En semit er en person, der taler et semitisk sprog. Disse udgøres i alt væsentligt af arabere, assyrere og andre grupper, som anvender sprog der tilhører det semitiske sprogområde. Også hebræisk er et semitisk sprog, og samtidig det officielle sprog for staten Israel. Landet giver desuden et andet semitisk sprog, arabisk, en ’speciel status’.

Det er derfor rimeligt at betragte borgerne inden for staten Israels grænser som ’semitter’. De er semitter, fordi statens to officielle sprog begge tilhører den semitiske sproggruppe.

Dette er et faktum, som desværre misbruges groft af Israels forsvarere, når legitim kritik af landets fremfærd overfor palæstinenserne affejes som værende ’antisemitisk’. Hvis man kritiserer Israel, er man åbenbart antisemit – et menneske, som nærer modvilje mod mennesker, der tilhører bestemte sproggrupper.

Det giver sig selv, at dette naturligvis er noget sludder. Det er der flere grunde til. Den ene er det åbenlyse: At Israels nuværende forsøg på folkedrab på palæstinenserne, rent faktisk er et folkedrab rettet mod en anden semitisk gruppe, idet sproget blandt palæstinenserne som bekendt er arabisk.

Man kan derfor med nogen ret bede Israel feje for egen dør, idet landets forsøg på fordrivelse og folkedrab mod landets oprindelige arabiske befolkning, med mindst lige så stor ret kan kaldes for antisemitisk.

Hvad Israels støtter tilsyneladende ikke forstår, er at Israel ikke har eneret på at være ’semitisk’. Arabere og assyrere er også semitter, hvilket Israels og deres støtter lader til at have glemt. For nogle er forglemmelsen af en bevidst natur, sådan som det så ofte kan være det når ideologi trumfer sandhed.

I det hele taget er der meget i debatten omkring staten Israel, der forekommer at være ulogisk og uden sans for hverken historie eller faktiske realiteter. Tag sådan noget som påstanden om at ’Israel har ret til at eksistere’.

Påstanden er interessant, al den grund at ingen stat og intet land som sådan har en ret til at eksistere. Stater er rent menneskelige konstruktioner, og har som sådan ingen decideret ret til at eksistere. Det Romerske Rige havde ingen ret til at eksistere, det Byzantiske Imperium havde ingen ret til at eksistere, DDR havde ingen ret til at eksistere, Inkariget havde ingen ret til at eksistere, Mayariget havde ingen ret til at eksistere og Sovjetunionen havde ingen ret til at eksistere – blot for at nævne nogle få eksempler på statsdannelser, der ikke længere er at finde på landkortet.

Danmark er et land, der kontinuerligt har eksisteret som stat i mere end 1000 år. Vi har været her så længe, at både vi og vore naboer har svært ved at se det anderledes. Det er jo meget godt, men vi må ikke glemme at Kongeriget Danmark i kaosset efter 1864 rent faktisk var ganske tæt på at blive opslugt i Det Tyske Rige og dermed ophøre med at eksistere som selvstændig stat og, i realiteten, som kulturgruppe med alt hvad dertil hører.

At Danmark overlevede som stat og den danske kulturgruppe fik en chance mere, skyldes udelukkende vores geografiske placering som vagtpost ved indsejlingen til Østersøen.

I forbindelse med fredsforhandlingerne, var vores daværende konge nemlig parat til at smide tøjlerne og melde landet ind i Tyskland. Det skete så ikke, fordi Rusland satte foden i døren og fik medhold hos de øvrige stormagter: Det Britiske Rige, Frankrig og Bismarck’s Tyskland: For at sikre freden, var det nemlig nødvendigt at indsejlingen til Østersøen skulle bevogtes af en stat der ikke var nogen stormagt, men derimod lille, svag og uden nævneværdig interesse for storpolitik. Begrundelsen turde være åbenlys, idet en hvilken som helst anden model ville føre til storkrig i Europa.

Så Danmark fik lov til at eksistere nogen tid endnu. Ikke fordi landet har en særlig ret hertil, men fordi regeringerne i de vigtigste europæiske hovedstæder betragtede vores fortsatte eksistens som værende nyttig og nødvendig for at opretholde freden.

At Danmarks fortsatte eksistens skyldes intervention fra Rusland, betragtes i dag vistnok som værende politisk ukorrekt. Men sådan er der så meget.

