Biden-regeringens seneste beslutning om at tillade det ukrainske regime at affyre ATACMS-raketter ind i den del af Rusland som USA anerkender, er af nogle NATO-orienterede kommentatorer blevet omtalt som en slags ’gamechanger’, der har til formål at få Kiev-regimet til at stå stærkere i en eventuel kommende fredsforhandling mellem Vesten og Rusland.

Det har været nævnt, at beslutningen kan være potentielt katastrofal, idet er ukrainsk pletskud i en russisk storby med mange civile drab til følge, vil kunne føre til en en atomkrig, hvor amerikanerne kun dårligt kan undgå at blive involveret.

Men så slemt kommer det ikke til at gå, og det er der flere grunde til. Lad os begynde med den mere militærtekniske del: ATACMS-raketerne er afhængige af GPS-systemet for at kunne ramme præcist, men dels har Rusland gennem længere tid ganske enkelt lammet GPS-systemet i området og dels gør anvendelsen heraf det blot lettere for det russiske luftforsvar at opspore raketterne allerede mens de befinder sig i luften.

Resultatet heraf så man forleden, hvor Kiev-regimet affyrede seks raketter mod den russiske by Bryansk. Her blev de fem uden problemer skudt ned, mens den sjette ramte et sted hvor den ikke gjorde nogen skade. Den eneste skade der skete  som følge af affyringen, var da rester fra en af de nedskudte raketter desværre ramte inde i byen. Heldigvis skete der ingen større skade.

Det er vigtigt at huske på, at Kiev-regimet længe har anvendt ATACMS-raketter i krigen, og at deres anvendelse ingen indflydelse har haft på krigslykken. Det forventes derfor ikke, at Biden-regeringens tilladelse til Kiev-regimet i praksis vil ændre på hverken krigens gang eller Kiev-regimets stilling i øvrigt.

Men når den kontroversielle tilladelse alligevel er interessant i et større perspektiv, så er det at ukrainerne ganske enkelt ikke selv evner at affyre disse ATACMS-raketter. For det første har man brug for efterretninger fra satelitter i forbindelse med måludpegning. Ukrainerne ejer ikke selv satelitter til overvågning, så her er de afhængige af amerikanske efterretninger.

For det andet er ATACMS-raketterne temmelig komplicerede at affyre, og det er endnu ikke lykkedes at oplære ukrainsk personel hertil. Det betyder, at når en ATACMS-raket sendes afsted, er det altid en amerikansk soldat der trykker på knappen.

Og det er hér det bliver interessant, for med beslutningen har Biden-regeringen faktisk beordret amerikansk militært personel ordre til at deltage i raketangreb mod Rusland.

Ovre i USA er der oprør i den republikanske del af kongressen, idet dette er en krigshandling mod Rusland, og den slags må ifølge landets forfatning ikke finde sted uden godkendelse i kongressen. Biden kan rent faktisk komme i fængsel for dét dér, men kommer det naturligvis ikke.

Når der spekuleres i hvorvidt Rusland vil modsvare angrebet med et atomangreb mod udvalgte ukrainske mål, så skyldes det at dette faktisk ifølge russisk lovgivning efter vedtagelsen af den nye atomdoktrin vil være tilladt og dermed en mulig handling fra russisk side. Men den direkte amerikanske deltagelse i krigen, involverer USA som part, og dermed bliver USA og deres ’allierede’ i Europa et, set med russiske øjne, et legitimt mål for gengældelse.

På de sociale medier er der derfor blevet talt meget om at vi befinder os på kanten til tredje verdenskrig.

Jeg vil i det følgende vælge at se bort fra, at tredje verdenskrig lystigt har været i gang længe. Det er nemlig, interesant nok, ikke hovedsagen.

