Jeg har tidligere her på siden skrevet om dengang jeg blev kidnappet og efterfølgende udsat for tortur af personel fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Men selv om jeg hist og her har antydet lidt om begrundelsen for at disse uhyrligheder fandt sted, er det ikke et emne som jeg har underkastet en systematisk behandling. Udeladelsen skyldes at begivenhederne havde rod i forhold der sådan set hører privatlivet til, nemlig personlige relationer mellem mig selv og sagens to øvrige hovedpersoner.

Hverken Forsvarets Efterretningstjeneste eller PET havde i dengang i 2007 nogen som helst grund til at udvise professionel eller faglig interesse for mig. Begivenhederne skyldtes udelukkende en personlig relation mellem mig selv, torturbødlen Tom Gundersen og en fælles veninde. Det var, med andre ord, den klassiske historie med én pige og to drenge.

Selv om kidnapningen fandt sted i efteråret 2007, begyndte opspillet allerede 14 år tidligere – på en smuk sensommeraften i 1993.

En bekendt nede fra Den Katolske Menighed i Esbjerg, havde i al sin visdom besluttet sig for at jeg skulle møde en pige fra hendes netværk, og havde derfor inviteret både hende og mig hjem til middag en aften. ʻAlle kan lide Christina – det vil du også kunneʼ, havde hun sagt. Og det kunne jeg – fra første blik. Hun var 16, jeg ti år ældre.

Tilstede var også husets søn – min senere torturbøddel Tom Gundersen. Mellem os skete der også noget fra første blik men det var i hvert fald ikke kærlighed. Ingen af os brød os om hinanden, men heldigvis behøvede vi ikke tale sammen. Jeg husker at mit eget fokus den aften var på Christina.

For at gøre den lange historie kort, fortsatte hun og jeg de kommende år med at se hinanden – som vældig gode venner. Sidst i halvfemserne skete der så et brud, men efter at jeg nogle år senere havde afbrudt et præstestudie for Den Katolske Kirke, var Christina pludselig i røret en dag – hun havde nemlig fået den ide at vi skulle til at ses igen.

Anden gang vi så hinanden efter genforeningen, sad vi overfor hinanden i sofaen i hendes lille rækkehus i centrum af Esbjerg. Pludselig, ud af et blå, nævnte hun muligheden for at vi skulle giftes. Det overraskede mig mildest talt lidt, for intet i Christinas liv på det tidspunkt antydede, at hun på nogen som helst måde var det, man kalder gifteklar.

Christina levede nemlig et liv med flere mænd, og det havde hun tydeligvis tænkt sig at blive ved med. Det var den ene ting. Men der var også et lille twist: Hun og Tom Gundersen befandt sig i et usundt og amoralsk forhold – som hun også havde tænkt sig skulle fortsætte.

Jeg forlangte, helt rutinemæssigt, både Tom Gundersen og de andre mænd fjernet fra hendes liv inden forhandlingerne kunne fortsætte. Og der strandede forhandlingerne omkring vores giftemål så. Det viste sig nemlig, at der var en særlig ʻcatchʼ hvis man ville være en af mændene i Christinas liv: Så skulle man forstå, at det i alle væsentlige forhold skulle være Tom Gundersen der var lederen; dén, der bestemte. Man skulle forstå og acceptere, at han på enhver måde og i samtlige livets forhold havde fortrinsret til Christinas person. Med andre ord var der tale om en dominerende relation, hvor den/de dominerede var tredjepersoner: hendes mandlige bekendte. Det var naturligvis uacceptabelt, og langt fra hvad jeg betragter som et ægteskab.

Allerede i forbindelse med denne indledende sondering, som man vel bedst kan kalde det, besvarede Christina mit krav med at true mig med Tom Gundersens voldspotentiale. Men jeg holdt fast i det principielle: At hvis vi skulle giftes, eller for den sags skyld indlede et kæresteforhold, så måtte Tom og alle de andre naturligvis forsvinde.

Som allerede nævnt strandede forhandlingerne på kravet om monogami, men vores gamle venskab blev genoptaget – omend i mindre intens form end tidligere.

Gennem de kommende halvandet år frem mod torturen mødte vi vel hinanden en 5-6 gange. Jeg er, af hensyn til Christinas ære, nødt til at understrege at vores møder holdt sig inden for grænserne af det meget ærbare. Ud af respekt for Christinas livsvalg, valgte jeg nemlig at holde en armslængdes afstand til hende. Dette fandt jeg, situationen taget i betragtning, var det mest rimelige.