Også lande omkring os som Sverige og Storbritannien har eksisteret kontinuerligt som lande og stater så længe, at kun de færreste kan tænke sig det anderledes. Men nogen ’ret’ har de ikke. Sverige og Storbritannien eksisterer fordi de gør, ikke fordi de har ret hertil.

Så hvorfor skulle Israel have en sådan indbygget ’ret til at eksistere’? Selve påstanden er, historisk set, absurd. Om Israel i gammel tid kan man læse, at Gud bestemt ikke til alle tider har haft den opfattelse at Israel under sine forskellige inkarnationer skulle have en særskilt ret til at eksistere. Det skete flere gange i Gammel Testamentelig tid, at Gud sendte sit folk på flugt og overlod landet til andre.

Sidst det skete, var omkring år 70, hvor de romerske besættere havde fået nok og rev Templet ned. Den overlevende jødiske befolkning blev for størstedelens vedkommende efterfølgende indfanget af romerne og røg på slavemarkederne.

Disse sørgelige begivenheder forudså Jesus flere steder i Evangelierne; Mattæus 24, 1-2; Lukas 19, 41-44 og Mattæus 23, 37-38.

De fleste kristne har den opfattelse, at Gud lod disse ting ske, fordi det store flertal af jøderne nægtede at følge den lovede Messias, da Han kom til dem. Det var faktisk hvad Jesus sagde i Lukasevangeliets 19, 44 og i Mattæus 23, 39 sagde Han endvidere at: For jeg siger Jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være Han, der kommer i Herrens navn. I Mattæus 21, 43 siger Han det mere klart: Guds Rige skal tages fra Jer og gives til et folk, som bærer dets frugter.

Deri ligger det også, at kristne i Vesten under ingen omstændigheder kan anvende et bibelsk argument for påstanden om staten Israels unikke ’ret til at eksistere’. Kristen zionisme er ganske enkelt et udtryk for manglende skriftforståelse, men det er en anden sag som jeg måske vil overveje at skrive mere om en anden dag.

Kort sagt: Israel er en stat blandt andre stater, og er omfattet af de samme historiske cyklusser som altid gælder for sådanne. Og kritik er Israels fremfærd overfor landets oprindelige palæstinensiske befolkning er ikke mere antisemitisk end Israels nuværende forsøg på folkedrab af disse.

Et liv med såvel hårde som ubehagelige erfaringer, som personlige fejltagelser, har lært mig at man skal blande sig uden om personsager i den offentlige debat. Som oftest er den slags historier kraftigt vinklet, og ikke sjældent et resultat af at nogen både har plantet historien og betalt for den.  

Men der findes ingen regler uden undtagelser, og når min gamle makker Rabih Azad-Ahmad i netmediet BT beskyldes for terrorsympatier, finder jeg det amoralsk at holde mig tilbage.

I en stort opsat artikel på BT, beskyldes Rabih for at dyrke kontakter med personer med tilknytning til såkaldt ’terrorisme’ og mellem linjerne for selv at have sympati for terrorisme.

Jeg lærte Rabih Azad-Ahmad at kende i 2005, da jeg stillede op som kandidat til landets første regionsråd for Det Radikale Venstre. Idet Rabih var byrådskandidat og jeg selv stillede op til regionen, besluttede vi os for at føre valgkamp sammen. På den måde kunne Rabih opfordre sit store netværk til at støtte mig i valgkampen, og jeg selv kunne hjælpe ham i hans.

Den gensidige sympati og kammeratskabsfølelse mellem os var stor, så jeg kom også hurtigt ind som næstformand i Multikulturel Forening, som Rabih havde stiftet og var formand for.

Valget endte på den måde, at Rabih blev førstesuppleant til byrådet efter Uffe Elbæk, som senere trak sig, så Rabih hurtigt overtog stolen. Senere, ved folketingsvalget i 2007, hjalp jeg Rabih med en opstilling til folketingsvalget samme år – i Horsenskredsen. Efter valget fortalte han mig med et svedent grin, at ’dét gør jeg aldrig igen’. Jeg har dog stadig i dag den opfattelse, at hvis Rabih måtte finde på at lade sig opstille i en af de fire Aarhus-kredse, vil han have ganske gode chancer for seriøst at kunne konkurrere om storkredsens mandat.

