Jeg læste historien i et dansk statsmedie engang sidste år. Alene kilden gør, at man nok ikke kan have tiltro til ægtheden. Alligevel var den både morsom og sørgelig på samme tid. Det morsomme ved historien er dog nok mest, at når kilden er et dansk statsmedie, med al den censur der automatisk hører med hertil, og den påståede historie skulle have fundet sted i Rusland – så ved man på forhånd godt at det er løgn fra ende til anden.

Det er den sikkert også, men den er god som indledning til dette indlæg, så here goes:

Ovre i Rusland er det jo som bekendt forbudt at propagandere for homofili og kønsforvirring i det offentlige rum. Tværtimod promoveres traditionelle og fornuftige familieværdier meget voldsomt, hvilket er en nødvendig viden at holde sig for øje når man læser historien.

Den handlede nemlig om en russisk middelklassefamilie, hvis ene søn pludselig begyndte at føle sig som en pige. Det er selvfølgelig ikke så godt, for de fleste kan sikkert godt regne ud, at hvis et menneske begynder at opfatte sig selv som noget man ikke er, så har den pågældende et alvorligt problem som skal løses.

Det er underforstået for forståelsen af historien, at hvis hændelsen havde fundet sted i Vesteuropa eller USA inden præsidentvalget sidste år, ville fortsættelsen have været en no-brainer: Drengen ville have fået sin penis skåret af, var blevet fyldt med kvindelige hormoner og sprunget ud som ’pige’ og en samlet venstrefløj ville udråbe forældrene som helte.

Men som allerede nævnt, er den slags ikke muligt i Rusland. Tværtimod er det strafbart i et sådant omfang, at sådan noget giver flere års fængsel til såvel forældre som læger og lærere og andre, det har deltaget med opmuntring hertil. Her er jeg, for øvrigt, fuldstændig enig i den russiske linje. Der kan simpelt hen ikke slås hårdt nok ned på den slags vanvid!

Men nu er det jo Rusland, så der skete ikke nogen ’transition’. I stedet havde det desperate forældrepar sendt deres dreng til en lejr nord for polarcirklen, som var indrettet til præcis den slags misfits. Dér skulle sønnen nemlig tilbringe nogle måneder eller et års tid, hvad ved jeg, med at dyrke ægte mandlige sysler på russisk manér: Kampsport, brændehugning, bjørnebrydning, isfiskeri og vodkadrikning ved lejrbålet om aftenen, hvor rigtige mænd har rigtige mandesnakke om damer og fodbold og avanceret russisk litteratur og den slags.

Historien var underholdende, fordi hensigten tydeligvis var at beskrive det russiske folkefærd som tilbagestående og primitivt: Tænk sig – de tror ikke på at det fornuftige i at skifte køn. Hvor latterligt!

Lige i dette tilfælde, holder jeg nu med russerne – også selv om jeg desværre ikke tror på historien.

Heldigvis for russerne, er den slags tilfælde nemlig ikke lige så ofte forekommende som i LGBT-ideologiens fædreland: USA. Det er der flere grunde til.

I USA har der i årtier kørt en propagandakampagne rettet mod sårbare unge, for at få dem til at opfatte et kønsskifte som en mulig løsning på deres problemer. Dertil kommer, og det er en ikke uvæsentlig detalje, at politisk efterladenhed i årtier har tilladt såvel madvarer som drikkevand at blive forurenet af alskens kemikalier, som ingen har styr på. Oven i det har landet udviklet et børnevaccineringsprogram, der gør, at et stakkels barn får 72 indsprøjtninger inden det går ud af skolen.

Den slags skaber en biologisk uro, som nedarves gennem generationer og som nødvendigvis må give problemer. Landets nye sundhedsminister, Kennedy, har sat sig som mål at få problemet med kemikalier i maden og drikkevandet og de overdrevent mange vaccinationer, løst, men hér tror jeg desværre ikke at en enkelt valgperiode er nok.

Heldigvis for russerne lider de ikke af samme problem. Her er giftstoffer i maden et ukendt fænomen, drikkevandet skulle vistnok være sundt og indsprøjtninger væsentlig færre og bedre testede. Takket være en lovgivning der er så tydelig at den oven i købet står skrevet i landets forfatning, udsættes landets børn og unge heller ikke for propaganda fra LGBT-ideologien. Derfor eksisterer problemet nærmest slet ikke i Rusland – og da slet ikke i et omfang, der vil gøre førnævnte ungdomslejr til en fornuftig forretningsmodel.

I Danmark er problemet med kønsforvirring væsentligt mindre end i USA, men vi har også bedre styr på fødevarer og drikkevand end de har. Her er det mit indtryk, at problemet mest handler om utidig ideologisk påvirkning af sårbare unge i teenageårene.

