Det er alt for mange år siden at det skete, men alligevel står formiddagen som mejslet ind i min hukommelse.

Jeg var 18 år gammel, havde nærmest aldrig været nogen steder før i mit liv – men aftenen inden var jeg ankommet til mine drømmes by. Jeg var i New York; Simon & Garfunkels hjemstad; Byen, der aldrig sover. Året var 1985, og jeg var frisk og sprød og havde droppet alle studenterfesterne efter min HF-eksamen, så jeg kunne nå flyet.

New York havde været i mit blod siden jeg år tidligere var blevet introduceret til LP’en med Simon & Garfunkels koncert i Central Park – koncerten, hvor byens jointsælgere havde lovet at donere aftenens fortjeneste til byen, de alle elskede.

Og nu var jeg der selv. Jeg var ankommet aftenen i forvejen, efter at have delt en taxi med en amerikansk pige, der vistnok hed… ja, det har jeg desværre glemt, og da jeg senere ringede til hende fra en telefonboks, var det en mand der svarede.

Men jeg husker sommerfuglene i maven, da jeg gennem taxiens ruder for første gang så BYEN.

Næste morgen, da jeg vågnede, skete det så: Øjeblikket, der for altid har fæstnet sig for mit indre blik.

Jeg trådte ud fra hotellet, sommersolen bagte ned og da jeg lod blikket vandre opad, var husene så høje at jeg blev svimmel. 50 meter længere nede af streeten lå den kaffebar, hvor dagens morgenmad skulle indtages. Den var ikke svær at finde – selv ikke for en 18-årig jyde på udebane. Og da jeg nogle minutter senere sad bænket med en kop slavekaffe og en egg&bacon sandwich, skete så det næste fantastiske, som jeg aldrig glemmer: En sort pige, der tydeligvis kendte baristaen ganske godt, beklagede sig over sin boyfriend.

Mit hoved var ved at eksplodere – jeg var der virkelig. Midt i det hele.

Senere gik turen med busselskabet Trailways tværs gennem landet: Fra New York til Chicago og derfra videre til Sacramento, hvor min oldefar dengang boede. Jeg så landet i al dets storhed – og vigtigst af alt: Jeg mærkede det. Fire døgn i bus mellem Chicago til Californien satte sine spor – både på kroppen og på sanserne.

Jeg vil aldrig glemme midvestens uendelige marker, bjergene eller det vildeste af det hele: Den store saltsø, der bare blev ved og ved og ved og…

Nåja, og jeg glemmer nok heller ikke de syv timer jeg tilbragte i Denver mens vi ventede på den næste bus. Sammen med en kiwi og et par stykker mere fandt vi et værtshus, der lukkede os ind til en enkelt øl. Desværre havde de ikke den øl, som Diane i en af Chicagos forstæder havde introduceret mig for, men skidt med det.

Og jeg husker, da Nevadas ørken blev afløst af Californiens blide og smukke natur; allerede ved statsgrænsen begyndte det at vælde frem med blomster og farver og skønhed. Det var ellers lidt af en omvæltning, efter dagevis med ørken og bjerge og….det, jeg husker som råhed.

Men fantastisk var det.

Og ydermere: Reagan var præsident, og jeg var fan.

I det hele taget har jeg altid siden fulgt med i amerikansk politik. Blandt andet har jeg kunnet glæde mig over, at jeg allerede omkring midten af 2007spottede Barack Obama som kommende præsident – inden jeg selv blev tortureret og inden de fleste danskere overhovedet anede hvem han var.

Det har jo, som bekendt ændret sig siden. Jeg husker, at jeg nævnte ham under torturen og at min bøddel ikke anede hvad jeg talte om, men det var der vist heller ikke så mange andre der gjorde.

Som alle andre europæere, har jeg livet igennem haft et kompliceret forhold til amerikanerne og deres land. Jeg synes at det blander sig for meget i andre landes anliggender; i sager der ikke vedrører dem, og til tider har det gjort mig rasende. Jeg har den klare overbevisning, at 800 militærbaser uden for landets grænser, kun vanskeligt kan forklares som national sikkerhed, og at størrelsen på det amerikanske militærbudget er vanskelig at forsvare, når man ser på hvordan landets egen underklasse lever i en nærmest desperat fattigdom.

Men hvad det sidste angår, er jeg også opmærksom på muligheden for bias i de europæiske medier, der beskriver disse forhold.

Gennem årene, har jeg ofte kritiseret USA meget kraftigt – af og til også mere, end bukserne har kunnet holde. Men når jeg har kritiseret dem, skyldes det at de kan gøre bedre. Virkelig. Det kan de! Og det bør de!

Min amerikanske drøm lever stadig. Den dag i dag, vil jeg kunne se mig selv bo i enten Nashville, for musikken, eller Las Vegas – for pokeren. Eller måske min oldefars Sacramento, for klimaet og skønheden og Stillehavet næsten lige uden for døren.

Drømmen lever stadig, og lige siden dengang jeg tog turen med Trailways, har jeg ønsket at tage turen en gang til – denne gang bare gennem sydstaterne, der for mig altid har stået som en stemning, jeg bare VIL have ind under huden. Musikken og maden og sommeraftenerne og kvinder, der taler southern…

Men det kommer nok ikke til at ske, og det er der flere grunde til.

