Året var 1864, og Danmark var i krig.

Teknisk set indledtes krigen, da Tyskland den første dag i februar  marcherede over Ejderen, men sandheden er at Danmark kraftigt provokerede Det Tyske Rige til at tage aktion.

Året inden havde en inkompetent dansk regering brudt med internationale aftaler og valgt at knytte hertugdømmerne Slesvig og Holsten tættere til Danmark og indledte en ’fordanskningsproces’ i de to hertugdømmer.

I København vidste man sådan set godt at krigen ville komme. Idiotisk nok havde flere af landets ledere ønsket det, idet man forventede at udlandet hurtigt ville komme danskerne til undsætning.

Det skete som bekendt ikke, og krigshandlingerne standsede fem måneder senere, hvor hele Jylland var blevet besat helt op til Skagen.

I det efterfølgende politiske forløb med fredsforhandlinger, viste det sig hurtigt at den danske regering havde mistet pusten. Kongen, Christian IX, talte åbent om at lade landet blive optaget i Det Tyske Forbund og regeringen, der af udenlandske gesandter i rapporter hjem blev omtalt som ’oldingeregeringen’ (fordi det var de!), havde mere end svært ved at finde argumenter for at modsætte sig.

Men sådan endte det som bekendt ikke. En dansk indlemmen i Tyskland ville have medført en udradering af det danske sprog, kultur og særlige, nationale egenart. Eksempelvis ville dette indlæg være blevet skrevet på tysk og ikke dansk, og flere af indlæggene her på bloggen ville med rimelig sikkerhed, på grund af de strammere tyske regler for ytringsfrihed, have kastet mig i fængsel indtil flere gange.

Det begyndte med at Bismarck ikke brød sig om idéen. Ikke mindst fordi danskerne jo ikke er tyskere, og derfor ikke havde en naturlig plads i et forbund af tyske stater.

Men Danmarks virkelige redning kom fra den russiske zar. Alexander II gjorde opmærksom på det uhensigtsmæssige i at Tyskland skulle beherske de danske bælter og dermed indsejlingen til Østersøen. Zaren fik først englænderne med på logikken, og dernæst franskmændene. Som de sidste i rækken, sluttede også tyskerne sig til logikken: At hvis bælterne, der regulerede indsejlingen til Østersøen blev behersket af en stormagt – uanset hvilken, ville det uundgåeligt resultere i en europæisk storkrig.

Den geopolitiske logik blev derfor at krigens taber, Danmark, fortsat skulle eksistere – om ikke af andre grunde, så for fredens skyld.

Alle var enige: Gennemsejlingen gennem Storebælt og Øresund skulle kontrolleres af en stat, der var lille, svag og fuldstændig blottet for interesse i storpolitik under nogen som helst form. Samtidig skulle gennemsejlingen reguleres af internationale traktater, der skulle udformes på en måde så alle var tilfredse.

Danmarks eksistensberettigelse skulle herefter bestå i at spille vores rolle og udføre de opgaver, som disse traktater i den forbindelse pålagde os. Til gengæld kunne Tyskland så få de hertugdømmer, der var årsag til at krigen brød ud.

I perioden fra fredsslutningen i 1864 og frem til Danmarks indtræden i NATO efter anden verdenskrig, bestod Danmarks udenrigspolitik derfor dybest set kun i to ting: Nemlig at lave handelsaftaler og i øvrigt opretholde landets neutralitet.

Danmark fik lov til at eksistere – ikke fordi vi har en særlig metafysisk eller principiel ret hertil, men fordi de europæiske stormagter fandt vores eksistens nødvendig for at opretholde freden på vort kontinent.

Det er ikke urimeligt at drage en sammenligning til nutidens amerikanske interesse for Grønland. Her har en nyvalgt amerikansk præsident udtrykt, at det af hensyn til amerikanernes nationale sikkerhed er nødvendigt for amerikanerne at overtage ejerskabet af Grønland.

I 1864 ville såvel tyskerne som russerne, foruden som minimum svenskerne, kunne fremføre et tilsvarende argument i forhold til de danske bælter. Jo, et ejerskab ville styrke de pågældende landes sikkerhedspolitiske situation i forhold til naboerne og området generelt – men af de åbenlyse grunde, der i 1864 sikrede Danmarks fortsatte eksistens, ville glæden være kortvarig.

Man kan argumentere for, at tilsvarende gør sig gældende for Grønlands vedkommende. På samme måde som det er tilfældet med Bælterne, er også Grønlands strategiske betydning for vigtig til at kontrollen kan overdrages til en stormagt.

Også i dette tilfælde, vil det være i alles interesse at området formelt kontrolleres af en stat, der er for lille og svag til at udgøre en trussel mod de andre spillere i området. Jo, jeg er opmærksom på at amerikanerne i forvejen har visse militære beføjelser i Grønland – men pointen er netop, eller blandt andet, at de netop ikke benytter sig af disse. Hvis amerikanerne skulle ønske sig en militær opgradering i landet, behøver de derfor ikke påtage sig et ’ejerskab’ af Grønland – mindre kan gøre det.

Men hvad er det så de vil deroppe – amerikanerne? Det er ikke mineraler og den slags, for hvad dét angår, behøver amerikanske selskaber ikke gøre andet end af aflevere en ansøgning om koncessioner. Det har de endnu ikke vist interesse for, så what gives?

Svaret er naturligvis, som også præsident Trump flere gange har nævnt, Kina. Efterhånden som sejlruten nord om Rusland bliver tiltagende mere anvendt, får det nordatlantiske område en tiltagende større betydning for USA’s ambition om at inddæmme Kinas handel og adgang til ressourcer.

Inddæmningen af Kina har spillet en dominerende rolle i præsident Trumps præsidentperiode, og vil sandsynligvis også komme til at gøre det for hans efterfølgere.

Det er min vurdering, at det nylige angreb mod Venezuela og fjernelsen af landets præsident, primært er rettet mod Kina. Venezuela har verdens største oliereserver, og landets største kunde var indtil for et par dage siden netop Kina. Det må formodes, at det er en del af aftalen mellem amerikanernes State Department og Venezuelas tilbageblevne regering, at hanen nu bliver lukket for kinesernes vedkommende.

Det er i den forbindelse interessant at bemærke sig den nylige bombning af islamiske mål i Nigeria. Selv om jeg er enig i det officielle formål med angrebet, at beskytte kristne mod overgreb, er det reelle geopolitiske formål naturligvis et andet. Det vil således overraske mig meget, hvis Nigerias regering vil acceptere Kina som ny storkunde. Kinesernes andel af Nigerias olieeksport kan næppe forventes at blive meget højere end den nuværende 3-5 procent. Nigerias regering har ganske givet forstået budskabet.

Det er med samme sigtepunkt man skal se amerikanernes nuværende bestræbelser på at indføre et regimeskifte i Iran. Iranerne sender nemlig 90-95 procent af deres olieeksport til kineserne, foruden at landet også i realiteten kontrollerer gennemsejlingen gennem Hormuz-strædet.

Hvis regimeskiftet lykkes og det lykkes for amerikanerne at få indsat et USA-venligt styre i Teheran, vil det sætte det kinesiske erhvervsliv og landets regering i en yderst vanskelig situation. USA er ikke i stand til at besejre Kina militært, så det er præsident Trumps strategi i stedet at kvæle landets økonomi og udvikling.

I bestræbelserne på at inddæmme af kineserne muligheder, spiller det nordatlantiske område som nævnt en rolle. Nordatlanten er vigtig som gennemssejlingsområde for såvel kinesisk handel, som tilførsel af energi – hvor de så ellers forventes at få det fra, hvis amerikanerne lykkes med deres forehavende i Iran. Det indgår ganske givet også i amerikanernes overvejelser at undgå en kinesisk militær overtagelse af Grønland, uanset hvor urealistisk en sådan måtte forekomme. Kina i dets nuværende inkarnation er ikke militært ekspansionistisk, og bliver det næppe heller.

Jeg har tidligere beskrevet her på bloggen, hvordan vi kan hjælpe amerikanerne med at bevogte det nordatlantiske område. Danmark modtog sidste år indtil flere meldinger fra såvel EU, som NATO om at lave fælles missioner til området, og også franskmændene har vist interesse for at lave noget bilateralt med Danmark og Grønland– så vidt jeg forstår også af militær karakter.

Jeg tvivler ikke på, er aldeles overbevist om, at det vil være muligt for os at strikke en indsats sammen, der tilfredsstiller amerikanernes behov for kontrol med sejladsområdet uden at skulle igennem det både politiske og kulturelle mareridt det vil være, hvis amerikanerne pludselig sender marinekorpset ind og anholder den grønlandske landsstyreformand og overtager den formelle autoritet over landet.

Det er for øvrigt mit klare indtryk at den grønlandske befolkning heller ikke selv er interesserede, så hvad i alverden skulle de gøre det for?!? Alligevel virker amerikanerne interesserede, uanset den grønlandske befolknings manglende opbakning til ideen.

Det er interessant at se, at den danske regering i realiteten ikke modsætter sig de amerikanske krav med andet end ord. Jo, det er sandt at vi nok ikke kan stille det helt store op militært, bortset fra i en given situation at yde en symbolsk militær modstand og i øvrigt konstatere en suverænitetskrænkelse.

Men så længe spillet primært spilles diplomatisk og politisk, er regeringens passivitet slående. Det var ikke mindst tilfælde sidste år, hvor den nyvalgte amerikanske præsident udnævnte sin ambassadør til Danmark. Ambassadøren udtalte som det allerførste, at han så det som sin opgave at indlemme Grønland i USA. Det ville have været såvel logisk som forventeligt, hvis det danske udenrigsministerium i situationen havde afvist at godkende ambassadøren.

Det burde være en no-brainer, men det skete ikke. I stedet tog udenrigsministeren godkendelsen med i et statsråd hos Hans Majestæt Kongen og anbefalede Majestæten at skrive under på godkendelsen af en udenlandsk ambassadør, der åbent havde udtalt et ønske om at rive det danske kongerige fra hinanden. Hér kunne regeringen uden vanskeligheder og uden at modtage kritik have sat en fod i døren, men gjorde det ikke.

Tilsvarende da præsident Trump i sidste måned udnævnte Louisianas guvernør til sin udsending til Grønland – igen med et erklæret mål om at indlemme grønlændernes land i USA – uanset om grønlænderne vil det eller ej. Jeg mangler stadig at se Jeff Landry få indrejseforbud i Danmark og i Schengen, og jeg mangler også at se særlige visaregler for amerikanske statsborgere der ønsker at besøge Grønland – uanset om de rejser på diplomatpas eller ej.

En sådan reaktion vil være logisk for en dansk regering, der ønsker at modsætte sig de amerikanske ønsker.

Når det ikke er sket, må det nødvendigvis være fordi der eksisterer en underhåndsaftale mellem Frederiksenregeringen og den nyvalgte amerikanske administration. Aftalen, eller forståelsen, kan man kun gisne om, men at en sådan eksisterer bør være tydelig for de fleste.

Jeg skal i den anledning ikke undlade at gøre opmærksom på, at en eventuel grønlandsk løsrivelse, uanset om det måtte ske som følge af en amerikansk militær intervention eller en formel grønlandsk selvstændighed, vil medføre en dansk grundlovsændring med de besværligheder dét medfører, idet Grønland ifølge Grundloven af 1953 vælger to medlemmer til det danske Folketing. Det kan de naturligvis ikke fortsætte med, hvis landet skal være selvstændigt eller grønlænderne under en eller anden form indgå i USA og være amerikanske statsborgere.

Hidtil lader regeringens forsvar for Grønland at bestå i at udsende pressemeddelelser og opslag på Twitter, og ved en enkelt lejlighed invitere præsident Macron til Grønland, så han kunne udfolde sin ikke ubetydelige franske charme overfor lokalbefolkningen.

Uanset hvad, så er det tydeligt at regeringen på Slotsholmen skal til at tage sig sammen og komme op af starthullerne, hvis det vitterligt er ønsket at imødekomme den grønlandske befolknings ønske om at være herrer over egen fremtid. Af grunde, som jeg allerede har nævnt ovenfor, er det også af geopolitiske grunde bedst at denne fremtid udleves i fællesskab med Danmark.

Det skete nede i Bazar Vest for ikke så lang tid siden. Som så ofte før, sad jeg ved et af spisestederne med et måltid mad og en kop kaffe. Skæbnen havde villet det sådan, at jeg sad med direkte blik til en valgplakat med den radikale kandidat Mahad Yussuf.

Som folk der kender til min baggrund vil vide, er jeg gammel radikal. Helt tilbage til min ungdom engang i tidernes morgen, var jeg hele turen igennem i partiet. Jeg har repræsenteret partiet som kandidat til næsten samtlige danske folkevalgte forsamlinger – med Europaparlamentet som eneste gloriøse undtagelse. Jeg har været medlem af partiets hovedbestyrelse og kredsformand hjemme i Esbjerg helt tilbage til dengang, hvor telefaxen blev betragtet som noget moderne skrammel og computere ikke kunne andet end tekstbehandling.

Det var tider, det var sjovt og jeg lærte meget. Jeg var stor fan af Marianne Jelved og i nogen grad også af Niels Helveg Petersen, mens jeg aldrig helt lærte at greje Lone Dybkjær. I en periode var Jens Bilgrav Nielsen min bedste kontakt i folketingsgruppen og jeg færdedes ofte på Christiansborgs gange. Det var jo inden al det der adgangskontrol begyndte at slå igennem. Det var dengang vagten blot spurgte ’ved du hvor du skal hen?’ og man svarede ’Proviantgården – jeg har været der før’ og vagten så svarede noget i retning af ’jamen, det var da fint’ – og så lå den store borg ellers bare helt åben.

Jeg vil gerne røbe en hemmelighed: Det var langt fra altid at jeg gik direkte over til partiets lokaler i Proviantgården. Ganske ofte havde jeg andre mål – jeg mente bare ikke at det kom sådan en vagt ved hvor jeg skulle hen. Måske skulle jeg i virkeligheden til en reception et sted eller noget andet politiknørdet ’action’.

Sidenhen har adgangen til huset ændret sig, og ikke til det bedre. Nu om stunder foregår det med bombesluser og babysittere og hvad ved jeg. Det er sandelig ikke let at være politisk hang-around i vore dage, og jeg misunder virkelig ikke nutidens unge talenter.

Det Radikale Venstre har ændret sig meget siden dengang. Endda så meget, at det i dag kan være svært at kende forskel på radikale og alle de andre. I dag er partiet for eksempel tilhængere af både NATO og oprustning og efter sigende finder man endog officerer blandt partiets medlemmer.

Det sidste er i sig selv nok til at holde sådan èn som mig på lang afstand. Dengang jeg var aktiv tillidsmand i partiet, gav min baggrund som militærnægter ikke andet end anerkendende blikke. Desværre er jeg ikke helt overbevist om, at Det Radikale Venstre er militærnægternes parti længere. Tværtimod, faktisk. Partiet er blevet militærvenligt, og det er en katastrofe.

I det hele taget er partiets forhold til militæret et af de punkter, hvor jeg til enhver tid vil argumentere for at Det Radikale Venstre har mistet sig selv. En radikal er anti-militarist – sådan er det og sådan har det altid været. Mine personlige erfaringer sidenhen med militæretaten, har ikke ligefrem gjort mig mere venligt stemt overfor den slags. Snarere tværtimod, faktisk.

Men valgplakaten med de radikale kandidat ned i Bazar Vest, fik mig til at tænke over mit nuværende forhold til partiet. Jeg har konsekvent stemt radikalt ved kommunalvalg – med undtagelse af valget i 2013, hvor jeg var opstillet for et andet parti. Stemmen har hver gang været personlig – til min gamle kampfælle Rabid Azad-Ahmad. Men nu stiller Rabih jo desværre ikke op længere, så hvad skal jeg dog stille op?

Er det overhovedet muligt at stemme radikalt igen sådan som partiet opfører sig for tiden?

Og mens jeg sad der og kiggede på Mahads portræt på plakaten, tænkte jeg på en erfaring jeg selv så ofte gjorde i mine aktive år i partiet. Hvis bare jeg havde en femmer for hver gang en borger henvendte sig til mig og med smerte i stemmen beskrev sig selv som radikale – med tilføjelsen: Men desværre er partiet bare ikke radikalt længere, så jeg kan ikke stemme på Jer. Så havde jeg ikke være en fattig hjemløs i dag, men derimod en velhavende herre med stok og hat og pæn frakke!

Men der var mange dengang, og på et tidspunkt udviklede jeg en teori om, at tidligere radikale nok i virkeligheden er landets største vælgergruppe.

Så slemt er det nok ikke, heller ikke selv om jeg selv er med i gruppen.

Mine politiske overbevisninger har ikke ændret sig ret meget siden sidst jeg var med i Det Radikale Venstre – med det har partiet godt nok! Grundlæggende set betragter jeg mig selv som radikal, men kan ikke stemme på partiet ved eksempelvis folketingsvalg. Det har jeg heller ikke gjort…. Længe. Kommunalt? Altid – undtagen den ene gang, hvor jeg selv stillede op for nogle andre. Ved valgene til Europaparlamentet, har jeg konsekvent stemt radikalt lige indtil valget sidste år, hvor partiets omfavnelse af sanktionskrig mod Rusland, censur af medier, vild oprustning og afvisning af mellemfolkelige kontakter østover, fik mig til at flytte min stemme et andet sted hen.

Rigtige radikale fører ikke krige mod hverken Rusland eller Sverige, og vi jubler ikke over udvidelser af NATO. Rigtige radikale søger freden, ikke krigen. Militær og den slags holder vi på afstand, og vi sætter en klemme på næsen hvis de kommer for tæt på. Dog har vi altid syntes af fredsbevarende FN-missioner er en helt fin ide, men det er vist ikke rigtig på mode længere.

Som nævnt, har mine egne politiske overbevisninger ikke ændret sig synderligt siden mine år som aktiv radikal. Jeg er tilbage ved udgangspunktet, kan man sige. Men Det Radikale Venstre har forandret sig meget – og ikke til det bedre, er jeg bange for.

Faktisk, så har partiet gjort sig til talsmand og politisk hjem for det afsindige vanvid, som LGBTQ-bevægelsen er udtryk for. Det parti, der altid har været kendt som fornuftens parti, er nu bannerførere for kønsskifte til børn, kønsneutralitet og andet vanvid.

