Når Macron taler om krig

Den igangværende militære konflikt i Ukraine har i skrivende stund udviklet sig til det punkt, hvor ukrainerne efter sigende er ved at løbe tør for ammunition, mens de russiske styrker er i fremdrift. På Telegram og Twitter har jeg set militæranalytikere udtale, at de forventer at den ukrainske front bryder sammen i løbet af maj måned.

Hvis det kommer til at holde stik, vil krigen i løbet af sommeren nå til en naturlig afslutning. Til den tid vil vi bedre kunne vurdere situationen på jorden i Ukraine – herunder hvad der skal ske i forhold til landets fremtidige styre. Mit bud er at Ukraine dels bliver splittet i flere dele, dels at det område der til den tid bliver tildelt den ukrainske stat, bliver et russisk protektorat. Dette vil være den logiske konsekvens af krigens tale og forventede resultat.

Der kan skrives mange og lange indlæg om hvorfor det ikke havde behøvet at gå så galt for regimet i Kiev, men det vil jeg ikke bruge tid på i dette indlæg.

Men i visse europæiske hovedstæder giver udsigten til en overbevisende russisk sejr, anledning til mange dybe panderynker. Flere statsledere, heriblandt også vores egen statsminister, har blandt andet udtalt at Rusland ʻikke må få lov til at vinde i Ukraineʼ. Men det gør de jo nu nok alligevel, og hvad vil man så gøre ved dét?

Da den danske statsminister omkring sidste weekend blev spurgt om hun kunne forestille sig at sætte danske soldater i kamp i Ukraine, undlod hun bevidst at afvise ideen. Tidligere har det været fremme, at briterne har leget med tanken om en fælles ekspeditionsstyrke til landet, og for et par dage siden lækkede den slovakiske premierminister Robert Fico til internationale medier, at spørgsmålet faktisk er på bordet i NATO.

Umiddelbart derefter kom det så frem, at franskmændene har udviklet en decideret plan for projektet – men også at planen i sidste ende er blevet skudt ned af alliancens øvrige medlemmer.

 Ideen er da også aldeles håbløs, og det er den af flere grunde. Den ene er at de europæiske lande i givet fald ville komme til at stå aldeles alene i projektet, idet hverken den amerikanske præsident Joe Biden eller hans sandsynlige efterfølger, Donald Trump, er villige til at hoppe med på ideen. Det samme gælder i øvrigt præsidentvalgets tredje kandidat, Robert F. Kennedy Jr.

Europæerne vil dermed i givet fald komme til at stå alene, hvilket ingen af dem overhovedet er parate til, al den stund at hele lageret af krudt og kugler allerede befinder sig i Ukraine og for det meste allerede er knaldet af. Det samme gælder en stor del af det øvrige materiel.

Der er derfor ingen af de europæiske hærstyrker, der på nogen som helst meningsfuld måde vil kunne deltage i konflikten.

I princippet vil der kunne sendes jagerfly afsted, men i en direkte konflikt med Rusland vil der blive brug for dem på hjemmefronten. Det gælder ikke mindst for Danmarks vedkommende idet vi i forvejen er temmelig tyndt besat hvad jagerfly angår og vi som naboland til Rusland faktisk ret hurtigt vil få brug for dem, eksempelvis omkring Bornholm.

Ideen er derfor absurd, og jeg finder det derfor uansvarligt af vores statsminister, at hun ikke øjeblikkeligt skød ideen ned da hun blev spurgt.

Men udover det militært umulige i projektet, er der også spørgsmålet om hvilken interesse de europæiske lande vil have i at sende soldater i krig i Ukraine. Især når man tager i betragtning, at den potentielle konflikt med Rusland naturligvis ikke vil kunne isoleres til kun at finde sted i Ukraine. Eksempelvis tror jeg ikke, at FEʼs lyttepost på Bornholm vil overleve ret mange timer efter krigens udskrivelse.

Men at det netop er franskmændene der har udarbejdet en plan, er måske ikke så overraskende. Frankrig har længe været et af de NATO-lande der uofficielt har haft specialstyrker i Ukraine. Her i vinter skete der det, at en gruppe franske statsborgere blev slået ihjel i krigen – sådan som den slags jo sker. Ligene blev lagt på køl i Lvov, og da det franske forsvarsministerium sendte repræsentanter ned for at hente dem hjem til Frankrig, blev de også bombet og omkom naturligvis.

