Da USA’s præsident Trump kort inden han tiltrådte til sin anden præsidentperiode udtrykte et ønske om at overtage Grønland, betragtede de fleste af os det som et forhandlingsoplæg. Trumps forhandlingsstrategi skulle i så fald være, at han lagde ud med at forlange noget urimeligt, med en forventning om at de efterfølgende samtaler ville ende ud i dén løsning, som han reelt ønskede at opnå.

Det er stadig min personlige opfattelse, at det var sådan præsidentens udspil skulle læses og opfattes. At man, ved at lytte til de amerikanske kritikpunkter, vil kunne opnå en for begge parter tilfredsstillende løsning – en løsning, som ville beskytte grønlændernes legitime ønske og ret til at styre deres eget land sådan som de selv vil. Et eller andet sted er jeg stadig overbevist om, at det er hvad den amerikanske administration selv ønsker, idet en fjendtlig overtagelse af Grønland vil give amerikanerne uanede vanskeligheder i forhold til landets øvrige allierede. Allierede, som USA, trods en America First strategi, i sidste ende vil have vanskeligt ved at undvære et højt niveau af opbakning fra.

Da den aldeles fremragende vicepræsident Vance så, i sit berømte Danmark er en dårlig allieret-interview til Fox News i begyndelsen af februar fremlagde teksten, blev de amerikanske ønsker til Danmark så lagt frem for offentligheden. Det amerikanske ønske blev, typisk for Vance, fremlagt på en sprogligt tydelig, præcis og umisforståelig måde: Amerikanernes problem med den danske overhøjhed over Grønland, hænger sammen med Danmarks manglende evne til på tilstrækkelig betryggende vis at overvåge den del af det meget store nordatlantiske område, der strækker fra Grønlands kyst til Færøerne.

Vicepræsident Vance var klar i mælet: Dét skal Danmark have styr på, ellers kan vi ikke beholde Grønland.

Så langt, så godt. Nu har amerikanerne lagt kortene på bordet, og dérfra har det været op til den danske regering i København at håndtere problemet.

For det første, så giver det sig selv, at et land af Danmarks størrelse naturligvis ikke kan overvåge så stort et område alene. I hvert fald ikke, hvis overvågningen skal have en ’tæthed’ og en militær tilstedeværelse, der vil tilfredsstille de krav, som amerikanerne sædvanligvis stiller. Derom hersker der ingen tvivl.

Men det betyder ikke at en kompetent, dansk regering ikke ville kunne løse problemet. Her er problemet bare dét, at vores regering for det første ikke forekommer at være sikkerhedspolitisk kompetent ledet, hvilket man bla kan se i forhold til Rusland-Ukraineproblematikken. Men i stedet for kompetent ledelse, har regeringen Frederiksen valgt at ville diskutere folkeret og grønlændernes ret til selvbestemmelse.

Problemet er, at den slags principper har amerikanerne historisk set kun i begrænset omfang tilladt at lade begrænse landets adfærd. Amerikanernes primære fikspunkt i sikkerhedspolitikken har været, og er det i ikke mindre grad under Trump, at håndtere landets egne interesser. Her har den danske regering så valgt at håbe på, at forventede problemer med allierede vil være nok til at holde amerikanerne tilbage.

Denne uges besøg i Grønland af Trumps sikkerhedsrådgiver Mike Waltz og Second Lady Usha Vance, udgør det amerikanske modsvar til regeringens lidt tvivlsomme strategi – og svaret lyder: You can do better!

Mens amerikanerne adresserer hvad Washington betragter som reelle problemer, som skal løses i den fysiske verden, vælger Kongeriget Danmarks regering at spille den amerikanske ledelse med de tricks, som vi alle lærte dengang vi sad i elevrådet. Og det dur naturligvis ikke. Derfor står Danmark til at miste Grønland, hvis ikke regeringen meget hurtigt får taget sig sammen til at forstå forskellen i tilgangen: At amerikanerne forlanger dansk problemløsning i den fysiske verden.

Og det på samme tid sørgelige og håbefulde er, at problemløsningen ligger lige for. For mens Danmark på grund af landets begrænsede størrelse naturligvis ikke kan etablere et overvågningsnetværk i Arktis, der tilfredsstiller de amerikanske forventninger, findes der heldigvis andre løsninger. Og ikke nok med at disse løsninger findes – de har oven i købet præsenteret sig selv for danskerne på et sølvfad.

Den øverstkommanderende for EU’s militærkommando, har således tilbudt Danmark at sammensætte en EU-mission til den arktiske del af Nordatlanten, og en tilsvarende henvendelse har der været fra NATO.

Løsningen ligger dermed lige for. Den lavpraktiske del vil kunne strikkes sammen i løbet af et par måneder, og så vil amerikanerne ifølge landets vicepræsident ellers være tilfredse.

Simsalabim – whats not to like?!?? NATO-løsningen indebærer samtidig, at Canada vil kunne indgå i problemets løsning, hvilket af geografiske grunde egentlig vil være meget rimeligt og logisk. Bolden ligger lige til højrebenet, og det er bare at trille den lige så stille i mål.

I stedet har den danske regering håndteret sagen med en amatørisme, så guderne må sig forbarme. Ikke nok med at man hidtil har kørt amerikanerne som om der var tale om en konflikt i elevrådet, oven i købet uden at udnytte vores plads i FNs sikkerhedsråd til at få sagen taget op dér, så fortsætter Frederiksen-regeringen ufortrødent med at lade Folketinget ratificere en aftale om udstationering af amerikanske tropper flere steder i Jylland.

Det er jo direkte inkompetent: Her har vi en fremmed magt, der udadtil har et erklæret ønske om at overtage en del af Kongeriget, hvorefter selvsamme fremmede magt indbydes til at udstationere tropper inden for landets grænser. Det er fuldstændig vildt og helt hen i vejret. Inkompetencen er så tydelig, at den skriger til Himlen. Der findes ingen ord i den danske ordbog til at beskrive dette, hvilket måske er den egentlige grund til at jeg anvender så mange af slagsen.

Men vildt er det.

På det rent personlige plan, vil mit hjerte græde og blive knust i tusinde stykker, hvis regeringens inkompetence får landet til at miste Grønland. Da jeg for alt for mange år siden var barn og boede på Fuglebakkevej i Esbjerg, hang der to plakater på min væg. Det vil sige: Den ene var ikke en plakat, men derimod et søkort over den jyske vestkyst. Kortet var et udtryk for min fars kærlighed til havet, som han forsøgte, og lykkedes med, at give videre til mig.

Det andet var en plakat, der viste et kort over Grønland. Grønland er en meget vigtig del af den danske selvforståelse, og for de fleste af os har det en meget stor prioritet at passe på landet og på grønlænderne, så de får så stor frihed til at leve deres liv som det overhovedet er muligt. Jeg behøver blot at nævne sundheds- og socialvæsen, så ved de fleste hvad jeg taler om. I dag er Danmarks vigtigste opgave i forhold til det grønlandske samfund, at vi skal levere de rammer som er nødvendige for at grønlænderne selv kan definere deres livsform og kultur på deres egne betingelser.

Det er mit klare indtryk, at det går helt fint med det. Vi skal ikke bestemme over grønlænderne, men derimod give dem mulighed for at bestemme selv.

Med et eventuelt amerikansk indtog i Grønland, vil der ikke herske tvivl om at den særlige grønlandske livsstil og kultur vil forsvinde som dug for solen.

Heldigvis kan Grønland stadig reddes – det er jeg overbevist om. Det kræver sådan set bare, at regeringen mander sig op, forlader elevrådsretorikken og bevæger sig ind i den virkelige verden – dér, hvor sikkerhedspolitik og nationers fremtid bestemmes. Og løsningen ligger lige for – vore allierede har præsenteret den til os, nærmest som en pakkeløsning. Alt, hvad regeringen behøver gøre, er at tage imod – og i øvrigt droppe dén dér udstationeringsaftale.

Biden-regeringens seneste beslutning om at tillade det ukrainske regime at affyre ATACMS-raketter ind i den del af Rusland som USA anerkender, er af nogle NATO-orienterede kommentatorer blevet omtalt som en slags ’gamechanger’. Den påståede ‘gamechanger’ har til formål at få Kiev-regimet til at stå stærkere i en eventuel kommende fredsforhandling mellem Vesten og Rusland.

Det har været nævnt, at beslutningen kan være potentielt katastrofal, idet er ukrainsk pletskud i en russisk storby med mange civile drab til følge, vil kunne føre til en en atomkrig, hvor amerikanerne kun dårligt kan undgå at blive involveret.

Men så slemt kommer det ikke til at gå, og det er der flere grunde til. Lad os begynde med den mere militærtekniske del: ATACMS-raketerne er afhængige af GPS-systemet for at kunne ramme præcist, men dels har Rusland gennem længere tid ganske enkelt lammet GPS-systemet i området og dels gør anvendelsen heraf det blot lettere for det russiske luftforsvar at opspore raketterne allerede mens de befinder sig i luften.

Resultatet heraf så man forleden, hvor Kiev-regimet affyrede seks raketter mod den russiske by Bryansk. Her blev de fem uden problemer skudt ned, mens den sjette ramte et sted hvor den ikke gjorde nogen skade. Den eneste skade, der skete  som følge af affyringen, var da rester fra en af de nedskudte raketter desværre ramte inde i byen. Heldigvis skete der ingen større skade.