Det er også det ideologiske pres, der sikrer at der overhovedet eksisterer et kønsforvirringsproblem i Danmark. I virkeligheden burde det ikke være så svært at løse.

Hvis et ungt menneske begynder at ’føle’ sig som en person af det modsatte køn, burde løsningen ligge lige for. Desværre er jeg ikke tilstrækkelig overbevist om at en tid nord for polarcirklen, tilbragt med bjørnebrydning og isfiskeri, er løsningen.

Nej, løsningen på at det der kønsforvirringspjat er i virkeligheden meget mere ligetil og kræver ikke nødvendigvis at man forlader mors kødgryder.

Hvis en dreng føler som om en pige, har vi i Vesten for vane at fylde kroppen op med kvindelige kønshormoner, hvilket vel ret beset egentlig ikke kun er tåbeligt, men også direkte ondskabsfuldt.

Løsningen er meget mere direkte: Dels en solid kur med tilførsel af testosteron indtil balancen er mere rimelig, dels en serie samtaler med den pågældende, hvor man gør det klart at det at være mand, eller maskulin, om man vil, er noget man kan være på mange måder. Ikke alting er som de mandehadende feminister siger det, og heldigvis for det.

Eksempelvis så jeg engang et interview med en såkaldt ’transperson’, der fortalte at han følte sig nødsaget til at transitionere til pige, fordi han -hold nu fast- følte et behov for at vise omsorg for andre mennesker, fremfor at dominere dem. Det er ikke just verdens mest solide beslutningsgrundlag.

Der sker mange lægelig svigt på området, og en dag burde der komme et retsligt efterspil mod deltagende læger og sundhedspersonale, foruden pædagoger og lærere og svigtende forældre og andre, der har tilladt den slags ting at udvikle sig.

Omkring hele LGBT-ideologien som sådan, skal jeg nøjes med at citere Hans Eminence Kardinal Sarah, der, ganske vist på engelsk, er citeret for følgende:

Gender ideology is a Luciferian refusal to receive a sexual nature from God

Så enkelt kan det siges. Kardinalen har aldeles ret. LGBT-ideologien er som udgangspunkt et oprør mod Gud, et oprør mod selve det at være menneske og noget der bør modarbejdes med alt hvad et samfund har at byde på.

Oh – og lige en ting her til sidst: Jeg har netop set en statistik fra USA, der viste antallet af amerikanere der opfattede sig selv om enten såkaldt nonbinære eller med et andet køn end det de blev født med. Antallet er faldet drastisk siden præsident Trump tiltrådte embedet tilbage i januar. Så meget for betydningen af ideologisk påvirkning som en faktor for teenageres forvirring omkring kønsidentitet.

For nogle år siden, skrev jeg et indlæg her på siden hvori jeg fortalte at der er blevet der er fortalt løgne om mig. Jeg er nået frem til, at indlægget fortjener en uddybning.

De løgne som blev spredt om mig, havde rod i begivenheder som jeg tidligere har beskrevet her på siden. En tidligere rival til en pige ovre i Esbjerg, havde med årene opnået en eller anden position indenfor Forsvarets Efterretningstjeneste og benyttede sig af denne til at få mig sat ud af spillet. Det kan man læse om her og baggrunden for at det skete kan læses her.

På tidspunktet for kidnapningen, var jeg medlem af Det Radikale Venstre og havde ved flere lejligheder gennem årene opstillet som kandidat for partiet ved valg til offentlige forsamlinger. Partiet havde jeg været medlem af siden 1988, og den traditionelle radikalisme, sådan som den blev repræsenteret af Marianne Jelved, var dén der prægede mit politiske grundsyn.

Desuden havde jeg siden min optagelse i 1991 været medlem af Den Katolske Kirke. Optagelsen skete efter to års grundig forberedelse hos pastor Lars Messerschmidt, som på det tidspunkt var min katolske sognepræst hjemme i Esbjerg.

Disse to detaljer er meget vigtige at holde for øje, når jeg fortæller om Tom Gundersens og FEʼs løgne om mig.

Tom Gundersens formål med kidnapningen og den efterfølgende mishandling, var todelt. Dels at få mig bort fra den pige, hvis liv vi begge var en del af. Dels at ydmyge mig ved at tvinge mig til at arbejde for ham. Det er vigtigt at understrege, at vores gensidige modvilje og, ja, foragt allerede dengang var det bærende element i vores gensidige relation. Mens det passer helt fint til Toms psykologiske grundstilling at tvinge andre mennesker til underkastelse, og i særdeleshed dem han ikke bryder sig om, har det alle dage været min at folk må passe sig selv.

Men for ham var det altså logisk og rimeligt ved hjælp af vold og intimideringer at tvinge mig til at arbejde for ham, og dermed ydmyge mig – både overfor mig selv og overfor Christina – vores dengang fælles veninde.

