Når Macron taler om krig

Den igangværende militære konflikt i Ukraine har i skrivende stund udviklet sig til det punkt, hvor ukrainerne efter sigende er ved at løbe tør for ammunition, mens de russiske styrker er i fremdrift. På Telegram og Twitter har jeg set militæranalytikere udtale, at de forventer at den ukrainske front bryder sammen i løbet af maj måned.

Hvis det kommer til at holde stik, vil krigen i løbet af sommeren nå til en naturlig afslutning. Til den tid vil vi bedre kunne vurdere situationen på jorden i Ukraine – herunder hvad der skal ske i forhold til landets fremtidige styre. Mit bud er at Ukraine dels bliver splittet i flere dele, dels at det område der til den tid bliver tildelt den ukrainske stat, bliver et russisk protektorat. Dette vil være den logiske konsekvens af krigens tale og forventede resultat.

Der kan skrives mange og lange indlæg om hvorfor det ikke havde behøvet at gå så galt for regimet i Kiev, men det vil jeg ikke bruge tid på i dette indlæg.

Men i visse europæiske hovedstæder giver udsigten til en overbevisende russisk sejr, anledning til mange dybe panderynker. Flere statsledere, heriblandt også vores egen statsminister, har blandt andet udtalt at Rusland ʻikke må få lov til at vinde i Ukraineʼ. Men det gør de jo nu nok alligevel, og hvad vil man så gøre ved dét?

Da den danske statsminister omkring sidste weekend blev spurgt om hun kunne forestille sig at sætte danske soldater i kamp i Ukraine, undlod hun bevidst at afvise ideen. Tidligere har det været fremme, at briterne har leget med tanken om en fælles ekspeditionsstyrke til landet, og for et par dage siden lækkede den slovakiske premierminister Robert Fico til internationale medier, at spørgsmålet faktisk er på bordet i NATO.

Umiddelbart derefter kom det så frem, at franskmændene har udviklet en decideret plan for projektet – men også at planen i sidste ende er blevet skudt ned af alliancens øvrige medlemmer.

 Ideen er da også aldeles håbløs, og det er den af flere grunde. Den ene er at de europæiske lande i givet fald ville komme til at stå aldeles alene i projektet, idet hverken den amerikanske præsident Joe Biden eller hans sandsynlige efterfølger, Donald Trump, er villige til at hoppe med på ideen. Det samme gælder i øvrigt præsidentvalgets tredje kandidat, Robert F. Kennedy Jr.

Europæerne vil dermed i givet fald komme til at stå alene, hvilket ingen af dem overhovedet er parate til, al den stund at hele lageret af krudt og kugler allerede befinder sig i Ukraine og for det meste allerede er knaldet af. Det samme gælder en stor del af det øvrige materiel.

Der er derfor ingen af de europæiske hærstyrker, der på nogen som helst meningsfuld måde vil kunne deltage i konflikten.

I princippet vil der kunne sendes jagerfly afsted, men i en direkte konflikt med Rusland vil der blive brug for dem på hjemmefronten. Det gælder ikke mindst for Danmarks vedkommende idet vi i forvejen er temmelig tyndt besat hvad jagerfly angår og vi som naboland til Rusland faktisk ret hurtigt vil få brug for dem, eksempelvis omkring Bornholm.

Ideen er derfor absurd, og jeg finder det derfor uansvarligt af vores statsminister, at hun ikke øjeblikkeligt skød ideen ned da hun blev spurgt.

Men udover det militært umulige i projektet, er der også spørgsmålet om hvilken interesse de europæiske lande vil have i at sende soldater i krig i Ukraine. Især når man tager i betragtning, at den potentielle konflikt med Rusland naturligvis ikke vil kunne isoleres til kun at finde sted i Ukraine. Eksempelvis tror jeg ikke, at FEʼs lyttepost på Bornholm vil overleve ret mange timer efter krigens udskrivelse.

Men at det netop er franskmændene der har udarbejdet en plan, er måske ikke så overraskende. Frankrig har længe været et af de NATO-lande der uofficielt har haft specialstyrker i Ukraine. Her i vinter skete der det, at en gruppe franske statsborgere blev slået ihjel i krigen – sådan som den slags jo sker. Ligene blev lagt på køl i Lvov, og da det franske forsvarsministerium sendte repræsentanter ned for at hente dem hjem til Frankrig, blev de også bombet og omkom naturligvis.

Russerne vidste naturligvis hvad de gjorde og situationen var lidt pinlig for Macron.

Dertil kommer, at Frankrig i den seneste tid er blevet skubbet ud af den ene tidligere franske koloni efter den anden, og årsagen er at de lokale myndigheder faktisk foretrækker et samarbejde med Rusland frem for den tidligere kolonimagt.

Den slags gør ikke kun ondt i Elyssee-palæet, men også i den franske statskasse.

Men i stedet for at fantasere om en storkrig i Europa, som man med stor sandsynlighed vil komme til at tabe, vil man være bedre tjent med at sætte sig ned med repræsentanter med Rusland og lave en aftale for hvordan man finder en måde at arbejde sammen på efter krigen. Fred er bedre end krig, og sandheden er jo at ingen europæiske lande i virkeligheden har ønsket hverken den langvarige krig eller de omkostninger, som sanktionsregimet har påført de europæiske lande.

Dertil kommer, at jeg faktisk ikke tror på at Macrons krigssnak reelt set bunder i et ønske om åben krig mod Rusland. Det er der intet i Macrons tidligere retorik der tyder på. Derimod kan man godt mistænke, at den franske præsident kæmper for noget helt andet: nemlig at sætte Frankrig forrest, når en ny, europæisk sikkerhedsordning efter Ukraine-krigens afslutning skal forhandles på plads.

Eksempelvis er Tyskland gået i recession, flere andre lande er godt på vej, og hvis ikke det var for NOVO, havde Danmark været det forlængst.

De selvskadende sanktioner og den alt for heftige støtte til Ukraine, er et handlemønster som er blevet påtvunget os af amerikanerne, der har betragtet det for værende vitalt for forholdet til dem at man deltager.

Men her er mit bud på hvordan tingene kommer til at udvikle sig efter krigens afslutning og Ruslands sejr:

For det første, så tror jeg faktisk, at europæerne vil komme til en forståelse med Rusland i forhold til hvordan vi hver især kan reagere i forhold til hinanden i fremtiden – noget i stil med dét man under den kolde krig kaldte for fredelig sameksistens. Det vil sige: Vi bliver enige om at være uenige, men sætter nogle retningslinjer op, der forhindrer blodsudgydelser og aktive fjendtligheder.

For det andet, så forestiller jeg mig faktisk, at europæerne vi føle sig tvunget til at ʻrotte sig sammenʼ om at forlange af amerikanerne, at fortsat tilstedeværelse her på kontinentet altså forudsætter, at det, i hvert fald i Europa, er europæernes interesser der skal sættes i højsædet. Eksempelvis kan ingen europæisk leder i virkeligheden være interesseret i, at hverken de selvskadende sanktioner, terrorangrebet mod Nord Stream-gasledningen eller en kunstig opdeling i Europa mellem ʻosʼ og ʻdemʼ er i vores interesse.

