Det skete nede i Bazar Vest for ikke så lang tid siden. Som så ofte før, sad jeg ved et af spisestederne med et måltid mad og en kop kaffe. Skæbnen havde villet det sådan, at jeg sad med direkte blik til en valgplakat med den radikale kandidat Mahad Yussuf.

Som folk der kender til min baggrund vil vide, er jeg gammel radikal. Helt tilbage til min ungdom engang i tidernes morgen, var jeg hele turen igennem i partiet. Jeg har repræsenteret partiet som kandidat til næsten samtlige danske folkevalgte forsamlinger – med Europaparlamentet som eneste gloriøse undtagelse. Jeg har været medlem af partiets hovedbestyrelse og kredsformand hjemme i Esbjerg helt tilbage til dengang, hvor telefaxen blev betragtet som noget moderne skrammel og computere ikke kunne andet end tekstbehandling.

Det var tider, det var sjovt og jeg lærte meget. Jeg var stor fan af Marianne Jelved og i nogen grad også af Niels Helveg Petersen, mens jeg aldrig helt lærte at greje Lone Dybkjær. I en periode var Jens Bilgrav Nielsen min bedste kontakt i folketingsgruppen og jeg færdedes ofte på Christiansborgs gange. Det var jo inden al det der adgangskontrol begyndte at slå igennem. Det var dengang vagten blot spurgte ’ved du hvor du skal hen?’ og man svarede ’Proviantgården – jeg har været der før’ og vagten så svarede noget i retning af ’jamen, det var da fint’ – og så lå den store borg ellers bare helt åben.

Jeg vil gerne røbe en hemmelighed: Det var langt fra altid at jeg gik direkte over til partiets lokaler i Proviantgården. Ganske ofte havde jeg andre mål – jeg mente bare ikke at det kom sådan en vagt ved hvor jeg skulle hen. Måske skulle jeg i virkeligheden til en reception et sted eller noget andet politiknørdet ’action’.

Sidenhen har adgangen til huset ændret sig, og ikke til det bedre. Nu om stunder foregår det med bombesluser og babysittere og hvad ved jeg. Det er sandelig ikke let at være politisk hang-around i vore dage, og jeg misunder virkelig ikke nutidens unge talenter.

Det Radikale Venstre har ændret sig meget siden dengang. Endda så meget, at det i dag kan være svært at kende forskel på radikale og alle de andre. I dag er partiet for eksempel tilhængere af både NATO og oprustning og efter sigende finder man endog officerer blandt partiets medlemmer.

Det sidste er i sig selv nok til at holde sådan èn som mig på lang afstand. Dengang jeg var aktiv tillidsmand i partiet, gav min baggrund som militærnægter ikke andet end anerkendende blikke. Desværre er jeg ikke helt overbevist om, at Det Radikale Venstre er militærnægternes parti længere. Tværtimod, faktisk. Partiet er blevet militærvenligt, og det er en katastrofe.

I det hele taget er partiets forhold til militæret et af de punkter, hvor jeg til enhver tid vil argumentere for at Det Radikale Venstre har mistet sig selv. En radikal er anti-militarist – sådan er det og sådan har det altid været. Mine personlige erfaringer sidenhen med militæretaten, har ikke ligefrem gjort mig mere venligt stemt overfor den slags. Snarere tværtimod, faktisk.

Men valgplakaten med de radikale kandidat ned i Bazar Vest, fik mig til at tænke over mit nuværende forhold til partiet. Jeg har konsekvent stemt radikalt ved kommunalvalg – med undtagelse af valget i 2013, hvor jeg var opstillet for et andet parti. Stemmen har hver gang været personlig – til min gamle kampfælle Rabid Azad-Ahmad. Men nu stiller Rabih jo desværre ikke op længere, så hvad skal jeg dog stille op?

Er det overhovedet muligt at stemme radikalt igen sådan som partiet opfører sig for tiden?

Og mens jeg sad der og kiggede på Mahads portræt på plakaten, tænkte jeg på en erfaring jeg selv så ofte gjorde i mine aktive år i partiet. Hvis bare jeg havde en femmer for hver gang en borger henvendte sig til mig og med smerte i stemmen beskrev sig selv som radikale – med tilføjelsen: Men desværre er partiet bare ikke radikalt længere, så jeg kan ikke stemme på Jer. Så havde jeg ikke være en fattig hjemløs i dag, men derimod en velhavende herre med stok og hat og pæn frakke!

