Som kristne ved vi jo allesammen godt, at Gud virker i os og iblandt os. Men hvordan foregår den slags egentlig i praksis – og hvad skal vi gøre for bedre at kunne få øje på disse Guds aktiviteter i vores liv?
Sandheden er, naturligvis, at for det meste opdager vi det aldrig – eller i hvert fald, i bedste fald, først lang tid senere. Og da mest af alt som en mistanke, en anelse.
Bibelen er fuld af eksempler på Guds indblanden i menneskenes verden. Faktisk er dette et af selve Bibelens grundtemaer: At Gud er med os, at der handles i vore liv. Den viser også, at vi af og til faktisk kan ʻrisikereʼ at gøre det rigtige uden rigtig at vide hvorfor, men hvor vore handlinger faktisk senere viser sig at være en del af en nøje tilrettelagt guddommelig plan.
Et godt eksempel herpå, er Bibelens beretning om de tre vise mænd, der rejste langvejs fra for at besøge det nyfødte Jesusbarn mens han lå i krybben i Bethlehem. I Kirken fejrer vi festen, Hellig Tre Konger, i begyndelsen af januar. I den katolske liturgiske kalender for Bispedømmet København, fejredes denne festdag i år søndag den 8. januar, hvilket hænger sammen med at visse festdage af praktiske hensyn først fejres i Kirken den næstfølgende søndag – ellers ville den korrekte dato naturligvis have været den 6. januar.
I forbindelse med præstens prædiken på denne søndag, sad jeg og tænkte videre på teksten, som var fra Matt 2, 1-12, og i mine overvejelser nåede jeg frem til at teksten med de tre vise mænd og deres strabadser faktisk på mange måder symboliserer selve Troens rejse for mange kristne.
Først: De tre vise mænd rejste langt og gik igennem mange strabadser, men sandsynligvis uden nogensinde at komme til at opleve det lille barn i fuld udfoldelse, da der skulle gå yderligere tredive år inden Jesus påbegyndte sit offentlige virke i Israel.
De vise mænd var ude på en meget lang rejse. Det mest sandsynlige er at de indledte rejsen i det daværende Persien, og rejsen både frem og tilbage må således have været både lang, fuld af strabadser og bestemt ikke uden farer. Men de gjorde det, og sandsynligvis uden nogensinde at komme til helt at forstå hvorfor det hele egentlig var så vigtigt.
Jo, de vidste godt at barnet var noget helt, helt særligt, for det havde de læst både i Skrifterne og i stjernerne, men omfanget af det har næppe stået dem klart. De forstod ganske givet heller ikke hvorfor det var så vigtigt at netop de skulle foretage denne rejse – eller for den sags skyld hvorfor det var så vigtigt at de skulle medbringe alle disse gaver; guld, røgelse og myrra.
Men de gjorde det, og dermed gav de os et vigtigt billede på Troens rejse. Senere viser det sig, og det finder vi antydet i historien, at disse temmelig dyre gaver faktisk skulle komme til at spille en vigtig rolle for det lille barn og Hans forældre.
Kun få timer efter at de vise mænd påbegynder rejsen tilbage til Persien bliver Josef nemlig vækket af Guds Engel, der giver ham besked på at bryde op ASAP og tage sin familie i landflygtighed i Egypten. Josef, Maria og det nyfødte barn skal bare ud af vagten og det skal være NU, for der er nogen der efterstræber barnet efter livet. Livet i eksil er både dyrt og besværligt – især når det sker uden forberedelser af nogen som helst art, så hér ser vi tydeligt det dobbelte formål med de dyre gaver fra Persien: Guldet, myrraen og røgelsen var tiltænkt som en nødvendig startkapital i det fremmede.
Så langt så godt, men historien stopper ikke her. Vi læser også om landets konge, Herodes og dennes reaktion på fødslen i Bethlehem. Herodes hører om barnet fra de vise mænd, der oven i købet beskriver Ham som ʻJødernes Kongeʼ – hvilket forståeligt nok forskrækker Herodes. Denne er jo, som vi ved, indsat af romerne som klientkonge, så Herodesʼ egentlige legitimitet som landets leder kan jo egentlig godt diskuteres – og Herodes ved det godt selv.
Derfor sætter han sig for at ville skille og af med barnet, og giver derfor de vise mænd besked om på tilbagerejsen at give ham besked om hvordan man finder barnet, så han selv kan besøge det. Tanken er selvfølgelig at Herodes vil bruge denne oplysning til at få den lille nyfødte slået ihjel.
Men her er det så at Herodes begår en fatal fejl; Herodes føler sig så sikker, at han lader de vise mænd rejse videre uden ʻeskorteʼ, og dermed giver han den lille familie et forspring, der er stort nok til at de slipper væk og i sikkerhed i Egypten.
Herodesʼ fejl er ikke kun fatal, den er også helt fundamental og, sagligt betragtet, ukvalificeret. Den slags fejl begår man ganske enkelt ikke, hvis man ønsker at begå sig som statschef. Men det gør Herodes, og det rejser så den næste lære vi kan uddrage af Bibelens beretning om de tre Hellige Konger: Nemlig at på samme måde som at Gud var forudseende og sørgede for at de tre vise mænd skaffede sikkert særdeles tiltrængt ʻrejsevalutaʼ til Den Hellige Familie, så sørgede Han også for at de, der stræbte Familien efter livet, blev så forsinket i deres forehavende at de nåede at undslippe den senere massenedslagtning af drengebørn i Bethlehem og omegn.
Bibelens fortælling om de Hellige tre Konger er således meget mere end et uventet besøg ved vuggen – eller krybben, som det jo var. Det er først og fremmest en historie, der handler om Guds Forsyn, om mennesker der går igennem store strabadser i tro på at det er det rigtige de gør.
Den handler om en Gud der beskytter sine udvalgte, her Den Hellige Familie, og sikrer dem at de kan klare den (guld, røgelse & myrra) – og det viser os en Gud, der ʻinspirererʼ historiens skurk til i et afgørende øjeblik at begå en fejltagelse, der redder Den Hellige Families liv.