Omkring en valgplakat

Det skete nede i Bazar Vest for ikke så lang tid siden. Som så ofte før, sad jeg ved et af spisestederne med et måltid mad og en kop kaffe. Skæbnen havde villet det sådan, at jeg sad med direkte blik til en valgplakat med den radikale kandidat Mahad Yussuf.

Som folk der kender til min baggrund vil vide, er jeg gammel radikal. Helt tilbage til min ungdom engang i tidernes morgen, var jeg hele turen igennem i partiet. Jeg har repræsenteret partiet som kandidat til næsten samtlige danske folkevalgte forsamlinger – med Europaparlamentet som eneste gloriøse undtagelse. Jeg har været medlem af partiets hovedbestyrelse og kredsformand hjemme i Esbjerg helt tilbage til dengang, hvor telefaxen blev betragtet som noget moderne skrammel og computere ikke kunne andet end tekstbehandling.

Det var tider, det var sjovt og jeg lærte meget. Jeg var stor fan af Marianne Jelved og i nogen grad også af Niels Helveg Petersen, mens jeg aldrig helt lærte at greje Lone Dybkjær. I en periode var Jens Bilgrav Nielsen min bedste kontakt i folketingsgruppen og jeg færdedes ofte på Christiansborgs gange. Det var jo inden al det der adgangskontrol begyndte at slå igennem. Det var dengang vagten blot spurgte ’ved du hvor du skal hen?’ og man svarede ’Proviantgården – jeg har været der før’ og vagten så svarede noget i retning af ’jamen, det var da fint’ – og så lå den store borg ellers bare helt åben.

Jeg vil gerne røbe en hemmelighed: Det var langt fra altid at jeg gik direkte over til partiets lokaler i Proviantgården. Ganske ofte havde jeg andre mål – jeg mente bare ikke at det kom sådan en vagt ved hvor jeg skulle hen. Måske skulle jeg i virkeligheden til en reception et sted eller noget andet politiknørdet ’action’.

Sidenhen har adgangen til huset ændret sig, og ikke til det bedre. Nu om stunder foregår det med bombesluser og babysittere og hvad ved jeg. Det er sandelig ikke let at være politisk hang-around i vore dage, og jeg misunder virkelig ikke nutidens unge talenter.

Det Radikale Venstre har ændret sig meget siden dengang. Endda så meget, at det i dag kan være svært at kende forskel på radikale og alle de andre. I dag er partiet for eksempel tilhængere af både NATO og oprustning og efter sigende finder man endog officerer blandt partiets medlemmer.

Det sidste er i sig selv nok til at holde sådan èn som mig på lang afstand. Dengang jeg var aktiv tillidsmand i partiet, gav min baggrund som militærnægter ikke andet end anerkendende blikke. Desværre er jeg ikke helt overbevist om, at Det Radikale Venstre er militærnægternes parti længere. Tværtimod, faktisk. Partiet er blevet militærvenligt, og det er en katastrofe.

I det hele taget er partiets forhold til militæret et af de punkter, hvor jeg til enhver tid vil argumentere for at Det Radikale Venstre har mistet sig selv. En radikal er anti-militarist – sådan er det og sådan har det altid været. Mine personlige erfaringer sidenhen med militæretaten, har ikke ligefrem gjort mig mere venligt stemt overfor den slags. Snarere tværtimod, faktisk.

Men valgplakaten med de radikale kandidat ned i Bazar Vest, fik mig til at tænke over mit nuværende forhold til partiet. Jeg har konsekvent stemt radikalt ved kommunalvalg – med undtagelse af valget i 2013, hvor jeg var opstillet for et andet parti. Stemmen har hver gang været personlig – til min gamle kampfælle Rabid Azad-Ahmad. Men nu stiller Rabih jo desværre ikke op længere, så hvad skal jeg dog stille op?

Er det overhovedet muligt at stemme radikalt igen sådan som partiet opfører sig for tiden?

Og mens jeg sad der og kiggede på Mahads portræt på plakaten, tænkte jeg på en erfaring jeg selv så ofte gjorde i mine aktive år i partiet. Hvis bare jeg havde en femmer for hver gang en borger henvendte sig til mig og med smerte i stemmen beskrev sig selv som radikale – med tilføjelsen: Men desværre er partiet bare ikke radikalt længere, så jeg kan ikke stemme på Jer. Så havde jeg ikke være en fattig hjemløs i dag, men derimod en velhavende herre med stok og hat og pæn frakke!

Men der var mange dengang, og på et tidspunkt udviklede jeg en teori om, at tidligere radikale nok i virkeligheden er landets største vælgergruppe.