Politikken i USA har ændret sig siden Reagan, og ikke altid til det bedre. Præsidenterne har haft varierende kvalitet – ingen nævnt, ingen glemt. Bush jr. brød jeg mig eksempelvis ikke meget om; selv om jeg forstod behovet for at reagere efter terrorangrebet i New York, synes jeg at reaktionen var uhensigtsmæssig og skadende – både for Verden og for USA selv. I dag er de fleste vistnok enige med mig i at krigen mod og besættelsen af Irak var en fejltagelse, men dengang gav det mig mange heftige diskussioner med europæiske neocons.

Bush gav også energi til retorikeren i mig, der ikke kan undgå at ryste på hovedet over den evigt gentagede påstand om terroristerne: At they hate us for our freedom – når selvsamme præsident på rekordtid gennemførte Patriot Act, der faktisk formindskede selvsamme frihed og som gav inspiration til adskillige terrorpakker i blandt andet Danmark, der har gjort vort land til ét af de mest overvågede i den vestlige del af verden. Selv STASI ville være stolt.

Nej, ikke alle præsidenter har været lige gode.

USA har også været kendt for at være et land, hvor landets sikkerhedstjenester nærmest systematisk har undergravet de frihedsrettigheder, som er en af grundene til at jeg i sin tid forelskede mig i landet.

Magtmisbruget udviklede sig i Biden-årene til, at konservative katolikker kom på observationslister og menigheder blev infiltreret af FBI, forældre der kritiserede at deres børn skulle fyldes med LGBT-propaganda, blev rubriceret som domestic terrorists, og repræsentanter for den føderale regering forlangte at sociale medier som Facebook og Twitter skulle fjerne indhold, der stred imod magthavernes narrativ.

Der har virkelig været meget at kritisere. Virkelig. Og som så mange andre, har jeg i svage øjeblikke tænkt, at USA kunne være tabt. Men så skete der dét, som så ofte sker: De totalitære kræfter gik for langt.

Det begyndte med præsident Trump. Ham var de bange for. Så bange endda, at de angreb ham med alle tænkelige midler. De angreb ham med advokater og retssager og da dét ikke virkede, sendte de FBI af huse for at storme hans hjem i Florida og lod tilfældige agenter rode igennem præsidentfruens skuffer med undertøj og den slags.

Dét skulle de nok ikke have gjort.

Ydermere: Da den tidligere politiker for Demokraterne, medlem af Repræsentanternes Hus og præsidentkandidat, Tulsi Gabbard, kritiserede sit daværende partis præsident, røg hun også på en observationsliste, der gjorde det meget besværligt at flyve inden for landets grænser. Det er en interessant detalje ved Gabbard, at mens den slags lister er beregnede til personer, der udgør en trussel mod enten luftfarten eller nationens sikkerhed, beholdt hun gennem hele forløbet sin TS-clearing (Top Secret) og kunne fortsætte i sit hverv som Oberstløjtnant af Reserven.

Fejl på fejl; stupiditet på stupiditet – og da præsidentvalget så endelig kom sidste år, skete det nødvendige: Præsident Trump vandt, Deep State tabte og Tulsi Gabbard blev øverste chef for landets efterretningstjenester – Director of National Intelligence. Hvilket ups.

Det hjalp selvfølgelig på valgresultatet, at Det Demokratiske Parti havde mistet pusten i et omfang, der fik partiet til at opstille den nok mest håbløse præsidentkandidat i mands minde.

Sikkerhedstjenesternes magtmisbrug begrænsede sig desværre ikke kun til USA selv. Tendensen bredte sig også til landets allierede. Jeg mærkede selv til det, da en tidligere rival, via sin tilknytning til Forsvarets Efterretningstjeneste, gennem en kidnapning & en omgang tortur og en placering på en eller anden terrorliste, fik bombet mit liv i ruiner.

Når storebror opfører sig dårligt, gør de små også. Sådan er det jo.

Derfor jublede og dansede jeg af glæde, da den nyvalgte præsident meddelte, at det netop var Tulsi Gabbard, der skulle være øverste chef for de amerikanske efterretningstjenester – DNI. Hende heppede jeg på, da hun forsøgte at blive sit partis præsidentkandidat – og jeg tænkte: Måske er USA ikke tabt alligevel – måske er der stadig håb? Med en nyvalgt præsident, som de havde givet hele turen – inklusiv et par attentatforsøg – og en spionchef, der røg på en liste på grund af kritik af den siddende præsident og hvis integritet jeg har tillid til…. Tænk sig: Måske kan Amerika alligevel reddes?

Hvad Tulsi Gabbard angår, så ser jeg på hendes X-profil, at hun er gået til stålet. Hun har simpelthen nedsat en task force, der skal genskabe tilliden til landets efterretningstjenester. Der er tale om noget, der hedder Director’s Initiatives Group (eller DIG), som arbejder med at oprulle og bringe til standsning de forskellige projekter, der har ført til, at de amerikanske sikkerhedstjenester har været anvendt som redskaber, vendt mod landets egen befolkning og som undergraver de amerikanske frihedsrettigheder og befolkningens tillid til disse.

Og for første gang i mange år ville jeg ønske at jeg var amerikaner. Hvor ville det dog være herligt, at kunne bakke op bag præsidenten, der fik øreflippen skudt af og spionchefen, der selv røg på listen og som vil rydde op i det hele – og sundhedsministeren, der vil gøre drikkevandet drikkeligt igen og maden sund og giftfri.