Det er vigtigt at huske på, at Kiev-regimet længe har anvendt ATACMS-raketter i krigen, og at deres anvendelse ingen indflydelse har haft på krigslykken. Det forventes derfor ikke, at Biden-regeringens tilladelse til Kiev-regimet i praksis vil ændre på hverken krigens gang eller Kiev-regimets stilling i øvrigt.

Men når den kontroversielle tilladelse alligevel er interessant i et større perspektiv, så skyldes det at ukrainerne ganske enkelt ikke selv evner at affyre disse ATACMS-raketter. For det første har man brug for efterretninger fra satellitter i forbindelse med måludpegning. Ukrainerne ejer ikke selv satellitter til overvågning, så her er de afhængige af amerikanske efterretninger.

For det andet er ATACMS-raketterne temmelig komplicerede at affyre, og det er endnu ikke lykkedes at oplære ukrainsk personel hertil. Det betyder, at når en ATACMS-raket sendes afsted, er det altid en amerikansk soldat der trykker på knappen.

Og det er hér det bliver interessant, for med beslutningen har Biden-regeringen faktisk beordret amerikansk militært personel ordre til at deltage i raketangreb mod Rusland.

Ovre i USA er der oprør i den republikanske del af kongressen, idet dette er en krigshandling mod Rusland, og den slags må ifølge landets forfatning ikke finde sted uden godkendelse i kongressen. Biden kan rent faktisk komme i fængsel for dét dér, men kommer det naturligvis ikke.

Når der spekuleres i, hvorvidt Rusland vil modsvare angrebet med et atomangreb mod udvalgte ukrainske mål, så skyldes det at dette faktisk ifølge russisk lovgivning efter vedtagelsen af den nye atomdoktrin vil være tilladt og dermed en mulig handling fra russisk side. Men den direkte amerikanske deltagelse i krigen, involverer USA som part, og dermed bliver USA og deres ’allierede’ i Europa et, set med russiske øjne, legitimt mål for gengældelse.

På de sociale medier er der derfor blevet talt meget om at vi befinder os på kanten til tredje verdenskrig.

Jeg vil i det følgende vælge at se bort fra, at tredje verdenskrig lystigt har været i gang længe. Det er nemlig, interessant nok, ikke hovedsagen.

Jeg er nemlig overbevist om, at Verden nok skal blive reddet fra atomragnarok i denne omgang. Årsagen hertil er enkel: Mere end 76 millioner amerikaneres stemmeafgivelse ved præsidentvalget i USA for nogle uger siden. Her blev Trump valgt på et program om fred og om at indstille den amerikanske støtte til Ukraine, hvilket i sagens natur ganske hurtigt vil afslutte krigen.

En anden ting er forskellen i tilgang mellem Biden-regeringen og ledelsen i Kreml. Mens Biden forekommer primært at være emotionelt drevet i sin tilgang til Rusland og andre konkurrenter på verdensscenen, virker præsident Putin og folkene omkring ham væsentligt mere professionelt drevet.

Russerne kan nenmlig også godt gennemskue dét dér. Dels at hverken ATACMS-raketter eller landminer kan ændre krigens gang og logiske konklusion, men også noget helt andet og mere politisk: At den indkommende amerikanske regering under ledelse af Donald Trump ganske tidligt i sin regeringsperiode forventes at trække støtten til Kiev-regimet og, populært sagt, lade dem sejle deres egen sø.

Det er derfor rimeligt at antage, at den russiske ledelse allerede har rettet en underhåndshenvendelse til Mar a Lago med spørgsmålet: Biden vil i krig mod os. Vil I også det?

Og det vil de naturligvis ikke. Trump har gjort det klart, at han vil fokusere på Kina og, af uransaglige grunde, Iran, og at han vil have Rusland-konflikten trappet ned til et acceptabelt leje.

Trump-folkenes svar på underhåndshenvendelsen vil være afgørende for det russiske modsvar i Ukraine, men hvad dét angår, har jeg allerede skrevet hvor jeg mener at bolden kommer til at lande. På den måde ender det så alligevel med at MAGA-bevægelsen får ret: At Donald Trump redder Verden fra ragnarok allerede inden han tiltræder præsidentembedet til januar.

Men strengt teoretisk kan det selvfølgelig tænkes at jeg tager fejl i min analyse. Det sker ganske vist så tilpas sjældent at det ikke er værd at regne med, men med en senil og emotionelt drevet beboer i Det Hvide Hus et par måneder endnu, kan man aldrig vide med sikkerhed. Der kan stadig nå at komme mange tåbeligheder fra den kant.

Derfor vil jeg gerne opfylde løftet fra rubrikken og klargøre, hvorfor jeg i den igangværende konflikt holder med Rusland.

Det vil jeg af flere grunde:

For det første, så henviser jeg til hvad jeg tidligere har skrevet omkring behovet for en europæisk sikkerhedsordning uden deltagelse af amerikanerne. Europa har alt for længe lagt under for den amerikanernes militære dominans af vort kontinent – en dominans, som har gjort det umuligt for Europæiske ledere at regere deres lande med egne befolkningers interesse som mål. De seneste næsten tre års unødvendige deltagelse i amerikanernes defacto krig mod Rusland og de omkostninger som dette har betydet for vort kontinent i form af krigsrummel, unødvendige tab af menneskeliv og ikke mindst en ødelagt økonomi på grund af det tåbelige sanktionsregime, medvirker kun til at understrege pointen så tydeligt at endnu flere ser behovet for en adskillelse i dag end tidligere. En sejr til Rusland vil være en så drastisk svækkelse af amerikanernes stilling i Europa, at den nødvendige bevægelse hen imod dette mål vil blive sat i gang.

For det andet, så er der et åndeligt aspekt. Dette er et emne som jeg muligvis vil ønske at uddybe engang i fremtiden, men kort sagt er det min opfattelse at det lige pt er Rusland, der beskytter kristendommens flamme. Dette i modsætning til den øvrige del af kontinentet, hvor den elite som udgør vore magthavere, kæmper for at slukke selvsamme. Det kan der skrives rigtig meget om – herunder ikke mindst med udgangspunkt i en række profetier fra Medjugorje tilbage fra 1980’erne, der ganske præcist beskriver den tid vi lever i netop nu: med et Europa der er ved at miste Troen på Jesus, en Kirke hvor råddenskaben breder sig – også på det højeste plan, og såvel USA som Europa i et absolut moralsk fordærv. Heri spiller Rusland nemlig, ifølge profetien, en ganske særlig rolle i forbindelse med Guds ønske om at redde det europæiske kontinent fra undergang. Idet det ifølge min bedømmelse er tydeligt at profetiens beskrivelse af et Europa 4 årtier efter faktisk passer ganske præcist, tager jeg det for givet at resten også kommer til at passe. Desværre beskriver profetien så vidt jeg husker ikke detaljeret hvordan forløbets slutspil rent praktisk kommer til at ske, kun at det sker og at intet tyder på at krigen breder sig til vores breddegrader. Men det er godt nok for mig; Guds forsyn skal man ikke spøge med.

Men idet jeg i en given situation vil holde med Rusland, er der derfor nogle ting som det vil være klogt af mig at understrege. For det første at jeg på grund af ting som alder og helbred, jeg henviser her til den langsigtede virkning af den tortur som jeg har været udsat for, og dels af principielle årsager, ikke vil deltage aktivt i nogen som helst form for verdslig krigsførelse. Fordi jeg tror på Gud og fordi den danske militære efterretningstjeneste har mishandlet mig og ødelagt mit helbred på livstid, hepper jeg naturligvis på russerne.

Den igangværende militære konflikt i Ukraine har i skrivende stund udviklet sig til det punkt, hvor ukrainerne efter sigende er ved at løbe tør for ammunition, mens de russiske styrker er i fremdrift. På Telegram og Twitter har jeg set militæranalytikere udtale, at de forventer at den ukrainske front bryder sammen i løbet af maj måned.

Hvis det kommer til at holde stik, vil krigen i løbet af sommeren nå til en naturlig afslutning. Til den tid vil vi bedre kunne vurdere situationen på jorden i Ukraine – herunder hvad der skal ske i forhold til landets fremtidige styre. Mit bud er at Ukraine dels bliver splittet i flere dele, dels at det område der til den tid bliver tildelt den ukrainske stat, bliver et russisk protektorat. Dette vil være den logiske konsekvens af krigens tale og forventede resultat.

Der kan skrives mange og lange indlæg om hvorfor det ikke havde behøvet at gå så galt for regimet i Kiev, men det vil jeg ikke bruge tid på i dette indlæg.

Men i visse europæiske hovedstæder giver udsigten til en overbevisende russisk sejr, anledning til mange dybe panderynker. Flere statsledere, heriblandt også vores egen statsminister, har blandt andet udtalt at Rusland ʻikke må få lov til at vinde i Ukraineʼ. Men det gør de jo nu nok alligevel, og hvad vil man så gøre ved dét?

Da den danske statsminister omkring sidste weekend blev spurgt om hun kunne forestille sig at sætte danske soldater i kamp i Ukraine, undlod hun bevidst at afvise ideen. Tidligere har det været fremme, at briterne har leget med tanken om en fælles ekspeditionsstyrke til landet, og for et par dage siden lækkede den slovakiske premierminister Robert Fico til internationale medier, at spørgsmålet faktisk er på bordet i NATO.

Umiddelbart derefter kom det så frem, at franskmændene har udviklet en decideret plan for projektet – men også at planen i sidste ende er blevet skudt ned af alliancens øvrige medlemmer.