Russerne vidste naturligvis hvad de gjorde og situationen var lidt pinlig for Macron.

Dertil kommer, at Frankrig i den seneste tid er blevet skubbet ud af den ene tidligere franske koloni efter den anden, og årsagen er at de lokale myndigheder faktisk foretrækker et samarbejde med Rusland frem for den tidligere kolonimagt.

Den slags gør ikke kun ondt i Elyssee-palæet, men også i den franske statskasse.

Men i stedet for at fantasere om en storkrig i Europa, som man med stor sandsynlighed vil komme til at tabe, vil man være bedre tjent med at sætte sig ned med repræsentanter med Rusland og lave en aftale for hvordan man finder en måde at arbejde sammen på efter krigen. Fred er bedre end krig, og sandheden er jo at ingen europæiske lande i virkeligheden har ønsket hverken den langvarige krig eller de omkostninger, som sanktionsregimet har påført de europæiske lande.

Dertil kommer, at jeg faktisk ikke tror på at Macrons krigssnak reelt set bunder i et ønske om åben krig mod Rusland. Det er der intet i Macrons tidligere retorik der tyder på. Derimod kan man godt mistænke, at den franske præsident kæmper for noget helt andet: nemlig at sætte Frankrig forrest, når en ny, europæisk sikkerhedsordning efter Ukraine-krigens afslutning skal forhandles på plads.

Eksempelvis er Tyskland gået i recession, flere andre lande er godt på vej, og hvis ikke det var for NOVO, havde Danmark været det forlængst.

De selvskadende sanktioner og den alt for heftige støtte til Ukraine, er et handlemønster som er blevet påtvunget os af amerikanerne, der har betragtet det for værende vitalt for forholdet til dem at man deltager.

Men her er mit bud på hvordan tingene kommer til at udvikle sig efter krigens afslutning og Ruslands sejr:

For det første, så tror jeg faktisk, at europæerne vil komme til en forståelse med Rusland i forhold til hvordan vi hver især kan reagere i forhold til hinanden i fremtiden – noget i stil med dét man under den kolde krig kaldte for fredelig sameksistens. Det vil sige: Vi bliver enige om at være uenige, men sætter nogle retningslinjer op, der forhindrer blodsudgydelser og aktive fjendtligheder.

For det andet, så forestiller jeg mig faktisk, at europæerne vi føle sig tvunget til at ʻrotte sig sammenʼ om at forlange af amerikanerne, at fortsat tilstedeværelse her på kontinentet altså forudsætter, at det, i hvert fald i Europa, er europæernes interesser der skal sættes i højsædet. Eksempelvis kan ingen europæisk leder i virkeligheden være interesseret i, at hverken de selvskadende sanktioner, terrorangrebet mod Nord Stream-gasledningen eller en kunstig opdeling i Europa mellem ʻosʼ og ʻdemʼ er i vores interesse.

Jeg tror faktisk, at vores ledere simpelt hen vil forlange af amerikanerne, at de ophører med at bruge vores kontinent, vore befolkninger og vore regeringer som brikker i deres eget magtspil med andre lande. Ikke mindst når de taber, hvilket tydeligvis er tilfældet i den igangværende konfrontation mod Rusland.

Og sidst, men ikke mindst, så tror jeg at Europas manglende evne til at stå op mod amerikanerne i deres magtspil, vil medføre at debatten om et europæisk NATO uden USA vil få ekstra luft.

Og hvis det bliver dér at bolden ender, og det tror jeg at den i sidste ende gør, vil der trods alt komme noget godt ud af den ulyksalige konflikt på grænsen til Centralasien.

Ukraine og Vestens fald

Siden dette er et indlæg der handler om Ruslands specielle militæroperation i Ukraine, gør jeg nok klogt i at indlede med en kort ʻvaredeklarationʼ. Det er nemlig min hensigt at komme lidt ind på en række militærtekniske forhold, som gør sig gældende i forbindelse med Ruslands militæroperation.