Hvis jeg var amerikaner, ville jeg være der lige på stedet – melde mig til tjeneste i partiet og regeringen, og spørge: Hvor kan I bruge mig?!?

Selv om jeg ikke altid forstår præsident Trump, er jeg alligevel enig i udgangspunktet: America First. Med en udlandsgæld, der er ude af kontrol og en verden, der med bla BRICS er i hastig forandring bort fra Pax Americana, har USA behov for en periode hvor man fokuserer på sig selv. Det er jeg helt med på. Også selv om jeg, det skal tilføjes faktisk er tilhænger af en mulitpolær verden frem for den unipolære, som amerikanernes neocons så gerne ser. Heldigvis har den nye udenrigsminister Marco Rubio også forstået at det er i den retning udviklingen går, så det skal nok gå.

Men selv om jeg er enig i at amerikanernes regering naturligvis skal sætte America First, så må det aldrig blive America Alone – for det vil aldrig gå.

Apropos: Det med Grønland er vi for øvrigt uenige om, men det er en anden sag, som ikke er så vigtig for dette indlæg.

Indlægget vil jeg gerne afslutte, ved at fortælle om min oldefar – ham i Sacramento. Han hed Henry George Ritto, og døde 3-4 år efter at jeg besøgte ham i hans lille hus på Montclaire Street. Han rejste til USA som ganske ung, og min oldemor tilgav ham vistnok aldrig. Men hver morgen gik han ud på sin lille plæne foran huset og hejste Stars and Stripes op i flagstangen. Det syntes jeg jo var, sådan set, vældig interessant. Især fordi han jo startede som dansker – og vist endda jyde, så hvordan gør man det der? Hvordan bliver man noget andet, endda i et omfang, hvor man hver eneste dag resten af livet hejser et amerikansk flag foran sit hus?

Så en dag spurgte jeg ham, og svaret lød både enkelt nok og gennemført logisk: Efter at have tygget lidt på det, svarede gamle Henry, at hver gang han gik ud i haven med sit flag, gentog det samme for sig selv:

America has been good to me. Now I’ll be good to America.

Det synes jeg bare skulle med.

Da USA’s præsident Trump kort inden han tiltrådte til sin anden præsidentperiode udtrykte et ønske om at overtage Grønland, betragtede de fleste af os det som et forhandlingsoplæg. Trumps forhandlingsstrategi skulle i så fald være, at han lagde ud med at forlange noget urimeligt, med en forventning om at de efterfølgende samtaler ville ende ud i dén løsning, som han reelt ønskede at opnå.

Det er stadig min personlige opfattelse, at det var sådan præsidentens udspil skulle læses og opfattes. At man, ved at lytte til de amerikanske kritikpunkter, vil kunne opnå en for begge parter tilfredsstillende løsning – en løsning, som ville beskytte grønlændernes legitime ønske og ret til at styre deres eget land sådan som de selv vil. Et eller andet sted er jeg stadig overbevist om, at det er hvad den amerikanske administration selv ønsker, idet en fjendtlig overtagelse af Grønland vil give amerikanerne uanede vanskeligheder i forhold til landets øvrige allierede. Allierede, som USA, trods en America First strategi, i sidste ende vil have vanskeligt ved at undvære et højt niveau af opbakning fra.

Da den aldeles fremragende vicepræsident Vance så, i sit berømte Danmark er en dårlig allieret-interview til Fox News i begyndelsen af februar fremlagde teksten, blev de amerikanske ønsker til Danmark så lagt frem for offentligheden. Det amerikanske ønske blev, typisk for Vance, fremlagt på en sprogligt tydelig, præcis og umisforståelig måde: Amerikanernes problem med den danske overhøjhed over Grønland, hænger sammen med Danmarks manglende evne til på tilstrækkelig betryggende vis at overvåge den del af det meget store nordatlantiske område, der strækker fra Grønlands kyst til Færøerne.

Vicepræsident Vance var klar i mælet: Dét skal Danmark have styr på, ellers kan vi ikke beholde Grønland.

Så langt, så godt. Nu har amerikanerne lagt kortene på bordet, og dérfra har det været op til den danske regering i København at håndtere problemet.

For det første, så giver det sig selv, at et land af Danmarks størrelse naturligvis ikke kan overvåge så stort et område alene. I hvert fald ikke, hvis overvågningen skal have en ’tæthed’ og en militær tilstedeværelse, der vil tilfredsstille de krav, som amerikanerne sædvanligvis stiller. Derom hersker der ingen tvivl.

Men det betyder ikke at en kompetent, dansk regering ikke ville kunne løse problemet. Her er problemet bare dét, at vores regering for det første ikke forekommer at være sikkerhedspolitisk kompetent ledet, hvilket man bla kan se i forhold til Rusland-Ukraineproblematikken. Men i stedet for kompetent ledelse, har regeringen Frederiksen valgt at ville diskutere folkeret og grønlændernes ret til selvbestemmelse.

Problemet er, at den slags principper har amerikanerne historisk set kun i begrænset omfang tilladt at lade begrænse landets adfærd. Amerikanernes primære fikspunkt i sikkerhedspolitikken har været, og er det i ikke mindre grad under Trump, at håndtere landets egne interesser. Her har den danske regering så valgt at håbe på, at forventede problemer med allierede vil være nok til at holde amerikanerne tilbage.