Ideen er da også aldeles håbløs, og det er den af flere grunde. Den ene er, at de europæiske lande i givet fald ville komme til at stå aldeles alene i projektet, idet hverken den amerikanske præsident Joe Biden eller hans sandsynlige efterfølger, Donald Trump, er villige til at hoppe med på ideen. Det samme gælder i øvrigt præsidentvalgets tredje kandidat, Robert F. Kennedy Jr.

Europæerne vil dermed i givet fald komme til at stå alene, hvilket ingen af dem overhovedet er parate til, al den stund at hele lageret af krudt og kugler allerede befinder sig i Ukraine og for det meste allerede er knaldet af. Det samme gælder en stor del af det øvrige materiel.

Der er derfor ingen af de europæiske hærstyrker, der på nogen som helst meningsfuld måde vil kunne deltage i konflikten.

I princippet vil der kunne sendes jagerfly afsted, men i en direkte konflikt med Rusland vil der blive brug for dem på hjemmefronten. Det gælder ikke mindst for Danmarks vedkommende, idet vi i forvejen er temmelig tyndt besat hvad jagerfly angår og vi som naboland til Rusland faktisk ret hurtigt vil få brug for dem, eksempelvis omkring Bornholm.

Ideen er derfor absurd, og jeg finder det derfor uansvarligt af vores statsminister, at hun ikke øjeblikkeligt skød ideen ned da hun blev spurgt.

Men udover det militært umulige i projektet, er der også spørgsmålet om hvilken interesse de europæiske lande vil have i at sende soldater i krig i Ukraine. Især når man tager i betragtning, at den potentielle konflikt med Rusland naturligvis ikke vil kunne isoleres til kun at finde sted i Ukraine. Eksempelvis tror jeg ikke, at FEʼs lyttepost på Bornholm vil overleve ret mange timer efter krigens udskrivelse.

Men at det netop er franskmændene der har udarbejdet en plan, er måske ikke så overraskende. Frankrig har længe været et af de NATO-lande der uofficielt har haft specialstyrker i Ukraine. Her i vinter skete der det, at en gruppe franske statsborgere blev slået ihjel i krigen – sådan som den slags jo sker. Ligene blev lagt på køl i Lvov, og da det franske forsvarsministerium sendte repræsentanter ned for at hente dem hjem til Frankrig, blev de også bombet og omkom naturligvis.

Russerne vidste naturligvis hvad de gjorde og situationen var lidt pinlig for Macron.

Dertil kommer, at Frankrig i den seneste tid er blevet skubbet ud af den ene tidligere franske koloni efter den anden, og årsagen er at de lokale myndigheder faktisk foretrækker et samarbejde med Rusland frem for den tidligere kolonimagt.

Den slags gør ikke kun ondt i Elyssee-palæet, men også i den franske statskasse.

Men i stedet for at fantasere om en storkrig i Europa, som man med stor sandsynlighed vil komme til at tabe, vil man være bedre tjent med at sætte sig ned med repræsentanter med Rusland og lave en aftale for hvordan man finder en måde at arbejde sammen på efter krigen. Fred er bedre end krig, og sandheden er jo at ingen europæiske lande i virkeligheden har ønsket hverken den langvarige krig eller de omkostninger, som sanktionsregimet har påført de europæiske lande.

Dertil kommer, at jeg faktisk ikke tror på, at Macrons krigssnak reelt set bunder i et ønske om åben krig mod Rusland. Det er der intet i Macrons tidligere retorik der tyder på. Derimod kan man godt mistænke, at den franske præsident kæmper for noget helt andet: nemlig at sætte Frankrig forrest, når en ny, europæisk sikkerhedsordning efter Ukraine-krigens afslutning skal forhandles på plads.

Eksempelvis er Tyskland gået i recession, flere andre lande er godt på vej, og hvis ikke det var for NOVO, havde Danmark været det forlængst.

De selvskadende sanktioner og den alt for heftige støtte til Ukraine, er et handlemønster som er blevet påtvunget os af amerikanerne, der har betragtet det for værende vitalt for forholdet til dem at man deltager.

Men her er mit bud på hvordan tingene kommer til at udvikle sig efter krigens afslutning og Ruslands sejr:

For det første, så tror jeg faktisk, at europæerne vil komme til en forståelse med Rusland i forhold til hvordan vi hver især kan reagere i forhold til hinanden i fremtiden – noget i stil med dét man under den kolde krig kaldte for fredelig sameksistens. Det vil sige: Vi bliver enige om at være uenige, men sætter nogle retningslinjer op, der forhindrer blodsudgydelser og aktive fjendtligheder.

For det andet, så forestiller jeg mig faktisk, at europæerne vi føle sig tvunget til at ʻrotte sig sammenʼ om at forlange af amerikanerne, at fortsat tilstedeværelse her på kontinentet altså forudsætter, at det, i hvert fald i Europa, er europæernes interesser der skal sættes i højsædet. Eksempelvis kan ingen europæisk leder i virkeligheden være interesseret i, at blive påtvunget hverken de selvskadende sanktioner, terrorangrebet mod Nord Stream-gasledningen eller en kunstig opdeling i Europa mellem ʻosʼ og ʻdemʼ. Den form for adfærd er ikke i europæernes interesse, og det bør være en konsekvens af fjendtlighederne i Ukraine at den slags ikke gentager sig.

Jeg tror faktisk, at vores ledere simpelt hen vil forlange af amerikanerne, at de ophører med at bruge vores kontinent, vore befolkninger og vore regeringer som brikker i deres eget magtspil med andre lande. Ikke mindst når de taber, hvilket tydeligvis er tilfældet i den igangværende konfrontation mod Rusland.

Og sidst, men ikke mindst, så tror jeg at Europas manglende evne til at stå op mod amerikanerne i deres magtspil, vil medføre at debatten om et europæisk NATO uden USA vil få ekstra luft.

Og hvis det bliver dér at bolden ender, og det tror jeg at den i sidste ende gør, vil der trods alt komme noget godt ud af den ulyksalige konflikt på grænsen til Centralasien.

Siden dette er et indlæg der handler om Ruslands specielle militæroperation i Ukraine, gør jeg nok klogt i at indlede med en kort ʻvaredeklarationʼ. Det er nemlig min hensigt at komme lidt ind på en række militærtekniske forhold, som gør sig gældende i forbindelse med Ruslands militæroperation.

For det første har jeg absolut ingen militær baggrund. Hvad militære forhold angår, er jeg således lægperson. Dertil kommer at jeg faktisk aftjente min værnepligt som militærnægter – dét, der hedder ʻcivil værnepligtʼ og som er beregnet til sådan nogle som mig, der af samvittighedsmæssige årsager ikke vil bære uniform, adlyde ordrer fra imbeciler eller slå andre mennesker ihjel bare fordi regeringen eller en officer siger det. Min værnepligtstid tilbragte jeg derfor med at fodre sæler og rengøre akvarier på Fiskeri- og Søfartsmuseet hjemme i Esbjerg.

Dog erkender jeg at der er tidspunkter hvor militær magtanvendelse kan være en nødvendighed. Hvis jeg f.eks for to år siden havde haft fornøjelsen af at være rådgiver i det russiske præsidentkontor i Kreml, ville mit råd utvivlsomt have være at en indgriben i Ukraine var uundgåelig og nødvendig.

Jeg har derfor forståelse for den russiske beslutning om at indlede en særlig militæroperation i nabolandet – også selv om jeg er gammel militærnægter og absolut anti-militarist.

Som mange andre har jeg ivrigt fulgt krigen via diverse mediekanaler som vore vestlige magthavere ikke bryder sig om, og er vel efterhånden udlært som lænestolsekspert.

En af de ting ved den russiske tilgang som længe undrede mig, er hvordan i alverden det kan være at man kæmper i månedsvis eller mere over noget så forholdsvist overskueligt som landsbyer eller småbyer som eksempelvis Artemovsk eller Avdeyevka, Rusland besidder jo luftherredømmet, så det burde vel være en smal sag at gøre det af med ukrainske forsvarsstillinger i disse byer så man kan rykke fremad? Og det er det naturligvis også, så hvorfor gør man det ikke?

Svaret kom til mig dels i et interview med Ruslands præsident Putin for nogen tid siden, dels i et indlæg på Telegram som omhandlede den russiske militærdoktrin som bliver taget i anvendelse i Ukraine.

Mens Kiev-regimet helt åbent arbejder med en doktrin om at ʻkæmpe for hver millimeterʼ, har Rusland åbenbart en anden og mere tålmodig doktrin: I Ukraine kæmper Rusland nemlig efter en doktrin, der kort og godt handler om primært at decimere fjendens militære styrker. Det vil sige at uskadeliggøre så mange ukrainske soldater som muligt og tilsvarende ødelægge så meget materiel man kan komme til.

Taget i betragtning at det ukrainske militær inden den russiske SMO blev indledt var ét af verdens talmæssigt største, kan tilgangen på ingen måde siges at være ulogisk.

I praksis sker det ved at det temmelig overlegne (for det ér det!) russiske militær etablerer såkaldte ʻgryderʼ, hvor russerne etablerer kontrollen til alle sider – undtagen én, hvor de ukrainske styrker kan få lov til at sende forstærkninger til enhederne inde i gryden. Derinde ordner russerne så resten.

Personligt finder jeg det absurd, at ukrainerne bliver ved med at hoppe på den, men sådan er der så meget.

Som militærnægter og kristen anti-militarist bryder jeg mig ikke om billedet, men det lader til at være sådan det er, og der er ingen tvivl om at der har sin effekt.

Det ukrainske militær er således blevet decimeret i et omfang, der har fået regimet i Kiev til at indkalde selv invalider til fronten. Det er derfor ikke længere nogen hindring for tvungen militærtjeneste, hvis man er étbenet, blind eller på anden måde objektivt har mistet sine legemlige eller mentale funktioner.

