Et netværk af landsforrædere

For enhver der følger med i international sikkerhedspolitik, bør det stå klart at USA er den ubetinget største trussel mod fred og stabilitet i Verden. De amerikanske sikkerhedstjenester er historisk set direkte ansvarlige for flere statskup og politiske likvideringer end nogen andet stat i verdenshistorien. Denne påstand er veldokumenteret, og endda erkendt af skiftende amerikanske regeringer.

Det er også velkendt, at USA aktivt støtter terrorbevægelser og andre undergrundshære i det meste af verden. Dette er endog landets officielle politik, og har været det siden afslutningen på anden verdenskrig. USA er i det hele taget uhørt aktive, når det gælder om at indsætte regimer rundt omkring der støtter landets politik – og at fjerne folkevalgte regeringer der ikke gør. Senest har amerikanske sikkerhedstjenester stået bag gennemførte kup i såvel Pakistan som Peru, og det amerikanskstøttede kup i Ukraine i 2014 er den direkte årsag til den igangværende krig i landet.

Amerikanernes nutidige lovgrundlag for disse lyssky aktiviteter, er angivet i noget de kalder section 1202 authority under 2018 National Defense Authorization Act, som tillader støtte til ʻirregulære styrker, grupper eller individer, der deltager i irregulær krigsførselʼ.

Men programmet med at støtte alle tænkelige irregulære grupper, går som nævnt helt tilbage til afslutningen på anden verdenskrig. Det er således almindelig kendt, at amerikanerne ikke kun støtter irregulære grupper i krigsførende eller oprørstruede lande, men også paramilitære grupper i stabile demokratier. Siden 1990ʼerne har det desuden været offentlig kendt, at amerikanerne har trænet, finansieret og bevæbnet undergrundshære i næsten samtlige lande i Europa – herunder også Danmark.

Det kan forekomme paradoksalt og ulogisk på denne måde at indsætte bevæbnede grupper i lande, der ikke blot er stabile demokratier, men også generelt særdeles venligtsindede overfor amerikanerne.

Men set fra en amerikansk synsvinkel, giver det faktisk ganske god mening. Disse grupper har nemlig flere formål, som alle styrker den amerikanske tilstedeværelse på kontinentet.

For det første har man en bevæbnet styrke stående klar, hvis der i et europæisk land skulle komme regering eller parlamentarisk flertal, der måtte ønske eksempelvis at føre en uafhængig udenrigs- og sikkerhedspolitik eller på anden måde generere amerikanerne. Folkevalgte politikere og andre folkelige ledere er jo lige så dødelige som alle andre, så det er vældig praktisk at have folk på plads der kan hjælpe med til at fjerne uønskede personer fra en offentlige scene.

Samtidig er et sådant netværk åbenlyst praktisk i forbindelse med almindelig efterretningvirksomhed.

Også i Danmark eksisterer der et sådant netværk. Det er et netværk, som jeg tidligere har skrevet om. Det er flere grunde til at jeg har kendskab til eksistensen af netværket, men den nok vigtigste er, at man flere gange har forsøgt at rekruttere mig til det. Hver gang har mit svar været er klart NEJ, for det der med militarisme og landsforræderi er altså bare ikke noget for mig.

Netværkets formelle formål, er at etablere en modstandsbevægelse for det tilfælde at landet engang skulle blive besat. Medlemmerne rekrutteres således i almindelighed med en masse patriotisk røgelse af den mere kvalme slags, men i første omgang uden at fortælle kandidaterne at de i virkeligheden arbejder for en fremmed magt.

I Danmark består netværkets aktiviteter udover efterretningsvirksomhed for amerikanerne, i blandt andet at hjælpe danske Forsvarets Efterretningstjeneste med aktiviteter, der trods alt er for kriminelle – selv for dem.

Derudover fungerer den amerikanske undergrundshær i Danmark også som et særdeles effektivt forretningsnetværk for netværkets medlemmer. Da de forsøgte at hverve mig, skete det således med løfter om en særdeles mærkbar økonomisk fremgang og andre jordiske goder af den mere materielle slags. Men som sagt er landsforræderi og den slags ikke rigtig noget for mig, så jeg måtte flere gange sige nej.

