En semit er en person, der taler et semitisk sprog. Disse udgøres i alt væsentligt af arabere, assyrere og andre grupper, som anvender sprog der tilhører det semitiske sprogområde. Også hebræisk er et semitisk sprog, og samtidig det officielle sprog for staten Israel. Landet giver desuden et andet semitisk sprog, arabisk, en ’speciel status’.

Det er derfor rimeligt at betragte borgerne inden for staten Israels grænser som ’semitter’. De er semitter, fordi statens to officielle sprog begge tilhører den semitiske sproggruppe.

Dette er et faktum, som desværre misbruges groft af Israels forsvarere, når legitim kritik af landets fremfærd overfor palæstinenserne affejes som værende ’antisemitisk’. Hvis man kritiserer Israel, er man åbenbart antisemit – et menneske, som nærer modvilje mod mennesker, der tilhører bestemte sproggrupper.

Det giver sig selv, at dette naturligvis er noget sludder. Det er der flere grunde til. Den ene er det åbenlyse: At Israels nuværende forsøg på folkedrab på palæstinenserne, rent faktisk er et folkedrab rettet mod en anden semitisk gruppe, idet sproget blandt palæstinenserne som bekendt er arabisk.

Man kan derfor med nogen ret bede Israel feje for egen dør, idet landets forsøg på fordrivelse og folkedrab mod landets oprindelige arabiske befolkning, med mindst lige så stor ret kan kaldes for antisemitisk.

Hvad Israels støtter tilsyneladende ikke forstår, er at Israel ikke har eneret på at være ’semitisk’. Arabere og assyrere er også semitter, hvilket Israels og deres støtter lader til at have glemt. For nogle er forglemmelsen af en bevidst natur, sådan som det så ofte kan være det når ideologi trumfer sandhed.

I det hele taget er der meget i debatten omkring staten Israel, der forekommer at være ulogisk og uden sans for hverken historie eller faktiske realiteter. Tag sådan noget som påstanden om at ’Israel har ret til at eksistere’.

Påstanden er interessant, al den grund at ingen stat og intet land som sådan har en ret til at eksistere. Stater er rent menneskelige konstruktioner, og har som sådan ingen decideret ret til at eksistere. Det Romerske Rige havde ingen ret til at eksistere, det Byzantiske Imperium havde ingen ret til at eksistere, DDR havde ingen ret til at eksistere, Inkariget havde ingen ret til at eksistere, Mayariget havde ingen ret til at eksistere og Sovjetunionen havde ingen ret til at eksistere – blot for at nævne nogle få eksempler på statsdannelser, der ikke længere er at finde på landkortet.

Danmark er et land, der kontinuerligt har eksisteret som stat i mere end 1000 år. Vi har været her så længe, at både vi og vore naboer har svært ved at se det anderledes. Det er jo meget godt, men vi må ikke glemme at Kongeriget Danmark i kaosset efter 1864 rent faktisk var ganske tæt på at blive opslugt i Det Tyske Rige og dermed ophøre med at eksistere som selvstændig stat og, i realiteten, som kulturgruppe med alt hvad dertil hører.

At Danmark overlevede som stat og den danske kulturgruppe fik en chance mere, skyldes udelukkende vores geografiske placering som vagtpost ved indsejlingen til Østersøen.

I forbindelse med fredsforhandlingerne, var vores daværende konge nemlig parat til at smide tøjlerne og melde landet ind i Tyskland. Det skete så ikke, fordi Rusland satte foden i døren og fik medhold hos de øvrige stormagter: Det Britiske Rige, Frankrig og Bismarck’s Tyskland: For at sikre freden, var det nemlig nødvendigt at indsejlingen til Østersøen skulle bevogtes af en stat der ikke var nogen stormagt, men derimod lille, svag og uden nævneværdig interesse for storpolitik. Begrundelsen turde være åbenlys, idet en hvilken som helst anden model ville føre til storkrig i Europa.

Så Danmark fik lov til at eksistere nogen tid endnu. Ikke fordi landet har en særlig ret hertil, men fordi regeringerne i de vigtigste europæiske hovedstæder betragtede vores fortsatte eksistens som værende nyttig og nødvendig for at opretholde freden.

At Danmarks fortsatte eksistens skyldes intervention fra Rusland, betragtes i dag vistnok som værende politisk ukorrekt. Men sådan er der så meget.

Også lande omkring os som Sverige og Storbritannien har eksisteret kontinuerligt som lande og stater så længe, at kun de færreste kan tænke sig det anderledes. Men nogen ’ret’ har de ikke. Sverige og Storbritannien eksisterer fordi de gør, ikke fordi de har ret hertil.