Denne uges besøg i Grønland af Trumps sikkerhedsrådgiver Mike Waltz og Second Lady Usha Vance, udgør det amerikanske modsvar til regeringens lidt tvivlsomme strategi – og svaret lyder: You can do better!

Mens amerikanerne adresserer hvad Washington betragter som reelle problemer, som skal løses i den fysiske verden, vælger Kongeriget Danmarks regering at spille den amerikanske ledelse med de tricks, som vi alle lærte dengang vi sad i elevrådet. Og det dur naturligvis ikke. Derfor står Danmark til at miste Grønland, hvis ikke regeringen meget hurtigt får taget sig sammen til at forstå forskellen i tilgangen: At amerikanerne forlanger dansk problemløsning i den fysiske verden.

Og det på samme tid sørgelige og håbefulde er, at problemløsningen ligger lige for. For mens Danmark på grund af landets begrænsede størrelse naturligvis ikke kan etablere et overvågningsnetværk i Arktis, der tilfredsstiller de amerikanske forventninger, findes der heldigvis andre løsninger. Og ikke nok med at disse løsninger findes – de har oven i købet præsenteret sig selv for danskerne på et sølvfad.

Den øverstkommanderende for EU’s militærkommando, har således tilbudt Danmark at sammensætte en EU-mission til den arktiske del af Nordatlanten, og en tilsvarende henvendelse har der været fra NATO.

Løsningen ligger dermed lige for. Den lavpraktiske del vil kunne strikkes sammen i løbet af et par måneder, og så vil amerikanerne ifølge landets vicepræsident ellers være tilfredse.

Simsalabim – whats not to like?!?? NATO-løsningen indebærer samtidig, at Canada vil kunne indgå i problemets løsning, hvilket af geografiske grunde egentlig vil være meget rimeligt og logisk. Bolden ligger lige til højrebenet, og det er bare at trille den lige så stille i mål.

I stedet har den danske regering håndteret sagen med en amatørisme, så guderne må sig forbarme. Ikke nok med at man hidtil har kørt amerikanerne som om der var tale om en konflikt i elevrådet, oven i købet uden at udnytte vores plads i FNs sikkerhedsråd til at få sagen taget op dér, så fortsætter Frederiksen-regeringen ufortrødent med at lade Folketinget ratificere en aftale om udstationering af amerikanske tropper flere steder i Jylland.

Det er jo direkte inkompetent: Her har vi en fremmed magt, der udadtil har et erklæret ønske om at overtage en del af Kongeriget, hvorefter selvsamme fremmede magt indbydes til at udstationere tropper inden for landets grænser. Det er fuldstændig vildt og helt hen i vejret. Inkompetencen er så tydelig, at den skriger til Himlen. Der findes ingen ord i den danske ordbog til at beskrive dette, hvilket måske er den egentlige grund til at jeg anvender så mange af slagsen.

Men vildt er det.

På det rent personlige plan, vil mit hjerte græde og blive knust i tusinde stykker, hvis regeringens inkompetence får landet til at miste Grønland. Da jeg for alt for mange år siden var barn og boede på Fuglebakkevej i Esbjerg, hang der to plakater på min væg. Det vil sige: Den ene var ikke en plakat, men derimod et søkort over den jyske vestkyst. Kortet var et udtryk for min fars kærlighed til havet, som han forsøgte, og lykkedes med, at give videre til mig.

Det andet var en plakat, der viste et kort over Grønland. Grønland er en meget vigtig del af den danske selvforståelse, og for de fleste af os har det en meget stor prioritet at passe på landet og på grønlænderne, så de får så stor frihed til at leve deres liv som det overhovedet er muligt. Jeg behøver blot at nævne sundheds- og socialvæsen, så ved de fleste hvad jeg taler om. I dag er Danmarks vigtigste opgave i forhold til det grønlandske samfund, at vi skal levere de rammer som er nødvendige for at grønlænderne selv kan definere deres livsform og kultur på deres egne betingelser.

Det er mit klare indtryk, at det går helt fint med det. Vi skal ikke bestemme over grønlænderne, men derimod give dem mulighed for at bestemme selv.

Med et eventuelt amerikansk indtog i Grønland, vil der ikke herske tvivl om at den særlige grønlandske livsstil og kultur vil forsvinde som dug for solen.

Heldigvis kan Grønland stadig reddes – det er jeg overbevist om. Det kræver sådan set bare, at regeringen mander sig op, forlader elevrådsretorikken og bevæger sig ind i den virkelige verden – dér, hvor sikkerhedspolitik og nationers fremtid bestemmes. Og løsningen ligger lige for – vore allierede har præsenteret den til os, nærmest som en pakkeløsning. Alt, hvad regeringen behøver gøre, er at tage imod – og i øvrigt droppe dén dér udstationeringsaftale.

Biden-regeringens seneste beslutning om at tillade det ukrainske regime at affyre ATACMS-raketter ind i den del af Rusland som USA anerkender, er af nogle NATO-orienterede kommentatorer blevet omtalt som en slags ’gamechanger’. Den påståede ‘gamechanger’ har til formål at få Kiev-regimet til at stå stærkere i en eventuel kommende fredsforhandling mellem Vesten og Rusland.

Det har været nævnt, at beslutningen kan være potentielt katastrofal, idet er ukrainsk pletskud i en russisk storby med mange civile drab til følge, vil kunne føre til en en atomkrig, hvor amerikanerne kun dårligt kan undgå at blive involveret.