Dette er for øvrigt den væsentligste årsag til, at jeg i hvad der føles som en evighed, ikke har set mig i stand til at stemme på partiet ved folketingsvalg.

I det hele taget, så betragter jeg mig som centrum-venstre – men jeg oplever at centrum-venstre har forladt mig. Det er i hvert fald ikke hvad det har været. Hvis man i dagens Danmark indtager det tidligere klare, radikale standpunkt at samtaler og folkelige forbindelser med Rusland vil gavne forholdet til vores genbo i øst, at fred og sikkerhed i Europa forudsætter at alle føler sig trygge ved deres naboer og deres intentioner, så bliver man automatisk rubriceret som ’putinist’ og højreorienteret.

Tilsvarende hvis man gør sig til talsmand for at der kun findes to køn og ikke de 72, som LGBTQ-bevægelsen vistnok skulle have optalt. Hvis man giver udtryk for at de øvrige cirka 70 nok snarere er psykiske sygdomme end egentlige køn, har partiet oven i købet stemt et lovforslag igennem i Folketinget, der gør at man bliver hjemfalden til straf.

Det Radikale Venstre har forandret sig, og bestemt ikke til det bedre. Det virker som om man har mistet rødderne. Måske gik det galt dengang husmændene uddøde. Det Radikale Venstre har jo alle dage været en pagt mellem de mindste på landet og de (selverklæret) klogeste i byerne. Husmændene uddøde og efterlod os alene med akademikerne og konsulenterne og den slags typer.

Eller måske var det med valget af Morten Østergaard som partileder efter Margrethe Vestager at det skete. Det var i hvert fald tydeligt, at Morten, til trods for hans mange fine kvaliteter i øvrigt, hverken besad en ideologisk ballast eller interesserede sig synderligt for at anskaffe sig èn.

Min pointe, som det har taget alt for lang tid for mig at nå frem til, er denne: At jeg jo egentlig selv er en af disse hjemløse radikale, der beklager mig over partiets bedrøvelige, uradikale tilstand. Jeg er selv blevet en af dem der siger, at jeg egentlig er radikal men at partiet desværre ikke er det.

Og her vender vi så tilbage til det spørgsmål, som jeg stillede lidt længere oppe i teksten:

Er det overhovedet muligt at stemme radikalt igen sådan som partiet opfører sig for tiden?

Og det var Mahad Yussuf’s for øvrigt fremragende kontrafej, der hjalp mig frem til min konklusion: Ja, kommunalt som hidtil. Ellers nok ikke. Og jeg tænkte på de nydanskere af såkaldt anden etnisk herkomst, som fulgte Rabih ind i partiet – dengang for tyve år siden. Der er tale om politikere, der virkelig formår at balancere mellem umulige modsætninger. På den ene side bekender størstedelen af deres vælgere sig til et islam, der har en traditionel opfattelse af alt det det med køn og homoseksualitet i det offentlige rum og al den slags – og så et moderne Radikale Venstre, der nærmest ikke kan få nok af sådan noget sludder og som topper op med vanvid som kønsskifte for børn, kønsneutralitet og lignende mærkværdigheder.

Men de gør det – balancerer. Og mens jeg sad dèr og studerede Mahad’s billede, gik det op for mig hvordan. Svaret var enkelt og det var ligetil og det var logisk: Der er tydeligvis en ikke ubetydelig del af partiets medlemmer i Aarhus, der har dèn dèr anden etniske baggrund – og de er tydeligvis både talmæssigt og velorganiserede nok til at de dominerer, når vælgerforeningen vælger byrådskandidater. Men det interessante er: Ikke en eneste stiller op som folketingskandidat. Ikke èn. Nada. Dette på trods af, at Radikale i Aarhus stiller med hele fire af slagsen, fordi byen er inddelt i fire opstillingskredse.

På den måde er det ikke så svært at balancere med LGBTQ-galningene, det giver sig selv. Man sætter sig på det kommunale niveau, og så må de andre have deres luftkasteller for sig selv.

Lad mig sige det med det samme: Den eftermiddag vandt Mahad Yussuf min stemme. Hvis jeg stadig bor i Aarhus til november, stemmer jeg på ham. Dog vil jeg, af personlige grunde, meget hellere bo i Esbjerg. Derovre har jeg indtryk af at vælgerforeningen har en mere fornuftig og jordnær medlemsskare end det vi ser i eksempelvis Aarhus eller København. Måske vil jeg kunne være med dér, hvis det engang skulle lykkes for mig at vende hjem til byen, hvorfra min verden udgår.

Og mens dette skrives, mindes jeg noget som Marianne Jelved for alt for mange år belærte mig: At i Det Radikale Venstre er politikken cirkulær; Det vil sige, og nu citerer jeg så ordret som jeg kan huske det: Hvis du nogensinde skulle opleve at være i mindretal eller måske stå helt alene med dit synspunkt, så fortvivl ikke. Hvis du står urokkeligt fast med dine holdninger, vil det kun være et spørgsmål om tid, inden resten af partiet mener det samme.

Da USA’s præsident Trump kort inden han tiltrådte til sin anden præsidentperiode udtrykte et ønske om at overtage Grønland, betragtede de fleste af os det som et forhandlingsoplæg. Trumps forhandlingsstrategi skulle i så fald være, at han lagde ud med at forlange noget urimeligt, med en forventning om at de efterfølgende samtaler ville ende ud i dén løsning, som han reelt ønskede at opnå.

Det er stadig min personlige opfattelse, at det var sådan præsidentens udspil skulle læses og opfattes. At man, ved at lytte til de amerikanske kritikpunkter, vil kunne opnå en for begge parter tilfredsstillende løsning – en løsning, som ville beskytte grønlændernes legitime ønske og ret til at styre deres eget land sådan som de selv vil. Et eller andet sted er jeg stadig overbevist om, at det er hvad den amerikanske administration selv ønsker, idet en fjendtlig overtagelse af Grønland vil give amerikanerne uanede vanskeligheder i forhold til landets øvrige allierede. Allierede, som USA, trods en America First strategi, i sidste ende vil have vanskeligt ved at undvære et højt niveau af opbakning fra.

Da den aldeles fremragende vicepræsident Vance så, i sit berømte Danmark er en dårlig allieret-interview til Fox News i begyndelsen af februar fremlagde teksten, blev de amerikanske ønsker til Danmark så lagt frem for offentligheden. Det amerikanske ønske blev, typisk for Vance, fremlagt på en sprogligt tydelig, præcis og umisforståelig måde: Amerikanernes problem med den danske overhøjhed over Grønland, hænger sammen med Danmarks manglende evne til på tilstrækkelig betryggende vis at overvåge den del af det meget store nordatlantiske område, der strækker fra Grønlands kyst til Færøerne.

Vicepræsident Vance var klar i mælet: Dét skal Danmark have styr på, ellers kan vi ikke beholde Grønland.

Så langt, så godt. Nu har amerikanerne lagt kortene på bordet, og dérfra har det været op til den danske regering i København at håndtere problemet.

For det første, så giver det sig selv, at et land af Danmarks størrelse naturligvis ikke kan overvåge så stort et område alene. I hvert fald ikke, hvis overvågningen skal have en ’tæthed’ og en militær tilstedeværelse, der vil tilfredsstille de krav, som amerikanerne sædvanligvis stiller. Derom hersker der ingen tvivl.

Men det betyder ikke at en kompetent, dansk regering ikke ville kunne løse problemet. Her er problemet bare dét, at vores regering for det første ikke forekommer at være sikkerhedspolitisk kompetent ledet, hvilket man bla kan se i forhold til Rusland-Ukraineproblematikken. Men i stedet for kompetent ledelse, har regeringen Frederiksen valgt at ville diskutere folkeret og grønlændernes ret til selvbestemmelse.

Problemet er, at den slags principper har amerikanerne historisk set kun i begrænset omfang tilladt at lade begrænse landets adfærd. Amerikanernes primære fikspunkt i sikkerhedspolitikken har været, og er det i ikke mindre grad under Trump, at håndtere landets egne interesser. Her har den danske regering så valgt at håbe på, at forventede problemer med allierede vil være nok til at holde amerikanerne tilbage.

Denne uges besøg i Grønland af Trumps sikkerhedsrådgiver Mike Waltz og Second Lady Usha Vance, udgør det amerikanske modsvar til regeringens lidt tvivlsomme strategi – og svaret lyder: You can do better!

Mens amerikanerne adresserer hvad Washington betragter som reelle problemer, som skal løses i den fysiske verden, vælger Kongeriget Danmarks regering at spille den amerikanske ledelse med de tricks, som vi alle lærte dengang vi sad i elevrådet. Og det dur naturligvis ikke. Derfor står Danmark til at miste Grønland, hvis ikke regeringen meget hurtigt får taget sig sammen til at forstå forskellen i tilgangen: At amerikanerne forlanger dansk problemløsning i den fysiske verden.

Og det på samme tid sørgelige og håbefulde er, at problemløsningen ligger lige for. For mens Danmark på grund af landets begrænsede størrelse naturligvis ikke kan etablere et overvågningsnetværk i Arktis, der tilfredsstiller de amerikanske forventninger, findes der heldigvis andre løsninger. Og ikke nok med at disse løsninger findes – de har oven i købet præsenteret sig selv for danskerne på et sølvfad.

