Jeg har tidligere her på siden skrevet om dengang jeg blev kidnappet og efterfølgende udsat for tortur af personel fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Men selv om jeg hist og her har antydet lidt om begrundelsen for at disse uhyrligheder fandt sted, er det ikke et emne som jeg har underkastet en systematisk behandling. Udeladelsen skyldes at begivenhederne havde rod i forhold, der sådan set hører privatlivet til, nemlig personlige relationer mellem mig selv og sagens to øvrige hovedpersoner.

Hverken Forsvarets Efterretningstjeneste eller PET havde i dengang i 2007 nogen som helst grund til at udvise professionel eller faglig interesse for mig. Begivenhederne skyldtes udelukkende en personlig relation mellem mig selv, torturbødlen Tom Gundersen og en fælles veninde. Det var, med andre ord, den klassiske historie med én pige og to drenge.

Selv om kidnapningen fandt sted i efteråret 2007, begyndte opspillet allerede 14 år tidligere – på en smuk sensommeraften i 1993.

En bekendt nede fra Den Katolske Menighed i Esbjerg, havde i al sin visdom besluttet sig for at jeg skulle møde en pige fra hendes netværk, og havde derfor inviteret både hende og mig hjem til middag en aften. ʻAlle kan lide Christina – det vil du også kunneʼ, havde hun sagt. Og det kunne jeg – fra første blik. Hun var 16, jeg ti år ældre.

Tilstede var også husets søn – min senere torturbøddel Tom Gundersen. Mellem os skete der også noget fra første blik men det var i hvert fald ikke kærlighed. Ingen af os brød os om hinanden, men heldigvis behøvede vi ikke tale sammen. Jeg husker at mit eget fokus den aften var på Christina.

For at gøre den lange historie kort, fortsatte hun og jeg de kommende år med at se hinanden – som periodevist vældig gode venner. Sidst i halvfemserne skete der så et brud, men efter at jeg nogle år senere havde afbrudt et præstestudie for Den Katolske Kirke, var Christina pludselig i røret en dag – hun havde nemlig fået den ide at vi skulle til at ses igen.

Anden gang vi så hinanden efter genforeningen, sad vi overfor hinanden i sofaen i hendes lille rækkehus i centrum af Esbjerg. Pludselig, ud af et blå, nævnte hun muligheden for at vi skulle giftes. Det overraskede mig mildest talt lidt, for intet i Christinas liv på det tidspunkt antydede, at hun på nogen som helst måde var det, man kalder gifteklar.

Christina levede nemlig et liv med flere mænd, og det havde hun tydeligvis tænkt sig at blive ved med. Det var den ene ting. Men der var også et lille twist: Hun og Tom Gundersen befandt sig i et usundt og amoralsk forhold – som hun også havde tænkt sig skulle fortsætte.

Jeg forlangte, helt rutinemæssigt, både Tom Gundersen og de andre mænd fjernet fra hendes liv inden forhandlingerne kunne fortsætte. Og der strandede samtalerne omkring vores giftemål så. Det viste sig nemlig, at der var en særlig ʻcatchʼ hvis man ville være en af mændene i Christinas liv: Så skulle man forstå, at det i alle væsentlige forhold skulle være Tom Gundersen der var lederen; dén, der bestemte. Man skulle forstå og acceptere, at han på enhver måde og i samtlige livets forhold havde fortrinsret til Christinas person. Med andre ord var der tale om en dominerende relation, hvor den/de dominerede var tredjepersoner: hendes mandlige bekendte. Det var naturligvis uacceptabelt, og langt fra hvad jeg betragter som et ægteskab.

Allerede i forbindelse med denne indledende sondering, som man vel bedst kan kalde det, besvarede Christina mit krav med at true mig med Tom Gundersens voldspotentiale. Men jeg holdt fast i det principielle: At hvis vi skulle giftes, eller for den sags skyld indlede et kæresteforhold, så måtte Tom og alle de andre naturligvis forsvinde.

Som allerede nævnt strandede forhandlingerne på kravet om monogami, men vores gamle venskab blev genoptaget – omend i mindre intens form end tidligere.

Gennem de kommende halvandet år frem mod torturen mødte vi vel hinanden en 5-6 gange. Jeg er, af hensyn til Christinas ære, nødt til at understrege at vores møder holdt sig inden for grænserne af det meget ærbare. Ud af respekt for Christinas livsvalg, valgte jeg nemlig at holde en armslængdes afstand til hende. Dette fandt jeg, situationen taget i betragtning, var det mest rimelige.

Det skal siges, at møderne led under den logistiske udfordring, at Christina stadig boede i Esbjerg, mens jeg var i Aarhus og heller ikke dengang havde tilstrækkelig økonomi til at flytte hjem. Ellers havde jeg gjort det – så jeg kunne se hende noget oftere.

