Gennem efterhånden alt for mange år, har skiftende regeringer og folketing skåret ned på Danmarks udenrigstjeneste. I mange lande er danske ambassader og diplomatiske repræsentationer blevet lukket ned, og de ambassader der stadig står, har fået skåret drastisk ned i antallet af danske diplomater.
Nedskæringerne har ikke kun negative konsekvenser for danske rejsende og for erhvervslivets muligheder i udlandet, men også for Danmarks indflydelse og anseelse rundt omkring i Verden.
Når der ikke er en dansk ambassade i et land, er det ikke længere muligt for danske studerende på udenlandske universiteter eller for danske virksomheder, at kunne smutte ind på ambassaden og få henvisninger til nyttige kontakter, bistand i forbindelse med landets myndigheder eller erhvervsliv og andre vigtige ting.
Samtidig mindskes vores indflydelse i landet, fordi der ganske enkelt ikke er danske diplomater til stede, som kan fortælle udenlandske regeringer og andre, hvad vi i Danmark egentlig vil i Verden og hvordan vi kan hjælpe hinanden hen mod de mål, vi måtte have til fælles. Danmark er et lille land som let forsvinder i mængden, og vores eksistens og indflydelse i verden afhænger af tilstedeværelse.
Danmarks erhvervsliv, og for øvrigt også vores fælles sikkerhed, er afhængige af at den danske stat, det danske samfund, formår at være til stede ude omkring, så vi kan bringe os i spil og være med hvor det sker. Det kan vi ganske enkelt ikke når vi nedlægger ambassader og skærer ned på diplomater.
Det er også vigtigt for vores allesammens sikkerhed at landet har en dygtig, professionel og effektiv udenrigsefterretningstjeneste. Efterretningstjenestens opgave er ikke kun at opfange og undersøge trusler mod landets sikkerhed, men også at foretage indsamlinger af oplysninger om politiske forhold i andre lande, som disse landes myndigheder helst vil holde hemmelige. Udenrigsefterretningstjenesten skal også foretage analyser af tilgængelig information af både politisk og økonomisk karakter.
Desværre er det sådan i dag, at Danmarks udenrigsefterretningstjeneste gennem årtier har lagt i militært regi. Denne bør flyttes over til at høre under udenrigstjenesten, og det er der flere grunde til.
For det første er det i militærets natur at søge konflikt frem for løsninger. Det er et grundinstinkt som sådan set passer helt fint til militærets kerneopgave, men det er en grundlæggende indstilling som ikke egner sig til en efterretningstjeneste, hvis formål det blandt andet er at søge, skaffe og analysere oplysninger om andre landes politiske og økonomiske forhold. Herunder også interne forhold vedrørende fremmede regeringers interne magtbalance og lignende.
Dertil kommer, at militæret til tider kan have alt for let ved at udvikle en uhensigtsmæssig legalitetskultur, som hænger sammen med en følelse af at være ‘noget andet’, som står udenfor det civile samfund.
Udenrigsefterretningstjenesten hører naturligt under udenrigstjenesten – sådan som det jo også er tilfældet i de fleste andre lande. Det betyder ikke at der ikke også fremover skal eksistere en Forsvarets Efterretningstjeneste. De skal bare beskæftige sig med områder, hvor militære fagfolk naturligt må formodes at have en kompetence: nemlig strengt militære forhold, som vedrører andre landes militære opbygning og udvikling af militære teknologier. Det er den slags arbejde hvor soldater må formodes at have en spidskompetence, mens de mere grundlæggende forhold som politik og økonomi ligger langt udenfor militærets kompetencer og naturlige virkeområde.
En overflytning af udenrigsefterretningstjenesten til mere kompetente kræfter i Udenrigsministeriet, vil samtidig føre til en betydelig forbedring for retssikkerheden i dette land. Det er efterhånden blevet offentlig kendt her i landet, at Forsvarets Efterretningstjeneste har tilladt sig at blive involveret i alvorlige krænkelser af danske borgeres lovbestemte rettigheder.
Sagerne om aflytning uden dommerkendelser, hemmelige ransagninger uden dommerkendelser og i nogle tilfælde hemmelige tilbageholdelser i dagevis uden hverken domstolskontrol eller lovgrundlag, taler deres eget sprog.
Den slags vil der blive gjort op med, den dag hvor den tilbageblevne militære efterretningstjeneste bliver begrænset til at beskæftige sig med reelle militære forhold i vore nabolande og den militærteknologiske udvikling dér.
Samtidig vil det medvirke til at begrænse skiftende regeringers tendens til at skære ned på landets udenrigstjeneste og diplomatiske repræsentationer i udlandet. Nedskæringerne er hidtil sket ud fra den betragtning, at Danmark med et lydigt forhold til USA og med EUʼs voksende fælles udenrigspolitik, kun i begrænset omfang har behov for en reel udenrigstjeneste. Dette er en holdning, som jeg ved flere lejligheder tidligere har gjort det klart at jeg ikke er enig i. Danmark har brug for en aktiv og dygtig udenrigstjeneste med så mange repræsentationer rundt omkring i verden som vi kan magte.