Mandag den 16. december var jeg udsat for et kidnapningsforsøg. Kidnapningsforsøget fandt sted på én af stierne bag Egå Marina. Forsøget på at kidnappe mig, skete efter længere tids ikke særlig diskret overvågning og decideret chikane. Jeg er overbevist om, at hvis kidnapningsforsøget var lykkedes, ville jeg ikke have været i live i dag.

Jeg har grund til at antage, at der i den kommende tid vil blive gjort et nyt forsøg på at kidnappe mig. Efter en eventuel succesfuld kidnapning, vil jeg med temmelig stor sikkerhed blive henrettet og mit lig skaffet af vejen. 

Chikanen og overvågningsforsøget har rod i begivenheder, som jeg har beskrevet i tidligere indlæg: nemlig en tidligere kidnapning i 2007, hvor jeg blandt andet blev udsat for tortur og voldtægt.

Jeg skal i det følgende forklare, hvad jeg mener er årsagen til at situationen er eskaleret til et niveau, hvor mit liv er i fare.

Man kan sige, at den forøgede interesse for min person hænger sammen med et besøg hos en ørelæge i morgen, den 6. januar, men det er naturligvis ikke en tilfredsstillende forklaring.

Jeg har i tidligere indlæg beskrevet kidnapningen og torturen, sådan som den fandt sted i 2007 og som jeg husker den. Jeg har ligeledes, efter bedste evne, beskrevet årsagen til at disse uhyrligheder blev gjort mod mig.

Men de værste af uhyrlighederne har jeg endnu ikke beskrevet. Og det er dém, der fører til at jeg i dag er jaget vildt for en forbryderbande.

Desværre er der ikke rigtig en god måde at indlede det her på, så here goes:

I forbindelse med mishandlingen dengang, blev der indsat mindst ét, og muligvis flere implantater i min krop. Et af disse sidder i mit ene øre – dybt nede i brusken, tæt på knoglen. Derudover har jeg hørt historier om, at der skulle være én mere – i hjernens frontallap. Jeg har dog vanskeligt ved at forestille mig hvordan den i praksis skulle være blevet placeret der, så den springer vi over for nu.

Kidnapperne dengang, der påstod at repræsentere Forsvarets Efterretningstjeneste, undlod at informere mig om implantaternes indsættelse og søgte heller ikke min tilladelse hertil. Det er først for relativ nyligt at jeg er blevet, først opmærksom på og siden overbevist om, at der som absolut minimum må befinde sig et implantat i mit øre.

Vejen dertil har været lang og snørklet – og mig? Ja, jeg har været naiv.

Efter torturen oplevede jeg at min verden forandrede sig: Jeg havde udviklet tinnitus. Tinnitussen har jeg tidligere beskrevet i indlæg her på siden. Efter nogen tid, begyndte jeg desuden at opleve diverse personlighedsforandringer. Jeg kan dog berolige med, at disse er ’fjernet’ eller hvad man nu kalder det, og at jeg nu er ganske tæt på udgangspunktet. Så tæt som er menneske nu kan være, når man tager i betragtning, at vi alle forandres af de erfaringer og indsigter, som vi gør os gennem livet.

Da der opstod mistanke om at der måske befandt sig et implantat i min krop i almindelighed, og mit øre i særdeleshed, skød jeg den først fra mig som værende en fjollet konspirationsteori. Men som det intelligente menneske jeg jo er, måtte jeg efter nogen tids overvejelse og ’mærken efter’, nødvendigvis drage den konklusion, at der er et implantat i mit øre.

Og i midten af november kom så det endegyldige bevis, men det vender jeg tilbage til.

Jeg var nemlig, til min overraskelse, begyndt at høre stemmer. Og ikke hvilke som helst stemmer, men min tidligere torturbøddels egen, der både dag og nat chikanerede mig. Nogle gange ved at spille lydspor fra torturen, andre gange ved, som under torturen, at forlange at jeg skulle arbejde for ham.

Ingen kan sikkert bebrejde mig, at jeg holdt disse ting op mod symptomerne for PTSD, og derfor overvejede om jeg monstro skulle være bukket under for dette fænomen. Men mit instinkt fortalte mig noget andet.