Jeg er nemlig overbevist om, at Verden nok skal blive reddet fra atomragnarok i denne omgang. Årsagen hertil er enkel: Mere end 76 millioner amerikaneres stemmeafgivelse ved præsidentvalget i USA’s for nogle uger siden. Her blev Trump valgt på et program om fred og om at trække den amerikanske støtte til Ukraine, hvilket i sagens natur ganske hurtigt vil afslutte krigen.

En anden ting er forskellen i tilgang mellem Biden-regeringen og ledelsen i Kreml. Mens Biden forekommer primært at være emotionelt drevet i sin tilgang til Rusland og andre konkurrenter på verdensscenen, virker præsident Putin og folkene omkring ham væsentligt mere professionelt drevet.

Russerne kan nenmlig også godt gennemskue dét dér. Dels at hverken ATACMS-raketter eller landminer kan ændre krigens gang og logiske konklusion, men også noget helt andet og mere politisk: At den indkommende amerikanske regering under ledelse af Donald Trump ganske tidligt i sin regeringsperiode forventes at trække støtten til Kiev-regimet og, populært sagt, lade dem sejle deres egen sø.

Det er derfor rimeligt at antage, at den russiske ledelse allerede har rettet en underhåndshenvendelse til Mar a Lago med spørgsmålet: Biden vil i krig mod os. Vil I også det?

Og det vil de naturligvis ikke. Trump har gjort det klart, at han vil fokusere på Kina og, af uransaglige grunde, Iran, og at han vil have Rusland-konflikten trappet ned til et acceptabelt leje.

Trump-folkenes svar på underhåndshenvendelsen vil være afgørende for det russiske modsvar i Ukraine, men hvad dét angår, har jeg allerede skrevet hvor jeg mener at bolden kommer til at lande. På den måde ender det så alligevel med at MAGA-bevægelsen for ret: At Donald Trump redder Verden mod ragnarok allerede inden han tiltræder præsidentembedet igen til januar.

Men strengt teoretisk kan det selvfølgelig tænkes at jeg tager fejl i min analyse. Det sker dog så tilpas sjældent at det ikke er værd at regne med, men med en senil og emotionelt drevet beboer i Det Hvide Hus et par måneder endnu, kan man aldrig vide med sikkerhed. Der kan stadig nå at komme mange tåbeligheder fra den kant.

Derfor vil jeg gerne opfylde løftet fra rubrikken og klargøre, hvorfor jeg i den igangværende konflikt holder med Rusland.

Det vil jeg af flere grunde:

For det første, så henviser jeg til hvad jeg tidligere har skrevet omkring behovet for en europæisk sikkerhedsordning uden deltagelse af amerikanerne. Europa har alt for længe lagt under for den amerikanernes militære dominans af vort kontinent – en dominans, som har gjort det umuligt for Europæiske ledere at regere deres lande med deres egne befolkningers interesse som mål. De seneste næsten tre års unødvendige deltagelse i amerikanernes defacto krig mod Rusland og de omkostninger som dette har betydet for vort kontinent i form af krigsrummel, unødvendige tab af menenskeliv og ikke mindst en ødelagt økonomi på grund af det tåbelige sanktionsregime, medvirker kun til at understrege pointen så tydeligt at endnu flere ser behovet for en adskillelse nu end tidligere. En sejr til Rusland vil svække amerikanernes stilling i Europa så drastisk, at den nødvendige bevægelse hen imod dette mål vil blive sat i gang.

