En semit er en person, der taler et semitisk sprog. Disse udgøres i alt væsentligt af arabere, assyrere og andre grupper, som anvender sprog der tilhører det semitiske sprogområde. Også hebræisk er et semitisk sprog, og samtidig det officielle sprog for staten Israel. Landet giver desuden et andet semitisk sprog, arabisk, en ’speciel status’.

Det er derfor rimeligt at betragte borgerne inden for staten Israels grænser som ’semitter’. De er semitter, fordi statens to officielle sprog begge tilhører den semitiske sproggruppe.

Dette er et faktum, som desværre misbruges groft af Israels forsvarere, når legitim kritik af landets fremfærd overfor palæstinenserne affejes som værende ’antisemitisk’. Hvis man kritiserer Israel, er man åbenbart antisemit – et menneske, som nærer modvilje mod mennesker, der tilhører bestemte sproggrupper.

Det giver sig selv, at dette naturligvis er noget sludder. Det er der flere grunde til. Den ene er det åbenlyse: At Israels nuværende forsøg på folkedrab på palæstinenserne, rent faktisk er et folkedrab rettet mod en anden semitisk gruppe, idet sproget blandt palæstinenserne som bekendt er arabisk.

Man kan derfor med nogen ret bede Israel feje for egen dør, idet landets forsøg på fordrivelse og folkedrab mod landets oprindelige arabiske befolkning, med mindst lige så stor ret kan kaldes for antisemitisk.

Hvad Israels støtter tilsyneladende ikke forstår, er at Israel ikke har eneret på at være ’semitisk’. Arabere og assyrere er også semitter, hvilket Israels og deres støtter lader til at have glemt. For nogle er forglemmelsen af en bevidst natur, sådan som det så ofte kan være det når ideologi trumfer sandhed.

I det hele taget er der meget i debatten omkring staten Israel, der forekommer at være ulogisk og uden sans for hverken historie eller faktiske realiteter. Tag sådan noget som påstanden om at ’Israel har ret til at eksistere’.

Påstanden er interessant, al den grund at ingen stat og intet land som sådan har en ret til at eksistere. Stater er rent menneskelige konstruktioner, og har som sådan ingen decideret ret til at eksistere. Det Romerske Rige havde ingen ret til at eksistere, det Byzantiske Imperium havde ingen ret til at eksistere, DDR havde ingen ret til at eksistere, Inkariget havde ingen ret til at eksistere, Mayariget havde ingen ret til at eksistere og Sovjetunionen havde ingen ret til at eksistere – blot for at nævne nogle få eksempler på statsdannelser, der ikke længere er at finde på landkortet.

Danmark er et land, der kontinuerligt har eksisteret som stat i mere end 1000 år. Vi har været her så længe, at både vi og vore naboer har svært ved at se det anderledes. Det er jo meget godt, men vi må ikke glemme at Kongeriget Danmark i kaosset efter 1864 rent faktisk var ganske tæt på at blive opslugt i Det Tyske Rige og dermed ophøre med at eksistere som selvstændig stat og, i realiteten, som kulturgruppe med alt hvad dertil hører.

At Danmark overlevede som stat og den danske kulturgruppe fik en chance mere, skyldes udelukkende vores geografiske placering som vagtpost ved indsejlingen til Østersøen.

I forbindelse med fredsforhandlingerne, var vores daværende konge nemlig parat til at smide tøjlerne og melde landet ind i Tyskland. Det skete så ikke, fordi Rusland satte foden i døren og fik medhold hos de øvrige stormagter: Det Britiske Rige, Frankrig og Bismarck’s Tyskland: For at sikre freden, var det nemlig nødvendigt at indsejlingen til Østersøen skulle bevogtes af en stat der ikke var nogen stormagt, men derimod lille, svag og uden nævneværdig interesse for storpolitik. Begrundelsen turde være åbenlys, idet en hvilken som helst anden model ville føre til storkrig i Europa.

Så Danmark fik lov til at eksistere nogen tid endnu. Ikke fordi landet har en særlig ret hertil, men fordi regeringerne i de vigtigste europæiske hovedstæder betragtede vores fortsatte eksistens som værende nyttig og nødvendig for at opretholde freden.

At Danmarks fortsatte eksistens skyldes intervention fra Rusland, betragtes i dag vistnok som værende politisk ukorrekt. Men sådan er der så meget.

Også lande omkring os som Sverige og Storbritannien har eksisteret kontinuerligt som lande og stater så længe, at kun de færreste kan tænke sig det anderledes. Men nogen ’ret’ har de ikke. Sverige og Storbritannien eksisterer fordi de gør, ikke fordi de har ret hertil.

Så hvorfor skulle Israel have en sådan indbygget ’ret til at eksistere’? Selve påstanden er, historisk set, absurd. Om Israel i gammel tid kan man læse, at Gud bestemt ikke til alle tider har haft den opfattelse at Israel under sine forskellige inkarnationer skulle have en særskilt ret til at eksistere. Det skete flere gange i Gammel Testamentelig tid, at Gud sendte sit folk på flugt og overlod landet til andre.

Sidst det skete, var omkring år 70, hvor de romerske besættere havde fået nok og rev Templet ned. Den overlevende jødiske befolkning blev for størstedelens vedkommende efterfølgende indfanget af romerne og røg på slavemarkederne.

Disse sørgelige begivenheder forudså Jesus flere steder i Evangelierne; Mattæus 24, 1-2; Lukas 19, 41-44 og Mattæus 23, 37-38.

De fleste kristne har den opfattelse, at Gud lod disse ting ske, fordi det store flertal af jøderne nægtede at følge den lovede Messias, da Han kom til dem. Det var faktisk hvad Jesus sagde i Lukasevangeliets 19, 44 og i Mattæus 23, 39 sagde Han endvidere at: For jeg siger Jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være Han, der kommer i Herrens navn. I Mattæus 21, 43 siger Han det mere klart: Guds Rige skal tages fra Jer og gives til et folk, som bærer dets frugter.

Deri ligger det også, at kristne i Vesten under ingen omstændigheder kan anvende et bibelsk argument for påstanden om staten Israels unikke ’ret til at eksistere’. Kristen zionisme er ganske enkelt et udtryk for manglende skriftforståelse, men det er en anden sag som jeg måske vil overveje at skrive mere om en anden dag.

Kort sagt: Israel er en stat blandt andre stater, og er omfattet af de samme historiske cyklusser som altid gælder for sådanne. Og kritik er Israels fremfærd overfor landets oprindelige palæstinensiske befolkning er ikke mere antisemitisk end Israels nuværende forsøg på folkedrab af disse.

Hvis man læser Johannesevangeliets beskrivelse af Jesu genopstandelse, er der en lille detalje som langt de fleste overser.

I Johannesevangeliets kapitel 20 vers 7, læser vi at Jesus i forbindelse med sin genopstandelse havde sørget for, at det klæde der i forbindelse med gravlægningen var blevet lagt hen over Hans ansigt, blev fundet pænt rullet sammen.

Dette kan, for mange, forekomme at være en uvæsentlig detalje uden den store betydning. Men alligevel er Johannes meget forsigtig med at sørge for, at den kommer med i beskrivelsen af begivenheden.

Men hvorfor er denne detalje dog så vigtig?

For at forstå dette, er vi nødt til at henvise til Jesu jødiske ophav.

Detaljen var nemlig af en sådan karakter, at ingen med jødisk baggrund dengang havde kunnet overse det.

Det sammenrullede ansigtsklæde, henviser til datidens jødiske bordskik. Dengang var det nemlig sådan, at hvis husherren blot krøllede sin serviet sammen og lagde den på bordet når han rejste sig, signalerede det at han var færdig med måltidet og at man derfor med sindsro kunne begynde at rydde af bordet.

Hvis servietten derimod blev rullet pænt sammen først, ville ingen i husstanden nogensinde vove at gå i gang med at rydde bordet. Dette var nemlig et signal om, at han blot skulle gå et ærinde inden måltidet kunne fortsætte.

Så da Jesus i forbindelse med sin Opstandelse tog sit ansigtsklæde og tog sig tid til at rulle den pænt sammen og lægge den adskilt fra sine øvrige gravklæder, var det et signal til sine disciple og til Verden:

Jeg er ikke færdig endnu. Jeg vender tilbage.

Nu hvor Påsken er vel overstået, har jeg lyst til at skrive om Jesu Korsfæstelse.

Som det fremgår af Bibelen, i dette tilfælde Matthæusevangeliets kapitel 27 vers 45, var der i timerne omkring Jesu henrettelse et langvarigt mørke over hele Jorden.

Årsgen til dette mørke, forklares af ingen ringere end vor tids amerikanske NASA. Det viser sig nemlig, at på selve dagen for korsfæstelsen, var det en dobbelt formørkelse: på samme tid var der nemlig både sol- og måneformørkelse. Det kan man læse om på NASA’s egen hjemmeside, hvoraf det fremgår at datoen for denne enkeltstående begivenhed var den 3. april år 33. Ydermere kan man læse på NASA’s hjemmeside, at den dobbelte formørkelse endog fandt sted på det, ifølge Bibelen, helt rigtige tidspunkt.

Man kan roligt slå fast, at Gud valgte tidspunktet for sin henrettelse med stor omhu.

Lad det være sagt med det samme: Jeg er katolik med hele mit hjerte, hele min sjæl og hele mit væsen. Sådan har det været, siden jeg engang i tidernes morgen, foran vores daværende biskop Martensen, afgav den erklæring, som konvertitter skal afgive når de optages i Kirkens fulde fællesskab: Jeg tror og bekender alt hvad den Hellige Katolske Kirke tror, lærer og forkynder, som åbenbaret af Gud.

Min rejse ind i Kirken har vist mig, at Guds Hus så sandelig er et sted med mange rum. Jeg lærte hurtigt, at én af Kirkens helt store styrker, er dens store diversitet. Inden for Kirken er der ordener og bevægelser for nærmest alle formål og flere udlægninger af menneskelivets spirituelle muligheder end der findes tal i talrækken. Denne diversitet hænger ikke mindst sammen med, at Kirken traditionelt set har skyet unødvendig topstyring og derved har gjort det relativ enkelt at starte en ny bevægelse inden for Kirken eller måske endda lave en ny orden. Faktisk har man ikke behøvet andet end en gruppe mennesker der vil det, og en biskop der sætter sit stempel på en godkendelse. Og en biskop kan man næsten altid finde.

Det er denne diversitet, der flere gange har reddet Kirkens åndelige skind.

Et eksempel er da den Hellige Frans af Assissi og den Hellige sankt Dominic i 1200-tallet hver for sig stiftede nye og livskraftige ordener, der spillede en afgørende rolle i at reformere en Kirke, som havde svært ved at finde balancen mellem det åndelige og det sekulære.

Andre nystiftede ordener har vist sig knap så livskraftige, men har alligevel spillet en rolle i deres samtid og givet ordenens medlemmer en vej til Himmelens lyksaligheder.

Kirkens mangfoldighed og dens diversitet er, sammen med Kristi tilstedeværelse midt iblandt os, dens store styrke. At Jesus er iblandt os i Kirken, oplever vi ikke bare gennem Sakramenterne, men også i mere håndgribelig karakter. Han er, trods alt, Kirkens Hoved og grunden til at vi overhovedet er der.

Men i og med at Kirken på samme tid er eksisterende i såvel den åndelige som den fysiske verden, har vi også behov for at organisere os på en måde, der bedst muligt sætter os i stand til at håndtere tidens udfordringer. Diversiteten åbner desuden op for at Jesus selv, via Helligånden, fra tid til anden kan puste lidt liv hist og her og igangsætte nye initiativer hvor og når det ønskes. Diversiteten er faktisk en afgørende faktor nødvendig for at Kirken har kunnet tjene Himlens sag og arbejde for Guds Rige på Jorden.

Det er derfor bekymrende for mig at opleve, at Kirkens centrale ledelse under den nuværende Pave, i flere afgørende sager direkte har modarbejdet Kirkens og dens bevægelsers selvstyre og, i nogle tilfælde, integritet.