Derfor satte jeg mig ned og mærkede efter når chikanen kørte – og det var som sagt dagligt og i perioder bogstavlig talt i døgndrift. Nogle gange Tom Gundersen selv, andre gange en kvindelig sprogofficer i Pashtu (tror jeg at det er), som jeg nogle gange har genkendt som deltager i forbindelse med den illegitime overvågning af mig.

Men når jeg sad stille og lyttede og mærkede efter under angrebene, begyndte det hurtigt at stå klart for mig, at disse angribende og anklagende stemmer bestemt ikke kom fra ’mig selv’. De kom fra noget som var adskilt fra mig. Stemmerne var ikke mine, de tilhørte andre personer.

I samme periode oplevede jeg, hvordan ’nogen’ først fortalte mig at ’nu skruer vi op’, hvorefter min tinnitus blev så ubærligt høj at det trodser enhver beskrivelse – for så, en time til halvanden senere, at høre samme stemme sige at ’vi desværre ikke har lov til at gøre det her ret længe, fordi du tager for meget skade af det’ – hvorefter tinnitussen blev skruet ned på det ’normale’ niveau.

Jeg begyndte så at lægge en strategi for, hvordan man får sundhedssystemet med på at foretage de nødvendige undersøgelser, som er forudsætningen for at et implantat kan konstateres fysisk. Til det formål har man jo brug for skanninger og henvisninger og den slags.

Og det kommer ikke let med symptomer som mine, idet systemet som bekendt er opdraget til at lede efter svar hos den enkelte selv, fremfor i en ond omverden.

Men det lykkedes: Sidst på sommeren skrev min praktiserende læge en henvisning til en ørelæge, med henblik på at jeg dér kan sendes videre til en ordentlig skanning af mine ører. Desværre er speciallæger travle mennesker, så den tidligst mulige tid er i morgen – den 6. januar.

Efter at henvisningen kom i hus, begyndte der godt nok at ske ting og sager. Både via implantatet i øret, og i min omverden.

Lad os tage det sidste først: Ret hurtigt begyndte jeg nemlig at kunne konstatere, at jeg blev overvåget og at overvågningen skete overordentlig tæt på min person. De kom meget tæt på – og jeg genkendte dem. Blandt andet genkendte jeg flere gange, og på flere efterfølgende dage, den torturbøddel som under torturen mishandlede mig, førnævnte kvindelige sprogofficer (som, i parentes bemærket, er så let genkendelig, men desværre ikke på en positiv måde, at det i sig selv burde diskvalificere hende fra hemmeligt arbejde) og en eller to andre. De var omkring mig, de var tæt på (dvs ofte 10-20 meter) og de var det flere dage i træk.

Der var ingen tvivl; ingen diskussion: De var der, og den tydelige overvågning kombineret med at de var ligeglade med om jeg så dem, udgjorde naturligvis et budskab i sig selv.

Det samme gjorde chikanen gennem øret. Den foregik nu bogstavlig talt i døgndrift; den var krævende og insinuerende og beskyldende og i det hele taget… træls. Det skete også jævnligt, at der blev spillet en meget speciel slags musik gennem implantatet. Musik, der gjorde at jeg faldt i trance, hvis jeg ikke var forsigtig og straks begyndte at gå en tur eller på anden måde ’komme væk’.

Det er såmænd ikke fordi at jeg inden da behøvede at ’savne’ chikanen fra psykopaterne. Den havde som nævnt stået på i årevis, og havde længe antaget et omfang der gjorde det umuligt for mig at passe mine ting i livet. Én af konsekvenserne heraf var, at jeg i sensommeren 2024 blev hjemløs og derfor flyttede ind på en gammel sejlbåd i Egå Marina.

Men efter henvisningen blev det om muligt endnu værre – og som allerede nævnt, var der også den bevidst meget tydelige overvågning.

Så, en onsdag aften i midten af november måned 2024, kom så det endegyldige bevis på at chikanerierne med musik, stemmeangreb og den vedvarende tinnitus, kom via et implantat i min krop.