Jeg har eksempelvis set dokumentation for, at selv personer med Downs Syndrom sendes i skyttegravene. Nu vil man så også til at indkalde kvinder til fronttjeneste, hvilket burde få det til at vende sig i enhver ordentlig mand.

De vestlige medier har hidtil været meget stille omkring disse forhold, hvilket kan undre. Heller ikke fra de såkaldte ʻeksperterʼ har der været mange bemærkninger herom. Måske fordi de er købt og betalte, hvem ved.

Men for en lænestolsekspert som undertegnede og mange andre, er det tydeligt hvad der lige nu er ved at ske i Ukraine: Sammenstødet mellem de russiske og ukrainske militærdoktriner har decimeret Ukraines militær i et omfang, der gør at ukrainerne er ved at løbe tør for mennesker. Samtidig er Ukraines vestlige sponsorer ved at løbe tør for såvel våben og ammunition som penge til krigens fortsættelse.

Med andre ord er krigen i Ukraine i virkeligheden allerede afgjort – det eneste vi mangler at få afklaret, er de omstændigheder under hvilke Moder Rusland høster sejren.

For Vesten, dvs USA + lydstater, er der tale om intet mindre end en katastrofe. Amerikanerne, feks, må, udover endnu et militært nederlag, affinde sig med at deres valuta ikke længere er den mest anvendte i internationale transaktioner.

I forbindelse med sanktionspolitikken, er der nemlig sket en udvikling hvor en stadig større del af internationale transaktioner foregår i landenes egne valutaer. Det gælder også olie, hvilket er en katastrofe for amerikanerne. Oliedollaren har hidtil været selve grundlaget for USAʼs økonomi, og tidligere forsøg på at handle i andre valutaer, har i samtlige tilfælde resulteret i militær destruktion af de formastelige. Jeg tillader mig her at henvise til Libyen og Irak som eksempler.

Også for EU er der tale om en en potentiel eksistentiel katastrofe af finansiel karakter. Den europæiske opbakning er, som den amerikanske, for det meste finansieret ved låntagning – og lån skal jo betales tilbage.

Lånene er taget, og støtten til Ukraine givet, ud fra en række forudsætninger, som med den russiske sejr næppe kommer til at blive indfriet. Støtten til Ukraine sker nemlig ikke bare for sjov; der er temmelig alvorlige betingelser med i handlen. Der foreligger nemlig aftaler mellem Ukraine og deres vestlige sponsorer om hvad Ukraine skal levere som betaling for støtten, og det er ikke småting vi her taler om.

Ukraine er et land som er rigt på ressourcer. Olie og gas, i den nu russisk annekterede del i øst er der store lithium-reserver, og landets landbrugsjord er naturligvis legendarisk. Dertil kommer store kulreserver og adskillige andre værdifulde og kostbare metaller.

At Ukraine på trods af så rige ressourcer alligevel er rangeret som en af Europas absolut fattigste lande, siger mere om Ukraines politiske elite end om landets potentiale.

Det indgår nemlig i aftalerne med sponsorerne i Washington og EU-hovedstæderne, at retten til udnyttelse og i mange tilfælde også ejerskabet overføres til sponsorerne. Det kan der siges meget om, og hvis jeg havde været ukrainer havde jeg været særdeles utilfreds, men det er sådan det er.

Den heftige låntagning i Washington og Bruxelles er således mest af alt tænkt som en massiv investering i et spændende og potentialerigt ejendomsmarked, men med en nu næsten sikker russisk sejr, er det overordentlig tvivlsomt i hvilket omfang Washington-regimet og EU-landene får noget ud af det.

For USAʼs vedkommende er landet allerede så dybt forgældet at der ikke findes nogen ærlig måde at betale pengene tilbage på, men hidtil har man klaret sig ved at dollaren har været uundværlig i international handel. Det er som nævnt nu lige så meget på retur som USAʼs generelle prestige i det hele taget, så amerikanerne kommer til at stå overfor alvorlige problemer.

For europæerne ser det heller ikke for godt ud, og i hvilket omfang den dybe gældssætning vil påvirke EUʼs muligheder for at fungere i årene fremover, er fortsat uvist. Dog har sagen allerede vist at EU-systemet besidder lige præcis dét totalitære potentiale, som EUʼs kritikere i årtier har advaret mod. Jeg henviser her ikke kun til sanktionspolitikken men også til forbud mod medier, censur af borgernes muligheder for at ytre sig på sociale medier og en hidtil uhørt centralisering af magten omkring EU-kommissionen på bekostning af de nationale regeringer og parlamenter.

Hvis man følger lidt med i debatten uden for den censurerede osteklokke her i Vesten, er det ikke svært at se hvad der sker. USA er i færd med at falde, men hvor tungt det sker vil afhænge af hvordan landet i den kommende tid vil håndtere deres egne, interne anliggender. USA vil ikke i længden have råd til af fastholde Imperiet, og må som briterne i sin tid erkende at man af økonomiske grunde er nødsaget til at trække sit militær tilbage til USA hvor det retteligt hører hjemme.

Dette vil i mange lande få befolkningerne til at ånde lettede op, men det er et helt andet indlæg som jeg vil vende tilbage til en anden gang

Begrebet ʻterrorʼ er et begreb der fylder meget i det offentlige billede. For os her i Vesten, beskrives terrorister i reglen som værende en ondskab, som det er nødvendigt at værge os imod. Efter angrebet mod World Trade Center i New York i 2001, var det evige mantra fra USAʼs daværende præsident at ʻterroristerne hader os på grund af vores frihedʼ.

Desværre fandt vi ret hurtigt ud af, at vejen til at bekæmpe terrorisme, var at formindske og helst helt afskaffe selvsamme frihed. Her i Danmark ser vi det med et drakonisk niveau af overvågning, der ville gøre selv STASI grønne i hovedet af misundelse.

Blandt andet er man i færd med en udfasning af kontante penge, således at samtlige økonomiske transaktioner foretaget i Danmark vil kunne spores via vore bank- og kreditkortkonti. Dette skal ses i sammenhæng med, at Folketinget har vedtaget lovgivning der giver Politi og Militær adgang til at overvåge vore bankkonti uden først at skulle anmode en dommer om at udstede kendelse herom.

Argumentet herfor er ikke mindst frygten for ʻterrorʼ.

Men hvad er terrorisme da?

Først skal man forstå sandheden i det gamle ord om, at den ene mands terrorist er den anden mands frihedskæmper. Begrebet ʻterrorʼ er derfor som udgangspunkt politisk bestemt; nemlig hvorvidt de tilhørende voldshandlinger og de politiske mål der driver en given organisation eller netværk, er politisk ønskelige eller acceptable for en given regering eller regime.

Eksempler: I 1980ʼerne eksisterede der i Nicaragua en organisation, der gik under betegnelsen contraerne. Contraerne udmærkede sig ved systematisk at begå massedrab på hele landsbyer, tortur og andre uhumskheder. Men i den vestlige verden blev Contraerne aldrig rubriceret som terrorister – af den simple grund at organisationen var direkte finansieret af USA og blev bevæbnet, trænet og ʻrådgivetʼ af personale fra efterretningstjenesten CIA.

Typisk vil et land der med militære midler besætter et andet land, opfatte det besatte lands legitime modstandskæmpere for værende terrorister. Det så vi eksempelvis i Irak, hvor også Danmark jo deltog som ulovlig besættelsesmagt. Det er i denne forbindelse væsentligt at gøre opmærksom på, at såvel FN-pagten som diverse Geneve-konventioner faktisk understreger et besat folks ret til at yde voldelig modstand mod en besættelsesmagt. Naturligvis under forudsætning af at de almindelige regler vedrørende militære konfrontationer overholdes. Det betyder blandt andet at det ikke er tilladt at angribe civile, mens besættelsesmagtens militær, kollaboratører og beslutningstagere, sådan som jeg forstår det, ligger inden for rammen.

I den forbindelse er det på ingen måde ulogisk, at en besættelsesmagt indfører lovgivning mod sådanne aktiviteter og modarbejder dem med militære midler. Det gjorde eksempelvis Danmark i forbindelse med at vi deltog i besættelsen af både Irak og Afghanistan. Dette på trods af at modstandskampen i disse lande var sanktioneret i international ret.

Men i modsætning til Contraerne, var modstandsbevægelsen i disse lande rubriceret som ʻterroristerʼ og deres aktiviteter som ʻterrorʼ. Dette på trods af, at mens Contraerne primært rettede deres voldshandlinger mod civilbefolkningen, var modstandsbevægelserne i Irak og Afghanistan rent faktisk rettet mod besættelsesmagtens militære styrker, samt de kollaboratører der samarbejdede med disse.

Jeg er opmærksom på, at Folketinget har valgt at indskrænke borgernes ytringsfrihed på den måde, at det ifølge straffeloven er strafbart at billige terrorhandlinger eller de organisationer der begår dem. Jeg skal derfor ikke tøve med at understrege, at jeg i dette indlæg aldeles ikke billiger hverken terrorhandlinger eller legitim frihedskamp, men blot forklarer retsordenen sådan som jeg ser den.

Eksempelvis vil det aldrig blive betegnet som kriminelt i Danmark at billige hverken Contraernes hærgen i Nicaragua eller apartheidregimet i Sydafrika, mens billigelse af modstandskamp mod en udenlandsk besættelsesmagt i et fremmed land, efter dansk ret i princippet kan straffes med flere års fængsel. Begrebet ʻterrorʼ er således i sin karakter rent politisk og det må man som borger naturligvis forholde sig til.