Jeg vil gerne understrege, at min kærlighed til min Kirke gør det meget vanskeligt for mig offentligt at kritisere Petersembedet, men samtidig er det min opfattelse at dette i visse tilfælde ikke blot kan være lægfolkets ret – men også dets pligt. Og idet jeg er overbevist om at Kirkens diversitet er en nødvendig søjle, der er med til at give Kirken den nødvendige smidighed til at håndtere tidens udfordringer, kan jeg ikke stiltiende se til når denne gennem de seneste år er blevet svækket med en række ubetænksomme og potentielt skadelige beslutninger. Endnu mindre, når disse beslutninger er truffet under det samme pontifikat.

Jeg har i den forbindelse to punkter, som jeg gerne vil gøre opmærksom på, og vi tager dem fra en ende af:

(1)

Den 16. Juli 2021 udstedte Den Hellige Fader et apostolisk brev, Motu Proprio med titlen, Traditionis Custodes. Brevet blev ledsaget af et brev til samtlige Verdens biskopper. Det korte af det lange er, at Paven med sit Motus Proprio reelt aflivede den traditionelle messeform. Det skete på en måde, så den traditionelle messe, som den har været fejret før det Andet Vatikankoncil, i løbet af en generation vil ophøre med at være lovlig i katolsk regi.

Indtil da vil messeformen kun finde sted under særdeles restriktive forhold; Den må som udgangspunkt ikke fejres i en sognekirke, dens fejring må ikke fremgå af sognets officielle program – og præsten som fejrer den, skal være særlig bemyndiget hertil af den stedlig biskop. Sidenhen har Vatikanets dikasterat for liturgien givet anledning til den opfattelse, at præster viet efter den 16. Juli 2021 faktisk skal have Pavens og ikke biskoppens tilladelse hertil. Det ligger i kortene, at en sådan tilladelse ganske enkelt ikke vil blive givet. Det er derfor jeg betragter Traditionis Custodes som et drabsforsøg mod den traditionelle messeform.

Der er vel at mærke tale om en messeform, der har været i anvendelse siden oldkirkens tid og som er intimt forbundet med hele Kirkens historie og traditionelle selvopfattelse.

At Traditionis Custodes desuden forbyder meddelelsen af andre sakramenter end alterets i forbindelse med denne messeform, understreger blot såvel min pointe som alvoren ved det hele. For Den Hellige Fader og de modernister der tiljubler beslutningen, betyder det åbenbart mindre at man ved samme lejlighed cutter forbindelsen til Kirkens tradition og historie.

Det er underligt, al den stund at der stadig opfordres til liturgiske eksperimenter og nyskabelser. Men det som altid har været, mener Den Hellige Fader altså ikke at der er plads til. Som i overhovedet.

Det skal understreges, at jeg ikke selv er en af dem der rutinemæssigt har deltaget i den traditionelle messe. Dette skyldes dog snarere geografiske forhold end modvilje, idet denne messeform desværre ikke tilbydes i den by hvor jeg bor.

Til gengæld er jeg, som katolik der elsker min Kirke og dens diversitet og den Ånd der gennemsyrer den, rystet over at kristenhedens øverste jordiske læreembede på denne måde hælder millioner af tro og fromme katolikker verden over ud med badevandet.

Dette er en svækkelse af Kirken, som jeg betragter det som en pligt for den næste pave at omgøre så hurtigt det er praktisk muligt.

(2)

Omhandler faktisk det emne som jeg lagde ud med: nemlig noget så ærkekatolsk og smånørdet som ordenslivet og hvem der skal have beføjelse til at godkende ordener.

Hidtil har det været op til den enkelte biskop at godkende nystiftede ordener inden for bispedømmets område. Dette har gjort det relativ enkelt at oprette en ny orden; Hvis man har været en gruppe mennesker som er opflammet af Den hellige Ånd og ellers har en god idé, har man med en biskops godkendelse kunnet få sin nye orden godkendt. Og biskopper er der, som allerede nævnt, ʻnok afʼ i denne verden. Hvis ellers man er seriøs nok, har et fornuftigt projekt og er ledet af Kristus, kan man altid finde en biskop.