Men der var mange dengang, og på et tidspunkt udviklede jeg en teori om, at tidligere radikale nok i virkeligheden er landets største vælgergruppe.

Så slemt er det nok ikke, heller ikke selv om jeg selv er med i gruppen.

Mine politiske overbevisninger har ikke ændret sig ret meget siden sidst jeg var med i Det Radikale Venstre – med det har partiet godt nok! Grundlæggende set betragter jeg mig selv som radikal, men kan ikke stemme på partiet ved eksempelvis folketingsvalg. Det har jeg heller ikke gjort…. Længe. Kommunalt? Altid – undtagen den ene gang, hvor jeg selv stillede op for nogle andre. Ved valgene til Europaparlamentet, har jeg konsekvent stemt radikalt lige indtil valget sidste år, hvor partiets omfavnelse af sanktionskrig mod Rusland, censur af medier, vild oprustning og afvisning af mellemfolkelige kontakter østover, fik mig til at flytte min stemme et andet sted hen.

Rigtige radikale fører ikke krige mod hverken Rusland eller Sverige, og vi jubler ikke over udvidelser af NATO. Rigtige radikale søger freden, ikke krigen. Militær og den slags holder vi på afstand, og vi sætter en klemme på næsen hvis de kommer for tæt på. Dog har vi altid syntes af fredsbevarende FN-missioner er en helt fin ide, men det er vist ikke rigtig på mode længere.

Som nævnt, har mine egne politiske overbevisninger ikke ændret sig synderligt siden mine år som aktiv radikal. Jeg er tilbage ved udgangspunktet, kan man sige. Men Det Radikale Venstre har forandret sig meget – og ikke til det bedre, er jeg bange for.

Faktisk, så har partiet gjort sig til talsmand og politisk hjem for det afsindige vanvid, som LGBTQ-bevægelsen er udtryk for. Det parti, der altid har været kendt som fornuftens parti, er nu bannerførere for kønsskifte til børn, kønsneutralitet og andet vanvid.

Dette er for øvrigt den væsentligste årsag til, at jeg i hvad der føles som en evighed, ikke har set mig i stand til at stemme på partiet ved folketingsvalg.

I det hele taget, så betragter jeg mig som centrum-venstre – men jeg oplever at centrum-venstre har forladt mig. Det er i hvert fald ikke hvad det har været. Hvis man i dagens Danmark indtager det tidligere klare, radikale standpunkt at samtaler og folkelige forbindelser med Rusland vil gavne forholdet til vores genbo i øst, at fred og sikkerhed i Europa forudsætter at alle føler sig trygge ved deres naboer og deres intentioner, så bliver man automatisk rubriceret som ’putinist’ og højreorienteret.

Tilsvarende hvis man gør sig til talsmand for at der kun findes to køn og ikke de 72, som LGBTQ-bevægelsen vistnok skulle have optalt. Hvis man giver udtryk for at de øvrige cirka 70 nok snarere er psykiske sygdomme end egentlige køn, har partiet oven i købet stemt et lovforslag igennem i Folketinget, der gør at man bliver hjemfalden til straf.

Det Radikale Venstre har forandret sig, og bestemt ikke til det bedre. Det virker som om man har mistet rødderne. Måske gik det galt dengang husmændene uddøde. Det Radikale Venstre har jo alle dage været en pagt mellem de mindste på landet og de (selverklæret) klogeste i byerne. Husmændene uddøde og efterlod os alene med akademikerne og konsulenterne og den slags typer.

Eller måske var det med valget af Morten Østergaard som partileder efter Margrethe Vestager at det skete. Det var i hvert fald tydeligt, at Morten, til trods for hans mange fine kvaliteter i øvrigt, hverken besad en ideologisk ballast eller interesserede sig synderligt for at anskaffe sig èn.

Min pointe, som det har taget alt for lang tid for mig at nå frem til, er denne: At jeg jo egentlig selv er en af disse hjemløse radikale, der beklager mig over partiets bedrøvelige, uradikale tilstand. Jeg er selv blevet en af dem der siger, at jeg egentlig er radikal men at partiet desværre ikke er det.

Og her vender vi så tilbage til det spørgsmål, som jeg stillede lidt længere oppe i teksten:

Er det overhovedet muligt at stemme radikalt igen sådan som partiet opfører sig for tiden?