For det andet, så er der et åndeligt aspekt. Dette er et emne som jeg muligvis vil ønske at uddybe engang i fremtiden, men kort sagt er det min opfattelse at det lige pt er Rusland, der beskytter kristendommens flamme. Dette i modsætning til den øvrige del af kontinentet, hvor den elite som udgør vore magthavere, kæmper for at slukke selvsamme. Det kan der skrives rigtig meget om – herunder ikke mindst med udgangspunkt i en række profetier fra Medjugorje tilbage fra 1980’erne, der ganske præcist beskriver den tid vi lever i netop nu: med et Europa der er ved at miste Troen på Jesus, en Kirke hvor råddenskaben breder sig – også på det højeste plan, og såvel USA som Europa i et absolut moralsk fordærv. Heri spiller Rusland nemlig, ifølge profetien, en ganske særlig rolle i forbindelse med Guds ønske om at redde det europæiske kontinent fra undergang. Idet det ifølge min bedømmelse er tydeligt at profetiens beskrivelse af et Europa 4 årtier efter faktisk passer ganske præcist, tager jeg det for givet at resten også kommer til at passe. Desværre beskriver profetien så vidt jeg husker ikke detaljeret hvordan forløbets slutspil kommer til at ske, kun at det sker og at intet tyder på at krigen breder sig til vores breddegrader. Men det er godt nok for mig; Guds forsyn skal man ikke spøge med.

Men idet jeg i en given situation vil holde med Rusland, er der derfor nogle ting som det vil være klogt af mig at understrege. For det første at jeg på grund af ting som alder og helbred, jeg henviser her til den langsigtede virkning af den tortur som jeg har været udsat for, og dels af principielle årsager ikke vil deltage aktivt i nogen som helst form for verdslig krigsførelse. Fordi jeg tror på Gud og fordi den danske militære efterretningstjeneste har mishandlet mig og ødelagt mit helbred på livstid, hepper jeg naturligvis på russerne.

Siden dette er et indlæg der handler om Ruslands specielle militæroperation i Ukraine, gør jeg nok klogt i at indlede med en kort ʻvaredeklarationʼ. Det er nemlig min hensigt at komme lidt ind på en række militærtekniske forhold, som gør sig gældende i forbindelse med Ruslands militæroperation.

For det første har jeg absolut ingen militær baggrund. Hvad militære forhold angår, er jeg således lægperson. Dertil kommer at jeg faktisk aftjente min værnepligt som militærnægter – dét, der hedder ʻcivil værnepligtʼ og som er beregnet til sådan nogle som mig, der af samvittighedsmæssige årsager ikke vil bære uniform, adlyde ordrer fra imbeciler eller slå andre mennesker ihjel bare fordi regeringen eller en officer siger det. Min værnepligtstid tilbragte jeg derfor med at fodre sæler og rengøre akvarier på Fiskeri- og Søfartsmuseet hjemme i Esbjerg.

Dog erkender jeg at der er tidspunkter hvor militær magtanvendelse kan være en nødvendighed. Hvis jeg f.eks for to år siden havde haft fornøjelsen af at være rådgiver i det russiske præsidentkontor i Kreml, ville mit råd utvivlsomt have være at en indgriben i Ukraine var uundgåelig og nødvendig.

Jeg har derfor forståelse for den russiske beslutning om at indlede en særlig militæroperation i nabolandet – også selv om jeg er gammel militærnægter og absolut anti-militarist.

Som mange andre har jeg ivrigt fulgt krigen via diverse mediekanaler som vore vestlige magthavere ikke bryder sig om, og er vel efterhånden udlært som lænestolsekspert.

En af de ting ved den russiske tilgang som længe undrede mig, er hvordan i alverden det kan være at man kæmper i månedsvis eller mere over noget så forholdsvist overskueligt som landsbyer eller småbyer som eksempelvis Artemovsk eller Avdeyevka, Rusland besidder jo luftherredømmet, så det burde vel være en smal sag at gøre det af med ukrainske forsvarsstillinger i disse byer så man kan rykke fremad? Og det er det naturligvis også, så hvorfor gør man det ikke?

Svaret kom til mig dels i et interview med Ruslands præsident Putin for nogen tid siden, dels i et indlæg på Telegram som omhandlede den russiske militærdoktrin som bliver taget i anvendelse i Ukraine.

