Derfor blev jeg tortureret

Jeg har tidligere her på siden skrevet om dengang jeg blev kidnappet og efterfølgende udsat for tortur af personel fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Men selv om jeg hist og her har antydet lidt om begrundelsen for at disse uhyrligheder fandt sted, er det ikke et emne som jeg har underkastet en systematisk behandling. Udeladelsen skyldes at begivenhederne havde rod i forhold der sådan set hører privatlivet til, nemlig personlige relationer mellem mig selv og sagens to øvrige hovedpersoner.

Hverken Forsvarets Efterretningstjeneste eller PET havde i dengang i 2007 absolut ingen grund til at udvise professionel eller faglig interesse for mig. Begivenhederne skyldtes udelukkende en personlig relation mellem mig selv, torturbødlen Tom Gundersen og en fælles veninde. Det var, med andre ord, den klassiske historie med én pige og to drenge.

Selv om kidnapningen fandt sted i efteråret 2007, begyndte opspillet allerede 14 år tidligere – på en smuk sensommeraften i 1993.

En bekendt nede fra Den Katolske Menighed i Esbjerg, havde i al sin visdom besluttet sig for at jeg skulle møde en pige fra hendes netværk, og havde derfor inviteret både hende og mig hjem til middag en aften. ʻAlle kan lide Christina – det vil du også kunneʼ, havde hun sagt. Og det kunne jeg – fra første blik. Hun var 16, jeg ti år ældre.

Tilstede var også husets søn – min senere torturbøddel Tom Gundersen. Mellem os skete der også noget fra første blik men det var i hvert fald ikke kærlighed. Ingen af os brød os om hinanden, men heldigvis behøvede vi ikke tale sammen. Jeg husker at mit eget fokus den aften var på Christina.

For at gøre den lange historie kort, fortsatte hun og jeg de kommende år med at se hinanden – som vældig gode venner. Sidst i halvfemserne skete der så et brud, men efter at jeg nogle år senere havde afbrudt et præstestudie for Den Katolske Kirke, var Christina pludselig i røret en dag – hun havde nemlig fået den ide at vi skulle til at ses igen.

Anden gang vi så hinanden efter genforeningen, sad vi overfor hinanden i sofaen i hendes lille rækkehus i centrum af Esbjerg. Pludselig, ud af et blå, nævnte hun muligheden for at vi skulle giftes. Det overraskede mig mildest talt lidt, for intet i Christinas liv på det tidspunkt antydede, at hun på nogen som helst måde var det, man kalder gifteklar.

Christina levede nemlig et liv med flere mænd, og det havde hun tydeligvis tænkt sig at blive ved med. Det var den ene ting. Men der var også et lille twist: Hun og Tom Gundersen befandt sig i et usundt og amoralsk forhold – som hun også havde tænkt sig skulle fortsætte.

Jeg forlangte, helt rutinemæssigt, både Tom Gundersen og de andre mænd fjernet fra hendes liv inden forhandlingerne kunne fortsætte. Og der strandede forhandlingerne omkring vores giftemål så. Det viste sig nemlig, at der var en særlig ʻcatchʼ hvis man ville være en af mændene i Christinas liv: Så skulle man forstå, at det i alle væsentlige forhold skulle være Tom Gundersen der var lederen; dén, der bestemte. Man skulle forstå og acceptere, at han på enhver måde og i samtlige livets forhold havde fortrinsret til Christinas person. Med andre ord var der tale om en dominerende relation, hvor den/de dominerede var tredjepersoner: hendes mandlige bekendte. Det var naturligvis uacceptabelt, og langt fra hvad jeg betragter som et ægteskab.

Allerede i forbindelse med denne indledende sondering, som man vel bedst kan kalde det, besvarede Christina mit krav med at true mig med Tom Gundersens voldspotentiale. Men jeg holdt fast i det principielle: At hvis vi skulle giftes, eller for den sags skyld indlede et kæresteforhold, så måtte Tom og alle de andre naturligvis forsvinde.

Som allerede nævnt strandede forhandlingerne på kravet om monogami, men vores gamle venskab blev genoptaget – omend i mindre intens form end tidligere.