Et af de interessante aspekter ved netværket er, at rekrutteringen i Danmark. i hvert fald delvist, foretages af Forsvarets Efterretningstjeneste, mens finansiering og bevæbning forestås af amerikanerne. Det var således FE, der gentagne gange kontaktede mig for at rekruttere mig til netværket. Det giver sig selv, at også den ideologiske træning af medlemmerne sker med amerikansk udgangspunkt.

Den amerikanske involvering i opbygningen og driften af disse netværk, understreges ikke kun af den nævnte amerikanske lovgivning og den italienske GLADIO-skandale, men også af den kendsgerning, at hele 11 procent af USA´s specialstyrker på globalt plan er udstationeret i europæiske lande. Dette var vel at mærke før krigen i Ukraine, så der er ganske sikkert flere nu. Europa er således, næst efter Mellemøsten og Afrika, den verdensdel med flest udstationerede amerikanske specialstyrker.

Dette på trods af en absolut politisk stabilitet i nærmest samtlige europæiske lande – her med forbehold for begivenhederne i Ukraine og de afledte konsekvenser heraf. Men hvad Ukraine angår, er pointen netop den, at det er et amerikansk kup og konsekvenserne af Maidan-kuppet i 2014, der er den direkte årsag til krigen.

Men med hensyn til det danske netværk, så er jeg forbløffet over mediernes tavshed herom. Det er jo ikke fordi eksistensen af det danske GLADIO-netværk ikke er kendt stof hos hverken medierne eller mangeårige aktører i det politiske system. Og trods alt: Et bevæbnet netværk af danskere i udenlandsk tjeneste, et netværk af danske landsforrædere der spionerer for en udenlandsk magt, burde være interessant stof for såvel medier som anklagemyndigheden

Sagen med Støjberg er også en forfatningskamp

Som det sikkert allerede er de fleste bekendt, er der faldet dom i rigsretssagen mod tidligere minister Inger Støjberg.

Dommen har givet flere folketingspolitikere anledning til at justere deres opfattelse af sagens karakter. Som eksempler kan nævnes tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstres retsordfører, folketingsmedlem Preben Bang-Henriksen. Begge stemte i sin tid imod overhovedet at rejse sagen, mens begge hurtigt efter domfældelsen erklærede at have taget fejl.

Også jeg tog fejl, men dog på en anden måde end de to nævnte herrer. Jeg var enig med Folketingets flertal da sagen blev indbragt for Rigsretten, men blev i løbet af sagen i tvivl om hvorvidt det var lykkedes for anklagerne i tilstrækkeligt omfang at påvise skyld til at der ikke længere var berettiget tvivl herom. Men jeg tog fejl, og Støjberg ryger nu ud af Folketinget og kommer til at tilbringe et par måneder i et åbent fængsel.

Der tales meget om hvorvidt Inger Støjberg efter et kommende folketingsvalg måtte ønske at vende tilbage til det politiske liv, men det tvivler jeg personligt på at hun vil. Jeg skal ærligt indrømme, at min bedømmelse primært bygger på en intuitiv fornemmelse, og at der derfor ikke kan argumenteres yderligere herfor. Men i og med at min intuition ganske ofte viser sig at være særdeles præcis, ofte mere end mit intellekt, tror jeg faktisk at det er sådan det bliver.

Sagen mod Støjberg er principiel for karakteren af vort folkestyre. Der er talt meget om vigtigheden af at ministre holder sig til at administrere lovgivningen inden for lovens rammer og det, for de fleste af os, logiske ved at en minister aldrig kan gå udenfor disse rammer. For de af os der tror på parlamentarismen og retssamfundet, er den slags børnelærdom og noget der sider på ryggraden. For selvfølgelig kan regeringer ikke bare gøre hvad der passer dem!

Andre, særligt blandt Støjbergs støtter på Facebook og den slags steder, har en anden opfattelse. Dér viser det sig at der også er en anden grundholdning repræsenteret i den danske befolkning: nemlig dén med at en regering som en selvfølge ikke nødvendigvis er bundet af andet end sin egen vilje.

