Når Macron taler om krig

Den igangværende militære konflikt i Ukraine har i skrivende stund udviklet sig til det punkt, hvor ukrainerne efter sigende er ved at løbe tør for ammunition, mens de russiske styrker er i fremdrift. På Telegram og Twitter har jeg set militæranalytikere udtale, at de forventer at den ukrainske front bryder sammen i løbet af maj måned.

Hvis det kommer til at holde stik, vil krigen i løbet af sommeren nå til en naturlig afslutning. Til den tid vil vi bedre kunne vurdere situationen på jorden i Ukraine – herunder hvad der skal ske i forhold til landets fremtidige styre. Mit bud er at Ukraine dels bliver splittet i flere dele, dels at det område der til den tid bliver tildelt den ukrainske stat, bliver et russisk protektorat. Dette vil være den logiske konsekvens af krigens tale og forventede resultat.

Der kan skrives mange og lange indlæg om hvorfor det ikke havde behøvet at gå så galt for regimet i Kiev, men det vil jeg ikke bruge tid på i dette indlæg.

Men i visse europæiske hovedstæder giver udsigten til en overbevisende russisk sejr, anledning til mange dybe panderynker. Flere statsledere, heriblandt også vores egen statsminister, har blandt andet udtalt at Rusland ʻikke må få lov til at vinde i Ukraineʼ. Men det gør de jo nu nok alligevel, og hvad vil man så gøre ved dét?

Da den danske statsminister omkring sidste weekend blev spurgt om hun kunne forestille sig at sætte danske soldater i kamp i Ukraine, undlod hun bevidst at afvise ideen. Tidligere har det været fremme, at briterne har leget med tanken om en fælles ekspeditionsstyrke til landet, og for et par dage siden lækkede den slovakiske premierminister Robert Fico til internationale medier, at spørgsmålet faktisk er på bordet i NATO.

Umiddelbart derefter kom det så frem, at franskmændene har udviklet en decideret plan for projektet – men også at planen i sidste ende er blevet skudt ned af alliancens øvrige medlemmer.

 Ideen er da også aldeles håbløs, og det er den af flere grunde. Den ene er at de europæiske lande i givet fald ville komme til at stå aldeles alene i projektet, idet hverken den amerikanske præsident Joe Biden eller hans sandsynlige efterfølger, Donald Trump, er villige til at hoppe med på ideen. Det samme gælder i øvrigt præsidentvalgets tredje kandidat, Robert F. Kennedy Jr.

Europæerne vil dermed i givet fald komme til at stå alene, hvilket ingen af dem overhovedet er parate til, al den stund at hele lageret af krudt og kugler allerede befinder sig i Ukraine og for det meste allerede er knaldet af. Det samme gælder en stor del af det øvrige materiel.

Der er derfor ingen af de europæiske hærstyrker, der på nogen som helst meningsfuld måde vil kunne deltage i konflikten.

I princippet vil der kunne sendes jagerfly afsted, men i en direkte konflikt med Rusland vil der blive brug for dem på hjemmefronten. Det gælder ikke mindst for Danmarks vedkommende idet vi i forvejen er temmelig tyndt besat hvad jagerfly angår og vi som naboland til Rusland faktisk ret hurtigt vil få brug for dem, eksempelvis omkring Bornholm.

Ideen er derfor absurd, og jeg finder det derfor uansvarligt af vores statsminister, at hun ikke øjeblikkeligt skød ideen ned da hun blev spurgt.

Men udover det militært umulige i projektet, er der også spørgsmålet om hvilken interesse de europæiske lande vil have i at sende soldater i krig i Ukraine. Især når man tager i betragtning, at den potentielle konflikt med Rusland naturligvis ikke vil kunne isoleres til kun at finde sted i Ukraine. Eksempelvis tror jeg ikke, at FEʼs lyttepost på Bornholm vil overleve ret mange timer efter krigens udskrivelse.

Men at det netop er franskmændene der har udarbejdet en plan, er måske ikke så overraskende. Frankrig har længe været et af de NATO-lande der uofficielt har haft specialstyrker i Ukraine. Her i vinter skete der det, at en gruppe franske statsborgere blev slået ihjel i krigen – sådan som den slags jo sker. Ligene blev lagt på køl i Lvov, og da det franske forsvarsministerium sendte repræsentanter ned for at hente dem hjem til Frankrig, blev de også bombet og omkom naturligvis.

Russerne vidste naturligvis hvad de gjorde og situationen var lidt pinlig for Macron.

Dertil kommer, at Frankrig i den seneste tid er blevet skubbet ud af den ene tidligere franske koloni efter den anden, og årsagen er at de lokale myndigheder faktisk foretrækker et samarbejde med Rusland frem for den tidligere kolonimagt.

Den slags gør ikke kun ondt i Elyssee-palæet, men også i den franske statskasse.

Men i stedet for at fantasere om en storkrig i Europa, som man med stor sandsynlighed vil komme til at tabe, vil man være bedre tjent med at sætte sig ned med repræsentanter med Rusland og lave en aftale for hvordan man finder en måde at arbejde sammen på efter krigen. Fred er bedre end krig, og sandheden er jo at ingen europæiske lande i virkeligheden har ønsket hverken den langvarige krig eller de omkostninger, som sanktionsregimet har påført de europæiske lande.

Dertil kommer, at jeg faktisk ikke tror på at Macrons krigssnak reelt set bunder i et ønske om åben krig mod Rusland. Det er der intet i Macrons tidligere retorik der tyder på. Derimod kan man godt mistænke, at den franske præsident kæmper for noget helt andet: nemlig at sætte Frankrig forrest, når en ny, europæisk sikkerhedsordning efter Ukraine-krigens afslutning skal forhandles på plads.

Eksempelvis er Tyskland gået i recession, flere andre lande er godt på vej, og hvis ikke det var for NOVO, havde Danmark været det forlængst.

De selvskadende sanktioner og den alt for heftige støtte til Ukraine, er et handlemønster som er blevet påtvunget os af amerikanerne, der har betragtet det for værende vitalt for forholdet til dem at man deltager.

Men her er mit bud på hvordan tingene kommer til at udvikle sig efter krigens afslutning og Ruslands sejr:

For det første, så tror jeg faktisk, at europæerne vil komme til en forståelse med Rusland i forhold til hvordan vi hver især kan reagere i forhold til hinanden i fremtiden – noget i stil med dét man under den kolde krig kaldte for fredelig sameksistens. Det vil sige: Vi bliver enige om at være uenige, men sætter nogle retningslinjer op, der forhindrer blodsudgydelser og aktive fjendtligheder.

For det andet, så forestiller jeg mig faktisk, at europæerne vi føle sig tvunget til at ʻrotte sig sammenʼ om at forlange af amerikanerne, at fortsat tilstedeværelse her på kontinentet altså forudsætter, at det, i hvert fald i Europa, er europæernes interesser der skal sættes i højsædet. Eksempelvis kan ingen europæisk leder i virkeligheden være interesseret i, at hverken de selvskadende sanktioner, terrorangrebet mod Nord Stream-gasledningen eller en kunstig opdeling i Europa mellem ʻosʼ og ʻdemʼ er i vores interesse.

Jeg tror faktisk, at vores ledere simpelt hen vil forlange af amerikanerne, at de ophører med at bruge vores kontinent, vore befolkninger og vore regeringer som brikker i deres eget magtspil med andre lande. Ikke mindst når de taber, hvilket tydeligvis er tilfældet i den igangværende konfrontation mod Rusland.

Og sidst, men ikke mindst, så tror jeg at Europas manglende evne til at stå op mod amerikanerne i deres magtspil, vil medføre at debatten om et europæisk NATO uden USA vil få ekstra luft.

Og hvis det bliver dér at bolden ender, og det tror jeg at den i sidste ende gør, vil der trods alt komme noget godt ud af den ulyksalige konflikt på grænsen til Centralasien.

Derfor blev jeg tortureret

Jeg har tidligere her på siden skrevet om dengang jeg blev kidnappet og efterfølgende udsat for tortur af personel fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Men selv om jeg hist og her har antydet lidt om begrundelsen for at disse uhyrligheder fandt sted, er det ikke et emne som jeg har underkastet en systematisk behandling. Udeladelsen skyldes at begivenhederne havde rod i forhold der sådan set hører privatlivet til, nemlig personlige relationer mellem mig selv og sagens to øvrige hovedpersoner.

Hverken Forsvarets Efterretningstjeneste eller PET havde i dengang i 2007 absolut ingen grund til at udvise professionel eller faglig interesse for mig. Begivenhederne skyldtes udelukkende en personlig relation mellem mig selv, torturbødlen Tom Gundersen og en fælles veninde. Det var, med andre ord, den klassiske historie med én pige og to drenge.

Selv om kidnapningen fandt sted i efteråret 2007, begyndte opspillet allerede 14 år tidligere – på en smuk sensommeraften i 1993.

En bekendt nede fra Den Katolske Menighed i Esbjerg, havde i al sin visdom besluttet sig for at jeg skulle møde en pige fra hendes netværk, og havde derfor inviteret både hende og mig hjem til middag en aften. ʻAlle kan lide Christina – det vil du også kunneʼ, havde hun sagt. Og det kunne jeg – fra første blik. Hun var 16, jeg ti år ældre.

Tilstede var også husets søn – min senere torturbøddel Tom Gundersen. Mellem os skete der også noget fra første blik men det var i hvert fald ikke kærlighed. Ingen af os brød os om hinanden, men heldigvis behøvede vi ikke tale sammen. Jeg husker at mit eget fokus den aften var på Christina.

For at gøre den lange historie kort, fortsatte hun og jeg de kommende år med at se hinanden – som vældig gode venner. Sidst i halvfemserne skete der så et brud, men efter at jeg nogle år senere havde afbrudt et præstestudie for Den Katolske Kirke, var Christina pludselig i røret en dag – hun havde nemlig fået den ide at vi skulle til at ses igen.

Anden gang vi så hinanden efter genforeningen, sad vi overfor hinanden i sofaen i hendes lille rækkehus i centrum af Esbjerg. Pludselig, ud af et blå, nævnte hun muligheden for at vi skulle giftes. Det overraskede mig mildest talt lidt, for intet i Christinas liv på det tidspunkt antydede, at hun på nogen som helst måde var det, man kalder gifteklar.

Christina levede nemlig et liv med flere mænd, og det havde hun tydeligvis tænkt sig at blive ved med. Det var den ene ting. Men der var også et lille twist: Hun og Tom Gundersen befandt sig i et usundt og amoralsk forhold – som hun også havde tænkt sig skulle fortsætte.

Jeg forlangte, helt rutinemæssigt, både Tom Gundersen og de andre mænd fjernet fra hendes liv inden forhandlingerne kunne fortsætte. Og der strandede forhandlingerne omkring vores giftemål så. Det viste sig nemlig, at der var en særlig ʻcatchʼ hvis man ville være en af mændene i Christinas liv: Så skulle man forstå, at det i alle væsentlige forhold skulle være Tom Gundersen der var lederen; dén, der bestemte. Man skulle forstå og acceptere, at han på enhver måde og i samtlige livets forhold havde fortrinsret til Christinas person. Med andre ord var der tale om en dominerende relation, hvor den/de dominerede var tredjepersoner: hendes mandlige bekendte. Det var naturligvis uacceptabelt, og langt fra hvad jeg betragter som et ægteskab.