Det skal siges at møderne led under den logistiske udfordring, at Christina stadig boede i Esbjerg, mens jeg var i Aarhus og heller ikke dengang havde tilstrækkelig økonomi til at flytte hjem. Ellers havde jeg gjort det – så jeg kunne se hende noget oftere.

Inden vi fortsætter til torturdelen og Christinas rolle heri, er vi nødt til at hæve blikket lidt. Jeg har tidligere skrevet om et hemmeligt netværk af personer her i landet, der bistår de to efterretningstjenester med små og store opgaver og som rekrutteres med alskens patriotisk røgelse – herunder snak om at være en ʻmodstandsbevægelse hvis vi skulle blive besatʼ. Dette netværk havde Christina været medlem af – det ved jeg fordi hun som helt frisk og sprød 19-årig tilbage i ’90erne ikke kun fortalte mig om det, men dengang også sendte en ʻfølerʼ ud for at rekruttere mig.

Den nævnte aften hjemme i hendes sofa gentog hun føleren, og jeg gentog min afvisning. ʻVi bliver sgu ikke besatʼ, svarede jeg og gentog min bekymring i forhold til den kriminalitet, som et paramilitært netværk nødvendigvis må føle sig fristet til. Netværket har jeg, som allerede nævnt, skrevet om i andre indlæg her på siden. Disse henviser jeg til at man læser, hvis den slags har interesse.

Forholdene omkring kidnapningen og torturen har jeg ligeledes beskrevet andre steder her på siden, og det henviser jeg derfor til. Jeg vil gerne understrege, at selv om mine kidnappere i forbindelse med selve kidnapningen var iklædt civil, var de i forbindelse med forhør, mishandling og transport til/fra min celle alle i uniform. Jeg konstaterede ved den lejlighed, at vagterne var fra Jægerkorpset.

I forbindelse med den ulovlige tilbageholdelse, var der udover den ekstreme vold naturligvis også forhørssessioner. Umiddelbart skulle man forestille sig at emnerne for forhørene skulle være emner som havde faglig interesse for efterretningstjenesten, men dette var ingenlunde tilfældet.

Tom Gundersen stod for forhørene og han interesserede sig i den forbindelse primært for mit forhold til Christina og hvad jeg i øvrigt syntes om hende. Således var det første spørgsmål jeg fik stillet under det første forhør: ʻElsker Du Christina?ʼ

Andre emner som bødlen interesserede sig for, var mit daværende medlemsskab af Det Radikale Venstre og min baggrund som kandidat for partiet ved diverse valg; kommunalt, regionalt og en enkelt gang til folketinget, og min seksualitet i almindelighed samt de forskellige former for foreningsarbejde som jeg var og havde været involveret i.

Forhørene drejede sig således om diverse personfnidder, og ikke om emner som med rimelighed kunne være af faglig interesse for en efterretningstjeneste.

Men der var en rød tråd, og her skal jeg minde om Christinas tidligere forsøg på at rekruttere mig. Under hele min tilfangetagelse, ved hver eneste session uanset om jeg skulle forhøres, tæves, druknes, voldtages eller på anden vis mishandles, forlangte Tom nemlig at jeg skulle arbejde for ham. Men jeg nægtede hele vejen – og hvorfor skulle jeg også andet?

Jeg nægtede hver eneste gang han forlangte at jeg skulle arbejde for ham, så på et tidspunkt besluttede han sig for at smide ʻatombombenʼ.

Jeg blev, stadig nøgen og fyldt med bedøvende stoffer, anbragt i en anden celle end den hvor jeg normalt var i – og så blev Christina sendt ind i cellen til mig. Hendes opgave var at overtale mig til at sig ja til bødlens krav, til at knæle for Tom og acceptere hans krav- fordi, og jeg citerer, ʻså holder det op.ʼ

Men dét virkede heller ikke. Jeg er katolik, tidligere præstestuderende og ville engang have været cisterciensermunk, så jeg er rimelig vaccineret mod de fleste former for ondskab – og ét er sikkert: uanset hvad de ville have af mig, var der tale om ondskab og dæmoni.

Men det var på denne måde at jeg fandt ud af, at Christina var til stede under hele forløbet. Hun overværede slagene, sparkene, ydmygelserne, voldtægten, den falske henrettelse og forhørene – og hun billigede det hele.

Alt – hele vejen igennem.

Dette gjorde Christina på trods af at hun faktisk var nyuddannet sygeplejerske – endda så nyuddannet at blækket på hendes eksamensbevis dengang i 2007 knap nok var blevet tørt. Normalt er det ellers sådan, at sygeplejersker skal lindre smerter og hjælpe med til at helbrede syge, men sygeplejersken Christina deltog altså i tortur.