Så slemt er det nok ikke, heller ikke selv om jeg selv er med i gruppen.

Mine politiske overbevisninger har ikke ændret sig ret meget siden sidst jeg var med i Det Radikale Venstre – med det har partiet godt nok! Grundlæggende set betragter jeg mig selv som radikal, men kan ikke stemme på partiet ved eksempelvis folketingsvalg. Det har jeg heller ikke gjort…. Længe. Kommunalt? Altid – undtagen den ene gang, hvor jeg selv stillede op for nogle andre. Ved valgene til Europaparlamentet, har jeg konsekvent stemt radikalt lige indtil valget sidste år, hvor partiets omfavnelse af sanktionskrig mod Rusland, censur af medier, vild oprustning og afvisning af mellemfolkelige kontakter østover, fik mig til at flytte min stemme et andet sted hen.

Rigtige radikale fører ikke krige mod hverken Rusland eller Sverige, og vi jubler ikke over udvidelser af NATO. Rigtige radikale søger freden, ikke krigen. Militær og den slags holder vi på afstand, og vi sætter en klemme på næsen hvis de kommer for tæt på. Dog har vi altid syntes af fredsbevarende FN-missioner er en helt fin ide, men det er vist ikke rigtig på mode længere.

Som nævnt, har mine egne politiske overbevisninger ikke ændret sig synderligt siden mine år som aktiv radikal. Jeg er tilbage ved udgangspunktet, kan man sige. Men Det Radikale Venstre har forandret sig meget – og ikke til det bedre, er jeg bange for.

Faktisk, så har partiet gjort sig til talsmand og politisk hjem for det afsindige vanvid, som LGBTQ-bevægelsen er udtryk for. Det parti, der altid har været kendt som fornuftens parti, er nu bannerførere for kønsskifte til børn, kønsneutralitet og andet vanvid.

Dette er for øvrigt den væsentligste årsag til, at jeg i hvad der føles som en evighed, ikke har set mig i stand til at stemme på partiet ved folketingsvalg.

I det hele taget, så betragter jeg mig som centrum-venstre – men jeg oplever at centrum-venstre har forladt mig. Det er i hvert fald ikke hvad det har været. Hvis man i dagens Danmark indtager det tidligere klare, radikale standpunkt at samtaler og folkelige forbindelser med Rusland vil gavne forholdet til vores genbo i øst, at fred og sikkerhed i Europa forudsætter at alle føler sig trygge ved deres naboer og deres intentioner, så bliver man automatisk rubriceret som ’putinist’ og højreorienteret.

Tilsvarende hvis man gør sig til talsmand for at der kun findes to køn og ikke de 72, som LGBTQ-bevægelsen vistnok skulle have optalt. Hvis man giver udtryk for at de øvrige cirka 70 nok snarere er psykiske sygdomme end egentlige køn, har partiet oven i købet stemt et lovforslag igennem i Folketinget, der gør at man bliver hjemfalden til straf.

Det Radikale Venstre har forandret sig, og bestemt ikke til det bedre. Det virker som om man har mistet rødderne. Måske gik det galt dengang husmændene uddøde. Det Radikale Venstre har jo alle dage været en pagt mellem de mindste på landet og de (selverklæret) klogeste i byerne. Husmændene uddøde og efterlod os alene med akademikerne og konsulenterne og den slags typer.

Eller måske var det med valget af Morten Østergaard som partileder efter Margrethe Vestager at det skete. Det var i hvert fald tydeligt, at Morten, til trods for hans mange fine kvaliteter i øvrigt, hverken besad en ideologisk ballast eller interesserede sig synderligt for at anskaffe sig èn.

Min pointe, som det har taget alt for lang tid for mig at nå frem til, er denne: At jeg jo egentlig selv er en af disse hjemløse radikale, der beklager mig over partiets bedrøvelige, uradikale tilstand. Jeg er selv blevet en af dem der siger, at jeg egentlig er radikal men at partiet desværre ikke er det.

Og her vender vi så tilbage til det spørgsmål, som jeg stillede lidt længere oppe i teksten:

Er det overhovedet muligt at stemme radikalt igen sådan som partiet opfører sig for tiden?

Og det var Mahad Yussuf’s for øvrigt fremragende kontrafej, der hjalp mig frem til min konklusion: Ja, kommunalt som hidtil. Ellers nok ikke. Og jeg tænkte på de nydanskere af såkaldt anden etnisk herkomst, som fulgte Rabih ind i partiet – dengang for tyve år siden. Der er tale om politikere, der virkelig formår at balancere mellem umulige modsætninger. På den ene side bekender størstedelen af deres vælgere sig til et islam, der har en traditionel opfattelse af alt det det med køn og homoseksualitet i det offentlige rum og al den slags – og så et moderne Radikale Venstre, der nærmest ikke kan få nok af sådan noget sludder og som topper op med vanvid som kønsskifte for børn, kønsneutralitet og lignende mærkværdigheder.