Allerede i forbindelse med denne indledende sondering, som man vel bedst kan kalde det, besvarede Christina mit krav med at true mig med Tom Gundersens voldspotentiale. Men jeg holdt fast i det principielle: At hvis vi skulle giftes, eller for den sags skyld indlede et kæresteforhold, så måtte Tom og alle de andre naturligvis forsvinde.

Som allerede nævnt strandede forhandlingerne på kravet om monogami, men vores gamle venskab blev genoptaget – omend i mindre intens form end tidligere.

Gennem de kommende halvandet år frem mod torturen mødte vi vel hinanden en 5-6 gange. Jeg er, af hensyn til Christinas ære, nødt til at understrege at vores møder holdt sig inden for grænserne af det meget ærbare. Ud af respekt for Christinas livsvalg, valgte jeg nemlig at holde en armslængdes afstand til hende. Dette fandt jeg, situationen taget i betragtning, var det mest rimelige.

Det skal siges at møderne led under den logistiske udfordring, at Christina stadig boede i Esbjerg, mens jeg var i Aarhus og heller ikke dengang havde tilstrækkelig økonomi til at flytte hjem. Ellers havde jeg gjort det – så jeg kunne se hende noget oftere.

Inden vi fortsætter til torturdelen og Christinas rolle heri, er vi nødt til at hæve blikket lidt. Jeg har tidligere skrevet om et hemmeligt netværk af personer her i landet, der bistår de to efterretningstjenester med små og store opgaver og som rekrutteres med alskens patriotisk røgelse – herunder snak om at være en ʻmodstandsbevægelse hvis vi skulle blive besatʼ. Dette netværk havde Christina været medlem af – det ved jeg fordi hun som helt frisk og sprød 19-årig tilbage i ’90erne ikke kun fortalte mig om det, men dengang også sendte en ʻfølerʼ ud for at rekruttere mig.

Den nævnte aften hjemme i hendes sofa gentog hun føleren, og jeg gentog min afvisning. ʻVi bliver sgu ikke besatʼ, svarede jeg og gentog min bekymring i forhold til den kriminalitet, som et paramilitært netværk nødvendigvis må føle sig fristet til. Netværket har jeg, som allerede nævnt, skrevet om i andre indlæg her på siden. Disse henviser jeg til at man læser, hvis den slags har interesse.

Forholdene omkring kidnapningen og torturen har jeg ligeledes beskrevet andre steder her på siden, og det henviser jeg derfor til. Jeg vil gerne understrege, at selv om mine kidnappere i forbindelse med selve kidnapningen var iklædt civil, var de i forbindelse med forhør, mishandling og transport til/fra min celle alle i uniform. Jeg konstaterede ved den lejlighed, at vagterne var fra Jægerkorpset.

I forbindelse med den ulovlige tilbageholdelse, var der udover den ekstreme vold naturligvis også forhørssessioner. Umiddelbart skulle man forestille sig at emnerne for forhørene skulle være emner som havde faglig interesse for efterretningstjenesten, men dette var ingenlunde tilfældet.

Tom Gundersen stod for forhørene og han interesserede sig i den forbindelse primært for mit forhold til Christina og hvad jeg i øvrigt syntes om hende. Således var det første spørgsmål jeg fik stillet under det første forhør: ʻElsker Du Christina?ʼ

Andre emner som bødlen interesserede sig for, var mit daværende medlemsskab af Det Radikale Venstre og min baggrund som kandidat for partiet ved diverse valg; kommunalt, regionalt og en enkelt gang til folketinget, og min seksualitet i almindelighed samt de forskellige former for foreningsarbejde som jeg var og havde været involveret i.

Forhørene drejede sig således om diverse personfnidder, og ikke om emner som med rimelighed kunne være af faglig interesse for en efterretningstjeneste.

Men der var en rød tråd, og her skal jeg minde om Christinas tidligere forsøg på at rekruttere mig. Under hele min tilfangetagelse, ved hver eneste session uanset om jeg skulle forhøres, tæves, druknes, voldtages eller på anden vis mishandles, forlangte Tom nemlig at jeg skulle arbejde for ham. Men jeg nægtede hele vejen – og hvorfor skulle jeg også andet?

Jeg nægtede hver eneste gang han forlangte at jeg skulle arbejde for ham, så på et tidspunkt besluttede han sig for at smide ʻatombombenʼ.

Jeg blev, stadig nøgen og fyldt med bedøvende stoffer, anbragt i en anden celle end den hvor jeg normalt var i – og så blev Christina sendt ind i cellen til mig. Hendes opgave var at overtale mig til at sig ja til bødlens krav, til at knæle for Tom og acceptere hans krav- fordi, og jeg citerer, ʻså holder det op.ʼ

Men dét virkede heller ikke. Jeg er katolik, tidligere præstestuderende og ville engang have været cisterciensermunk, så jeg er rimelig vaccineret mod de fleste former for ondskab – og ét er sikkert: uanset hvad de ville have af mig, var der tale om ondskab og dæmoni.

Men det var på denne måde at jeg fandt ud af, at Christina var til stede under hele forløbet. Hun overværede slagene, sparkene, ydmygelserne, voldtægten, den falske henrettelse og forhørene – og hun billigede det hele.

Alt – hele vejen igennem.

Dette gjorde Christina på trods af at hun faktisk var nyuddannet sygeplejerske – endda så nyuddannet at blækket på hendes eksamensbevis dengang i 2007 knap nok var blevet tørt. Normalt er det ellers sådan, at sygeplejersker skal lindre smerter og hjælpe med til at helbrede syge, men sygeplejersken Christina deltog altså i tortur.

Det giver sig selv, at det var hendes deltagelse i det førnævnte netværk og bundløse loyalitet overfor Tom Gundersen, der gjorde at hun blev beordret til at deltage.

Jeg husker med en vis fornøjelse, at Christina som nyuddannet sygeplejerske var overordentlig utilfreds med lønnen (‘Man skal mindst have en rig mand for at have råd til det her‘, sagde hun flere gange) og det kom derfor ikke som nogen overraskelse, da hun hurtigt besluttede at videreuddanne sig til en højere lønramme.

Christina har således videreuddannet sig til læge. Da jeg researchede til dette indlæg, arbejdede hun såmænd på en børneafdeling. Men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor mange gange hun sidenhen har assisteret Tom Gundersen, eller FE i almindelighed, med tortur af fanger og hvor mange af dem hun mon med sin lægefaglige ekspertise har hjulpet over i evigheden, efter at enten torturbødlen eller en officer har besluttet at de skal dræbes.

Men for at vende tilbage til min egen sag, så var kidnapningen og mishandlingen udelukkende begrundet i personfnidder og personlige uoverensstemmelser og intet andet. Så vidt jeg er orienteret, har Tom Gundersen i forbindelse med at diverse tilladelser blev indhentet fra sine overordnede, begrundet det med at der var tale om et rekrutteringsprojekt.

Men som de fleste af os har erfaring med, så er det ikke altid at man fortæller chefen sandheden. I dette tilfælde var sandheden, at Gundersen efter sin egen mening havde et regnskab at gøre op. Alle der var til stede under de såkaldte ‘forhør’, vil kunne bekræfte at alt hvad der skete, var begrundet i vores personlige relation.

Jeg er siden torturen ikke på nogen måde blevet kontaktet af hverken FE eller PET vedrørende sagen eller de to tjenesters holdning til mig. Dette mener jeg understreger min pointe.

Derimod overvåges jeg den dag i dag stadig i et omfang, der gør det umuligt for mig at have et arbejde. Det er tydeligt, at Tom Gundersen hverken har glemt sit had eller sin hævnlyst.

Dertil kommer de helbredsmæssige konsekvenser af torturen. At tortur giver livsvarige skader er kendt af de fleste, og dem er jeg i sagens natur heller ikke gået glip af. Jeg har tidligere nævnt en vedvarende og konstant tinnitus, der er så kraftig at jeg i perioder bogstavlig talt ikke kan høre hvad der sker omkring mig – fordi lydene fra omgivelserne bliver overdøvet af tinnitussen.

Den konstante høje og skarpe lyd har desuden givet mig et høretab, der gør at jeg er blevet bevilget og udstyret med et sæt høreapparater. Af hensyn til min sikkerhed er jeg dog ikke i stand til at gå med dem, fordi de er tilsluttet en app og derfor kan spores via bluetooth. Det betyder, at hvis jeg har dem i ørerne, kan man altid finde ud af hvor jeg befinder mig.

Torturen har også givet mig andre helbredsmæssige gener, men dem skal jeg spare læserne for at liste op her. I stedet henviser jeg til info hos Dansk Dignity (tidligere Dansk Center for Torturofre), der beskriver situationen for de fleste torturofre.

Med hensyn til Christina, så brød hun forbindelsen til mig efter torturen – med den begrundelse at jeg ikke vil Tom. I de forløbne år har forbindelsen mellem os været særdeles sporadisk, og den dag i dag ved jeg stadig ikke hvorfor min gamle ven dengang mente at jeg skulle mishandles og have mit helbred ødelagt på livstid.

Danmark på den forkerte side af jerntæppet

Da den britiske premierminister Winston Churchill i en tale den 5. marts 1946, mindre end et år efter anden verdenskrigs afslutning, erklærede at ¨et jerntæppe havde sænket sig ned gennem Europa¨, indledtes den periode i Europas historie som man almindeligvis omtaler som den kolde krig. Allerede mens krigen mod Tyskland rasede, blev det i lukkede kredse diskuteret hvorvidt man skulle tage en krig mod Sovjetunionen efter tyskernes dengang forventede fald.

Men det blev ikke til noget. Efter verdenskrigens rædsler var kræfterne slet ikke til det – og desuden var Sovjetunionens præstation i krigen ganske enkelt for skræmmende til at det inviterede til en fortsættelse.

Den kolde krig blev en periode med en tydelig opdeling i Europa mellem de gode og de onde – mellem den frie verden i vest og den totalitære kommunisme i øst.

Selv havde jeg fornøjelsen af at vokse op under jerntæppets sidste år, og husker stadig årene inden kommunismens fald. 3-4 år efter muren faldt, havde jeg den fornøjelse kortvarigt at bo i et af de tidligere østlande, og så derfor med egne øjne frugten af den ufrihed, som var blevet Tjekkiet til del siden krigen.

De fleste i min generation glædede sig over murens fald, men nu tyder alt desværre på at der er kommet en ny. Desværre er der også meget der tyder på, at vi her i Danmark bor på den forkerte side af de nye jerntæppe.

I dag er vores egen del af Europa nemlig ufrit i et omfang, som ville have gjort STASI grønne i hovedet af misundelse.

De mest tydelig eksempel på denne ufrihed, er at borgerne i eksempelvis Danmark er tvunget til at leve under en nærmest ubegrænset overvågning. Grundlovens ord om at overvågning kun kan ske efter behørig dommerkendelse, er reelt sat ud af kraft. I dag er vi alle overvågede, og det uanset om vi befinder os i hjemmet eller ude omkring.

Det oftest anvendte instrument til overvågningen, er vores mobiltelefoner. Når man bærer telefonen på sig, afslører den i real-time hvor vi befinder os. Samtidig betyder logningsdirektivet, at al kommunikation der foretages via telefonen bliver registreret.