Det giver sig selv, at det var hendes deltagelse i det førnævnte netværk og bundløse loyalitet overfor Tom Gundersen, der gjorde at hun blev beordret til at deltage.

Jeg husker med en vis fornøjelse, at Christina som nyuddannet sygeplejerske var overordentlig utilfreds med lønnen (‘Man skal mindst have en rig mand for at have råd til det her‘, sagde hun flere gange) og det kom derfor ikke som nogen overraskelse, da hun hurtigt besluttede at videreuddanne sig til en højere lønramme.

Christina har således videreuddannet sig til læge. Da jeg researchede til dette indlæg, arbejdede hun såmænd på en børneafdeling. Men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor mange gange hun sidenhen har assisteret Tom Gundersen, eller FE i almindelighed, med tortur af fanger og hvor mange af dem hun mon med sin lægefaglige ekspertise har hjulpet over i evigheden, efter at enten torturbødlen eller en officer har besluttet at de skal dræbes.

Men for at vende tilbage til min egen sag, så var kidnapningen og mishandlingen udelukkende begrundet i personfnidder og personlige uoverensstemmelser og intet andet. Så vidt jeg er orienteret, har Tom Gundersen i forbindelse med at diverse tilladelser blev indhentet fra sine overordnede, begrundet det med at der var tale om et rekrutteringsprojekt.

Men som de fleste af os har erfaring med, så er det ikke altid at man fortæller chefen sandheden. I dette tilfælde var sandheden, at Gundersen efter sin egen mening havde et regnskab at gøre op. Alle der var til stede under de såkaldte ‘forhør’, vil kunne bekræfte at alt hvad der skete, var begrundet i vores personlige relation.

Jeg er siden torturen ikke på nogen måde blevet kontaktet af hverken FE eller PET vedrørende sagen eller de to tjenesters holdning til mig. Dette mener jeg understreger min pointe.

Derimod overvåges jeg den dag i dag stadig i et omfang, der gør det umuligt for mig at have et arbejde. Det er tydeligt, at Tom Gundersen hverken har glemt sit had eller sin hævnlyst.

Dertil kommer de helbredsmæssige konsekvenser af torturen. At tortur giver livsvarige skader er kendt af de fleste, og dem er jeg i sagens natur heller ikke gået glip af. Jeg har tidligere nævnt en vedvarende og konstant tinnitus, der er så kraftig at jeg i perioder bogstavlig talt ikke kan høre hvad der sker omkring mig – fordi lydene fra omgivelserne bliver overdøvet af tinnitussen.

Den konstante høje og skarpe lyd har desuden givet mig et høretab, der gør at jeg er blevet bevilget og udstyret med et sæt høreapparater. Af hensyn til min sikkerhed er jeg dog ikke i stand til at gå med dem, fordi de er tilsluttet en app og derfor kan spores via bluetooth. Det betyder, at hvis jeg har dem i ørerne, kan man altid finde ud af hvor jeg befinder mig.

Torturen har også givet mig andre helbredsmæssige gener, men dem skal jeg spare læserne for at liste op her. I stedet henviser jeg til info hos Dansk Dignity (tidligere Dansk Center for Torturofre), der beskriver situationen for de fleste torturofre.

Med hensyn til Christina, så brød hun forbindelsen til mig efter torturen – med den begrundelse at jeg ikke vil Tom. I de forløbne år har forbindelsen mellem os været særdeles sporadisk, og den dag i dag ved jeg stadig ikke hvorfor min gamle ven dengang mente at jeg skulle mishandles og have mit helbred ødelagt på livstid.

Da den britiske premierminister Winston Churchill i en tale den 5. marts 1946, mindre end et år efter anden verdenskrigs afslutning, erklærede at ¨et jerntæppe havde sænket sig ned gennem Europa¨, indledtes den periode i Europas historie som man almindeligvis omtaler som den kolde krig. Allerede mens krigen mod Tyskland rasede, blev det i lukkede kredse diskuteret hvorvidt man skulle tage en krig mod Sovjetunionen efter tyskernes dengang forventede fald.

Men det blev ikke til noget. Efter verdenskrigens rædsler var kræfterne slet ikke til det – og desuden var Sovjetunionens præstation i krigen ganske enkelt for skræmmende til at det inviterede til en fortsættelse.

Den kolde krig blev en periode med en tydelig opdeling i Europa mellem de gode og de onde – mellem den frie verden i vest og den totalitære kommunisme i øst.