Den øverstkommanderende for EU’s militærkommando, har således tilbudt Danmark at sammensætte en EU-mission til den arktiske del af Nordatlanten, og en tilsvarende henvendelse har der været fra NATO.

Løsningen ligger dermed lige for. Den lavpraktiske del vil kunne strikkes sammen i løbet af et par måneder, og så vil amerikanerne ifølge landets vicepræsident ellers være tilfredse.

Simsalabim – whats not to like?!?? NATO-løsningen indebærer samtidig, at Canada vil kunne indgå i problemets løsning, hvilket af geografiske grunde egentlig vil være meget rimeligt og logisk. Bolden ligger lige til højrebenet, og det er bare at trille den lige så stille i mål.

I stedet har den danske regering håndteret sagen med en amatørisme, så guderne må sig forbarme. Ikke nok med at man hidtil har kørt amerikanerne som om der var tale om en konflikt i elevrådet, oven i købet uden at udnytte vores plads i FNs sikkerhedsråd til at få sagen taget op dér, så fortsætter Frederiksen-regeringen ufortrødent med at lade Folketinget ratificere en aftale om udstationering af amerikanske tropper flere steder i Jylland.

Det er jo direkte inkompetent: Her har vi en fremmed magt, der udadtil har et erklæret ønske om at overtage en del af Kongeriget, hvorefter selvsamme fremmede magt indbydes til at udstationere tropper inden for landets grænser. Det er fuldstændig vildt og helt hen i vejret. Inkompetencen er så tydelig, at den skriger til Himlen. Der findes ingen ord i den danske ordbog til at beskrive dette, hvilket måske er den egentlige grund til at jeg anvender så mange af slagsen.

Men vildt er det.

På det rent personlige plan, vil mit hjerte græde og blive knust i tusinde stykker, hvis regeringens inkompetence får landet til at miste Grønland. Da jeg for alt for mange år siden var barn og boede på Fuglebakkevej i Esbjerg, hang der to plakater på min væg. Det vil sige: Den ene var ikke en plakat, men derimod et søkort over den jyske vestkyst. Kortet var et udtryk for min fars kærlighed til havet, som han forsøgte, og lykkedes med, at give videre til mig.

Det andet var en plakat, der viste et kort over Grønland. Grønland er en meget vigtig del af den danske selvforståelse, og for de fleste af os har det en meget stor prioritet at passe på landet og på grønlænderne, så de får så stor frihed til at leve deres liv som det overhovedet er muligt. Jeg behøver blot at nævne sundheds- og socialvæsen, så ved de fleste hvad jeg taler om. I dag er Danmarks vigtigste opgave i forhold til det grønlandske samfund, at vi skal levere de rammer som er nødvendige for at grønlænderne selv kan definere deres livsform og kultur på deres egne betingelser.

Det er mit klare indtryk, at det går helt fint med det. Vi skal ikke bestemme over grønlænderne, men derimod give dem mulighed for at bestemme selv.

Med et eventuelt amerikansk indtog i Grønland, vil der ikke herske tvivl om at den særlige grønlandske livsstil og kultur vil forsvinde som dug for solen.

Heldigvis kan Grønland stadig reddes – det er jeg overbevist om. Det kræver sådan set bare, at regeringen mander sig op, forlader elevrådsretorikken og bevæger sig ind i den virkelige verden – dér, hvor sikkerhedspolitik og nationers fremtid bestemmes. Og løsningen ligger lige for – vore allierede har præsenteret den til os, nærmest som en pakkeløsning. Alt, hvad regeringen behøver gøre, er at tage imod – og i øvrigt droppe dén dér udstationeringsaftale.

Et liv med såvel hårde som ubehagelige erfaringer, som personlige fejltagelser, har lært mig at man skal blande sig uden om personsager i den offentlige debat. Som oftest er den slags historier kraftigt vinklet, og ikke sjældent et resultat af at nogen både har plantet historien og betalt for den.  

Men der findes ingen regler uden undtagelser, og når min gamle makker Rabih Azad-Ahmad i netmediet BT beskyldes for terrorsympatier, finder jeg det amoralsk at holde mig tilbage.

I en stort opsat artikel på BT, beskyldes Rabih for at dyrke kontakter med personer med tilknytning til såkaldt ’terrorisme’ og mellem linjerne for selv at have sympati for terrorisme.

Jeg lærte Rabih Azad-Ahmad at kende i 2005, da jeg stillede op som kandidat til landets første regionsråd for Det Radikale Venstre. Idet Rabih var byrådskandidat og jeg selv stillede op til regionen, besluttede vi os for at føre valgkamp sammen. På den måde kunne Rabih opfordre sit store netværk til at støtte mig i valgkampen, og jeg selv kunne hjælpe ham i hans.

Den gensidige sympati og kammeratskabsfølelse mellem os var stor, så jeg kom også hurtigt ind som næstformand i Multikulturel Forening, som Rabih havde stiftet og var formand for.

Valget endte på den måde, at Rabih blev førstesuppleant til byrådet efter Uffe Elbæk, som senere trak sig, så Rabih hurtigt overtog stolen. Senere, ved folketingsvalget i 2007, hjalp jeg Rabih med en opstilling til folketingsvalget samme år – i Horsenskredsen. Efter valget fortalte han mig med et svedent grin, at ’dét gør jeg aldrig igen’. Jeg har dog stadig i dag den opfattelse, at hvis Rabih måtte finde på at lade sig opstille i en af de fire Aarhus-kredse, vil han have ganske gode chancer for seriøst at kunne konkurrere om storkredsens mandat.

Siden 2005 har jeg ved hvert eneste kommunalvalg givet Rabih min stemme. Den eneste undtagelse er ved valget i 2013, hvor jeg selv var kandidat for et andet parti, og derfor stemte på mig selv.

Med andre ord: Jeg kender Rabih, og ved hvad han står for. Jeg véd, at Rabih er demokrat helt ind til det inderste af marven, og jeg ved at hans universitetsspeciale som jurist, var om FN’s erklæring om menneskerettighederne.

Fra tiden dengang hvor vi sammen arbejdede med integration i Gellerup, havde Rabih store vanskeligheder med de mere radikaliserede elementer i miljøet. Selv var Rabih ikke et religiøst menneske, men han forstod folk der var, hvilket var grunden til at han alligevel lykkedes at samle bydelen omkring sig. Selv imamerne accepterede ham, mens det samme som nævnt ikke gjaldt områdets mere radikaliserede og kriminelle elementer.

At jeg nød arbejdet med ham og lærte meget i den periode, giver sig selv. Desværre måtte jeg trække mig fra arbejdet uden nogen ordentlig forklaring, idet mit personlige fjendskab med en FE-ansat, som er beskrevet andetsteds her på siden, gjorde mig til en sikkerhedsrisiko for alle mine omgivelser – i en periode endog min egen familie. Da min FE-fjende efter tunesersagen satte et rygte i omløb om at jeg var PET-stikker, var mit liv i fare og jeg måtte ganske enkelt smutte fra området i en fart.

Men jeg kender som sagt Rabih, og véd hvem han er og hvilket stof han er gjort af. Jeg kender ham som demokrat helt ind til det aller inderste, jeg kender ham som en person der respekterer andres religiøse opfattelse og forstår den, selv om han i den periode vi arbejdede sammen, ikke gav indtryk af at være et religiøst menneske.

Og jeg kender ham også som en stor fortaler for en bedre fremtid for det palæstinensiske folk. Rabih var konsekvent modtander af vold som en løsning på Palæstina-problemet og argumenterede ustandseligt for en fremtid for Palæstina, hvor kristne, jøder og muslimer kunne leve sammen i fred. Dette er et håb, som jeg for øvrigt ivrigt deler.

Rabih har arrangeret møder og talt ved demonstrationer, hvor palæstinensernes lidelser er blevet behandlet. Han er i det hele et kendt ansigt i hele dét dér miljø – hvilket er ganske fortjent, idet han som uddannet advokat og folkevalgt politiker, udover sin åbenlyse dygtighed, også står som et forbillede for mange unge.

Det bør derfor ikke komme som nogen overraskelse, at Rabih af og til indbydes til at være taler ved forskellige arrangementer såsom debatmøder og konferencer, der omhandler den palæstinensiske sag.

BT kritiserer specifikt Rabih for to ting: (1) at han flere gange har talt ved konferencer arrangeret af European Palistinians Conference, og (2) at han ikke har taget afstand til Hamas’ angreb inde i Israel den 7. oktober sidste år.

Om det sidste punkt er der kun at sige, at dengang vi arbejdede sammen, var Rabih særdeles betænkelig overfor kravet fra visse danske meningsdannere om, at indvandrere med mellemøstlig baggrund på en eller anden måde havde pligt til at ’tage afstand’ til terrorangreb begået af al Quaeda og andre. I kravet herom ligger en mistænkeliggørelse, som i sig selv er hæmmende for integrationen, og derfor kontraproduktiv for begge parter.