Det betyder blandt andet, at fornuftige mennesker naturligvis ikke har mobiltelefonen på sig når de forlader hjemmet. Desværre hjælper det ikke meget, for det offentlige rum i Danmark er befængt med overvågningskameraer med ansigtsgenkendelse.

Samtidig føres der en åbenlys kampagne for at gøre mobiltelefonen uundværlig for dansker i det daglige. Et eksempel herpå kan ses i Aarhus, hvor billetter til offentlig transport fra den 1. november kun kan købes og fremvises på Midttrafiks app til telefonen.

Mobiltelefonens udbredelse er i virkeligheden ét af det totalitære regimes vigtigste redskaber. Hvis man besidder det rette udstyr, er det nemlig muligt at sidde hjemme i sin bunker og overvåge en mobiltelefons bevægelser, hvilke andre mobiltelefoner der er i nærheden samt at aflytte samtaler i det lokale, hvor telefonen befinder sig.

Alt dette er muligt uanset om telefonen er tændt eller slukket – og dertil kommer naturligvis de aktiviteter som folk nu engang foretager sig på deres telefon; surfer på nettet, kommunikerer og diverse spil. Med hensyn til spil, er det desuden muligt via overvågning af disse at vurdere den enkelte telefonejers diverse kognitive funktioner som feks intelligens, kombinationsevne kreativitet og meget andet.

Den kloge sørger således for at spille sine mobilspil på en sådan måde, at man konsekvent undervurderes af den statslige fjende og hvem der ellers lytter med. Og fornuftige mennesker lader telefonen blive hjemme når man går ud.

De sikkerhedstjenester der formodes at beskytte danskerne mod angreb, fører i virkeligheden krig mod landets egen befolkning.

Et eksempel herpå er Forsvarets Efterretningstjenestes samarbejde med den amerikanske spiontjeneste NSA. Det er slet ikke så indviklet: FE opsnapper simpelthen al kommunikation via kabler der går igennem Danmark og sender det uredigerede råmateriale til NSA. Ifølge presseforlydender sker dette fordi FE kun besidder kompetencen til at opsnappe materialet, men ikke til på meningsfuld måde at redigere eller søge i det.

Men det findes der råd for: Hvis der er noget man har brug for, kontakter man bare amerikanerne, der gladeligt leverer det ønskede,

Her er der så den interessante lille finte, at mens en lovlig overvågning i Danmark i princippet kun kan finde sted mod dommerkendelse, behøves der ingen dommerkendelse for at kunne modtage materiale fra udenlandske tjenester – heller ikke materiale vedrørende danske borgere, som ellers normalt ville være omfattet af retsplejelovens regler herom. Ganske smart, men næppe hvad Grundlovens fædre havde tænkt sig.

Et andet eksempel er udfasningen af kontanter som alment accepteret betalingsmiddel. Med kontanter er det muligt at betale for sine ydelser anonymt, uregistreret og uden at betale gebyr til banken. Derimod er elektronisk betaling i sagens natur underlagt registrering og overvågning, hvilket er den egentlige grund til den igangværende udfasning af kontanter.

Også forsøget på at aflive brevposten er et udtryk for forøget overvågning. Med brevets afskaffelse, forsvinder danskernes sidste reelle mulighed for at kommunikere med hinanden uden at det registreres af hverken firmaer eller sikkerhedstjenester.

Apropos sikkerhedstjenester, så har Danmark to officielle efterretningstjenester – PET (Politiets Efterretningstjeneste) og FE (Forsvarets Efterretningstjeneste). Disse er i princippet underlagt landets lovgivning. Der er bare mindst to problemer hermed: For det første, så er lovgivningen på området ikke særlig detaljeret. Det gælder ikke mindst for FE, der med forbindelsen til militæret gennem årene har udviklet en mildest talt alternativ legalitetskultur. For det andet, er der hverken juridisk eller politisk kontrol med, hvad de ansatte i tjenesterne beskæftiger sig med.

Dette har særligt for FEʼs vedkommende ført til en helt urimelig legalitetskultur, hvor store dele af tjenestens ansatte i ramme alvor mener at de selv bestemmer hvad de må og ikke må. Dette har ført til at danske borgere med mellemrum kidnappes på gaden og udsættes for mishandling i tjenestens torturkældre, sådan som jeg tidligere har beskrevet det her på siden.

Men det er sanktionerne mod Rusland, der mere end noget andet har fået mig til at indse at der er kommet et nyt jerntæppe – og som har fået mig til at overveje hvorvidt vi her i Vesten måske i denne omgang befinder os på den forkerte side.

Det sidste halvandet års tid har vi således oplevet totalitære tiltag, som jeg aldrig havde troet skulle finde sted i den vestlige del af Europa. Udenlandske medier er såedes blevet forbudt og blokeres fra statslig hold på internettet, forfattere som Alexander Dugin sanktioneres og reelt forbydes, og russiske borgere får rutinemæssigt deres ejendomme beslaglagt uden nogen anden begrundelse end at de er russere.

I tredivernes tyskland, inden lejrene, blev jøders ejendomme og ejendele konfiskeret af den tyske stat fordi de var jøder, I dag er det russerne. Dog har vi endnu ingen lejre, og det er stadig uvist om vi får dem i fremtiden.

Et nyt jerntæppe har sænket sig ned gennem Europa, og denne gang er det Vesten der har designet det. Alt tyder også på, at det er os her i vest der bor på den ufrie side af det nyligt delte Europa. Masseovervågning, censur af medier og en presse der i væsentlige anliggender holder sig stramt til magthavernes officielle linje, og sikkerhedstjenester udenfor demokratisk kontrol, taler sit eget sprog.

Personligt er jeg ikke i tvivl om at ʻsystemetʼ falder. Men det ændrer ikke ved at der er brug for en ny frihedskamp. En kamp for det frie menneske.

Et netværk af landsforrædere

For enhver der følger med i international sikkerhedspolitik, bør det stå klart at USA er den ubetinget største trussel mod fred og stabilitet i Verden. De amerikanske sikkerhedstjenester er historisk set direkte ansvarlige for flere statskup og politiske likvideringer end nogen andet stat i verdenshistorien. Denne påstand er veldokumenteret, og endda erkendt af skiftende amerikanske regeringer.

Det er også velkendt, at USA aktivt støtter terrorbevægelser og andre undergrundshære i det meste af verden. Dette er endog landets officielle politik, og har været det siden afslutningen på anden verdenskrig. USA er i det hele taget uhørt aktive, når det gælder om at indsætte regimer rundt omkring der støtter landets politik – og at fjerne folkevalgte regeringer der ikke gør. Senest har amerikanske sikkerhedstjenester stået bag gennemførte kup i såvel Pakistan som Peru, og det amerikanskstøttede kup i Ukraine i 2014 er den direkte årsag til den igangværende krig i landet.

Amerikanernes nutidige lovgrundlag for disse lyssky aktiviteter, er angivet i noget de kalder section 1202 authority under 2018 National Defense Authorization Act, som tillader støtte til ʻirregulære styrker, grupper eller individer, der deltager i irregulær krigsførselʼ.

Men programmet med at støtte alle tænkelige irregulære grupper, går som nævnt helt tilbage til afslutningen på anden verdenskrig. Det er således almindelig kendt, at amerikanerne ikke kun støtter irregulære grupper i krigsførende eller oprørstruede lande, men også paramilitære grupper i stabile demokratier. Siden 1990ʼerne har det desuden været offentlig kendt, at amerikanerne har trænet, finansieret og bevæbnet undergrundshære i næsten samtlige lande i Europa – herunder også Danmark.

Det kan forekomme paradoksalt og ulogisk på denne måde at indsætte bevæbnede grupper i lande, der ikke blot er stabile demokratier, men også generelt særdeles venligtsindede overfor amerikanerne.

Men set fra en amerikansk synsvinkel, giver det faktisk ganske god mening. Disse grupper har nemlig flere formål, som alle styrker den amerikanske tilstedeværelse på kontinentet.

For det første har man en bevæbnet styrke stående klar, hvis der i et europæisk land skulle komme regering eller parlamentarisk flertal, der måtte ønske eksempelvis at føre en uafhængig udenrigs- og sikkerhedspolitik eller på anden måde generere amerikanerne. Folkevalgte politikere og andre folkelige ledere er jo lige så dødelige som alle andre, så det er vældig praktisk at have folk på plads der kan hjælpe med til at fjerne uønskede personer fra en offentlige scene.

Samtidig er et sådant netværk åbenlyst praktisk i forbindelse med almindelig efterretningvirksomhed.

Også i Danmark eksisterer der et sådant netværk. Det er et netværk, som jeg tidligere har skrevet om. Det er flere grunde til at jeg har kendskab til eksistensen af netværket, men den nok vigtigste er, at man flere gange har forsøgt at rekruttere mig til det. Hver gang har mit svar været er klart NEJ, for det der med militarisme og landsforræderi er altså bare ikke noget for mig.

Netværkets formelle formål, er at etablere en modstandsbevægelse for det tilfælde at landet engang skulle blive besat. Medlemmerne rekrutteres således i almindelighed med en masse patriotisk røgelse af den mere kvalme slags, men i første omgang uden at fortælle kandidaterne at de i virkeligheden arbejder for en fremmed magt.

I Danmark består netværkets aktiviteter udover efterretningsvirksomhed for amerikanerne, i blandt andet at hjælpe danske Forsvarets Efterretningstjeneste med aktiviteter, der trods alt er for kriminelle – selv for dem.

Derudover fungerer den amerikanske undergrundshær i Danmark også som et særdeles effektivt forretningsnetværk for netværkets medlemmer. Da de forsøgte at hverve mig, skete det således med løfter om en særdeles mærkbar økonomisk fremgang og andre jordiske goder af den mere materielle slags. Men som sagt er landsforræderi og den slags ikke rigtig noget for mig, så jeg måtte flere gange sige nej.

Et af de interessante aspekter ved netværket er, at rekrutteringen i Danmark. i hvert fald delvist, foretages af Forsvarets Efterretningstjeneste, mens finansiering og bevæbning forestås af amerikanerne. Det var således FE, der gentagne gange kontaktede mig for at rekruttere mig til netværket. Det giver sig selv, at også den ideologiske træning af medlemmerne sker med amerikansk udgangspunkt.

Den amerikanske involvering i opbygningen og driften af disse netværk, understreges ikke kun af den nævnte amerikanske lovgivning og den italienske GLADIO-skandale, men også af den kendsgerning, at hele 11 procent af USA´s specialstyrker på globalt plan er udstationeret i europæiske lande. Dette var vel at mærke før krigen i Ukraine, så der er ganske sikkert flere nu. Europa er således, næst efter Mellemøsten og Afrika, den verdensdel med flest udstationerede amerikanske specialstyrker.

Dette på trods af en absolut politisk stabilitet i nærmest samtlige europæiske lande – her med forbehold for begivenhederne i Ukraine og de afledte konsekvenser heraf. Men hvad Ukraine angår, er pointen netop den, at det er et amerikansk kup og konsekvenserne af Maidan-kuppet i 2014, der er den direkte årsag til krigen.