Inden vi fortsætter til torturdelen og Christinas rolle heri, er vi nødt til at hæve blikket lidt. Jeg har tidligere skrevet om et hemmeligt netværk af personer her i landet, der bistår de to efterretningstjenester med små og store opgaver og som rekrutteres med alskens patriotisk røgelse – herunder snak om at være en ʻmodstandsbevægelse hvis vi skulle blive besatʼ. Dette netværk havde Christina været medlem af – det ved jeg fordi hun som helt frisk og sprød 19-årig tilbage i ’90erne ikke kun fortalte mig om det, men dengang også sendte en ʻfølerʼ ud for at rekruttere mig.

Den nævnte aften hjemme i hendes sofa gentog hun føleren, og jeg gentog min afvisning. ʻVi bliver sgu ikke besatʼ, svarede jeg og gentog min bekymring i forhold til den kriminalitet, som et paramilitært netværk nødvendigvis må føle sig fristet til. Netværket har jeg, som allerede nævnt, skrevet om i andre indlæg her på siden. Disse henviser jeg til at man læser, hvis den slags har interesse.

Forholdene omkring kidnapningen og torturen har jeg ligeledes beskrevet andre steder her på siden, og det henviser jeg derfor til. Jeg vil gerne understrege, at selv om mine kidnappere i forbindelse med selve kidnapningen var iklædt civil, var de i forbindelse med forhør, mishandling og transport til/fra min celle alle i uniform. Jeg konstaterede ved den lejlighed, at vagterne var fra Jægerkorpset.

I forbindelse med den ulovlige tilbageholdelse, var der udover den ekstreme vold naturligvis også forhørssessioner. Umiddelbart skulle man forestille sig at emnerne for forhørene skulle være emner som havde faglig interesse for efterretningstjenesten, men dette var ingenlunde tilfældet.

Tom Gundersen stod for forhørene og han interesserede sig i den forbindelse primært for mit forhold til Christina og hvad jeg i øvrigt syntes om hende. Således var det første spørgsmål jeg fik stillet under det første forhør: ʻElsker Du Christina?ʼ

Andre emner som bødlen interesserede sig for, var mit daværende medlemsskab af Det Radikale Venstre og min baggrund som kandidat for partiet ved diverse valg; kommunalt, regionalt og en enkelt gang til folketinget, og min seksualitet i almindelighed samt de forskellige former for foreningsarbejde som jeg var og havde været involveret i.

Forhørene drejede sig således om diverse personfnidder, og ikke om emner som med rimelighed kunne være af faglig interesse for en efterretningstjeneste.

Men der var en rød tråd, og her skal jeg minde om Christinas tidligere forsøg på at rekruttere mig. Under hele min tilfangetagelse, ved hver eneste session uanset om jeg skulle forhøres, tæves, druknes, voldtages eller på anden vis mishandles, forlangte Tom nemlig at jeg skulle arbejde for ham. Men jeg nægtede hele vejen – og hvorfor skulle jeg også andet?

Jeg nægtede hver eneste gang han forlangte at jeg skulle arbejde for ham, så på et tidspunkt besluttede han sig for at smide ʻatombombenʼ.

Jeg blev, stadig nøgen og fyldt med bedøvende stoffer, anbragt i en anden celle end den hvor jeg normalt var i – og så blev Christina sendt ind i cellen til mig. Hendes opgave var at overtale mig til at sig ja til bødlens krav, til at knæle for Tom og acceptere hans krav- fordi, og jeg citerer, ʻså holder det op.ʼ

Men dét virkede heller ikke. Jeg er katolik, tidligere præstestuderende og ville engang have været cisterciensermunk, så jeg er rimelig vaccineret mod de fleste former for ondskab – og ét er sikkert: uanset hvad de ville have af mig, var der tale om ondskab og dæmoni.

Men det var på denne måde at jeg fandt ud af, at Christina var til stede under hele forløbet. Hun overværede slagene, sparkene, ydmygelserne, voldtægten, den falske henrettelse og forhørene – og hun billigede det hele.

Alt – hele vejen igennem.

Dette gjorde Christina på trods af at hun faktisk var nyuddannet sygeplejerske – endda så nyuddannet at blækket på hendes eksamensbevis dengang i 2007 knap nok var blevet tørt. Normalt er det ellers sådan, at sygeplejersker skal lindre smerter og hjælpe med til at helbrede syge, men sygeplejersken Christina deltog altså i tortur.

Det giver sig selv, at det var hendes deltagelse i det førnævnte netværk og bundløse loyalitet overfor Tom Gundersen, der gjorde at hun blev beordret til at deltage.