Modsætningen mellem disse to grundholdninger er interessant, og i virkeligheden en meget gammel uenighed i det danske folkestyre. Det danske folkestyre har nemlig siden sin spæde begyndelse i 1849 i høj grad været en kamp mellem modsatrettede forfatningsopfattelser; Om monarkens stilling i forhold til regeringsdannelsen – og omfanget af Folketingets kontrol med den til enhver tid siddende regering.

Rent statsretsligt var det med stadfæstelsen af Grundloven af 1953 at der blev sat endeligt punktum for denne diskussion. Det skete efter et århundrede med provisorielovgivningen under Estrup, parlamentarismens indførelse i 1901, statskuppet i 1920 og tredivernes kamp om demokratiets betimelighed, hvor kredse langt ind i både Det Konservative Folkeparti og partiet Venstre faktisk ønskede en ʻstærk mandʼ uden unødig parlamentarisk kontrol.

Men med grundlovsændringen af 1953 blev der formelt sat punktum for denne diskussion. Med Grundloven og ministeransvarsloven i hånden, er det nu, groft skåret, sådan, at en minister ikke så meget som kan gå på toilettet i arbejdstiden uden at have sin lovhjemmel i orden. Det er sådan det er, og sådan det skal være.

 Men der findes stadig kredse i både det parlamentariske liv og dele af offentligheden, der groft sagt hælder til Enevældens regeringsopfattelse: At en regering er regering og i princippet kan gøre som den vil. Støjbergs helt bevidste lovbrud er et eksempel på denne regeringsopfattelse, og det samme er naturligvis hendes støtter.

Man har set en tilsvarende tendens i Mink-sagen, hvor den siddende regering tilsyneladende slet ikke har interesseret sig en døjt for hvorvidt der mon var lovhjemmel til at nedlægge et helt erhverv og regeringens støtter, der højlydt har forsvaret beslutningen med argumentet om at det var en meget vigtig og nødvendig beslutning. Også den sag ender sandsynligvis for Rigsretten, men den tid den sorg.

Der har således gennem tiden udviklet sig en tendens i begge de to store statsministerbærende partier, der peger i retning af en mindre grad af respekt for én af folkestyrets helt centrale grundpiller. Og det er af flere grunde bekymrende.

Det er bekymrende, for det peger hen imod en accept i både Socialdemokratiet og Venstre af princippet om at en regering sådan set kan gøre hvad den vil – inden for rammerne af hvad man lige nu og her kan slippe afsted med. Men sådan må det ikke blive. En regering skal være svinebåndet af loven og af Folketinget, ellers hører vort folkestyre og retssamfund op.

Ingen af os ønsker reelt at leve i et samfund, hvor en hvilken som helst regering eller minister bare kan anvende statens magtapparat som det passer dem. Det dur simpelthen ikke! Hvis en regering eller en minister er utilfreds med de bånd som landets love lægger på magtudøvelsen, må man gå til Folketinget og se om man kan få disse bånd løsnet eller rammerne udvidet. Sådan er det, og sådan skal det være.

I virkeligheden kunne mit indlæg slutte lige her, for jeg har jo allerede skrevet alt det principielle i sagen.

Men jeg vil gerne, med min egen sag, pointere vigtigheden af at regeringen og statsmagtens magtudøvelse holder sig inden for lovens rammer. Som tidligere nævnt her på siden, blev jeg for nogle år siden kidnappet, ulovligt tilbageholdt og i forbindelse hermed tortureret, mishandlet og voldtaget af en enhed under Forsvarets Efterretningstjeneste.

Som jeg også har redegjort for her, blev kidnapningen og mishandlingen foretaget af en person som jeg dengang i halvandet årti havde konlurreret om en pige med, og som så lejligheden til at afklare det personlige regnskab han mente at have med mig.

 Jeg anbefaler kraftigt at eventuelle nye læsere får læst op på hvad jeg tidligere har skrevet om det hændte.

Ifølge efterretningstjenesten selv, skete disse ugerninger med tilladelse fra en siddende minister – en minister, der således intet problem så i at sætte sig udenfor loven og krænke en dansk borgers person og rettigheder.