Skulle jeg da også, som katolik, udtale mig hver gang eksempelvis IRA detonerede en bilbombe eller Folkekirkens biskopper lægge afstand hver gang Ian Paisley siger noget idiotisk eller opfordrede til vold?!? Hans konklusion, og min med, var og er et klart NEJ – det har man ingen forpligtelse til. Der er derfor ingen grund til, at Rabih, som dokumenteret demokrat og folkevalgt politiker med rod i det palæstinensiske folk og familie i området, skulle være særligt forpligtet hertil. Naturligvis ikke, det giver sig selv.

Det burde egentlig være nok, også for journalisten Claes Kirkeby Theilgaard, at rådmanden Rabih Azad-Ahmad ved flere lejligheder har ageret bordherre for Hendes Majestær Dronning Margrethe dengang hun stadig var regerende regent. Den slags får man ikke lov til, med mindre man først bliver undersøgt af PET i alle ender, ledder og kanter.

I øvrigt er det min opfattelse, at situationen i Palæstina med Israels igangværende folkedrab og fordrivelse af palæstinenserne er så betændt, at BT burde beskæftige sig med vigtigere ting end hvem der deltager i hvilke konferencer på det europæiske fastland, hvilket man med et ordentligt vognlæs god vilje trods alt godt kan påstå at Malmø er en del af.

Afslutningsvis vil jeg ligeledes gerne opfordre BT til at overveje, om det mon ikke vil være en god ide at arbejde med den kendsgerning, at forskellen mellem såkaldt ’terror’ og frihedskamp ikke udgøres af objektive kriterier, men derimod hele vejen igennem er politisk bestemt. Det har jeg skrevet et andet indlæg om, som kan tilgås her: Terror og retten til modstand.

Da den britiske premierminister Winston Churchill i en tale den 5. marts 1946, mindre end et år efter anden verdenskrigs afslutning, erklærede at ¨et jerntæppe havde sænket sig ned gennem Europa¨, indledtes den periode i Europas historie som man almindeligvis omtaler som den kolde krig. Allerede mens krigen mod Tyskland rasede, blev det i lukkede kredse diskuteret hvorvidt man skulle tage en krig mod Sovjetunionen efter tyskernes dengang forventede fald.

Men det blev ikke til noget. Efter verdenskrigens rædsler var kræfterne slet ikke til det – og desuden var Sovjetunionens præstation i krigen ganske enkelt for skræmmende til at det inviterede til en fortsættelse.

Den kolde krig blev en periode med en tydelig opdeling i Europa mellem de gode og de onde – mellem den frie verden i vest og den totalitære kommunisme i øst.

Selv havde jeg fornøjelsen af at vokse op under jerntæppets sidste år, og husker stadig årene inden kommunismens fald. 3-4 år efter muren faldt, havde jeg den fornøjelse kortvarigt at bo i et af de tidligere østlande, og så derfor med egne øjne frugten af den ufrihed, som var blevet Tjekkiet til del siden krigen.

De fleste i min generation glædede sig over murens fald, men nu tyder alt desværre på at der er kommet en ny. Desværre er der også meget der tyder på, at vi her i Danmark bor på den forkerte side af de nye jerntæppe.

I dag er vores egen del af Europa nemlig ufrit i et omfang, som ville have gjort STASI grønne i hovedet af misundelse.

De mest tydelig eksempel på denne ufrihed, er at borgerne i eksempelvis Danmark er tvunget til at leve under en nærmest ubegrænset overvågning. Grundlovens ord om at overvågning kun kan ske efter behørig dommerkendelse, er reelt sat ud af kraft. I dag er vi alle overvågede, og det uanset om vi befinder os i hjemmet eller ude omkring.

Det oftest anvendte instrument til overvågningen, er vores mobiltelefoner. Når man bærer telefonen på sig, afslører den i real-time hvor vi befinder os. Samtidig betyder logningsdirektivet, at al kommunikation der foretages via telefonen bliver registreret.

Det betyder blandt andet, at fornuftige mennesker naturligvis ikke har mobiltelefonen på sig når de forlader hjemmet. Desværre hjælper det ikke meget, for det offentlige rum i Danmark er befængt med overvågningskameraer med ansigtsgenkendelse.

Samtidig føres der en åbenlys kampagne for at gøre mobiltelefonen uundværlig for dansker i det daglige. Et eksempel herpå kan ses i Aarhus, hvor billetter til offentlig transport fra den 1. november kun kan købes og fremvises på Midttrafiks app til telefonen.

Mobiltelefonens udbredelse er i virkeligheden ét af det totalitære regimes vigtigste redskaber. Hvis man besidder det rette udstyr, er det nemlig muligt at sidde hjemme i sin bunker og overvåge en mobiltelefons bevægelser, hvilke andre mobiltelefoner der er i nærheden samt at aflytte samtaler i det lokale, hvor telefonen befinder sig.

Alt dette er muligt uanset om telefonen er tændt eller slukket – og dertil kommer naturligvis de aktiviteter som folk nu engang foretager sig på deres telefon; surfer på nettet, kommunikerer og diverse spil. Med hensyn til spil, er det desuden muligt via overvågning af disse at vurdere den enkelte telefonejers diverse kognitive funktioner som feks intelligens, kombinationsevne kreativitet og meget andet.

Den kloge sørger således for at spille sine mobilspil på en sådan måde, at man konsekvent undervurderes af den statslige fjende og hvem der ellers lytter med. Og fornuftige mennesker lader telefonen blive hjemme når man går ud.

De sikkerhedstjenester der formodes at beskytte danskerne mod angreb, fører i virkeligheden krig mod landets egen befolkning.

Et eksempel herpå er Forsvarets Efterretningstjenestes samarbejde med den amerikanske spiontjeneste NSA. Det er slet ikke så indviklet: FE opsnapper simpelthen al kommunikation via kabler der går igennem Danmark og sender det uredigerede råmateriale til NSA. Ifølge presseforlydender sker dette fordi FE kun besidder kompetencen til at opsnappe materialet, men ikke til på meningsfuld måde at redigere eller søge i det.

Men det findes der råd for: Hvis der er noget man har brug for, kontakter man bare amerikanerne, der gladeligt leverer det ønskede.

Her er der så den interessante lille finte, at mens en lovlig overvågning i Danmark i princippet kun kan finde sted mod dommerkendelse, behøves der ingen dommerkendelse for at kunne modtage materiale fra udenlandske tjenester – heller ikke materiale vedrørende danske borgere, som ellers normalt ville være omfattet af retsplejelovens regler herom. Ganske smart, men næppe hvad Grundlovens fædre havde tænkt sig.

Et andet eksempel er udfasningen af kontanter som alment accepteret betalingsmiddel. Med kontanter er det muligt at betale for sine ydelser anonymt, uregistreret og uden at betale gebyr til banken. Derimod er elektronisk betaling i sagens natur underlagt registrering og overvågning, hvilket er den egentlige grund til den igangværende udfasning af kontanter.

Også forsøget på at aflive brevposten er et udtryk for forøget overvågning. Med brevets afskaffelse, forsvinder danskernes sidste reelle mulighed for at kommunikere med hinanden uden at det registreres af hverken firmaer eller sikkerhedstjenester.

Apropos sikkerhedstjenester, så har Danmark to officielle efterretningstjenester – PET (Politiets Efterretningstjeneste) og FE (Forsvarets Efterretningstjeneste). Disse er i princippet underlagt landets lovgivning. Der er bare mindst to problemer hermed: For det første, så er lovgivningen på området ikke særlig detaljeret. Det gælder ikke mindst for FE, der med forbindelsen til militæret gennem årene har udviklet en mildest talt alternativ legalitetskultur. For det andet, er der hverken juridisk eller politisk kontrol med, hvad de ansatte i tjenesterne beskæftiger sig med.

Dette har særligt for FEʼs vedkommende ført til en helt urimelig legalitetskultur, hvor store dele af tjenestens ansatte i ramme alvor mener at de selv bestemmer hvad de må og ikke må. Dette har ført til at danske borgere med mellemrum kidnappes på gaden og udsættes for mishandling i tjenestens torturkældre, sådan som jeg tidligere har beskrevet det her på siden.

Men det er sanktionerne mod Rusland, der mere end noget andet har fået mig til at indse at der er kommet et nyt jerntæppe – og som har fået mig til at overveje hvorvidt vi her i Vesten måske i denne omgang befinder os på den forkerte side.

Det sidste halvandet års tid har vi således oplevet totalitære tiltag, som jeg aldrig havde troet skulle finde sted i den vestlige del af Europa. Udenlandske medier er såedes blevet forbudt og blokeres fra statslig hold på internettet, forfattere som Alexander Dugin sanktioneres og reelt forbydes, og russiske borgere får rutinemæssigt deres ejendomme beslaglagt uden nogen anden begrundelse end at de er russere.

I tredivernes tyskland, inden lejrene, blev jøders ejendomme og ejendele konfiskeret af den tyske stat fordi de var jøder, I dag er det russerne. Dog har vi endnu ingen lejre, og det er stadig uvist om vi får dem i fremtiden.

Et nyt jerntæppe har sænket sig ned gennem Europa, og denne gang er det Vesten der har designet det. Alt tyder også på, at det er os her i vest der bor på den ufrie side af det nyligt delte Europa. Masseovervågning, censur af medier og en presse der i væsentlige anliggender holder sig stramt til magthavernes officielle linje, og sikkerhedstjenester udenfor demokratisk kontrol, taler sit eget sprog.