Selv havde jeg fornøjelsen af at vokse op under jerntæppets sidste år, og husker stadig årene inden kommunismens fald. 3-4 år efter muren faldt, havde jeg den fornøjelse kortvarigt at bo i et af de tidligere østlande, og så derfor med egne øjne frugten af den ufrihed, som var blevet Tjekkiet til del siden krigen.

De fleste i min generation glædede sig over murens fald, men nu tyder alt desværre på at der er kommet en ny. Desværre er der også meget der tyder på, at vi her i Danmark bor på den forkerte side af de nye jerntæppe.

I dag er vores egen del af Europa nemlig ufrit i et omfang, som ville have gjort STASI grønne i hovedet af misundelse.

De mest tydelig eksempel på denne ufrihed, er at borgerne i eksempelvis Danmark er tvunget til at leve under en nærmest ubegrænset overvågning. Grundlovens ord om at overvågning kun kan ske efter behørig dommerkendelse, er reelt sat ud af kraft. I dag er vi alle overvågede, og det uanset om vi befinder os i hjemmet eller ude omkring.

Det oftest anvendte instrument til overvågningen, er vores mobiltelefoner. Når man bærer telefonen på sig, afslører den i real-time hvor vi befinder os. Samtidig betyder logningsdirektivet, at al kommunikation der foretages via telefonen bliver registreret.

Det betyder blandt andet, at fornuftige mennesker naturligvis ikke har mobiltelefonen på sig når de forlader hjemmet. Desværre hjælper det ikke meget, for det offentlige rum i Danmark er befængt med overvågningskameraer med ansigtsgenkendelse.

Samtidig føres der en åbenlys kampagne for at gøre mobiltelefonen uundværlig for dansker i det daglige. Et eksempel herpå kan ses i Aarhus, hvor billetter til offentlig transport fra den 1. november kun kan købes og fremvises på Midttrafiks app til telefonen.

Mobiltelefonens udbredelse er i virkeligheden ét af det totalitære regimes vigtigste redskaber. Hvis man besidder det rette udstyr, er det nemlig muligt at sidde hjemme i sin bunker og overvåge en mobiltelefons bevægelser, hvilke andre mobiltelefoner der er i nærheden samt at aflytte samtaler i det lokale, hvor telefonen befinder sig.

Alt dette er muligt uanset om telefonen er tændt eller slukket – og dertil kommer naturligvis de aktiviteter som folk nu engang foretager sig på deres telefon; surfer på nettet, kommunikerer og diverse spil. Med hensyn til spil, er det desuden muligt via overvågning af disse at vurdere den enkelte telefonejers diverse kognitive funktioner som feks intelligens, kombinationsevne kreativitet og meget andet.

Den kloge sørger således for at spille sine mobilspil på en sådan måde, at man konsekvent undervurderes af den statslige fjende og hvem der ellers lytter med. Og fornuftige mennesker lader telefonen blive hjemme når man går ud.

De sikkerhedstjenester der formodes at beskytte danskerne mod angreb, fører i virkeligheden krig mod landets egen befolkning.

Et eksempel herpå er Forsvarets Efterretningstjenestes samarbejde med den amerikanske spiontjeneste NSA. Det er slet ikke så indviklet: FE opsnapper simpelthen al kommunikation via kabler der går igennem Danmark og sender det uredigerede råmateriale til NSA. Ifølge presseforlydender sker dette fordi FE kun besidder kompetencen til at opsnappe materialet, men ikke til på meningsfuld måde at redigere eller søge i det.

Men det findes der råd for: Hvis der er noget man har brug for, kontakter man bare amerikanerne, der gladeligt leverer det ønskede.

Her er der så den interessante lille finte, at mens en lovlig overvågning i Danmark i princippet kun kan finde sted mod dommerkendelse, behøves der ingen dommerkendelse for at kunne modtage materiale fra udenlandske tjenester – heller ikke materiale vedrørende danske borgere, som ellers normalt ville være omfattet af retsplejelovens regler herom. Ganske smart, men næppe hvad Grundlovens fædre havde tænkt sig.

Et andet eksempel er udfasningen af kontanter som alment accepteret betalingsmiddel. Med kontanter er det muligt at betale for sine ydelser anonymt, uregistreret og uden at betale gebyr til banken. Derimod er elektronisk betaling i sagens natur underlagt registrering og overvågning, hvilket er den egentlige grund til den igangværende udfasning af kontanter.

Også forsøget på at aflive brevposten er et udtryk for forøget overvågning. Med brevets afskaffelse, forsvinder danskernes sidste reelle mulighed for at kommunikere med hinanden uden at det registreres af hverken firmaer eller sikkerhedstjenester.