Jeg tror faktisk, at vores ledere simpelt hen vil forlange af amerikanerne, at de ophører med at bruge vores kontinent, vore befolkninger og vore regeringer som brikker i deres eget magtspil med andre lande. Ikke mindst når de taber, hvilket tydeligvis er tilfældet i den igangværende konfrontation mod Rusland.

Og sidst, men ikke mindst, så tror jeg at Europas manglende evne til at stå op mod amerikanerne i deres magtspil, vil medføre at debatten om et europæisk NATO uden USA vil få ekstra luft.

Og hvis det bliver dér at bolden ender, og det tror jeg at den i sidste ende gør, vil der trods alt komme noget godt ud af den ulyksalige konflikt på grænsen til Centralasien.

Ukraine og Vestens fald

Siden dette er et indlæg der handler om Ruslands specielle militæroperation i Ukraine, gør jeg nok klogt i at indlede med en kort ʻvaredeklarationʼ. Det er nemlig min hensigt at komme lidt ind på en række militærtekniske forhold, som gør sig gældende i forbindelse med Ruslands militæroperation.

For det første har jeg absolut ingen militær baggrund. Hvad militære forhold angår, er jeg således lægperson. Dertil kommer at jeg faktisk aftjente min værnepligt som militærnægter – dét, der hedder ʻcivil værnepligtʼ og som er beregnet til sådan nogle som mig, der af samvittighedsmæssige årsager ikke vil bære uniform, adlyde ordrer fra imbeciler eller slå andre mennesker ihjel bare fordi regeringen eller en officer siger det. Min værnepligtstid tilbragte jeg således med at fodre sæler og rengøre akvarier på Fiskeri- og Søfartsmuseet hjemme i Esbjerg.

Dog erkender jeg at der er tidspunkter hvor militær magtanvendelse kan være en nødvendighed. Hvis jeg f.eks for to år siden havde haft fornøjelsen af at være rådgiver i det russiske præsidentkontor i Kreml, ville mit råd således have være at en indgriben i Ukraine var uundgåelig og nødvendig.

Jeg har derfor forståelse for den russiske beslutning om at indlede en særlig militæroperation i nabolandet – også selv om jeg er gammel militærnægter og absolut anti-militarist.

Som mange andre har jeg ivrigt fulgt krigen via diverse mediekanaler som vore vestlige magthavere ikke bryder sig om, og er vel efterhånden udlært som lænestolsekspert.

En af de ting ved den russiske tilgang som længe undrede mig, er hvordan i alverden det kan være at man kæmper i månedsvis eller mere over noget så forholdsvist overskueligt som landsbyer eller småbyer som eksempelvis Artemovsk eller Avdeeka. Rusland besidder jo luftherredømmet, så det burde vel være en smal sag at gøre det af med ukrainske forsvarsstillinger i disse byer så man kan rykke fremad? Og det er det naturligvis også, så hvorfor gør man det ikke?

Svaret kom til mig dels i et interview med Ruslands præsident Putin for nogen tid siden, dels i et indlæg på Telegram som omhandlede den russiske militærdoktrin som bliver taget i anvendelse i Ukraine.

Mens Kiev-regimet helt åbent arbejder med en doktrin om at ʻkæmpe for hver millimeterʼ, har Rusland åbenbart en anden og mere tålmodig doktrin: I Ukraine kæmper Rusland nemlig efter en doktrin, der kort og godt handler om primært at decimere fjendens militære styrker. Det vil sige at uskadeliggøre så mange ukrainske soldater som muligt og tilsvarende ødelægge så meget materiel man kan komme til.

Taget i betragtning at det ukrainske militær inden den russiske SMO blev indledt var ét af verdens talmæssigt største, kan tilgangen på ingen måde siges at være ulogisk.

I praksis sker det ved at det temmelig overlegne (for det ér det!) russiske militær etablerer såkaldte ʻgryderʼ, hvor russerne etablerer kontrollen til alle sider – undtagen én, hvor de ukrainske styrker kan få lov til at sende forstærkninger til enhederne inde i gryden. Derinde ordner russerne så resten.

Personligt finder jeg det absurd at ukrainerne bliver ved med at hoppe på den, men sådan er der så meget.

Som militærnægter og kristen anti-militarist bryder jeg mig ikke om billedet, men det lader til at være sådan det er, og der er ingen tvivl om at der har sin effekt.

Det ukrainske militær er således blevet decimeret i et omfang, der har fået regimet i Kiev til at indkalde selv invalider til fronten. Det er derfor ikke længere nogen hindring for tvungen militærtjeneste, hvis man er étbenet, blind eller på anden måde objektivt har mistet sine legemlige eller mentale funktioner.

Jeg har eksempelvis set dokumentation for, at selv personer med Downs Syndrom sendes i skyttegravene. Nu vil man så også til at indkalde kvinder til fronttjeneste, hvilket burde få det til at vende sig i enhver ordentlig mand.

De vestlige medier har hidtil været meget stille omkring disse forhold, hvilket kan undre. Heller ikke fra de såkaldte ʻeksperterʼ har der været mange bemærkninger herom. Måske fordi de er købt og betalte, hvem ved.

Men for en lænestolsekspert som undertegnede og mange andre, er det tydeligt hvad der lige nu er ved at ske i Ukraine: Sammenstødet mellem de russiske og ukrainske militærdoktriner har decimeret Ukraines militær i et omfang, der gør at ukrainerne er ved at løbe tør for mennesker. Samtidig er Ukraines vestlige sponsorer ved at løbe tør for såvel våben og ammunition som penge til krigens fortsættelse.

Med andre ord er krigen i Ukraine i virkeligheden allerede afgjort – det eneste vi mangler at få afklaret, er de omstændigheder under hvilke Moder Rusland høster sejren.

For Vesten, dvs USA + lydstater, er der tale om intet mindre end en katastrofe. Amerikanerne, feks, må, udover endnu et militært nederlag, affinde sig med at deres valuta ikke længere er den mest anvendte i internationale transaktioner.

I forbindelse med sanktionspolitikken, er der nemlig sket en udvikling hvor en stadig større del af internationale transaktioner foregår i landenes egne valutaer. Det gælder også olie, hvilket er en katastrofe for amerikanerne. Oliedollaren har hidtil været selve grundlaget for USAʼs økonomi, og tidligere forsøg på at handle i andre valutaer har i samtlige tilfælde resulteret i militær destruktion af de formastelige. Jeg tillader mig her at henvise til Libyen og Irak som eksempler.

Også for EU er der tale om en en potentiel eksistentiel katastrofe af finansiel karakter. Den europæiske opbakning er, som den amerikanske, for det meste finansieret ved låntagning – og lån skal jo betales tilbage.

Lånene er taget, og støtten til Ukraine givet, ud fra en række forudsætninger som med den russiske sejr næppe kommer til at blive indfriet. Støtten til Ukraine sker nemlig ikke bare for sjov; der er temmelig alvorlige betingelser med i handlen. Der foreligger nemlig aftaler mellem Ukraine og deres vestlige sponsorer om hvad Ukraine skal levere som betaling for støtten, og det er ikke småting vi her taler om.

