Løgnene, de spredte

For nogle år siden, skrev jeg et indlæg her på siden hvori jeg fortalte at der er blevet der er fortalt løgne om mig. Jeg er nået frem til, at indlægget fortjener en uddybning.

De løgne som blev spredt om mig, havde rod i begivenheder som jeg tidligere har beskrevet her på siden. En tidligere rival til en pige ovre i Esbjerg, havde med årene opnået en eller anden position indenfor Forsvarets Efterretningstjeneste og benyttede sig af denne til at få mig sat ud af spillet. Det kan man læse om her og baggrunden for at det skete kan læses her.

På tidspunktet for kidnapningen, var jeg medlem af Det Radikale Venstre og havde ved flere lejligheder gennem årene opstillet som kandidat for partiet ved valg til offentlige forsamlinger. Partiet havde jeg været medlem af siden 1988, og den traditionelle radikalisme, sådan som den blev repræsenteret af Marianne Jelved, var dén der prægede mit politiske grundsyn.

Desuden havde jeg siden min optagelse i 1991 været medlem af Den Katolske Kirke. Optagelsen skete efter to års grundig forberedelse hos pastor Lars Messerschmidt, som på det tidspunkt var min katolske sognepræst hjemme i Esbjerg.

Disse to detaljer er meget vigtige at holde for øje, når jeg fortæller om Tom Gundersens og FEʼs løgne om mig.

Tom Gundersens formål med kidnapningen og den efterfølgende mishandling, var todelt. Dels at få mig bort fra den pige, hvis liv vi begge var en del af. Dels at ydmyge mig ved at tvinge mig til at arbejde for ham. Det er vigtigt at understrege, at vores gensidige modvilje og, ja, foragt allerede dengang var det bærende element i vores gensidige relation. Mens det passer helt fint til Toms psykologiske grundstilling at tvinge andre mennesker til underkastelse, og i særdeleshed dem han ikke bryder sig om, har det alle dage været min at folk må passe sig selv.

Men for ham var det altså logisk og rimeligt ved hjælp af vold og intimideringer at tvinge mig til at arbejde for ham, og dermed ydmyge mig – både overfor mig selv og overfor Christina – vores dengang fælles veninde.

Som det fremgår af hvad jeg tidligere har skrevet, holdt jeg stand hele vejen igennem, og uanset volden, uanset tæskene, uanset voldtægten og uanset alt hvad der ellers fandt sted i forbindelse med kidnapningen, fortsatte jeg med at nægte at arbejde for ham. Jeg forestillede mig dengang, og gør stadig den dag i dag, at det han ville have mig til, var hjælp til at holde hans torturofre for ham mens han voldtog dem.

Det er selvfølgelig ikke noget for et ordentligt menneske som mig, og dertil kommer min overbevisning om at den slags handlinger giver en direkte enkeltbillet ned til Helvedes flammer.

Så jeg sagde altså nej til ʻjobtilbuddetʼ.

Efterfølgende konstaterede jeg, som tidligere beskrevet her på siden at jeg i årevis fortsatte med at være under overvågning. Det skal i den anledning understreges, at militæret lider under den fejlopfattelse at de har lov til at overvåge landets borgere uden dommerkendelse – og det benyttede Gundersen sig af.

Men det er ikke alt. Jeg begyndte også at høre historier om mig. Det begyndte med en historie om at jeg var nazist. Det tog jeg, som radikal og katolik, til at begynde med ikke udpræget alvorligt.

Lidt mere seriøst blev det, da en veninde nede i Spanien fortalte, at hun havde haft besøg af en dansk efterretningstjeneste, der informerede hende om at jeg var medlem af al-Queda. At benævnte organisation mig bekendt ikke optager katolikker som medlemmer, betød åbenbart mindre for løgnerne i FE.

Andre historier som fandt vej tilbage til mig, er dem om at jeg skulle være homofil og, i den mere kulørte ende, skulle være overbevist om at være en alien.

Det skal tilstås, at jeg ofte har følt mig som en fremmed i denne verden, men dog ikke så meget at jeg har troet at være en alien. Og at jeg skulle være homofil, er en mildest talt fejlagtig beskrivelse af mine seksuelle præferencer. Dertil holder jeg for meget af kvinder – også selv om de til tider kan være ulideligt bedrageriske. Desuden opfatter jeg homofili som udtryk for en psykisk ubalance, således som det beskrives i Den Katolske Kirkes Katekisme.

Historierne om mig har været mange, men der har ikke været så meget at gøre ved det.

Da jeg ved kommunalvalget i 2013 valgte at lade mig opstille som kandidat, fik historierne fuld skrue. Såvel året inden, hvor man jo ʻbejledeʼ til kandidaturet sådan som man jo gør, som i selve valgåret, løb historierne for fuld skrue. Det viste sig hurtigt, at Tom selv, sammen med en tidligere bekendt, havde hyret og betalt en kendt provoaktivist af udenlandsk oprindelse, til at lave en kampagne mod mig.

Den pågældende var så ufin, eller måske snarere det modsatte, at informere mig herom.

Jeg blev naturligvis ikke valgt, men det skyldes ikke smædekampagnen – snarere at jeg ikke har hjertet med i Aarhusiansk kommunalpolitik. Mit hjerte er i Esbjerg, og det er jo lidt svært at føre valgkamp når hjertet er et andet sted.

Siden dengang er der dukket lidt op hist og her, men det er ikke så vigtigt.

Det vigtige, dét som er mit egentlige formål med dette indlæg, er dels at informere om de løgne der har været – dels, kort ganske vist, at redegøre for mit grundlæggende idemæssige udgangspunkt.

Rent politisk, har jeg mit udgangspunkt i dels Odenseprogrammet af 1905, dels Den Katolske Kirkes Sociallære. Det betyder, i praksis, at jeg hører til på det, der indtil for få år siden blev betragtet som den politiske midte. I dag er midten gået til i LGBT og wokeness og den slags sludder, så jeg tror faktisk ikke rigtig at den findes længere.