En aften på båden, mens jeg forsøgte at have det rart og passe mig selv, blev jeg heglet ned med angreb på angreb. Denne gang var det den meget hadefulde kvindelige sprogofficer i Pashtu, der sad ved mikrofonen. Hun heglede løs, bogstavlig talt i timevis, med at jeg var ’fortabt’, ’ikke havde en chance’ og at jeg kun har én ven i Verden: Nemlig en person ved navn Christina, som senere samme aften ville fortælle mig hvad jeg skulle gøre for at blive fri for chikanerne – eller i hvert fald, hvilket nok er mere realistisk, få mindre af det.

Denne Christina er en interessant person, som jeg har skrevet om tidligere. Det er hende, hvis person og gunst min torturbøddel og jeg i sin tid ikke kunne blive enige om, og som var den direkte årsag til at jeg blev tortureret dengang i 2007.

Men det var altså Christina, hvis efternavn er Kirkegaard Rasmussen, som skulle fortælle mig vilkårene for at chikanerierne skulle indstilles – eller i hvert fald gøres færre.

Men som så ofte før med denne psykopatisk lydende kvindelige sprogofficer, valgte jeg at ignorere hendes tåbeligheder.

Men hen på aftenen sket der jo det som kan ske for os alle: Jeg skulle ned på Marinaens badehus for at børste tænder og hvad man ellers gør, inden man skal sove. Og så, lige dér: På pladsen foran den store kran – lige dér sad Christina i sin bil, i en fuldt oplyst kabine og med front direkte mod mig så jeg kunne se hende. Ideen var tydeligt nok at jeg skulle kontakte hende. I stedet valgte jeg at konstatere at hendes smag i biler ikke havde ændret sig siden sidst, og i øvrigt ignorere fælden. Jeg fortsatte simpelthen mit ærinde, og da jeg skulle tilbage til båden, valgte jeg en anden vej tilbage.

Men forløbet omkring Christinas tilstedeværelse på Egå Marina, dokumenterede min mistanke om at stemmerne og de gentagende angreb og chikanerier kom fra en kilde udenfor mig selv. Mistanken om et implantat blev bestyrket og i praksis bekræftet.

Selv om kontaktforsøget mislykkedes, gjorde det ikke at chikanen blev mindre i den kommende tid. Mens jeg gik og hyggede mig med mit nye liv som hjemløs på en sejlbåd, fortsatte chikanen uanfægtet.

Så, fredag den 13. december, skete der noget. Mens jeg stod og beundrede udstillingen i ostebutikken i Guldsmedegade i Aarhus, skete der noget som jeg kun kunne betragte som en eskalering af situationen. Da skete der nemlig dét, at en person som jeg genkendte som en af overvågerne, trådte helt hen ved siden af mig og lod som om han interesserede sig for oste.

Dagen efter havde jeg en kaffeaftale med en jeg kender, hvor jeg straks søgte om og fik bevilget et asyl i den pågældendes lejlighed. Efter et par dage fik jeg dog nok; alt for mange mennesker (to) i en alt for lille lejlighed (60-70 kvm). Fredag den 16. december søgte jeg tilbage til mit frie og dejlige liv på den gamle sejlbåd – men mit ophold dér blev desværre kun kort i dén omgang.

Om aftenen, da jeg efter et såvel behageligt som vellykket besøg på pizzariaet vendte tilbage til båden for at gå til ro, blev jeg forsøgt kidnappet. Jeg undslap naturligvis i min vanligt overlegne stil, og er nu tilbage i en alt for lille lejlighed til flere personer end én.

Hvis kidnapningsforsøget var lykkedes, havde jeg været død i dag.

Jeg har, bogstavlig talt, ikke forladt lejligheden siden – dog med undtagelse af en kort tur ned i en nærliggende skov. Det kommer dog nok ikke til at gentage sig, idet jeg på turen mødte ingen ringere end agenten fra ostebutikken.

Og nu er tiden inde til at fortælle lidt om mine forfølgere.

