Det er alt for mange år siden at det skete, men alligevel står formiddagen som mejslet ind i min hukommelse.

Jeg var 18 år gammel, havde nærmest aldrig været nogen steder før i mit liv – men aftenen inden var jeg ankommet til mine drømmes by. Jeg var i New York; Simon & Garfunkels hjemstad; Byen, der aldrig sover. Året var 1985, og jeg var frisk og sprød og havde droppet alle studenterfesterne efter min HF-eksamen, så jeg kunne nå flyet.

New York havde været i mit blod siden jeg år tidligere var blevet introduceret til LP’en med Simon & Garfunkels koncert i Central Park – koncerten, hvor byens jointsælgere havde lovet at donere aftenens fortjeneste til byen, de alle elskede.

Og nu var jeg der selv. Jeg var ankommet aftenen i forvejen, efter at have delt en taxi med en amerikansk pige, der vistnok hed… ja, det har jeg desværre glemt, og da jeg senere ringede til hende fra en telefonboks, var det en mand der svarede.

Men jeg husker sommerfuglene i maven, da jeg gennem taxiens ruder for første gang så BYEN.

Næste morgen, da jeg vågnede, skete det så: Øjeblikket, der for altid har fæstnet sig for mit indre blik.

Jeg trådte ud fra hotellet, sommersolen bagte ned og da jeg lod blikket vandre opad, var husene så høje at jeg blev svimmel. 50 meter længere nede af streeten lå den kaffebar, hvor dagens morgenmad skulle indtages. Den var ikke svær at finde – selv ikke for en 18-årig jyde på udebane. Og da jeg nogle minutter senere sad bænket med en kop slavekaffe og en egg&bacon sandwich, skete så det næste fantastiske, som jeg aldrig glemmer: En sort pige, der tydeligvis kendte baristaen ganske godt, beklagede sig over sin boyfriend.

Mit hoved var ved at eksplodere – jeg var der virkelig. Midt i det hele.

Senere gik turen med busselskabet Trailways tværs gennem landet: Fra New York til Chicago og derfra videre til Sacramento, hvor min oldefar dengang boede. Jeg så landet i al dets storhed – og vigtigst af alt: Jeg mærkede det. Fire døgn i bus mellem Chicago til Californien satte sine spor – både på kroppen og på sanserne.

Jeg vil aldrig glemme midvestens uendelige marker, bjergene eller det vildeste af det hele: Den store saltsø, der bare blev ved og ved og ved og…

Nåja, og jeg glemmer nok heller ikke de syv timer jeg tilbragte i Denver mens vi ventede på den næste bus. Sammen med en kiwi og et par stykker mere fandt vi et værtshus, der lukkede os ind til en enkelt øl. Desværre havde de ikke den øl, som Diane i en af Chicagos forstæder havde introduceret mig for, men skidt med det.

Og jeg husker, da Nevadas ørken blev afløst af Californiens blide og smukke natur; allerede ved statsgrænsen begyndte det at vælde frem med blomster og farver og skønhed. Det var ellers lidt af en omvæltning, efter dagevis med ørken og bjerge og….det, jeg husker som råhed.

Men fantastisk var det.

Og ydermere: Reagan var præsident, og jeg var fan.

I det hele taget har jeg altid siden fulgt med i amerikansk politik. Blandt andet har jeg kunnet glæde mig over, at jeg allerede omkring midten af 2007spottede Barack Obama som kommende præsident – inden jeg selv blev tortureret og inden de fleste danskere overhovedet anede hvem han var.

Det har jo, som bekendt ændret sig siden. Jeg husker, at jeg nævnte ham under torturen og at min bøddel ikke anede hvad jeg talte om, men det var der vist heller ikke så mange andre der gjorde.

Som alle andre europæere, har jeg livet igennem haft et kompliceret forhold til amerikanerne og deres land. Jeg synes at det blander sig for meget i andre landes anliggender; i sager der ikke vedrører dem, og til tider har det gjort mig rasende. Jeg har den klare overbevisning, at 800 militærbaser uden for landets grænser, kun vanskeligt kan forklares som national sikkerhed, og at størrelsen på det amerikanske militærbudget er vanskelig at forsvare, når man ser på hvordan landets egen underklasse lever i en nærmest desperat fattigdom.