Siden 2005 har jeg ved hvert eneste kommunalvalg givet Rabih min stemme. Den eneste undtagelse er ved valget i 2013, hvor jeg selv var kandidat for et andet parti, og derfor stemte på mig selv.

Med andre ord: Jeg kender Rabih, og ved hvad han står for. Jeg véd, at Rabih er demokrat helt ind til det inderste af marven, og jeg ved at hans universitetsspeciale som jurist, var om FN’s erklæring om menneskerettighederne.

Fra tiden dengang hvor vi sammen arbejdede med integration i Gellerup, havde Rabih store vanskeligheder med de mere radikaliserede elementer i miljøet. Selv var Rabih ikke et religiøst menneske, men han forstod folk der var, hvilket var grunden til at han alligevel lykkedes at samle bydelen omkring sig. Selv imamerne accepterede ham, mens det samme som nævnt ikke gjaldt områdets mere radikaliserede og kriminelle elementer.

At jeg nød arbejdet med ham og lærte meget i den periode, giver sig selv. Desværre måtte jeg trække mig fra arbejdet uden nogen ordentlig forklaring, idet mit personlige fjendskab med en FE-ansat, som er beskrevet andetsteds her på siden, gjorde mig til en sikkerhedsrisiko for alle mine omgivelser – i en periode endog min egen familie. Da min FE-fjende efter tunesersagen satte et rygte i omløb om at jeg var PET-stikker, var mit liv i fare og jeg måtte ganske enkelt smutte fra området i en fart.

Men jeg kender som sagt Rabih, og véd hvem han er og hvilket stof han er gjort af. Jeg kender ham som demokrat helt ind til det aller inderste, jeg kender ham som en person der respekterer andres religiøse opfattelse og forstår den, selv om han i den periode vi arbejdede sammen, ikke gav indtryk af at være et religiøst menneske.

Og jeg kender ham også som en stor fortaler for en bedre fremtid for det palæstinensiske folk. Rabih var konsekvent modtander af vold som en løsning på Palæstina-problemet og argumenterede ustandseligt for en fremtid for Palæstina, hvor kristne, jøder og muslimer kunne leve sammen i fred. Dette er et håb, som jeg for øvrigt ivrigt deler.

Rabih har arrangeret møder og talt ved demonstrationer, hvor palæstinensernes lidelser er blevet behandlet. Han er i det hele et kendt ansigt i hele dét dér miljø – hvilket er ganske fortjent, idet han som uddannet advokat og folkevalgt politiker, udover sin åbenlyse dygtighed, også står som et forbillede for mange unge.

Det bør derfor ikke komme som nogen overraskelse, at Rabih af og til indbydes til at være taler ved forskellige arrangementer såsom debatmøder og konferencer, der omhandler den palæstinensiske sag.

BT kritiserer specifikt Rabih for to ting: (1) at han flere gange har talt ved konferencer arrangeret af European Palistinians Conference, og (2) at han ikke har taget afstand til Hamas’ angreb inde i Israel den 7. oktober sidste år.

Om det sidste punkt er der kun at sige, at dengang vi arbejdede sammen, var Rabih særdeles betænkelig overfor kravet fra visse danske meningsdannere om, at indvandrere med mellemøstlig baggrund på en eller anden måde havde pligt til at ’tage afstand’ til terrorangreb begået af al Quaeda og andre. I kravet herom ligger en mistænkeliggørelse, som i sig selv er hæmmende for integrationen, og derfor kontraproduktiv for begge parter.

Skulle jeg da også, som katolik, udtale mig hver gang eksempelvis IRA detonerede en bilbombe eller Folkekirkens biskopper lægge afstand hver gang Ian Paisley siger noget idiotisk eller opfordrede til vold?!? Hans konklusion, og min med, var og er et klart NEJ – det har man ingen forpligtelse til. Der er derfor ingen grund til, at Rabih, som dokumenteret demokrat og folkevalgt politiker med rod i det palæstinensiske folk og familie i området, skulle være særligt forpligtet hertil. Naturligvis ikke, det giver sig selv.

Det burde egentlig være nok, også for journalisten Claes Kirkeby Theilgaard, at rådmanden Rabih Azad-Ahmad ved flere lejligheder har ageret bordherre for Hendes Majestær Dronning Margrethe dengang hun stadig var regerende regent. Den slags får man ikke lov til, med mindre man først bliver undersøgt af PET i alle ender, ledder og kanter.