Jeg har tidligere beskrevet, at mine kidnappere og torturbødler præsenterede sig som Forsvarets Efterretningstjeneste og at de i forbindelse med mishandlingen bar uniform, der præsenterede dem som soldater i det danske militær. Det er tydeligt, at i Søren Gades tid som minister, blev der i høj grad slækket på kravene til FE om at overholde kedelige ting som landets lovgivning og den slags.

Det er også alt sammen rigtig nok. Men der er mere til historien end det. Selv om Tom Gundersen ikke holder sig tilbage for at præsentere sig som FE-agent eller politimand, er han nemlig ingen af delene.

Derimod er han medlem af en privat organisation, der har blandt andet FE som klienter/samarbejdspartnere. Det var denne private organisation, som han i sin tid forsøgte at tvinge mig til at tilslutte mig. I Søren Gades tid var samarbejdet mellem denne organisation og FE så tæt og tillidsfuldt, at Gundersen kunne få den nødvendige infrastruktur stillet til rådighed, da han ønskede at kidnappe og mishandle mig.

Formålet dengang var, i hvert fald formelt, at jeg med tvang skulle rekrutteres til Gundersens egen organisation. Motivet hertil var at ydmyge mig foran vores fælles veninde – som for øvrigt selv var til stede under torturen og som, siden hun var 19-20 år, har været tilknyttet organisationen.

Og hvad er så egentlig formålet med dette indlæg?

Jo, det når vi til nu. Formålet er dels at gøre opmærksom på eksistensen af den private organisation, som forbryderen Tom Gundersen er tilknyttet og påstås at lede. Men helt primært er formålet sådan set at pege Politiet i den rigtige retning, hvis der skulle ske mig noget. Og det kan jo let ske, når jeg nu senere i morgen for første gang forlader mit skjul, for at gøre noget så kedeligt som at besøge en ørelæge.

Det er tydeligt at Gundersen selv og folkene omkring ham frygter mit ønske om en tilbundsgående søgen efter det implantat, som han selv for 17 år siden var med til at sætte ind i mig. Dette kan ses ved, at chikanen blev kraftigt intensiveret efter at jeg modtog den nødvendige henvisning. Det kan også ses ved, at chikanen lige efter tog karakter af en tæt og chikanerende, og i princippet truende, overvågning. Og så er der naturligvis kidnapningsforsøget i midten af december.

Så: Hvis jeg skulle forsvinde sporløst eller decideret blive myrdet på gaden, er det vigtigt at Politiet kan finde frem til de skyldige. I tilfælde af en kidnapning, vil jeg sandsynligvis være død inden for 1-2 døgn, så sandsynligheden for at finde mig levende vil ikke være særlig stor.

Den hovedskyldige i min kidnapning, og sandsynlige drab, er naturligvis Tom Gundersen. Han er ikke svær at finde, når jeg fortæller at han er søn af afdøde Bodil Gundersen, som desværre døde omkring marts måned sidste år – 2024. Det kan dansk politi sikkert godt finde ud af.

Christina, som, jeg nævnte ovenfor, har kendskab til alt. Hvis jeg kidnappes, kender hun alt til overvejelserne og beslutningen herom og véd med næsten sikkerhed hvor jeg bliver opbevaret og mishandlet indtil drabet. For øvrigt havde hun med stor sandsynlighed sin mobiltelefon i bilen, da hun en aften i november sidste år rullede ned på kajen i Egå Marina for at blive set.

For mit eget vedkommende? Tjah, jeg er jo et kristent menneske og som sådan altid parat til at dø. Det er ét af vilkårene som kristen, og i virkeligheden hjørnestenen i et kristent menneskes frihed. Men på den anden side er der jo ikke nogen grund til at det skal ske lige nu.

For øvrigt: Jeg nævnte en organisation. Den organisation, som Tom Gundersen påstås at lede, og som han i sin tid forsøgte at tvinge mig til at tilslutte mig. Den er ikke temaet for dette indlæg, men det vil være min hensigt at skrive meget mere om den ved en senere lejlighed. Der vil jeg blandt andet beskrive organisationens aktiviteter og netværk og hvad jeg ellers finder belejligt.