For ikke-katolikker kan det forekomme underligt at en officiel godkendelse af hvad der dybest set er et bofællesskab for religiøse hippier, hvis man vil undskylde udtrykket, skulle være noget ønskeligt – endsige da en nødvendighed.

Men faktisk er det sådan, at en godkendelse sikrer den nye orden en beskyttelse under kanonisk ret, som giver alskens muligheder og forpligtelser. Man kommer ind under Kirkens brede vinger, med alt hvad det ellers indebærer af muligheder og beskyttelse.

Først og fremmest sikrer man en åndelig vejledning fra læreembedet, som forhindrer det nye fællesskab i at skeje for meget ud. Dertil kommer at man får mulighed for at sende præstekandidater til uddannelse, bære ordensdragter og meget andet. Man bliver en del af det kirkelige fællesskab, med alt hvad det indebærer.

Men for ganske nylig har Den Hellige Fader også ændret dette vigtige punkt i Kirkeretten. Fra nu af skal alle nye ʻinstitutterʼ – dvs ordensstiftelser, have deres oprettelse godkendt af et kontor i Vatikanet. Det er naturligvis stadig op til den enkelte biskop om han vil tillade ordenen at virke inden for bispedømmets grænser, men den enkelte biskop har mistet retten til at godkende nye ordener i Kirken.

Også dette er en unødvendig og farlig centralisering af de kirkelige beføjelser. Hvis man kigger ned gennem kirkehistorien, er det tydeligt at Helligåndens vind gennem flere perioder har haft vanskeligt ved at slippe igennem Vatikanets tykke mure, mens den har haft lettere ved at opnå lydhørhed andre steder. Dette har efter min opfattelse været med til at sikre Kirkens overlevelse gennem århundrederne, en overlevelse som efter min opfattelse på længere sigt vil blive vanskeliggjort, hvis Vatikanet ikke under et kommende Pontifikat omgør denne beslutning.

Centraliseringen på disse to punkter, sker efter min mening på et yderst kritisk tidspunkt i Kirkens og menneskehedens historie. Vi lever pt i en tidsalder, hvor Djævlen ikke er vanskelig at få øje på. Vi ser ham i sekulariseringen af de vestlige befolkninger, vi ser ham i LGBT- og transbevægelsens dehumanisering af det at være menneske og vi ser ham i et stadigt tiltagende overvågningssamfund, der er ved at forvandle mennesker til QR-koder.

Vi ser ham mange steder, og jeg overvejer faktisk at skrive et helt indlæg over det emne alene.

Vi ser ham også i angrebene mod Guds Hellige Kirke, hvor vi katolikker med sorg må erkende at forskellige biskopper og hæderkronede ordener har ladet uddannelsen af præster pervertere til et niveau, hvor diverse skandaler med forskellige former for sexuelt misbrug nærmest har været uundgåeligt. Det er mit indtryk at tingene, lige hvad dét angår, er strammet op i vores del af verden – med flere og bedre præstestuderende til følge. Men vi lider stadig under følgerne af tidligere tiders vanvid, og det vil vi nok komme til nogen tid endnu.

Der er sluppet råddenskab ind i Kirken, og noget af denne råddenskab er sluppet helt op i de højere hierakiske lag. Dette er gennem tiden faktisk blevet forudsagt af indtil flere profetier så det burde ikke komme som en overraskelse, men råddenskabet kommer ikke fra de der har kærlighed til den traditionelle messeform. Ligeledes kommer den yderst sjældent fra de mange nye ordensstiftelser, som gennem hele vores historie har præget Kirken – men som der nu, pga en paves uforstandighed, bliver betydeligt færre af i tiden der kommer.

Vi lever i udfordrende tider, men udfordringerne bliver ikke mindre på vejen der ligger foran os. Det vi har brug for, er en Kirke som er gearet til disse udfordringer, og her er jeg alvorligt bange for at de ting jeg her har nævnt trækker i den forkerte retning.