Dybest set er jeg vel nærmest at beskrive som Marianne Jelved-radikal (dog med diverse ‘twists’), men den slags er jo efterhånden uddød i partiet og erstattet af et mærkeligt miskmask af mærkværdigheder. Lad os bare sige, at partiet har forandret sig, så traditionelle radikale er blevet politisk hjemløse.

Religiøst og kirkeligt set, er jeg stadig katolik. Det har jeg været formelt siden min optagelse i Kirken i 1991 – og i hjertet nogen tid inden da. Det var jeg under torturen – også selv om mine bødler, i forbindelse med den falske henrettelse, valgte at give mig Koranen at læse i i stedet for Bibelen, som vel ville have været mere passende.

Den dag i dag deltager jeg i Den Hellige Messe mindst en gang om ugen, og følger med bekymring vores nuværende pave, samtidig med at jeg længes tilbage til de gode tider hvor paven var først polsk, siden tysk.

Men der kommer en bagefter den nuværende og jeg tror at han bliver rigtig god.

Derfor blev jeg tortureret

Jeg har tidligere her på siden skrevet om dengang jeg blev kidnappet og efterfølgende udsat for tortur af personel fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Men selv om jeg hist og her har antydet lidt om begrundelsen for at disse uhyrligheder fandt sted, er det ikke et emne som jeg har underkastet en systematisk behandling. Udeladelsen skyldes at begivenhederne havde rod i forhold, der sådan set hører privatlivet til, nemlig personlige relationer mellem mig selv og sagens to øvrige hovedpersoner.

Hverken Forsvarets Efterretningstjeneste eller PET havde i dengang i 2007 nogen som helst grund til at udvise professionel eller faglig interesse for mig. Begivenhederne skyldtes udelukkende en personlig relation mellem mig selv, torturbødlen Tom Gundersen og en fælles veninde. Det var, med andre ord, den klassiske historie med én pige og to drenge.

Selv om kidnapningen fandt sted i efteråret 2007, begyndte opspillet allerede 14 år tidligere – på en smuk sensommeraften i 1993.

En bekendt nede fra Den Katolske Menighed i Esbjerg, havde i al sin visdom besluttet sig for at jeg skulle møde en pige fra hendes netværk, og havde derfor inviteret både hende og mig hjem til middag en aften. ʻAlle kan lide Christina – det vil du også kunneʼ, havde hun sagt. Og det kunne jeg – fra første blik. Hun var 16, jeg ti år ældre.

Tilstede var også husets søn – min senere torturbøddel Tom Gundersen. Mellem os skete der også noget fra første blik men det var i hvert fald ikke kærlighed. Ingen af os brød os om hinanden, men heldigvis behøvede vi ikke tale sammen. Jeg husker at mit eget fokus den aften var på Christina.

For at gøre den lange historie kort, fortsatte hun og jeg de kommende år med at se hinanden – som periodevist vældig gode venner. Sidst i halvfemserne skete der så et brud, men efter at jeg nogle år senere havde afbrudt et præstestudie for Den Katolske Kirke, var Christina pludselig i røret en dag – hun havde nemlig fået den ide at vi skulle til at ses igen.

Anden gang vi så hinanden efter genforeningen, sad vi overfor hinanden i sofaen i hendes lille rækkehus i centrum af Esbjerg. Pludselig, ud af et blå, nævnte hun muligheden for at vi skulle giftes. Det overraskede mig mildest talt lidt, for intet i Christinas liv på det tidspunkt antydede, at hun på nogen som helst måde var det, man kalder gifteklar.

Christina levede nemlig et liv med flere mænd, og det havde hun tydeligvis tænkt sig at blive ved med. Det var den ene ting. Men der var også et lille twist: Hun og Tom Gundersen befandt sig i et usundt og amoralsk forhold – som hun også havde tænkt sig skulle fortsætte.

Jeg forlangte, helt rutinemæssigt, både Tom Gundersen og de andre mænd fjernet fra hendes liv inden forhandlingerne kunne fortsætte. Og der strandede samtalerne omkring vores giftemål så. Det viste sig nemlig, at der var en særlig ʻcatchʼ hvis man ville være en af mændene i Christinas liv: Så skulle man forstå, at det i alle væsentlige forhold skulle være Tom Gundersen der var lederen; dén, der bestemte. Man skulle forstå og acceptere, at han på enhver måde og i samtlige livets forhold havde fortrinsret til Christinas person. Med andre ord var der tale om en dominerende relation, hvor den/de dominerede var tredjepersoner: hendes mandlige bekendte. Det var naturligvis uacceptabelt, og langt fra hvad jeg betragter som et ægteskab.

Allerede i forbindelse med denne indledende sondering, som man vel bedst kan kalde det, besvarede Christina mit krav med at true mig med Tom Gundersens voldspotentiale. Men jeg holdt fast i det principielle: At hvis vi skulle giftes, eller for den sags skyld indlede et kæresteforhold, så måtte Tom og alle de andre naturligvis forsvinde.

Som allerede nævnt strandede forhandlingerne på kravet om monogami, men vores gamle venskab blev genoptaget – omend i mindre intens form end tidligere.

Gennem de kommende halvandet år frem mod torturen mødte vi vel hinanden en 5-6 gange. Jeg er, af hensyn til Christinas ære, nødt til at understrege at vores møder holdt sig inden for grænserne af det meget ærbare. Ud af respekt for Christinas livsvalg, valgte jeg nemlig at holde en armslængdes afstand til hende. Dette fandt jeg, situationen taget i betragtning, var det mest rimelige.

Det skal siges, at møderne led under den logistiske udfordring, at Christina stadig boede i Esbjerg, mens jeg var i Aarhus og heller ikke dengang havde tilstrækkelig økonomi til at flytte hjem. Ellers havde jeg gjort det – så jeg kunne se hende noget oftere.