Men hvad det sidste angår, er jeg også opmærksom på muligheden for bias i de europæiske medier, der beskriver disse forhold.

Gennem årene, har jeg ofte kritiseret USA meget kraftigt – af og til også mere, end bukserne har kunnet holde. Men når jeg har kritiseret dem, skyldes det at de kan gøre bedre. Virkelig. Det kan de! Og det bør de!

Min amerikanske drøm lever stadig. Den dag i dag, vil jeg kunne se mig selv bo i enten Nashville, for musikken, eller Las Vegas – for pokeren. Eller måske min oldefars Sacramento, for klimaet og skønheden og Stillehavet næsten lige uden for døren.

Drømmen lever stadig, og lige siden dengang jeg tog turen med Trailways, har jeg ønsket at tage turen en gang til – denne gang bare gennem sydstaterne, der for mig altid har stået som en stemning, jeg bare VIL have ind under huden. Musikken og maden og sommeraftenerne og kvinder, der taler southern…

Men det kommer nok ikke til at ske, og det er der flere grunde til.

Politikken i USA har ændret sig siden Reagan, og ikke altid til det bedre. Præsidenterne har haft varierende kvalitet – ingen nævnt, ingen glemt. Bush jr. brød jeg mig eksempelvis ikke meget om; selv om jeg forstod behovet for at reagere efter terrorangrebet i New York, synes jeg at reaktionen var uhensigtsmæssig og skadende – både for Verden og for USA selv. I dag er de fleste vistnok enige med mig i at krigen mod og besættelsen af Irak var en fejltagelse, men dengang gav det mig mange heftige diskussioner med europæiske neocons.

Bush gav også energi til retorikeren i mig, der ikke kan undgå at ryste på hovedet over den evigt gentagede påstand om terroristerne: At they hate us for our freedom – når selvsamme præsident på rekordtid gennemførte Patriot Act, der faktisk formindskede selvsamme frihed og som gav inspiration til adskillige terrorpakker i blandt andet Danmark, der har gjort vort land til ét af de mest overvågede i den vestlige del af verden. Selv STASI ville være stolt.

Nej, ikke alle præsidenter har været lige gode.

USA har også været kendt for at være et land, hvor landets sikkerhedstjenester nærmest systematisk har undergravet de frihedsrettigheder, som er en af grundene til at jeg i sin tid forelskede mig i landet.

Magtmisbruget udviklede sig i Biden-årene til, at konservative katolikker kom på observationslister og menigheder blev infiltreret af FBI, forældre der kritiserede at deres børn skulle fyldes med LGBT-propaganda, blev rubriceret som domestic terrorists, og repræsentanter for den føderale regering forlangte at sociale medier som Facebook og Twitter skulle fjerne indhold, der stred imod magthavernes narrativ.

Der har virkelig været meget at kritisere. Virkelig. Og som så mange andre, har jeg i svage øjeblikke tænkt, at USA kunne være tabt. Men så skete der dét, som så ofte sker: De totalitære kræfter gik for langt.

Det begyndte med præsident Trump. Ham var de bange for. Så bange endda, at de angreb ham med alle tænkelige midler. De angreb ham med advokater og retssager og da dét ikke virkede, sendte de FBI af huse for at storme hans hjem i Florida og lod tilfældige agenter rode igennem præsidentfruens skuffer med undertøj og den slags.

Dét skulle de nok ikke have gjort.

Ydermere: Da den tidligere politiker for Demokraterne, medlem af Repræsentanternes Hus og præsidentkandidat, Tulsi Gabbard, kritiserede sit daværende partis præsident, røg hun også på en observationsliste, der gjorde det meget besværligt at flyve inden for landets grænser. Det er en interessant detalje ved Gabbard, at mens den slags lister er beregnede til personer, der udgør en trussel mod enten luftfarten eller nationens sikkerhed, beholdt hun gennem hele forløbet sin TS-clearing (Top Secret) og kunne fortsætte i sit hverv som Oberstløjtnant af Reserven.

Fejl på fejl; stupiditet på stupiditet – og da præsidentvalget så endelig kom sidste år, skete det nødvendige: Præsident Trump vandt, Deep State tabte og Tulsi Gabbard blev øverste chef for landets efterretningstjenester – Director of National Intelligence. Hvilket ups.