For det første har jeg absolut ingen militær baggrund. Hvad militære forhold angår, er jeg således lægperson. Dertil kommer at jeg faktisk aftjente min værnepligt som militærnægter – dét, der hedder ʻcivil værnepligtʼ og som er beregnet til sådan nogle som mig, der af samvittighedsmæssige årsager ikke vil bære uniform, adlyde ordrer fra imbeciler eller slå andre mennesker ihjel bare fordi regeringen eller en officer siger det. Min værnepligtstid tilbragte jeg således med at fodre sæler og rengøre akvarier på Fiskeri- og Søfartsmuseet hjemme i Esbjerg.

Dog erkender jeg at der er tidspunkter hvor militær magtanvendelse kan være en nødvendighed. Hvis jeg f.eks for to år siden havde haft fornøjelsen af at være rådgiver i det russiske præsidentkontor i Kreml, ville mit råd således have være at en indgriben i Ukraine var uundgåelig og nødvendig.

Jeg har derfor forståelse for den russiske beslutning om at indlede en særlig militæroperation i nabolandet – også selv om jeg er gammel militærnægter og absolut anti-militarist.

Som mange andre har jeg ivrigt fulgt krigen via diverse mediekanaler som vore vestlige magthavere ikke bryder sig om, og er vel efterhånden udlært som lænestolsekspert.

En af de ting ved den russiske tilgang som længe undrede mig, er hvordan i alverden det kan være at man kæmper i månedsvis eller mere over noget så forholdsvist overskueligt som landsbyer eller småbyer som eksempelvis Artemovsk eller Avdeeka. Rusland besidder jo luftherredømmet, så det burde vel være en smal sag at gøre det af med ukrainske forsvarsstillinger i disse byer så man kan rykke fremad? Og det er det naturligvis også, så hvorfor gør man det ikke?

Svaret kom til mig dels i et interview med Ruslands præsident Putin for nogen tid siden, dels i et indlæg på Telegram som omhandlede den russiske militærdoktrin som bliver taget i anvendelse i Ukraine.

Mens Kiev-regimet helt åbent arbejder med en doktrin om at ʻkæmpe for hver millimeterʼ, har Rusland åbenbart en anden og mere tålmodig doktrin: I Ukraine kæmper Rusland nemlig efter en doktrin, der kort og godt handler om primært at decimere fjendens militære styrker. Det vil sige at uskadeliggøre så mange ukrainske soldater som muligt og tilsvarende ødelægge så meget materiel man kan komme til.

Taget i betragtning at det ukrainske militær inden den russiske SMO blev indledt var ét af verdens talmæssigt største, kan tilgangen på ingen måde siges at være ulogisk.

I praksis sker det ved at det temmelig overlegne (for det ér det!) russiske militær etablerer såkaldte ʻgryderʼ, hvor russerne etablerer kontrollen til alle sider – undtagen én, hvor de ukrainske styrker kan få lov til at sende forstærkninger til enhederne inde i gryden. Derinde ordner russerne så resten.

Personligt finder jeg det absurd at ukrainerne bliver ved med at hoppe på den, men sådan er der så meget.

Som militærnægter og kristen anti-militarist bryder jeg mig ikke om billedet, men det lader til at være sådan det er, og der er ingen tvivl om at der har sin effekt.

Det ukrainske militær er således blevet decimeret i et omfang, der har fået regimet i Kiev til at indkalde selv invalider til fronten. Det er derfor ikke længere nogen hindring for tvungen militærtjeneste, hvis man er étbenet, blind eller på anden måde objektivt har mistet sine legemlige eller mentale funktioner.

Jeg har eksempelvis set dokumentation for, at selv personer med Downs Syndrom sendes i skyttegravene. Nu vil man så også til at indkalde kvinder til fronttjeneste, hvilket burde få det til at vende sig i enhver ordentlig mand.

De vestlige medier har hidtil været meget stille omkring disse forhold, hvilket kan undre. Heller ikke fra de såkaldte ʻeksperterʼ har der været mange bemærkninger herom. Måske fordi de er købt og betalte, hvem ved.