Mens Kiev-regimet helt åbent arbejder med en doktrin om at ʻkæmpe for hver millimeterʼ, har Rusland åbenbart en anden og mere tålmodig doktrin: I Ukraine kæmper Rusland nemlig efter en doktrin, der kort og godt handler om primært at decimere fjendens militære styrker. Det vil sige at uskadeliggøre så mange ukrainske soldater som muligt og tilsvarende ødelægge så meget materiel man kan komme til.

Taget i betragtning at det ukrainske militær inden den russiske SMO blev indledt var ét af verdens talmæssigt største, kan tilgangen på ingen måde siges at være ulogisk.

I praksis sker det ved at det temmelig overlegne (for det ér det!) russiske militær etablerer såkaldte ʻgryderʼ, hvor russerne etablerer kontrollen til alle sider – undtagen én, hvor de ukrainske styrker kan få lov til at sende forstærkninger til enhederne inde i gryden. Derinde ordner russerne så resten.

Personligt finder jeg det absurd, at ukrainerne bliver ved med at hoppe på den, men sådan er der så meget.

Som militærnægter og kristen anti-militarist bryder jeg mig ikke om billedet, men det lader til at være sådan det er, og der er ingen tvivl om at der har sin effekt.

Det ukrainske militær er således blevet decimeret i et omfang, der har fået regimet i Kiev til at indkalde selv invalider til fronten. Det er derfor ikke længere nogen hindring for tvungen militærtjeneste, hvis man er étbenet, blind eller på anden måde objektivt har mistet sine legemlige eller mentale funktioner.

Jeg har eksempelvis set dokumentation for, at selv personer med Downs Syndrom sendes i skyttegravene. Nu vil man så også til at indkalde kvinder til fronttjeneste, hvilket burde få det til at vende sig i enhver ordentlig mand.

De vestlige medier har hidtil været meget stille omkring disse forhold, hvilket kan undre. Heller ikke fra de såkaldte ʻeksperterʼ har der været mange bemærkninger herom. Måske fordi de er købt og betalte, hvem ved.

Men for en lænestolsekspert som undertegnede og mange andre, er det tydeligt hvad der lige nu er ved at ske i Ukraine: Sammenstødet mellem de russiske og ukrainske militærdoktriner har decimeret Ukraines militær i et omfang, der gør at ukrainerne er ved at løbe tør for mennesker. Samtidig er Ukraines vestlige sponsorer ved at løbe tør for såvel våben og ammunition som penge til krigens fortsættelse.

Med andre ord er krigen i Ukraine i virkeligheden allerede afgjort – det eneste vi mangler at få afklaret, er de omstændigheder under hvilke Moder Rusland høster sejren.

For Vesten, dvs USA + lydstater, er der tale om intet mindre end en katastrofe. Amerikanerne, feks, må, udover endnu et militært nederlag, affinde sig med at deres valuta ikke længere er den mest anvendte i internationale transaktioner.

I forbindelse med sanktionspolitikken, er der nemlig sket en udvikling hvor en stadig større del af internationale transaktioner foregår i landenes egne valutaer. Det gælder også olie, hvilket er en katastrofe for amerikanerne. Oliedollaren har hidtil været selve grundlaget for USAʼs økonomi, og tidligere forsøg på at handle i andre valutaer, har i samtlige tilfælde resulteret i militær destruktion af de formastelige. Jeg tillader mig her at henvise til Libyen og Irak som eksempler.

Også for EU er der tale om en en potentiel eksistentiel katastrofe af finansiel karakter. Den europæiske opbakning er, som den amerikanske, for det meste finansieret ved låntagning – og lån skal jo betales tilbage.

Lånene er taget, og støtten til Ukraine givet, ud fra en række forudsætninger, som med den russiske sejr næppe kommer til at blive indfriet. Støtten til Ukraine sker nemlig ikke bare for sjov; der er temmelig alvorlige betingelser med i handlen. Der foreligger nemlig aftaler mellem Ukraine og deres vestlige sponsorer om hvad Ukraine skal levere som betaling for støtten, og det er ikke småting vi her taler om.

