Danmark har ét af verdens højeste skattetryk. Til gengæld får vi noget for pengene.

Et offentligt uddannelsessystem, der sikrer at også arbejderklassens børn kan få en uddannelse. Et offentligt finansieret sundhedssystem, der sikrer en hurtig, effektiv og moderne behandling til alle borgere – uanset hvem man er. Og en alderdomsforsorg, der sikrer en værdig alderdom til alle danskere.

Da jeg voksede op, fik jeg at vide at det høje skattetryk beror på en uudtalt aftale mellem staten og borgerne: At til gengæld for de høje skatter, kan vi gå til læge eller komme på sygehus uden at skulle bekymre os om andet end det vi plages af – og at jeg takket være den skat der betales, også er sikret en alderdom, hvor selv de fattige kan leve værdigt og ordentligt. I min familie har vi aldrig haft særlig meget at rutte med, så især det sidste har været et afgørende argument for accept af skattetrækket på lønsedlen.

Men gennem de seneste år, og særligt under den nuværende regerings levetid, er der sket en væsentlig forringelse af statens villighed til at overholde aftalens basale forpligtelser. Inden for uddannelsessystemet er der eksempelvis indført et såkaldt ʻuddannelsesloftʼ, der sætter en grænse for hvor mange uddannelser det er muligt at få (max én per mand!).

Mest mærkbart ser man statens aftalesvigt inden for alderdomsforsorgen.
Aldersgrænsen for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet er gennem de seneste år hævet så markant, at vi nu skal arbejde til vi enten bliver oldinge eller invalide, inden et otium bliver muligt.

Til en værdig alderdom hører blandt andet, at det skal være muligt at leve nogle år i fred og ro, mens man stadig orker at være aktiv i foreningslivet, på de famøse golfbaner eller være i stand til at løfte børnebørnene. Denne simple ret hører med til det at være et menneske; at man efter et langt liv på arbejdsmarkedet, endelig kan få tid til sig selv – nyde livet og arbejde for sit lokalsamfund gennem foreningsarbejde og andet godt.

Mange af nutidens ældre rejser meget. De ser verden på en måde som ganske enkelt ikke er mulig, når man er begrænset af ting som korte ferieperioder og stress over at skulle tilbage til en fremmedgørende arbejdsplads. De finder deres anden ungdom og får glæden ved livet tilbage.

Men de borgerlige partiers insisteren på at hæve pensionsalderen til vi alle er kraftløse oldinge, fratager størstedelen af befolkningen disse muligheder. Nu skal vi alle arbejde til vi segner.

De borgerlige partiers begrundelse er ʻerhvervslivets behov for arbejdskraftʼ – som om der er synderlig meget arbejdskraft tilbage i en 70-årig murersvend,metalarbejder eller rengøringsassistent. Eller, faktisk, en 70-årig nogetsomhelst!

De borgerliges pointe og dybereliggende argument er, at menneskers ret til et værdigt liv og en ordentlig alderdom, må vige så erhvervslivet kan komme til at suge hver eneste dråbe blod ud af landets borgere.

Tankegangen bag er, at borgerne – samfundets mennesker – ikke længere
betragtes som levende mennesker med menneskelige behov, men derimod er forbrugsobjekter for erhvervslivet som skal udnyttes til sidste blodsdråbe, til sidste åndedræt.

Flere borgerlige politikere og debattører har endog gjort det til et selvstændigt argument, at der faktisk eksisterer pensionister der stadig er sunde og raske. Oh gys – et menneske, der stadig evner at sætte sig op på en cykel, løfte barnebarnet eller kaste en fiskesnøre i vandet!

I det borgerlige menneskesyn tjener mennesket økonomien i stedet for omvendt. Det er i sig selv slemt nok. Selv har jeg det direkte modsat; jeg ønsker et samfund hvor økonomien tjener menneskene, og det er nok den vigtigste grund til at jeg ikke kan stemme borgerligt.

Men afskaffelsen af den værdige alderdom er samtidig også et alvorligt aftalebrud i forhold til velfærdsstatens uudtalte kontrakt: At til gengæld for en relativ høj skat, er vi blandt andet sikret en ordentlig og værdig alderdom.

Det giver sig selv at pensionsalderen og vilkårene herfor kommer til at spille en rolle i den kommende valgkamp til folketinget. Det er derfor de borgerlige partier i den forløbne uge flikkede en aftale sammen, der handler om tilbagetrækning for særligt nedslidte. For fremtiden skal man kunne slippe for at arbejde, hvis man opfylder to kriterier: (1) Man må maximalt være seks år fra den egentlig pensionsalder, og (2) man skal af systemet bedømmes til at have maximalt 15 timers ugentligt arbejde i sig.

Men mens Djævelen oftest findes i detaljen, er det på ingen måde tilfældet hér.

Man kan således forudse årelange forløb med vurderinger og arbejdsprøvninger, hvor landets Jobcentre forsøger at finde ud af præcis hvor ødelagte borgerne er. Erfaringerne fra systemet med førtidspensioner viser nemlig tydeligt, at den slags
udredninger selv i de allermest oplagte tilfælde tager adskillige år at klare af, og det bliver med garanti ikke hurtigere i det nye system.

Med det borgerlige forlig fra sidste uge, bliver det fremover sådan at man kan komme ud fra arbejdsmarkedet enten via døden, ved at leve længe nok til at blive olding – eller via en arbitrær, subjektiv bedømmelse fra de lokale Jobcenter. Og i dette tilfælde endda først efter en årelang proces med alskens undersøgelser, arbejdsprøvninger og lignende.

Dette er menneskeligt uværdigt, det er en krænkelse af velfærdsstatens
grundlæggende aftale mellem Staten og borgerne. Det er også noget juks, og det bør ikke vedtages i hverken det nuværende eller det kommende Folketing.