Så hvorfor skulle Israel have en sådan indbygget ’ret til at eksistere’? Selve påstanden er, historisk set, absurd. Om Israel i gammel tid kan man læse, at Gud bestemt ikke til alle tider har haft den opfattelse at Israel under sine forskellige inkarnationer skulle have en særskilt ret til at eksistere. Det skete flere gange i Gammel Testamentelig tid, at Gud sendte sit folk på flugt og overlod landet til andre.

Sidst det skete, var omkring år 70, hvor de romerske besættere havde fået nok og rev Templet ned. Den overlevende jødiske befolkning blev for størstedelens vedkommende efterfølgende indfanget af romerne og røg på slavemarkederne.

Disse sørgelige begivenheder forudså Jesus flere steder i Evangelierne; Mattæus 24, 1-2; Lukas 19, 41-44 og Mattæus 23, 37-38.

De fleste kristne har den opfattelse, at Gud lod disse ting ske, fordi det store flertal af jøderne nægtede at følge den lovede Messias, da Han kom til dem. Det var faktisk hvad Jesus sagde i Lukasevangeliets 19, 44 og i Mattæus 23, 39 sagde Han endvidere at: For jeg siger Jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være Han, der kommer i Herrens navn. I Mattæus 21, 43 siger Han det mere klart: Guds Rige skal tages fra Jer og gives til et folk, som bærer dets frugter.

Deri ligger det også, at kristne i Vesten under ingen omstændigheder kan anvende et bibelsk argument for påstanden om staten Israels unikke ’ret til at eksistere’. Kristen zionisme er ganske enkelt et udtryk for manglende skriftforståelse, men det er en anden sag som jeg måske vil overveje at skrive mere om en anden dag.

Kort sagt: Israel er en stat blandt andre stater, og er omfattet af de samme historiske cyklusser som altid gælder for sådanne. Og kritik er Israels fremfærd overfor landets oprindelige palæstinensiske befolkning er ikke mere antisemitisk end Israels nuværende forsøg på folkedrab af disse.

Nu hvor Påsken er vel overstået, har jeg lyst til at skrive om Jesu Korsfæstelse.

Som det fremgår af Bibelen, i dette tilfælde Matthæusevangeliets kapitel 27 vers 45, var der i timerne omkring Jesu henrettelse et langvarigt mørke over hele Jorden.

Årsgen til dette mørke, forklares af ingen ringere end vor tids amerikanske NASA. Det viser sig nemlig, at på selve dagen for korsfæstelsen, var det en dobbelt formørkelse: på samme tid var der nemlig både sol- og måneformørkelse. Det kan man læse om på NASA’s egen hjemmeside, hvoraf det fremgår at datoen for denne enkeltstående begivenhed var den 3. april år 33. Ydermere kan man læse på NASA’s hjemmeside, at den dobbelte formørkelse endog fandt sted på det, ifølge Bibelen, helt rigtige tidspunkt.

Man kan roligt slå fast, at Gud valgte tidspunktet for sin henrettelse med stor omhu.

Som kristne ved vi jo allesammen godt, at Gud virker i os og iblandt os. Men hvordan foregår den slags egentlig i praksis – og hvad skal vi gøre for bedre at kunne få øje på disse Guds aktiviteter i vores liv?

Sandheden er, naturligvis, at for det meste opdager vi det aldrig – eller i hvert fald, i bedste fald, først lang tid senere. Og da mest af alt som en mistanke, en anelse.

Bibelen er fuld af eksempler på Guds indblanden i menneskenes verden. Faktisk er dette et af selve Bibelens grundtemaer: At Gud er med os, at der handles i vore liv. Den viser også, at vi af og til faktisk kan ʻrisikereʼ at gøre det rigtige uden rigtig at vide hvorfor, men hvor vore handlinger faktisk senere viser sig at være en del af en nøje tilrettelagt guddommelig plan.

Et godt eksempel herpå, er Bibelens beretning om de tre vise mænd, der rejste langvejs fra for at besøge det nyfødte Jesusbarn mens han lå i krybben i Bethlehem. I Kirken fejrer vi festen, Hellig Tre Konger, i begyndelsen af januar. I den katolske liturgiske kalender for Bispedømmet København, fejredes denne festdag i år søndag den 8. januar, hvilket hænger sammen med at visse festdage af praktiske hensyn først fejres i Kirken den næstfølgende søndag – ellers ville den korrekte dato naturligvis have været den 6. januar.