Ukraine er et land som er rigt på ressourcer. Olie og gas, i den nu russisk annekterede del i øst er der store lithium-reserver, og landets landbrugsjord er naturligvis legendarisk. Dertil kommer store kulreserver og adskillige andre værdifulde og kostbare metaller.

At Ukraine på trods af så rige ressourcer alligevel er rangeret som en af Europas absolut fattigste lande, siger mere om Ukraines politiske elite end om landets potentiale.

Det indgår nemlig i aftalerne med sponsorerne i Washington og EU-hovedstæderne, at som retten til udnyttelse og i mange tilfælde også ejerskabet overføres til sponsorerne. Det kan der siges meget om, og hvis jeg havde været ukrainer havde jeg været særdeles utilfreds, men det er sådan det er.

Den heftige låntagning i Washington og Bruxelles er således mest af alt tænkt som en massiv investering i et spændende og potentialerigt ejendomsmarked, men med en nu næsten sikker russisk sejr, er det overordentlig tvivlsomt i hvilket omfang Washington-regimet og EU-landene får noget ud af det.

For USAʼs vedkommende er landet allerede så dybt forgældet at der ikke findes nogen ærlig måde at betale pengene tilbage på, men hidtil har man klaret sig ved at dollaren har været uundværlig i international handel. Det er som nævnt nu lige så meget på retur som USAʼs generelle prestige i det hele taget, så amerikanerne kommer til at stå overfor alvorlige problemer.

For europæerne ser det heller ikke for godt ud, og i hvilket omfang den dybe gældssætning vil påvirke EUʼs muligheder for at fungere i årene fremover, er fortsat uvist. Dog har sagen allerede vist at EU-systemet besidder lige præcis dét totalitære potentiale, som EUʼs kritikere i årtier har advaret mod. Jeg henviser her ikke kun til sanktionspolitikken men også til forbud mod medier, censur af borgernes muligheder for at ytre sig på sociale medier og en hidtil uhørt centralisering af magten omkring EU-kommissionen på bekostning af de nationale regeringer og parlamenter.

Hvis man følger lidt med i debatten uden for den censurerede osteklokke her i Vesten, er det ikke svært at se hvad der sker. USA er i færd med at falde, men hvor tungt det sker vil afhænge af hvordan landet i den kommende tid vil håndtere deres egne, interne anliggender. USA vil ikke i længden have råd til af fastholde Imperiet, og må som briterne i sin tid erkende at man af økonomiske grunde er nødsaget til at trække sit militær tilbage til USA hvor det retteligt hører hjemme.

Dette vil i mange lande få befolkningerne til at ånde lettede op, men det er et helt andet indlæg som jeg vil vende tilbage til en anden gang

Danmark på den forkerte side af jerntæppet

Da den britiske premierminister Winston Churchill i en tale den 5. marts 1946, mindre end et år efter anden verdenskrigs afslutning, erklærede at ¨et jerntæppe havde sænket sig ned gennem Europa¨, indledtes den periode i Europas historie som man almindeligvis omtaler som den kolde krig. Allerede mens krigen mod Tyskland rasede, blev det i lukkede kredse diskuteret hvorvidt man skulle tage en krig mod Sovjetunionen efter tyskernes dengang forventede fald.

Men det blev ikke til noget. Efter verdenskrigens rædsler var kræfterne slet ikke til det – og desuden var Sovjetunionens præstation i krigen ganske enkelt for skræmmende til at det inviterede til en fortsættelse.

Den kolde krig blev en periode med en tydelig opdeling i Europa mellem de gode og de onde – mellem den frie verden i vest og den totalitære kommunisme i øst.

Selv havde jeg fornøjelsen af at vokse op under jerntæppets sidste år, og husker stadig årene inden kommunismens fald. 3-4 år efter muren faldt, havde jeg den fornøjelse kortvarigt at bo i et af de tidligere østlande, og så derfor med egne øjne frugten af den ufrihed, som var blevet Tjekkiet til del siden krigen.

De fleste i min generation glædede sig over murens fald, men nu tyder alt desværre på at der er kommet en ny. Desværre er der også meget der tyder på, at vi her i Danmark bor på den forkerte side af de nye jerntæppe.

I dag er vores egen del af Europa nemlig ufrit i et omfang, som ville have gjort STASI grønne i hovedet af misundelse.

De mest tydelig eksempel på denne ufrihed, er at borgerne i eksempelvis Danmark er tvunget til at leve under en nærmest ubegrænset overvågning. Grundlovens ord om at overvågning kun kan ske efter behørig dommerkendelse, er reelt sat ud af kraft. I dag er vi alle overvågede, og det uanset om vi befinder os i hjemmet eller ude omkring.

Det oftest anvendte instrument til overvågningen, er vores mobiltelefoner. Når man bærer telefonen på sig, afslører den i real-time hvor vi befinder os. Samtidig betyder logningsdirektivet, at al kommunikation der foretages via telefonen bliver registreret.

Det betyder blandt andet, at fornuftige mennesker naturligvis ikke har mobiltelefonen på sig når de forlader hjemmet. Desværre hjælper det ikke meget, for det offentlige rum i Danmark er befængt med overvågningskameraer med ansigtsgenkendelse.

Samtidig føres der en åbenlys kampagne for at gøre mobiltelefonen uundværlig for dansker i det daglige. Et eksempel herpå kan ses i Aarhus, hvor billetter til offentlig transport fra den 1. november kun kan købes og fremvises på Midttrafiks app til telefonen.

Mobiltelefonens udbredelse er i virkeligheden ét af det totalitære regimes vigtigste redskaber. Hvis man besidder det rette udstyr, er det nemlig muligt at sidde hjemme i sin bunker og overvåge en mobiltelefons bevægelser, hvilke andre mobiltelefoner der er i nærheden samt at aflytte samtaler i det lokale, hvor telefonen befinder sig.

Alt dette er muligt uanset om telefonen er tændt eller slukket – og dertil kommer naturligvis de aktiviteter som folk nu engang foretager sig på deres telefon; surfer på nettet, kommunikerer og diverse spil. Med hensyn til spil, er det desuden muligt via overvågning af disse at vurdere den enkelte telefonejers diverse kognitive funktioner som feks intelligens, kombinationsevne kreativitet og meget andet.

Den kloge sørger således for at spille sine mobilspil på en sådan måde, at man konsekvent undervurderes af den statslige fjende og hvem der ellers lytter med. Og fornuftige mennesker lader telefonen blive hjemme når man går ud.

De sikkerhedstjenester der formodes at beskytte danskerne mod angreb, fører i virkeligheden krig mod landets egen befolkning.

Et eksempel herpå er Forsvarets Efterretningstjenestes samarbejde med den amerikanske spiontjeneste NSA. Det er slet ikke så indviklet: FE opsnapper simpelthen al kommunikation via kabler der går igennem Danmark og sender det uredigerede råmateriale til NSA. Ifølge presseforlydender sker dette fordi FE kun besidder kompetencen til at opsnappe materialet, men ikke til på meningsfuld måde at redigere eller søge i det.