Men med hensyn til det danske netværk, så er jeg forbløffet over mediernes tavshed herom. Det er jo ikke fordi eksistensen af det danske GLADIO-netværk ikke er kendt stof hos hverken medierne eller mangeårige aktører i det politiske system. Og trods alt: Et bevæbnet netværk af danskere i udenlandsk tjeneste, et netværk af danske landsforrædere der spionerer for en udenlandsk magt, burde være interessant stof for såvel medier som anklagemyndigheden

For en styrket udenrigstjeneste og en bedre efterretningstjeneste

Gennem efterhånden alt for mange år, har skiftende regeringer og folketing skåret ned på Danmarks udenrigstjeneste. I mange lande er danske ambassader og diplomatiske repræsentationer blevet lukket ned, og de ambassader der stadig står, har fået skåret drastisk ned i antallet af danske diplomater.

Nedskæringerne har ikke kun negative konsekvenser for danske rejsende og for erhvervslivets muligheder i udlandet, men også for Danmarks indflydelse og anseelse rundt omkring i Verden.

Når der ikke er en dansk ambassade i et land, er det ikke længere muligt for danske studerende på udenlandske universiteter eller for danske virksomheder, at kunne smutte ind på ambassaden og få henvisninger til nyttige kontakter, bistand i forbindelse med landets myndigheder eller erhvervsliv og andre vigtige ting.

Samtidig mindskes vores indflydelse i landet, fordi der ganske enkelt ikke er danske diplomater til stede, som kan fortælle udenlandske regeringer og andre, hvad vi i Danmark egentlig vil i Verden og hvordan vi kan hjælpe hinanden hen mod de mål, vi måtte have til fælles. Danmark er et lille land som let forsvinder i mængden, og vores eksistens og indflydelse i verden afhænger af tilstedeværelse.

Danmarks erhvervsliv, og for øvrigt også vores fælles sikkerhed, er afhængige af at den danske stat, det danske samfund, formår at være til stede ude omkring, så vi kan bringe os i spil og være med hvor det sker. Det kan vi ganske enkelt ikke når vi nedlægger ambassader og skærer ned på diplomater.

Det er også vigtigt for vores allesammens sikkerhed at landet har en dygtig, professionel og effektiv udenrigsefterretningstjeneste. Efterretningstjenestens opgave er ikke kun at opfange og undersøge trusler mod landets sikkerhed, men også at foretage indsamlinger af oplysninger om politiske forhold i andre lande, som disse landes myndigheder helst vil holde hemmelige. Udenrigsefterretningstjenesten skal også foretage analyser af tilgængelig information af både politisk og økonomisk karakter.

Desværre er det sådan i dag, at Danmarks udenrigsefterretningstjeneste gennem årtier har lagt i militært regi. Denne bør flyttes over til at høre under udenrigstjenesten, og det er der flere grunde til.

For det første er det i militærets natur at søge konflikt frem for løsninger. Det er et grundinstinkt som sådan set passer helt fint til militærets kerneopgave, men det er en grundlæggende indstilling som ikke egner sig til en efterretningstjeneste, hvis formål det blandt andet er at søge, skaffe og analysere oplysninger om andre landes politiske og økonomiske forhold. Herunder også interne forhold vedrørende fremmede regeringers interne magtbalance og lignende.

Dertil kommer, at militæret til tider kan have alt for let ved at udvikle en uhensigtsmæssig legalitetskultur, som hænger sammen med en følelse af at være ‘noget andet’, som står udenfor det civile samfund.

Udenrigsefterretningstjenesten hører naturligt under udenrigstjenesten – sådan som det jo også er tilfældet i de fleste andre lande. Det betyder ikke at der ikke også fremover skal eksistere en Forsvarets Efterretningstjeneste. De skal bare beskæftige sig med områder, hvor militære fagfolk naturligt må formodes at have en kompetence: nemlig strengt militære forhold, som vedrører andre landes militære opbygning og udvikling af militære teknologier. Det er den slags arbejde hvor soldater må formodes at have en spidskompetence, mens de mere grundlæggende forhold som politik og økonomi ligger langt udenfor militærets kompetencer og naturlige virkeområde.

En overflytning af udenrigsefterretningstjenesten til mere kompetente kræfter i Udenrigsministeriet, vil samtidig føre til en betydelig forbedring for retssikkerheden i dette land. Det er efterhånden blevet offentlig kendt her i landet, at Forsvarets Efterretningstjeneste har tilladt sig at blive involveret i alvorlige krænkelser af danske borgeres lovbestemte rettigheder.

Sagerne om aflytning uden dommerkendelser, hemmelige ransagninger uden dommerkendelser og i nogle tilfælde hemmelige tilbageholdelser i dagevis uden hverken domstolskontrol eller lovgrundlag, taler deres eget sprog.

Den slags vil der blive gjort op med, den dag hvor den tilbageblevne militære efterretningstjeneste bliver begrænset til at beskæftige sig med reelle militære forhold i vore nabolande og den militærteknologiske udvikling dér.

Samtidig vil det medvirke til at begrænse skiftende regeringers tendens til at skære ned på landets udenrigstjeneste og diplomatiske repræsentationer i udlandet. Nedskæringerne er hidtil sket ud fra den betragtning, at Danmark med et lydigt forhold til USA og med EUʼs voksende fælles udenrigspolitik, kun i begrænset omfang har behov for en reel udenrigstjeneste. Dette er en holdning, som jeg ved flere lejligheder tidligere har gjort det klart at jeg ikke er enig i. Danmark har brug for en aktiv og dygtig udenrigstjeneste med så mange repræsentationer rundt omkring i verden som vi kan magte.

Sagen med Støjberg er også en forfatningskamp

Som det sikkert allerede er de fleste bekendt, er der faldet dom i rigsretssagen mod tidligere minister Inger Støjberg.

Dommen har givet flere folketingspolitikere anledning til at justere deres opfattelse af sagens karakter. Som eksempler kan nævnes tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstres retsordfører, folketingsmedlem Preben Bang-Henriksen. Begge stemte i sin tid imod overhovedet at rejse sagen, mens begge hurtigt efter domfældelsen erklærede at have taget fejl.

Også jeg tog fejl, men dog på en anden måde end de to nævnte herrer. Jeg var enig med Folketingets flertal da sagen blev indbragt for Rigsretten, men blev i løbet af sagen i tvivl om hvorvidt det var lykkedes for anklagerne i tilstrækkeligt omfang at påvise skyld til at der ikke længere var berettiget tvivl herom. Men jeg tog fejl, og Støjberg ryger nu ud af Folketinget og kommer til at tilbringe et par måneder i et åbent fængsel.

Der tales meget om hvorvidt Inger Støjberg efter et kommende folketingsvalg måtte ønske at vende tilbage til det politiske liv, men det tvivler jeg personligt på at hun vil. Jeg skal ærligt indrømme, at min bedømmelse primært bygger på en intuitiv fornemmelse, og at der derfor ikke kan argumenteres yderligere herfor. Men i og med at min intuition ganske ofte viser sig at være særdeles præcis, ofte mere end mit intellekt, tror jeg faktisk at det er sådan det bliver.

Sagen mod Støjberg er principiel for karakteren af vort folkestyre. Der er talt meget om vigtigheden af at ministre holder sig til at administrere lovgivningen inden for lovens rammer og det, for de fleste af os, logiske ved at en minister aldrig kan gå udenfor disse rammer. For de af os der tror på parlamentarismen og retssamfundet, er den slags børnelærdom og noget der sider på ryggraden. For selvfølgelig kan regeringer ikke bare gøre hvad der passer dem!

Andre, særligt blandt Støjbergs støtter på Facebook og den slags steder, har en anden opfattelse. Dér viser det sig at der også er en anden grundholdning repræsenteret i den danske befolkning: nemlig dén med at en regering som en selvfølge ikke nødvendigvis er bundet af andet end sin egen vilje.

Modsætningen mellem disse to grundholdninger er interessant, og i virkeligheden en meget gammel uenighed i det danske folkestyre. Det danske folkestyre har nemlig siden sin spæde begyndelse i 1849 i høj grad været en kamp mellem modsatrettede forfatningsopfattelser; Om monarkens stilling i forhold til regeringsdannelsen – og omfanget af Folketingets kontrol med den til enhver tid siddende regering.

Rent statsretsligt var det med stadfæstelsen af Grundloven af 1953 at der blev sat endeligt punktum for denne diskussion. Det skete efter et århundrede med provisorielovgivningen under Estrup, parlamentarismens indførelse i 1901, statskuppet i 1920 og tredivernes kamp om demokratiets betimelighed, hvor kredse langt ind i både Det Konservative Folkeparti og partiet Venstre faktisk ønskede en ʻstærk mandʼ uden unødig parlamentarisk kontrol.

Men med grundlovsændringen af 1953 blev der formelt sat punktum for denne diskussion. Med Grundloven og ministeransvarsloven i hånden, er det nu, groft skåret, sådan, at en minister ikke så meget som kan gå på toilettet i arbejdstiden uden at have sin lovhjemmel i orden. Det er sådan det er, og sådan det skal være.

 Men der findes stadig kredse i både det parlamentariske liv og dele af offentligheden, der groft sagt hælder til Enevældens regeringsopfattelse: At en regering er regering og i princippet kan gøre som den vil. Støjbergs helt bevidste lovbrud er et eksempel på denne regeringsopfattelse, og det samme er naturligvis hendes støtter.

Man har set en tilsvarende tendens i Mink-sagen, hvor den siddende regering tilsyneladende slet ikke har interesseret sig en døjt for hvorvidt der mon var lovhjemmel til at nedlægge et helt erhverv og regeringens støtter, der højlydt har forsvaret beslutningen med argumentet om at det var en meget vigtig og nødvendig beslutning. Også den sag ender sandsynligvis for Rigsretten, men den tid den sorg.

Der har således gennem tiden udviklet sig en tendens i begge de to store statsministerbærende partier, der peger i retning af en mindre grad af respekt for én af folkestyrets helt centrale grundpiller. Og det er af flere grunde bekymrende.

Det er bekymrende, for det peger hen imod en accept i både Socialdemokratiet og Venstre af princippet om at en regering sådan set kan gøre hvad den vil – inden for rammerne af hvad man lige nu og her kan slippe afsted med. Men sådan må det ikke blive. En regering skal være svinebåndet af loven og af Folketinget, ellers hører vort folkestyre og retssamfund op.

Ingen af os ønsker reelt at leve i et samfund, hvor en hvilken som helst regering eller minister bare kan anvende statens magtapparat som det passer dem. Det dur simpelthen ikke! Hvis en regering eller en minister er utilfreds med de bånd som landets love lægger på magtudøvelsen, må man gå til Folketinget og se om man kan få disse bånd løsnet eller rammerne udvidet. Sådan er det, og sådan skal det være.

I virkeligheden kunne mit indlæg slutte lige her, for jeg har jo allerede skrevet alt det principielle i sagen.

Men jeg vil gerne, med min egen sag, pointere vigtigheden af at regeringen og statsmagtens magtudøvelse holder sig inden for lovens rammer. Som tidligere nævnt her på siden, blev jeg for nogle år siden kidnappet, ulovligt tilbageholdt og i forbindelse hermed tortureret, mishandlet og voldtaget af en enhed under Forsvarets Efterretningstjeneste.

Som jeg også har redegjort for her, blev kidnapningen og mishandlingen foretaget af en person som jeg dengang i halvandet årti havde konlurreret om en pige med, og som så lejligheden til at afklare det personlige regnskab han mente at have med mig.

 Jeg anbefaler kraftigt at eventuelle nye læsere får læst op på hvad jeg tidligere har skrevet om det hændte.