Men for en lænestolsekspert som undertegnede og mange andre, er det tydeligt hvad der lige nu er ved at ske i Ukraine: Sammenstødet mellem de russiske og ukrainske militærdoktriner har decimeret Ukraines militær i et omfang, der gør at ukrainerne er ved at løbe tør for mennesker. Samtidig er Ukraines vestlige sponsorer ved at løbe tør for såvel våben og ammunition som penge til krigens fortsættelse.

Med andre ord er krigen i Ukraine i virkeligheden allerede afgjort – det eneste vi mangler at få afklaret, er de omstændigheder under hvilke Moder Rusland høster sejren.

For Vesten, dvs USA + lydstater, er der tale om intet mindre end en katastrofe. Amerikanerne, feks, må, udover endnu et militært nederlag, affinde sig med at deres valuta ikke længere er den mest anvendte i internationale transaktioner.

I forbindelse med sanktionspolitikken, er der nemlig sket en udvikling hvor en stadig større del af internationale transaktioner foregår i landenes egne valutaer. Det gælder også olie, hvilket er en katastrofe for amerikanerne. Oliedollaren har hidtil været selve grundlaget for USAʼs økonomi, og tidligere forsøg på at handle i andre valutaer har i samtlige tilfælde resulteret i militær destruktion af de formastelige. Jeg tillader mig her at henvise til Libyen og Irak som eksempler.

Også for EU er der tale om en en potentiel eksistentiel katastrofe af finansiel karakter. Den europæiske opbakning er, som den amerikanske, for det meste finansieret ved låntagning – og lån skal jo betales tilbage.

Lånene er taget, og støtten til Ukraine givet, ud fra en række forudsætninger som med den russiske sejr næppe kommer til at blive indfriet. Støtten til Ukraine sker nemlig ikke bare for sjov; der er temmelig alvorlige betingelser med i handlen. Der foreligger nemlig aftaler mellem Ukraine og deres vestlige sponsorer om hvad Ukraine skal levere som betaling for støtten, og det er ikke småting vi her taler om.

Ukraine er et land som er rigt på ressourcer. Olie og gas, i den nu russisk annekterede del i øst er der store lithium-reserver, og landets landbrugsjord er naturligvis legendarisk. Dertil kommer store kulreserver og adskillige andre værdifulde og kostbare metaller.

At Ukraine på trods af så rige ressourcer alligevel er rangeret som en af Europas absolut fattigste lande, siger mere om Ukraines politiske elite end om landets potentiale.

Det indgår nemlig i aftalerne med sponsorerne i Washington og EU-hovedstæderne, at som retten til udnyttelse og i mange tilfælde også ejerskabet overføres til sponsorerne. Det kan der siges meget om, og hvis jeg havde været ukrainer havde jeg været særdeles utilfreds, men det er sådan det er.

Den heftige låntagning i Washington og Bruxelles er således mest af alt tænkt som en massiv investering i et spændende og potentialerigt ejendomsmarked, men med en nu næsten sikker russisk sejr, er det overordentlig tvivlsomt i hvilket omfang Washington-regimet og EU-landene får noget ud af det.

For USAʼs vedkommende er landet allerede så dybt forgældet at der ikke findes nogen ærlig måde at betale pengene tilbage på, men hidtil har man klaret sig ved at dollaren har været uundværlig i international handel. Det er som nævnt nu lige så meget på retur som USAʼs generelle prestige i det hele taget, så amerikanerne kommer til at stå overfor alvorlige problemer.

For europæerne ser det heller ikke for godt ud, og i hvilket omfang den dybe gældssætning vil påvirke EUʼs muligheder for at fungere i årene fremover, er fortsat uvist. Dog har sagen allerede vist at EU-systemet besidder lige præcis dét totalitære potentiale, som EUʼs kritikere i årtier har advaret mod. Jeg henviser her ikke kun til sanktionspolitikken men også til forbud mod medier, censur af borgernes muligheder for at ytre sig på sociale medier og en hidtil uhørt centralisering af magten omkring EU-kommissionen på bekostning af de nationale regeringer og parlamenter.