For lidt over to måneder siden, foretog gruppen Hamas et angreb langt inde i Israel. Der var tale om et angreb, som ret beset slet ikke burde kunne lade sig gøre. Den palæstinensiske befolkning er uden tvivl en af de mest overvågede i Verden – om muligt er palæstinenserne endog endnu tættere overvågede end selv vi danskere.

Men til vores allesammens overraskelse lod angrebet sig gøre, og konflikten mellem Palæstina og Israel giver os endnu en lejlighed til at reflektere over forskellen på terror og ikke-terror.

Israel er nemlig en stat, der i selve sin kerne er en besættelsesmagt. Staten Israel har siden 1947 besat et fremmed folks land i Palæstina. Den dag i dag tildeler landets regering, på baggrund af religiøst tilhørsforhold, statsborgerskaber til turister. Disse nye tilflyttere skal dernæst til at lære et nyt sprog og stille sig til rådighed for militærtjeneste, der har som primært formål at undertrykke og bekæmpe landets oprindelige befolkning.

Der er ingen tvivl om, at såvel FN-pagtens som Geneve-konventionernes regler og international lovgivning om modstandskamp, i høj grad gør sig gældende for palæstinensernes vedkommende.

Samtidig er der en række forhold omkring den israelske befolknings sammensætning, der til tider kan gøre det vanskeligt at skelne mellem civile og militærfolk. Jeg henviser her til landets meget omfattende værnepligt, der bla betyder at størstedelen af landets befolkning enten er tjenestegørende i militæret eller reservister.

Jeg skal ikke gå nærmere ind i hvordan man efter international ret skelner en reservist fra en civilist, idet dette på ingen måde forekommer oplagt.

Men der er ingen rimelig tvivl om at befolkningen i Palæstina har ret til at yde modstandskamp mod Israel – og det gælder ikke mindst inden for de landområder som Israel besatte og senere annekterede efter krigen i 1967.

Det er også værd at gøre opmærksom på, at eksempelvis Gaza faktisk har været, og stadig er, under en meget tydelig og uomtvistelig besættelse. Således har det i årtier været sådan at intet – absolut intet – kommer ind i Gaza uden først at blive tjekket og godkendt af israelsk militær. Det samme gælder mennesker; intet menneskeligt væsen kan uden israelsk tilladelse rejse hverken ind i eller ud af Gaza.

Det står således aldeles klart, at Palæstinas befolkning har en uomtvistelig ret til at bedrive modstandskamp mod den israelske besættelsesmagt. Retten til modstandskamp er i international ret ikke begrænset af hvorvidt den såkaldt ʻvestlige verdenʼ holder med den ene part eller ej – kun af i hvilket omfang man begrænser angrebene til udelukkende at omfatte lovlige mål.

Endnu engang skal jeg, af juridiske grunde, understrege at jeg på ingen måde billiger hverken Hamasʼ angreb den 7. oktober eller Hamas som organisation, idet en sådan billigelse jo i sagens natur ifølge straffeloven er en strafbar ytring. Noget sådant kunne jeg i sagens natur aldrig finde på. I stedet undrer jeg mig over, at staten Israels voldsomme undertrykkelse at Palæstinas civile befolkning aldrig har fået et tilsvarende terrorstempel.

Men det hænger i sagens natur sammen med, at terror eller ikke-terror naturligvis bestemmes af politik og ikke af ret. Dette finder jeg på enhver måde uacceptabelt.

Hvis der er noget vi europæere bør have lært efter et års konflikt i Ukraine, er det dette: At Europa behøver en ny sikkerhedsstruktur. Vi behøver, som Ungarns Orban udtrykte det forleden, ʻet europæisk NATO uden USAʼ. Ukrainekonflikten bør have lært os nødvendigheden af at etablere et europæisk sikkerhedssystem, som er aldeles uafhængigt af amerikanerne.

At Ukrainekrigen blev fremprovokeret af amerikanske interesser, burde være de fleste bekendt. Maidankuppet i 2014, striden i øst om provinserne Lugansk og Donetsk – og ikke mindst amerikanernes drøm om at smide russerne ud fra flådebasen på Krim, var blandt de direkte motivationer for dén militære konflikt, som nu har varet godt et års tid.

Det var ligeledes den amerikanske regering, der fik truet sig til en europæisk opbakning til det selvskadende sanktionsregime mod Rusland. Et sanktionsregime, der i dag støttes af præcis 36 lande verden over – hvoraf de 27 er medlemmer af EU. Ikke ligefrem en imponerende opbakning, skulle man synes.

I løbet af processen har amerikanerne ydermere sprængt Nordstream i luften – en handling, der efter internationale normer ikke blot er en terrorhandling, men ydermere teknisk set en militær krigshandling mod såvel Rusland som Tyskland.

For sidstnævnte var sprængningen intet mindre end en national, økonomisk katastrofe. Tyskernes forretningsplan har nemlig nemlig været ret enkel: Via en kombination af billig russisk gas og Europas ubetinget største industri, at blive Europas økonomiske og industrielle powerhouse.

Det er slut nu. Efter eksplosionen har amerikanerne drejet armene om på tyskerne, og tvunget dem til at blive afhængige af amerikansk LNG-gas til vild overpris. Dette kan i værste fald betyde dødsstødet til den tyske økonomi – og med dén også vi andres. Europa er med andre ord blevet direkte afhængige af USA – vel at mærke på amerikanernes betingelser.

Det er selvfølgelig ikke i nogens interesser, men godt 40.000 amerikanske soldater i Tyskland gav ikke Scholz-regeringen andre realistiske muligheder. Amerikanernes troppekontingent i Tyskland og resten af Europa sikrer, at ingen tysk kansler kan gå imod amerikanerne i et for dem vitalt anliggende.

Og amerikanerne har altså besluttet sig for at Ukrainekonflikten er et væsentligt, amerikansk anliggende. Det er der mange grunde til, ikke mindst fordi amerikanerne er i færd med at tabe rollen som verdens førende supermagt.

For europæernes vedkommende, bør indstillingen ellers være at betragte den russisk-ukrainske konflikt om nogle territorier i det østlige Ukraine, som et uvæsentligt lokalopgør på grænsen til Centralasien. Takket være amerikanernes interesse, er vi nu i stedet tvunget til at betragte det som finalen i Champions League – vel at mærke uden selv at spille direkte med på banen.

Uden denne indblanding, ville det det russisk-ukrainske lokalopgør have været afsluttet forlængst, og med væsentligt færre ofre til følge.

Den amerikanske indblanden har været katastrofal – for Ukraine, men også for Europa. Vi europæere må ikke blot lide under konsekvenserne af Nordstream-bombningen, men også konsekvenserne af en forøget isolation i Verden. Som nævnt støttes sanktionerne kun af 36 lande i Verden, hvoraf de 27 er os – medlemmerne af EU. Konsekvenserne kan mærkes på flere måder, men lad os begynde med det økonomiske. Feks har IMF i en nylig rapport fastslået, at Rusland i 2023 forventes at få en vækst som er betydeligt større end store europæiske økonomier som eksempelvis Storbritannien og Tyskland. Så meget værdien af sanktionerne.

Der er også de politiske konsekvenser. De Forenede Emirater, som er Mellemøstens finansielle centrum, er nu begyndt at undgå anvendelsen af dollars i landets udenrigshandel. I stedet handles der nu i lokale valutaer, dvs at handel mellem for eksempl UAE og Indien foregår i Rupee og Dirham – hvilket ret beset vel egentlig også er det mest logiske og rimelige. Sanktionspolitikken har ført til petrodollarens død. Det begyndte som en nødvendighed mht den russiske olieeksport, pga sanktionerne, men har sidenhen bredt sig, så en større del af den såkaldt ʻtredje verdenʼ nu er i færd med at droppe dollaren som handelsvaluta.

Dertil kommer, at det russisk-kinesiske projekt med at etablere et alternativt finansielt system, har fået ekstra luft under vingerne. Dermed har flere lande tilsluttet sig systemet gennem det seneste års tid – og flere endnu står i kø. Dette hænger sammen med amerikanernes anvendelse af SWIFT-systemet som et politisk våben. Rundt omkring i Verden er regeringer begyndt at stille sig selv spørgsmålet: Kan det samme ske for os?

Og sandheden er at det kan det jo, og det vil det komme til. Den slags vil ansvarlige regeringer gerne gardere sig imod, og derfor er køen af lande, der tilslutter sig det nye system, efterhånden ganske lang.

At dette yderligere giver problemer for amerikanernes efterretningssystem, er en anden sag og kommer egentlig ikke os europæere ved. Alligevel bør det nævnes ganske kort. Det er jo en kendt sag at amerikanernes NSA har snablen dybt nede i SWIFT, mens det samme næppe vil komme til at finde sted i det nye system.

Skidt for amerikanerne, godt for alle andre.

Behovet for en nyt, europæisk sikkerhedssystem har længe været været både kendt og erkendt. Dengang hun stadig var kansler, taler Angela Merkel flere gange om behovet for en ny, europæisk sikkerhedsstruktur, der tager hensyn til samtlige europæiske landes sikkerhedsbekymringer – herunder også Ruslands. Det samme har Frankrigs præsident Macron været ude at sige, så Orbans ord falder bestemt ikke i en tom virkelighed. Jeg har for øvrigt også flere gange selv skrevet om det.

Behovet er velkendt blandt europæiske ledere, og Ukrainekonflikten og konsekvenserne af de efterfølgende sanktionspolitikker, har bestemt ikke gjort det mindre tydeligt.

