eksempelvis IRA detonerede en bilbombe eller Folkekirkens biskopper lægge afstand hver gang Ian Paisley siger noget idiotisk eller opfordrede til vold?!? Hans konklusion, og min med, var og er et klart NEJ – det har man ingen forpligtelse til. Der er derfor ingen grund til, at Rabih, som dokumenteret demokrat og folkevalgt politiker med rod i det palæstinensiske folk og familie i området, skulle være særligt forpligtet hertil. Naturligvis ikke, det giver sig selv.

Det burde egentlig være nok, også for journalisten Claes Kirkeby Theilgaard, at rådmanden Rabih Azad-Ahmad ved flere lejligheder har ageret bordherre for Hendes Majestær Dronning Margrethe dengang hun stadig var regerende regent. Den slags får man ikke lov til, med mindre man først bliver undersøgt af PET i alle ender, ledder og kanter.

I øvrigt er det min opfattelse, at situationen i Palæstina med Israels igangværende folkedrab og fordrivelse af palæstinenserne er så betændt, at BT burde beskæftige sig med vigtigere ting end hvem der deltager i hvilke konferencer på det europæiske fastland, hvilket man med et ordentligt vognlæs god vilje trods alt godt kan påstå at Malmø er en del af.

Afslutningsvis vil jeg ligeledes gerne opfordre BT til at overveje, om det mon ikke vil være en god ide at arbejde med den kendsgerning, at forskellen mellem såkaldt ’terror’ og frihedskamp ikke udgøres af objektive kriterier, men derimod hele vejen igennem er politisk bestemt. Det har jeg skrevet et andet indlæg om, som kan tilgås her: Terror og retten til modstand.