Ukraine er et land som er rigt på ressourcer. Olie og gas, i den nu russisk annekterede del i øst er der store lithium-reserver, og landets landbrugsjord er naturligvis legendarisk. Dertil kommer store kulreserver og adskillige andre værdifulde og kostbare metaller.

At Ukraine på trods af så rige ressourcer alligevel er rangeret som en af Europas absolut fattigste lande, siger mere om Ukraines politiske elite end om landets potentiale.

Det indgår nemlig i aftalerne med sponsorerne i Washington og EU-hovedstæderne, at retten til udnyttelse og i mange tilfælde også ejerskabet overføres til sponsorerne. Det kan der siges meget om, og hvis jeg havde været ukrainer havde jeg været særdeles utilfreds, men det er sådan det er.

Den heftige låntagning i Washington og Bruxelles er således mest af alt tænkt som en massiv investering i et spændende og potentialerigt ejendomsmarked, men med en nu næsten sikker russisk sejr, er det overordentlig tvivlsomt i hvilket omfang Washington-regimet og EU-landene får noget ud af det.

For USAʼs vedkommende er landet allerede så dybt forgældet at der ikke findes nogen ærlig måde at betale pengene tilbage på, men hidtil har man klaret sig ved at dollaren har været uundværlig i international handel. Det er som nævnt nu lige så meget på retur som USAʼs generelle prestige i det hele taget, så amerikanerne kommer til at stå overfor alvorlige problemer.

For europæerne ser det heller ikke for godt ud, og i hvilket omfang den dybe gældssætning vil påvirke EUʼs muligheder for at fungere i årene fremover, er fortsat uvist. Dog har sagen allerede vist at EU-systemet besidder lige præcis dét totalitære potentiale, som EUʼs kritikere i årtier har advaret mod. Jeg henviser her ikke kun til sanktionspolitikken men også til forbud mod medier, censur af borgernes muligheder for at ytre sig på sociale medier og en hidtil uhørt centralisering af magten omkring EU-kommissionen på bekostning af de nationale regeringer og parlamenter.

Hvis man følger lidt med i debatten uden for den censurerede osteklokke her i Vesten, er det ikke svært at se hvad der sker. USA er i færd med at falde, men hvor tungt det sker vil afhænge af hvordan landet i den kommende tid vil håndtere deres egne, interne anliggender. USA vil ikke i længden have råd til af fastholde Imperiet, og må som briterne i sin tid erkende at man af økonomiske grunde er nødsaget til at trække sit militær tilbage til USA hvor det retteligt hører hjemme.

Dette vil i mange lande få befolkningerne til at ånde lettede op, men det er et helt andet indlæg som jeg vil vende tilbage til en anden gang

Mens disse linjer skrives, er der mindre end et halvt døgn til valgstederne åbnes i Rusland. Landet skal vælge en præsident for de næste seks år, og den siddende én af slagsen, Vladimir Putin, er storfavorit til at vinde valget.

Når jeg har argumenteret for en europæisk sikkerhedsordning som blandt andet skal omfatte Rusland, er jeg af og til blevet stillet spørgsmålet om hvorvidt Rusland er et demokrati.

Lignende overvejelser bliver med jævne mellemrum gjort i det offentlige rum, hvor debattører og endda ansvarlige politikere som formodes at vide bedre, argumenterer for et klart nej. Argumentationen for dette nej forekommer uklart, men hænger i reglen sammen med den siddende præsidents stærke status i forhold til sine konkurrenter og politiske modstandere.

Men lad os tage det fra en ende af: Er Rusland et demokrati?

Svaret afhænger naturligvis af hvordan man definerer et sådant. Hvis man tager udgangspunkt i tilstedeværelsen af demokratiske institutioner, er der ingen tvivl om at disse er fuldt ud til stede i Rusland.