Men så slemt kommer det ikke til at gå, og det er der flere grunde til. Lad os begynde med den mere militærtekniske del: ATACMS-raketerne er afhængige af GPS-systemet for at kunne ramme præcist, men dels har Rusland gennem længere tid ganske enkelt lammet GPS-systemet i området og dels gør anvendelsen heraf det blot lettere for det russiske luftforsvar at opspore raketterne allerede mens de befinder sig i luften.

Resultatet heraf så man forleden, hvor Kiev-regimet affyrede seks raketter mod den russiske by Bryansk. Her blev de fem uden problemer skudt ned, mens den sjette ramte et sted hvor den ikke gjorde nogen skade. Den eneste skade, der skete  som følge af affyringen, var da rester fra en af de nedskudte raketter desværre ramte inde i byen. Heldigvis skete der ingen større skade.

Det er vigtigt at huske på, at Kiev-regimet længe har anvendt ATACMS-raketter i krigen, og at deres anvendelse ingen indflydelse har haft på krigslykken. Det forventes derfor ikke, at Biden-regeringens tilladelse til Kiev-regimet i praksis vil ændre på hverken krigens gang eller Kiev-regimets stilling i øvrigt.

Men når den kontroversielle tilladelse alligevel er interessant i et større perspektiv, så skyldes det at ukrainerne ganske enkelt ikke selv evner at affyre disse ATACMS-raketter. For det første har man brug for efterretninger fra satellitter i forbindelse med måludpegning. Ukrainerne ejer ikke selv satellitter til overvågning, så her er de afhængige af amerikanske efterretninger.

For det andet er ATACMS-raketterne temmelig komplicerede at affyre, og det er endnu ikke lykkedes at oplære ukrainsk personel hertil. Det betyder, at når en ATACMS-raket sendes afsted, er det altid en amerikansk soldat der trykker på knappen.

Og det er hér det bliver interessant, for med beslutningen har Biden-regeringen faktisk beordret amerikansk militært personel ordre til at deltage i raketangreb mod Rusland.

Ovre i USA er der oprør i den republikanske del af kongressen, idet dette er en krigshandling mod Rusland, og den slags må ifølge landets forfatning ikke finde sted uden godkendelse i kongressen. Biden kan rent faktisk komme i fængsel for dét dér, men kommer det naturligvis ikke.

Når der spekuleres i, hvorvidt Rusland vil modsvare angrebet med et atomangreb mod udvalgte ukrainske mål, så skyldes det at dette faktisk ifølge russisk lovgivning efter vedtagelsen af den nye atomdoktrin vil være tilladt og dermed en mulig handling fra russisk side. Men den direkte amerikanske deltagelse i krigen, involverer USA som part, og dermed bliver USA og deres ’allierede’ i Europa et, set med russiske øjne, legitimt mål for gengældelse.

På de sociale medier er der derfor blevet talt meget om at vi befinder os på kanten til tredje verdenskrig.

Jeg vil i det følgende vælge at se bort fra, at tredje verdenskrig lystigt har været i gang længe. Det er nemlig, interessant nok, ikke hovedsagen.

Jeg er nemlig overbevist om, at Verden nok skal blive reddet fra atomragnarok i denne omgang. Årsagen hertil er enkel: Mere end 76 millioner amerikaneres stemmeafgivelse ved præsidentvalget i USA for nogle uger siden. Her blev Trump valgt på et program om fred og om at indstille den amerikanske støtte til Ukraine, hvilket i sagens natur ganske hurtigt vil afslutte krigen.

En anden ting er forskellen i tilgang mellem Biden-regeringen og ledelsen i Kreml. Mens Biden forekommer primært at være emotionelt drevet i sin tilgang til Rusland og andre konkurrenter på verdensscenen, virker præsident Putin og folkene omkring ham væsentligt mere professionelt drevet.

Russerne kan nenmlig også godt gennemskue dét dér. Dels at hverken ATACMS-raketter eller landminer kan ændre krigens gang og logiske konklusion, men også noget helt andet og mere politisk: At den indkommende amerikanske regering under ledelse af Donald Trump ganske tidligt i sin regeringsperiode forventes at trække støtten til Kiev-regimet og, populært sagt, lade dem sejle deres egen sø.

Det er derfor rimeligt at antage, at den russiske ledelse allerede har rettet en underhåndshenvendelse til Mar a Lago med spørgsmålet: Biden vil i krig mod os. Vil I også det?

Og det vil de naturligvis ikke. Trump har gjort det klart, at han vil fokusere på Kina og, af uransaglige grunde, Iran, og at han vil have Rusland-konflikten trappet ned til et acceptabelt leje.

Trump-folkenes svar på underhåndshenvendelsen vil være afgørende for det russiske modsvar i Ukraine, men hvad dét angår, har jeg allerede skrevet hvor jeg mener at bolden kommer til at lande. På den måde ender det så alligevel med at MAGA-bevægelsen får ret: At Donald Trump redder Verden fra ragnarok allerede inden han tiltræder præsidentembedet til januar.

Men strengt teoretisk kan det selvfølgelig tænkes at jeg tager fejl i min analyse. Det sker ganske vist så tilpas sjældent at det ikke er værd at regne med, men med en senil og emotionelt drevet beboer i Det Hvide Hus et par måneder endnu, kan man aldrig vide med sikkerhed. Der kan stadig nå at komme mange tåbeligheder fra den kant.