Inden vi fortsætter til torturdelen og Christinas rolle heri, er vi nødt til at hæve blikket lidt. Jeg har tidligere skrevet om et hemmeligt netværk af personer her i landet, der bistår de to efterretningstjenester med små og store opgaver og som rekrutteres med alskens patriotisk røgelse – herunder snak om at være en ʻmodstandsbevægelse hvis vi skulle blive besatʼ. Dette netværk havde Christina været medlem af – det ved jeg fordi hun som helt frisk og sprød 19-årig tilbage i ’90erne ikke kun fortalte mig om det, men dengang også sendte en ʻfølerʼ ud for at rekruttere mig.

Den nævnte aften hjemme i hendes sofa gentog hun føleren, og jeg gentog min afvisning. ʻVi bliver sgu ikke besatʼ, svarede jeg og gentog min bekymring i forhold til den kriminalitet, som et paramilitært netværk nødvendigvis må føle sig fristet til. Netværket har jeg, som allerede nævnt, skrevet om i andre indlæg her på siden. Disse henviser jeg til at man læser, hvis den slags har interesse.

Forholdene omkring kidnapningen og torturen har jeg ligeledes beskrevet andre steder her på siden, og det henviser jeg derfor til. Jeg vil gerne understrege, at selv om mine kidnappere i forbindelse med selve kidnapningen var iklædt civil, var de i forbindelse med forhør, mishandling og transport til/fra min celle alle i uniform. Jeg konstaterede ved den lejlighed, at vagterne var fra Jægerkorpset.

I forbindelse med den ulovlige tilbageholdelse, var der udover den ekstreme vold naturligvis også forhørssessioner. Umiddelbart skulle man forestille sig at emnerne for forhørene skulle være emner som havde faglig interesse for efterretningstjenesten, men dette var ingenlunde tilfældet.

Tom Gundersen stod for forhørene og han interesserede sig i den forbindelse primært for mit forhold til Christina og hvad jeg i øvrigt syntes om hende. Således var det første spørgsmål jeg fik stillet under det første forhør: ʻElsker Du Christina?ʼ

Andre emner som bødlen interesserede sig for, var mit daværende medlemsskab af Det Radikale Venstre og min baggrund som kandidat for partiet ved diverse valg; kommunalt, regionalt og en enkelt gang til folketinget, og min seksualitet i almindelighed samt de forskellige former for foreningsarbejde som jeg var og havde været involveret i.

Forhørene drejede sig således om diverse personfnidder, og ikke om emner som med rimelighed kunne være af faglig interesse for en efterretningstjeneste.

Men der var en rød tråd, og her skal jeg minde om Christinas tidligere forsøg på at rekruttere mig. Under hele min tilfangetagelse, ved hver eneste session uanset om jeg skulle forhøres, tæves, druknes, voldtages eller på anden vis mishandles, forlangte Tom nemlig at jeg skulle arbejde for ham. Men jeg nægtede hele vejen – og hvorfor skulle jeg også andet?

Jeg nægtede hver eneste gang han forlangte at jeg skulle arbejde for ham, så på et tidspunkt besluttede han sig for at smide ʻatombombenʼ.

Jeg blev, stadig nøgen og fyldt med bedøvende stoffer, anbragt i en anden celle end den hvor jeg normalt var i – og så blev Christina sendt ind i cellen til mig. Hendes opgave var at overtale mig til at sig ja til bødlens krav, til at knæle for Tom og acceptere hans krav- fordi, og jeg citerer, ʻså holder det op.ʼ

Men dét virkede heller ikke. Jeg er katolik, tidligere præstestuderende og ville engang have været cisterciensermunk, så jeg er rimelig vaccineret mod de fleste former for ondskab – og ét er sikkert: uanset hvad de ville have af mig, var der tale om ondskab og dæmoni.

Men det var på denne måde at jeg fandt ud af, at Christina var til stede under hele forløbet. Hun overværede slagene, sparkene, ydmygelserne, voldtægten, den falske henrettelse og forhørene – og hun billigede det hele.

Alt – hele vejen igennem.

Dette gjorde Christina på trods af at hun faktisk var nyuddannet sygeplejerske – endda så nyuddannet at blækket på hendes eksamensbevis dengang i 2007 knap nok var blevet tørt. Normalt er det ellers sådan, at sygeplejersker skal lindre smerter og hjælpe med til at helbrede syge, men sygeplejersken Christina deltog altså i tortur.

Det giver sig selv, at det var hendes deltagelse i det førnævnte netværk og bundløse loyalitet overfor Tom Gundersen, der gjorde at hun blev beordret til at deltage.

Jeg husker med en vis fornøjelse, at Christina som nyuddannet sygeplejerske var overordentlig utilfreds med lønnen (‘Man skal mindst have en rig mand for at have råd til det her‘, sagde hun flere gange) og det kom derfor ikke som nogen overraskelse, da hun hurtigt besluttede at videreuddanne sig til en højere lønramme.

Christina har således videreuddannet sig til læge. Da jeg researchede til dette indlæg, arbejdede hun såmænd på en børneafdeling. Men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor mange gange hun sidenhen har assisteret Tom Gundersen, eller FE i almindelighed, med tortur af fanger og hvor mange af dem hun mon med sin lægefaglige ekspertise har hjulpet over i evigheden, efter at enten torturbødlen eller en officer har besluttet at de skal dræbes.

Men for at vende tilbage til min egen sag, så var kidnapningen og mishandlingen udelukkende begrundet i personfnidder og personlige uoverensstemmelser og intet andet. Så vidt jeg er orienteret, har Tom Gundersen i forbindelse med at diverse tilladelser blev indhentet fra sine overordnede, begrundet det med at der var tale om et rekrutteringsprojekt.

Men som de fleste af os ved af erfaring, så er det ikke altid at man fortæller chefen sandheden. I dette tilfælde var sandheden, at Gundersen efter sin egen mening havde et regnskab at gøre op. Alle der var til stede under de såkaldte ‘forhør’, vil kunne bekræfte at alt hvad der skete, var begrundet i vores personlige relation.

Jeg er siden torturen ikke på nogen måde blevet kontaktet af hverken FE eller PET vedrørende sagen eller de to tjenesters holdning til mig. Dette mener jeg understreger min pointe.

Derimod overvåges jeg den dag i dag stadig i et omfang, der gør det umuligt for mig at have et arbejde. Det er tydeligt, at Tom Gundersen hverken har glemt sit had eller sin hævnlyst.

Dertil kommer de helbredsmæssige konsekvenser af torturen. At tortur giver livsvarige skader er kendt af de fleste, og dem er jeg i sagens natur heller ikke gået glip af. Jeg har tidligere nævnt en vedvarende og konstant tinnitus, der er så kraftig at jeg i perioder bogstavlig talt ikke kan høre hvad der sker omkring mig – fordi lydene fra omgivelserne bliver overdøvet af tinnitussen.

Den konstante høje og skarpe lyd har desuden givet mig et høretab, der gør at jeg er blevet bevilget og udstyret med et sæt høreapparater. Af hensyn til min sikkerhed er jeg dog ikke i stand til at gå med dem, fordi de er tilsluttet en app og derfor kan spores via bluetooth. Det betyder, at hvis jeg har dem i ørerne, kan man altid finde ud af hvor jeg befinder mig.

Torturen har også givet mig andre helbredsmæssige gener, men dem skal jeg spare læserne for at liste op her. I stedet henviser jeg til info hos Dansk Dignity (tidligere Dansk Center for Torturofre), der beskriver situationen for de fleste torturofre.

Med hensyn til Christina, så brød hun efter torturen forbindelsen til mig – med den begrundelse at jeg ikke vil Tom. I de forløbne år har forbindelsen mellem os været særdeles sporadisk, og den dag i dag ved jeg stadig ikke hvorfor min gamle ven dengang mente at jeg skulle mishandles og have mit helbred ødelagt på livstid.

Sagen med Støjberg er også en forfatningskamp

Som det sikkert allerede er de fleste bekendt, er der faldet dom i rigsretssagen mod tidligere minister Inger Støjberg.

Dommen har givet flere folketingspolitikere anledning til at justere deres opfattelse af sagens karakter. Som eksempler kan nævnes tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstres retsordfører, folketingsmedlem Preben Bang-Henriksen. Begge stemte i sin tid imod overhovedet at rejse sagen, mens begge hurtigt efter domfældelsen erklærede at have taget fejl.

Også jeg tog fejl, men dog på en anden måde end de to nævnte herrer. Jeg var enig med Folketingets flertal da sagen blev indbragt for Rigsretten, men blev i løbet af sagen i tvivl om hvorvidt det var lykkedes for anklagerne i tilstrækkeligt omfang at påvise skyld til at der ikke længere var berettiget tvivl herom. Men jeg tog fejl, og Støjberg ryger nu ud af Folketinget og kommer til at tilbringe et par måneder i et åbent fængsel.

Der tales meget om hvorvidt Inger Støjberg efter et kommende folketingsvalg måtte ønske at vende tilbage til det politiske liv, men det tvivler jeg personligt på at hun vil. Jeg skal ærligt indrømme, at min bedømmelse primært bygger på en intuitiv fornemmelse, og at der derfor ikke kan argumenteres yderligere herfor. Men i og med at min intuition ganske ofte viser sig at være særdeles præcis, ofte mere end mit intellekt, tror jeg faktisk at det er sådan det bliver.

Sagen mod Støjberg er principiel for karakteren af vort folkestyre. Der er talt meget om vigtigheden af at ministre holder sig til at administrere lovgivningen inden for lovens rammer og det, for de fleste af os, logiske ved at en minister aldrig kan gå udenfor disse rammer. For de af os der tror på parlamentarismen og retssamfundet, er den slags børnelærdom og noget der sider på ryggraden. For selvfølgelig kan regeringer ikke bare gøre hvad der passer dem!

Andre, særligt blandt Støjbergs støtter på Facebook og den slags steder, har en anden opfattelse. Dér viser det sig at der også er en anden grundholdning repræsenteret i den danske befolkning: nemlig dén med at en regering som en selvfølge ikke nødvendigvis er bundet af andet end sin egen vilje.

Modsætningen mellem disse to grundholdninger er interessant, og i virkeligheden en meget gammel uenighed i det danske folkestyre. Det danske folkestyre har nemlig siden sin spæde begyndelse i 1849 i høj grad været en kamp mellem modsatrettede forfatningsopfattelser; Om monarkens stilling i forhold til regeringsdannelsen – og omfanget af Folketingets kontrol med den til enhver tid siddende regering.

Rent statsretsligt var det med stadfæstelsen af Grundloven af 1953 at der blev sat endeligt punktum for denne diskussion. Det skete efter et århundrede med provisorielovgivningen under Estrup, parlamentarismens indførelse i 1901, statskuppet i 1920 og tredivernes kamp om demokratiets betimelighed, hvor kredse langt ind i både Det Konservative Folkeparti og partiet Venstre faktisk ønskede en ʻstærk mandʼ uden unødig parlamentarisk kontrol.

Men med grundlovsændringen af 1953 blev der formelt sat punktum for denne diskussion. Med Grundloven og ministeransvarsloven i hånden, er det nu, groft skåret, sådan, at en minister ikke så meget som kan gå på toilettet i arbejdstiden uden at have sin lovhjemmel i orden. Det er sådan det er, og sådan det skal være.

 Men der findes stadig kredse i både det parlamentariske liv og dele af offentligheden, der groft sagt hælder til Enevældens regeringsopfattelse: At en regering er regering og i princippet kan gøre som den vil. Støjbergs helt bevidste lovbrud er et eksempel på denne regeringsopfattelse, og det samme er naturligvis hendes støtter.

Man har set en tilsvarende tendens i Mink-sagen, hvor den siddende regering tilsyneladende slet ikke har interesseret sig en døjt for hvorvidt der mon var lovhjemmel til at nedlægge et helt erhverv og regeringens støtter, der højlydt har forsvaret beslutningen med argumentet om at det var en meget vigtig og nødvendig beslutning. Også den sag ender sandsynligvis for Rigsretten, men den tid den sorg.

Der har således gennem tiden udviklet sig en tendens i begge de to store statsministerbærende partier, der peger i retning af en mindre grad af respekt for én af folkestyrets helt centrale grundpiller. Og det er af flere grunde bekymrende.

Det er bekymrende, for det peger hen imod en accept i både Socialdemokratiet og Venstre af princippet om at en regering sådan set kan gøre hvad den vil – inden for rammerne af hvad man lige nu og her kan slippe afsted med. Men sådan må det ikke blive. En regering skal være svinebåndet af loven og af Folketinget, ellers hører vort folkestyre og retssamfund op.

Ingen af os ønsker reelt at leve i et samfund, hvor en hvilken som helst regering eller minister bare kan anvende statens magtapparat som det passer dem. Det dur simpelthen ikke! Hvis en regering eller en minister er utilfreds med de bånd som landets love lægger på magtudøvelsen, må man gå til Folketinget og se om man kan få disse bånd løsnet eller rammerne udvidet. Sådan er det, og sådan skal det være.

I virkeligheden kunne mit indlæg slutte lige her, for jeg har jo allerede skrevet alt det principielle i sagen.

Men jeg vil gerne, med min egen sag, pointere vigtigheden af at regeringen og statsmagtens magtudøvelse holder sig inden for lovens rammer. Som tidligere nævnt her på siden, blev jeg for nogle år siden kidnappet, ulovligt tilbageholdt og i forbindelse hermed tortureret, mishandlet og voldtaget af en enhed under Forsvarets Efterretningstjeneste.

Som jeg også har redegjort for her, blev kidnapningen og mishandlingen foretaget af en person som jeg dengang i halvandet årti havde konlurreret om en pige med, og som så lejligheden til at afklare det personlige regnskab han mente at have med mig.

 Jeg anbefaler kraftigt at eventuelle nye læsere får læst op på hvad jeg tidligere har skrevet om det hændte.

Ifølge efterretningstjenesten selv, skete disse ugerninger med tilladelse fra en siddende minister – en minister, der således intet problem så i at sætte sig udenfor loven og krænke en dansk borgers person og rettigheder.

Det var således den daværende forsvarsminister Søren Gade, der gav tilladelse til at min gamle fjende kunne aflytte mig, for der var intet grundlag for en dommerkendelse – og slet, slet ikke for en militær enhed, som FE jo er. Det var også daværende forsvarsminister Søren Gade der gav tilladelse til at ʻhente mig indʼ og som blandt andet stillede en helikopter til rådighed i den forbindelse. Og det var samme Søren Gade, der efterfølgende gav regeringens tilgivelse for kidnapningen, mishandlingen, gennembankningen og voldtægten af mig.

Der er ingen tvivl om, at både torturbødlen Tom Gundersen og hans daværende minister med deres handlinger bevægede sig langt, langt udenfor lovens rammer.  Men Gade er som Støjberg: med en regeringsopfattelse fra Enevældens tid.

Jeg bringer mit eget eksempel ind i sagen med Støjberg for at vise et eksempel: Et eksempel på hvilket slags samfund vi kan ende med at få, hvis forfatningskampen mellem de to regeringsopfattelser som er beskrevet, måtte ende med at svække Folketingets kontrol med de skiftende regeringer.

Det er ikke et samfund nogen af os ønsker at leve i – bortset fra de meget få, der på forskellig vis kan styre eller manipulere den statslige magtudøvelse. Derfor er det vigtigt at den statslige magtudøvelse holder sig inden for lovens rammer, og derfor er det trods alt glædeligt at Inger Støjberg blev dømt i Rigsretten.

Kidnappet, tortureret, mishandlet og voldtaget af dansk militær

Kidnappet, tortureret, mishandlet og voldtaget af dansk militær – i Danmark. Det er sagen i en nøddeskal. Og jeg er med garanti ikke den eneste.

Min historie er beskrevet flere steder her på bloggen, men jeg synes efterhånden det er på tide at ʻsamle sammenʼ, så min historie bliver skrevet ét sted. Det bliver så nu – og her. Der er mere at fortælle – meget mere, men det må vente til tiden er inde.

Kidnapningen fandt sted en tidlig oktobermorgen i 2007. Jeg var på vej hjem fra nattearbejde, da en gruppe på fem civilklædte mænd sprang ud foran min cykel og spærrede vejen videre frem. Den ene trak mig ned fra cyklen og der opstod et håndgemæng mellem os. Det endte med at militærsvinet, en person ved navn Tom Højbjerg, røg ned i asfalten og fik fornøjelsen af et par gange at mærke min højre sikkerhedssko lige midt i ansigtet. Efter sigende røg han i coma og tilbragte efterfølgende nogen tid på et amerikansk militærhospital i Tyskland.

På et dansk sygehus ville der nemlig blevet stillet spørgsmål, og det havde militæret i sagens natur ikke lyst til.

Den dag i dag fortryder jeg at jeg ikke gjorde arbejdet færdig og slog ham ihjel. Ét spark mere havde sendt ham ned til en evighed i svovl og ild – dér, hvor han retteligt hører hjemme.

De øvrige fire trak pistolerne, jeg fik strips på samt en hætte over hovedet og fik en nål i den ene balle, hvorefter jeg mistede bevidstheden. Jeg vågnede på et tidspunkt under transporten, inden jeg fik med sprøjten igen. Men jeg nåede dog at konstatere at vi befandt os i en helikopter – dén lyd tager man ikke fejl af!