Men det findes der råd for: Hvis der er noget man har brug for, kontakter man bare amerikanerne, der gladeligt leverer det ønskede,

Her er der så den interessante lille finte, at mens en lovlig overvågning i Danmark i princippet kun kan finde sted mod dommerkendelse, behøves der ingen dommerkendelse for at kunne modtage materiale fra udenlandske tjenester – heller ikke materiale vedrørende danske borgere, som ellers normalt ville være omfattet af retsplejelovens regler herom. Ganske smart, men næppe hvad Grundlovens fædre havde tænkt sig.

Et andet eksempel er udfasningen af kontanter som alment accepteret betalingsmiddel. Med kontanter er det muligt at betale for sine ydelser anonymt, uregistreret og uden at betale gebyr til banken. Derimod er elektronisk betaling i sagens natur underlagt registrering og overvågning, hvilket er den egentlige grund til den igangværende udfasning af kontanter.

Også forsøget på at aflive brevposten er et udtryk for forøget overvågning. Med brevets afskaffelse, forsvinder danskernes sidste reelle mulighed for at kommunikere med hinanden uden at det registreres af hverken firmaer eller sikkerhedstjenester.

Apropos sikkerhedstjenester, så har Danmark to officielle efterretningstjenester – PET (Politiets Efterretningstjeneste) og FE (Forsvarets Efterretningstjeneste). Disse er i princippet underlagt landets lovgivning. Der er bare mindst to problemer hermed: For det første, så er lovgivningen på området ikke særlig detaljeret. Det gælder ikke mindst for FE, der med forbindelsen til militæret gennem årene har udviklet en mildest talt alternativ legalitetskultur. For det andet, er der hverken juridisk eller politisk kontrol med, hvad de ansatte i tjenesterne beskæftiger sig med.

Dette har særligt for FEʼs vedkommende ført til en helt urimelig legalitetskultur, hvor store dele af tjenestens ansatte i ramme alvor mener at de selv bestemmer hvad de må og ikke må. Dette har ført til at danske borgere med mellemrum kidnappes på gaden og udsættes for mishandling i tjenestens torturkældre, sådan som jeg tidligere har beskrevet det her på siden.

Men det er sanktionerne mod Rusland, der mere end noget andet har fået mig til at indse at der er kommet et nyt jerntæppe – og som har fået mig til at overveje hvorvidt vi her i Vesten måske i denne omgang befinder os på den forkerte side.

Det sidste halvandet års tid har vi således oplevet totalitære tiltag, som jeg aldrig havde troet skulle finde sted i den vestlige del af Europa. Udenlandske medier er såedes blevet forbudt og blokeres fra statslig hold på internettet, forfattere som Alexander Dugin sanktioneres og reelt forbydes, og russiske borgere får rutinemæssigt deres ejendomme beslaglagt uden nogen anden begrundelse end at de er russere.

I tredivernes tyskland, inden lejrene, blev jøders ejendomme og ejendele konfiskeret af den tyske stat fordi de var jøder, I dag er det russerne. Dog har vi endnu ingen lejre, og det er stadig uvist om vi får dem i fremtiden.

Et nyt jerntæppe har sænket sig ned gennem Europa, og denne gang er det Vesten der har designet det. Alt tyder også på, at det er os her i vest der bor på den ufrie side af det nyligt delte Europa. Masseovervågning, censur af medier og en presse der i væsentlige anliggender holder sig stramt til magthavernes officielle linje, og sikkerhedstjenester udenfor demokratisk kontrol, taler sit eget sprog.

Personligt er jeg ikke i tvivl om at ʻsystemetʼ falder. Men det ændrer ikke ved at der er brug for en ny frihedskamp. En kamp for det frie menneske.

Et europæisk NATO – bare uden USA

Hvis der er noget vi europæere bør have lært efter et års konflikt i Ukraine, er det dette: At Europa behøver en ny sikkerhedsstruktur. Vi behøver, som Ungarns Orban udtrykte det forleden, ʻet europæisk NATO uden USAʼ. Ukrainekonflikten bør have lært os nødvendigheden af at etablere et europæisk sikkerhedssystem, som er aldeles uafhængigt af amerikanerne.

At Ukrainekrigen blev fremprovokeret af amerikanske interesser, burde være de fleste bekendt. Maidankuppet i 2014, striden i øst om provinserne Lugansk og Donetsk – og ikke mindst amerikanernes drøm om at smide russerne ud fra flådebasen på Krim, var blandt de direkte motivationer for dén militære konflikt, som nu har varet godt et års tid.

Det var ligeledes den amerikanske regering, der fik truet sig til en europæisk opbakning til det selvskadende sanktionsregime mod Rusland. Et sanktionsregime, der i dag støttes af præcis 36 lande verden over – hvoraf de 27 er medlemmer af EU. Ikke ligefrem en imponerende opbakning, skulle man synes.

I løbet af processen har amerikanerne ydermere sprængt Nordstream i luften – en handling, der efter internationale normer ikke blot er en terrorhandling, men ydermere teknisk set en militær krigshandling mod såvel Rusland som Tyskland.

For sidstnævnte var sprængningen intet mindre end en national, økonomisk katastrofe. Tyskernes forretningsplan har nemlig nemlig været ret enkel: Via en kombination af billig russisk gas og Europas ubetinget største industri, at blive Europas økonomiske og industrielle powerhouse.

Det er slut nu. Efter eksplosionen har amerikanerne drejet armene om på tyskerne, og tvunget dem til at blive afhængige af amerikansk LNG-gas til vild overpris. Dette kan i værste fald betyde dødsstødet til den tyske økonomi – og med dén også vi andres. Europa er med andre ord blevet direkte afhængige af USA – vel at mærke på amerikanernes betingelser.

Det er selvfølgelig ikke i nogens interesser, men godt 40.000 amerikanske soldater i Tyskland gav ikke Scholz-regeringen andre realistiske muligheder. Amerikanernes troppekontingent i Tyskland og resten af Europa sikrer, at ingen tysk kansler kan gå imod amerikanerne i et for dem vitalt anliggende.

Og amerikanerne har altså besluttet sig for at Ukrainekonflikten er et væsentligt, amerikansk anliggende. Det er der mange grunde til, ikke mindst fordi amerikanerne er i færd med at tabe rollen som verdens førende supermagt.

For europæernes vedkommende, bør indstillingen ellers være at betragte den russisk-ukrainske konflikt om nogle territorier i det østlige Ukraine, som et uvæsentligt lokalopgør på grænsen til Centralasien. Takket være amerikanernes interesse, er vi nu i stedet tvunget til at betragte det som finalen i Champions League – vel at mærke uden selv at spille direkte med på banen.

Uden denne indblanding, ville det det russisk-ukrainske lokalopgør have været afsluttet forlængst, og med væsentligt færre ofre til følge.

Den amerikanske indblanden har været katastrofal – for Ukraine, men også for Europa. Vi europæere må ikke blot lide under konsekvenserne af Nordstream-bombningen, men også konsekvenserne af en forøget isolation i Verden. Som nævnt støttes sanktionerne kun af 36 lande i Verden, hvoraf de 27 er os – medlemmerne af EU. Konsekvenserne kan mærkes på flere måder, men lad os begynde med det økonomiske. Feks har IMF i en nylig rapport fastslået, at Rusland i 2023 forventes at få en vækst som er betydeligt større end store europæiske økonomier som eksempelvis Storbritannien og Tyskland. Så meget værdien af sanktionerne.

