I modsætning til de fleste har jeg oplevet døden – omend min bortgang ganske vist ikke var permanent.
Det skete under med den kidnapning jeg var udsat for i 2007. I forbindelse med den ulovlige tilbageholdelse, blev jeg udsat for forskellige former for tortur: Falsk henrettelse, slag og spark, anal voldtægt – og at få mit hoved holdt under vand i flere minutter af gangen. Det var under sidstnævnte ʻaktivitetʼ at jeg døde.
Jeg ved med sikkerhed at jeg døde. Det ved jeg, fordi en kilde som var tilstede under torturen har fortalt mig, at jeg i et par minutter eller deromkring hverken havde puls, åndedræt eller hjerteslag og derfor efter enhver rimelig målestok var død.
Faktisk betragtede mine bødler mig allerede som værende dræbt – og på grund af omstændighederne skræmte det dem temmelig meget.
Desuden er min erindring om det som jeg oplevede efter at være druknet og have forladt min krop af en sådan karakter, at det kun kan være døden jeg erindrer.
Men desværre døde jeg ikke permanent ved den lejlighed – og jeg siger med vilje desværre, for et lig ville med sikkerhed have fået torturbødlen, Tom Gundersen, og hans nærmeste chef i Forsvarets Efterretningstjeneste, Tom Højbjerg, sat i fængsel på livstid. Det ville jeg for så vidt ikke have haft noget imod at ofre mit liv for.
Men jeg vil gerne fortælle hvad der skete, hvordan jeg oplevede mine få øjeblikke på den anden side af tærsklen – og lidt reflektion over dette.
Som jeg tidligere har skrevet, var jeg splitternøgen under hele den ulovlige tilbageholdelse og torturen. Under drukningen var mine hænder desuden lænkede bag på ryggen, og jeg var dermed aldeles forsvarsløs, da Tom Gundersen gentagne gange trak mit hoved ned i et kar med vand og op igen.
Dette gentog sig temmelig mange gange. Jeg skriver temmelig mange, for i den slags situationer tæller man ikke. Min midlertidige død skete, mens Gundersen holdt mit hoved under vandet længere tid end andre gange – og så gjorde jeg dét som Bill Clinton vistnok aldrig gjorde: Jeg inhalerede.
Om jeg gjorde det med vilje skal jeg ikke komme nærmere ind på her, men jeg gjorde det i hvert fald. En ordentlig, fuld mundfuld hele vejen ned.
Jeg husker stemmer i panik ʻHvad sker der?ʼ råbte torturbødlen Tom Gundersen, mit hoved blev trukket op fra vandkarret og jeg mærkede min krop ramme gulvet.
Druknedøden er ikke særlig behagelig, og jeg mærkede min krop gøre modstand, mens mit sind forlangte døden. Sindet vandt.
Min erindring om det som hændte efter kroppen gav op og mit jeg forlod den, vil for altid stå prentet i mit sind som noget af det smukkeste og mest fredfyldte jeg nogensinde har oplevet i mit liv.
Efter torturens kaos, Tom Gundersens afsindige, dæmoniske had, volden, råbene og ydmygelserne, ramte jeg nu direkte ind i freden. Da jeg forlod min krop, oplevede jeg den mest intense fred jeg nogensinde har oplevet – og jeg har ellers tilbragt snesevis af timer, hvis ikke hundredevis, i de mest fredfyldte klosterhaver.
Men intet, absolut intet kunne sammenlignes med dette.
Freden var så intens at der ikke findes ord til at beskrive den, og det vil jeg derfor holde op med at forsøge. Når jeg tænker tilbage i min erindring, husker jeg også en oplevelse af bevægelse – altså at jeg bevægede mig et sted hen. Men så skete der noget.
Nogen eller noget greb fat i mig og begyndte at presse mig tilbage – med vold. Jeg kæmpede imod alt hvad jeg kunne og jeg kæmpede så længe og så hårdt jeg kunne, men ligemeget hjalp det. Jeg kæmpede også imod længe efter at jeg var blevet installeret i min krop igen, indtil det gik op for mig at kampen var slut – og at jeg havde tabt.
Senere vågnede jeg op i min celle, ligeså nøgen som under drukningen, og var splitterrasende. Rasende over at døden varede så kort, rasende på de nazisvin der torturerede mig – og rasende, fordi jeg udmærket godt vidste, at torturen skulle til at fortsætte lige om lidt. Og det gjorde den også. Det som fulgte var slag, spark, elektriske stød, voldtægt og andet, som ikke hører hjemme i dette indlæg.
Reflektioner over det at dø
Jeg lovede for lidt siden lidt reflektioner over min dødsoplevelse. Faktisk har jeg både meget og ʻikke særlig megetʼ at sige. men det vigtigste er dette: At der ikke er nogen grund til at frygte døden. Det skal indrømmes at kontrasten mellem tortur og vold på den ene side og dødens fred på den anden, altid vil få en sammenligning til at falde ud til dødens fordel.
Men når det er sagt, vil jeg gerne tilføje følgende: Som sagt er der ikke nogen grund til at frygte døden – tværtimod ser jeg mange mennesker omkring mig som lever et liv i lidelse, ydmygelse og fattigdom. Efter min mening har rigtig mange mere at frygte fra livet end fra døden. Jeg oplevede døden som fred, kærlighed, skønhed, glæde – og kortvarig.
Derfor morer det mig lidt, når mine fjender i militæret og deres kriminelle netværk flere gange har truet med at ville slå mig ihjel. For mig er døden ikke en trussel – det er et løfte.
–00–
Hvis man interesserer sig for at læse mere om den tortur jeg var udsat for, anbefaler jeg følgende indlæg her på siden: