Mens disse linjer skrives, er der mindre end et halvt døgn til valgstederne åbnes i Rusland. Landet skal vælge en præsident for de næste seks år, og den siddende én af slagsen, Vladimir Putin, er storfavorit til at vinde valget.

Når jeg har argumenteret for en europæisk sikkerhedsordning som blandt andet skal omfatte Rusland, er jeg af og til blevet stillet spørgsmålet om hvorvidt Rusland er et demokrati.

Lignende overvejelser bliver med jævne mellemrum gjort i det offentlige rum, hvor debattører og endda ansvarlige politikere som formodes at vide bedre, argumenterer for et klart nej. Argumentationen for dette nej forekommer uklart, men hænger i reglen sammen med den siddende præsidents stærke status i forhold til sine konkurrenter og politiske modstandere.

Men lad os tage det fra en ende af: Er Rusland et demokrati?

Svaret afhænger naturligvis af hvordan man definerer et sådant. Hvis man tager udgangspunkt i tilstedeværelsen af demokratiske institutioner, er der ingen tvivl om at disse er fuldt ud til stede i Rusland.

Parlamentet, Dumaen, er fuldt ud folkevalgt – omend med en temmelig høj spærregrænse på 7,5 procent. Det samme er landets præsident. Derom er det ikke muligt at tvivle.

Samtidig lader det til, set udefra, at de centrale myndigheder gør sig store bestræbelser på at undgå valgsvindel, bevidst mangel på præcision i stemmeoptællingen og lignende. Faktisk er der op til præsidentvalget vedtaget lovgivning der strammer kontrollen med den slags ting, blandt andet med valgobservatører.

Det er derfor ikke rimeligt at stille spørgsmålstegn ved tilstedeværelsen af demokratiske institutioner i Rusland, så ud fra de kriterier man normalt anvender, er Rusland et demokrati.

Når koldkrigere og andre kritikere af Rusland alligevel gør forsøget, er det fordi der herfra anlægges et andet syn på hvad der definerer et demokrati. I USA, for eksempel, kan selv det mest undertrykkende militærstyre betragtes som et demokrati – forudsat naturligvis man stiller sig bag USA’s militære og strategiske mål.

Personligt er det min opfattelse at Rusland er et demokrati – dog med den begrænsning at demokratiet stadig mangler at bevise sin styrke.

Demokrati er nemlig andet end blot velfungerende institutioner. I Danmark er de folkevalgte institutioner eksempelvis yderst velfungerende, mens statsoverhovedet er født ind i embedet. Statsoverhovedets position gør det efter min mening rimeligt at stille spørgsmålstegn ved det danske demokrati.

Men demokrati er også kultur, herunder ikke mindst statsapparatets opfattelse af egen loyalitet. Man kan sige det ganske enkelt:

Forestil sig at Vladimir Putin taber valget i 2018. Det sker nok ikke, men lad os lege med tanken. Vil landets militær og diverse sikkerhedstjenester automatisk overføre deres loyalitet til den nye præsident? Det er svaret på dét spørgsmål, som i virkeligheden afgør svaret på det større spørgsmål: Om Rusland er et demokrati.

Man kan stille det fuldstændig samme spørgsmål for Danmarks vedkommende. Hvis Enhedslisten og Alternativet i fællesskab får flertal ved folketingsvalget til næste år, vil militæret og især FE da respektere den nye regering under Pernille Skippers ledelse og acceptere at følge instrukser herfra?

Eller USA: hvis Jill Stein eller Bernie Sanders vinder præsidentvalget i 2020 – vil de så kunne regne med opbakning fra Militæret og eksempelvis CIA, eller kommer de til at lide skæbne med John F. Kennedy?

Det er svaret på dette spørgsmål, der i virkeligheden afgør hvorvidt et demokrati er reelt eller blot institutionelt.

Spørgsmålet om hvorvidt Rusland i virkeligheden er et demokrati eller ej, må indtil videre besvares med et klokkeklart ja. Jeg har svære betænkeligheder ved begrænsningerne af ytringsfriheden i landet, men herudover bør der ikke sættes en finger på demokratiet som det fungerer indtil videre.

Men demokratiet beviser først for alvor sin eksistens, bliver voksent om man vil, den dag enten en siddende præsident eller elitens kandidat taber et valg, og statsapparatet fuldtonet stiller sig bag den nyvalgte.

Én af de vigtigste forudsætninger for at dét kan finde sted, er tilstedeværelsen af en stærk opposition. Sådan en har Rusland tydeligvis ikke, hvilket der kan være mange grunde til.

Så ja – Rusland er et demokrati hvad angår eksistensen af de nødvendige institutioner, men er stærkt bagud på point hvad angår politisk kultur.

–00–

Den 26. marts 2024 – tilføjelse:

Siden dette indlæg blev skrevet, har der været en forfatningsændring i Rusland. Herefter er spærregrænsen til Dumaen sat ned til 5 procent, mens det stadig er muligt at blive valgt i enkeltmandskredse.

Lige siden NATO’s oprettelse i 1948, har organisationen udgjort det bærende fundament i Europa’s sikkerhedsstruktur. Oprettet, som NATO var, som modpol til et aggressivt, truende og ideologisk særdeles ambitiøst Sovjetunionen, udgjorde organisationen et nødvendigt bolværk mod en særdeles ubehagelig trussel.

Med murens fald i 1989-90, og med opløsningen af Sovjetunionen i 1991, mistede NATO sit oprindelige formål. Man gik på jagt efter en ny fjende der kunne retfærdiggøre organisationens fortsatte beståen.

Et tiår efter Sovjetunionens opløsning, fandt organisationen med krigen i Afghanistan og den ulovlige invasion og efterfølgende besættelse af Irak, et midlertidigt formål.

Men spiller NATO overhovedet en seriøs og konstruktiv rolle i forhold til europæisk sikkerhed, og er NATO anno 2018 overhovedet andet end et instrument for en amerikanernes ambitioner om et énstrenget, globalt herredømme?

Jeg mener det må være på tide, at vi i Europa gentænker vores egen sikkerhedsstruktur. I dén proces vil det være nyttigt, såfremt vi i overvejelserne lægger vægten på europæiske interesser og i første omgang ignorerer amerikanernes interesser – både nuværende og potentielle af slagsen.

Er det eksempelvis i de europæiske befolkningers interesse at deltage i amerikanernes helt urimelige kampagne mod et europæisk Rusland? En kampagne, der giver sig udslag i såvel direkte militære trusler mod Rusland, som indførelse af handelshindringer og sågar et CIA-styret statskup i nabolandet Ukraine og forsøg på ‘regime change’ i Syrien?

Så langt har USA været villige til at gå i jagten på en seriøs fjende, at man via direkte støtte til terrororganisationer i Syrien decideret har medvirket til at forøge terrortruslen mod europæiske befolkninger. USA sætter tydeligvis en potentiel lukning af den russiske flådebase i landet over hensynet til europæernes sikkerhed.

Det er på tide at vi i Europa tænker nyt og finder en anden vej. Det bør være muligt at udtænke en europæisk forsvars- og sikkerhedsstruktur, der har til formål i første omgang at sikre europæiske interesser. Sikre interesserne for de mennesker der rent faktisk bebor vort kontinent, frem for at virke som forlænget arm for et uberegneligt og tiltagende militaristisk USA, med tydelige ambitioner om globalt herredømme.

Det er på tide at de europæiske lande sætter sig sammen og finder på noget andet.

Lad os indse at også Rusland er en europæisk magt, og at det vil være i vore fælles interesser at finde en sikkerhedsmodel der kan sikre fred, frihed og stabilitet i Europa. Det giver sig selv at en sådan struktur skal bygges op på en måde, så der er tale om ligeværdige lande således at ingen får lov til ensidigt at dominere samarbejdet.

Vi skal sikre, at de store magter i Europa; Frankrig, Rusland, Tyskland og Storbritannien bliver svinebundet af aftaler og traktater der sikrer, at ingen af dem vil være i stand til hverken at true eller dominere samarbejdet.

USA kastede sin skygge over Europa efter anden verdenskrig, men den krig er slut og det samme gælder den kolde krig der fulgte efter. Det er på tide at vi europæere finder vore egne ben og begynder at sætte vore egne interesser i første række.

Tiden er inde til en forandring.

Som det kan læses her, blev jeg for nogle år siden kidnappet på åben gade af landets militære efterretningstjeneste og derefter udsat for tortur i dagevis. Siden torturen, har jeg lidt af en lang række eftervirkninger – herunder en meget kraftig tinnitus og langvarige mareridt.

Socialt havde kidnapningen også konsekvenser. Fra kolleger på min tidligere arbejdsplads er jeg blevet informeret om, at repræsentanter fra såvel Forsvarets som Politiets Efterretningstjeneste har ‘taget runden’ hos udvalgte kolleger for at sprede løgne om mig. En kollega har direkte fortalt mig, at han endda har set deciderede videoer fra torturen.