Og det var Mahad Yussuf’s for øvrigt fremragende kontrafej, der hjalp mig frem til min konklusion: Ja, kommunalt som hidtil. Ellers nok ikke. Og jeg tænkte på de nydanskere af såkaldt anden etnisk herkomst, som fulgte Rabih ind i partiet – dengang for tyve år siden. Der er tale om politikere, der virkelig formår at balancere mellem umulige modsætninger. På den ene side bekender størstedelen af deres vælgere sig til et islam, der har en traditionel opfattelse af alt det det med køn og homoseksualitet i det offentlige rum og al den slags – og så et moderne Radikale Venstre, der nærmest ikke kan få nok af sådan noget sludder og som topper op med vanvid som kønsskifte for børn, kønsneutralitet og lignende mærkværdigheder.

Men de gør det – balancerer. Og mens jeg sad dèr og studerede Mahad’s billede, gik det op for mig hvordan. Svaret var enkelt og det var ligetil og det var logisk: Der er tydeligvis en ikke ubetydelig del af partiets medlemmer i Aarhus, der har dèn dèr anden etniske baggrund – og de er tydeligvis både talmæssigt og velorganiserede nok til at de dominerer, når vælgerforeningen vælger byrådskandidater. Men det interessante er: Ikke en eneste stiller op som folketingskandidat. Ikke èn. Nada. Dette på trods af, at Radikale i Aarhus stiller med hele fire af slagsen, fordi byen er inddelt i fire opstillingskredse.

På den måde er det ikke så svært at balancere med LGBTQ-galningene, det giver sig selv. Man sætter sig på det kommunale niveau, og så må de andre have deres luftkasteller for sig selv.

Lad mig sige det med det samme: Den eftermiddag vandt Mahad Yussuf min stemme. Hvis jeg stadig bor i Aarhus til november, stemmer jeg på ham. Dog vil jeg, af personlige grunde, meget hellere bo i Esbjerg. Derovre har jeg indtryk af at vælgerforeningen har en mere fornuftig og jordnær medlemsskare end det vi ser i eksempelvis Aarhus eller København. Måske vil jeg kunne være med dér, hvis det engang skulle lykkes for mig at vende hjem til byen, hvorfra min verden udgår.

Og mens dette skrives, mindes jeg noget som Marianne Jelved for alt for mange år belærte mig: At i Det Radikale Venstre er politikken cirkulær; Det vil sige, og nu citerer jeg så ordret som jeg kan huske det: Hvis du nogensinde skulle opleve at være i mindretal eller måske stå helt alene med dit synspunkt, så fortvivl ikke. Hvis du står urokkeligt fast med dine holdninger, vil det kun være et spørgsmål om tid, inden resten af partiet mener det samme.

For nogle år siden, skrev jeg et indlæg her på siden hvori jeg fortalte at der er blevet der er fortalt løgne om mig. Jeg er nået frem til, at indlægget fortjener en uddybning.

De løgne som blev spredt om mig, havde rod i begivenheder som jeg tidligere har beskrevet her på siden. En tidligere rival til en pige ovre i Esbjerg, havde med årene opnået en eller anden position indenfor Forsvarets Efterretningstjeneste og benyttede sig af denne til at få mig sat ud af spillet. Det kan man læse om her og baggrunden for at det skete kan læses her.

På tidspunktet for kidnapningen, var jeg medlem af Det Radikale Venstre og havde ved flere lejligheder gennem årene opstillet som kandidat for partiet ved valg til offentlige forsamlinger. Partiet havde jeg været medlem af siden 1988, og den traditionelle radikalisme, sådan som den blev repræsenteret af Marianne Jelved, var dén der prægede mit politiske grundsyn.

Desuden havde jeg siden min optagelse i 1991 været medlem af Den Katolske Kirke. Optagelsen skete efter to års grundig forberedelse hos pastor Lars Messerschmidt, som på det tidspunkt var min katolske sognepræst hjemme i Esbjerg.

Disse to detaljer er meget vigtige at holde for øje, når jeg fortæller om Tom Gundersens og FEʼs løgne om mig.