Ifølge efterretningstjenesten selv, skete disse ugerninger med tilladelse fra en siddende minister – en minister, der således intet problem så i at sætte sig udenfor loven og krænke en dansk borgers person og rettigheder.

Det var således den daværende forsvarsminister Søren Gade, der gav tilladelse til at min gamle fjende kunne aflytte mig, for der var intet grundlag for en dommerkendelse – og slet, slet ikke for en militær enhed, som FE jo er. Det var også daværende forsvarsminister Søren Gade der gav tilladelse til at ʻhente mig indʼ og som blandt andet stillede en helikopter til rådighed i den forbindelse. Og det var samme Søren Gade, der efterfølgende gav regeringens tilgivelse for kidnapningen, mishandlingen, gennembankningen og voldtægten af mig.

Der er ingen tvivl om, at både torturbødlen Tom Gundersen og hans daværende minister med deres handlinger bevægede sig langt, langt udenfor lovens rammer.  Men Gade er som Støjberg: med en regeringsopfattelse fra Enevældens tid.

Jeg bringer mit eget eksempel ind i sagen med Støjberg for at vise et eksempel: Et eksempel på hvilket slags samfund vi kan ende med at få, hvis forfatningskampen mellem de to regeringsopfattelser som er beskrevet, måtte ende med at svække Folketingets kontrol med de skiftende regeringer.

Det er ikke et samfund nogen af os ønsker at leve i – bortset fra de meget få, der på forskellig vis kan styre eller manipulere den statslige magtudøvelse. Derfor er det vigtigt at den statslige magtudøvelse holder sig inden for lovens rammer, og derfor er det trods alt glædeligt at Inger Støjberg blev dømt i Rigsretten.

Manifest for en ny dansk sikkerhedspolitik

Gennem efterhånden alt for mange år, har skiftende regeringer og folketing skåret ned på Danmarks udenrigstjeneste. I mange lande er danske ambassader og diplomatiske repræsentationer blevet lukket ned, og de ambassader der stadig står, har fået skåret drastisk ned i antallet af danske diplomater.

Nedskæringerne har ikke kun negative konsekvenser for danske rejsende og for erhvervslivets muligheder i udlandet, men også for Danmarks indflydelse og anseelse rundt omkring i Verden.

 Når der ikke er en dansk ambassade i et land, er det ikke længere muligt for danske studerende på udenlandske universiteter eller for danske virksomheder, at kunne smutte ind på ambassaden og få henvisninger til nyttige kontakter, bistand i forbindelse med landets myndigheder eller erhvervsliv og andre vigtige ting.

Samtidig mindskes vores indflydelse i landet, fordi der ganske enkelt ikke er danske diplomater til stede, som kan fortælle udenlandske regeringer og andre, hvad vi i Danmark egentlig vil i Verden og hvordan vi kan hjælpe hinanden hen mod de mål, vi måtte have til fælles. Danmark er et lille land som let forsvinder i mængden, og vores eksistens og indflydelse i verden afhænger af tilstedeværelse.

Danmarks erhvervsliv, og for øvrigt også vores fælles sikkerhed, er afhængige af at den danske stat, det danske samfund, formår at være til stede ude omkring, så vi kan bringe os i spil og være med hvor det sker. Det kan vi ganske enkelt ikke når vi nedlægger ambassader og skærer ned på diplomater.

Efterretningstjeneste

Det er også vigtigt for vores allesammens sikkerhed at landet har en dygtig, professionel og effektiv udenrigsefterretningstjeneste. Efterretningstjenestens opgave er ikke kun at opfange og undersøge trusler mod landets sikkerhed, men også at foretage indsamlinger af oplysninger om politiske forhold i andre lande, som disse landes myndigheder helst vil holde hemmelige. Udenrigsefterretningstjenesten skal også foretage analyser af tilgængelig information af både politisk og økonomisk karakter.

Desværre er det sådan i dag, at Danmarks udenrigsefterretningstjeneste gennem årtier har lagt i militært regi. Denne bør flyttes over til at høre under udenrigstjenesten, og det er der flere grunde til.

For det første er det i militærets natur at søge konflikt frem for løsninger. Det er et grundinstinkt som sådan set passer helt fint til militærets kerneopgave, men det er en grundlæggende indstilling som ikke egner sig til en efterretningstjeneste, hvis formål det blandt andet er at søge, skaffe og analysere oplysninger om andre landes politiske og økonomiske forhold. Herunder også interne forhold vedrørende fremmede regeringers interne magtbalance og lignende.

 Dertil kommer, at militæret til tider kan have alt for let ved at udvikle en uhensigtsmæssig legalitetskultur. Dette hænger sammen med en følelse af at være ʻnoget andetʼ, som står udenfor det civile samfund.

Udenrigsefterretningstjenesten hører naturligt under udenrigstjenesten – sådan som det jo også er tilfældet i de fleste andre lande.

Det betyder ikke at der ikke også fremover skal eksistere en Forsvarets Efterretningstjeneste. De skal bare beskæftige sig med områder, hvor militære fagfolk naturligt må formodes at have en kompetence: nemlig strengt militære forhold, som vedrører andre landes militære opbygning og udvikling af militære teknologier.

Sikkerheden i Europa

Europa er vores fælles hjem, og det er i Danmarks helt vitale interesse, at det europæiske fastland er frit, sikkert og at vi undgår at der opstår militære skærmydsler på vort kontinent.

Dette gøres bedst ved at vi europæere rotter os sammen om en fælles sikkerhedsstruktur.

Som det er lige nu, oplever vi i Europa en massiv amerikansk militær tilstedeværelse. Det er der flere uønskede problemstillinger ved.

Den ene problemstilling er, at USAs stilling i verden i disse år svækkes kraftigt, samt at landet, uanset det nylige præsidentskifte, oplever en betydelig svækkelse af økonomien, en kraftigt forøget indre uro og tiltagende inkompetent ledelse.

Dertil kommer det primære; At de amerikanske tropper i Europa er under amerikansk og ikke europæisk kontrol. Dette, kombineret med USAs egne problemer, gør at de amerikanske tropper i Europa på sigt vil kunne udgøre et problem i forhold til flere europæiske landes sikkerhed. Man skal huske på, at USAs tendens til at rasle med sablen for at fremtvinge ændringer i andre landes regeringer, også vil kunne rettes mod os selv.

Europa skal simpelthen kunne varetage vores sikkerhedsudfordringer selv – og hvordan gør vi så det?

 Først og fremmest ved at de europæiske lande går sammen om at udarbejde en fælles, europæisk sikkerhedsordning som omfatter hele vores kontinent. Sikkerhedsordningen skal også, i et eller andet omfang, omfatte Rusland – også selv om Rusland ikke nødvendigvis behøver være medlem af selve alliancen. Det vil ganske sikkert være nok, hvis vi genetablerer mere civiliserede og ordentlige relationer med Rusland end vi har lige nu.

Gennem en årrække har Vesteuropa opretholdt et selvskadende system af sanktioner mod Rusland – mestendels fordi amerikanerne har forlangt det af os. Men disse sanktioner er ikke, og har aldrig været, i Europæernes interesse. De er sat i værk, fordi EUʼs ledere er blevet presset og truet til at bakke amerikanske magtinteresser op, ikke fordi europæerne på noget tidspunkt selv har ønsket det.

 Uanset om russofoberne vil det eller ej, er Rusland altså en del af den europæiske familie og bør behandles som sådan.

Men der er også andre grunde til at genoprette civiliserede forhold til den store nabo i øst.

Den næste store konflikt

 Når man ser ud over Europa og overvejer hvor fremtidens trusler og mulige militære konflikter skal komme fra, er det ikke Rusland der falder i øjnene, men Tyrkiet.

Tyrkiet under Erdogan har udviklet sig til en mellemøstlig spiller i størrelsen ʻregional stormagtʼ – og med tydelige europæiske ambitioner. Landet kommer aldrig ind i EU, sådan som det ellers på et tidspunkt var lagt op til.

Erdogans retorik ift de europæiske landes håndtering af kultursammenstød med muslimske mindretal, samt tydelige aggression overfor Grækenland med både oliejagt på græsk område og militære trusler overfor landet, taler deres eget sprog. Det samme gør den massive oprustning som Tyrkiet under Erdogans ledelse har foretaget.

En kommende militær konflikt med Tyrkiet kan på ingen måde udelukkes. Faktisk bør dette indgå i alle militære og politiske scenarier for udviklingen over de kommende 10-15 år.

Udover tyrkernes militære oprustning og aggressive fremfærd, byder Erdogan-styret også på andre områder udfordringer for os europæere. Udfordringerne er af både indre og ydre karakter.

Mange europæiske lande har et stort, alt for stort, tyrkisk mindretal. Det er et mindretal, som har vist sig selv i tredje eller fjerde generation at nære loyalitet overfor Tyrkiet, betragte sig som tyrkere – og yde militærtjeneste i Tyrkiet. Jeg har selv haft tyrkiske arbejdskolleger, der midlertidigt er rejst hjem til militærtjeneste.

 Det er helt tydeligt og klart, at en konflikt med Tyrkiet ikke kun vil skulle udkæmpes nede i den sydlige del af Europa, men også i vore egne gader.

Dette er skrækscenariet, men der er mere.

 USA, der jo som tidligere nævnt har en massiv militær tilstedeværelse i Europa, er også allieret med Tyrkiet, og har kraftigt brug for dem i Mellemøsten. Hvordan amerikanerne vil stille sig i en sådan konflikt, afhænger af tilfældigheder som hvem der tilfældigvis sidder i Det Hvide Hus og hvordan vinden ellers i øvrigt blæser på lige præcis dén dag. Måske vil de stille sig imellem, måske ikke.

Men Tyrkiet bliver en udfordring mange år frem, og det vil være nødvendigt at holde øjnene på bolden.

Bonusinfo

Med hensyn til Tyrkiet er det for øvrigt sådan, at Rusland er landets nabo og har et glimrende forhold til tyrkerne. Ruslands efterretningstjeneste er velkendt for sin effektivitet og sublime dygtighed, og hører til blandt de bedst informerede omkring tyrkiske forhold.

Dertil kommer, at det i diplomat- og efterretningskredse er en kendt sag, at værdien af amerikanske efterretninger fra Tyrkiet er faldet drastisk. Dette hænger sammen med en kombination af tyrkernes mistro overfor amerikanerne og landets egne ambitioner og stigende selvtillid. Rusland er med andre ord en nødvendig ven for Europa – og for Danmark.

En genopretning af Europas forhold til Rusland handler derfor ikke udelukkende om handel og kulturudveksling. Det handler i allerhøjeste grad også om at gøre os mindre afhængige af amerikanske interesser, at skabe et europæisk rum på europæiske præmisser i stedet for amerikanske og i det hele taget styrke stabiliteten på vort fælles kontinent.

Og det haster!

Sådan undgår man overvågning

Det stærkt forøgede omfang af teknologisk overvågning, som Verden gennem de seneste år har oplevet, har kun gjort dissidenters liv mere besværligt – og farligt.

Mens man i gamle dage mestendels skulle bekymre sig om lavteknologiske risici som sladrehanke og fejlagtig tro på egen usårlighed, udgør den måde vi i dag benytter de teknologiske muligheder nu en dødbringende trussel mod alle frihedskæmpere og dissidenter – i ikke mindst vores del af verden.