Kolleger er også blevet truet til at deltage i natlige indbrud på min bolig sammen med personale fra såvel PET som FE.

På min daværende arbejdsplads havde disse kriminelle aktiviteter naturligvis en række sideeffekter: Mobning, chikane og udstødelse.

Denne nedrige forfølgelse har naturligvis haft store konsekvenser i forhold til hvordan jeg omgås andre. Helt generelt forsøger jeg nemlig at undgå at sætte mine ben i nogen som helst sociale sammenhænge, hvor efterretningstjenesternes forbrydere vil kunne true eller tvinge personer i mine omgivelser til at deltage i kriminelle handlinger mod mig.

Med andre ord bestræber jeg mig på at mødes med mennesker ‘analogt’ og uden forudgående kontakt hverken telefonisk eller via nettet.

Men der er også noget andet.

Som det kan læses i min beskrivelse af torturen her, led jeg i forløbet en betydelig fysisk overlast. Jeg har derfor til min familie givet besked om, at efter min død skal min krop obduceres grundigt. Især skal mit centralnervesystem undersøges minutiøst med henblik på en lægelig afklaring af de skader der er sket.

 

I oktober måned 2007 blev jeg udsat for en kidnapning og efterfølgende ulovlig tilbageholdelse. Kidnapningen blev foretaget af en gruppe på fem personer fra Forsvarets Efterretningstjeneste.

Dette indlæg er min redegørelse for det forløb som fulgte efter kidnapningen, herunder ikke mindst hvad der hændte under den ulovlige tilbageholdelse. Visse detaljer som er vigtige for sagen er udeladt, men vil på forespørgsel med fornøjelse blive videregivet til de rette myndigheder.

Selve tilbageholdelsen fandt sted en tidlig morgen i oktober måned 2007. Kidnapningen skete mens jeg cyklede hjem fra mit daværende arbejde, og den fandt sted på Ringgaden i Aarhus – på strækningen mellem Paludan-Müllers Vej og Viborgvej.

Mens jeg cyklede på strækningen, sprang fem mænd ud foran mig og spærrede for vejen videre. Den ene væltede mig ned fra cyklen så jeg landede med hele min krop på asfalten. Dette medførte en mindre tumult, hvorunder en af kidnapperne kom alvorligt til skade.

Herefter trak de resterende fire deres våben, således at jeg til min store overraskelse fandt mig selv stirrende ind i fire pistoler. Derefter blev jeg bagbundet, fik en hætte over hovedet og ført ind i en ventende varevogn. Derinde blev jeg stukket med en nål i bagkroppen, og mistede dernæst bevidstheden.

Jeg blev fløjet i helikopter direkte til en militær installation på Bornholm. På et tidspunkt under flyvningen vågnede jeg. Da konstaterede jeg at piloterne havde store vanskeligheder med at holde helikopteren i luften, idet der tydeligvis var opstået tekniske vanskeligheder. Kort derefter mærkede jeg endnu en nål, og mistede atter bevidstheden.

Ved ankomsten til Bornholm blev jeg under trusler om vold tvunget til at afklæde mig, og blev dernæst visiteret – herunder rektalt.

Derefter blev jeg sat i en celle. Cellen var, udover en seng, udstyret med et toilet og en vask, samt et bord og en stol. Cellen lå nede for enden af en gang, med celler på begge sider. Der var således tydeligvis tale om en decideret fængselsafdeling med minimum 8-10 celler.

Alle fangevogterne bar militære uniformer, men var ikke fra Militærpolitiet. Dette fremgik tydeligt, idet de hverken bar armbind eller andre insignier der viste dette.

Ved ankomsten til cellen fik jeg udleveret en fangedragt, som jeg i protest nægtede at iføre mig. Dette meddelte jeg tydeligt og meget klart til såvel fangevogtere som forhørsleder, idet de ingen ret havde til hverken at kidnappe eller tilbageholde mig, og at jeg derfor nægtede at klæde mig som en fange.

I min mad var der tilsat stoffer, som skulle få mig til at blive døsig og mere medgørlig.

Under det første forhør forlangte jeg en advokat tilkaldt, men forhørslederen nægtede dette med en påstand om at det havde jeg ikke ret til.

Flere gange under forløbet forlangte jeg en læge tilkaldt, men dette blev mig nægtet med en besked om at heller ikke dette havde jeg ret til.

Under samtlige forhør var jeg nøgen, lænket til et bord og havde altid en hætte trukket ned over hovedet.

Undet et af forhørene blev mit hoved tvunget ned i et kar med vand, som regel i hvad der føltes som flere minutter af gangen. På et tidspunkt var mit hoved så længe under vandet at jeg mistede bevidstheden.

I forbindelse med en anden forhørssession blev jeg, stadig nøgen, med en hætte over hovedet lænket til en stol og blev meddelt at nu skulle jeg henrettes. Dette kom ikke som den helt store overraskelse for mig, idet jeg nogle timer forinden var blevet meddelt det samme i min celle. Det skete i forbindelse med at noget mad blev stillet ind til med med beskeden om at ‘vi har besluttet at henrette dig, og dette er dit sidste måltid’.

Min ‘henrettelse’ fandt sted ved at forhørslederen stillede sig bag mig og pressede en pistolmunding ind mod min nakke. Pistolen klikkede.

Et gennemgående tema var mit politiske engagement i Det Radikale Venstre, mit daværende næstformandsskab i Multikulturel Forening og mit integrationsarbejde i Gellerupparken. Altsammen emner, som ingen offentlig myndighed i dette land på noget tidspunkt har ret til at spørge landets borgere om.

Forud for min frigivelse blev jeg endnu engang bedøvet, og vågnede herefter op i mit hjem i Aarhus. Jeg kunne nu konstatere, at min ulovlige tilfangetagelse havde varet fire dage.

På første arbejdsdag efter kidnapningen, spurgte min daværende arbejdsleder, JVS, direkte til hvad han kaldte for ‘tilbageholdelsen’. Det viste sig at han, på dagen for min kidnapning, af militæret var blevet anmodet om at holde mig tilbage til arbejdstids ophør – på trods af at det gennem en periode havde været normalt at både jeg og mine kolleger sluttede tidligt.

JVS gav således direkte udtryk for at han på forhånd havde kendskab til kidnapningen og var blevet bedt om at medvirke hertil. Det havde gennem nogen tid været tydeligt at der eksisterede en forbindelse mellem arbejdslederen og FE. Min arbejdsplads fik nemlig en måneds tid inden kidnapningen besøg af to FE-ansatte i forbindelse med noget de kaldte ‘terrorsikring’.
Det skal tilføjes, at min arbejdsplads på ingen måde, hverken direkte eller indirekte, var omfattet af militærets arbejdsområder.

Mit motiv for at skrive dette indlæg, er at jeg ønsker retfærdighed. Mit ønske er at de medskyldige skal stilles til ansvar for deres forbrydelser. Det er ligeledes min hensigt, at militærets praksis med ulovligt at tilbageholde borgere og indespærre dem i fængselsafdelingen på Bornholm, skal afdækkes i en åben proces under det retslige system, og at de skyldige bliver stillet til ansvar.

Dette er et skridt i den proces.

–00–

Tilføjelse, den 20. april 2019:

Læs også: Ondskabens Navne, hvor jeg blandt andet skriver navnet på såvel den ansvarlige Case-officer fra FE (Tom Højbjerg) samt andre oplysninger.

Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

Sådan lyder indledningen til den amerikanske uafhængighedserklæring, som blev skrevet i 1776.

Retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

Sådan er det. Åbenlyst for de fleste, en erklæring som langt de fleste af os vil mene gælder ubetinget for os selv, vore nærmeste og for såvel venner som fjender.

Det grundlæggende synspunkt i den ovennævnte sætning er siden blevet videreført i nyere tid med erklæringer af mere eller mindre bindende karakter – herunder ikke mindst FN’s erklæring om Menneskerettighederne og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Rettighederne i disse erklæringer omfatter emner som retten til at ytre sig, til en retfærdig og uafhængig rettergang, retten til at ernære sig, til et familieliv og meget andet – altsammen emner og overskrifter, som næppe ret mange vil betvivle som værende en del af grundlaget for en værdig menneskelig tilværelse.

Hvis man skal hæve blikket og se det hele lidt fra oven, så handler menneskerettighederne i virkeligheden om noget ganske simpelt. De handler om forholdet mellem menneske og stat, mellem borger og myndighed, mellem individ og magthaver.

Formålet med menneskerettighederne er nemlig at sætte grænser for statsmagtens magtanvendelse overfor den enkelte borger – overfor dig og mig.