For Europa står isoleret, lad der ikke være tvivl om dét. Hvis vi ikke er yderst forsigtige i vores håndtering af nedfaldet af den igangværende konflikt, vil vi komme til at stå temmelig meget alene i Verden. Det er vores popularitet rundt omkring mildest talt ikke gearet til at kunne stå model til.

Der var engang, hvor jeg troede at den nye struktur både kunne og skulle bygges op omkring EUʼs institutioner. Det er derfor jeg hidtil har stemt på de mest EU-positive partier når der har været valg til Europaparlamentet, men det har EU-systemets reaktion på amerikanernes pres i forbindelse med konflikten ændret på.

Vi må finde på noget andet. Noget bedre. Noget europæisk, men uden amerikanerne. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så får vi travlt, for sådan som Ukrainekonflikten udvikler sig, ender Ukraine efter krigen med at blive en alvorlig sikkerhedsudfordring for vort kontinent: et kriminalitetsbefængt og gennembombet hul i jorden, hvor den mandlige del af befolkningen er decimeret i et omfang, der gør tvivlsomme datingbureauer med desperate ukrainske kvinder til krigens i virkeligheden mest tydelige vindere. Og historien vil vise, at Ukraines katastrofe skyldes de europæiske regeringers følgagtighed overfor amerikanerne.

Men det begynder med at vores ledere tør sige det højt: At det vi har brug for er, med Orbans ord, ʻet europæisk NATO – bare uden amerikanerneʼ. Her til slut vil jeg gerne linke til to artikler, som begge er at finde på nettet. Først til interviewet med den ungarske premierminister i schweiziske Weltwoche. Originalversionen ligger bag en paywall, så jeg linker i stedet til en ungarsk side der bringer interviewet i sin helhed. Det andet link er til engelske The Spectator, der højst usædvanligt for et fremtrædende vestligt medie er sluppet afsted med at skrive om de geopolitiske konsekvenser af det vestlige selvmål med sanktionspolitikken og den i øvrigt fjendtlige linje overfor Rusland.

Orban i Weltwoche

The Spectator: Is Putin winning? Is the world order changing in his favor?

For enhver der følger med i international sikkerhedspolitik, bør det stå klart at USA er den ubetinget største trussel mod fred og stabilitet i Verden. De amerikanske sikkerhedstjenester er historisk set direkte ansvarlige for flere statskup og politiske likvideringer end nogen andet stat i verdenshistorien. Denne påstand er veldokumenteret, og endda erkendt af skiftende amerikanske regeringer.

Det er også velkendt, at USA aktivt støtter terrorbevægelser og andre undergrundshære i det meste af verden. Dette er endog landets officielle politik, og har været det siden afslutningen på anden verdenskrig. USA er i det hele taget uhørt aktive, når det gælder om at indsætte regimer rundt omkring der støtter landets politik – og at fjerne folkevalgte regeringer der ikke gør. Senest har amerikanske sikkerhedstjenester stået bag gennemførte kup i såvel Pakistan som Peru, og det amerikanskstøttede kup i Ukraine i 2014 er den direkte årsag til den igangværende krig i landet.

Amerikanernes nutidige lovgrundlag for disse lyssky aktiviteter, er angivet i noget de kalder section 1202 authority under 2018 National Defense Authorization Act, som tillader støtte til ʻirregulære styrker, grupper eller individer, der deltager i irregulær krigsførselʼ.

Men programmet med at støtte alle tænkelige irregulære grupper, går som nævnt helt tilbage til afslutningen på anden verdenskrig. Det er således almindelig kendt, at amerikanerne ikke kun støtter irregulære grupper i krigsførende eller oprørstruede lande, men også paramilitære grupper i stabile demokratier. Siden 1990ʼerne har det desuden været offentlig kendt, at amerikanerne har trænet, finansieret og bevæbnet undergrundshære i næsten samtlige lande i Europa – herunder også Danmark.

Det kan forekomme paradoksalt og ulogisk på denne måde at indsætte bevæbnede grupper i lande, der ikke blot er stabile demokratier, men også generelt særdeles venligtsindede overfor amerikanerne.

Men set fra en amerikansk synsvinkel, giver det faktisk ganske god mening. Disse grupper har nemlig flere formål, som alle styrker den amerikanske tilstedeværelse på kontinentet.

For det første har man en bevæbnet styrke stående klar, hvis der i et europæisk land skulle komme en regering eller et parlamentarisk flertal, der måtte ønske eksempelvis at føre en uafhængig udenrigs- og sikkerhedspolitik eller på anden måde generere amerikanerne. Folkevalgte politikere og andre folkelige ledere er jo lige så dødelige som alle andre, så det er vældig praktisk at have folk på plads der kan hjælpe med til at fjerne uønskede personer fra en offentlige scene.

Samtidig er et sådant netværk åbenlyst praktisk i forbindelse med almindelig efterretningvirksomhed.

Også i Danmark eksisterer der et sådant netværk. Det er et netværk, som jeg tidligere har skrevet om. Det er flere grunde til at jeg har kendskab til eksistensen af netværket, men den nok vigtigste er, at man flere gange har forsøgt at rekruttere mig til det. Hver gang har mit svar været er klart NEJ, for det der med militarisme og landsforræderi er altså bare ikke noget for mig.

Netværkets formelle formål, er at etablere en modstandsbevægelse for det tilfælde at landet engang skulle blive besat. Medlemmerne rekrutteres således i almindelighed med en masse patriotisk røgelse af den mere kvalme slags, men i første omgang uden at fortælle kandidaterne at de i virkeligheden arbejder for en fremmed magt.

I Danmark består netværkets aktiviteter udover efterretningsvirksomhed for amerikanerne, i blandt andet at hjælpe danske Forsvarets Efterretningstjeneste med aktiviteter, der trods alt er for kriminelle – selv for dem.

Derudover fungerer den amerikanske undergrundshær i Danmark også som et særdeles effektivt forretningsnetværk for netværkets medlemmer. Da de forsøgte at hverve mig, skete det således med løfter om en særdeles mærkbar økonomisk fremgang og andre jordiske goder af den mere materielle slags. Men som sagt er landsforræderi og den slags ikke rigtig noget for mig, så jeg måtte flere gange sige nej.

Et af de interessante aspekter ved netværket er, at rekrutteringen i Danmark. i hvert fald delvist, foretages af Forsvarets Efterretningstjeneste, mens finansiering og bevæbning forestås af amerikanerne. Det var således FE, der gentagne gange kontaktede mig for at rekruttere mig til netværket. Det giver sig selv, at også den ideologiske træning af medlemmerne sker med amerikansk udgangspunkt.

Den amerikanske involvering i opbygningen og driften af disse netværk, understreges ikke kun af den nævnte amerikanske lovgivning og den italienske GLADIO-skandale, men også af den kendsgerning, at hele 11 procent af USA´s specialstyrker på globalt plan er udstationeret i europæiske lande. Dette var vel at mærke før krigen i Ukraine, så der er ganske sikkert flere nu. Europa er således, næst efter Mellemøsten og Afrika, den verdensdel med flest udstationerede amerikanske specialstyrker.

Dette på trods af en absolut politisk stabilitet i nærmest samtlige europæiske lande – her med forbehold for begivenhederne i Ukraine og de afledte konsekvenser heraf. Men hvad Ukraine angår, er pointen netop den, at det er et amerikansk kup og konsekvenserne af Maidan-kuppet i 2014, der er den direkte årsag til krigen.

Men med hensyn til det danske netværk, så er jeg forbløffet over mediernes tavshed herom. Det er jo ikke fordi eksistensen af det danske GLADIO-netværk ikke er kendt stof hos hverken medierne eller mangeårige aktører i det politiske system. Og trods alt: Et bevæbnet netværk af danskere i udenlandsk tjeneste, et netværk af danske landsforrædere der spionerer for en udenlandsk magt, burde være interessant stof for såvel medier som anklagemyndigheden

Gennem efterhånden alt for mange år, har skiftende regeringer og folketing skåret ned på Danmarks udenrigstjeneste. I mange lande er danske ambassader og diplomatiske repræsentationer blevet lukket ned, og de ambassader der stadig står, har fået skåret drastisk ned i antallet af danske diplomater.

Nedskæringerne har ikke kun negative konsekvenser for danske rejsende og for erhvervslivets muligheder i udlandet, men også for Danmarks indflydelse og anseelse rundt omkring i Verden.

Når der ikke er en dansk ambassade i et land, er det ikke længere muligt for danske studerende på udenlandske universiteter eller for danske virksomheder, at kunne smutte ind på ambassaden og få henvisninger til nyttige kontakter, bistand i forbindelse med landets myndigheder eller erhvervsliv og andre vigtige ting.

Samtidig mindskes vores indflydelse i landet, fordi der ganske enkelt ikke er danske diplomater til stede, som kan fortælle udenlandske regeringer og andre, hvad vi i Danmark egentlig vil i Verden og hvordan vi kan hjælpe hinanden hen mod de mål, vi måtte have til fælles. Danmark er et lille land som let forsvinder i mængden, og vores eksistens og indflydelse i verden afhænger af tilstedeværelse.

Danmarks erhvervsliv, og for øvrigt også vores fælles sikkerhed, er afhængige af at den danske stat, det danske samfund, formår at være til stede ude omkring, så vi kan bringe os i spil og være med hvor det sker. Det kan vi ganske enkelt ikke når vi nedlægger ambassader og skærer ned på diplomater.

