Nej, Iben Thranholm. Stram Kurs er afgjort ikke et parti for kristne

Jeg har i dag fået bragt nedenstående debatindlæg i dagens udgave af Kristeligt Dagblad:

–00–

I stedet for at være en modgift mod åndeligt tomrum, udgør partiet og dets bagvedliggende ideologi i bedste fald i sig selv en åndelig tomhed så stor, at det runger, skriver katolik i modsvar

I en kronik med overskriften ”Stram Kurs er for kristne” forsøger debattøren Iben Thranholm i Kristeligt Dagblad den 25. maj at argumentere for sit overraskende valg af politisk parti. Desværre for Thranholm selv er kronikken smækfyldt med selvmodsigelser, fejlslutninger, umotiverede tankespring og en decideret urigtighed omkring Den Hellige Frans af Assisi. Sidstnævnte pointe har andre allerede taget sig af her i avisen, hvilket efterlader alt det andet sludder til os andre.

Iben Thranholms grundlæggende argumentation er, at der på et generelt plan eksisterer et åndeligt tomrum i Europa, og at dette åndelige tomrum skal løses ved at gå ind i politik. Normalt løser man ellers problemer af åndelig karakter ad åndelig vej – eksempelvis via missionerende virksomhed, hvilket jo så afgjort ville være den logiske løsning på det problem, Thranholm påpeger.

Som argument for et eksisterende åndeligt tomrum, nævner hun den hollandske politiker Joram van Klaveren. Klaveren indledte sin karriere som fremtrædende politiker på den ekstreme islamkritiske højrefløj i Holland, for derefter at konvertere til islam, fordi han oplevede et åndeligt tomrum i sit eget liv.

Jeg er enig med Thranholm i, at Klaverens eksempel er interessant, men man kan ikke ud fra Klaveren konkludere at Europa er et åndeligt tomt hus, der bare står og venter på, at en eller anden rykker ind. Man kan i stedet stille spørgsmålet, om Klaverens eksempel ikke i stedet peger mod den åndelige tomhed som gør sig gældende på den yderste, højrefløj, og som blandt andet giver sig udslag i nationalisme, xenofobi og islamhad.

Thranholm giver selv flere eksempler på denne for hende skræmmende åndelige tomhed. Blandt andet en henvisning til imam Abdul Wahid Pedersen, som citeres for en udtalelse om, at antallet af danskere, der konverterer til islam, i gennemsnit udgør omkring én om ugen. Hvad Thranholm behændigt undgår at tage med, er de konstante meldinger om en meget kraftig trafik den modsatte vej. Således melder såvel folkekirken som diverse frikirker om en stor tilgang af tidligere muslimer.

I Danmark går trafikken således ikke hovedsagligt mod islam, men derimod fra islam til kristendommen. Det er dog sandt, at det kirkesamfund vi begge tilhører, Den katolske kirke, tilsyneladende ikke lader til at få del i ”rovet”. Selvom dette er beklageligt, kan det dog ikke nødvendigvis tages som et tegn på åndelig fattigdom eller ligefrem tomhed.

Thranholm nævner også anslåede britiske og amerikanske tal for konvertioner til islam. Disse tal er selvsagt større end de danske, men værre er det heller ikke. Fra min tid i London ved jeg, at kirkernes RCIA-programmer, altså undervisning for kommende konvertitter til Den katolske kirke, generelt er fyldt ganske pænt op. Dette antyder ikke just en åndelig tomhed af den slags, som kun kan løses hos islam. I de lande, som Thranholm henviser til, er vi katolikker såmænd også ganske gode til at præsentere et åndeligt alternativ.

I det hele taget er Iben Thranholms underliggende tese, at åndelig tomhed løses hos islam, lidt mystisk taget i betragtning at den kommer fra en, der ganske som jeg selv er katolsk konvertit.

Som tidligere nævnt vil den logiske konsekvens af åndelig tomhed være en forøget missionsvirksomhed i Europa i almindelighed – og Danmark i særdeleshed, idet det jo er her, vi begge befinder os. I stedet har Iben Thranholm valgt at ville løse dette ved at stille op til Folketinget for et parti, der, hvis man ellers kan have tiltro til partiets stifter, agter at gennemføre en etnisk udrensning i Danmark gennem massedeportationer af den del af befolkningen, der besidder en politisk uønsket etnisk baggrund.

Denne politik vil for øvrigt, såfremt den gennemføres, medføre, at en meget stor del af Iben Thranholms og mine trosfæller her i landet også bliver deporteret. Der bliver ikke meget tilbage af det katolske Danmark, hvis Iben Thranholms parti får magt som det har agt.

Hvorledes etniske udrensninger og massedeportationer baseret på etnicitet skulle udfylde et åndeligt tomrum, må således stå hen i det uvisse.

Men jeg kan sige én ting med rimelig sikkerhed: Såfremt Iben Thranholm bliver valgt til Folketinget og som medlem heraf stemmer for et forslag fra hendes parti med det indhold, jeg netop har nævnt, vil hun med meget stor sandsynlighed stille sig i samme situation som de amerikanske politikere, der er blevet udelukket fra den hellige kommunion efter at have stemt for fri abort. Jeg siger med ”meget stor sandsynlighed”, for der er mig bekendt ingen præcedens i moderne tid for disse ting.

Så nej, Iben Thranholm, Stram Kurs kan så ganske afgjort ikke med rimelig ret markedsføre sig som et parti for kristne. I stedet for at være en modgift mod åndeligt tomrum, udgør partiet og dets bagvedliggende ideologi i bedste fald i sig selv en åndelig tomhed så stor, at det runger.