Hvis man følger lidt med i debatten uden for den censurerede osteklokke her i Vesten, er det ikke svært at se hvad der sker. USA er i færd med at falde, men hvor tungt det sker vil afhænge af hvordan landet i den kommende tid vil håndtere deres egne, interne anliggender. USA vil ikke i længden have råd til af fastholde Imperiet, og må som briterne i sin tid erkende at man af økonomiske grunde er nødsaget til at trække sit militær tilbage til USA hvor det retteligt hører hjemme.

Dette vil i mange lande få befolkningerne til at ånde lettede op, men det er et helt andet indlæg som jeg vil vende tilbage til en anden gang

Et europæisk NATO – bare uden USA

Hvis der er noget vi europæere bør have lært efter et års konflikt i Ukraine, er det dette: At Europa behøver en ny sikkerhedsstruktur. Vi behøver, som Ungarns Orban udtrykte det forleden, ʻet europæisk NATO uden USAʼ. Ukrainekonflikten bør have lært os nødvendigheden af at etablere et europæisk sikkerhedssystem, som er aldeles uafhængigt af amerikanerne.

At Ukrainekrigen blev fremprovokeret af amerikanske interesser, burde være de fleste bekendt. Maidankuppet i 2014, striden i øst om provinserne Lugansk og Donetsk – og ikke mindst amerikanernes drøm om at smide russerne ud fra flådebasen på Krim, var blandt de direkte motivationer for dén militære konflikt, som nu har varet godt et års tid.

Det var ligeledes den amerikanske regering, der fik truet sig til en europæisk opbakning til det selvskadende sanktionsregime mod Rusland. Et sanktionsregime, der i dag støttes af præcis 36 lande verden over – hvoraf de 27 er medlemmer af EU. Ikke ligefrem en imponerende opbakning, skulle man synes.

I løbet af processen har amerikanerne ydermere sprængt Nordstream i luften – en handling, der efter internationale normer ikke blot er en terrorhandling, men ydermere teknisk set en militær krigshandling mod såvel Rusland som Tyskland.

For sidstnævnte var sprængningen intet mindre end en national, økonomisk katastrofe. Tyskernes forretningsplan har nemlig nemlig været ret enkel: Via en kombination af billig russisk gas og Europas ubetinget største industri, at blive Europas økonomiske og industrielle powerhouse.

Det er slut nu. Efter eksplosionen har amerikanerne drejet armene om på tyskerne, og tvunget dem til at blive afhængige af amerikansk LNG-gas til vild overpris. Dette kan i værste fald betyde dødsstødet til den tyske økonomi – og med dén også vi andres. Europa er med andre ord blevet direkte afhængige af USA – vel at mærke på amerikanernes betingelser.

Det er selvfølgelig ikke i nogens interesser, men godt 40.000 amerikanske soldater i Tyskland gav ikke Scholz-regeringen andre realistiske muligheder. Amerikanernes troppekontingent i Tyskland og resten af Europa sikrer, at ingen tysk kansler kan gå imod amerikanerne i et for dem vitalt anliggende.

Og amerikanerne har altså besluttet sig for at Ukrainekonflikten er et væsentligt, amerikansk anliggende. Det er der mange grunde til, ikke mindst fordi amerikanerne er i færd med at tabe rollen som verdens førende supermagt.

For europæernes vedkommende, bør indstillingen ellers være at betragte den russisk-ukrainske konflikt om nogle territorier i det østlige Ukraine, som et uvæsentligt lokalopgør på grænsen til Centralasien. Takket være amerikanernes interesse, er vi nu i stedet tvunget til at betragte det som finalen i Champions League – vel at mærke uden selv at spille direkte med på banen.

Uden denne indblanding, ville det det russisk-ukrainske lokalopgør have været afsluttet forlængst, og med væsentligt færre ofre til følge.

Den amerikanske indblanden har været katastrofal – for Ukraine, men også for Europa. Vi europæere må ikke blot lide under konsekvenserne af Nordstream-bombningen, men også konsekvenserne af en forøget isolation i Verden. Som nævnt støttes sanktionerne kun af 36 lande i Verden, hvoraf de 27 er os – medlemmerne af EU. Konsekvenserne kan mærkes på flere måder, men lad os begynde med det økonomiske. Feks har IMF i en nylig rapport fastslået, at Rusland i 2023 forventes at få en vækst som er betydeligt større end store europæiske økonomier som eksempelvis Storbritannien og Tyskland. Så meget værdien af sanktionerne.