Det er også vigtigt for vores allesammens sikkerhed at landet har en dygtig, professionel og effektiv udenrigsefterretningstjeneste. Efterretningstjenestens opgave er ikke kun at opfange og undersøge trusler mod landets sikkerhed, men også at foretage indsamlinger af oplysninger om politiske forhold i andre lande, som disse landes myndigheder helst vil holde hemmelige. Udenrigsefterretningstjenesten skal også foretage analyser af tilgængelig information af både politisk og økonomisk karakter.

Desværre er det sådan i dag, at Danmarks udenrigsefterretningstjeneste gennem årtier har lagt i militært regi. Denne bør flyttes over til at høre under udenrigstjenesten, og det er der flere grunde til.

For det første er det i militærets natur at søge konflikt frem for løsninger. Det er et grundinstinkt som sådan set passer helt fint til militærets kerneopgave, men det er en grundlæggende indstilling som ikke egner sig til en efterretningstjeneste, hvis formål det blandt andet er at søge, skaffe og analysere oplysninger om andre landes politiske og økonomiske forhold. Herunder også interne forhold vedrørende fremmede regeringers interne magtbalance og lignende.

Dertil kommer, at militæret til tider kan have alt for let ved at udvikle en uhensigtsmæssig legalitetskultur, som hænger sammen med en følelse af at være ‘noget andet’, som står udenfor det civile samfund.

Udenrigsefterretningstjenesten hører naturligt under udenrigstjenesten – sådan som det jo også er tilfældet i de fleste andre lande. Det betyder ikke at der ikke også fremover skal eksistere en Forsvarets Efterretningstjeneste. De skal bare beskæftige sig med områder, hvor militære fagfolk naturligt må formodes at have en kompetence: nemlig strengt militære forhold, som vedrører andre landes militære opbygning og udvikling af militære teknologier. Det er den slags arbejde hvor soldater må formodes at have en spidskompetence, mens de mere grundlæggende forhold som politik og økonomi ligger langt udenfor militærets kompetencer og naturlige virkeområde.

En overflytning af udenrigsefterretningstjenesten til mere kompetente kræfter i Udenrigsministeriet, vil samtidig føre til en betydelig forbedring for retssikkerheden i dette land. Det er efterhånden blevet offentlig kendt her i landet, at Forsvarets Efterretningstjeneste har tilladt sig at blive involveret i alvorlige krænkelser af danske borgeres lovbestemte rettigheder.

Sagerne om aflytning uden dommerkendelser, hemmelige ransagninger uden dommerkendelser og i nogle tilfælde hemmelige tilbageholdelser i dagevis uden hverken domstolskontrol eller lovgrundlag, taler deres eget sprog.

Den slags vil der blive gjort op med, den dag hvor den tilbageblevne militære efterretningstjeneste bliver begrænset til at beskæftige sig med reelle militære forhold i vore nabolande og den militærteknologiske udvikling dér.

Samtidig vil det medvirke til at begrænse skiftende regeringers tendens til at skære ned på landets udenrigstjeneste og diplomatiske repræsentationer i udlandet. Nedskæringerne er hidtil sket ud fra den betragtning, at Danmark med et lydigt forhold til USA og med EUʼs voksende fælles udenrigspolitik, kun i begrænset omfang har behov for en reel udenrigstjeneste. Dette er en holdning, som jeg ved flere lejligheder tidligere har gjort det klart at jeg ikke er enig i. Danmark har brug for en aktiv og dygtig udenrigstjeneste med så mange repræsentationer rundt omkring i verden som vi kan magte.

Siden engang i efteråret, har de vestlige medier været fulde af historier og påstande om at Rusland er i færd med at invadere Ukraine. Dette på trods af at påstandene ifølge alle seriøse analytikere er noget sludder: Ingen af spillerne på banen, herunder Rusland selv, har interesse i en krig. Alligevel kan man ikke udelukke muligheden, idet der står meget væsentlige russiske sikkerhedsinteresser på spil.

Situationen i Ukraine kan sammenlignes med Cuba-krisen i 1962. Dengang skete der som bekendt dét, at Sovjetunionen var i færd med at placere atomraketter på Cuba – kun få minutters flyvetid fra USAʼs fastland.

Situationen var klart utilfredstillende for amerikanerne, og præsident Kennedy reddede sig da også en hel del patriotisk hæder og ære ved at få planerne afværget. For amerikanerne var situationen selvforståeligt aldeles uacceptabel, og afgjort værd at gå i krig for at forhindre.

Situationen i Ukraine er på tilsvarende vis et russisk Cuba-øjeblik. Det er lykkedes for amerikanerne at ʻerobreʼ Ukraine og gøre landet til en lydstat og man mere end flirter med tanken om at indlemme landet i NATO. Dette vil i givet fald resultere i amerikanske atomraketter og jagerfly med blot 5-7 minutters flyvetid til blandt andet Moskva.

Det giver sig selv at denne situation vil være ganske uacceptabel for Rusland, og så afgjort værd at gå i krig for at forhindre. Amerikanerne har i forvejen placeret offensive militærbaser langs den russiske grænse hele vejen ned gennem Centralasien, så det er ikke fordi situationen mangler alvor som det er.

USAʼs aggressive adfærd i forhold til Rusland er således veldokumenteret og uden rimelig diplomatisk eller militær begrundelse.

Den nuværende strid om Ukraine blussede for alvor op i 2013/2014. På den tid skete der det, at pro-vestlige kræfter fik støtte fra amerikanerne til at foretage en af de sædvanlige CIA-drevne regimeskift i skikkelse af ʻfarverevolutionerʼ. Til gengæld for at finansiere og give støtte til kuppet, skulle amerikanerne modtage en pris: At den russiske flådebase i Sevastopol blev lukket og eventuelt skulle overgives til amerikanerne.

Hele balladen dengang endte med det planlagte regimeskifte i Kiev – men også den russiske annektering af Krim, hvor flådebasen jo ligger. Det var dengang at ʻmanʼ begyndte at tale om at knytte Ukraine tættere til NATO. Det er for så vidt logisk nok, idet NATO jo, bortset fra Canada, er en sammenslutning af amerikanske lydstater og reelt set en indkøbsforening for den amerikanske våbenindustri.

Hele sagen bliver lidt mere ʻspicyʼ ved at grænserne mellem Ukraine og Rusland blev trukket lidt tilfældigt engang i Sovjettiden, og at grænsedragningerne ikke tog hensyn til det faktum, at der i den østlige del af det nuværende Ukraine rent faktisk er et overvældende russisk flertal.

En del af området, Donbas, har som følge af kuppet i ʼ14 og den kraftigt antirussiske linje fra Kiev, erklæret sin uafhængighed fra Ukraine. Siden har det ukrainske regime truet med både invasion og folkedrab i området – hvilket naturligvis vil være uacceptabelt for Rusland. Det burde for øvrigt også være uacceptabelt for Vesten, men der gælder som sædvanlig andre regler for amerikanske lydstater end for alle andre hvad invasioner og folkedrab angår.

Men som allerede nævnt, drejer konflikten sig om andet og mere end ʻbareʼ en løsrevet ukrainsk provins. Problemet drejer sig i lige så høj grad om, at amerikanerne siden Sovjetstyrets fald har omringet Rusland militært og ved flere lejligheder forsøgt at destabilisere landets demokratiske institutioner.

Det drejer sig om manglende russisk tillid til amerikanernes intentioner, og det drejer sig om amerikanernes manglende respekt for lande der nægter at indordne sig og være lydige amerikanske lydstater.

Men selv om det afgjort stadig er muligt at det ender med krig i Ukraine med russiske tropper på jorden i landet, er det langt fra det mest sandsynlige scenarie. Der er nemlig i flere europæiske hovedstæder, herunder ikke mindst i Paris, en voksende forståelse for at Rusland står overfor et ʻCuba-øjeblikʼ.

Også USAʼs præsident Biden siges i diplomatiske kredse at have en vis forståelse herfor, mens det fortsat er uklart i hvilket omfang den interne dynamik i USA vil tillade ham at handle på denne forståelse. Hvis nej – så vil det øge chancen for krig i Ukraine. Hvis ja, så går vi ind i en periode hvor den europæiske sikkerhedsstruktur vil få et nyt sæt spilleregler.

Hidtil har amerikanerne stort set opført sig som det passer dem og gjort som de vil. Nu er der så sket det, at et stort land som Rusland stiller sig så meget på bagbenene at de truer med krig. Ikke mod USA direkte, forstås – men mod en lydig vassal i Kiev.

Amerikanerne selv vil aldrig forsvare Ukraine militært, idet landets militær ikke er gearet til at føre krig mod militærstyrker der evner at slå tilbage. Efter nederlaget i Afghanistan er lysten til nye militære eventyr bestemt heller ikke særlig stor.

Det som Rusland har brug for, og som Europa også har brug for, er en aftale om hvordan man opfører sig. Under den kolde krig eksisterede der et sæt spilleregler mellem parterne, der gik under betegnelsen ʻfredelig sameksistensʼ. Regelsættet omhandlede alle mulige ting og sager, men primært respekt for den anden parts ʻrøde linjerʼ, hvordan man kommunikerede kriser væk og meget andet.

Europa har brug for et nyt sæt spilleregler – spilleregler, hvori Rusland indgår og landets status som uafhængigt af USA og Vesten accepteres og respekteres. Det sidste punkt vil være vanskeligt for USA, og det hele vil afhænge af hvorvidt det i givet fald kan lykkes for Biden at sælge en aftale som en sejr eller i det mindste en fordel for USA.