Menneskerettighederne beskytter hver enkelt af os mod den stærkeste og mægtigste verdslige magt i ethvert land: Statens magthavere. De sætter et værn op rundt om hver enkelt af os og sikrer os retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

De sikrer os retten til at tænke frit, til at tale frit, til at dyrke en hvilken som helst guddom vi måtte ønske os – eller til helt at lade være.

Såvel den filosofiske idé som det reelle, politiske formål bag disse erklæringer om menneskerettighederne, burde således være åbenlyse for de fleste. Det er da også derfor, at de internationale menneskerettigheder som en selvfølge er skrevet ind i dansk lovgivning.

Men det er desværre ikke tilfældet for alle. I det danske Folketing har Dansk Folkeparti eksempelvis for nylig fremsat et forslag om, at menneskerettighederne skrives ud af landets lovgivning.

Partiets argument herfor er, at det ifølge partiets opfattelse er Folketingets opgave at sikre danskernes rettigheder, ikke mere eller mindre forpligtende erklæringer fra internationale organisationer.

Desværre glemmer partiets ordfører i sagen, Martin Henriksen, bare en meget vigtig pointe: Nemlig den ret simple, at Folketinget rent faktisk har taget denne opgave på sig ved at skrive disse erklæringer ind i landets love.

Logisk set betyder DF’s beslutningsforslag dermed at danskernes retssikkerhed og vores rettigheder som individer i forhold til statsmagten vil blive forringet, såfremt partiets beslutningsforslag bliver vedtaget.

Dermed skriver Dansk Folkeparti sig ind i en ikke særlig stolt række af partier og bevægelser, der vægter statens magt over borgerne tungere end borgernes frihedsrettigheder i forhold til staten. Listen over partiets historiske meningsfæller på området er både lang og kvalmende, og behøver ikke blive nævnt her.

Personligt er jeg ikke i tvivl: De internationale aftaler om menneskerettigheder, herunder ikke mindst FN’s erklæring om Menneskerettighederne og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, sætter en absolut mindstestandard for det enkelte menneskes rettigheder i forhold til den altid mægtige stat.

Martin Henriksen og Co har sådan set ganske ret i at disse aftaler begrænser statens magtudøvelse overfor hvert enkelt menneske – men det er jo netop selve ideen med disse.

Statens mulighed for magtanvendelse skal til enhver tid begrænses, således at hver enkelt af os sikres retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

Information og Radio24syv sætter i disse dage fornyet fokus på Danmarks fangepolitik i Irak.

Det sker på baggrund af en aktindsigt, som Radio24syv har fået og delt med Information.

Aktindsigten viser med al ønskelig tydelighed det som vi alle har vidst lige siden krigens dage; At danske soldater fuldt ud havde kendskab til den mishandling som deres irakiske samarbejdspartnere udsatte fangerne for – og det mere end antydes at danske officerer ved flere lejligheder selv har deltaget heri.

I dette er der i virkeligheden intet nyt. Alle har vidst det, men ingen har ønsket at tale om det. At det danske militær moralsk set ligger fuldt ud på linje med amerikanerne, irakerne og andre af samme tvivlsomme moralske støbning.

Men hvad mange ikke ved, er at det danske Forsvarets Efterretningstjeneste i eget regi har foretaget kidnapninger af borgere, herunder danskere, og mishandlet dem. Dette er sket udenfor krigszoner – i nogle tilfælde endda her i Danmark.

Men inden vi kommer ind på det konkrete, så lad os lige tage et blik på det moralsk anstødelige ved det samarbejde vi har haft med torturstater som USA, Irak og andre. Helt grundlæggende: Hvis man har et efterretnings- og militært samarbejde med en stat eller organisation der benytter sig af tortur – så er man selv medansvarlig for den tortur og mishandling der finder sted.

Det gælder hvad enten det drejer sig om Guantanamo, såkaldte black sites udenfor lovens beskyttelse – eller en klam kælder i en irakisk ørken.

Danmark er medskyldige i Guantanamo fordi vi accepterer Guantanamo. Vi er medskyldige i CIA’s black sites fordi vi accepterer disse black sites. I tilfældet med de irakiske krigsfanger har vi oven i købet selv leveret de krigsfanger der blev tortureret – vel vidende hvad deres skæbne ville blive.

Vi er skyldige. Punktum.

Men det danske Forsvarets Efterretningstjeneste har selv foretaget tortur – også udenfor krigszoner. De har endda gjort det her i Danmark – overfor danske borgere.