Som kristne ved vi jo allesammen godt, at Gud virker i os og iblandt os. Men hvordan foregår den slags egentlig i praksis – og hvad skal vi gøre for bedre at kunne få øje på disse Guds aktiviteter i vores liv?

Sandheden er, naturligvis, at for det meste opdager vi det aldrig – eller i hvert fald, i bedste fald, først lang tid senere. Og da mest af alt som en mistanke, en anelse.

Bibelen er fuld af eksempler på Guds indblanden i menneskenes verden. Faktisk er dette et af selve Bibelens grundtemaer: At Gud er med os, at der handles i vore liv. Den viser også, at vi af og til faktisk kan ʻrisikereʼ at gøre det rigtige uden rigtig at vide hvorfor, men hvor vore handlinger faktisk senere viser sig at være en del af en nøje tilrettelagt guddommelig plan.

Et godt eksempel herpå, er Bibelens beretning om de tre vise mænd, der rejste langvejs fra for at besøge det nyfødte Jesusbarn mens han lå i krybben i Bethlehem. I Kirken fejrer vi festen, Hellig Tre Konger, i begyndelsen af januar. I den katolske liturgiske kalender for Bispedømmet København, fejredes denne festdag i år søndag den 8. januar, hvilket hænger sammen med at visse festdage af praktiske hensyn først fejres i Kirken den næstfølgende søndag – ellers ville den korrekte dato naturligvis have været den 6. januar.

I forbindelse med præstens prædiken på denne søndag, sad jeg og tænkte videre på teksten, som var fra Matt 2, 1-12, og i mine overvejelser nåede jeg frem til at teksten med de tre vise mænd og deres strabadser faktisk på mange måder symboliserer selve Troens rejse for mange kristne.

Først: De tre vise mænd rejste langt og gik igennem mange strabadser, men sandsynligvis uden nogensinde at komme til at opleve det lille barn i fuld udfoldelse, da der skulle gå yderligere tredive år inden Jesus påbegyndte sit offentlige virke i Israel.

De vise mænd var ude på en meget lang rejse. Det mest sandsynlige er at de indledte rejsen i det daværende Persien, og rejsen både frem og tilbage må således have været både lang, fuld af strabadser og bestemt ikke uden farer. Men de gjorde det, og sandsynligvis uden nogensinde at komme til helt at forstå hvorfor det hele egentlig var så vigtigt.

Jo, de vidste godt at barnet var noget helt, helt særligt, for det havde de læst både i Skrifterne og i stjernerne, men omfanget af det har næppe stået dem klart. De forstod ganske givet heller ikke hvorfor det var så vigtigt at netop de skulle foretage denne rejse – eller for den sags skyld hvorfor det var så vigtigt at de skulle medbringe alle disse gaver; guld, røgelse og myrra.

Men de gjorde det, og dermed gav de os et vigtigt billede på Troens rejse. Senere viser det sig, og det finder vi antydet i historien, at disse temmelig dyre gaver faktisk skulle komme til at spille en vigtig rolle for det lille barn og Hans forældre.

Kun få timer efter at de vise mænd påbegynder rejsen tilbage til Persien bliver Josef nemlig vækket af Guds Engel, der giver ham besked på at bryde op ASAP og tage sin familie i landflygtighed i Egypten. Josef, Maria og det nyfødte barn skal bare ud af vagten og det skal være NU, for der er nogen der efterstræber barnet efter livet. Livet i eksil er både dyrt og besværligt – især når det sker uden forberedelser af nogen som helst art, så hér ser vi tydeligt det dobbelte formål med de dyre gaver fra Persien: Guldet, myrraen og røgelsen var tiltænkt som en nødvendig startkapital i det fremmede.

Så langt så godt, men historien stopper ikke her. Vi læser også om landets konge, Herodes og dennes reaktion på fødslen i Bethlehem. Herodes hører om barnet fra de vise mænd, der oven i købet beskriver Ham som ʻJødernes Kongeʼ – hvilket forståeligt nok forskrækker Herodes. Denne er jo, som vi ved, indsat af romerne som klientkonge, så Herodesʼ egentlige legitimitet som landets leder kan jo egentlig godt diskuteres – og Herodes ved det godt selv.