Men hvis det lykkes, vil problemet omkring Donbas kunne løses meget enkelt, og det samme vil en sikring af Ukraines sikkerhed. Ukraines største sikkerhedstrussel er under alle omstændigheder at amerikanerne anvender landet som en meget aggressiv brik i et spil mod russerne. Med en aftale bliver også dén sag lagt på plads hvor den hører hjemme, og Ukrainerne kan gå i gang med at opbygge deres land både økonomisk og med en udbedret infrastruktur.

Gennem efterhånden alt for mange år, har skiftende regeringer og folketing skåret ned på Danmarks udenrigstjeneste. I mange lande er danske ambassader og diplomatiske repræsentationer blevet lukket ned, og de ambassader der stadig står, har fået skåret drastisk ned i antallet af danske diplomater.

Nedskæringerne har ikke kun negative konsekvenser for danske rejsende og for erhvervslivets muligheder i udlandet, men også for Danmarks indflydelse og anseelse rundt omkring i Verden.

 Når der ikke er en dansk ambassade i et land, er det ikke længere muligt for danske studerende på udenlandske universiteter eller for danske virksomheder, at kunne smutte ind på ambassaden og få henvisninger til nyttige kontakter, bistand i forbindelse med landets myndigheder eller erhvervsliv og andre vigtige ting.

Samtidig mindskes vores indflydelse i landet, fordi der ganske enkelt ikke er danske diplomater til stede, som kan fortælle udenlandske regeringer og andre, hvad vi i Danmark egentlig vil i Verden og hvordan vi kan hjælpe hinanden hen mod de mål, vi måtte have til fælles. Danmark er et lille land som let forsvinder i mængden, og vores eksistens og indflydelse i verden afhænger af tilstedeværelse.

Danmarks erhvervsliv, og for øvrigt også vores fælles sikkerhed, er afhængige af at den danske stat, det danske samfund, formår at være til stede ude omkring, så vi kan bringe os i spil og være med hvor det sker. Det kan vi ganske enkelt ikke når vi nedlægger ambassader og skærer ned på diplomater.

Efterretningstjeneste

Det er også vigtigt for vores allesammens sikkerhed at landet har en dygtig, professionel og effektiv udenrigsefterretningstjeneste. Efterretningstjenestens opgave er ikke kun at opfange og undersøge trusler mod landets sikkerhed, men også at foretage indsamlinger af oplysninger om politiske forhold i andre lande, som disse landes myndigheder helst vil holde hemmelige. Udenrigsefterretningstjenesten skal også foretage analyser af tilgængelig information af både politisk og økonomisk karakter.

Desværre er det sådan i dag, at Danmarks udenrigsefterretningstjeneste gennem årtier har lagt i militært regi. Denne bør flyttes over til at høre under udenrigstjenesten, og det er der flere grunde til.

For det første er det i militærets natur at søge konflikt frem for løsninger. Det er et grundinstinkt som sådan set passer helt fint til militærets kerneopgave, men det er en grundlæggende indstilling som ikke egner sig til en efterretningstjeneste, hvis formål det blandt andet er at søge, skaffe og analysere oplysninger om andre landes politiske og økonomiske forhold. Herunder også interne forhold vedrørende fremmede regeringers interne magtbalance og lignende.

 Dertil kommer, at militæret til tider kan have alt for let ved at udvikle en uhensigtsmæssig legalitetskultur. Dette hænger sammen med en følelse af at være ʻnoget andetʼ, som står udenfor det civile samfund.

Udenrigsefterretningstjenesten hører naturligt under udenrigstjenesten – sådan som det jo også er tilfældet i de fleste andre lande.

Det betyder ikke at der ikke også fremover skal eksistere en Forsvarets Efterretningstjeneste. De skal bare beskæftige sig med områder, hvor militære fagfolk naturligt må formodes at have en kompetence: nemlig strengt militære forhold, som vedrører andre landes militære opbygning og udvikling af militære teknologier.

Sikkerheden i Europa

Europa er vores fælles hjem, og det er i Danmarks helt vitale interesse, at det europæiske fastland er frit, sikkert og at vi undgår at der opstår militære skærmydsler på vort kontinent.

Dette gøres bedst ved at vi europæere rotter os sammen om en fælles sikkerhedsstruktur.

Som det er lige nu, oplever vi i Europa en massiv amerikansk militær tilstedeværelse. Det er der flere uønskede problemstillinger ved.

Den ene problemstilling er, at USAs stilling i verden i disse år svækkes kraftigt, samt at landet, uanset det nylige præsidentskifte, oplever en betydelig svækkelse af økonomien, en kraftigt forøget indre uro og tiltagende inkompetent ledelse.

Dertil kommer det primære; At de amerikanske tropper i Europa er under amerikansk og ikke europæisk kontrol. Dette, kombineret med USAs egne problemer, gør at de amerikanske tropper i Europa på sigt vil kunne udgøre et problem i forhold til flere europæiske landes sikkerhed. Man skal huske på, at USAs tendens til at rasle med sablen for at fremtvinge ændringer i andre landes regeringer, også vil kunne rettes mod os selv.

Europa skal simpelthen kunne varetage vores sikkerhedsudfordringer selv – og hvordan gør vi så det?

 Først og fremmest ved at de europæiske lande går sammen om at udarbejde en fælles, europæisk sikkerhedsordning som omfatter hele vores kontinent. Sikkerhedsordningen skal også, i et eller andet omfang, omfatte Rusland – også selv om Rusland ikke nødvendigvis behøver være medlem af selve alliancen. Det vil ganske sikkert være nok, hvis vi genetablerer mere civiliserede og ordentlige relationer med Rusland end vi har lige nu.

Gennem en årrække har Vesteuropa opretholdt et selvskadende system af sanktioner mod Rusland – mestendels fordi amerikanerne har forlangt det af os. Men disse sanktioner er ikke, og har aldrig været, i Europæernes interesse. De er sat i værk, fordi EUʼs ledere er blevet presset og truet til at bakke amerikanske magtinteresser op, ikke fordi europæerne på noget tidspunkt selv har ønsket det.

 Uanset om russofoberne vil det eller ej, er Rusland altså en del af den europæiske familie og bør behandles som sådan.

Men der er også andre grunde til at genoprette civiliserede forhold til den store nabo i øst.

Den næste store konflikt

 Når man ser ud over Europa og overvejer hvor fremtidens trusler og mulige militære konflikter skal komme fra, er det ikke Rusland der falder i øjnene, men Tyrkiet.

Tyrkiet under Erdogan har udviklet sig til en mellemøstlig spiller i størrelsen ʻregional stormagtʼ – og med tydelige europæiske ambitioner. Landet kommer aldrig ind i EU, sådan som det ellers på et tidspunkt var lagt op til.

Erdogans retorik ift de europæiske landes håndtering af kultursammenstød med muslimske mindretal, samt tydelige aggression overfor Grækenland med både oliejagt på græsk område og militære trusler overfor landet, taler deres eget sprog. Det samme gør den massive oprustning som Tyrkiet under Erdogans ledelse har foretaget.

En kommende militær konflikt med Tyrkiet kan på ingen måde udelukkes. Faktisk bør dette indgå i alle militære og politiske scenarier for udviklingen over de kommende 10-15 år.

Udover tyrkernes militære oprustning og aggressive fremfærd, byder Erdogan-styret også på andre områder udfordringer for os europæere. Udfordringerne er af både indre og ydre karakter.

Mange europæiske lande har et stort, alt for stort, tyrkisk mindretal. Det er et mindretal, som har vist sig selv i tredje eller fjerde generation at nære loyalitet overfor Tyrkiet, betragte sig som tyrkere – og yde militærtjeneste i Tyrkiet. Jeg har selv haft tyrkiske arbejdskolleger, der midlertidigt er rejst hjem til militærtjeneste.

 Det er helt tydeligt og klart, at en konflikt med Tyrkiet ikke kun vil skulle udkæmpes nede i den sydlige del af Europa, men også i vore egne gader.

Dette er skrækscenariet, men der er mere.

 USA, der jo som tidligere nævnt har en massiv militær tilstedeværelse i Europa, er også allieret med Tyrkiet, og har kraftigt brug for dem i Mellemøsten. Hvordan amerikanerne vil stille sig i en sådan konflikt, afhænger af tilfældigheder som hvem der tilfældigvis sidder i Det Hvide Hus og hvordan vinden ellers i øvrigt blæser på lige præcis dén dag. Måske vil de stille sig imellem, måske ikke.

Men Tyrkiet bliver en udfordring mange år frem, og det vil være nødvendigt at holde øjnene på bolden.

Bonusinfo

Med hensyn til Tyrkiet er det for øvrigt sådan, at Rusland er landets nabo og har et glimrende forhold til tyrkerne. Ruslands efterretningstjeneste er velkendt for sin effektivitet og sublime dygtighed, og hører til blandt de bedst informerede omkring tyrkiske forhold.

Dertil kommer, at det i diplomat- og efterretningskredse er en kendt sag, at værdien af amerikanske efterretninger fra Tyrkiet er faldet drastisk. Dette hænger sammen med en kombination af tyrkernes mistro overfor amerikanerne og landets egne ambitioner og stigende selvtillid. Rusland er med andre ord en nødvendig ven for Europa – og for Danmark.

En genopretning af Europas forhold til Rusland handler derfor ikke udelukkende om handel og kulturudveksling. Det handler i allerhøjeste grad også om at gøre os mindre afhængige af amerikanske interesser, at skabe et europæisk rum på europæiske præmisser i stedet for amerikanske og i det hele taget styrke stabiliteten på vort fælles kontinent.

Og det haster!