Men de gør det – balancerer. Og mens jeg sad dèr og studerede Mahad’s billede, gik det op for mig hvordan. Svaret var enkelt og det var ligetil og det var logisk: Der er tydeligvis en ikke ubetydelig del af partiets medlemmer i Aarhus, der har dèn dèr anden etniske baggrund – og de er tydeligvis både talmæssigt og velorganiserede nok til at de dominerer, når vælgerforeningen vælger byrådskandidater. Men det interessante er: Ikke en eneste stiller op som folketingskandidat. Ikke èn. Nada. Dette på trods af, at Radikale i Aarhus stiller med hele fire af slagsen, fordi byen er inddelt i fire opstillingskredse.

På den måde er det ikke så svært at balancere med LGBTQ-galningene, det giver sig selv. Man sætter sig på det kommunale niveau, og så må de andre have deres luftkasteller for sig selv.

Lad mig sige det med det samme: Den eftermiddag vandt Mahad Yussuf min stemme. Hvis jeg stadig bor i Aarhus til november, stemmer jeg på ham. Dog vil jeg, af personlige grunde, meget hellere bo i Esbjerg. Derovre har jeg indtryk af at vælgerforeningen har en mere fornuftig og jordnær medlemsskare end det vi ser i eksempelvis Aarhus eller København. Måske vil jeg kunne være med dér, hvis det engang skulle lykkes for mig at vende hjem til byen, hvorfra min verden udgår.

Og mens dette skrives, mindes jeg noget som Marianne Jelved for alt for mange år belærte mig: At i Det Radikale Venstre er politikken cirkulær; Det vil sige, og nu citerer jeg så ordret som jeg kan huske det: Hvis du nogensinde skulle opleve at være i mindretal eller måske stå helt alene med dit synspunkt, så fortvivl ikke. Hvis du står urokkeligt fast med dine holdninger, vil det kun være et spørgsmål om tid, inden resten af partiet mener det samme.

Løgnene, de spredte

For nogle år siden, skrev jeg et indlæg her på siden hvori jeg fortalte at der er blevet der er fortalt løgne om mig. Jeg er nået frem til, at indlægget fortjener en uddybning.

De løgne som blev spredt om mig, havde rod i begivenheder som jeg tidligere har beskrevet her på siden. En tidligere rival til en pige ovre i Esbjerg, havde med årene opnået en eller anden position indenfor Forsvarets Efterretningstjeneste og benyttede sig af denne til at få mig sat ud af spillet. Det kan man læse om her og baggrunden for at det skete kan læses her.

På tidspunktet for kidnapningen, var jeg medlem af Det Radikale Venstre og havde ved flere lejligheder gennem årene opstillet som kandidat for partiet ved valg til offentlige forsamlinger. Partiet havde jeg været medlem af siden 1988, og den traditionelle radikalisme, sådan som den blev repræsenteret af Marianne Jelved, var dén der prægede mit politiske grundsyn.

Desuden havde jeg siden min optagelse i 1991 været medlem af Den Katolske Kirke. Optagelsen skete efter to års grundig forberedelse hos pastor Lars Messerschmidt, som på det tidspunkt var min katolske sognepræst hjemme i Esbjerg.

Disse to detaljer er meget vigtige at holde for øje, når jeg fortæller om Tom Gundersens og FEʼs løgne om mig.

Tom Gundersens formål med kidnapningen og den efterfølgende mishandling, var todelt. Dels at få mig bort fra den pige, hvis liv vi begge var en del af. Dels at ydmyge mig ved at tvinge mig til at arbejde for ham. Det er vigtigt at understrege, at vores gensidige modvilje og, ja, foragt allerede dengang var det bærende element i vores gensidige relation. Mens det passer helt fint til Toms psykologiske grundstilling at tvinge andre mennesker til underkastelse, og i særdeleshed dem han ikke bryder sig om, har det alle dage været min at folk må passe sig selv.

Men for ham var det altså logisk og rimeligt ved hjælp af vold og intimideringer at tvinge mig til at arbejde for ham, og dermed ydmyge mig – både overfor mig selv og overfor Christina – vores dengang fælles veninde.

Som det fremgår af hvad jeg tidligere har skrevet, holdt jeg stand hele vejen igennem, og uanset volden, uanset tæskene, uanset voldtægten og uanset alt hvad der ellers fandt sted i forbindelse med kidnapningen, fortsatte jeg med at nægte at arbejde for ham. Jeg forestillede mig dengang, og gør stadig den dag i dag, at det han ville have mig til, var hjælp til at holde hans torturofre for ham mens han voldtog dem.

