Et liv med såvel hårde som ubehagelige erfaringer, som personlige fejltagelser, har lært mig at man skal blande sig uden om personsager i den offentlige debat. Som oftest er den slags historier kraftigt vinklet, og ikke sjældent et resultat af at nogen både har plantet historien og betalt for den.
Men der findes ingen regler uden undtagelser, og når min gamle makker Rabih Azad-Ahmad i netmediet BT beskyldes for terrorsympatier, finder jeg det amoralsk at holde mig tilbage.
I en stort opsat artikel på BT, beskyldes Rabih for at dyrke kontakter med personer med tilknytning til såkaldt ’terrorisme’ og mellem linjerne for selv at have sympati for terrorisme.
Jeg lærte Rabih Azad-Ahmad at kende i 2005, da jeg stillede op som kandidat til landets første regionsråd for Det Radikale Venstre. Idet Rabih var byrådskandidat og jeg selv stillede op til regionen, besluttede vi os for at føre valgkamp sammen. På den måde kunne Rabih opfordre sit store netværk til at støtte mig i valgkampen, og jeg selv kunne hjælpe ham i hans.
Den gensidige sympati og kammeratskabsfølelse mellem os var stor, så jeg kom også hurtigt ind som næstformand i Multikulturel Forening, som Rabih havde stiftet og var formand for.
Valget endte på den måde, at Rabih blev førstesuppleant til byrådet efter Uffe Elbæk, som senere trak sig, så Rabih hurtigt overtog stolen. Senere, ved folketingsvalget i 2007, hjalp jeg Rabih med en opstilling til folketingsvalget samme år – i Horsenskredsen. Efter valget fortalte han mig med et svedent grin, at ’dét gør jeg aldrig igen’. Jeg har dog stadig i dag den opfattelse, at hvis Rabih måtte finde på at lade sig opstille i en af de fire Aarhus-kredse, vil han have ganske gode chancer for seriøst at kunne konkurrere om storkredsens mandat.
Siden 2005 har jeg ved hvert eneste kommunalvalg givet Rabih min stemme. Den eneste undtagelse er ved valget i 2013, hvor jeg selv var kandidat for et andet parti, og derfor stemte på mig selv.
Med andre ord: Jeg kender Rabih, og ved hvad han står for. Jeg véd, at Rabih er demokrat helt ind til det inderste af marven, og jeg ved at hans universitetsspeciale som jurist, var om FN’s erklæring om menneskerettighederne.
Fra tiden dengang hvor vi sammen arbejdede med integration i Gellerup, havde Rabih store vanskeligheder med de mere radikaliserede elementer i miljøet. Selv var Rabih ikke et religiøst menneske, men han forstod folk der var, hvilket var grunden til at han alligevel lykkedes at samle bydelen omkring sig. Selv imamerne accepterede ham, mens det samme som nævnt ikke gjaldt områdets mere radikaliserede og kriminelle elementer.
At jeg nød arbejdet med ham og lærte meget i den periode, giver sig selv. Desværre måtte jeg trække mig fra arbejdet uden nogen ordentlig forklaring, idet mit personlige fjendskab med en FE-ansat, som er beskrevet andetsteds her på siden, gjorde mig til en sikkerhedsrisiko for alle mine omgivelser – i en periode endog min egen familie. Da min FE-fjende efter tunesersagen satte et rygte i omløb om at jeg var PET-stikker, var mit liv i fare og jeg måtte ganske enkelt smutte fra området i en fart.
Men jeg kender som sagt Rabih, og véd hvem han er og hvilket stof han er gjort af. Jeg kender ham som demokrat helt ind til det aller inderste, jeg kender ham som en person der respekterer andres religiøse opfattelse og forstår den, selv om han i den periode vi arbejdede sammen, ikke gav indtryk af at være et religiøst menneske.
Og jeg kender ham også som en stor fortaler for en bedre fremtid for det palæstinensiske folk. Rabih var konsekvent modtander af vold som en løsning på Palæstina-problemet og argumenterede ustandseligt for en fremtid for Palæstina, hvor kristne, jøder og muslimer kunne leve sammen i fred. Dette er et håb, som jeg for øvrigt ivrigt deler.
Rabih har arrangeret møder og talt ved demonstrationer, hvor palæstinensernes lidelser er blevet behandlet. Han er i det hele et kendt ansigt i hele dét dér miljø – hvilket er ganske fortjent, idet han som uddannet advokat og folkevalgt politiker, udover sin åbenlyse dygtighed, også står som et forbillede for mange unge.
Det bør derfor ikke komme som nogen overraskelse, at Rabih af og til indbydes til at være taler ved forskellige arrangementer såsom debatmøder og konferencer, der omhandler den palæstinensiske sag.
BT kritiserer specifikt Rabih for to ting: (1) at han flere gange har talt ved konferencer arrangeret af European Palistinians Conference, og (2) at han ikke har taget afstand til Hamas’ angreb inde i Israel den 7. oktober sidste år.
Om det sidste punkt er der kun at sige, at dengang vi arbejdede sammen, var Rabih særdeles betænkelig overfor kravet fra visse danske meningsdannere om, at indvandrere med mellemøstlig baggrund på en eller anden måde havde pligt til at ’tage afstand’ til terrorangreb begået af al Quaeda og andre. I kravet herom ligger en mistænkeliggørelse, som i sig selv er hæmmende for integrationen, og derfor kontraproduktiv for begge parter.
Skulle jeg da også, som katolik, udtale mig hver gang eksempelvis IRA detonerede en bilbombe eller Folkekirkens biskopper lægge afstand hver gang Ian Paisley siger noget idiotisk eller opfordrede til vold?!? Hans konklusion, og min med, var og er et klart NEJ – det har man ingen forpligtelse til. Der er derfor ingen grund til, at Rabih, som dokumenteret demokrat og folkevalgt politiker med rod i det palæstinensiske folk og familie i området, skulle være særligt forpligtet hertil. Naturligvis ikke, det giver sig selv.
Det burde egentlig være nok, også for journalisten Claes Kirkeby Theilgaard, at rådmanden Rabih Azad-Ahmad ved flere lejligheder har ageret bordherre for Hendes Majestær Dronning Margrethe dengang hun stadig var regerende regent. Den slags får man ikke lov til, med mindre man først bliver undersøgt af PET i alle ender, ledder og kanter.
I øvrigt er det min opfattelse, at situationen i Palæstina med Israels igangværende folkedrab og fordrivelse af palæstinenserne er så betændt, at BT burde beskæftige sig med vigtigere ting end hvem der deltager i hvilke konferencer på det europæiske fastland, hvilket man med et ordentligt vognlæs god vilje trods alt godt kan påstå at Malmø er en del af.
Afslutningsvis vil jeg ligeledes gerne opfordre BT til at overveje, om det mon ikke vil være en god ide at arbejde med den kendsgerning, at forskellen mellem såkaldt ’terror’ og frihedskamp ikke udgøres af objektive kriterier, men derimod hele vejen igennem er politisk bestemt. Det har jeg skrevet et andet indlæg om, som kan tilgås her: Terror og retten til modstand.