Der er også de politiske konsekvenser. De Forenede Emirater, som er Mellemøstens finansielle centrum, er nu begyndt at undgå anvendelsen af dollars i landets udenrigshandel. I stedet handles der nu i lokale valutaer, dvs at handel mellem for eksempl UAE og Indien foregår i Rupee og Dirham – hvilket ret beset vel egentlig også er det mest logiske og rimelige. Sanktionspolitikken har ført til petrodollarens død. Det begyndte som en nødvendighed mht den russiske olieeksport, pga sanktionerne, men har sidenhen bredt sig, så en større del af den såkaldt ʻtredje verdenʼ nu er i færd med at droppe dollaren som handelsvaluta.

Dertil kommer, at det russisk-kinesiske projekt med at etablere et alternativt finansielt system, har fået ekstra luft under vingerne. Dermed har flere lande tilsluttet sig systemet gennem det seneste års tid – og flere endnu står i kø. Dette hænger sammen med amerikanernes anvendelse af SWIFT-systemet som et politisk våben. Rundt omkring i Verden er regeringer begyndt at stille sig selv spørgsmålet: Kan det samme ske for os?

Og sandheden er at det kan det jo, og det vil det komme til. Den slags vil ansvarlige regeringer gerne gardere sig imod, og derfor er køen af lande, der tilslutter sig det nye system, efterhånden ganske lang.

At dette yderligere giver problemer for amerikanernes efterretningssystem, er en anden sag og kommer egentlig ikke os europæere ved. Alligevel bør det nævnes ganske kort. Det er jo en kendt sag at amerikanernes NSA har snablen dybt nede i SWIFT, mens det samme næppe vil komme til at finde sted i det nye system.

Skidt for amerikanerne, godt for alle andre.

Behovet for en nyt, europæisk sikkerhedssystem har længe været været både kendt og erkendt. Dengang hun stadig var kansler, taler Angela Merkel flere gange om behovet for en ny, europæisk sikkerhedsstruktur, der tager hensyn til samtlige europæiske landes sikkerhedsbekymringer – herunder også Ruslands. Det samme har Frankrigs præsident Macron været ude at sige, så Orbans ord falder bestemt ikke i en tom virkelighed. Jeg har for øvrigt også flere gange selv skrevet om det.

Behovet er velkendt blandt europæiske ledere, og Ukrainekonflikten og konsekvenserne af de efterfølgende sanktionspolitikker, har bestemt ikke gjort det mindre tydeligt.

For Europa står isoleret, lad der ikke være tvivl om dét. Hvis vi ikke er yderst forsigtige i vores håndtering af nedfaldet af den igangværende konflikt, vil vi komme til at stå temmelig meget alene i Verden. Det er vores popularitet rundt omkring mildest talt ikke gearet til at kunne stå model til.

Der var engang, hvor jeg troede at den nye struktur både kunne og skulle bygges op omkring EUʼs institutioner. Det er derfor jeg hidtil har stemt på de mest EU-positive partier når der har været valg til Europaparlamentet, men det har EU-systemets reaktion på amerikanernes pres i forbindelse med konflikten ændret på.

Vi må finde på noget andet. Noget bedre. Noget europæisk, men uden amerikanerne. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så får vi travlt, for sådan som Ukrainekonflikten udvikler sig, ender Ukraine efter krigen med at blive en alvorlig sikkerhedsudfordring for vort kontinent: et kriminalitetsbefængt og gennembombet hul i jorden, hvor den mandlige del af befolkningen er decimeret i et omfang, der gør tvivlsomme datingbureauer med desperate ukrainske kvinder til krigens i virkeligheden mest tydelige vindere. Og historien vil vise, at Ukraines katastrofe skyldes de europæiske regeringers følgagtighed overfor amerikanerne.