Som det fremgår af hvad jeg tidligere har skrevet, holdt jeg stand hele vejen igennem, og uanset volden, uanset tæskene, uanset voldtægten og uanset alt hvad der ellers fandt sted i forbindelse med kidnapningen, fortsatte jeg med at nægte at arbejde for ham. Jeg forestillede mig dengang, og gør stadig den dag i dag, at det han ville have mig til, var hjælp til at holde hans torturofre for ham mens han voldtog dem.

Det er selvfølgelig ikke noget for et ordentligt menneske som mig, og dertil kommer min overbevisning om at den slags handlinger giver en direkte enkeltbillet ned til Helvedes flammer.

Så jeg sagde altså nej til ʻjobtilbuddetʼ.

Efterfølgende konstaterede jeg, som tidligere beskrevet her på siden at jeg i årevis fortsatte med at være under overvågning. Det skal i den anledning understreges, at militæret lider under den fejlopfattelse at de har lov til at overvåge landets borgere uden dommerkendelse – og det benyttede Gundersen sig af.

Men det er ikke alt. Jeg begyndte også at høre historier om mig. Det begyndte med en historie om at jeg var nazist. Det tog jeg, som radikal og katolik, til at begynde med ikke udpræget alvorligt.

Lidt mere seriøst blev det, da en veninde nede i Spanien fortalte, at hun havde haft besøg af en dansk efterretningstjeneste, der informerede hende om at jeg var medlem af al-Queda. At benævnte organisation mig bekendt ikke optager katolikker som medlemmer, betød åbenbart mindre for løgnerne i FE.

Andre historier som fandt vej tilbage til mig, er dem om at jeg skulle være homoseksuel og, i den mere kulørte ende, skulle være overbevist om at være en alien.

Det skal tilstås, at jeg ofte har følt mig som en fremmed i denne verden, men dog ikke så meget at jeg har troet at være en alien. Og at jeg skulle være homoseksuel, er en mildest talt fejlagtig beskrivelse af mine seksuelle præferencer. Dertil holder jeg for meget af kvinder – også selv om de til tider kan være ulideligt bedrageriske. Desuden opfatter jeg homoseksualitet som udtryk for en psykisk ubalance, således som det beskrives i Den Katolske Kirkes Katekisme.

Historierne om mig har været mange, men der har ikke været så meget at gøre ved det.

Da jeg ved kommunalvalget i 2013 valgte at lade mig opstille som kandidat, fik historierne fuld skrue. Såvel året inden, hvor man jo ʻbejledeʼ til kandidaturet sådan som man jo gør, som i selve valgåret, løb historierne for fuld skrue. Det viste sig hurtigt, at Tom selv, sammen med en tidligere bekendt, havde hyret og betalt en kendt provoaktivist af udenlandsk oprindelse, til at lave en kampagne mod mig.

Den pågældende var så ufin, eller måske snarere det modsatte, at informere mig herom.

Jeg blev naturligvis ikke valgt, men det skyldes ikke smædekampagnen – snarere at jeg ikke har hjertet med i Aarhusiansk kommunalpolitik. Mit hjerte er i Esbjerg, og det er jo lidt svært at føre valgkamp når hjertet er et andet sted.

Siden dengang er der dukket lidt op hist og her, men det er ikke så vigtigt.

Det vigtige, dét som er mit egentlige formål med dette indlæg, er dels at informere om de løgne der har været – dels, kort ganske vist, at redegøre for mit grundlæggende idemæssige udgangspunkt.

Rent politisk, har jeg mit udgangspunkt i dels Odenseprogrammet af 1905, dels Den Katolske Kirkes Sociallære. Det betyder, i praksis, at jeg hører til på det, der indtil for få år siden blev betragtet som den politiske midte. I dag er midten gået til i LGBT og wokeness og den slags sludder, så jeg tror faktisk ikke rigtig at den findes længere.

Dybest set er jeg vel nærmest at beskrive som Marianne Jelved-radikal (dog med diverse ‘twists’), men den slags er jo efterhånden uddød i partiet og erstattet af et mærkeligt miskmask af mærkværdigheder. Lad os bare sige, at partiet har forandret sig, så traditionelle radikale er blevet politisk hjemløse.

Religiøst og kirkeligt set, er jeg stadig katolik. Det har jeg været formelt siden min optagelse i Kirken i 1991 – og i hjertet nogen tid inden da. Det var jeg under torturen – også selv om mine bødler, i forbindelse med den falske henrettelse, valgte at give mig Koranen at læse i i stedet for Bibelen, som vel ville have været mere passende.

Den dag i dag deltager jeg i Den Hellige Messe mindst en gang om ugen, og følger med bekymring vores nuværende pave, samtidig med at jeg længes tilbage til de gode tider hvor paven var først polsk, siden tysk.

Men der kommer en bagefter den nuværende og jeg tror at han bliver rigtig god.