Faktisk er vi efterhånden nået derhen, ikke mindst i Danmark, hvor efterretningstjenesterne relativt sjældent overvåger politiske eller religiøse dissidenter ved hjælp af gammeldags ʻskygningʼ, men ganske ofte bare kan nøjes med at have en mand til at sidde ved en computerskærm – og stadig se meget mere end man kunne i gamle dage.

Dette skyldes ikke mindst, at sørgeligt mange dissidenter er blevet ligeså dovne som efterretningstjenesterne, og i al for høj grad foretager kritisk kommunikation elektronisk. Det er den slags fejltagelser, der gør at alt for mange ledere og menige medlemmer i frihedsbevægelser verden over bliver fængslet, tortureret eller myrdet.

Jeg er et menneske, som har den størst tænkelige agtelse for alle former for såkaldt ʻsamfundsundergravendeʼ virksomhed – så længe denne er ikke-voldelig, ikke mindst i forhold til uskyldige. Det overrasker mig derfor når man jævnligt kan læse i avisen, at folk der vil et andet samfund bliver knaldet som følge af elektronisk overvågning. Sig mig: Ved de ikke bedre?

Dertil kommer at jeg, helt generelt, er tilhænger af maksimalt privatliv for alle mennesker og minimal indblanding og snagen fra statsmagtens side. Så meget frihed som muligt til så mange som muligt – dét er mantraet herfra.

Jeg har derfor, efter lang tids overvejelse, besluttet mig for at skrive en lille manual til hvordan man på rimelig sikker vis kan lave dissidentarbejde. Mit fokus vil være hvordan man kan kommunikere med sine kammerater, uden at netværket hverken bliver kortlagt eller dets medlemmer effektivt overvåget.

Mine akkreditiver til at kunne gøre dette, er at jeg gennem næsten halvandet årti har figureret på en national terrorliste. Kort fortalt kom jeg på listen fordi jeg nægtede at arbejde for en af de to nationale efterretningstjenester – historien bag kan man læse her.

Jeg har derfor efterhånden opnået en vis erfaring med at leve under jævnlig overvågning. På trods af overvågningen, er det alligevel lykkedes for mig beskytte mine ikke-officielle netværk mod utidig snagen. De erfaringer som jeg her vil dele med læserne, er i virkeligheden ting som ethvert nogenlunde intelligent menneske vil kunne tænke sig til. Det er ikke så svært, man skal bare tænke sig lidt om.

Nøgleordet er så vidt muligt at gå analogt. Det er slet ikke så svært, faktisk. Og de af os der kan huske tiden inden mobiltelefonen, ved i virkeligheden godt hvordan man gør.

Grundlæggende regler

Helt grundlæggende gælder det om at holde kommunikationen med sit netværk strengt analogt. Og når jeg siger ʻstrengt analogtʼ så mener jeg det ét hundrede procent. Det skal til enhver tid være sådan, at medlemmer af dit dissident-netværk ALDRIG må kunne forbindes til dig. Det betyder blandt andet at de ALDRIG inkluderes i din telefonbog eller liste over kontakter på hverken mobilen eller computeren – hverken privat eller på arbejde. Hvis det er tvingende nødvendigt at skrive dem ned, skal listen til enhver tid opbevares på din person.

Tag det for givet, at telefonsamtaler, email og SMS bliver overvåget i realtid, så denne form for kommunikation er helt udelukket til dissidentarbejde.

Kortlægning af netværk er mindst lige så farligt for den enkelte dissidents sikkerhed som overvågning af kommunikation. Sløseri med den slags sætter altid andre i fare, og det skal for enhver pris undgås. Derfor skal enhver form for kommunikation foregå strengt analogt, og det vil jeg i det følgende give en række eksempler på hvordan man gør.

Vi begynder med den sikkerhedsrisiko som udgøres af mobiltelefonen.

Mobiltelefonen

Mobiltelefonen udgør et dødbringende våben for politi og efterretningstjenester, fordi de kan så meget – altså set fra fjendens synsvinkel.

Lokation: Det er til enhver tid muligt, med uhyggelig præcision, at spore hvor i verden en mobiltelefon befinder sig. Det betyder, at efterretningstjenesterne kan sidde hjemme ved computeren med et krus billig politikaffe i hånden og til enhver tid vide hvor din mobiltelefon befinder sig. Men det er langt fra det eneste de kan se.

For mit eget vedkommende er det ret enkelt: hele min familie og andre som jeg omgås officielt, altså ikke-dissidenter, ved godt at min telefon aldrig forlader mit hjem. Ja, du læste rigtigt: Når jeg går ud, uanset om det er for at gå på familiebesøg eller i Netto eller nogetsomhelst, så bliver telefonen derhjemme.

Hvis man kun lader den ligge når man laver dissidentarbejde, bliver det lettere for efterretningstjenesterne at kortlægge dig. De får simpelthen mere information at arbejde med, men mindre hvis du gør som mig. Livet uden mobiltelefon er for øvrigt også mentalt sundere, så det er ren win-win det der.

Rumovervågning: Den amerikanske efterretningsagent Edward Snowden, der for nogle år siden hoppede af og i dag bor i Moskva, afslørede i forbindelse med sin flugt mobiltelefonens muligheder set i et overvågningsperspektiv. En af de ting han afslørede, er at det faktisk er muligt at benytte mobiltelefonens mikrofon, altså der hvor man taler, til rumaflytning. Det betyder faktisk, at hvis du fører samtaler med en kammerat mens telefonen ligger ved siden af eller i en lomme, vil samtalen kunne aflyttes. Hvis du er dissident, bliver den det med 100 procents sikkerhed. Det er bare endnu en grund til at lade telefonen blive derhjemme når du går ud.

Kortlægning: En anden af Snowdens afsløringer var overordentlig interessant – og skræmmende! Det er muligt for efterretningstjenester at kortlægge samtlige telefoner inden for en bestemt radius af den de overvåger. Kortlægge vil sige at de kender nummeret på telefoner i nærheden, og derigennem også hvem den overvågede omgås.

Da jeg boede i Gellerup, var det almindeligt for flere af mine muslimske venner at man efterlod telefonen i et andet lokale end der hvor man mødtes for at snakke. Det skyldtes naturligvis at man allerede for halvandet årti siden var opmærksom på muligheden for rumaflytning. Problemet var så bare at netværket blev kortlagt, og det er ofte af større værdi for fjenden end den egentlige aflytning. Derfor: Lad telefonen blive derhjemme.

Telefonens indhold: Fjenden kan så let som ingenting opsnappe din telefons indhold, herunder kontakter, emails, passwords og alt hvad vi ellers har på den. Dette gøres let og smertefrit fra skærmet i PET-bunkeren – hurtigere end de sluger en citronmåne. Men så længe man på enhver måde holder dissidentarbejdet analogt og i øvrigt følger sikkerhedsreglerne, vil det i praksis ikke udgøre et problem.

Der er også et problem med alle de der spil som folk går og har på deres mobiltelefoner. De kan anvendes til en rimelig sikker bedømmelse af din intelligens, kombinationsevne og alt det der. Derfor: Lad være med det – alternativet er at snyde dem ved at gennemføre dine spil meget, meget dårligt. Der er kun fordele ved at blive undervurderet af sin fjende.

I det hele taget er mobiltelefoner livsfarlige. Anvend din mobiltelefon som om den var en fastnet, så mindskes risikoen. Og husk at alt hvad der sker på din telefon, kan ses på en skærm i PET-bunkeren.

Burner-telefoner: En burner-telefon er en billig telefon som man har købt kontant og med et taletidskort som man har købt kontant.

Sådan en kan tages i anvendelse hvis det er strengt nødvendigt, men kun hvis visse sikkerhedsregler overholdes. På grund af muligheden for at kortlægge mobilnumre inden for en bestemt radius af den aflyttede telefon, må en burner aldrig anvendes i nærheden af hverken din egen normale eller andres telefoner – OVERHOVEDET.

Anvend den på steder hvor kortlægningen ikke giver mening: Bilka i myldretiden, i skoven – den slags steder. og der er en ting mere: Hold enhver kommunikation på din burner skriftlig. Tro det eller lad være, men det er faktisk muligt at identificere dig på stemmen. Mange er de IS eller AlQaida-chefer der er blevet dronet fordi de lod deres stemme lyde i eksempelvis en satellittelefon. Man kan vælge at mene at de har fortjent det, men lær i det mindste af deres fejltrin.

Men skriftlig kommunikation kan være ok – på visse betingelser: Ingen navne. Ingen religiøse eller politiske ytringer – overhovedet! Og anvend det som på engelsk hedder ʻsoft languageʼ.

Eksempler på ʻsoft languageʼ: PET omtales hverken som ʻPETʼ eller som ʻnazisvinʼ, men som ʻkonkurrenter(ne)ʼ. Medlemmer af netværket er ikke ʻhelteʼ, men ʻkollegerʼ og sådan kan jeg blive ved. Den skriftlige kommunikation er neutral og forretningsmæssig – tænk på Jer selv som anonyme forretningsfolk i slips, jakkesæt og hvide skjorter af den gamle skole, der taler diskret og høfligt, så skal det nok gå. Ingen navne, og hold det til et absolut minimum.

Forresten skal sådan et taletidskort skiftes ud med meget jævne mellemrum, men det ved enhver narkohandler vel efterhånden. Hver fjortende dag vil være ok for de fleste. Selve burner-telefonen skal for øvrigt også skiftes jævnligt, men på grund af omkostningerne ikke lige så tit som du skifter nummeret.

Computer:

Også din computer kan spores, og det siger sig selv at din browserhistorik kan aflæses fra PET-bunkeren bogstavlig talt i real-time. Dertil kommer at enhver computer, hver gang den kommer på nettet, kan identificeres på et specielt nummer.

Et eksempel fra mit eget liv: For nogle år siden skulle jeg på ferie i et svensk kloster. Telefonen var slukket på rejsen og behørigt pakket ind i sølvpapir nede i tasken. Men så skete der det, inden jeg tog taxaen ud til klostret, at jeg gik ind på en svensk cafe og tilsluttede min Mac. Nogle dage senere fortalte klostrets priorinde mig at svensk politi ʻaf den ikke-uniformerede slagsʼ havde været ude for at spørge om jeg mon var på stedet…..

Min computer var ganske enkelt blevet sporet og lokaliseret inde fra cafeen. Den slags må man nødvendigvis lære af.

Derfor: I det omfang at man har behov for eksempelvis at søge oplysninger på nettet (og hvem har ikke det?), så er det pinedød nødvendigt at have en ekstra computer som anvendes til dissidentarbejdet.

Denne ekstra computer må aldrig anvendes hverken hjemmefra eller på arbejdet, den må aldrig indeholde noget der identificerer hverken dig eller dit netværk og du må aldrig tilgå dine sociale medier eller emails, eller hvad ved jeg, fra din ʻdissidentcomputerʼ. Jeg ved godt at det er pissebesværligt, men sådan er livet altså, hvis man er religiøs eller politisk dissident.

Din dissident-computer må aldrig efterlades alene i hjemmet. Dette skyldes at diverse terrorpakker faktisk har givet efterretningstjenesterne lov til at foretage ransagninger i dit hjem uden at du selv er tilstede. Derfor skal din ekstra computer altid være på din person – eksempelvis i en Fjällräven.

En almindelig bærbar fylder og vejer, så hvis du kan klare dig uden USB-stik anbefaler jeg en Ipad eller anden form for tablet.