Dét der fulgte, er velkendt for faste læsere af denne side. Hvordan de tog mit tøj og briller fra mig, slæbte mig nøgen rundt og opbevarede mig i en celle med konstant belysning. I de kommende dage oplevede jeg langvarige forhørssessioner (som jeg nok skal vende tilbage til), blev gennemtævet af forhørslederen (ham vender jeg også tilbage til) voldtaget og bogstavlig talt druknet. Til slut blev jeg, under trusler om fortsat tortur og efterføgende drab, tvunget til at underskrive et dokument på flere sider, vistnok fire, inden de bedøvede mig igen og til slut afleverede mig på min bopæl.

Alt dette er velkendt stof for læsere af min side, for hændelsesforløbet er beskrevet i mit indlæg Under Tortur. Forhørslederen, eller torturbødlen som han vel rettere bør tituleres, var en person som på dette tidspunkt havde været en del af mit liv i 14 år. I størstedelen af denne periode havde vi været rivaler til den samme pige ovre i Esbjerg. En pige, som lidt over halvandet år inden kidnapningen, aldeles på eget initiativ have genoptaget forbindelsen med mig.

Torturbødlen, min gamle rival, var en person ved navn Tom Gundersen. Han var gået ind i FE nogle år efter vi havde lært hinanden at kende, cirka engang i midthalvfemserne. Identifikationen af Tom Gundersen som min torturbøddel er helt sikker, og det har jeg skrevet om i indlægget Ondskabens navne.

Jeg havde overfor vores fælles veninde forlangt Tom fjernet permanent fra hendes liv som betingelse for det som hun ønskede af mig. Resultatet blev kidnapning, tortur, voldtægt – og så vidt jeg ved også en placering på en eller anden national terrorliste. Korruption har mange ansigter, og dette er ét af dem.

Tiden under den ulovlige tilbageholdelse blev også brugt til andet end tæsk og voldtægt; der var også længere forhørssessioner. Her blev jeg, splitternøgen, fyldt med stoffer, med en sæk over hovedet og lænket til et bord, i timevis udspurgt om mit engagement i Det Radikale Venstre og mit engagement i en dengang ganske kendt forening der beskæftigede sig med integration i Gellerupparken hvor jeg boede.

Men det der optog allermest tid under forhørene, var mit forhold til C – vores fælles veninde. Tom var overordentligt interesseret i alting der vedrørte mit forhold til C. Han brugte også meget tid på at udspørge mig om min eventuelle involvering dengang i halvfemserne hvor han blev smidt ud fra sin families rideskole (Svar: Jeg frydede mig, men havde ingen involvering. Desuden havde han fortjent det!).

Kidnapningen, den ulovlige tilbageholdelse, torturen, voldtægten, tæskene og den efterfølgende årelange chikane fra både PET og FEʼs side, havde rod i én eneste ting: At jeg skulle trynes, fordi Tom Gundersen fra FE følte sig ydmyget af mig.

Den dag i dag har jeg stadig mén efter torturen. Lige siden dengang har jeg lidt af en forfærdelig og meget højlydt tinnitus. I perioder er tinnitussen så højlydt at jeg ikke er i stand til at følge med i hvad der foregår omkring mig. I flere år efter var der også mareridt og lignende ting, men det er forbi nu.

 Og ydermere: Lige siden har jeg været under overvågning fra vort lands efterretningstjenester. Mine kolleger fra min daværende arbejdsplads fortalte mig ofte om henvendelser fra efterretningstjenesten der handlede om mig; om hvem jeg talte med, hvad jeg interesserede mig for – den slags ting. Desuden har jeg flere gange siden observeret at jeg har været under overvågning – den slags er det faktisk ikke særlig svært at få øje på.

Og under et ophold i et kloster i Sverige, fortalte priorinden mig at svensk politi havde været forbi for at spørge om jeg var der. Svenskerne viste et billede som helt klart var mig, men med en historie om at jeg skulle være en svensk ægtemand der havde tævet sin kone. Men den kloge nonne gennemskuede løgnen, svarede at hun aldrig havde set mig og gik direkte videre til mig.

Jeg kan skrive en langt indlæg om mine erfaringer som offer for denne chikane og hvad den har betydet for mig, og vil måske gøre det en dag. Indtil da må man nøjes med det jeg allerede har skrevet i indlægget Efter Torturen.

 Kidnapningen og torturen er naturligvis blevet anmeldt til Østjyllands Politi, men den blev afvist uden at jeg på noget tidspunkt har haft indtryk af at den har været realitetsbehandlet.

Og lige for tiden har jeg så en ansøgning om aktindsigt kørende via Forsvarets Efterretningstjeneste og Forsvarsministeriet. FE vil selvfølgelig ikke give aktindsigt, men det er helt efter bogen. Nu ligger der så en anke hos Forsvarsministeriet, og det bliver interessant at se hvad de vil stille op med den.

For sagen er, at på den ene side er det en kendt sag at én af Forsvarsministeriets vigtigste (og meget uskrevne) opgaver sådan set er at dække over militærets fejltagelser og, når det sker, direkte ulovligheder. Men samtidig har vi jo også en ministeransvarlighedslov her i landet som giver ministeren, Trine Bramsen, pligt til under strafansvar at reagere på ulovligheder inden for hendes resortområde.

Der er flere måde sagen kan ende på. Jeg forventer at den ender i retten med Tom Gundersen, Tom Højbjerg og deres medskyldige som anklagede. Om domfældelsen skal finde sted i Danmark eller krigsforbryderdomstolen i Haag får vi at se. Der findes også andre veje til retfærdighed, og jeg er åben for dem alle.  

Personligt foretrækker jeg Haag, men Landsretten kan også gøre det. Indtil da vil jeg foreslå at man læser de indlæg jeg tidligere har skrevet om sagen her på siden

Under Tortur

Efter Torturen

Ondskabens Navne

 Militærets Hemmelige Netværk

Sådan er det at dø

Derfor blev jeg tortureret

Sådan er det at dø

I modsætning til de fleste har jeg oplevet døden – omend min bortgang ganske vist ikke var permanent.