Apropos sikkerhedstjenester, så har Danmark to officielle efterretningstjenester – PET (Politiets Efterretningstjeneste) og FE (Forsvarets Efterretningstjeneste). Disse er i princippet underlagt landets lovgivning. Der er bare mindst to problemer hermed: For det første, så er lovgivningen på området ikke særlig detaljeret. Det gælder ikke mindst for FE, der med forbindelsen til militæret gennem årene har udviklet en mildest talt alternativ legalitetskultur. For det andet, er der hverken juridisk eller politisk kontrol med, hvad de ansatte i tjenesterne beskæftiger sig med.

Dette har særligt for FEʼs vedkommende ført til en helt urimelig legalitetskultur, hvor store dele af tjenestens ansatte i ramme alvor mener at de selv bestemmer hvad de må og ikke må. Dette har ført til at danske borgere med mellemrum kidnappes på gaden og udsættes for mishandling i tjenestens torturkældre, sådan som jeg tidligere har beskrevet det her på siden.

Men det er sanktionerne mod Rusland, der mere end noget andet har fået mig til at indse at der er kommet et nyt jerntæppe – og som har fået mig til at overveje hvorvidt vi her i Vesten måske i denne omgang befinder os på den forkerte side.

Det sidste halvandet års tid har vi således oplevet totalitære tiltag, som jeg aldrig havde troet skulle finde sted i den vestlige del af Europa. Udenlandske medier er såedes blevet forbudt og blokeres fra statslig hold på internettet, forfattere som Alexander Dugin sanktioneres og reelt forbydes, og russiske borgere får rutinemæssigt deres ejendomme beslaglagt uden nogen anden begrundelse end at de er russere.

I tredivernes tyskland, inden lejrene, blev jøders ejendomme og ejendele konfiskeret af den tyske stat fordi de var jøder, I dag er det russerne. Dog har vi endnu ingen lejre, og det er stadig uvist om vi får dem i fremtiden.

Et nyt jerntæppe har sænket sig ned gennem Europa, og denne gang er det Vesten der har designet det. Alt tyder også på, at det er os her i vest der bor på den ufrie side af det nyligt delte Europa. Masseovervågning, censur af medier og en presse der i væsentlige anliggender holder sig stramt til magthavernes officielle linje, og sikkerhedstjenester udenfor demokratisk kontrol, taler sit eget sprog.

Personligt er jeg ikke i tvivl om at ʻsystemetʼ falder. Men det ændrer ikke ved at der er brug for en ny frihedskamp. En kamp for det frie menneske.

Begrebet ʻterrorʼ er et begreb der fylder meget i det offentlige billede. For os her i Vesten, beskrives terrorister i reglen som værende en ondskab, som det er nødvendigt at værge os imod. Efter angrebet mod World Trade Center i New York i 2001, var det evige mantra fra USAʼs daværende præsident at ʻterroristerne hader os på grund af vores frihedʼ.

Desværre fandt vi ret hurtigt ud af, at vejen til at bekæmpe terrorisme, var at formindske og helst helt afskaffe selvsamme frihed. Her i Danmark ser vi det med et drakonisk niveau af overvågning, der ville gøre selv STASI grønne i hovedet af misundelse.

Blandt andet er man i færd med en udfasning af kontante penge, således at samtlige økonomiske transaktioner foretaget i Danmark vil kunne spores via vore bank- og kreditkortkonti. Dette skal ses i sammenhæng med, at Folketinget har vedtaget lovgivning der giver Politi og Militær adgang til at overvåge vore bankkonti uden først at skulle anmode en dommer om at udstede kendelse herom.

Argumentet herfor er ikke mindst frygten for ʻterrorʼ.

Men hvad er terrorisme da?

Først skal man forstå sandheden i det gamle ord om, at den ene mands terrorist er den anden mands frihedskæmper. Begrebet ʻterrorʼ er derfor som udgangspunkt politisk bestemt; nemlig hvorvidt de tilhørende voldshandlinger og de politiske mål der driver en given organisation eller netværk, er politisk ønskelige eller acceptable for en given regering eller regime.

Eksempler: I 1980ʼerne eksisterede der i Nicaragua en organisation, der gik under betegnelsen contraerne. Contraerne udmærkede sig ved systematisk at begå massedrab på hele landsbyer, tortur og andre uhumskheder. Men i den vestlige verden blev Contraerne aldrig rubriceret som terrorister – af den simple grund at organisationen var direkte finansieret af USA og blev bevæbnet, trænet og ʻrådgivetʼ af personale fra efterretningstjenesten CIA.