Personlige møder

Alle møder afholdes personligt, men aldrig nogensinde i private hjem. Det giver sig selv, at hvis bare én af Jer er under overvågning, vil et sådant møde betyde kortlægning af hele netværket – og det kan være katastrofalt. Visse cafeer, som feks Espresso House, har en intensiv videoovervågning, så dem holder man sig også fra.

Men det allerbedste er at holde sine møder i et shelter ude i en skov. Ja, det lyder dramatisk, men det virker faktisk. Ved den slags møder ankommer man enkeltvis og forlader stedet i hver sin retning. Husk på at vi kender ikke hinanden – nogensinde!

Penge

Betal kontant – altid. Kreditkort og MobilePay kan spores og bruges til at kortlægge din færden, så det giver nærmest sig selv. Gå hen i hæveautomaten og hæv de penge du har brug for en gang om ugen og lad det være det.

Post

At sende et brev med posten, er en af de mest sikre kommunikationsformer der findes – men kun så længe brevet er skrevet i hånden.

Overvågning af dissidenter er ikke nogen ny ting. Tværtimod har det stået på længe. Tilbage i 1970ʼerne var de danske efterretningstjeneste travlt beskæftiget med at overvåge landets venstrefløj. Men venstrefløjen vidste det godt.

Dengang foregik overvågningen ved at efterretningstjenesten åbnede dissidenternes post og læste den. Men det vidste socialisterne selvfølgelig godt, så de morede sig med at narre fjenden: Ganske ofte kunne de finde på at skrive ting i brevet som feks: ʻJeg har lagt en tørret bille i kuvertenʼ. Og hvis der så lå en tørret bille i kuverten, var det fordi PET eller FE havde åbnet brevet og noteret sig indholdet, for selvfølgelig havde afsenderen ikke vedlagt en tørret bille. Det gjorde efterretningstjenesten derimod gerne.

Heller ikke dengang havde efterretningstjenesterne krav om særlig høj intelligens hos deres rekrutter. Lav intelligens og et vist omfang af sociopati var, dengang som nu, nok.

Men i dag har Dupont & Dupond ikke længere et beredskab til systematisk at åbne folks post. De er blevet dovne og stoler på overvågningen af vores elektroniske kommunikation. Det kan udnyttes.

Posten er derfor en rimelig sikker måde at kommunikere på. Bare sørg for at brænd brevet efter at have læst det – og sørg for alt i verden for aldrig nogensinde selv at lægge brevet i modtagerens postkasse. Hvis din kammerat er under overvågning, kommer du det også – og omvendt. Postvæsnet er til for det samme.

Hvis du bliver overvåget

De er ikke særlig svære at få øje på, PET-typerne. De har allesammen gået på de samme kurser og selv om både alder og kropstyper varierer, er de alligevel alle ens.

Nogle af os kan lugte dem på flere kilometers afstand. Man kan lugte en svinestald og man kan lugte PET-folk, sværere er det ikke.

Men helt grundlæggende er tippet dette: Hvis man bor i en større by og inden for et par dage mere end én gang ser det samme ansigt i mængden, er det på tide at skrue op for opmærksomheden. Man skal selvfølgelig altid holde øje, men nu gør man det endnu mere.

Hvis de er der, så er de der og de fleste af os mærker det næsten med det samme.

Hvis man kommer de samme steder, er det forresten ret nemt at observere enhver ændring i forhold til normalbilledet. I de perioder hvor du er under fysisk overvågning, er det som at have pest. Når det sker, så skriv et brev (men skriv det ikke derhjemme, for hvis du overvåges, er der sandsynligvis kameraer i hjemmet) og send informationen til en fra netværket. Fra nu af har du pest, og skal behandles som sådan indtil det slutter.

Træls, men der er også glæder i livet: At opretholde et overvågningshold er helt urimeligt dyrt – ikke mindst i mandskab. Ifølge PET selv, koster et døgns overvågning 30 mand, så de kommer sjældent og bliver ikke længe.

Af og til kan de finde på at pakke sammen hvis det går op for dem at de er opdaget – men pas på: det kan lige så vel ske at de bare skifter hold, så lad hellere som ingenting. Hellere de overvågere man kender…

En sidste ting: Der skal nok være nogen derude der undrer sig over hvad i alverden jeg foretager mig: Sidder jeg her og afslører mine egne sikkerhedsprocedurer? Og svaret er: I virkeligheden ikke særlig meget.

Langt det meste af det jeg har skrevet i denne vejledning, er såmænd ikke andet end hvad ethvert nogenlunde intelligent menneske kan finde ud af hvis det skal være.

Dét jeg skriver, er i virkeligheden dette: At hvis alle dissidenter gør som jeg, løber PET og FE hurtigt tør for ressourcer. Personlig overvågning af os allesammen vil koste uanede ressourcer – økonomisk, mandskabsmæssigt, analysemæssigt. Betragt det hellere som mit bidrag til kampen mod en fælles fjende. Mine egne akkreditiver og begrundelser for kampen kan du læse om lige her.

De, der kan have interesse for det jeg her skriver, er få og spredte. Vi er også meget forskellige og de fleste har sikkert mål eller et ideologisk udgangpunkt som jeg ikke deler. Men vi har fjenden til fælles, og det vejer tungere for mig.

Og en vigtig ting her på falderebet: Alt for mange mænd har mistet enten friheden eller livet fordi man har forsøgt at imponere en dame. Helt ærligt: Den slags er for amatører! Meget menneskeligt, men for amatører. Lad være med det. Alkohol er forresten også bandlyst. Personer, der er lidt for ivrige efter at være en del af dit liv, skal naturligvis også undgås, men det kan de fleste vel finde ud af.

Ellers er det bare at tænke sig om. Og at arbejde analogt.

–oo–

Hvis man har lyst til at læse mere om mit forhold til de nationale efterretningstjenester og forstå lidt af baggrunden for at jeg vælger at udgive denne vejledning, kan man læse om det i dette indlæg: Kidnappet, tortureret, mishandlet og voldtaget af dansk militær

Kidnappet, tortureret, mishandlet og voldtaget af dansk militær

Kidnappet, tortureret, mishandlet og voldtaget af dansk militær – i Danmark. Det er sagen i en nøddeskal. Og jeg er med garanti ikke den eneste.

Min historie er beskrevet flere steder her på bloggen, men jeg synes efterhånden det er på tide at ʻsamle sammenʼ, så min historie bliver skrevet ét sted. Det bliver så nu – og her. Der er mere at fortælle – meget mere, men det må vente til tiden er inde.

Kidnapningen fandt sted en tidlig oktobermorgen i 2007. Jeg var på vej hjem fra nattearbejde, da en gruppe på fem civilklædte mænd sprang ud foran min cykel og spærrede vejen videre frem. Den ene trak mig ned fra cyklen og der opstod et håndgemæng mellem os. Det endte med at militærsvinet, en person ved navn Tom Højbjerg, røg ned i asfalten og fik fornøjelsen af et par gange at mærke min højre sikkerhedssko lige midt i ansigtet. Efter sigende røg han i coma og tilbragte efterfølgende nogen tid på et amerikansk militærhospital i Tyskland.

På et dansk sygehus ville der nemlig blevet stillet spørgsmål, og det havde militæret i sagens natur ikke lyst til.

Den dag i dag fortryder jeg at jeg ikke gjorde arbejdet færdig og slog ham ihjel. Ét spark mere havde sendt ham ned til en evighed i svovl og ild – dér, hvor han retteligt hører hjemme.

De øvrige fire trak pistolerne, jeg fik strips på samt en hætte over hovedet og fik en nål i den ene balle, hvorefter jeg mistede bevidstheden. Jeg vågnede på et tidspunkt under transporten, inden jeg fik med sprøjten igen. Men jeg nåede dog at konstatere at vi befandt os i en helikopter – dén lyd tager man ikke fejl af!

Dét der fulgte, er velkendt for faste læsere af denne side. Hvordan de tog mit tøj og briller fra mig, slæbte mig nøgen rundt og opbevarede mig i en celle med konstant belysning. I de kommende dage oplevede jeg langvarige forhørssessioner (som jeg nok skal vende tilbage til), blev gennemtævet af forhørslederen (ham vender jeg også tilbage til) voldtaget og bogstavlig talt druknet. Til slut blev jeg, under trusler om fortsat tortur og efterføgende drab, tvunget til at underskrive et dokument på flere sider, vistnok fire, inden de bedøvede mig igen og til slut afleverede mig på min bopæl.

Alt dette er velkendt stof for læsere af min side, for hændelsesforløbet er beskrevet i mit indlæg Under Tortur. Forhørslederen, eller torturbødlen som han vel rettere bør tituleres, var en person som på dette tidspunkt havde været en del af mit liv i 14 år. I størstedelen af denne periode havde vi været rivaler til den samme pige ovre i Esbjerg. En pige, som lidt over halvandet år inden kidnapningen, aldeles på eget initiativ have genoptaget forbindelsen med mig.

Torturbødlen, min gamle rival, var en person ved navn Tom Gundersen. Han var gået ind i FE nogle år efter vi havde lært hinanden at kende, cirka engang i midthalvfemserne. Identifikationen af Tom Gundersen som min torturbøddel er helt sikker, og det har jeg skrevet om i indlægget Ondskabens navne.

Jeg havde overfor vores fælles veninde forlangt Tom fjernet permanent fra hendes liv som betingelse for det som hun ønskede af mig. Resultatet blev kidnapning, tortur, voldtægt – og så vidt jeg ved også en placering på en eller anden national terrorliste. Korruption har mange ansigter, og dette er ét af dem.

Tiden under den ulovlige tilbageholdelse blev også brugt til andet end tæsk og voldtægt; der var også længere forhørssessioner. Her blev jeg, splitternøgen, fyldt med stoffer, med en sæk over hovedet og lænket til et bord, i timevis udspurgt om mit engagement i Det Radikale Venstre og mit engagement i en dengang ganske kendt forening der beskæftigede sig med integration i Gellerupparken hvor jeg boede.

Men det der optog allermest tid under forhørene, var mit forhold til C – vores fælles veninde. Tom var overordentligt interesseret i alting der vedrørte mit forhold til C. Han brugte også meget tid på at udspørge mig om min eventuelle involvering dengang i halvfemserne hvor han blev smidt ud fra sin families rideskole (Svar: Jeg frydede mig, men havde ingen involvering. Desuden havde han fortjent det!).

Kidnapningen, den ulovlige tilbageholdelse, torturen, voldtægten, tæskene og den efterfølgende årelange chikane fra både PET og FEʼs side, havde rod i én eneste ting: At jeg skulle trynes, fordi Tom Gundersen fra FE følte sig ydmyget af mig.

Den dag i dag har jeg stadig mén efter torturen. Lige siden dengang har jeg lidt af en forfærdelig og meget højlydt tinnitus. I perioder er tinnitussen så højlydt at jeg ikke er i stand til at følge med i hvad der foregår omkring mig. I flere år efter var der også mareridt og lignende ting, men det er forbi nu.

 Og ydermere: Lige siden har jeg været under overvågning fra vort lands efterretningstjenester. Mine kolleger fra min daværende arbejdsplads fortalte mig ofte om henvendelser fra efterretningstjenesten der handlede om mig; om hvem jeg talte med, hvad jeg interesserede mig for – den slags ting. Desuden har jeg flere gange siden observeret at jeg har været under overvågning – den slags er det faktisk ikke særlig svært at få øje på.