Gennem de kommende halvandet år frem mod torturen mødte vi vel hinanden en 5-6 gange. Jeg er, af hensyn til Christinas ære, nødt til at understrege at vores møder holdt sig inden for grænserne af det meget ærbare. Ud af respekt for Christinas livsvalg, valgte jeg nemlig at holde en armslængdes afstand til hende. Dette fandt jeg, situationen taget i betragtning, var det mest rimelige.

Det skal siges at møderne led under den logistiske udfordring, at Christina stadig boede i Esbjerg, mens jeg var i Aarhus og heller ikke dengang havde tilstrækkelig økonomi til at flytte hjem. Ellers havde jeg gjort det – så jeg kunne se hende noget oftere.

Inden vi fortsætter til torturdelen og Christinas rolle heri, er vi nødt til at hæve blikket lidt. Jeg har tidligere skrevet om et hemmeligt netværk af personer her i landet, der bistår de to efterretningstjenester med små og store opgaver og som rekrutteres med alskens patriotisk røgelse – herunder snak om at være en ʻmodstandsbevægelse hvis vi skulle blive besatʼ. Dette netværk havde Christina været medlem af – det ved jeg fordi hun som helt frisk og sprød 19-årig tilbage i ’90erne ikke kun fortalte mig om det, men dengang også sendte en ʻfølerʼ ud for at rekruttere mig.

Den nævnte aften hjemme i hendes sofa gentog hun føleren, og jeg gentog min afvisning. ʻVi bliver sgu ikke besatʼ, svarede jeg og gentog min bekymring i forhold til den kriminalitet, som et paramilitært netværk nødvendigvis må føle sig fristet til. Netværket har jeg, som allerede nævnt, skrevet om i andre indlæg her på siden. Disse henviser jeg til at man læser, hvis den slags har interesse.

Forholdene omkring kidnapningen og torturen har jeg ligeledes beskrevet andre steder her på siden, og det henviser jeg derfor til. Jeg vil gerne understrege, at selv om mine kidnappere i forbindelse med selve kidnapningen var iklædt civil, var de i forbindelse med forhør, mishandling og transport til/fra min celle alle i uniform. Jeg konstaterede ved den lejlighed, at vagterne var fra Jægerkorpset.

I forbindelse med den ulovlige tilbageholdelse, var der udover den ekstreme vold naturligvis også forhørssessioner. Umiddelbart skulle man forestille sig at emnerne for forhørene skulle være emner som havde faglig interesse for efterretningstjenesten, men dette var ingenlunde tilfældet.

Tom Gundersen stod for forhørene og han interesserede sig i den forbindelse primært for mit forhold til Christina og hvad jeg i øvrigt syntes om hende. Således var det første spørgsmål jeg fik stillet under det første forhør: ʻElsker Du Christina?ʼ

Andre emner som bødlen interesserede sig for, var mit daværende medlemsskab af Det Radikale Venstre og min baggrund som kandidat for partiet ved diverse valg; kommunalt, regionalt og en enkelt gang til folketinget, og min seksualitet i almindelighed samt de forskellige former for foreningsarbejde som jeg var og havde været involveret i.

Forhørene drejede sig således om diverse personfnidder, og ikke om emner som med rimelighed kunne være af faglig interesse for en efterretningstjeneste.

Men der var en rød tråd, og her skal jeg minde om Christinas tidligere forsøg på at rekruttere mig. Under hele min tilfangetagelse, ved hver eneste session uanset om jeg skulle forhøres, tæves, druknes, voldtages eller på anden vis mishandles, forlangte Tom nemlig at jeg skulle arbejde for ham. Men jeg nægtede hele vejen – og hvorfor skulle jeg også andet?

Jeg nægtede hver eneste gang han forlangte at jeg skulle arbejde for ham, så på et tidspunkt besluttede han sig for at smide ʻatombombenʼ.