Typisk vil et land der med militære midler besætter et andet land, opfatte det besatte lands legitime modstandskæmpere for værende terrorister. Det så vi eksempelvis i Irak, hvor også Danmark jo deltog som ulovlig besættelsesmagt. Det er i denne forbindelse væsentligt at gøre opmærksom på, at såvel FN-pagten som diverse Geneve-konventioner faktisk understreger et besat folks ret til at yde voldelig modstand mod en besættelsesmagt. Naturligvis under forudsætning af at de almindelige regler vedrørende militære konfrontationer overholdes. Det betyder blandt andet at det ikke er tilladt at angribe civile, mens besættelsesmagtens militær, kollaboratører og beslutningstagere, sådan som jeg forstår det, ligger inden for rammen.

I den forbindelse er det på ingen måde ulogisk, at en besættelsesmagt indfører lovgivning mod sådanne aktiviteter og modarbejder dem med militære midler. Det gjorde eksempelvis Danmark i forbindelse med at vi deltog i besættelsen af både Irak og Afghanistan. Dette på trods af at modstandskampen i disse lande var sanktioneret i international ret.

Men i modsætning til Contraerne, var modstandsbevægelsen i disse lande rubriceret som ʻterroristerʼ og deres aktiviteter som ʻterrorʼ. Dette på trods af, at mens Contraerne primært rettede deres voldshandlinger mod civilbefolkningen, var modstandsbevægelserne i Irak og Afghanistan rent faktisk rettet mod besættelsesmagtens militære styrker, samt de kollaboratører der samarbejdede med disse.

Jeg er opmærksom på, at Folketinget har valgt at indskrænke borgernes ytringsfrihed på den måde, at det ifølge straffeloven er strafbart at billige terrorhandlinger eller de organisationer der begår dem. Jeg skal derfor ikke tøve med at understrege, at jeg i dette indlæg aldeles ikke billiger hverken terrorhandlinger eller legitim frihedskamp, men blot forklarer retsordenen sådan som jeg ser den.

Eksempelvis vil det aldrig blive betegnet som kriminelt i Danmark at billige hverken Contraernes hærgen i Nicaragua eller apartheidregimet i Sydafrika, mens billigelse af modstandskamp mod en udenlandsk besættelsesmagt i et fremmed land, efter dansk ret i princippet kan straffes med flere års fængsel. Begrebet ʻterrorʼ er således i sin karakter rent politisk og det må man som borger naturligvis forholde sig til.

For lidt over to måneder siden, foretog gruppen Hamas et angreb langt inde i Israel. Der var tale om et angreb, som ret beset slet ikke burde kunne lade sig gøre. Den palæstinensiske befolkning er uden tvivl en af de mest overvågede i Verden – om muligt er palæstinenserne endog endnu tættere overvågede end selv vi danskere.

Men til vores allesammens overraskelse lod angrebet sig gøre, og konflikten mellem Palæstina og Israel giver os endnu en lejlighed til at reflektere over forskellen på terror og ikke-terror.

Israel er nemlig en stat, der i selve sin kerne er en besættelsesmagt. Staten Israel har siden 1947 besat et fremmed folks land i Palæstina. Den dag i dag tildeler landets regering, på baggrund af religiøst tilhørsforhold, statsborgerskaber til turister. Disse nye tilflyttere skal dernæst til at lære et nyt sprog og stille sig til rådighed for militærtjeneste, der har som primært formål at undertrykke og bekæmpe landets oprindelige befolkning.

Der er ingen tvivl om, at såvel FN-pagtens som Geneve-konventionernes regler og international lovgivning om modstandskamp, i høj grad gør sig gældende for palæstinensernes vedkommende.

Samtidig er der en række forhold omkring den israelske befolknings sammensætning, der til tider kan gøre det vanskeligt at skelne mellem civile og militærfolk. Jeg henviser her til landets meget omfattende værnepligt, der bla betyder at størstedelen af landets befolkning enten er tjenestegørende i militæret eller reservister.

Jeg skal ikke gå nærmere ind i hvordan man efter international ret skelner en reservist fra en civilist, idet dette på ingen måde forekommer oplagt.

Men der er ingen rimelig tvivl om at befolkningen i Palæstina har ret til at yde modstandskamp mod Israel – og det gælder ikke mindst inden for de landområder som Israel besatte og senere annekterede efter krigen i 1967.