Det hjalp selvfølgelig på valgresultatet, at Det Demokratiske Parti havde mistet pusten i et omfang, der fik partiet til at opstille den nok mest håbløse præsidentkandidat i mands minde.

Sikkerhedstjenesternes magtmisbrug begrænsede sig desværre ikke kun til USA selv. Tendensen bredte sig også til landets allierede. Jeg mærkede selv til det, da en tidligere rival, via sin tilknytning til Forsvarets Efterretningstjeneste, gennem en kidnapning & en omgang tortur og en placering på en eller anden terrorliste, fik bombet mit liv i ruiner.

Når storebror opfører sig dårligt, gør de små også. Sådan er det jo.

Derfor jublede og dansede jeg af glæde, da den nyvalgte præsident meddelte, at det netop var Tulsi Gabbard, der skulle være øverste chef for de amerikanske efterretningstjenester – DNI. Hende heppede jeg på, da hun forsøgte at blive sit partis præsidentkandidat – og jeg tænkte: Måske er USA ikke tabt alligevel – måske er der stadig håb? Med en nyvalgt præsident, som de havde givet hele turen – inklusiv et par attentatforsøg – og en spionchef, der røg på en liste på grund af kritik af den siddende præsident og hvis integritet jeg har tillid til…. Tænk sig: Måske kan Amerika alligevel reddes?

Hvad Tulsi Gabbard angår, så ser jeg på hendes X-profil, at hun er gået til stålet. Hun har simpelthen nedsat en task force, der skal genskabe tilliden til landets efterretningstjenester. Der er tale om noget, der hedder Director’s Initiatives Group (eller DIG), som arbejder med at oprulle og bringe til standsning de forskellige projekter, der har ført til, at de amerikanske sikkerhedstjenester har været anvendt som redskaber, vendt mod landets egen befolkning og som undergraver de amerikanske frihedsrettigheder og befolkningens tillid til disse.

Og for første gang i mange år ville jeg ønske at jeg var amerikaner. Hvor ville det dog være herligt, at kunne bakke op bag præsidenten, der fik øreflippen skudt af og spionchefen, der selv røg på listen og som vil rydde op i det hele – og sundhedsministeren, der vil gøre drikkevandet drikkeligt igen og maden sund og giftfri.

Hvis jeg var amerikaner, ville jeg være der lige på stedet – melde mig til tjeneste i partiet og regeringen, og spørge: Hvor kan I bruge mig?!?

Selv om jeg ikke altid forstår præsident Trump, er jeg alligevel enig i udgangspunktet: America First. Med en udlandsgæld, der er ude af kontrol og en verden, der med bla BRICS er i hastig forandring bort fra Pax Americana, har USA behov for en periode hvor man fokuserer på sig selv. Det er jeg helt med på. Også selv om jeg, det skal tilføjes faktisk er tilhænger af en mulitpolær verden frem for den unipolære, som amerikanernes neocons så gerne ser. Heldigvis har den nye udenrigsminister Marco Rubio også forstået at det er i den retning udviklingen går, så det skal nok gå.

Men selv om jeg er enig i at amerikanernes regering naturligvis skal sætte America First, så må det aldrig blive America Alone – for det vil aldrig gå.

Apropos: Det med Grønland er vi for øvrigt uenige om, men det er en anden sag, som ikke er så vigtig for dette indlæg.

Indlægget vil jeg gerne afslutte, ved at fortælle om min oldefar – ham i Sacramento. Han hed Henry George Ritto, og døde 3-4 år efter at jeg besøgte ham i hans lille hus på Montclaire Street. Han rejste til USA som ganske ung, og min oldemor tilgav ham vistnok aldrig. Men hver morgen gik han ud på sin lille plæne foran huset og hejste Stars and Stripes op i flagstangen. Det syntes jeg jo var, sådan set, vældig interessant. Især fordi han jo startede som dansker – og vist endda jyde, så hvordan gør man det der? Hvordan bliver man noget andet, endda i et omfang, hvor man hver eneste dag resten af livet hejser et amerikansk flag foran sit hus?

Så en dag spurgte jeg ham, og svaret lød både enkelt nok og gennemført logisk: Efter at have tygget lidt på det, svarede gamle Henry, at hver gang han gik ud i haven med sit flag, gentog det samme for sig selv:

America has been good to me. Now I’ll be good to America.

Det synes jeg bare skulle med.