Tom Gundersens formål med kidnapningen og den efterfølgende mishandling, var todelt. Dels at få mig bort fra den pige, hvis liv vi begge var en del af. Dels at ydmyge mig ved at tvinge mig til at arbejde for ham. Det er vigtigt at understrege, at vores gensidige modvilje og, ja, foragt allerede dengang var det bærende element i vores gensidige relation. Mens det passer helt fint til Toms psykologiske grundstilling at tvinge andre mennesker til underkastelse, og i særdeleshed dem han ikke bryder sig om, har det alle dage været min at folk må passe sig selv.

Men for ham var det altså logisk og rimeligt ved hjælp af vold og intimideringer at tvinge mig til at arbejde for ham, og dermed ydmyge mig – både overfor mig selv og overfor Christina – vores dengang fælles veninde.

Som det fremgår af hvad jeg tidligere har skrevet, holdt jeg stand hele vejen igennem, og uanset volden, uanset tæskene, uanset voldtægten og uanset alt hvad der ellers fandt sted i forbindelse med kidnapningen, fortsatte jeg med at nægte at arbejde for ham. Jeg forestillede mig dengang, og gør stadig den dag i dag, at det han ville have mig til, var hjælp til at holde hans torturofre for ham mens han voldtog dem.

Det er selvfølgelig ikke noget for et ordentligt menneske som mig, og dertil kommer min overbevisning om at den slags handlinger giver en direkte enkeltbillet ned til Helvedes flammer.

Så jeg sagde altså nej til ʻjobtilbuddetʼ.

Efterfølgende konstaterede jeg, som tidligere beskrevet her på siden at jeg i årevis fortsatte med at være under overvågning. Det skal i den anledning understreges, at militæret lider under den fejlopfattelse at de har lov til at overvåge landets borgere uden dommerkendelse – og det benyttede Gundersen sig af.

Men det er ikke alt. Jeg begyndte også at høre historier om mig. Det begyndte med en historie om at jeg var nazist. Det tog jeg, som radikal og katolik, til at begynde med ikke udpræget alvorligt.

Lidt mere seriøst blev det, da en veninde nede i Spanien fortalte, at hun havde haft besøg af en dansk efterretningstjeneste, der informerede hende om at jeg var medlem af al-Queda. At benævnte organisation mig bekendt ikke optager katolikker som medlemmer, betød åbenbart mindre for løgnerne i FE.

Andre historier som fandt vej tilbage til mig, er dem om at jeg skulle være homoseksuel og, i den mere kulørte ende, skulle være overbevist om at være en alien.

Det skal tilstås, at jeg ofte har følt mig som en fremmed i denne verden, men dog ikke så meget at jeg har troet at være en alien. Og at jeg skulle være homoseksuel, er en mildest talt fejlagtig beskrivelse af mine seksuelle præferencer. Dertil holder jeg for meget af kvinder – også selv om de til tider kan være ulideligt bedrageriske. Desuden opfatter jeg homoseksualitet som udtryk for en psykisk ubalance, således som det beskrives i Den Katolske Kirkes Katekisme.

Historierne om mig har været mange, men der har ikke været så meget at gøre ved det.

Da jeg ved kommunalvalget i 2013 valgte at lade mig opstille som kandidat, fik historierne fuld skrue. Såvel året inden, hvor man jo ʻbejledeʼ til kandidaturet sådan som man jo gør, som i selve valgåret, løb historierne for fuld skrue. Det viste sig hurtigt, at Tom selv, sammen med en tidligere bekendt, havde hyret og betalt en kendt provoaktivist af udenlandsk oprindelse, til at lave en kampagne mod mig.

Den pågældende var så ufin, eller måske snarere det modsatte, at informere mig herom.

Jeg blev naturligvis ikke valgt, men det skyldes ikke smædekampagnen – snarere at jeg ikke har hjertet med i Aarhusiansk kommunalpolitik. Mit hjerte er i Esbjerg, og det er jo lidt svært at føre valgkamp når hjertet er et andet sted.

Siden dengang er der dukket lidt op hist og her, men det er ikke så vigtigt.

Det vigtige, dét som er mit egentlige formål med dette indlæg, er dels at informere om de løgne der har været – dels, kort ganske vist, at redegøre for mit grundlæggende idemæssige udgangspunkt.

Rent politisk, har jeg mit udgangspunkt i dels Odenseprogrammet af 1905, dels Den Katolske Kirkes Sociallære. Det betyder, i praksis, at jeg hører til på det, der indtil for få år siden blev betragtet som den politiske midte. I dag er midten gået til i LGBT og wokeness og den slags sludder, så jeg tror faktisk ikke rigtig at den findes længere.