I øvrigt er det min opfattelse, at situationen i Palæstina med Israels igangværende folkedrab og fordrivelse af palæstinenserne er så betændt, at BT burde beskæftige sig med vigtigere ting end hvem der deltager i hvilke konferencer på det europæiske fastland, hvilket man med et ordentligt vognlæs god vilje trods alt godt kan påstå at Malmø er en del af.

Afslutningsvis vil jeg ligeledes gerne opfordre BT til at overveje, om det mon ikke vil være en god ide at arbejde med den kendsgerning, at forskellen mellem såkaldt ’terror’ og frihedskamp ikke udgøres af objektive kriterier, men derimod hele vejen igennem er politisk bestemt. Det har jeg skrevet et andet indlæg om, som kan tilgås her: Terror og retten til modstand.

Begrebet ʻterrorʼ er et begreb der fylder meget i det offentlige billede. For os her i Vesten, beskrives terrorister i reglen som værende en ondskab, som det er nødvendigt at værge os imod. Efter angrebet mod World Trade Center i New York i 2001, var det evige mantra fra USAʼs daværende præsident at ʻterroristerne hader os på grund af vores frihedʼ.

Desværre fandt vi ret hurtigt ud af, at vejen til at bekæmpe terrorisme, var at formindske og helst helt afskaffe selvsamme frihed. Her i Danmark ser vi det med et drakonisk niveau af overvågning, der ville gøre selv STASI grønne i hovedet af misundelse.

Blandt andet er man i færd med en udfasning af kontante penge, således at samtlige økonomiske transaktioner foretaget i Danmark vil kunne spores via vore bank- og kreditkortkonti. Dette skal ses i sammenhæng med, at Folketinget har vedtaget lovgivning der giver Politi og Militær adgang til at overvåge vore bankkonti uden først at skulle anmode en dommer om at udstede kendelse herom.

Argumentet herfor er ikke mindst frygten for ʻterrorʼ.

Men hvad er terrorisme da?

Først skal man forstå sandheden i det gamle ord om, at den ene mands terrorist er den anden mands frihedskæmper. Begrebet ʻterrorʼ er derfor som udgangspunkt politisk bestemt; nemlig hvorvidt de tilhørende voldshandlinger og de politiske mål der driver en given organisation eller netværk, er politisk ønskelige eller acceptable for en given regering eller regime.

Eksempler: I 1980ʼerne eksisterede der i Nicaragua en organisation, der gik under betegnelsen contraerne. Contraerne udmærkede sig ved systematisk at begå massedrab på hele landsbyer, tortur og andre uhumskheder. Men i den vestlige verden blev Contraerne aldrig rubriceret som terrorister – af den simple grund at organisationen var direkte finansieret af USA og blev bevæbnet, trænet og ʻrådgivetʼ af personale fra efterretningstjenesten CIA.

Typisk vil et land der med militære midler besætter et andet land, opfatte det besatte lands legitime modstandskæmpere for værende terrorister. Det så vi eksempelvis i Irak, hvor også Danmark jo deltog som ulovlig besættelsesmagt. Det er i denne forbindelse væsentligt at gøre opmærksom på, at såvel FN-pagten som diverse Geneve-konventioner faktisk understreger et besat folks ret til at yde voldelig modstand mod en besættelsesmagt. Naturligvis under forudsætning af at de almindelige regler vedrørende militære konfrontationer overholdes. Det betyder blandt andet at det ikke er tilladt at angribe civile, mens besættelsesmagtens militær, kollaboratører og beslutningstagere, sådan som jeg forstår det, ligger inden for rammen.

I den forbindelse er det på ingen måde ulogisk, at en besættelsesmagt indfører lovgivning mod sådanne aktiviteter og modarbejder dem med militære midler. Det gjorde eksempelvis Danmark i forbindelse med at vi deltog i besættelsen af både Irak og Afghanistan. Dette på trods af at modstandskampen i disse lande var sanktioneret i international ret.

Men i modsætning til Contraerne, var modstandsbevægelsen i disse lande rubriceret som ʻterroristerʼ og deres aktiviteter som ʻterrorʼ. Dette på trods af, at mens Contraerne primært rettede deres voldshandlinger mod civilbefolkningen, var modstandsbevægelserne i Irak og Afghanistan rent faktisk rettet mod besættelsesmagtens militære styrker, samt de kollaboratører der samarbejdede med disse.