Det var således den daværende forsvarsminister Søren Gade, der gav tilladelse til at min gamle fjende kunne aflytte mig, for der var intet grundlag for en dommerkendelse – og slet, slet ikke for en militær enhed, som FE jo er. Det var også daværende forsvarsminister Søren Gade der gav tilladelse til at ʻhente mig indʼ og som blandt andet stillede en helikopter til rådighed i den forbindelse. Og det var samme Søren Gade, der efterfølgende gav regeringens tilgivelse for kidnapningen, mishandlingen, gennembankningen og voldtægten af mig.

Der er ingen tvivl om, at både torturbødlen Tom Gundersen og hans daværende minister med deres handlinger bevægede sig langt, langt udenfor lovens rammer.  Men Gade er som Støjberg: med en regeringsopfattelse fra Enevældens tid.

Jeg bringer mit eget eksempel ind i sagen med Støjberg for at vise et eksempel: Et eksempel på hvilket slags samfund vi kan ende med at få, hvis forfatningskampen mellem de to regeringsopfattelser som er beskrevet, måtte ende med at svække Folketingets kontrol med de skiftende regeringer.

Det er ikke et samfund nogen af os ønsker at leve i – bortset fra de meget få, der på forskellig vis kan styre eller manipulere den statslige magtudøvelse. Derfor er det vigtigt at den statslige magtudøvelse holder sig inden for lovens rammer, og derfor er det trods alt glædeligt at Inger Støjberg blev dømt i Rigsretten.

Maximilian Kolbe – præsten fra Auschwitz

Den 14. august, dagen i dag, er en ganske særlig dag for os katolikker. Det er nemlig festdagen for en af det forrige århundredes helt store helgener; Maximilian Maria Kolbe.

Kolbe døde i koncentrationslejren Auschwitz den 14. august 1941. hvilket for øvrigt er grunden til at hans kirkelige festdag er på denne dato. Men mens Kirken har mange helgener, er Kolbe noget helt specielt for mig. De der kender mig vil forstå hvorfor, når de læser lidt om denne franciskanermunk og hans liv og især hans død.

Kolbe indtrådte i Franciskanerordenen i 1910, og modtog klosternavnet Maximilian da han året efter indledte sit noviciat. I 1914 aflagde Maximilian ordenens evige løfter, og fire år senere fulgte præstevielsen. Men der sad et godt hoved på den unge mand, så der fulgte også doktorafhandlinger i først filosofi og siden teologi. To doktorgrader er vel nok til at imponere de fleste, men det var med aktivt pastoralt arbejde at Maximilian skulle gøre sig bemærket.

Maximilian Kolbe var et menneske med en stor virkelyst, og allerede i begyndelsen af tyverne grundlagde han sammen med seks medbrødre et nyt franciskanerkloster i Niepokalanów. Trods sygdom, han led af turberkulose som på den tid blev betragtet som en dødelig sygdom, formåede pater Maximilian alligevel at grundlægge flere medier i Polen. Tidsskrifter, en radiostation og en avis blev det til.

Senere, i slutningen af tyverne og begyndelsen af trediverne, fulgte en udstationering som missionær i Asien. Kina, Japan og Indien blev det til, inden turen gik tilbage til Polen.

I den japanske by Nagasaki faldt det i Maximilians lod at skulle grundlægge endnu et kloster. Klostret skulle senere blive én af de få bygninger i byen der overlevede den amerikanske atombombesprængning i 1945. Klostret overlede fordi Maximilian efter sigende skulle have haft en vision der nøjagtigt viste ham hvor klostret skulle bygges: nemlig beskyttet bag en klippe. De lokale mente ellers at dén dér klippeside var et rigtig dårligt sted at bygge nogetsomhelst på, men Maximilian holdt fast ved sin vision, og klostret står der endnu den dag i dag.

Efter hjemkomsten til Polen fortsatte Maximilian med sin medievirksomhed, og det var blandt andet i denne periode af sit liv at han grundlagde en radiostation. Det er derfor at han et halvt århundrede senere blev udråbt som skytshelgen for journalister og mediefolk.