Jeg blev, stadig nøgen og fyldt med bedøvende stoffer, anbragt i en anden celle end den hvor jeg normalt var i – og så blev Christina sendt ind i cellen til mig. Hendes opgave var at overtale mig til at sig ja til bødlens krav, til at knæle for Tom og acceptere hans krav- fordi, og jeg citerer, ʻså holder det op.ʼ

Men dét virkede heller ikke. Jeg er katolik, tidligere præstestuderende og ville engang have været cisterciensermunk, så jeg er rimelig vaccineret mod de fleste former for ondskab – og ét er sikkert: uanset hvad de ville have af mig, var der tale om ondskab og dæmoni.

Men det var på denne måde at jeg fandt ud af, at Christina var til stede under hele forløbet. Hun overværede slagene, sparkene, ydmygelserne, voldtægten, den falske henrettelse og forhørene – og hun billigede det hele.

Alt – hele vejen igennem.

Dette gjorde Christina på trods af at hun faktisk var nyuddannet sygeplejerske – endda så nyuddannet at blækket på hendes eksamensbevis dengang i 2007 knap nok var blevet tørt. Normalt er det ellers sådan, at sygeplejersker skal lindre smerter og hjælpe med til at helbrede syge, men sygeplejersken Christina deltog altså i tortur.

Det giver sig selv, at det var hendes deltagelse i det førnævnte netværk og bundløse loyalitet overfor Tom Gundersen, der gjorde at hun blev beordret til at deltage.

Jeg husker med en vis fornøjelse, at Christina som nyuddannet sygeplejerske var overordentlig utilfreds med lønnen (‘Man skal mindst have en rig mand for at have råd til det her‘, sagde hun flere gange) og det kom derfor ikke som nogen overraskelse, da hun hurtigt besluttede at videreuddanne sig til en højere lønramme.

Christina har således videreuddannet sig til læge. Da jeg researchede til dette indlæg, arbejdede hun såmænd på en børneafdeling. Men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor mange gange hun sidenhen har assisteret Tom Gundersen, eller FE i almindelighed, med tortur af fanger og hvor mange af dem hun mon med sin lægefaglige ekspertise har hjulpet over i evigheden, efter at enten torturbødlen eller en officer har besluttet at de skal dræbes.

Men for at vende tilbage til min egen sag, så var kidnapningen og mishandlingen udelukkende begrundet i personfnidder og personlige uoverensstemmelser og intet andet. Så vidt jeg er orienteret, har Tom Gundersen i forbindelse med at diverse tilladelser blev indhentet fra sine overordnede, begrundet det med at der var tale om et rekrutteringsprojekt.

Men som de fleste af os har erfaring med, så er det ikke altid at man fortæller chefen sandheden. I dette tilfælde var sandheden, at Gundersen efter sin egen mening havde et regnskab at gøre op. Alle der var til stede under de såkaldte ‘forhør’, vil kunne bekræfte at alt hvad der skete, var begrundet i vores personlige relation.

Jeg er siden torturen ikke på nogen måde blevet kontaktet af hverken FE eller PET vedrørende sagen eller de to tjenesters holdning til mig. Dette mener jeg understreger min pointe.

Derimod overvåges jeg den dag i dag stadig i et omfang, der gør det umuligt for mig at have et arbejde. Det er tydeligt, at Tom Gundersen hverken har glemt sit had eller sin hævnlyst.

Dertil kommer de helbredsmæssige konsekvenser af torturen. At tortur giver livsvarige skader er kendt af de fleste, og dem er jeg i sagens natur heller ikke gået glip af. Jeg har tidligere nævnt en vedvarende og konstant tinnitus, der er så kraftig at jeg i perioder bogstavlig talt ikke kan høre hvad der sker omkring mig – fordi lydene fra omgivelserne bliver overdøvet af tinnitussen.

Den konstante høje og skarpe lyd har desuden givet mig et høretab, der gør at jeg er blevet bevilget og udstyret med et sæt høreapparater. Af hensyn til min sikkerhed er jeg dog ikke i stand til at gå med dem, fordi de er tilsluttet en app og derfor kan spores via bluetooth. Det betyder, at hvis jeg har dem i ørerne, kan man altid finde ud af hvor jeg befinder mig.

Torturen har også givet mig andre helbredsmæssige gener, men dem skal jeg spare læserne for at liste op her. I stedet henviser jeg til info hos Dansk Dignity (tidligere Dansk Center for Torturofre), der beskriver situationen for de fleste torturofre.