Derfor vil jeg gerne opfylde løftet fra rubrikken og klargøre, hvorfor jeg i den igangværende konflikt holder med Rusland.

Det vil jeg af flere grunde:

For det første, så henviser jeg til hvad jeg tidligere har skrevet omkring behovet for en europæisk sikkerhedsordning uden deltagelse af amerikanerne. Europa har alt for længe lagt under for den amerikanernes militære dominans af vort kontinent – en dominans, som har gjort det umuligt for Europæiske ledere at regere deres lande med egne befolkningers interesse som mål. De seneste næsten tre års unødvendige deltagelse i amerikanernes defacto krig mod Rusland og de omkostninger som dette har betydet for vort kontinent i form af krigsrummel, unødvendige tab af menneskeliv og ikke mindst en ødelagt økonomi på grund af det tåbelige sanktionsregime, medvirker kun til at understrege pointen så tydeligt at endnu flere ser behovet for en adskillelse i dag end tidligere. En sejr til Rusland vil være en så drastisk svækkelse af amerikanernes stilling i Europa, at den nødvendige bevægelse hen imod dette mål vil blive sat i gang.

For det andet, så er der et åndeligt aspekt. Dette er et emne som jeg muligvis vil ønske at uddybe engang i fremtiden, men kort sagt er det min opfattelse at det lige pt er Rusland, der beskytter kristendommens flamme. Dette i modsætning til den øvrige del af kontinentet, hvor den elite som udgør vore magthavere, kæmper for at slukke selvsamme. Det kan der skrives rigtig meget om – herunder ikke mindst med udgangspunkt i en række profetier fra Medjugorje tilbage fra 1980’erne, der ganske præcist beskriver den tid vi lever i netop nu: med et Europa der er ved at miste Troen på Jesus, en Kirke hvor råddenskaben breder sig – også på det højeste plan, og såvel USA som Europa i et absolut moralsk fordærv. Heri spiller Rusland nemlig, ifølge profetien, en ganske særlig rolle i forbindelse med Guds ønske om at redde det europæiske kontinent fra undergang. Idet det ifølge min bedømmelse er tydeligt at profetiens beskrivelse af et Europa 4 årtier efter faktisk passer ganske præcist, tager jeg det for givet at resten også kommer til at passe. Desværre beskriver profetien så vidt jeg husker ikke detaljeret hvordan forløbets slutspil rent praktisk kommer til at ske, kun at det sker og at intet tyder på at krigen breder sig til vores breddegrader. Men det er godt nok for mig; Guds forsyn skal man ikke spøge med.

Men idet jeg i en given situation vil holde med Rusland, er der derfor nogle ting som det vil være klogt af mig at understrege. For det første at jeg på grund af ting som alder og helbred, jeg henviser her til den langsigtede virkning af den tortur som jeg har været udsat for, og dels af principielle årsager, ikke vil deltage aktivt i nogen som helst form for verdslig krigsførelse. Fordi jeg tror på Gud og fordi den danske militære efterretningstjeneste har mishandlet mig og ødelagt mit helbred på livstid, hepper jeg naturligvis på russerne.

Dagen, hvor amerikanerne skal vælge ny præsident, er endelig oprunden.

Personligt har jeg hverken favorit eller en personlig holdning til hvem jeg foretrækker som vinder af valget. Jeg er ikke amerikaner, og dermed har jeg ingen primær interesse i valget og dets resultat.

Min eneste egentlige interesse i amerikanernes valg af leder, er at jeg ønsker den amerikanske militære tilstedeværelse i Europa bragt ned på nul, så Europa endelig bliver sat fri af den amerikanske besættelse af vort kontinent, som har stået på siden anden verdenskrig sluttede.

Hvad dét angår, er det min opfattelse at begge kandidater vil levere det efterlyste – om end på hver sin måde.

Med valget af Harris, vil landets økonomiske sammenbrud blive fremskyndet, og amerikanerne blive tvunget til at lukke langt størsteparten af landets mere end 800 oversøiske militærbaser. Dette vil i praksis betyde, at amerikanerne vil forlade Europa, så vi atter kan ånde frit.

Med valget af Trump, er det muligt at det økonomiske sammenbrud bliver udsat, men det er ikke det eneste – og muligvis heller ikke det vigtigste. Det interessante ved valget af Trump er, set fra et europæisk synspunkt, at Trump selv flere gange har stillet spørgsmålstegn ved værdien af NATO. Hans kandidat som vicepræsident, senator Vance, har oven i købet åbent givet udtryk for at han mener at USA bør trække sig ud fra vort kontinent.

Men uanset hvad, så er Trump/Vance lige så bundet op på den økonomiske virkelighed som Harris/Walz vil være det, så i sidste ende tror jeg ikke at forskellen er særlig stor lige hvad dette angår. Under alle omstændigheder, er det nødvendigt for USA’s økonomiske overlevelse, at der allokeres penge fra landets perverst store militærbudget til fordel for investeringer i infrastruktur, uddannelse og forskning.

Når jeg alligevel, på trods af dette, vælger at skrive disse linje omkring det amerikanske valg, så hænger det sammen med to ting:

For det første er jeg forundret over den intensitet, hvormed valgkampen føres på danske medier. Jeg vil ganske enkelt aldrig kunne lære at forstå, hvad årsagen er til at mange ellers normalt fornuftige danskere mener at det er så vigtigt for dem at opfordre andre danskere til at støtte denne eller hin kandidat.