Parlamentet, Dumaen, er fuldt ud folkevalgt – omend med en temmelig høj spærregrænse på 7,5 procent. Det samme er landets præsident. Derom er det ikke muligt at tvivle.

Samtidig lader det til, set udefra, at de centrale myndigheder gør sig store bestræbelser på at undgå valgsvindel, bevidst mangel på præcision i stemmeoptællingen og lignende. Faktisk er der op til præsidentvalget vedtaget lovgivning der strammer kontrollen med den slags ting, blandt andet med valgobservatører.

Det er derfor ikke rimeligt at stille spørgsmålstegn ved tilstedeværelsen af demokratiske institutioner i Rusland, så ud fra de kriterier man normalt anvender, er Rusland et demokrati.

Når koldkrigere og andre kritikere af Rusland alligevel gør forsøget, er det fordi der herfra anlægges et andet syn på hvad der definerer et demokrati. I USA, for eksempel, kan selv det mest undertrykkende militærstyre betragtes som et demokrati – forudsat naturligvis man stiller sig bag USA’s militære og strategiske mål.

Personligt er det min opfattelse at Rusland er et demokrati – dog med den begrænsning at demokratiet stadig mangler at bevise sin styrke.

Demokrati er nemlig andet end blot velfungerende institutioner. I Danmark er de folkevalgte institutioner eksempelvis yderst velfungerende, mens statsoverhovedet er født ind i embedet. Statsoverhovedets position gør det efter min mening rimeligt at stille spørgsmålstegn ved det danske demokrati.

Men demokrati er også kultur, herunder ikke mindst statsapparatets opfattelse af egen loyalitet. Man kan sige det ganske enkelt:

Forestil sig at Vladimir Putin taber valget i 2018. Det sker nok ikke, men lad os lege med tanken. Vil landets militær og diverse sikkerhedstjenester automatisk overføre deres loyalitet til den nye præsident? Det er svaret på dét spørgsmål, som i virkeligheden afgør svaret på det større spørgsmål: Om Rusland er et demokrati.

Man kan stille det fuldstændig samme spørgsmål for Danmarks vedkommende. Hvis Enhedslisten og Alternativet i fællesskab får flertal ved folketingsvalget til næste år, vil militæret og især FE da respektere den nye regering under Pernille Skippers ledelse og acceptere at følge instrukser herfra?

Eller USA: hvis Jill Stein eller Bernie Sanders vinder præsidentvalget i 2020 – vil de så kunne regne med opbakning fra Militæret og eksempelvis CIA, eller kommer de til at lide skæbne med John F. Kennedy?

Det er svaret på dette spørgsmål, der i virkeligheden afgør hvorvidt et demokrati er reelt eller blot institutionelt.

Spørgsmålet om hvorvidt Rusland i virkeligheden er et demokrati eller ej, må indtil videre besvares med et klokkeklart ja. Jeg har svære betænkeligheder ved begrænsningerne af ytringsfriheden i landet, men herudover bør der ikke sættes en finger på demokratiet som det fungerer indtil videre.

Men demokratiet beviser først for alvor sin eksistens, bliver voksent om man vil, den dag enten en siddende præsident eller elitens kandidat taber et valg, og statsapparatet fuldtonet stiller sig bag den nyvalgte.

Én af de vigtigste forudsætninger for at dét kan finde sted, er tilstedeværelsen af en stærk opposition. Sådan en har Rusland tydeligvis ikke, hvilket der kan være mange grunde til.

Så ja – Rusland er et demokrati hvad angår eksistensen af de nødvendige institutioner, men er stærkt bagud på point hvad angår politisk kultur.

–00–

Den 26. marts 2024 – tilføjelse:

Siden dette indlæg blev skrevet, har der været en forfatningsændring i Rusland. Herefter er spærregrænsen til Dumaen sat ned til 5 procent, mens det stadig er muligt at blive valgt i enkeltmandskredse.