Med hensyn til Christina, så brød hun forbindelsen til mig efter torturen – med den begrundelse at jeg ikke vil Tom. I de forløbne år har forbindelsen mellem os været særdeles sporadisk, og den dag i dag ved jeg stadig ikke hvorfor min gamle ven dengang mente at jeg skulle mishandles og have mit helbred ødelagt på livstid.

Kidnappet, tortureret, mishandlet og voldtaget af dansk militær

Kidnappet, tortureret, mishandlet og voldtaget af dansk militær – i Danmark. Det er sagen i en nøddeskal. Og jeg er med garanti ikke den eneste.

Min historie er beskrevet flere steder her på bloggen, men jeg synes efterhånden det er på tide at ʻsamle sammenʼ, så min historie bliver skrevet ét sted. Det bliver så nu – og her. Der er mere at fortælle – meget mere, men det må vente til tiden er inde.

Kidnapningen fandt sted en tidlig oktobermorgen i 2007. Jeg var på vej hjem fra nattearbejde, da en gruppe på fem civilklædte mænd sprang ud foran min cykel og spærrede vejen videre frem. Den ene trak mig ned fra cyklen og der opstod et håndgemæng mellem os. Det endte med at militærsvinet, en person ved navn Tom Højbjerg, røg ned i asfalten og fik fornøjelsen af et par gange at mærke min højre sikkerhedssko lige midt i ansigtet. Efter sigende røg han i coma og tilbragte efterfølgende nogen tid på et amerikansk militærhospital i Tyskland.

På et dansk sygehus ville der nemlig blevet stillet spørgsmål, og det havde militæret i sagens natur ikke lyst til.

Den dag i dag fortryder jeg at jeg ikke gjorde arbejdet færdig og slog ham ihjel. Ét spark mere havde sendt ham ned til en evighed i svovl og ild – dér, hvor han retteligt hører hjemme.

De øvrige fire trak pistolerne, jeg fik strips på samt en hætte over hovedet og fik en nål i den ene balle, hvorefter jeg mistede bevidstheden. Jeg vågnede på et tidspunkt under transporten, inden jeg fik med sprøjten igen. Men jeg nåede dog at konstatere at vi befandt os i en helikopter – dén lyd tager man ikke fejl af!

Dét der fulgte, er velkendt for faste læsere af denne side. Hvordan de tog mit tøj og briller fra mig, slæbte mig nøgen rundt og opbevarede mig i en celle med konstant belysning. I de kommende dage oplevede jeg langvarige forhørssessioner (som jeg nok skal vende tilbage til), blev gennemtævet af forhørslederen (ham vender jeg også tilbage til) voldtaget og bogstavlig talt druknet. Til slut blev jeg, under trusler om fortsat tortur og efterføgende drab, tvunget til at underskrive et dokument på flere sider, vistnok fire, inden de bedøvede mig igen og til slut afleverede mig på min bopæl.

Alt dette er velkendt stof for læsere af min side, for hændelsesforløbet er beskrevet i mit indlæg Under Tortur. Forhørslederen, eller torturbødlen som han vel rettere bør tituleres, var en person som på dette tidspunkt havde været en del af mit liv i 14 år. I størstedelen af denne periode havde vi været rivaler til den samme pige ovre i Esbjerg. En pige, som lidt over halvandet år inden kidnapningen, aldeles på eget initiativ have genoptaget forbindelsen med mig.

Torturbødlen, min gamle rival, var en person ved navn Tom Gundersen. Han var gået ind i FE nogle år efter vi havde lært hinanden at kende, cirka engang i midthalvfemserne. Identifikationen af Tom Gundersen som min torturbøddel er helt sikker, og det har jeg skrevet om i indlægget Ondskabens navne.

Jeg havde overfor vores fælles veninde forlangt Tom fjernet permanent fra hendes liv som betingelse for det som hun ønskede af mig. Resultatet blev kidnapning, tortur, voldtægt – og så vidt jeg ved også en placering på en eller anden national terrorliste. Korruption har mange ansigter, og dette er ét af dem.