Jeg kender til et helt konkret eksempel, hvor en helt gennemsnitlig dansk borger i efteråret 2007 (indfødt dansker gennem de sidste 10-15 generationer, kristen og helt almindelig)  blev kidnappet på åben gade i Aarhus, transporteret til FE’s installation på Bornholm og gennem flere dage udsat for mishandling og tortur af officerer i FE.

Jeg kender navnet på den danske borger der ved den lejlighed blev kidnappet og tortureret, jeg kender navnet på den officer der var ansvarlig for operationen – og jeg kender også navnet på den FE-agent, der i forbindelse med kidnapningen blev så alvorligt kvæstet at han måtte flyves til det amerikanske militærhospital i Frankfurt.

Jeg vil være villig til at oplyse disse navne samt øvrige oplysninger jeg er i besiddelse af til relevante myndigheder, såfremt det måtte ønskes.

Hvis der er én, må der logisk set være flere. Der ligger en historie her som offentligheden bør informeres om – og der er personer i FE som trænger til at blive stillet til anvar for deres ugerninger.

Tiden er inde.

–oo–

Læs også:

Under Tortur

Efter Torturen

Ondskabens navne

Sådan er det at dø

Jesus siger i Luk 6,29 at man skal vende den anden kind til. Men nu er det bare sådan med bibelcitater, at man skal huske at læse dem i den sammenhæng hvor de fremkommer.

Da Jesus selv bliver slået i ansigtet, vender han således ikke den anden kind til, men spørger i stedet meget fornuftigt hvorfor slår du mig? ((Joh 18,23). Det er derfor rimeligt at antage, at buddet om at vende den anden kind til ikke skal tages alt for bogstavligt.

Buddet bør i stedet læses i sammenhæng med det der kommer direkte forud, nemlig Luk 6,28 hvor der står velsign dem der forbander dig, bed for dem der mishandler dig. De fleste vil nok synes at det virker temmelig højpandet og mildest talt kontraintuitivt. Men jeg har tænkt over passagen de sidste par uger, og her er hvad der er kommet ud af det:

Prøv at tænk over hvad der sker, hvis vi følger rådet og rent faktisk velsigner dem der forbander og bagtaler os, og beder for de der forfølger og mishandler os. Hvis vi nu velsigner og beder effektivt – hvad sker der så med vore fjender?

Hvis et andet menneske har til hensigt at skade os, og måske endda utrætteligt med bagtalelser og diverse former for forfølgelser stræber efter dette i årevis, er det et klart udtryk for at deres psyke behøver velsignelse og heling.

For kun syge mennesker forfølger og bagtaler andre. Kun syge mennesker stræber bevidst efter at gøre andre ondt. Syge mennesker har brug for heling og velsignelse.

Det er derfor vi skal velsigne og bede for dem. Ikke for selv at føle os højpandede og gode, men for gennem vores velsignelse og bøn at helbrede vore fjender for deres sygelighed – og dermed få angrebene bragt til ophør!

Det er i denne kontekst man bør læse Jesu ord i Luk 6,29 om at vende den anden kind til. For ved modangreb opnår man ikke fjendens helbredelse eller omvendelse, men kun at tilføje mere vrede. Jesu ord om hvordan man skal håndtere fjender er således særdeles lavpraktiske, og slet ikke så højpandede som mange går og tror.

Enhver der har et blot perifert kendskab til mig, ved at jeg ikke altid rider samme dag om jeg sadler.

Det er nu rundt regnet et års tid siden at jeg bestemte mig for at ændre min softwareløsning for hjemmesiden til WordPress. Det er der flere grunde til, men først og fremmest den simple at den tidligere løsning (Rapidweaver) led under den åbenlyse svaghed, at hjemmesiden lå gemt på computeren og kun kunne opdateres derfra. Det burde stå klart for de fleste at dette er åbenlyst uhensigtsmæssigt.

At ændringen til WordPress alligevel har taget så lang tid som tilfældet er, skyldes at jeg som alle andre bloggere har en særlig plads i mit hjerte til de gamle indlæg og at disse af tekniske grunde ikke kan følge med over til det nye format. Men nu er det altså sket, og så må de gamle indlæg lade livet.

Dermed en slags undskyldning til googlere, der har søgt på et indlæg jeg har skrevet – og til alle i andre: Hav venligst tålmodighed indtil den nye side er ordentlig oppe at køre. Der er meget at lave endnu mht opsætning, farver og udseende osv. Men det skal nok komme 🙂