Allermest uforståeligt er det, når personer der normalt betegner sig selv som ’nationalt sindede’ og lignende, engagerer sig så kraftigt for den republikanske kandidat side, at man skulle tro at de boede i North Carolina eller Georgia! Jeg mistænker at det i flere tilfælde kan hænge sammen med en psykisk ubalance hos de pågældende, det er i hvert fald den eneste rimelige forklaring jeg kan komme i tanke om.

Harris-fløjen i Danmark er oftest mere internationalt orienteret, så her er mysteriet moderat mindre omfattende, selv om de grundlæggende overvejelser forbliver de samme.

For det andet, så er amerikanske præsidentvalg i langt de fleste tilfælde en fantastisk tilskuersport.

Selv følger jeg begivenheden med samme interesse, som når sportsnørder følger atletikken ved OL. I dén sammenhæng er præsidentvalgkampen nærmest at sammenligne med olympisk tikamp med en god håndfuld ekstra discipliner smidt oveni, thi der er så uhyrligt mange discipliner der skal mestres for at en amerikansk præsidentvalgkamp kan vindes.

Ved dette valg, er der hos mig ingen tvivl om at Trump har vunder 10+-kampen, og at han vurderet ud fra gennemførelsen af valgkampens mange discipliner, bør vinde klart.

Men idet valget også omfatter ingredienser som mediebias og decideret valgsvindel, kan man aldrig vide. Mainstreammedierne giver stadig udtryk for, helt frem til valgdagen, at målingerne nærmest står lige og at det bliver et tæt valg. Hvordan de regner dén ud skal jeg ikke kunne sige, men vil blot stilfærdigt gøre opmærksom på, at Trump gennem den seneste uge til halvanden har ført i målingerne for samtlige svingstater.

Mens formålet med dette indlæg er at udtrykke forundring over at alt for mange her i landet kæmper for at overbevise andre danskere til at støtte denne eller hin kandidat – samt alligevel udtrykke fascination over den politiske mangekamp som en amerikansk præsidentvalgkamp er.

Samtidig skal jeg heller ikke afholde mig fra at lægge hovedet på blokken og, baseret på mine observationer, give et bud på valgets resultat:

Det er min vurdering og opfattelse, at Donald J. Trump vinder og bliver amerikanernes 47. præsident. Det er ligeledes min forventning, at dette vil stå klart, officielt eller uofficielt, indenfor 24-36 timer efter at det sidste valgsted er lukket. Faktisk vil det ikke overraske mig spor, hvis resultatet allerede står klart på valgnatten – eller hvis resultatet målt i valgmandstemmer bliver 287-251.

Dette naturligvis med det sædvanlige forbehold for valgsvindel, for den slags kan man ikke sidde her i Danmark og analysere sig frem til.

Den igangværende militære konflikt i Ukraine har i skrivende stund udviklet sig til det punkt, hvor ukrainerne efter sigende er ved at løbe tør for ammunition, mens de russiske styrker er i fremdrift. På Telegram og Twitter har jeg set militæranalytikere udtale, at de forventer at den ukrainske front bryder sammen i løbet af maj måned.

Hvis det kommer til at holde stik, vil krigen i løbet af sommeren nå til en naturlig afslutning. Til den tid vil vi bedre kunne vurdere situationen på jorden i Ukraine – herunder hvad der skal ske i forhold til landets fremtidige styre. Mit bud er at Ukraine dels bliver splittet i flere dele, dels at det område der til den tid bliver tildelt den ukrainske stat, bliver et russisk protektorat. Dette vil være den logiske konsekvens af krigens tale og forventede resultat.

Der kan skrives mange og lange indlæg om hvorfor det ikke havde behøvet at gå så galt for regimet i Kiev, men det vil jeg ikke bruge tid på i dette indlæg.

Men i visse europæiske hovedstæder giver udsigten til en overbevisende russisk sejr, anledning til mange dybe panderynker. Flere statsledere, heriblandt også vores egen statsminister, har blandt andet udtalt at Rusland ʻikke må få lov til at vinde i Ukraineʼ. Men det gør de jo nu nok alligevel, og hvad vil man så gøre ved dét?

Da den danske statsminister omkring sidste weekend blev spurgt om hun kunne forestille sig at sætte danske soldater i kamp i Ukraine, undlod hun bevidst at afvise ideen. Tidligere har det været fremme, at briterne har leget med tanken om en fælles ekspeditionsstyrke til landet, og for et par dage siden lækkede den slovakiske premierminister Robert Fico til internationale medier, at spørgsmålet faktisk er på bordet i NATO.

Umiddelbart derefter kom det så frem, at franskmændene har udviklet en decideret plan for projektet – men også at planen i sidste ende er blevet skudt ned af alliancens øvrige medlemmer.

Ideen er da også aldeles håbløs, og det er den af flere grunde. Den ene er, at de europæiske lande i givet fald ville komme til at stå aldeles alene i projektet, idet hverken den amerikanske præsident Joe Biden eller hans sandsynlige efterfølger, Donald Trump, er villige til at hoppe med på ideen. Det samme gælder i øvrigt præsidentvalgets tredje kandidat, Robert F. Kennedy Jr.

Europæerne vil dermed i givet fald komme til at stå alene, hvilket ingen af dem overhovedet er parate til, al den stund at hele lageret af krudt og kugler allerede befinder sig i Ukraine og for det meste allerede er knaldet af. Det samme gælder en stor del af det øvrige materiel.