Tiden under den ulovlige tilbageholdelse blev også brugt til andet end tæsk og voldtægt; der var også længere forhørssessioner. Her blev jeg, splitternøgen, fyldt med stoffer, med en sæk over hovedet og lænket til et bord, i timevis udspurgt om mit engagement i Det Radikale Venstre og mit engagement i en dengang ganske kendt forening der beskæftigede sig med integration i Gellerupparken hvor jeg boede.

Men det der optog allermest tid under forhørene, var mit forhold til C – vores fælles veninde. Tom var overordentligt interesseret i alting der vedrørte mit forhold til C. Han brugte også meget tid på at udspørge mig om min eventuelle involvering dengang i halvfemserne hvor han blev smidt ud fra sin families rideskole (Svar: Jeg frydede mig, men havde ingen involvering. Desuden havde han fortjent det!).

Kidnapningen, den ulovlige tilbageholdelse, torturen, voldtægten, tæskene og den efterfølgende årelange chikane fra både PET og FEʼs side, havde rod i én eneste ting: At jeg skulle trynes, fordi Tom Gundersen fra FE følte sig ydmyget af mig.

Den dag i dag har jeg stadig mén efter torturen. Lige siden dengang har jeg lidt af en forfærdelig og meget højlydt tinnitus. I perioder er tinnitussen så højlydt at jeg ikke er i stand til at følge med i hvad der foregår omkring mig. I flere år efter var der også mareridt og lignende ting, men det er forbi nu.

 Og ydermere: Lige siden har jeg været under overvågning fra vort lands efterretningstjenester. Mine kolleger fra min daværende arbejdsplads fortalte mig ofte om henvendelser fra efterretningstjenesten der handlede om mig; om hvem jeg talte med, hvad jeg interesserede mig for – den slags ting. Desuden har jeg flere gange siden observeret at jeg har været under overvågning – den slags er det faktisk ikke særlig svært at få øje på.

Og under et ophold i et kloster i Sverige, fortalte priorinden mig at svensk politi havde været forbi for at spørge om jeg var der. Svenskerne viste et billede som helt klart var mig, men med en historie om at jeg skulle være en svensk ægtemand der havde tævet sin kone. Men den kloge nonne gennemskuede løgnen, svarede at hun aldrig havde set mig og gik direkte videre til mig.

Jeg kan skrive en langt indlæg om mine erfaringer som offer for denne chikane og hvad den har betydet for mig, og vil måske gøre det en dag. Indtil da må man nøjes med det jeg allerede har skrevet i indlægget Efter Torturen.

 Kidnapningen og torturen er naturligvis blevet anmeldt til Østjyllands Politi, men den blev afvist uden at jeg på noget tidspunkt har haft indtryk af at den har været realitetsbehandlet.

Og lige for tiden har jeg så en ansøgning om aktindsigt kørende via Forsvarets Efterretningstjeneste og Forsvarsministeriet. FE vil selvfølgelig ikke give aktindsigt, men det er helt efter bogen. Nu ligger der så en anke hos Forsvarsministeriet, og det bliver interessant at se hvad de vil stille op med den.

For sagen er, at på den ene side er det en kendt sag at én af Forsvarsministeriets vigtigste (og meget uskrevne) opgaver sådan set er at dække over militærets fejltagelser og, når det sker, direkte ulovligheder. Men samtidig har vi jo også en ministeransvarlighedslov her i landet som giver ministeren, Trine Bramsen, pligt til under strafansvar at reagere på ulovligheder inden for hendes resortområde.

Der er flere måde sagen kan ende på. Jeg forventer at den ender i retten med Tom Gundersen, Tom Højbjerg og deres medskyldige som anklagede. Om domfældelsen skal finde sted i Danmark eller krigsforbryderdomstolen i Haag får vi at se. Der findes også andre veje til retfærdighed, og jeg er åben for dem alle.  

Personligt foretrækker jeg Haag, men Landsretten kan også gøre det. Indtil da vil jeg foreslå at man læser de indlæg jeg tidligere har skrevet om sagen her på siden

Under Tortur

Efter Torturen

Ondskabens Navne

 Militærets Hemmelige Netværk

Sådan er det at dø

Derfor blev jeg tortureret