Men som det vil være de fleste bekendt, var trediverne ikke lutter lagkage for Polakkerne. I efteråret 1939 blev Polen besat af nazi-Tyskland, og den tyske besættelse medførte nye udfordringer for det franciskanske klosterfællesskab i Niepokalanów.

Tyskernes jødeforfølgelser gjorde nemlig at Maximilian så sig nødsaget til at lade klostret fungere som skjulested for forfulgte jøder – nogle i kortere, andre i længere tid. Det er anslået at Maximilian & Co i denne periode ialt skjulte omkring 2000 jøder på flugt.

Men det måtte selvfølgelig gå galt, og det gjorde det naturligvis også. Og nu er det så at vi når til den del af historien, der gjorde Maximilian Maria Kolbe til en af de mest elskede og respekterede helgener i nyere tid.

Først blev Kolbe og seks medbrødre fængslet af Gestapo. Efter lidt tid i et lokalt fængsel, blev Kolbe overført til Auschwitz. Auschwitz var jo som den var: Et skrækkeligt sted, hvor ondskaben herskede. Men også i Ondskabens verden er der lys – og Guds lys har det med at skinne gennem mennesker.

Det skinnede i hvert fald gennem Maximilian.

Overlevende fanger berettede senere om Maximilian, at han fra første dag i lejren udøvede sjælesorg overfor de andre fanger og delte sine rationer med de mest trængende.

Men en dag skete der så det at det lykkedes for en af de andre fanger at undslippe. Det var jo i sig selv en præstation, men tyskerne lod ikke den slags gå upåagtet hen.

Straffen til til de tilbageblevne var grusom og brutal: Hungerbarakken. SS-vagterne udvalgte en gruppe fanger, som skulle låses inde i det som blev kaldt hungerbarakken. Her skulle de være, uden mad og drikke, indtil de alle var døde af sult og tørst.

En af de udvalgte fanger, var en polsk familiefar ved navn Franciszek Gajowniczek. Nu var det sådan, at via sit pastorale arbejde med sine medfanger, vidste Maximilian godt at denne mand havde kone og børn uden for lejren, som sikkert håbede på at han en dag skulle vende hjem.

Derfor skete der nu det, at Maximilian gjorde som han gjorde: Han trådte frem, og bad med høj røst tyskerne om at måtte tage denne mands plads, hvis de til gengæld ville lade den polske familiefar slippe. Det gjorde SS-vagterne med største fornøjelse, for katolske præster var ikke særligt populære blandt nazisterne. Så Franciszek slap for hungerbarakken og Maximilian ofrede sit liv.

Men historien slutter ikke her. At dø af sult og tørst er ikke just behageligt, og det går heller ikke hurtigt. Ved tidligere lejligheder hvor hungerbarakken havde været i brug, havde luften således været fuld at smertensskrig. Men sådan kom det ikke til at gå denne gang.

Maximilian fungerede nemlig som præst for sine medfanger til det sidste, og i stedet for de sædvanlige lyde fra hungerbarakken, lød der nu salmesang og bøn. En af tyskernes medhjælpere, der havde til opgave at se til de dødsdømte, beretter senere at hver gang han kiggede ind i barakken så han Maximilian enten knælende i bøn eller stående, mens han med et roligt blik så mod fangervogterne når de trådte ind og forstyrrede de gudstjenester han holdt sammen med sin dødsdømte menighed.

Efter to uger var Maximilian den eneste overlevende, og tyskerne havde ikke tid til mere. De skulle nemlig bruge barakken til noget andet. Da SS-folkene kom ind for at afslutte hans liv, rakte Maximilian ifølge øjenvidner roligt armen frem og modtog sin sprøjte.

Flere årtier senere, i 1982, blev Maximilian Kolbe helgenkåret af pave Johannes-Paul ll. Og lige dér, i selve det øjeblik hvor bannerne foldede sig ud over Peterspladsen – dér, lige ved siden af paven, stod Franciszek Gajowniczek sammen med sine børn og børnebørn.

Kidnappet, tortureret, mishandlet og voldtaget af dansk militær

Kidnappet, tortureret, mishandlet og voldtaget af dansk militær – i Danmark. Det er sagen i en nøddeskal. Og jeg er med garanti ikke den eneste.