Det er også værd at gøre opmærksom på, at eksempelvis Gaza faktisk har været, og stadig er, under en meget tydelig og uomtvistelig besættelse. Således har det i årtier været sådan at intet – absolut intet – kommer ind i Gaza uden først at blive tjekket og godkendt af israelsk militær. Det samme gælder mennesker; intet menneskeligt væsen kan uden israelsk tilladelse rejse hverken ind i eller ud af Gaza.

Det står således aldeles klart, at Palæstinas befolkning har en uomtvistelig ret til at bedrive modstandskamp mod den israelske besættelsesmagt. Retten til modstandskamp er i international ret ikke begrænset af hvorvidt den såkaldt ʻvestlige verdenʼ holder med den ene part eller ej – kun af i hvilket omfang man begrænser angrebene til udelukkende at omfatte lovlige mål.

Endnu engang skal jeg, af juridiske grunde, understrege at jeg på ingen måde billiger hverken Hamasʼ angreb den 7. oktober eller Hamas som organisation, idet en sådan billigelse jo i sagens natur ifølge straffeloven er en strafbar ytring. Noget sådant kunne jeg i sagens natur aldrig finde på. I stedet undrer jeg mig over, at staten Israels voldsomme undertrykkelse at Palæstinas civile befolkning aldrig har fået et tilsvarende terrorstempel.

Men det hænger i sagens natur sammen med, at terror eller ikke-terror naturligvis bestemmes af politik og ikke af ret. Dette finder jeg på enhver måde uacceptabelt.

Som allerede nævnt her på siden, er jeg som udgangspunkt tilhænger af at den såkaldte koranlov vedtages i Folketinget og efterfølgende ophøjes til lov. Det er jeg af flere grunde, men helt grundlæggende er det afgørende for mig at man skelner mellem handlinger og ytringer. At brænde et religiøst skrift er ikke en ytring – det er en handling. At kritisere eller fornærme et religiøst skrift er en ytring, men at brænde det eller som led i en politisk happening køre det over med en damptromle, er derimod en handling.

I et samfund hvor der bor mennesker med flere livsanskuelser og religiøse opfattelser, kan det derfor være nødvendigt at beskytte de forskellige grupper mod unødig chikane. Dette er en erfaring som alle multikulturelle samfund gennem tiden har gjort, og sådan et er Danmark med tiden gået hen og blevet.

Alligevel er der aspekter ved den lov som Folketinget i går vedtog, som giver anledning til bekymring. Det ene er strafferammen på op til to års fængsel, som i min optik er alt for høj i forhold til forseelsen. Det andet er lovens placering i Straffelovens kapitel 12, som omhandler forseelser som landsforræderi, forbrydelser mod statens selvstændighed, spionage og bistand til fjenden i forbindelse med besættelse af landet.

Dette er et kapitel, som automatisk giver politi og efterretningstjenester en lang række ekstra beføjelser – og tilsvarende stiller den sigtede eller tiltalte borger væsentligt ringere end de ellers ville være i forbindelse med straffesager her i landet.

Kapitel 12 betyder nemlig

at anklagemyndigheden ifølge Retsplejelovens § 729a stk 4 kan forlange at sagens oplysninger forbliver hemmelige for den sigtede/tiltalte

at politiet ifølge Retsplejelovens § 729c, stk 1 nr 5 kan nægte at give aktindsigt i den pågældende sag

at reglerne som begrænser politiet i forskellige former for agentvirksomhed ikke gælder – altså muligheden for at overvåge politisk aktivisme med hemmelige agenter (agenter uden dommerkendelse) – Retsplejelovens § 754e

at der med hjemmel i Retsplejelovens § 770c, stk 4, kan isolationsfængsles i mere end 6 måneder at politiet kan læse med i breve, lytte med i samtaler eller aflytte i hjemmet. på trods af at sådanne indgreb normal forudsætter en strafferamme på 6 år eller derover. Det står der nemlig i Retsplejelovens § 781

at politiet med hjemmel i Retsplejelovens § 783, stk 2, kan overvåge alle de redskaber vedkommende benytter til at kommunikere fra

at den sigtede/tiltalte ifølg Retsplejelovens § 784 stk 1 fratages muligheden for frit at vælge advokat, men må tage sig til takke med at få sin forsvarer beskikket fra en liste, som som det har behaget Justitsministeren at sammensætte

at teleudbydere ifølge Retsplejelovens § 786a kan tvinges til at hastesikre data

at den sigtede/tiltalte ifølge Retsplejelovens § 791a stk 3 nr 3 kan overvåges med spionkamera

at politiet med hjemmel i Retsplejelovens § 791c stk 1 kan afbryde tv-signal og internet

at politiet med hjemmel i Retsplejelovens § 799 kan iværksætte hemmelige ransagninger

at politiet med hjemmel i Retsplejelovens § 804 kan forlange at få udleveret data om gps-koordinater, lokalitetsdata med videre

Der er med andre ord tale om vanvittigt omfattende beføjelser til politiet, som slet ikke er rimelige i forhold til sagens karakter. Ingen borger i et retssamfund skal efter min mening udsættes for sådanne indgreb, og slet ikke hvis det, som politiet skal undersøge, er hvorvidt man har brændt en koran af et offentligt sted.