Dybest set er jeg vel nærmest at beskrive som Marianne Jelved-radikal (dog med diverse ‘twists’), men den slags er jo efterhånden uddød i partiet og erstattet af et mærkeligt miskmask af mærkværdigheder. Lad os bare sige, at partiet har forandret sig, så traditionelle radikale er blevet politisk hjemløse.

Religiøst og kirkeligt set, er jeg stadig katolik. Det har jeg været formelt siden min optagelse i Kirken i 1991 – og i hjertet nogen tid inden da. Det var jeg under torturen – også selv om mine bødler, i forbindelse med den falske henrettelse, valgte at give mig Koranen at læse i i stedet for Bibelen, som vel ville have været mere passende.

Den dag i dag deltager jeg i Den Hellige Messe mindst en gang om ugen, og følger med bekymring vores nuværende pave, samtidig med at jeg længes tilbage til de gode tider hvor paven var først polsk, siden tysk.

Men der kommer en bagefter den nuværende og jeg tror at han bliver rigtig god.

Jeg har tidligere her på siden skrevet om dengang jeg blev kidnappet og efterfølgende udsat for tortur af personel fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Men selv om jeg hist og her har antydet lidt om begrundelsen for at disse uhyrligheder fandt sted, er det ikke et emne som jeg har underkastet en systematisk behandling. Udeladelsen skyldes at begivenhederne havde rod i forhold, der sådan set hører privatlivet til, nemlig personlige relationer mellem mig selv og sagens to øvrige hovedpersoner.

Hverken Forsvarets Efterretningstjeneste eller PET havde i dengang i 2007 nogen som helst grund til at udvise professionel eller faglig interesse for mig. Begivenhederne skyldtes udelukkende en personlig relation mellem mig selv, torturbødlen Tom Gundersen og en fælles veninde. Det var, med andre ord, den klassiske historie med én pige og to drenge.

Selv om kidnapningen fandt sted i efteråret 2007, begyndte opspillet allerede 14 år tidligere – på en smuk sensommeraften i 1993.

En bekendt nede fra Den Katolske Menighed i Esbjerg, havde i al sin visdom besluttet sig for at jeg skulle møde en pige fra hendes netværk, og havde derfor inviteret både hende og mig hjem til middag en aften. ʻAlle kan lide Christina – det vil du også kunneʼ, havde hun sagt. Og det kunne jeg – fra første blik. Hun var 16, jeg ti år ældre.

Tilstede var også husets søn – min senere torturbøddel Tom Gundersen. Mellem os skete der også noget fra første blik men det var i hvert fald ikke kærlighed. Ingen af os brød os om hinanden, men heldigvis behøvede vi ikke tale sammen. Jeg husker at mit eget fokus den aften var på Christina.

For at gøre den lange historie kort, fortsatte hun og jeg de kommende år med at se hinanden – som periodevist vældig gode venner. Sidst i halvfemserne skete der så et brud, men efter at jeg nogle år senere havde afbrudt et præstestudie for Den Katolske Kirke, var Christina pludselig i røret en dag – hun havde nemlig fået den ide at vi skulle til at ses igen.

Anden gang vi så hinanden efter genforeningen, sad vi overfor hinanden i sofaen i hendes lille rækkehus i centrum af Esbjerg. Pludselig, ud af et blå, nævnte hun muligheden for at vi skulle giftes. Det overraskede mig mildest talt lidt, for intet i Christinas liv på det tidspunkt antydede, at hun på nogen som helst måde var det, man kalder gifteklar.

Christina levede nemlig et liv med flere mænd, og det havde hun tydeligvis tænkt sig at blive ved med. Det var den ene ting. Men der var også et lille twist: Hun og Tom Gundersen befandt sig i et usundt og amoralsk forhold – som hun også havde tænkt sig skulle fortsætte.

Jeg forlangte, helt rutinemæssigt, både Tom Gundersen og de andre mænd fjernet fra hendes liv inden forhandlingerne kunne fortsætte. Og der strandede samtalerne omkring vores giftemål så. Det viste sig nemlig, at der var en særlig ʻcatchʼ hvis man ville være en af mændene i Christinas liv: Så skulle man forstå, at det i alle væsentlige forhold skulle være Tom Gundersen der var lederen; dén, der bestemte. Man skulle forstå og acceptere, at han på enhver måde og i samtlige livets forhold havde fortrinsret til Christinas person. Med andre ord var der tale om en dominerende relation, hvor den/de dominerede var tredjepersoner: hendes mandlige bekendte. Det var naturligvis uacceptabelt, og langt fra hvad jeg betragter som et ægteskab.