Jeg er opmærksom på, at Folketinget har valgt at indskrænke borgernes ytringsfrihed på den måde, at det ifølge straffeloven er strafbart at billige terrorhandlinger eller de organisationer der begår dem. Jeg skal derfor ikke tøve med at understrege, at jeg i dette indlæg aldeles ikke billiger hverken terrorhandlinger eller legitim frihedskamp, men blot forklarer retsordenen sådan som jeg ser den.

Eksempelvis vil det aldrig blive betegnet som kriminelt i Danmark at billige hverken Contraernes hærgen i Nicaragua eller apartheidregimet i Sydafrika, mens billigelse af modstandskamp mod en udenlandsk besættelsesmagt i et fremmed land, efter dansk ret i princippet kan straffes med flere års fængsel. Begrebet ʻterrorʼ er således i sin karakter rent politisk og det må man som borger naturligvis forholde sig til.

For lidt over to måneder siden, foretog gruppen Hamas et angreb langt inde i Israel. Der var tale om et angreb, som ret beset slet ikke burde kunne lade sig gøre. Den palæstinensiske befolkning er uden tvivl en af de mest overvågede i Verden – om muligt er palæstinenserne endog endnu tættere overvågede end selv vi danskere.

Men til vores allesammens overraskelse lod angrebet sig gøre, og konflikten mellem Palæstina og Israel giver os endnu en lejlighed til at reflektere over forskellen på terror og ikke-terror.

Israel er nemlig en stat, der i selve sin kerne er en besættelsesmagt. Staten Israel har siden 1947 besat et fremmed folks land i Palæstina. Den dag i dag tildeler landets regering, på baggrund af religiøst tilhørsforhold, statsborgerskaber til turister. Disse nye tilflyttere skal dernæst til at lære et nyt sprog og stille sig til rådighed for militærtjeneste, der har som primært formål at undertrykke og bekæmpe landets oprindelige befolkning.

Der er ingen tvivl om, at såvel FN-pagtens som Geneve-konventionernes regler og international lovgivning om modstandskamp, i høj grad gør sig gældende for palæstinensernes vedkommende.

Samtidig er der en række forhold omkring den israelske befolknings sammensætning, der til tider kan gøre det vanskeligt at skelne mellem civile og militærfolk. Jeg henviser her til landets meget omfattende værnepligt, der bla betyder at størstedelen af landets befolkning enten er tjenestegørende i militæret eller reservister.

Jeg skal ikke gå nærmere ind i hvordan man efter international ret skelner en reservist fra en civilist, idet dette på ingen måde forekommer oplagt.

Men der er ingen rimelig tvivl om at befolkningen i Palæstina har ret til at yde modstandskamp mod Israel – og det gælder ikke mindst inden for de landområder som Israel besatte og senere annekterede efter krigen i 1967.

Det er også værd at gøre opmærksom på, at eksempelvis Gaza faktisk har været, og stadig er, under en meget tydelig og uomtvistelig besættelse. Således har det i årtier været sådan at intet – absolut intet – kommer ind i Gaza uden først at blive tjekket og godkendt af israelsk militær. Det samme gælder mennesker; intet menneskeligt væsen kan uden israelsk tilladelse rejse hverken ind i eller ud af Gaza.

Det står således aldeles klart, at Palæstinas befolkning har en uomtvistelig ret til at bedrive modstandskamp mod den israelske besættelsesmagt. Retten til modstandskamp er i international ret ikke begrænset af hvorvidt den såkaldt ʻvestlige verdenʼ holder med den ene part eller ej – kun af i hvilket omfang man begrænser angrebene til udelukkende at omfatte lovlige mål.

Endnu engang skal jeg, af juridiske grunde, understrege at jeg på ingen måde billiger hverken Hamasʼ angreb den 7. oktober eller Hamas som organisation, idet en sådan billigelse jo i sagens natur ifølge straffeloven er en strafbar ytring. Noget sådant kunne jeg i sagens natur aldrig finde på. I stedet undrer jeg mig over, at staten Israels voldsomme undertrykkelse at Palæstinas civile befolkning aldrig har fået et tilsvarende terrorstempel.

Men det hænger i sagens natur sammen med, at terror eller ikke-terror naturligvis bestemmes af politik og ikke af ret. Dette finder jeg på enhver måde uacceptabelt.