Det er selvfølgelig ikke noget for et ordentligt menneske som mig, og dertil kommer min overbevisning om at den slags handlinger giver en direkte enkeltbillet ned til Helvedes flammer.

Så jeg sagde altså nej til ʻjobtilbuddetʼ.

Efterfølgende konstaterede jeg, som tidligere beskrevet her på siden at jeg i årevis fortsatte med at være under overvågning. Det skal i den anledning understreges, at militæret lider under den fejlopfattelse at de har lov til at overvåge landets borgere uden dommerkendelse – og det benyttede Gundersen sig af.

Men det er ikke alt. Jeg begyndte også at høre historier om mig. Det begyndte med en historie om at jeg var nazist. Det tog jeg, som radikal og katolik, til at begynde med ikke udpræget alvorligt.

Lidt mere seriøst blev det, da en veninde nede i Spanien fortalte, at hun havde haft besøg af en dansk efterretningstjeneste, der informerede hende om at jeg var medlem af al-Queda. At benævnte organisation mig bekendt ikke optager katolikker som medlemmer, betød åbenbart mindre for løgnerne i FE.

Andre historier som fandt vej tilbage til mig, er dem om at jeg skulle være homoseksuel og, i den mere kulørte ende, skulle være overbevist om at være en alien.

Det skal tilstås, at jeg ofte har følt mig som en fremmed i denne verden, men dog ikke så meget at jeg har troet at være en alien. Og at jeg skulle være homoseksuel, er en mildest talt fejlagtig beskrivelse af mine seksuelle præferencer. Dertil holder jeg for meget af kvinder – også selv om de til tider kan være ulideligt bedrageriske. Desuden opfatter jeg homoseksualitet som udtryk for en psykisk ubalance, således som det beskrives i Den Katolske Kirkes Katekisme.

Historierne om mig har været mange, men der har ikke været så meget at gøre ved det.

Da jeg ved kommunalvalget i 2013 valgte at lade mig opstille som kandidat, fik historierne fuld skrue. Såvel året inden, hvor man jo ʻbejledeʼ til kandidaturet sådan som man jo gør, som i selve valgåret, løb historierne for fuld skrue. Det viste sig hurtigt, at Tom selv, sammen med en tidligere bekendt, havde hyret og betalt en kendt provoaktivist af udenlandsk oprindelse, til at lave en kampagne mod mig.

Den pågældende var så ufin, eller måske snarere det modsatte, at informere mig herom.

Jeg blev naturligvis ikke valgt, men det skyldes ikke smædekampagnen – snarere at jeg ikke har hjertet med i Aarhusiansk kommunalpolitik. Mit hjerte er i Esbjerg, og det er jo lidt svært at føre valgkamp når hjertet er et andet sted.

Siden dengang er der dukket lidt op hist og her, men det er ikke så vigtigt.

Det vigtige, dét som er mit egentlige formål med dette indlæg, er dels at informere om de løgne der har været – dels, kort ganske vist, at redegøre for mit grundlæggende idemæssige udgangspunkt.

Rent politisk, har jeg mit udgangspunkt i dels Odenseprogrammet af 1905, dels Den Katolske Kirkes Sociallære. Det betyder, i praksis, at jeg hører til på det, der indtil for få år siden blev betragtet som den politiske midte. I dag er midten gået til i LGBT og wokeness og den slags sludder, så jeg tror faktisk ikke rigtig at den findes længere.

Dybest set er jeg vel nærmest at beskrive som Marianne Jelved-radikal (dog med diverse ‘twists’), men den slags er jo efterhånden uddød i partiet og erstattet af et mærkeligt miskmask af mærkværdigheder. Lad os bare sige, at partiet har forandret sig, så traditionelle radikale er blevet politisk hjemløse.

Religiøst og kirkeligt set, er jeg stadig katolik. Det har jeg været formelt siden min optagelse i Kirken i 1991 – og i hjertet nogen tid inden da. Det var jeg under torturen – også selv om mine bødler, i forbindelse med den falske henrettelse, valgte at give mig Koranen at læse i i stedet for Bibelen, som vel ville have været mere passende.

Den dag i dag deltager jeg i Den Hellige Messe mindst en gang om ugen, og følger med bekymring vores nuværende pave, samtidig med at jeg længes tilbage til de gode tider hvor paven var først polsk, siden tysk.

Men der kommer en bagefter den nuværende og jeg tror at han bliver rigtig god.