Der er derfor ingen af de europæiske hærstyrker, der på nogen som helst meningsfuld måde vil kunne deltage i konflikten.

I princippet vil der kunne sendes jagerfly afsted, men i en direkte konflikt med Rusland vil der blive brug for dem på hjemmefronten. Det gælder ikke mindst for Danmarks vedkommende, idet vi i forvejen er temmelig tyndt besat hvad jagerfly angår og vi som naboland til Rusland faktisk ret hurtigt vil få brug for dem, eksempelvis omkring Bornholm.

Ideen er derfor absurd, og jeg finder det derfor uansvarligt af vores statsminister, at hun ikke øjeblikkeligt skød ideen ned da hun blev spurgt.

Men udover det militært umulige i projektet, er der også spørgsmålet om hvilken interesse de europæiske lande vil have i at sende soldater i krig i Ukraine. Især når man tager i betragtning, at den potentielle konflikt med Rusland naturligvis ikke vil kunne isoleres til kun at finde sted i Ukraine. Eksempelvis tror jeg ikke, at FEʼs lyttepost på Bornholm vil overleve ret mange timer efter krigens udskrivelse.

Men at det netop er franskmændene der har udarbejdet en plan, er måske ikke så overraskende. Frankrig har længe været et af de NATO-lande der uofficielt har haft specialstyrker i Ukraine. Her i vinter skete der det, at en gruppe franske statsborgere blev slået ihjel i krigen – sådan som den slags jo sker. Ligene blev lagt på køl i Lvov, og da det franske forsvarsministerium sendte repræsentanter ned for at hente dem hjem til Frankrig, blev de også bombet og omkom naturligvis.

Russerne vidste naturligvis hvad de gjorde og situationen var lidt pinlig for Macron.

Dertil kommer, at Frankrig i den seneste tid er blevet skubbet ud af den ene tidligere franske koloni efter den anden, og årsagen er at de lokale myndigheder faktisk foretrækker et samarbejde med Rusland frem for den tidligere kolonimagt.

Den slags gør ikke kun ondt i Elyssee-palæet, men også i den franske statskasse.

Men i stedet for at fantasere om en storkrig i Europa, som man med stor sandsynlighed vil komme til at tabe, vil man være bedre tjent med at sætte sig ned med repræsentanter med Rusland og lave en aftale for hvordan man finder en måde at arbejde sammen på efter krigen. Fred er bedre end krig, og sandheden er jo at ingen europæiske lande i virkeligheden har ønsket hverken den langvarige krig eller de omkostninger, som sanktionsregimet har påført de europæiske lande.

Dertil kommer, at jeg faktisk ikke tror på, at Macrons krigssnak reelt set bunder i et ønske om åben krig mod Rusland. Det er der intet i Macrons tidligere retorik der tyder på. Derimod kan man godt mistænke, at den franske præsident kæmper for noget helt andet: nemlig at sætte Frankrig forrest, når en ny, europæisk sikkerhedsordning efter Ukraine-krigens afslutning skal forhandles på plads.

Eksempelvis er Tyskland gået i recession, flere andre lande er godt på vej, og hvis ikke det var for NOVO, havde Danmark været det forlængst.

De selvskadende sanktioner og den alt for heftige støtte til Ukraine, er et handlemønster som er blevet påtvunget os af amerikanerne, der har betragtet det for værende vitalt for forholdet til dem at man deltager.

Men her er mit bud på hvordan tingene kommer til at udvikle sig efter krigens afslutning og Ruslands sejr:

For det første, så tror jeg faktisk, at europæerne vil komme til en forståelse med Rusland i forhold til hvordan vi hver især kan reagere i forhold til hinanden i fremtiden – noget i stil med dét man under den kolde krig kaldte for fredelig sameksistens. Det vil sige: Vi bliver enige om at være uenige, men sætter nogle retningslinjer op, der forhindrer blodsudgydelser og aktive fjendtligheder.

For det andet, så forestiller jeg mig faktisk, at europæerne vi føle sig tvunget til at ʻrotte sig sammenʼ om at forlange af amerikanerne, at fortsat tilstedeværelse her på kontinentet altså forudsætter, at det, i hvert fald i Europa, er europæernes interesser der skal sættes i højsædet. Eksempelvis kan ingen europæisk leder i virkeligheden være interesseret i, at blive påtvunget hverken de selvskadende sanktioner, terrorangrebet mod Nord Stream-gasledningen eller en kunstig opdeling i Europa mellem ʻosʼ og ʻdemʼ. Den form for adfærd er ikke i europæernes interesse, og det bør være en konsekvens af fjendtlighederne i Ukraine at den slags ikke gentager sig.

Jeg tror faktisk, at vores ledere simpelt hen vil forlange af amerikanerne, at de ophører med at bruge vores kontinent, vore befolkninger og vore regeringer som brikker i deres eget magtspil med andre lande. Ikke mindst når de taber, hvilket tydeligvis er tilfældet i den igangværende konfrontation mod Rusland.

Og sidst, men ikke mindst, så tror jeg at Europas manglende evne til at stå op mod amerikanerne i deres magtspil, vil medføre at debatten om et europæisk NATO uden USA vil få ekstra luft.

Og hvis det bliver dér at bolden ender, og det tror jeg at den i sidste ende gør, vil der trods alt komme noget godt ud af den ulyksalige konflikt på grænsen til Centralasien.