Det skete under med den kidnapning jeg var udsat for i 2007. I forbindelse med den ulovlige tilbageholdelse, blev jeg udsat for forskellige former for tortur: Falsk henrettelse, slag og spark, anal voldtægt – og at få mit hoved holdt under vand i flere minutter af gangen. Det var under sidstnævnte ʻaktivitetʼ at jeg døde.

Jeg ved med sikkerhed at jeg døde. Det ved jeg, fordi en kilde som var tilstede under torturen har fortalt mig, at jeg i et par minutter eller deromkring hverken havde puls, åndedræt eller hjerteslag og derfor efter enhver rimelig målestok var død.

Faktisk betragtede mine bødler mig allerede som værende dræbt – og på grund af omstændighederne skræmte det dem temmelig meget.

Desuden er min erindring om det som jeg oplevede efter at være druknet og have forladt min krop af en sådan karakter, at det kun kan være døden jeg erindrer.

Men desværre døde jeg ikke permanent ved den lejlighed – og jeg siger med vilje desværre, for et lig ville med sikkerhed have fået torturbødlen, Tom Gundersen, og hans nærmeste chef i Forsvarets Efterretningstjeneste, Tom Højbjerg, sat i fængsel på livstid. Det ville jeg for så vidt ikke have haft noget imod at ofre mit liv for.

Men jeg vil gerne fortælle hvad der skete, hvordan jeg oplevede mine få øjeblikke på den anden side af tærsklen – og lidt reflektion over dette.

Som jeg tidligere har skrevet, var jeg splitternøgen under hele den ulovlige tilbageholdelse og torturen. Under drukningen var mine hænder desuden lænkede bag på ryggen, og jeg var dermed aldeles forsvarsløs, da Tom Gundersen gentagne gange trak mit hoved ned i et kar med vand og op igen.

Dette gentog sig temmelig mange gange. Jeg skriver temmelig mange, for i den slags situationer tæller man ikke. Min midlertidige død skete, mens Gundersen holdt mit hoved under vandet længere tid end andre gange – og så gjorde jeg dét som Bill Clinton vistnok aldrig gjorde: Jeg inhalerede.

Om jeg gjorde det med vilje skal jeg ikke komme nærmere ind på her, men jeg gjorde det i hvert fald. En ordentlig, fuld mundfuld hele vejen ned.

Jeg husker stemmer i panik ʻHvad sker der?ʼ råbte torturbødlen Tom Gundersen, mit hoved blev trukket op fra vandkarret og jeg mærkede min krop ramme gulvet.

Druknedøden er ikke særlig behagelig, og jeg mærkede min krop gøre modstand, mens mit sind forlangte døden. Sindet vandt.

Min erindring om det som hændte efter kroppen gav op og mit jeg forlod den, vil for altid stå prentet i mit sind som noget af det smukkeste og mest fredfyldte jeg nogensinde har oplevet i mit liv.

Efter torturens kaos, Tom Gundersens afsindige, dæmoniske had, volden, råbene og ydmygelserne, ramte jeg nu direkte ind i freden. Da jeg forlod min krop, oplevede jeg den mest intense fred jeg nogensinde har oplevet – og jeg har ellers tilbragt snesevis af timer, hvis ikke hundredevis, i de mest fredfyldte klosterhaver.

Men intet, absolut intet kunne sammenlignes med dette.

Freden var så intens at der ikke findes ord til at beskrive den, og det vil jeg derfor holde op med at forsøge. Når jeg tænker tilbage i min erindring, husker jeg også en oplevelse af bevægelse – altså at jeg bevægede mig et sted hen. Men så skete der noget.

Nogen eller noget greb fat i mig og begyndte at presse mig tilbage – med vold. Jeg kæmpede imod alt hvad jeg kunne og jeg kæmpede så længe og så hårdt jeg kunne, men ligemeget hjalp det. Jeg kæmpede også imod længe efter at jeg var blevet installeret i min krop igen, indtil det gik op for mig at kampen var slut – og at jeg havde tabt.

Senere vågnede jeg op i min celle, ligeså nøgen som under drukningen, og var splitterrasende. Rasende over at døden varede så kort, rasende på de nazisvin der torturerede mig – og rasende, fordi jeg udmærket godt vidste, at torturen skulle til at fortsætte lige om lidt. Og det gjorde den også. Det som fulgte var slag, spark, elektriske stød, voldtægt og andet, som ikke hører hjemme i dette indlæg.

Reflektioner over det at dø

Jeg lovede for lidt siden lidt reflektioner over min dødsoplevelse. Faktisk har jeg både meget og ʻikke særlig megetʼ at sige. men det vigtigste er dette: At der ikke er nogen grund til at frygte døden. Det skal indrømmes at kontrasten mellem tortur og vold på den ene side og dødens fred på den anden, altid vil få en sammenligning til at falde ud til dødens fordel.

Men når det er sagt, vil jeg gerne tilføje følgende: Som sagt er der ikke nogen grund til at frygte døden – tværtimod ser jeg mange mennesker omkring mig som lever et liv i lidelse, ydmygelse og fattigdom. Efter min mening har rigtig mange mere at frygte fra livet end fra døden. Jeg oplevede døden som fred, kærlighed, skønhed, glæde – og kortvarig.

Derfor morer det mig lidt, når mine fjender i militæret og deres kriminelle netværk flere gange har truet med at ville slå mig ihjel. For mig er døden ikke en trussel – det er et løfte.

–00–
Hvis man interesserer sig for at læse mere om den tortur jeg var udsat for, anbefaler jeg følgende indlæg her på siden:

Under Tortur
Ondskabens Navne

Ondskabens navne

Jeg har tidligere skrevet om den kidnapning, ulovlige tilbageholdelse og tortur som jeg i sin tid blev udsat for af personel fra Forsvarets Efterretningstjeneste.