Personligt er jeg ikke i tvivl om at ʻsystemetʼ falder. Men det ændrer ikke ved at der er brug for en ny frihedskamp. En kamp for det frie menneske.

Som allerede nævnt her på siden, er jeg som udgangspunkt tilhænger af at den såkaldte koranlov vedtages i Folketinget og efterfølgende ophøjes til lov. Det er jeg af flere grunde, men helt grundlæggende er det afgørende for mig at man skelner mellem handlinger og ytringer. At brænde et religiøst skrift er ikke en ytring – det er en handling. At kritisere eller fornærme et religiøst skrift er en ytring, men at brænde det eller som led i en politisk happening køre det over med en damptromle, er derimod en handling.

I et samfund hvor der bor mennesker med flere livsanskuelser og religiøse opfattelser, kan det derfor være nødvendigt at beskytte de forskellige grupper mod unødig chikane. Dette er en erfaring som alle multikulturelle samfund gennem tiden har gjort, og sådan et er Danmark med tiden gået hen og blevet.

Alligevel er der aspekter ved den lov som Folketinget i går vedtog, som giver anledning til bekymring. Det ene er strafferammen på op til to års fængsel, som i min optik er alt for høj i forhold til forseelsen. Det andet er lovens placering i Straffelovens kapitel 12, som omhandler forseelser som landsforræderi, forbrydelser mod statens selvstændighed, spionage og bistand til fjenden i forbindelse med besættelse af landet.

Dette er et kapitel, som automatisk giver politi og efterretningstjenester en lang række ekstra beføjelser – og tilsvarende stiller den sigtede eller tiltalte borger væsentligt ringere end de ellers ville være i forbindelse med straffesager her i landet.

Kapitel 12 betyder nemlig

at anklagemyndigheden ifølge Retsplejelovens § 729a stk 4 kan forlange at sagens oplysninger forbliver hemmelige for den sigtede/tiltalte

at politiet ifølge Retsplejelovens § 729c, stk 1 nr 5 kan nægte at give aktindsigt i den pågældende sag

at reglerne som begrænser politiet i forskellige former for agentvirksomhed ikke gælder – altså muligheden for at overvåge politisk aktivisme med hemmelige agenter (agenter uden dommerkendelse) – Retsplejelovens § 754e

at der med hjemmel i Retsplejelovens § 770c, stk 4, kan isolationsfængsles i mere end 6 måneder at politiet kan læse med i breve, lytte med i samtaler eller aflytte i hjemmet. på trods af at sådanne indgreb normal forudsætter en strafferamme på 6 år eller derover. Det står der nemlig i Retsplejelovens § 781

at politiet med hjemmel i Retsplejelovens § 783, stk 2, kan overvåge alle de redskaber vedkommende benytter til at kommunikere fra

at den sigtede/tiltalte ifølg Retsplejelovens § 784 stk 1 fratages muligheden for frit at vælge advokat, men må tage sig til takke med at få sin forsvarer beskikket fra en liste, som som det har behaget Justitsministeren at sammensætte

at teleudbydere ifølge Retsplejelovens § 786a kan tvinges til at hastesikre data

at den sigtede/tiltalte ifølge Retsplejelovens § 791a stk 3 nr 3 kan overvåges med spionkamera

at politiet med hjemmel i Retsplejelovens § 791c stk 1 kan afbryde tv-signal og internet

at politiet med hjemmel i Retsplejelovens § 799 kan iværksætte hemmelige ransagninger

at politiet med hjemmel i Retsplejelovens § 804 kan forlange at få udleveret data om gps-koordinater, lokalitetsdata med videre

Der er med andre ord tale om vanvittigt omfattende beføjelser til politiet, som slet ikke er rimelige i forhold til sagens karakter. Ingen borger i et retssamfund skal efter min mening udsættes for sådanne indgreb, og slet ikke hvis det, som politiet skal undersøge, er hvorvidt man har brændt en koran af et offentligt sted.

Det er selvfølgelig helt og aldeles uantageligt, og grunden til at jeg, på trods af at jeg grundlæggende set har forståelse for behovet for at få sat en stopper for koranbrænder-happenings, alligevel vil erklære mig som modstander af den lov som Folketinget vedtog i går og som snart træder i kraft. Loven bør derfor afskaffes så hurtigt som muligt.

I anledning af sommerens epidemi med koranafbrændinger foran udenlandske ambassader og regeringens foreslåede indgreb mod disse manifestationer, har civilorganisationen RESAM på vegne af danske trossamfund udsendt en erklæring.

Erklæringen udtrykker sådan set helt fint min egen holdning til sagen, og jeg vælger derfor at copy/paste fælleserklæringen her på min egen side. Erklæringen er som følger:

–00–

Civilsamfundsorganisationen RESAM – Religion & Samfund, som faciliterer det positive indbyrdes møde mellem religiøse ledere i Danmark – har udsendt en fælleserklæring, hvori de støtter regeringens indgreb mod koranafbrændinger. I erklæringen står:

”Vi støtter op om, at regeringen tager skridt til at forhindre utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund og lovgiver mod handlinger, der foretages på et offentligt sted eller har til hensigt at udbredes i en videre kreds.

Dog finder vi baggrunden trist og bekymrende. At denne paragraf sættes ind i straffeloven nu under pres for rigets sikkerhed, er problematisk.

Vi har ikke absolut ytringsfrihed i Danmark. Den gældende lovgivning indeholder allerede flere end 400 bestemmelser, som sætter en begrænsning. Alligevel skal vi altid være uhyre opmærksomme og kritiske, når en regering vil sætte rammer for ytringsfrihed. I dette tilfælde sætter vi lid til, at domstolene får et redskab til at afgøre konkrete tilfælde, og at politiet griber ind på rette vis i aktuelle situationer.

Med koranafbrændinger har vi været vidner til totalt respektløse handlinger. De bliver udlagt som et eksempel på religionskritik, som der skal være plads til i ytringsfrihedens navn, men har intet med religionskritik at gøre. Religionskritik kan indbefatte diskussion og kritik af religiøse forestillingers sandhedsværdi, udøvelse af religion og religionens konsekvenser for mennesker og for samfundet. Afbrænding af en hellig bog i det offentlige rum, sådan som det har været iscenesat, er noget helt andet.

Vi mener, at der er noget helt galt, når personer, som kun ønsker at forhåne, har politiet stående ved siden af – uden at gribe ind. Regeringen refererer til, at man i udlandet har oplevet det, som om statsmagten ligefrem billigede handlingerne. Sådan har danske muslimer også oplevet det, hvilket desuden har skabt uro og frygt blandt dem, ligesom det ville gøre på lignende måde hos andre minoritetsgrupper, hvis deres vigtigste symboler eller tekster kunne afbrændes i offentligt rum under politibeskyttelse. Det medvirker til håbløshed. Vi kan som samfund gøre det meget bedre, og vi skal ikke lade nogle få ekstremister bestemme.

Vi er som ledere i kirker og trossamfund bevidste om, at der er meget store udfordringer for anderledes troende i de radikale muslimske lande. Det kan vi ikke være døve over for. Blasfemilovgivning i disse muslimske lande bliver brugt imod anderledes troende og har snarere en mere symbolsk værdi, mens det, vi anser som naturlig og saglig religionskritik, hurtigt opfattes som blasfemi.

Danmark bør være en klar stemme i kampen for minoriteters rettigheder, om de er religiøse eller ej. Derfor kan det også have sin fordel, at regeringen med det nye forslag om at ændre i straffeloven ikke berører spørgsmålet om blasfemi eller religiøse følelser. Til gengæld understreges det, at lovforslaget ikke kommer til at ændre på, hvordan man kan ytre sig i tale og skrift, hvad angår religiøse emner, herunder satire. Vi bemærker, at det altså ikke handler om at knægte enhver form for religionskritik.

Endelig vil vi opfordre regeringen til, at den ikke forholder sig passivt og blindt til det politiske hykleri fra islamiske lande. Hvor er den mærkbare reaktion fra den danske regering, når der sker langt værre tilfælde i flere muslimske lande, som da kirker og kristne hjem blev raseret i Pakistan så sent som for et par uger siden, samtidig med at danske ambassadører må stå skoleret i muslimske lande. Her har regeringen også et ansvar for at leve op til lovforslagets ånd!”

Christian Alsted, biskop (Metodistkirken i Danmark),
Hans-Ole Bækgaard (formand, Indre Mission),
Keld Dahlmann  (generalsekretær, Dansk Oase),
Tonny Jacobsen (formand, Frikirkenet),
Czeslaw Kozon (katolsk biskop i Danmark),John Nielsen (generalsekretær, Evangelisk Frikirke),
Jan Risan (territorialleder, Frelsens Hær),
Søren Skovgaard Sørensen (generalsekretær, Luthersk Mission),
Søren Skovgaard Sørensen(daglig leder, Kirkernes Integrations Tjeneste),
Torben Andersen (generalsekretær, Baptistkirken),
Ahmet Deniz (generalsekretær, Dansk Muslimsk Union).