Der er også de politiske konsekvenser. De Forenede Emirater, som er Mellemøstens finansielle centrum, er nu begyndt at undgå anvendelsen af dollars i landets udenrigshandel. I stedet handles der nu i lokale valutaer, dvs at handel mellem for eksempl UAE og Indien foregår i Rupee og Dirham – hvilket ret beset vel egentlig også er det mest logiske og rimelige. Sanktionspolitikken har ført til petrodollarens død. Det begyndte som en nødvendighed mht den russiske olieeksport, pga sanktionerne, men har sidenhen bredt sig, så en større del af den såkaldt ʻtredje verdenʼ nu er i færd med at droppe dollaren som handelsvaluta.

Dertil kommer, at det russisk-kinesiske projekt med at etablere et alternativt finansielt system, har fået ekstra luft under vingerne. Dermed har flere lande tilsluttet sig systemet gennem det seneste års tid – og flere endnu står i kø. Dette hænger sammen med amerikanernes anvendelse af SWIFT-systemet som et politisk våben. Rundt omkring i Verden er regeringer begyndt at stille sig selv spørgsmålet: Kan det samme ske for os?

Og sandheden er at det kan det jo, og det vil det komme til. Den slags vil ansvarlige regeringer gerne gardere sig imod, og derfor er køen af lande, der tilslutter sig det nye system, efterhånden ganske lang.

At dette yderligere giver problemer for amerikanernes efterretningssystem, er en anden sag og kommer egentlig ikke os europæere ved. Alligevel bør det nævnes ganske kort. Det er jo en kendt sag at amerikanernes NSA har snablen dybt nede i SWIFT, mens det samme næppe vil komme til at finde sted i det nye system.

Skidt for amerikanerne, godt for alle andre.

Behovet for en nyt, europæisk sikkerhedssystem har længe været været både kendt og erkendt. Dengang hun stadig var kansler, taler Angela Merkel flere gange om behovet for en ny, europæisk sikkerhedsstruktur, der tager hensyn til samtlige europæiske landes sikkerhedsbekymringer – herunder også Ruslands. Det samme har Frankrigs præsident Macron været ude at sige, så Orbans ord falder bestemt ikke i en tom virkelighed. Jeg har for øvrigt også flere gange selv skrevet om det.

Behovet er velkendt blandt europæiske ledere, og Ukrainekonflikten og konsekvenserne af de efterfølgende sanktionspolitikker, har bestemt ikke gjort det mindre tydeligt.

For Europa står isoleret, lad der ikke være tvivl om dét. Hvis vi ikke er yderst forsigtige i vores håndtering af nedfaldet af den igangværende konflikt, vil vi komme til at stå temmelig meget alene i Verden. Det er vores popularitet rundt omkring mildest talt ikke gearet til at kunne stå model til.

Der var engang, hvor jeg troede at den nye struktur både kunne og skulle bygges op omkring EUʼs institutioner. Det er derfor jeg hidtil har stemt på de mest EU-positive partier når der har været valg til Europaparlamentet, men det har EU-systemets reaktion på amerikanernes pres i forbindelse med konflikten ændret på.

Vi må finde på noget andet. Noget bedre. Noget europæisk, men uden amerikanerne. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så får vi travlt, for sådan som Ukrainekonflikten udvikler sig, ender Ukraine efter krigen med at blive en alvorlig sikkerhedsudfordring for vort kontinent: et kriminalitetsbefængt og gennembombet hul i jorden, hvor den mandlige del af befolkningen er decimeret i et omfang, der gør tvivlsomme datingbureauer med desperate ukrainske kvinder til krigens i virkeligheden mest tydelige vindere. Og historien vil vise, at Ukraines katastrofe skyldes de europæiske regeringers følgagtighed overfor amerikanerne.

Men det begynder med at vores ledere tør sige det højt: At det vi har brug for er, med Orbans ord, ʻet europæisk NATO – bare uden amerikanerneʼ. Her til slut vil jeg gerne linke til to artikler, som begge er at finde på nettet. Først til interviewet med den ungarske premierminister i schweiziske Weltwoche. Originalversionen ligger bag en paywall, så jeg linker i stedet til en ungarsk side der bringer interviewet i sin helhed. Det andet link er til engelske The Spectator, der højst usædvanligt for et fremtrædende vestligt medie er sluppet afsted med at skrive om de geopolitiske konsekvenser af det vestlige selvmål med sanktionspolitikken og den i øvrigt fjendtlige linje overfor Rusland.

Orban i Weltwoche

The Spectator: Is Putin winning? Is the world order changing in his favor?

Europas sikkerhedsstruktur har brug for et sæt regler for ‘fredelig sameksistens’

Siden engang i efteråret, har de vestlige medier været fulde af historier og påstande om at Rusland er i færd med at invadere Ukraine. Dette på trods af at påstandene ifølge alle seriøse analytikere er noget sludder: Ingen af spillerne på banen, herunder Rusland selv, har interesse i en krig. Alligevel kan man ikke udelukke muligheden, idet der står meget væsentlige russiske sikkerhedsinteresser på spil.

Situationen i Ukraine kan sammenlignes med Cuba-krisen i 1962. Dengang skete der som bekendt dét, at Sovjetunionen var i færd med at placere atomraketter på Cuba – kun få minutters flyvetid fra USAʼs fastland.

Situationen var klart utilfredstillende for amerikanerne, og præsident Kennedy reddede sig da også en hel del patriotisk hæder og ære ved at få planerne afværget. For amerikanerne var situationen selvforståeligt aldeles uacceptabel, og afgjort værd at gå i krig for at forhindre.

Situationen i Ukraine er på tilsvarende vis et russisk Cuba-øjeblik. Det er lykkedes for amerikanerne at ʻerobreʼ Ukraine og gøre landet til en lydstat og man mere end flirter med tanken om at indlemme landet i NATO. Dette vil i givet fald resultere i amerikanske atomraketter og jagerfly med blot 5-7 minutters flyvetid til blandt andet Moskva.

Det giver sig selv at denne situation vil være ganske uacceptabel for Rusland, og så afgjort værd at gå i krig for at forhindre. Amerikanerne har i forvejen placeret offensive militærbaser langs den russiske grænse hele vejen ned gennem Centralasien, så det er ikke fordi situationen mangler alvor som det er.

USAʼs aggressive adfærd i forhold til Rusland er således veldokumenteret og uden rimelig diplomatisk eller militær begrundelse.

Den nuværende strid om Ukraine blussede for alvor op i 2013/2014. På den tid skete der det, at pro-vestlige kræfter fik støtte fra amerikanerne til at foretage en af de sædvanlige CIA-drevne regimeskift i skikkelse af ʻfarverevolutionerʼ. Til gengæld for at finansiere og give støtte til kuppet, skulle amerikanerne modtage en pris: At den russiske flådebase i Sevastopol blev lukket og eventuelt skulle overgives til amerikanerne.