Min historie er beskrevet flere steder her på bloggen, men jeg synes efterhånden det er på tide at ʻsamle sammenʼ, så min historie bliver skrevet ét sted. Det bliver så nu – og her. Der er mere at fortælle – meget mere, men det må vente til tiden er inde.

Kidnapningen fandt sted en tidlig oktobermorgen i 2007. Jeg var på vej hjem fra nattearbejde, da en gruppe på fem civilklædte mænd sprang ud foran min cykel og spærrede vejen videre frem. Den ene trak mig ned fra cyklen og der opstod et håndgemæng mellem os. Det endte med at militærsvinet, en person ved navn Tom Højbjerg, røg ned i asfalten og fik fornøjelsen af et par gange at mærke min højre sikkerhedssko lige midt i ansigtet. Efter sigende røg han i coma og tilbragte efterfølgende nogen tid på et amerikansk militærhospital i Tyskland.

På et dansk sygehus ville der nemlig blevet stillet spørgsmål, og det havde militæret i sagens natur ikke lyst til.

Den dag i dag fortryder jeg at jeg ikke gjorde arbejdet færdig og slog ham ihjel. Ét spark mere havde sendt ham ned til en evighed i svovl og ild – dér, hvor han retteligt hører hjemme.

De øvrige fire trak pistolerne, jeg fik strips på samt en hætte over hovedet og fik en nål i den ene balle, hvorefter jeg mistede bevidstheden. Jeg vågnede på et tidspunkt under transporten, inden jeg fik med sprøjten igen. Men jeg nåede dog at konstatere at vi befandt os i en helikopter – dén lyd tager man ikke fejl af!

Dét der fulgte, er velkendt for faste læsere af denne side. Hvordan de tog mit tøj og briller fra mig, slæbte mig nøgen rundt og opbevarede mig i en celle med konstant belysning. I de kommende dage oplevede jeg langvarige forhørssessioner (som jeg nok skal vende tilbage til), blev gennemtævet af forhørslederen (ham vender jeg også tilbage til) voldtaget og bogstavlig talt druknet. Til slut blev jeg, under trusler om fortsat tortur og efterføgende drab, tvunget til at underskrive et dokument på flere sider, vistnok fire, inden de bedøvede mig igen og til slut afleverede mig på min bopæl.

Alt dette er velkendt stof for læsere af min side, for hændelsesforløbet er beskrevet i mit indlæg Under Tortur. Forhørslederen, eller torturbødlen som han vel rettere bør tituleres, var en person som på dette tidspunkt havde været en del af mit liv i 14 år. I størstedelen af denne periode havde vi været rivaler til den samme pige ovre i Esbjerg. En pige, som lidt over halvandet år inden kidnapningen, aldeles på eget initiativ have genoptaget forbindelsen med mig.

Torturbødlen, min gamle rival, var en person ved navn Tom Gundersen. Han var gået ind i FE nogle år efter vi havde lært hinanden at kende, cirka engang i midthalvfemserne. Identifikationen af Tom Gundersen som min torturbøddel er helt sikker, og det har jeg skrevet om i indlægget Ondskabens navne.

Jeg havde overfor vores fælles veninde forlangt Tom fjernet permanent fra hendes liv som betingelse for det som hun ønskede af mig. Resultatet blev kidnapning, tortur, voldtægt – og så vidt jeg ved også en placering på en eller anden national terrorliste. Korruption har mange ansigter, og dette er ét af dem.

Tiden under den ulovlige tilbageholdelse blev også brugt til andet end tæsk og voldtægt; der var også længere forhørssessioner. Her blev jeg, splitternøgen, fyldt med stoffer, med en sæk over hovedet og lænket til et bord, i timevis udspurgt om mit engagement i Det Radikale Venstre og mit engagement i en dengang ganske kendt forening der beskæftigede sig med integration i Gellerupparken hvor jeg boede.