Derfor sætter han sig for at ville skille og af med barnet, og giver derfor de vise mænd besked om på tilbagerejsen at give ham besked om hvordan man finder barnet, så han selv kan besøge det. Tanken er selvfølgelig at Herodes vil bruge denne oplysning til at få den lille nyfødte slået ihjel.

Men her er det så at Herodes begår en fatal fejl; Herodes føler sig så sikker, at han lader de vise mænd rejse videre uden ʻeskorteʼ, og dermed giver han den lille familie et forspring, der er stort nok til at de slipper væk og i sikkerhed i Egypten.

Herodesʼ fejl er ikke kun fatal, den er også helt fundamental og, sagligt betragtet, ukvalificeret. Den slags fejl begår man ganske enkelt ikke, hvis man ønsker at begå sig som statschef. Men det gør Herodes, og det rejser så den næste lære vi kan uddrage af Bibelens beretning om de tre Hellige Konger: Nemlig at på samme måde som at Gud var forudseende og sørgede for at de tre vise mænd skaffede sikkert særdeles tiltrængt ʻrejsevalutaʼ til Den Hellige Familie, så sørgede Han også for at de, der stræbte Familien efter livet, blev så forsinket i deres forehavende at de nåede at undslippe den senere massenedslagtning af drengebørn i Bethlehem og omegn.

Bibelens fortælling om de Hellige tre Konger er således meget mere end et uventet besøg ved vuggen – eller krybben, som det jo var. Det er først og fremmest en historie, der handler om Guds Forsyn, om mennesker der går igennem store strabadser i tro på at det er det rigtige de gør.

Den handler om en Gud der beskytter sine udvalgte, her Den Hellige Familie, og sikrer dem at de kan klare den (guld, røgelse & myrra) – og det viser os en Gud, der ʻinspirererʼ historiens skurk til i et afgørende øjeblik at begå en fejltagelse, der redder Den Hellige Families liv.

Jesus siger i Luk 6,29 at man skal vende den anden kind til. Men nu er det bare sådan med bibelcitater, at man skal huske at læse dem i den sammenhæng hvor de fremkommer.

Da Jesus selv bliver slået i ansigtet, vender han således ikke den anden kind til, men spørger i stedet meget fornuftigt hvorfor slår du mig? ((Joh 18,23). Det er derfor rimeligt at antage, at buddet om at vende den anden kind til ikke skal tages alt for bogstavligt.

Buddet bør i stedet læses i sammenhæng med det der kommer direkte forud, nemlig Luk 6,28 hvor der står velsign dem der forbander dig, bed for dem der mishandler dig. De fleste vil nok synes at det virker temmelig højpandet og mildest talt kontraintuitivt. Men jeg har tænkt over passagen de sidste par uger, og her er hvad der er kommet ud af det:

Prøv at tænk over hvad der sker, hvis vi følger rådet og rent faktisk velsigner dem der forbander og bagtaler os, og beder for de der forfølger og mishandler os. Hvis vi nu velsigner og beder effektivt – hvad sker der så med vore fjender?

Hvis et andet menneske har til hensigt at skade os, og måske endda utrætteligt med bagtalelser og diverse former for forfølgelser stræber efter dette i årevis, er det et klart udtryk for at deres psyke behøver velsignelse og heling.

For kun syge mennesker forfølger og bagtaler andre. Kun syge mennesker stræber bevidst efter at gøre andre ondt. Syge mennesker har brug for heling og velsignelse.

Det er derfor vi skal velsigne og bede for dem. Ikke for selv at føle os højpandede og gode, men for gennem vores velsignelse og bøn at helbrede vore fjender for deres sygelighed – og dermed få angrebene bragt til ophør!

Det er i denne kontekst man bør læse Jesu ord i Luk 6,29 om at vende den anden kind til. For ved modangreb opnår man ikke fjendens helbredelse eller omvendelse, men kun at tilføje mere vrede. Jesu ord om hvordan man skal håndtere fjender er således særdeles lavpraktiske, og slet ikke så højpandede som mange går og tror.