Men det begynder med at vores ledere tør sige det højt: At det vi har brug for er, med Orbans ord, ʻet europæisk NATO – bare uden amerikanerneʼ. Her til slut vil jeg gerne linke til to artikler, som begge er at finde på nettet. Først til interviewet med den ungarske premierminister i schweiziske Weltwoche. Originalversionen ligger bag en paywall, så jeg linker i stedet til en ungarsk side der bringer interviewet i sin helhed. Det andet link er til engelske The Spectator, der højst usædvanligt for et fremtrædende vestligt medie er sluppet afsted med at skrive om de geopolitiske konsekvenser af det vestlige selvmål med sanktionspolitikken og den i øvrigt fjendtlige linje overfor Rusland.

Orban i Weltwoche

The Spectator: Is Putin winning? Is the world order changing in his favor?

Vi behøver en ny europæisk sikkerhedsstruktur

Lige siden NATO’s oprettelse i 1948, har organisationen udgjort det bærende fundament i Europa’s sikkerhedsstruktur. Oprettet, som NATO var, som modpol til et aggressivt, truende og ideologisk særdeles ambitiøst Sovjetunionen, udgjorde organisationen et nødvendigt bolværk mod en særdeles ubehagelig trussel.

Med murens fald i 1989-90, og med opløsningen af Sovjetunionen i 1991, mistede NATO sit oprindelige formål. Man gik på jagt efter en ny fjende der kunne retfærdiggøre organisationens fortsatte beståen.

Et tiår efter Sovjetunionens opløsning, fandt organisationen med krigen i Afghanistan og den ulovlige invasion og efterfølgende besættelse af Irak, et midlertidigt formål.

Men spiller NATO overhovedet en seriøs og konstruktiv rolle i forhold til europæisk sikkerhed, og er NATO anno 2018 overhovedet andet end et instrument for en amerikanernes ambitioner om et énstrenget, globalt herredømme?

Jeg mener det må være på tide, at vi i Europa gentænker vores egen sikkerhedsstruktur. I dén proces vil det være nyttigt, såfremt vi i overvejelserne lægger vægten på europæiske interesser og i første omgang ignorerer amerikanernes interesser – både nuværende og potentielle af slagsen.

Er det eksempelvis i de europæiske befolkningers interesse at deltage i amerikanernes helt urimelige kampagne mod et europæisk Rusland? En kampagne, der giver sig udslag i såvel direkte militære trusler mod Rusland, som indførelse af handelshindringer og sågar et CIA-styret statskup i nabolandet Ukraine og forsøg på ‘regime change’ i Syrien?

Så langt har USA været villige til at gå i jagten på en seriøs fjende, at man via direkte støtte til terrororganisationer i Syrien decideret har medvirket til at forøge terrortruslen mod europæiske befolkninger. USA sætter tydeligvis en potentiel lukning af den russiske flådebase i landet over hensynet til europæernes sikkerhed.

Det er på tide at vi i Europa tænker nyt og finder en anden vej. Det bør være muligt at udtænke en europæisk forsvars- og sikkerhedsstruktur, der har til formål i første omgang at sikre europæiske interesser. Sikre interesserne for de mennesker der rent faktisk bebor vort kontinent, frem for at virke som forlænget arm for et uberegneligt og tiltagende militaristisk USA, med tydelige ambitioner om globalt herredømme.

Det er på tide at de europæiske lande sætter sig sammen og finder på noget andet.

Lad os indse at også Rusland er en europæisk magt, og at det vil være i vore fælles interesser at finde en sikkerhedsmodel der kan sikre fred, frihed og stabilitet i Europa. Det giver sig selv at en sådan struktur skal bygges op på en måde, så der er tale om ligeværdige lande således at ingen får lov til ensidigt at dominere samarbejdet.

Vi skal sikre, at de store magter i Europa; Frankrig, Rusland, Tyskland og Storbritannien bliver svinebundet af aftaler og traktater der sikrer, at ingen af dem vil være i stand til hverken at true eller dominere samarbejdet.

USA kastede sin skygge over Europa efter anden verdenskrig, men den krig er slut og det samme gælder den kolde krig der fulgte efter. Det er på tide at vi europæere finder vore egne ben og begynder at sætte vore egne interesser i første række.

Tiden er inde til en forandring.