Allerede i forbindelse med denne indledende sondering, som man vel bedst kan kalde det, besvarede Christina mit krav med at true mig med Tom Gundersens voldspotentiale. Men jeg holdt fast i det principielle: At hvis vi skulle giftes, eller for den sags skyld indlede et kæresteforhold, så måtte Tom og alle de andre naturligvis forsvinde.

Som allerede nævnt strandede forhandlingerne på kravet om monogami, men vores gamle venskab blev genoptaget – omend i mindre intens form end tidligere.

Gennem de kommende halvandet år frem mod torturen mødte vi vel hinanden en 5-6 gange. Jeg er, af hensyn til Christinas ære, nødt til at understrege at vores møder holdt sig inden for grænserne af det meget ærbare. Ud af respekt for Christinas livsvalg, valgte jeg nemlig at holde en armslængdes afstand til hende. Dette fandt jeg, situationen taget i betragtning, var det mest rimelige.

Det skal siges, at møderne led under den logistiske udfordring, at Christina stadig boede i Esbjerg, mens jeg var i Aarhus og heller ikke dengang havde tilstrækkelig økonomi til at flytte hjem. Ellers havde jeg gjort det – så jeg kunne se hende noget oftere.

Inden vi fortsætter til torturdelen og Christinas rolle heri, er vi nødt til at hæve blikket lidt. Jeg har tidligere skrevet om et hemmeligt netværk af personer her i landet, der bistår de to efterretningstjenester med små og store opgaver og som rekrutteres med alskens patriotisk røgelse – herunder snak om at være en ʻmodstandsbevægelse hvis vi skulle blive besatʼ. Dette netværk havde Christina været medlem af – det ved jeg fordi hun som helt frisk og sprød 19-årig tilbage i ’90erne ikke kun fortalte mig om det, men dengang også sendte en ʻfølerʼ ud for at rekruttere mig.

Den nævnte aften hjemme i hendes sofa gentog hun føleren, og jeg gentog min afvisning. ʻVi bliver sgu ikke besatʼ, svarede jeg og gentog min bekymring i forhold til den kriminalitet, som et paramilitært netværk nødvendigvis må føle sig fristet til. Netværket har jeg, som allerede nævnt, skrevet om i andre indlæg her på siden. Disse henviser jeg til at man læser, hvis den slags har interesse.

Forholdene omkring kidnapningen og torturen har jeg ligeledes beskrevet andre steder her på siden, og det henviser jeg derfor til. Jeg vil gerne understrege, at selv om mine kidnappere i forbindelse med selve kidnapningen var iklædt civil, var de i forbindelse med forhør, mishandling og transport til/fra min celle alle i uniform. Jeg konstaterede ved den lejlighed, at vagterne var fra Jægerkorpset.

I forbindelse med den ulovlige tilbageholdelse, var der udover den ekstreme vold naturligvis også forhørssessioner. Umiddelbart skulle man forestille sig at emnerne for forhørene skulle være emner som havde faglig interesse for efterretningstjenesten, men dette var ingenlunde tilfældet.

Tom Gundersen stod for forhørene og han interesserede sig i den forbindelse primært for mit forhold til Christina og hvad jeg i øvrigt syntes om hende. Således var det første spørgsmål jeg fik stillet under det første forhør: ʻElsker Du Christina?ʼ

Andre emner som bødlen interesserede sig for, var mit daværende medlemsskab af Det Radikale Venstre og min baggrund som kandidat for partiet ved diverse valg; kommunalt, regionalt og en enkelt gang til folketinget, og min seksualitet i almindelighed samt de forskellige former for foreningsarbejde som jeg var og havde været involveret i.

Forhørene drejede sig således om diverse personfnidder, og ikke om emner som med rimelighed kunne være af faglig interesse for en efterretningstjeneste.