Men det der optog allermest tid under forhørene, var mit forhold til C – vores fælles veninde. Tom var overordentligt interesseret i alting der vedrørte mit forhold til C. Han brugte også meget tid på at udspørge mig om min eventuelle involvering dengang i halvfemserne hvor han blev smidt ud fra sin families rideskole (Svar: Jeg frydede mig, men havde ingen involvering. Desuden havde han fortjent det!).

Kidnapningen, den ulovlige tilbageholdelse, torturen, voldtægten, tæskene og den efterfølgende årelange chikane fra både PET og FEʼs side, havde rod i én eneste ting: At jeg skulle trynes, fordi Tom Gundersen fra FE følte sig ydmyget af mig.

Den dag i dag har jeg stadig mén efter torturen. Lige siden dengang har jeg lidt af en forfærdelig og meget højlydt tinnitus. I perioder er tinnitussen så højlydt at jeg ikke er i stand til at følge med i hvad der foregår omkring mig. I flere år efter var der også mareridt og lignende ting, men det er forbi nu.

 Og ydermere: Lige siden har jeg været under overvågning fra vort lands efterretningstjenester. Mine kolleger fra min daværende arbejdsplads fortalte mig ofte om henvendelser fra efterretningstjenesten der handlede om mig; om hvem jeg talte med, hvad jeg interesserede mig for – den slags ting. Desuden har jeg flere gange siden observeret at jeg har været under overvågning – den slags er det faktisk ikke særlig svært at få øje på.

Og under et ophold i et kloster i Sverige, fortalte priorinden mig at svensk politi havde været forbi for at spørge om jeg var der. Svenskerne viste et billede som helt klart var mig, men med en historie om at jeg skulle være en svensk ægtemand der havde tævet sin kone. Men den kloge nonne gennemskuede løgnen, svarede at hun aldrig havde set mig og gik direkte videre til mig.

Jeg kan skrive en langt indlæg om mine erfaringer som offer for denne chikane og hvad den har betydet for mig, og vil måske gøre det en dag. Indtil da må man nøjes med det jeg allerede har skrevet i indlægget Efter Torturen.

 Kidnapningen og torturen er naturligvis blevet anmeldt til Østjyllands Politi, men den blev afvist uden at jeg på noget tidspunkt har haft indtryk af at den har været realitetsbehandlet.

Og lige for tiden har jeg så en ansøgning om aktindsigt kørende via Forsvarets Efterretningstjeneste og Forsvarsministeriet. FE vil selvfølgelig ikke give aktindsigt, men det er helt efter bogen. Nu ligger der så en anke hos Forsvarsministeriet, og det bliver interessant at se hvad de vil stille op med den.

For sagen er, at på den ene side er det en kendt sag at én af Forsvarsministeriets vigtigste (og meget uskrevne) opgaver sådan set er at dække over militærets fejltagelser og, når det sker, direkte ulovligheder. Men samtidig har vi jo også en ministeransvarlighedslov her i landet som giver ministeren, Trine Bramsen, pligt til under strafansvar at reagere på ulovligheder inden for hendes resortområde.

Der er flere måde sagen kan ende på. Jeg forventer at den ender i retten med Tom Gundersen, Tom Højbjerg og deres medskyldige som anklagede. Om domfældelsen skal finde sted i Danmark eller krigsforbryderdomstolen i Haag får vi at se. Der findes også andre veje til retfærdighed, og jeg er åben for dem alle.  

Personligt foretrækker jeg Haag, men Landsretten kan også gøre det. Indtil da vil jeg foreslå at man læser de indlæg jeg tidligere har skrevet om sagen her på siden

Under Tortur

Efter Torturen

Ondskabens Navne

 Militærets Hemmelige Netværk

Sådan er det at dø

Derfor blev jeg tortureret

Gør solceller lovpligtige

Den igangværende valgkamp forud for folketingsvalget i næste måned, har tre hovedtemaer: klima & miljø, retten til tilbagetrækning og indvandring & integration.

Tilbagetrækning har jeg allerede skrevet om i sidste uge, i dag kommer turen til miljødebatten.