Hele balladen dengang endte med det planlagte regimeskifte i Kiev – men også den russiske annektering af Krim, hvor flådebasen jo ligger. Det var dengang at ʻmanʼ begyndte at tale om at knytte Ukraine tættere til NATO. Det er for så vidt logisk nok, idet NATO jo, bortset fra Canada, er en sammenslutning af amerikanske lydstater og reelt set en indkøbsforening for den amerikanske våbenindustri.

Hele sagen bliver lidt mere ʻspicyʼ ved at grænserne mellem Ukraine og Rusland blev trukket lidt tilfældigt engang i Sovjettiden, og at grænsedragningerne ikke tog hensyn til det faktum, at der i den østlige del af det nuværende Ukraine rent faktisk er et overvældende russisk flertal.

En del af området, Donbas, har som følge af kuppet i ʼ14 og den kraftigt antirussiske linje fra Kiev, erklæret sin uafhængighed fra Ukraine. Siden har det ukrainske regime truet med både invasion og folkedrab i området – hvilket naturligvis vil være uacceptabelt for Rusland. Det burde for øvrigt også være uacceptabelt for Vesten, men der gælder som sædvanlig andre regler for amerikanske lydstater end for alle andre hvad invasioner og folkedrab angår.

Men som allerede nævnt, drejer konflikten sig om andet og mere end ʻbareʼ en løsrevet ukrainsk provins. Problemet drejer sig i lige så høj grad om, at amerikanerne siden Sovjetstyrets fald har omringet Rusland militært og ved flere lejligheder forsøgt at destabilisere landets demokratiske institutioner.

Det drejer sig om manglende russisk tillid til amerikanernes intentioner, og det drejer sig om amerikanernes manglende respekt for lande der nægter at indordne sig og være lydige amerikanske lydstater.

Men selv om det afgjort stadig er muligt at det ender med krig i Ukraine med russiske tropper på jorden i landet, er det langt fra det mest sandsynlige scenarie. Der er nemlig i flere europæiske hovedstæder, herunder ikke mindst i Paris, en voksende forståelse for at Rusland står overfor et ʻCuba-øjeblikʼ.

Også USAʼs præsident Biden siges i diplomatiske kredse at have en vis forståelse herfor, mens det fortsat er uklart i hvilket omfang den interne dynamik i USA vil tillade ham at handle på denne forståelse. Hvis nej – så vil det øge chancen for krig i Ukraine. Hvis ja, så går vi ind i en periode hvor den europæiske sikkerhedsstruktur vil få et nyt sæt spilleregler.

Hidtil har amerikanerne stort set opført sig som det passer dem og gjort som de vil. Nu er der så sket det, at et stort land som Rusland stiller sig så meget på bagbenene at de truer med krig. Ikke mod USA direkte, forstås – men mod en lydig vassal i Kiev.

Amerikanerne selv vil aldrig forsvare Ukraine militært, idet landets militær ikke er gearet til at føre krig mod militærstyrker der evner at slå tilbage. Efter nederlaget i Afghanistan er lysten til nye militære eventyr bestemt heller ikke særlig stor.

Det som Rusland har brug for, og som Europa også har brug for, er en aftale om hvordan man opfører sig. Under den kolde krig eksisterede der et sæt spilleregler mellem parterne, der gik under betegnelsen ʻfredelig sameksistensʼ. Regelsættet omhandlede alle mulige ting og sager, men primært respekt for den anden parts ʻrøde linjerʼ, hvordan man kommunikerede kriser væk og meget andet.

Europa har brug for et nyt sæt spilleregler – spilleregler, hvori Rusland indgår og landets status som uafhængigt af USA og Vesten accepteres og respekteres. Det sidste punkt vil være vanskeligt for USA, og det hele vil afhænge af hvorvidt det i givet fald kan lykkes for Biden at sælge en aftale som en sejr eller i det mindste en fordel for USA.

Men hvis det lykkes, vil problemet omkring Donbas kunne løses meget enkelt, og det samme vil en sikring af Ukraines sikkerhed. Ukraines største sikkerhedstrussel er under alle omstændigheder at amerikanerne anvender landet som en meget aggressiv brik i et spil mod russerne. Med en aftale bliver også dén sag lagt på plads hvor den hører hjemme, og Ukrainerne kan gå i gang med at opbygge deres land både økonomisk og med en udbedret infrastruktur.

Manifest for en ny dansk sikkerhedspolitik

Gennem efterhånden alt for mange år, har skiftende regeringer og folketing skåret ned på Danmarks udenrigstjeneste. I mange lande er danske ambassader og diplomatiske repræsentationer blevet lukket ned, og de ambassader der stadig står, har fået skåret drastisk ned i antallet af danske diplomater.

Nedskæringerne har ikke kun negative konsekvenser for danske rejsende og for erhvervslivets muligheder i udlandet, men også for Danmarks indflydelse og anseelse rundt omkring i Verden.

 Når der ikke er en dansk ambassade i et land, er det ikke længere muligt for danske studerende på udenlandske universiteter eller for danske virksomheder, at kunne smutte ind på ambassaden og få henvisninger til nyttige kontakter, bistand i forbindelse med landets myndigheder eller erhvervsliv og andre vigtige ting.

Samtidig mindskes vores indflydelse i landet, fordi der ganske enkelt ikke er danske diplomater til stede, som kan fortælle udenlandske regeringer og andre, hvad vi i Danmark egentlig vil i Verden og hvordan vi kan hjælpe hinanden hen mod de mål, vi måtte have til fælles. Danmark er et lille land som let forsvinder i mængden, og vores eksistens og indflydelse i verden afhænger af tilstedeværelse.

Danmarks erhvervsliv, og for øvrigt også vores fælles sikkerhed, er afhængige af at den danske stat, det danske samfund, formår at være til stede ude omkring, så vi kan bringe os i spil og være med hvor det sker. Det kan vi ganske enkelt ikke når vi nedlægger ambassader og skærer ned på diplomater.

Efterretningstjeneste

Det er også vigtigt for vores allesammens sikkerhed at landet har en dygtig, professionel og effektiv udenrigsefterretningstjeneste. Efterretningstjenestens opgave er ikke kun at opfange og undersøge trusler mod landets sikkerhed, men også at foretage indsamlinger af oplysninger om politiske forhold i andre lande, som disse landes myndigheder helst vil holde hemmelige. Udenrigsefterretningstjenesten skal også foretage analyser af tilgængelig information af både politisk og økonomisk karakter.

Desværre er det sådan i dag, at Danmarks udenrigsefterretningstjeneste gennem årtier har lagt i militært regi. Denne bør flyttes over til at høre under udenrigstjenesten, og det er der flere grunde til.

For det første er det i militærets natur at søge konflikt frem for løsninger. Det er et grundinstinkt som sådan set passer helt fint til militærets kerneopgave, men det er en grundlæggende indstilling som ikke egner sig til en efterretningstjeneste, hvis formål det blandt andet er at søge, skaffe og analysere oplysninger om andre landes politiske og økonomiske forhold. Herunder også interne forhold vedrørende fremmede regeringers interne magtbalance og lignende.

 Dertil kommer, at militæret til tider kan have alt for let ved at udvikle en uhensigtsmæssig legalitetskultur. Dette hænger sammen med en følelse af at være ʻnoget andetʼ, som står udenfor det civile samfund.