Men der var en rød tråd, og her skal jeg minde om Christinas tidligere forsøg på at rekruttere mig. Under hele min tilfangetagelse, ved hver eneste session uanset om jeg skulle forhøres, tæves, druknes, voldtages eller på anden vis mishandles, forlangte Tom nemlig at jeg skulle arbejde for ham. Men jeg nægtede hele vejen – og hvorfor skulle jeg også andet?

Jeg nægtede hver eneste gang han forlangte at jeg skulle arbejde for ham, så på et tidspunkt besluttede han sig for at smide ʻatombombenʼ.

Jeg blev, stadig nøgen og fyldt med bedøvende stoffer, anbragt i en anden celle end den hvor jeg normalt var i – og så blev Christina sendt ind i cellen til mig. Hendes opgave var at overtale mig til at sig ja til bødlens krav, til at knæle for Tom og acceptere hans krav- fordi, og jeg citerer, ʻså holder det op.ʼ

Men dét virkede heller ikke. Jeg er katolik, tidligere præstestuderende og ville engang have været cisterciensermunk, så jeg er rimelig vaccineret mod de fleste former for ondskab – og ét er sikkert: uanset hvad de ville have af mig, var der tale om ondskab og dæmoni.

Men det var på denne måde at jeg fandt ud af, at Christina var til stede under hele forløbet. Hun overværede slagene, sparkene, ydmygelserne, voldtægten, den falske henrettelse og forhørene – og hun billigede det hele.

Alt – hele vejen igennem.

Dette gjorde Christina på trods af at hun faktisk var nyuddannet sygeplejerske – endda så nyuddannet at blækket på hendes eksamensbevis dengang i 2007 knap nok var blevet tørt. Normalt er det ellers sådan, at sygeplejersker skal lindre smerter og hjælpe med til at helbrede syge, men sygeplejersken Christina deltog altså i tortur.

Det giver sig selv, at det var hendes deltagelse i det førnævnte netværk og bundløse loyalitet overfor Tom Gundersen, der gjorde at hun blev beordret til at deltage.

Jeg husker med en vis fornøjelse, at Christina som nyuddannet sygeplejerske var overordentlig utilfreds med lønnen (‘Man skal mindst have en rig mand for at have råd til det her‘, sagde hun flere gange) og det kom derfor ikke som nogen overraskelse, da hun hurtigt besluttede at videreuddanne sig til en højere lønramme.

Christina har således videreuddannet sig til læge. Da jeg researchede til dette indlæg, arbejdede hun såmænd på en børneafdeling. Men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor mange gange hun sidenhen har assisteret Tom Gundersen, eller FE i almindelighed, med tortur af fanger og hvor mange af dem hun mon med sin lægefaglige ekspertise har hjulpet over i evigheden, efter at enten torturbødlen eller en officer har besluttet at de skal dræbes.

Men for at vende tilbage til min egen sag, så var kidnapningen og mishandlingen udelukkende begrundet i personfnidder og personlige uoverensstemmelser og intet andet. Så vidt jeg er orienteret, har Tom Gundersen i forbindelse med at diverse tilladelser blev indhentet fra sine overordnede, begrundet det med at der var tale om et rekrutteringsprojekt.

Men som de fleste af os ved af erfaring, så er det ikke altid at man fortæller chefen sandheden. I dette tilfælde var sandheden, at Gundersen efter sin egen mening havde et regnskab at gøre op. Alle der var til stede under de såkaldte ‘forhør’, vil kunne bekræfte at alt hvad der skete, var begrundet i vores personlige relation.

Jeg er siden torturen ikke på nogen måde blevet kontaktet af hverken FE eller PET vedrørende sagen eller de to tjenesters holdning til mig. Dette mener jeg understreger min pointe.

Derimod overvåges jeg den dag i dag stadig i et omfang, der gør det umuligt for mig at have et arbejde. Det er tydeligt, at Tom Gundersen hverken har glemt sit had eller sin hævnlyst.

Dertil kommer de helbredsmæssige konsekvenser af torturen. At tortur giver livsvarige skader er kendt af de fleste, og dem er jeg i sagens natur heller ikke gået glip af. Jeg har tidligere nævnt en vedvarende og konstant tinnitus, der er så kraftig at jeg i perioder bogstavlig talt ikke kan høre hvad der sker omkring mig – fordi lydene fra omgivelserne bliver overdøvet af tinnitussen.