Det er selvfølgelig helt og aldeles uantageligt, og grunden til at jeg, på trods af at jeg grundlæggende set har forståelse for behovet for at få sat en stopper for koranbrænder-happenings, alligevel vil erklære mig som modstander af den lov som Folketinget vedtog i går og som snart træder i kraft. Loven bør derfor afskaffes så hurtigt som muligt.

Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

Sådan lyder indledningen til den amerikanske uafhængighedserklæring, som blev skrevet i 1776.

Retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

Sådan er det. Åbenlyst for de fleste, en erklæring som langt de fleste af os vil mene gælder ubetinget for os selv, vore nærmeste og for såvel venner som fjender.

Det grundlæggende synspunkt i den ovennævnte sætning er siden blevet videreført i nyere tid med erklæringer af mere eller mindre bindende karakter – herunder ikke mindst FN’s erklæring om Menneskerettighederne og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Rettighederne i disse erklæringer omfatter emner som retten til at ytre sig, til en retfærdig og uafhængig rettergang, retten til at ernære sig, til et familieliv og meget andet – altsammen emner og overskrifter, som næppe ret mange vil betvivle som værende en del af grundlaget for en værdig menneskelig tilværelse.

Hvis man skal hæve blikket og se det hele lidt fra oven, så handler menneskerettighederne i virkeligheden om noget ganske simpelt. De handler om forholdet mellem menneske og stat, mellem borger og myndighed, mellem individ og magthaver.

Formålet med menneskerettighederne er nemlig at sætte grænser for statsmagtens magtanvendelse overfor den enkelte borger – overfor dig og mig.

Menneskerettighederne beskytter hver enkelt af os mod den stærkeste og mægtigste verdslige magt i ethvert land: Statens magthavere. De sætter et værn op rundt om hver enkelt af os og sikrer os retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

De sikrer os retten til at tænke frit, til at tale frit, til at dyrke en hvilken som helst guddom vi måtte ønske os – eller til helt at lade være.

Såvel den filosofiske idé som det reelle, politiske formål bag disse erklæringer om menneskerettighederne, burde således være åbenlyse for de fleste. Det er da også derfor, at de internationale menneskerettigheder som en selvfølge er skrevet ind i dansk lovgivning.

Men det er desværre ikke tilfældet for alle. I det danske Folketing har Dansk Folkeparti eksempelvis for nylig fremsat et forslag om, at menneskerettighederne skrives ud af landets lovgivning.

Partiets argument herfor er, at det ifølge partiets opfattelse er Folketingets opgave at sikre danskernes rettigheder, ikke mere eller mindre forpligtende erklæringer fra internationale organisationer.

Desværre glemmer partiets ordfører i sagen, Martin Henriksen, bare en meget vigtig pointe: Nemlig den ret simple, at Folketinget rent faktisk har taget denne opgave på sig ved at skrive disse erklæringer ind i landets love.

Logisk set betyder DF’s beslutningsforslag dermed at danskernes retssikkerhed og vores rettigheder som individer i forhold til statsmagten vil blive forringet, såfremt partiets beslutningsforslag bliver vedtaget.

Dermed skriver Dansk Folkeparti sig ind i en ikke særlig stolt række af partier og bevægelser, der vægter statens magt over borgerne tungere end borgernes frihedsrettigheder i forhold til staten. Listen over partiets historiske meningsfæller på området er både lang og kvalmende, og behøver ikke blive nævnt her.

Personligt er jeg ikke i tvivl: De internationale aftaler om menneskerettigheder, herunder ikke mindst FN’s erklæring om Menneskerettighederne og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, sætter en absolut mindstestandard for det enkelte menneskes rettigheder i forhold til den altid mægtige stat.

Martin Henriksen og Co har sådan set ganske ret i at disse aftaler begrænser statens magtudøvelse overfor hvert enkelt menneske – men det er jo netop selve ideen med disse.

Statens mulighed for magtanvendelse skal til enhver tid begrænses, således at hver enkelt af os sikres retten til liv, frihed og stræben efter lykke.