For nogle dage siden deltog jeg i et rimelig velbesøgt vælgermøde på Godsbanen i Aarhus. Vælgermødet var arrangeret af noget der hedder Den Grønne Studenterbevægelse, og havde overskriften ʻUnge kræver klimahandling – NUʼ. Deltagerne i mødet var repræsentanter fra den opposition, der efter valget kommer til at sidde med regeringsmagten dvs Det Radikale Venstre, SF, Alternativet, Enhedslisten & Socialdemokratiet.

Det slog mig at langt de fleste forslag der blev rejst af kandidaterne, havde det til fælles at de enten vil gøre det dyrere eller mere besværligt at være dansker. Den eneste undtagelse, var partiernes næsten-enighed om det med billigere offentlig transport. Det er absurd at offentlig transport skal være så dyrt, når det rent faktisk er den mest miljørigtige transportform der findes – altså hvis man ser bort fra gang og cykling!

Men der findes også måder hvormed man virkelig kan rykke noget for miljøet – og samtidig spare rigtig mange penge for rigtig mange mennesker!

Rundt omkring i landets kommuner foregår der hvert år udstykninger af tusindvis af familieboliger – heraf langt de fleste parcelhuse. Det ville være oplagt, hvis man gjorde det lovpligtigt at alle nybyggerier af parcelhuse, rækkehuse og landejendomme skal have taget dækket af solceller samt have egen jordvarme samt indbyggede systemer til genindvinding af både vand og varme. Der findes faktisk noget der hedder “nul-energi huse” eller “passiv-huse”!

Mit forslag går simpelthen ud på at gøre det lovpligtigt at nye byggerier skal høre ind under denne kategori.

Potentialet i forslaget er, at det vil gøre de nye boliger selvforsynende med både el og varme, og dermed spare boligejerne for eksorbitant høje udgifter til netop disse ting. Den miljømæsssige fordel behøver nærmest ingen nærmere beskrivelse, udover at det vil medvirke til et forøget årligt fald i landets samlede forbrug af fossilt brændsel og den slags. Det vil også medføre et stort fald i den samlede udledning af CO2.

For den enkelte husejer der skal til at bygge, vil dette nye krav muligvis medføre en lille stigning i byggeomkostningerne, men de penge bliver jo hurtigt hentet ind. Desuden kan man altid diskutere om lovkravet skal inkludere en håndsrækning som skattefordele eller ligefrem tilskud til den slags forbedringer vi her taler om, men det må komme an på en nærmere forhandling.

Klima- og miljødebatten er en af de allervigtigste i vor tid, og det er nødvendigt at skære forbruget af fossile brændstoffer helt i bund, samtidig med at vi forøger og effektiviserer anvendelsen af vedvarende energi til det absolut maksimale. Dette er én af måderne hvormed vi sikrer, at en miljørigtig samfundsomlægning ikke medfører unødvendig store
gener eller omkostninger for den enkelte.

Det forslag jeg har lagt frem her, at gøre solceller og jordvarme lovpligtigt for alle nybyggerier af parcelhuse, rækkehuse og landejendomme, vil hvis det gennemføres være ét af de tiltag der virkelig vil batte noget.

Ny side, nyt format

Enhver der har et blot perifert kendskab til mig, ved at jeg ikke altid rider samme dag om jeg sadler.

Det er nu rundt regnet et års tid siden at jeg bestemte mig for at ændre min softwareløsning for hjemmesiden til WordPress. Det er der flere grunde til, men først og fremmest den simple at den tidligere løsning (Rapidweaver) led under den åbenlyse svaghed, at hjemmesiden lå gemt på computeren og kun kunne opdateres derfra. Det burde stå klart for de fleste at dette er åbenlyst uhensigtsmæssigt.

At ændringen til WordPress alligevel har taget så lang tid som tilfældet er, skyldes at jeg som alle andre bloggere har en særlig plads i mit hjerte til de gamle indlæg og at disse af tekniske grunde ikke kan følge med over til det nye format. Men nu er det altså sket, og så må de gamle indlæg lade livet.

Dermed en slags undskyldning til googlere, der har søgt på et indlæg jeg har skrevet – og til alle i andre: Hav venligst tålmodighed indtil den nye side er ordentlig oppe at køre. Der er meget at lave endnu mht opsætning, farver og udseende osv. Men det skal nok komme 🙂