Den konstante høje og skarpe lyd har desuden givet mig et høretab, der gør at jeg er blevet bevilget og udstyret med et sæt høreapparater. Af hensyn til min sikkerhed er jeg dog ikke i stand til at gå med dem, fordi de er tilsluttet en app og derfor kan spores via bluetooth. Det betyder, at hvis jeg har dem i ørerne, kan man altid finde ud af hvor jeg befinder mig.

Torturen har også givet mig andre helbredsmæssige gener, men dem skal jeg spare læserne for at liste op her. I stedet henviser jeg til info hos Dansk Dignity (tidligere Dansk Center for Torturofre), der beskriver situationen for de fleste torturofre.

Med hensyn til Christina, så brød hun efter torturen forbindelsen til mig – med den begrundelse at jeg ikke vil Tom. I de forløbne år har forbindelsen mellem os været særdeles sporadisk, og den dag i dag ved jeg stadig ikke hvorfor min gamle ven dengang mente at jeg skulle mishandles og have mit helbred ødelagt på livstid.

Den igangværende valgkamp forud for folketingsvalget i næste måned, har tre hovedtemaer: klima & miljø, retten til tilbagetrækning og indvandring & integration.

Tilbagetrækning har jeg allerede skrevet om i sidste uge, i dag kommer turen til miljødebatten.

For nogle dage siden deltog jeg i et rimelig velbesøgt vælgermøde på Godsbanen i Aarhus. Vælgermødet var arrangeret af noget der hedder Den Grønne Studenterbevægelse, og havde overskriften ʻUnge kræver klimahandling – NUʼ. Deltagerne i mødet var repræsentanter fra den opposition, der efter valget kommer til at sidde med regeringsmagten dvs Det Radikale Venstre, SF, Alternativet, Enhedslisten & Socialdemokratiet.

Det slog mig at langt de fleste forslag der blev rejst af kandidaterne, havde det til fælles at de enten vil gøre det dyrere eller mere besværligt at være dansker. Den eneste undtagelse, var partiernes næsten-enighed om det med billigere offentlig transport. Det er absurd at offentlig transport skal være så dyrt, når det rent faktisk er den mest miljørigtige transportform der findes – altså hvis man ser bort fra gang og cykling!

Men der findes også måder hvormed man virkelig kan rykke noget for miljøet – og samtidig spare rigtig mange penge for rigtig mange mennesker!

Rundt omkring i landets kommuner foregår der hvert år udstykninger af tusindvis af familieboliger – heraf langt de fleste parcelhuse. Det ville være oplagt, hvis man gjorde det lovpligtigt at alle nybyggerier af parcelhuse, rækkehuse og landejendomme skal have taget dækket af solceller samt have egen jordvarme samt indbyggede systemer til genindvinding af både vand og varme. Der findes faktisk noget der hedder “nul-energi huse” eller “passiv-huse”!

Mit forslag går simpelthen ud på at gøre det lovpligtigt at nye byggerier skal høre ind under denne kategori.

Potentialet i forslaget er, at det vil gøre de nye boliger selvforsynende med både el og varme, og dermed spare boligejerne for eksorbitant høje udgifter til netop disse ting. Den miljømæsssige fordel behøver nærmest ingen nærmere beskrivelse, udover at det vil medvirke til et forøget årligt fald i landets samlede forbrug af fossilt brændsel og den slags. Det vil også medføre et stort fald i den samlede udledning af CO2.

For den enkelte husejer der skal til at bygge, vil dette nye krav muligvis medføre en lille stigning i byggeomkostningerne, men de penge bliver jo hurtigt hentet ind. Desuden kan man altid diskutere om lovkravet skal inkludere en håndsrækning som skattefordele eller ligefrem tilskud til den slags forbedringer vi her taler om, men det må komme an på en nærmere forhandling.

Klima- og miljødebatten er en af de allervigtigste i vor tid, og det er nødvendigt at skære forbruget af fossile brændstoffer helt i bund, samtidig med at vi forøger og effektiviserer anvendelsen af vedvarende energi til det absolut maksimale. Dette er én af måderne hvormed vi sikrer, at en miljørigtig samfundsomlægning ikke medfører unødvendig store
gener eller omkostninger for den enkelte.

Det forslag jeg har lagt frem her, at gøre solceller og jordvarme lovpligtigt for alle nybyggerier af parcelhuse, rækkehuse og landejendomme, vil hvis det gennemføres være ét af de tiltag der virkelig vil batte noget.