I forbindelse med præstens prædiken på denne søndag, sad jeg og tænkte videre på teksten, som var fra Matt 2, 1-12, og i mine overvejelser nåede jeg frem til at teksten med de tre vise mænd og deres strabadser faktisk på mange måder symboliserer selve Troens rejse for mange kristne.

Først: De tre vise mænd rejste langt og gik igennem mange strabadser, men sandsynligvis uden nogensinde at komme til at opleve det lille barn i fuld udfoldelse, da der skulle gå yderligere tredive år inden Jesus påbegyndte sit offentlige virke i Israel.

De vise mænd var ude på en meget lang rejse. Det mest sandsynlige er at de indledte rejsen i det daværende Persien, og rejsen både frem og tilbage må således have været både lang, fuld af strabadser og bestemt ikke uden farer. Men de gjorde det, og sandsynligvis uden nogensinde at komme til helt at forstå hvorfor det hele egentlig var så vigtigt.

Jo, de vidste godt at barnet var noget helt, helt særligt, for det havde de læst både i Skrifterne og i stjernerne, men omfanget af det har næppe stået dem klart. De forstod ganske givet heller ikke hvorfor det var så vigtigt at netop de skulle foretage denne rejse – eller for den sags skyld hvorfor det var så vigtigt at de skulle medbringe alle disse gaver; guld, røgelse og myrra.

Men de gjorde det, og dermed gav de os et vigtigt billede på Troens rejse. Senere viser det sig, og det finder vi antydet i historien, at disse temmelig dyre gaver faktisk skulle komme til at spille en vigtig rolle for det lille barn og Hans forældre.

Kun få timer efter at de vise mænd påbegynder rejsen tilbage til Persien bliver Josef nemlig vækket af Guds Engel, der giver ham besked på at bryde op ASAP og tage sin familie i landflygtighed i Egypten. Josef, Maria og det nyfødte barn skal bare ud af vagten og det skal være NU, for der er nogen der efterstræber barnet efter livet. Livet i eksil er både dyrt og besværligt – især når det sker uden forberedelser af nogen som helst art, så hér ser vi tydeligt det dobbelte formål med de dyre gaver fra Persien: Guldet, myrraen og røgelsen var tiltænkt som en nødvendig startkapital i det fremmede.

Så langt så godt, men historien stopper ikke her. Vi læser også om landets konge, Herodes og dennes reaktion på fødslen i Bethlehem. Herodes hører om barnet fra de vise mænd, der oven i købet beskriver Ham som ʻJødernes Kongeʼ – hvilket forståeligt nok forskrækker Herodes. Denne er jo, som vi ved, indsat af romerne som klientkonge, så Herodesʼ egentlige legitimitet som landets leder kan jo egentlig godt diskuteres – og Herodes ved det godt selv.

Derfor sætter han sig for at ville skille og af med barnet, og giver derfor de vise mænd besked om på tilbagerejsen at give ham besked om hvordan man finder barnet, så han selv kan besøge det. Tanken er selvfølgelig at Herodes vil bruge denne oplysning til at få den lille nyfødte slået ihjel.

Men her er det så at Herodes begår en fatal fejl; Herodes føler sig så sikker, at han lader de vise mænd rejse videre uden ʻeskorteʼ, og dermed giver han den lille familie et forspring, der er stort nok til at de slipper væk og i sikkerhed i Egypten.

Herodesʼ fejl er ikke kun fatal, den er også helt fundamental og, sagligt betragtet, ukvalificeret. Den slags fejl begår man ganske enkelt ikke, hvis man ønsker at begå sig som statschef. Men det gør Herodes, og det rejser så den næste lære vi kan uddrage af Bibelens beretning om de tre Hellige Konger: Nemlig at på samme måde som at Gud var forudseende og sørgede for at de tre vise mænd skaffede sikkert særdeles tiltrængt ʻrejsevalutaʼ til Den Hellige Familie, så sørgede Han også for at de, der stræbte Familien efter livet, blev så forsinket i deres forehavende at de nåede at undslippe den senere massenedslagtning af drengebørn i Bethlehem og omegn.

Bibelens fortælling om de Hellige tre Konger er således meget mere end et uventet besøg ved vuggen – eller krybben, som det jo var. Det er først og fremmest en historie, der handler om Guds Forsyn, om mennesker der går igennem store strabadser i tro på at det er det rigtige de gør.

Den handler om en Gud der beskytter sine udvalgte, her Den Hellige Familie, og sikrer dem at de kan klare den (guld, røgelse & myrra) – og det viser os en Gud, der ʻinspirererʼ historiens skurk til i et afgørende øjeblik at begå en fejltagelse, der redder Den Hellige Families liv.