Der er et par ting som jeg er nødt til at slå fast i den anledning. For det første, at militæret ingen ret har til hverken at arrestere eller på anden måde tilbageholde civile borgere i dette land. Det havde de heller ikke i 2007 hvor disse hændelser fandt sted. De ting som jeg under den ulovlige tilbageholdelse blev udsat for: Tortur, grov vold, doping med ukendte stoffer, voldtægt og trusler om henrettelse, både er og var naturligvis langt uden for militærets beføjelser – såvel her i landet som i krigszoner rundt om i verden.

De officerer som deltog i det hændte er dermed kriminelle efter dansk lov – og det samme gælder sådan set de vagter som stod for bevogtningen af mig, som lænkede mig til bordet i forhørslokalet og som trak mig nøgen rundt mellem sessionerne. Derom hersker der ingen tvivl.

Den ansvarlige Case Officer fra Forsvarets Efterretningstjeneste var en person ved navn Tom Højbjerg. Tom Højbjerg var dog indisponeret fra at deltage i selve torturen mv, idet han på det tidspunkt efter sigende lå i Coma. Denne tilstand skyldtes at det var ham der hev mig ned fra min cykel da FE-gruppen kidnappede mig, og derfor også ham der stod nærmest da jeg forsvarede mig.

Efter sigende var det ganske tæt på at Tom Højbjerg var blevet slået ihjel denne oktobermorgen i 2007. Han fik vist et par spark midt i ansigtet, men desværre ikke nok til at sende ham helt ind i det evige mørke. Det havde ellers gjort verden til et betydeligt bedre sted for mange mennesker, og Tom Højbjergs overlevelse den morgen er således én af de få ting i mit liv som jeg fortryder.

I steder for at deltage i torturen og voldtægten af mig, måtte han således finde sig i at ligge på det amerikanske militærhospital i Frankfurt, hvor han ifølge en rimelig troværdig kilde blev transporteret til. På et dansk hospital ville der nemlig være blevet stillet ubehagelige spørgsmål, og den slags ville de kriminelle militærfolk helst undgå.

Den ansvarlige for selve torturen var en person der præsenterede sig som Tom Gundersen. Tom Gundersen er en interessant person, idet vi på daværende tidspunkt via en fælles veninde perifert havde været en del af hinandens liv i 14 år.

Det var rivaliseringen omkring hende, som skabte den modvilje der kulminerede med kidnapning, grov vold, tortur og voldtægt i oktober 2007.

Selv om jeg det meste af tiden havde en sæk over hovedet, var der dog stunder hvor dette ikke var tilfældet. Og selv om jeg mod min vilje var blevet fyldt med stoffer, er jeg dog alligevel overbevist om følgende: At det var dén person jegkendte som Tom Gundersen, der foretog disse på enhver måde afskyelige handlinger mod mig.

Jeg genkendte ham som den person jeg mødte første gang under en middag 14 år tidligere hos hans forældre og to søstre – middagen, hvor jeg ved samme lejlighed blev præsenteret for den pige, der i mere end et årti skulle blive centrum for en rivalisering mellem os. Og for at være sikker fik jeg senere (efter torturen) en person i vores fælles omgangskreds til at vise mig et billede af ham – og der er ingen tvivl: Det var Tom Gundersen der under kidnapningen trak pistolen og truede med at slå mig ihjel, det var Tom Gundersen der under den ulovlige tilbageholdelse gennemtævede mig mens jeg var lænket med håndjern.

Det var også Tom Gundersen der gennemførte en falsk henrettelse på mig, ligeledes som det også var Tom Gundersen der både voldtog mig og som senere har påstået at have regeringens tilladelse til at slå mig ihjel når det passer ham.

Det var også Tom Gundersen, der under en tortursession gentagne gange tvang mit hoved ned i et kar med vand – og til sidst holdt mit hoved under vand så længe at jeg mistede bevidstheden.

Og det var Tom Gundersen der under den ulovlige tilfangetagelse lænkede mig til noget der mindede om en tandlægestol, inden jeg fik spændt noget der føltes som en hjelm på mit hoved. I de kommende timer blev mit stakkels hoved derefter fyldt med en kakofoni af stemmer, ord og lyde.

Det var også Tom Gundersen, der under trussel om at slå mig ihjel, tvang mig til at underskrive et dokument på vistnok fire sider – som jeg vel at mærke aldrig fik lov til at læse.

Tom Gundersen er en kriminel med stærkt psykopatiske træk, som i karakter og manglende samvittighed fuldt ud kan sammenlignes med bødlerne fra Nazitysklands KZ-lejre og de etniske udrensninger i det tidligere Jugoslavien.

Som jeg tidligere har skrevet her på bloggen, drejede næsten samtlige ʻforhørʼ sig om min deltagelse i lovligt politisk arbejde i Det Radikale Venstre og helt almindeligt integrationsarbejde.

De øvrige forhør drejede sig om min relation til vores fælles veninde og min seksualitet i almindelighed. Især mit forhold til den fælles veninde blev der brugt mistænkelig meget tid på at udspørge mig om. Alt dette skete mens jeg var blevet fyldt med stoffer, og blev jævnligt afbrudt af fysisk mishandling.

At både Tom Højbjerg og Tom Gundersen er kriminelle efter såvel dansk lov som international ret, kan der ikke herske tvivl om. Militære overgreb mod civilbefolkningen udenfor lov og ret hører under krigsforbryderdomstolens område, så selv om Tom Højbjerg var indisponeret fra at deltage i selve torturen mv, må han nødvendigvis have været vidende om at dette var hensigten, da han stod i spidsen for kidnapningen mod mig.

Tom Gundersens handlinger; ulovligt fangenskab, tortur, voldtægt falder også herind under, idet det hændte fandt sted i militært øjemed og var rettet mod et medlem af civilbefolkningen.

Men under alle omstændigheder, selv hvis jeg skulle fejlbedømme krigsforbryderdomstolens arbejdsområder, er de begge forbrydere efter dansk ret og hører hjemme bag tremmer.