Og under et ophold i et kloster i Sverige, fortalte priorinden mig at svensk politi havde været forbi for at spørge om jeg var der. Svenskerne viste et billede som helt klart var mig, men med en historie om at jeg skulle være en svensk ægtemand der havde tævet sin kone. Men den kloge nonne gennemskuede løgnen, svarede at hun aldrig havde set mig og gik direkte videre til mig.

Jeg kan skrive en langt indlæg om mine erfaringer som offer for denne chikane og hvad den har betydet for mig, og vil måske gøre det en dag. Indtil da må man nøjes med det jeg allerede har skrevet i indlægget Efter Torturen.

 Kidnapningen og torturen er naturligvis blevet anmeldt til Østjyllands Politi, men den blev afvist uden at jeg på noget tidspunkt har haft indtryk af at den har været realitetsbehandlet.

Og lige for tiden har jeg så en ansøgning om aktindsigt kørende via Forsvarets Efterretningstjeneste og Forsvarsministeriet. FE vil selvfølgelig ikke give aktindsigt, men det er helt efter bogen. Nu ligger der så en anke hos Forsvarsministeriet, og det bliver interessant at se hvad de vil stille op med den.

For sagen er, at på den ene side er det en kendt sag at én af Forsvarsministeriets vigtigste (og meget uskrevne) opgaver sådan set er at dække over militærets fejltagelser og, når det sker, direkte ulovligheder. Men samtidig har vi jo også en ministeransvarlighedslov her i landet som giver ministeren, Trine Bramsen, pligt til under strafansvar at reagere på ulovligheder inden for hendes resortområde.

Der er flere måde sagen kan ende på. Jeg forventer at den ender i retten med Tom Gundersen, Tom Højbjerg og deres medskyldige som anklagede. Om domfældelsen skal finde sted i Danmark eller krigsforbryderdomstolen i Haag får vi at se. Der findes også andre veje til retfærdighed, og jeg er åben for dem alle.  

Personligt foretrækker jeg Haag, men Landsretten kan også gøre det. Indtil da vil jeg foreslå at man læser de indlæg jeg tidligere har skrevet om sagen her på siden

Under Tortur

Efter Torturen

Ondskabens Navne

 Militærets Hemmelige Netværk

Sådan er det at dø

Derfor blev jeg tortureret

Militærets hemmelige netværk

Sidst på efteråret 2018, kunne medierne berette en opsigtsvækkende historie om optrevlingen af et kriminelt netværk i Tyskland. Der var tale om intet mindre end et netværk af højreekstremister inden for militærets eliteenheder, der havde lagt planer for likvideringer og interneringer af flere af landets ledende politikere.

Vi tager den lige igen: Et militært netværk med over 200 medlemmer, der havde lagt planer for likvideringer og interneringer af landets ledende politikere. Det er hvad de fleste mennesker vil betegne som et statskup.

Begået af militæret. Et militærkup.

Netværkets plan var at udføre sine beskidte gerninger på et ikke nærmere defineret tidspunkt i fremtiden. Drabene, interneringen og, må man forstå, militærkuppet, skulle finde sted på et tidspunkt hvor landet ifølge netværkets egne vurderinger befinder sig i ekstrem krise eller endda ligefrem kaos. Men i sagens natur er det selvfølgelig netværkets egen ledelse, der definerer hvornår denne beklagelige tilstand er indtruffet.

Situationen er dybt alvorlig. Netværket omfatter ifølge det offentliggjorte ikke blot nuværende og tidligere medlemmer af den tyske hærs modsvar til Jægerkorpset eller det britiske SAS, men også temmelig højtstående medlemmer af landets militære efterretningstjeneste.

Således har tyske politimyndigheder ladet offentliggøre, at en Oberstløjtnant i den militære efterretningstjeneste gennem hele optrevlingen har fodret netværket med oplysninger om undersøgelsen.

Også i Sverige er der problemer. Det svenske sikkerhedspoliti SÄPO, offentliggjorde tidligere på året at man har anholdt foreløbig seks medlemmer af et tilsvarende netværk i Sverige, og at man stadig arbejder på at optrevle netværket.

Svenskerne er betydeligt mere fåmælte med oplysninger end tyskerne, men det fremgår at undersøgelsen for alvor fik liv, efter at SÄPO havde fundet et USB-stik i en højtstående flådeofficers rygsæk. Hvordan SÄPO fik ideen til at søge i rygsækken til at begynde med, fortæller de intet om. Måske var de allerede på sagen?

At der findes antidemokratiske elementer i militære enheder, kan næppe overraske nogen. Den militære kultur er ikke og har aldrig været demokratisk anlagt, og at militæret tiltrækker personer med autoritære tendenser, er almindelig kendt.

Man har endnu ikke kunnet læse om et tilsvarende netværk indenfor det danske militær. Men det findes. Også inden for det danske militære eksisterer der et netværk, som organiserer sig og arbejder efter helt andre love, regler og normer end de officielt gældende for det danske samfund.

Det skal siges at jeg ikke er ʻekspertʼ i dette netværk, blot at jeg med sikkerhed kender til dets eksistens. For det første er jeg nemlig hele tre gange forsøgt hvervet hertil – to af gangene af en ansat i FE. Dels har jeg, via en fortrolig kilde, et kendskab til deres eksistens og sammensætning, samt nogle af de ting de foretager sig.

De tre hvervningsforsøg centrerer sig omkring den samme FE-medarbejder. Det hele begyndte en dag i halvfemserne, hvor en dengang nær veninde fortalte mig at min rival var begyndt at arbejde ʻmed noget hemmeligtʼ, og jeg forstod på hende at det havde at gøre med militæret. Der gik ikke lang tid, så kom føleren – og idet jeg ikke reagerede positivt, blev den gentaget senere. Hvad ville du synes om hvis der måske var en modstandsbevægelse klar, hvis nu landet skulle blive besat, ville du være med hvis du blev spurgt, spurgte hun.

Mit svar var det samme dengang som det ville være i dag. At jeg for det første ikke kunne se hvem der skulle besætte os – og at en sådan organisation nødvendigvis måtte blive misbrugt når først den var på plads, fordi sådan er menneskets natur.

Så meget føleren.

Et årti senere, i 2007, skete der en masse ting som jeg har skrevet om andetsteds her på bloggen. Men i forbindelse med forspillet til den militære kidnapning af mig, fik min daværende arbejdsplads besøg af to soldater fra Forsvarets Efterretningstjeneste, som kom under påskud af at lave ʻterrorsikringʼ. Det skal tilføjes hertil, at min arbejdsplads på ingen måde hørte ind under militærets arbejdsområde, og at militærets blotte tilstedeværelse således var en grov krænkelse af enhver gældende lovgivning på området. Krænkelsen blev ikke mindre, da ʻterrorsikringenʼ bestod i at stille mine kolleger insinuerende spørgsmål om mig.

Efter nogle timer, efter at flere kolleger havde gjort mig opmærksom herpå, henvendte den ene af FE-typerne sig så til mig. Det var for øvrigt min gamle rival – ham, der senere skulle blive min torturbøddel. Han gav mig et tilbud. At hvis jeg ville sige ja til at arbejde for dem, ville de hjælpe mig med at blive selvstændig. Det var altsammen lidt uofficielt, forstod jeg på ham.

Der er ingen tvivl om at jeg på daværende tidspunkt ville være et godt aktiv for en efterretningstjeneste. I 2007 var røgen fra Muhammedkrisen stadig først ved at lette, og jeg var aktiv i integrationsarbejde i Gellerupparken med et ganske bredt netværk og mange døre åbne.

Men nu var det sådan at den forening jeg arbejdede med allerede havde et yderst tillidsfuldt samarbejde med Lokalpolitiet, og vi satte pris på at sikre at alt hvad vi lavede, foregik i lyset.

Mit svar var naturligvis et klart nej. Dels bryder jeg mig af princip ikke om militæret, dels har jeg aldrig brudt mig om ham – og dels skal man ikke forvente et ja når man spørger fredselskende radikale om den slags!

Og sidst, men ikke mindst, havde jeg et par år forinden afbrudt min uddannelse til præst for Den Katolske Kirke, og betragtede sådan set integrationsarbejdet som en fortsættelse af mit præstekald. Den slags skal man ikke besudle ved at indlade sig med efterretningstjenester og slet ikke militæret!

Men det skal dog siges at tilbuddet tydeligvis var gennemtænkt. Gennem hele mit liv har jeg været i økonomisk underskud, og behovet for lønarbejde kombineret med fraværet af penge, har frarøvet mig muligheden for at bruge min tid på noget fornuftigt. Så hvad de tilbød mig denne aften var faktisk frihed til at hænge dagen lang i Bazaren – og få penge for det!

Men min moral er for høj til militæret, så svaret forblev ikke desto mindre et klart NEJ. Dertil kommer, hvilket jeg gjorde opmærksom på, at FE faktisk ifølge lovgivningen faktisk slet ikke har lov til at beskæftige sig med hverken Gellerup, Bazar Vest – eller danske borgere i almindelighed!

Tredje gang de spurgte mig var jeg splitternøgen, havde en hætte over hovedet og var lænket til et bord. Forinden havde jeg tilbragt dage med ufrivilligt at blive fyldt med stoffer, gennemtævet og voldtaget – og nu spurgte torturbødlen mig så om jeg kunne tænke mig at arbejde for dem?

Først troede jeg ikke mine egne ører, og havde ærlig talt lidt svært ved at tage det seriøst. Men svaret forblev det samme: Et klart NEJ – med den tilføjelse at der mellem ham og mig eksisterer et fjendskab der i sig selv vil gøre det umuligt. Hvad havde han ellers forestillet sig?

Denne gang blev tilbuddet ellers forbedre lidt: Nu tilbød han, hvis jeg sagde ja, at trække sig fra vores fælles veninde. Men det kunne jeg ikke se skulle forandre noget ved hverken vores fjendskab, min opfattelse af den behandling jeg havde været udsat for – eller for den sags skyld mit svar.

Om selve netværket ved jeg ganske lidt. Jeg ved lidt om deres aktiviteter, sammensætning og rekrutteringsgrundlag. Men helt klart ikke alt – allerhøjst har jeg set et glimt af en del af overfladen.

Men fra hende jeg har omtalt som ʻvores fælles venindeʼ og den hemmelige kilde som jeg nævnte i indledningen, ved jeg dog noget. Jeg ved at netværket består af såvel militær som erhvervsfolk. Jeg ved at det styres fra FE. Jeg ved helt positivt at de foretager ulovlig overvågning, registrering af enkeltpersoner og generelt ulovlig efterretningsvirksomhed inden for landets grænser. Måske også en ting eller to mere. Det var netop var dette kriminelle arbejde som FE forsøgte at hverve mig til.

Det er muligt, at PET allerede har kendskab til netværket, men hvor aktivt de arbejder på sagen skal jeg ikke kunne sige. Så vidt jeg kan se har der intet været i medierne herom, men det behøver jo ikke at betyde noget i den forbindelse.

Men jeg véd, at under den nuværende regering er stadig flere fra de militære eliteenheder blevet indrulleret i Politiet – og, formoder jeg, også i PET. Det betyder i praksis, at en eventuel undersøgelse af netværket, dets sammensætning og aktiviteter, med en til vished grænsende sandsynlighed vil være kompromitteret fra starten.