Udenrigsefterretningstjenesten hører naturligt under udenrigstjenesten – sådan som det jo også er tilfældet i de fleste andre lande.

Det betyder ikke at der ikke også fremover skal eksistere en Forsvarets Efterretningstjeneste. De skal bare beskæftige sig med områder, hvor militære fagfolk naturligt må formodes at have en kompetence: nemlig strengt militære forhold, som vedrører andre landes militære opbygning og udvikling af militære teknologier.

Sikkerheden i Europa

Europa er vores fælles hjem, og det er i Danmarks helt vitale interesse, at det europæiske fastland er frit, sikkert og at vi undgår at der opstår militære skærmydsler på vort kontinent.

Dette gøres bedst ved at vi europæere rotter os sammen om en fælles sikkerhedsstruktur.

Som det er lige nu, oplever vi i Europa en massiv amerikansk militær tilstedeværelse. Det er der flere uønskede problemstillinger ved.

Den ene problemstilling er, at USAs stilling i verden i disse år svækkes kraftigt, samt at landet, uanset det nylige præsidentskifte, oplever en betydelig svækkelse af økonomien, en kraftigt forøget indre uro og tiltagende inkompetent ledelse.

Dertil kommer det primære; At de amerikanske tropper i Europa er under amerikansk og ikke europæisk kontrol. Dette, kombineret med USAs egne problemer, gør at de amerikanske tropper i Europa på sigt vil kunne udgøre et problem i forhold til flere europæiske landes sikkerhed. Man skal huske på, at USAs tendens til at rasle med sablen for at fremtvinge ændringer i andre landes regeringer, også vil kunne rettes mod os selv.

Europa skal simpelthen kunne varetage vores sikkerhedsudfordringer selv – og hvordan gør vi så det?

 Først og fremmest ved at de europæiske lande går sammen om at udarbejde en fælles, europæisk sikkerhedsordning som omfatter hele vores kontinent. Sikkerhedsordningen skal også, i et eller andet omfang, omfatte Rusland – også selv om Rusland ikke nødvendigvis behøver være medlem af selve alliancen. Det vil ganske sikkert være nok, hvis vi genetablerer mere civiliserede og ordentlige relationer med Rusland end vi har lige nu.

Gennem en årrække har Vesteuropa opretholdt et selvskadende system af sanktioner mod Rusland – mestendels fordi amerikanerne har forlangt det af os. Men disse sanktioner er ikke, og har aldrig været, i Europæernes interesse. De er sat i værk, fordi EUʼs ledere er blevet presset og truet til at bakke amerikanske magtinteresser op, ikke fordi europæerne på noget tidspunkt selv har ønsket det.

 Uanset om russofoberne vil det eller ej, er Rusland altså en del af den europæiske familie og bør behandles som sådan.

Men der er også andre grunde til at genoprette civiliserede forhold til den store nabo i øst.

Den næste store konflikt

 Når man ser ud over Europa og overvejer hvor fremtidens trusler og mulige militære konflikter skal komme fra, er det ikke Rusland der falder i øjnene, men Tyrkiet.

Tyrkiet under Erdogan har udviklet sig til en mellemøstlig spiller i størrelsen ʻregional stormagtʼ – og med tydelige europæiske ambitioner. Landet kommer aldrig ind i EU, sådan som det ellers på et tidspunkt var lagt op til.

Erdogans retorik ift de europæiske landes håndtering af kultursammenstød med muslimske mindretal, samt tydelige aggression overfor Grækenland med både oliejagt på græsk område og militære trusler overfor landet, taler deres eget sprog. Det samme gør den massive oprustning som Tyrkiet under Erdogans ledelse har foretaget.

En kommende militær konflikt med Tyrkiet kan på ingen måde udelukkes. Faktisk bør dette indgå i alle militære og politiske scenarier for udviklingen over de kommende 10-15 år.

Udover tyrkernes militære oprustning og aggressive fremfærd, byder Erdogan-styret også på andre områder udfordringer for os europæere. Udfordringerne er af både indre og ydre karakter.

Mange europæiske lande har et stort, alt for stort, tyrkisk mindretal. Det er et mindretal, som har vist sig selv i tredje eller fjerde generation at nære loyalitet overfor Tyrkiet, betragte sig som tyrkere – og yde militærtjeneste i Tyrkiet. Jeg har selv haft tyrkiske arbejdskolleger, der midlertidigt er rejst hjem til militærtjeneste.

 Det er helt tydeligt og klart, at en konflikt med Tyrkiet ikke kun vil skulle udkæmpes nede i den sydlige del af Europa, men også i vore egne gader.

Dette er skrækscenariet, men der er mere.

 USA, der jo som tidligere nævnt har en massiv militær tilstedeværelse i Europa, er også allieret med Tyrkiet, og har kraftigt brug for dem i Mellemøsten. Hvordan amerikanerne vil stille sig i en sådan konflikt, afhænger af tilfældigheder som hvem der tilfældigvis sidder i Det Hvide Hus og hvordan vinden ellers i øvrigt blæser på lige præcis dén dag. Måske vil de stille sig imellem, måske ikke.

Men Tyrkiet bliver en udfordring mange år frem, og det vil være nødvendigt at holde øjnene på bolden.

Bonusinfo

Med hensyn til Tyrkiet er det for øvrigt sådan, at Rusland er landets nabo og har et glimrende forhold til tyrkerne. Ruslands efterretningstjeneste er velkendt for sin effektivitet og sublime dygtighed, og hører til blandt de bedst informerede omkring tyrkiske forhold.

Dertil kommer, at det i diplomat- og efterretningskredse er en kendt sag, at værdien af amerikanske efterretninger fra Tyrkiet er faldet drastisk. Dette hænger sammen med en kombination af tyrkernes mistro overfor amerikanerne og landets egne ambitioner og stigende selvtillid. Rusland er med andre ord en nødvendig ven for Europa – og for Danmark.

En genopretning af Europas forhold til Rusland handler derfor ikke udelukkende om handel og kulturudveksling. Det handler i allerhøjeste grad også om at gøre os mindre afhængige af amerikanske interesser, at skabe et europæisk rum på europæiske præmisser i stedet for amerikanske og i det hele taget styrke stabiliteten på vort fælles kontinent.

Og det haster!

Er Rusland et demokrati?

Mens disse linjer skrives, er der mindre end et halvt døgn til valgstederne åbnes i Rusland. Landet skal vælge en præsident for de næste seks år, og den siddende én af slagsen, Vladimir Putin, er storfavorit til at vinde valget.

Når jeg har argumenteret for en europæisk sikkerhedsordning som blandt andet skal omfatte Rusland, er jeg af og til blevet stillet spørgsmålet om hvorvidt Rusland er et demokrati.

Lignende overvejelser bliver med jævne mellemrum gjort i det offentlige rum, hvor debattører og endda ansvarlige politikere som formodes at vide bedre, argumenterer for et klart nej. Argumentationen for dette nej forekommer uklart, men hænger i reglen sammen med den siddende præsidents stærke status i forhold til sine konkurrenter og politiske modstandere.

Men lad os tage det fra en ende af: Er Rusland et demokrati?