For enhver der følger med i international sikkerhedspolitik, bør det stå klart at USA er den ubetinget største trussel mod fred og stabilitet i Verden. De amerikanske sikkerhedstjenester er historisk set direkte ansvarlige for flere statskup og politiske likvideringer end nogen andet stat i verdenshistorien. Denne påstand er veldokumenteret, og endda erkendt af skiftende amerikanske regeringer.

Det er også velkendt, at USA aktivt støtter terrorbevægelser og andre undergrundshære i det meste af verden. Dette er endog landets officielle politik, og har været det siden afslutningen på anden verdenskrig. USA er i det hele taget uhørt aktive, når det gælder om at indsætte regimer rundt omkring der støtter landets politik – og at fjerne folkevalgte regeringer der ikke gør. Senest har amerikanske sikkerhedstjenester stået bag gennemførte kup i såvel Pakistan som Peru, og det amerikanskstøttede kup i Ukraine i 2014 er den direkte årsag til den igangværende krig i landet.

Amerikanernes nutidige lovgrundlag for disse lyssky aktiviteter, er angivet i noget de kalder section 1202 authority under 2018 National Defense Authorization Act, som tillader støtte til ʻirregulære styrker, grupper eller individer, der deltager i irregulær krigsførselʼ.

Men programmet med at støtte alle tænkelige irregulære grupper, går som nævnt helt tilbage til afslutningen på anden verdenskrig. Det er således almindelig kendt, at amerikanerne ikke kun støtter irregulære grupper i krigsførende eller oprørstruede lande, men også paramilitære grupper i stabile demokratier. Siden 1990ʼerne har det desuden været offentlig kendt, at amerikanerne har trænet, finansieret og bevæbnet undergrundshære i næsten samtlige lande i Europa – herunder også Danmark.

Det kan forekomme paradoksalt og ulogisk på denne måde at indsætte bevæbnede grupper i lande, der ikke blot er stabile demokratier, men også generelt særdeles venligtsindede overfor amerikanerne.

Men set fra en amerikansk synsvinkel, giver det faktisk ganske god mening. Disse grupper har nemlig flere formål, som alle styrker den amerikanske tilstedeværelse på kontinentet.

For det første har man en bevæbnet styrke stående klar, hvis der i et europæisk land skulle komme en regering eller et parlamentarisk flertal, der måtte ønske eksempelvis at føre en uafhængig udenrigs- og sikkerhedspolitik eller på anden måde generere amerikanerne. Folkevalgte politikere og andre folkelige ledere er jo lige så dødelige som alle andre, så det er vældig praktisk at have folk på plads der kan hjælpe med til at fjerne uønskede personer fra en offentlige scene.

Samtidig er et sådant netværk åbenlyst praktisk i forbindelse med almindelig efterretningvirksomhed.

Også i Danmark eksisterer der et sådant netværk. Det er et netværk, som jeg tidligere har skrevet om. Det er flere grunde til at jeg har kendskab til eksistensen af netværket, men den nok vigtigste er, at man flere gange har forsøgt at rekruttere mig til det. Hver gang har mit svar været er klart NEJ, for det der med militarisme og landsforræderi er altså bare ikke noget for mig.

Netværkets formelle formål, er at etablere en modstandsbevægelse for det tilfælde at landet engang skulle blive besat. Medlemmerne rekrutteres således i almindelighed med en masse patriotisk røgelse af den mere kvalme slags, men i første omgang uden at fortælle kandidaterne at de i virkeligheden arbejder for en fremmed magt.

I Danmark består netværkets aktiviteter udover efterretningsvirksomhed for amerikanerne, i blandt andet at hjælpe danske Forsvarets Efterretningstjeneste med aktiviteter, der trods alt er for kriminelle – selv for dem.

Derudover fungerer den amerikanske undergrundshær i Danmark også som et særdeles effektivt forretningsnetværk for netværkets medlemmer. Da de forsøgte at hverve mig, skete det således med løfter om en særdeles mærkbar økonomisk fremgang og andre jordiske goder af den mere materielle slags. Men som sagt er landsforræderi og den slags ikke rigtig noget for mig, så jeg måtte flere gange sige nej.

Et af de interessante aspekter ved netværket er, at rekrutteringen i Danmark. i hvert fald delvist, foretages af Forsvarets Efterretningstjeneste, mens finansiering og bevæbning forestås af amerikanerne. Det var således FE, der gentagne gange kontaktede mig for at rekruttere mig til netværket. Det giver sig selv, at også den ideologiske træning af medlemmerne sker med amerikansk udgangspunkt.

Den amerikanske involvering i opbygningen og driften af disse netværk, understreges ikke kun af den nævnte amerikanske lovgivning og den italienske GLADIO-skandale, men også af den kendsgerning, at hele 11 procent af USA´s specialstyrker på globalt plan er udstationeret i europæiske lande. Dette var vel at mærke før krigen i Ukraine, så der er ganske sikkert flere nu. Europa er således, næst efter Mellemøsten og Afrika, den verdensdel med flest udstationerede amerikanske specialstyrker.

Dette på trods af en absolut politisk stabilitet i nærmest samtlige europæiske lande – her med forbehold for begivenhederne i Ukraine og de afledte konsekvenser heraf. Men hvad Ukraine angår, er pointen netop den, at det er et amerikansk kup og konsekvenserne af Maidan-kuppet i 2014, der er den direkte årsag til krigen.

Men med hensyn til det danske netværk, så er jeg forbløffet over mediernes tavshed herom. Det er jo ikke fordi eksistensen af det danske GLADIO-netværk ikke er kendt stof hos hverken medierne eller mangeårige aktører i det politiske system. Og trods alt: Et bevæbnet netværk af danskere i udenlandsk tjeneste, et netværk af danske landsforrædere der spionerer for en udenlandsk magt, burde være interessant stof for såvel medier som anklagemyndigheden

Gennem efterhånden alt for mange år, har skiftende regeringer og folketing skåret ned på Danmarks udenrigstjeneste. I mange lande er danske ambassader og diplomatiske repræsentationer blevet lukket ned, og de ambassader der stadig står, har fået skåret drastisk ned i antallet af danske diplomater.

Nedskæringerne har ikke kun negative konsekvenser for danske rejsende og for erhvervslivets muligheder i udlandet, men også for Danmarks indflydelse og anseelse rundt omkring i Verden.

Når der ikke er en dansk ambassade i et land, er det ikke længere muligt for danske studerende på udenlandske universiteter eller for danske virksomheder, at kunne smutte ind på ambassaden og få henvisninger til nyttige kontakter, bistand i forbindelse med landets myndigheder eller erhvervsliv og andre vigtige ting.

Samtidig mindskes vores indflydelse i landet, fordi der ganske enkelt ikke er danske diplomater til stede, som kan fortælle udenlandske regeringer og andre, hvad vi i Danmark egentlig vil i Verden og hvordan vi kan hjælpe hinanden hen mod de mål, vi måtte have til fælles. Danmark er et lille land som let forsvinder i mængden, og vores eksistens og indflydelse i verden afhænger af tilstedeværelse.

Danmarks erhvervsliv, og for øvrigt også vores fælles sikkerhed, er afhængige af at den danske stat, det danske samfund, formår at være til stede ude omkring, så vi kan bringe os i spil og være med hvor det sker. Det kan vi ganske enkelt ikke når vi nedlægger ambassader og skærer ned på diplomater.

Det er også vigtigt for vores allesammens sikkerhed at landet har en dygtig, professionel og effektiv udenrigsefterretningstjeneste. Efterretningstjenestens opgave er ikke kun at opfange og undersøge trusler mod landets sikkerhed, men også at foretage indsamlinger af oplysninger om politiske forhold i andre lande, som disse landes myndigheder helst vil holde hemmelige. Udenrigsefterretningstjenesten skal også foretage analyser af tilgængelig information af både politisk og økonomisk karakter.

Desværre er det sådan i dag, at Danmarks udenrigsefterretningstjeneste gennem årtier har lagt i militært regi. Denne bør flyttes over til at høre under udenrigstjenesten, og det er der flere grunde til.

For det første er det i militærets natur at søge konflikt frem for løsninger. Det er et grundinstinkt som sådan set passer helt fint til militærets kerneopgave, men det er en grundlæggende indstilling som ikke egner sig til en efterretningstjeneste, hvis formål det blandt andet er at søge, skaffe og analysere oplysninger om andre landes politiske og økonomiske forhold. Herunder også interne forhold vedrørende fremmede regeringers interne magtbalance og lignende.

Dertil kommer, at militæret til tider kan have alt for let ved at udvikle en uhensigtsmæssig legalitetskultur, som hænger sammen med en følelse af at være ‘noget andet’, som står udenfor det civile samfund.

Udenrigsefterretningstjenesten hører naturligt under udenrigstjenesten – sådan som det jo også er tilfældet i de fleste andre lande. Det betyder ikke at der ikke også fremover skal eksistere en Forsvarets Efterretningstjeneste. De skal bare beskæftige sig med områder, hvor militære fagfolk naturligt må formodes at have en kompetence: nemlig strengt militære forhold, som vedrører andre landes militære opbygning og udvikling af militære teknologier. Det er den slags arbejde hvor soldater må formodes at have en spidskompetence, mens de mere grundlæggende forhold som politik og økonomi ligger langt udenfor militærets kompetencer og naturlige virkeområde.