Svaret afhænger naturligvis af hvordan man definerer et sådant. Hvis man tager udgangspunkt i tilstedeværelsen af demokratiske institutioner, er der ingen tvivl om at disse er fuldt ud til stede i Rusland.

Parlamentet, Dumaen, er fuldt ud folkevalgt – omend med en temmelig høj spærregrænse på 7,5 procent. Det samme er landets præsident. Derom er det ikke muligt at tvivle.

Samtidig lader det til, set udefra, at de centrale myndigheder gør sig store bestræbelser på at undgå valgsvindel, bevidst mangel på præcision i stemmeoptællingen og lignende. Faktisk er der op til præsidentvalget vedtaget lovgivning der strammer kontrollen med den slags ting, blandt andet med valgobservatører.

Det er derfor ikke rimeligt at stille spørgsmålstegn ved tilstedeværelsen af demokratiske institutioner i Rusland, så ud fra de kriterier man normalt anvender, er Rusland et demokrati.

Når koldkrigere og andre kritikere af Rusland alligevel gør forsøget, er det fordi der herfra anlægges et andet syn på hvad der definerer et demokrati. I USA, for eksempel, kan selv det mest undertrykkende militærstyre betragtes som et demokrati – forudsat naturligvis man stiller sig bag USA’s militære og strategiske mål.

Personligt er det min opfattelse at Rusland er et demokrati – dog med den begrænsning at demokratiet stadig mangler at bevise sin styrke.

Demokrati er nemlig andet end blot velfungerende institutioner. I Danmark er de folkevalgte institutioner eksempelvis yderst velfungerende, mens statsoverhovedet er født ind i embedet. Statsoverhovedets position gør det efter min mening rimeligt at stille spørgsmålstegn ved det danske demokrati.

Men demokrati er også kultur, herunder ikke mindst statsapparatets opfattelse af egen loyalitet. Man kan sige det ganske enkelt:

Forestil sig at Vladimir Putin taber valget i 2018. Det sker nok ikke, men lad os lege med tanken. Vil landets militær og diverse sikkerhedstjenester automatisk overføre deres loyalitet til den nye præsident? Det er svaret på dét spørgsmål, som i virkeligheden afgør svaret på det større spørgsmål: Om Rusland er et demokrati.

Man kan stille det fuldstændig samme spørgsmål for Danmarks vedkommende. Hvis Enhedslisten og Alternativet i fællesskab får flertal ved folketingsvalget til næste år, vil militæret og især FE da respektere den nye regering under Pernille Skippers ledelse og acceptere at følge instrukser herfra?

Eller USA: hvis Jill Stein eller Bernie Sanders vinder præsidentvalget i 2020 – vil de så kunne regne med opbakning fra Militæret og eksempelvis CIA, eller kommer de til at lide skæbne med John F. Kennedy?

Det er svaret på dette spørgsmål, der i virkeligheden afgør hvorvidt et demokrati er reelt eller blot institutionelt.

Spørgsmålet om hvorvidt Rusland i virkeligheden er et demokrati eller ej, må indtil videre besvares med et klokkeklart ja. Jeg har svære betænkeligheder ved begrænsningerne af ytringsfriheden i landet, men herudover bør der ikke sættes en finger på demokratiet som det fungerer indtil videre.

Men demokratiet beviser først for alvor sin eksistens, bliver voksent om man vil, den dag enten en siddende præsident eller elitens kandidat taber et valg, og statsapparatet fuldtonet stiller sig bag den nyvalgte.

Én af de vigtigste forudsætninger for at dét kan finde sted, er tilstedeværelsen af en stærk opposition. Sådan en har Rusland tydeligvis ikke, hvilket der kan være mange grunde til.

Så ja – Rusland er et demokrati hvad angår eksistensen af de nødvendige institutioner, men er stærkt bagud på point hvad angår politisk kultur.

Vi behøver en ny europæisk sikkerhedsstruktur

Lige siden NATO’s oprettelse i 1948, har organisationen udgjort det bærende fundament i Europa’s sikkerhedsstruktur. Oprettet, som NATO var, som modpol til et aggressivt, truende og ideologisk særdeles ambitiøst Sovjetunionen, udgjorde organisationen et nødvendigt bolværk mod en særdeles ubehagelig trussel.

Med murens fald i 1989-90, og med opløsningen af Sovjetunionen i 1991, mistede NATO sit oprindelige formål. Man gik på jagt efter en ny fjende der kunne retfærdiggøre organisationens fortsatte beståen.

Et tiår efter Sovjetunionens opløsning, fandt organisationen med krigen i Afghanistan og den ulovlige invasion og efterfølgende besættelse af Irak, et midlertidigt formål.

Men spiller NATO overhovedet en seriøs og konstruktiv rolle i forhold til europæisk sikkerhed, og er NATO anno 2018 overhovedet andet end et instrument for en amerikanernes ambitioner om et énstrenget, globalt herredømme?

Jeg mener det må være på tide, at vi i Europa gentænker vores egen sikkerhedsstruktur. I dén proces vil det være nyttigt, såfremt vi i overvejelserne lægger vægten på europæiske interesser og i første omgang ignorerer amerikanernes interesser – både nuværende og potentielle af slagsen.

Er det eksempelvis i de europæiske befolkningers interesse at deltage i amerikanernes helt urimelige kampagne mod et europæisk Rusland? En kampagne, der giver sig udslag i såvel direkte militære trusler mod Rusland, som indførelse af handelshindringer og sågar et CIA-styret statskup i nabolandet Ukraine og forsøg på ‘regime change’ i Syrien?

Så langt har USA været villige til at gå i jagten på en seriøs fjende, at man via direkte støtte til terrororganisationer i Syrien decideret har medvirket til at forøge terrortruslen mod europæiske befolkninger. USA sætter tydeligvis en potentiel lukning af den russiske flådebase i landet over hensynet til europæernes sikkerhed.

Det er på tide at vi i Europa tænker nyt og finder en anden vej. Det bør være muligt at udtænke en europæisk forsvars- og sikkerhedsstruktur, der har til formål i første omgang at sikre europæiske interesser. Sikre interesserne for de mennesker der rent faktisk bebor vort kontinent, frem for at virke som forlænget arm for et uberegneligt og tiltagende militaristisk USA, med tydelige ambitioner om globalt herredømme.

Det er på tide at de europæiske lande sætter sig sammen og finder på noget andet.

Lad os indse at også Rusland er en europæisk magt, og at det vil være i vore fælles interesser at finde en sikkerhedsmodel der kan sikre fred, frihed og stabilitet i Europa. Det giver sig selv at en sådan struktur skal bygges op på en måde, så der er tale om ligeværdige lande således at ingen får lov til ensidigt at dominere samarbejdet.

Vi skal sikre, at de store magter i Europa; Frankrig, Rusland, Tyskland og Storbritannien bliver svinebundet af aftaler og traktater der sikrer, at ingen af dem vil være i stand til hverken at true eller dominere samarbejdet.

USA kastede sin skygge over Europa efter anden verdenskrig, men den krig er slut og det samme gælder den kolde krig der fulgte efter. Det er på tide at vi europæere finder vore egne ben og begynder at sætte vore egne interesser i første række.

Tiden er inde til en forandring.