En overflytning af udenrigsefterretningstjenesten til mere kompetente kræfter i Udenrigsministeriet, vil samtidig føre til en betydelig forbedring for retssikkerheden i dette land. Det er efterhånden blevet offentlig kendt her i landet, at Forsvarets Efterretningstjeneste har tilladt sig at blive involveret i alvorlige krænkelser af danske borgeres lovbestemte rettigheder.

Sagerne om aflytning uden dommerkendelser, hemmelige ransagninger uden dommerkendelser og i nogle tilfælde hemmelige tilbageholdelser i dagevis uden hverken domstolskontrol eller lovgrundlag, taler deres eget sprog.

Den slags vil der blive gjort op med, den dag hvor den tilbageblevne militære efterretningstjeneste bliver begrænset til at beskæftige sig med reelle militære forhold i vore nabolande og den militærteknologiske udvikling dér.

Samtidig vil det medvirke til at begrænse skiftende regeringers tendens til at skære ned på landets udenrigstjeneste og diplomatiske repræsentationer i udlandet. Nedskæringerne er hidtil sket ud fra den betragtning, at Danmark med et lydigt forhold til USA og med EUʼs voksende fælles udenrigspolitik, kun i begrænset omfang har behov for en reel udenrigstjeneste. Dette er en holdning, som jeg ved flere lejligheder tidligere har gjort det klart at jeg ikke er enig i. Danmark har brug for en aktiv og dygtig udenrigstjeneste med så mange repræsentationer rundt omkring i verden som vi kan magte.

Som det sikkert allerede er de fleste bekendt, er der faldet dom i rigsretssagen mod tidligere minister Inger Støjberg.

Dommen har givet flere folketingspolitikere anledning til at justere deres opfattelse af sagens karakter. Som eksempler kan nævnes tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstres retsordfører, folketingsmedlem Preben Bang-Henriksen. Begge stemte i sin tid imod overhovedet at rejse sagen, mens begge hurtigt efter domfældelsen erklærede at have taget fejl.

Også jeg tog fejl, men dog på en anden måde end de to nævnte herrer. Jeg var enig med Folketingets flertal da sagen blev indbragt for Rigsretten, men blev i løbet af sagen i tvivl om hvorvidt det var lykkedes for anklagerne i tilstrækkeligt omfang at påvise skyld til at der ikke længere var berettiget tvivl herom. Men jeg tog fejl, og Støjberg ryger nu ud af Folketinget og kommer til at tilbringe et par måneder i et åbent fængsel.

Der tales meget om hvorvidt Inger Støjberg efter et kommende folketingsvalg måtte ønske at vende tilbage til det politiske liv, men det tvivler jeg personligt på at hun vil. Jeg skal ærligt indrømme, at min bedømmelse primært bygger på en intuitiv fornemmelse, og at der derfor ikke kan argumenteres yderligere herfor. Men i og med at min intuition ganske ofte viser sig at være særdeles præcis, ofte mere end mit intellekt, tror jeg faktisk at det er sådan det bliver.

Sagen mod Støjberg er principiel for karakteren af vort folkestyre. Der er talt meget om vigtigheden af at ministre holder sig til at administrere lovgivningen inden for lovens rammer og det, for de fleste af os, logiske ved at en minister aldrig kan gå udenfor disse rammer. For de af os der tror på parlamentarismen og retssamfundet, er den slags børnelærdom og noget der sider på ryggraden. For selvfølgelig kan regeringer ikke bare gøre hvad der passer dem!

Andre, særligt blandt Støjbergs støtter på Facebook og den slags steder, har en anden opfattelse. Dér viser det sig at der også er en anden grundholdning repræsenteret i den danske befolkning: nemlig dén med at en regering som en selvfølge ikke nødvendigvis er bundet af andet end sin egen vilje.

Modsætningen mellem disse to grundholdninger er interessant, og i virkeligheden en meget gammel uenighed i det danske folkestyre. Det danske folkestyre har nemlig siden sin spæde begyndelse i 1849 i høj grad været en kamp mellem modsatrettede forfatningsopfattelser; Om monarkens stilling i forhold til regeringsdannelsen – og omfanget af Folketingets kontrol med den til enhver tid siddende regering.

Rent statsretsligt var det med stadfæstelsen af Grundloven af 1953 at der blev sat endeligt punktum for denne diskussion. Det skete efter et århundrede med provisorielovgivningen under Estrup, parlamentarismens indførelse i 1901, statskuppet i 1920 og tredivernes kamp om demokratiets betimelighed, hvor kredse langt ind i både Det Konservative Folkeparti og partiet Venstre faktisk ønskede en ʻstærk mandʼ uden unødig parlamentarisk kontrol.

Men med grundlovsændringen af 1953 blev der formelt sat punktum for denne diskussion. Med Grundloven og ministeransvarsloven i hånden, er det nu, groft skåret, sådan, at en minister ikke så meget som kan gå på toilettet i arbejdstiden uden at have sin lovhjemmel i orden. Det er sådan det er, og sådan det skal være.

 Men der findes stadig kredse i både det parlamentariske liv og dele af offentligheden, der groft sagt hælder til Enevældens regeringsopfattelse: At en regering er regering og i princippet kan gøre som den vil. Støjbergs helt bevidste lovbrud er et eksempel på denne regeringsopfattelse, og det samme er naturligvis hendes støtter.

Man har set en tilsvarende tendens i Mink-sagen, hvor den siddende regering tilsyneladende slet ikke har interesseret sig en døjt for hvorvidt der mon var lovhjemmel til at nedlægge et helt erhverv og regeringens støtter, der højlydt har forsvaret beslutningen med argumentet om at det var en meget vigtig og nødvendig beslutning. Også den sag ender sandsynligvis for Rigsretten, men den tid den sorg.

Der har således gennem tiden udviklet sig en tendens i begge de to store statsministerbærende partier, der peger i retning af en mindre grad af respekt for én af folkestyrets helt centrale grundpiller. Og det er af flere grunde bekymrende.

Det er bekymrende, for det peger hen imod en accept i både Socialdemokratiet og Venstre af princippet om at en regering sådan set kan gøre hvad den vil – inden for rammerne af hvad man lige nu og her kan slippe afsted med. Men sådan må det ikke blive. En regering skal være svinebåndet af loven og af Folketinget, ellers hører vort folkestyre og retssamfund op.

Ingen af os ønsker reelt at leve i et samfund, hvor en hvilken som helst regering eller minister bare kan anvende statens magtapparat som det passer dem. Det dur simpelthen ikke! Hvis en regering eller en minister er utilfreds med de bånd som landets love lægger på magtudøvelsen, må man gå til Folketinget og se om man kan få disse bånd løsnet eller rammerne udvidet. Sådan er det, og sådan skal det være.

I virkeligheden kunne mit indlæg slutte lige her, for jeg har jo allerede skrevet alt det principielle i sagen.

Men jeg vil gerne, med min egen sag, pointere vigtigheden af at regeringen og statsmagtens magtudøvelse holder sig inden for lovens rammer. Som tidligere nævnt her på siden, blev jeg for nogle år siden kidnappet, ulovligt tilbageholdt og i forbindelse hermed tortureret, mishandlet og voldtaget af en enhed under Forsvarets Efterretningstjeneste.

Som jeg også har redegjort for her, blev kidnapningen og mishandlingen foretaget af en person som jeg dengang i halvandet årti havde konlurreret om en pige med, og som så lejligheden til at afklare det personlige regnskab han mente at have med mig.

 Jeg anbefaler kraftigt at eventuelle nye læsere får læst op på hvad jeg tidligere har skrevet om det hændte.

Ifølge efterretningstjenesten selv, skete disse ugerninger med tilladelse fra en siddende minister – en minister, der således intet problem så i at sætte sig udenfor loven og krænke en dansk borgers person og rettigheder.

Det var således den daværende forsvarsminister Søren Gade, der gav tilladelse til at min gamle fjende kunne aflytte mig, for der var intet grundlag for en dommerkendelse – og slet, slet ikke for en militær enhed, som FE jo er. Det var også daværende forsvarsminister Søren Gade der gav tilladelse til at ʻhente mig indʼ og som blandt andet stillede en helikopter til rådighed i den forbindelse. Og det var samme Søren Gade, der efterfølgende gav regeringens tilgivelse for kidnapningen, mishandlingen, gennembankningen og voldtægten af mig.

Der er ingen tvivl om, at både torturbødlen Tom Gundersen og hans daværende minister med deres handlinger bevægede sig langt, langt udenfor lovens rammer.  Men Gade er som Støjberg: med en regeringsopfattelse fra Enevældens tid.

Jeg bringer mit eget eksempel ind i sagen med Støjberg for at vise et eksempel: Et eksempel på hvilket slags samfund vi kan ende med at få, hvis forfatningskampen mellem de to regeringsopfattelser som er beskrevet, måtte ende med at svække Folketingets kontrol med de skiftende regeringer.

Det er ikke et samfund nogen af os ønsker at leve i – bortset fra de meget få, der på forskellig vis kan styre eller manipulere den statslige magtudøvelse. Derfor er det vigtigt at den statslige magtudøvelse holder sig inden for lovens rammer, og derfor er det trods alt glædeligt at Inger Støjberg blev dømt i Rigsretten.