Jeg husker med en vis fornøjelse, at Christina som nyuddannet sygeplejerske var overordentlig utilfreds med lønnen (‘Man skal mindst have en rig mand for at have råd til det her‘, sagde hun flere gange) og det kom derfor ikke som nogen overraskelse, da hun hurtigt besluttede at videreuddanne sig til en højere lønramme.

Christina har således videreuddannet sig til læge. Da jeg researchede til dette indlæg, arbejdede hun såmænd på en børneafdeling. Men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor mange gange hun sidenhen har assisteret Tom Gundersen, eller FE i almindelighed, med tortur af fanger og hvor mange af dem hun mon med sin lægefaglige ekspertise har hjulpet over i evigheden, efter at enten torturbødlen eller en officer har besluttet at de skal dræbes.

Men for at vende tilbage til min egen sag, så var kidnapningen og mishandlingen udelukkende begrundet i personfnidder og personlige uoverensstemmelser og intet andet. Så vidt jeg er orienteret, har Tom Gundersen i forbindelse med at diverse tilladelser blev indhentet fra sine overordnede, begrundet det med at der var tale om et rekrutteringsprojekt.

Men som de fleste af os ved af erfaring, så er det ikke altid at man fortæller chefen sandheden. I dette tilfælde var sandheden, at Gundersen efter sin egen mening havde et regnskab at gøre op. Alle der var til stede under de såkaldte ‘forhør’, vil kunne bekræfte at alt hvad der skete, var begrundet i vores personlige relation.

Jeg er siden torturen ikke på nogen måde blevet kontaktet af hverken FE eller PET vedrørende sagen eller de to tjenesters holdning til mig. Dette mener jeg understreger min pointe.

Derimod overvåges jeg den dag i dag stadig i et omfang, der gør det umuligt for mig at have et arbejde. Det er tydeligt, at Tom Gundersen hverken har glemt sit had eller sin hævnlyst.

Dertil kommer de helbredsmæssige konsekvenser af torturen. At tortur giver livsvarige skader er kendt af de fleste, og dem er jeg i sagens natur heller ikke gået glip af. Jeg har tidligere nævnt en vedvarende og konstant tinnitus, der er så kraftig at jeg i perioder bogstavlig talt ikke kan høre hvad der sker omkring mig – fordi lydene fra omgivelserne bliver overdøvet af tinnitussen.

Den konstante høje og skarpe lyd har desuden givet mig et høretab, der gør at jeg er blevet bevilget og udstyret med et sæt høreapparater. Af hensyn til min sikkerhed er jeg dog ikke i stand til at gå med dem, fordi de er tilsluttet en app og derfor kan spores via bluetooth. Det betyder, at hvis jeg har dem i ørerne, kan man altid finde ud af hvor jeg befinder mig.

Torturen har også givet mig andre helbredsmæssige gener, men dem skal jeg spare læserne for at liste op her. I stedet henviser jeg til info hos Dansk Dignity (tidligere Dansk Center for Torturofre), der beskriver situationen for de fleste torturofre.

Med hensyn til Christina, så brød hun efter torturen forbindelsen til mig – med den begrundelse at jeg ikke vil Tom. I de forløbne år har forbindelsen mellem os været særdeles sporadisk, og den dag i dag ved jeg stadig ikke hvorfor min gamle ven dengang mente at jeg skulle mishandles og have mit helbred ødelagt på livstid.

Det stærkt forøgede omfang af teknologisk overvågning, som Verden gennem de seneste år har oplevet, har kun gjort dissidenters liv mere besværligt – og farligt.

Mens man i gamle dage mestendels skulle bekymre sig om lavteknologiske risici som sladrehanke og fejlagtig tro på egen usårlighed, udgør den måde vi i dag benytter de teknologiske muligheder nu en dødbringende trussel mod alle frihedskæmpere og dissidenter – i ikke mindst vores del af verden.

Faktisk er vi efterhånden nået derhen, ikke mindst i Danmark, hvor efterretningstjenesterne relativt sjældent overvåger politiske eller religiøse dissidenter ved hjælp af gammeldags ʻskygningʼ, men ganske ofte bare kan nøjes med at have en mand til at sidde ved en computerskærm – og stadig se meget mere end man kunne i gamle dage.

Dette skyldes ikke mindst, at sørgeligt mange dissidenter er blevet ligeså dovne som efterretningstjenesterne, og i al for høj grad foretager kritisk kommunikation elektronisk. Det er den slags fejltagelser, der gør at alt for mange ledere og menige medlemmer i frihedsbevægelser verden over bliver fængslet, tortureret eller myrdet.

Jeg er et menneske, som har den størst tænkelige agtelse for alle former for såkaldt ʻsamfundsundergravendeʼ virksomhed – så længe denne er ikke-voldelig, ikke mindst i forhold til uskyldige. Det overrasker mig derfor når man jævnligt kan læse i avisen, at folk der vil et andet samfund bliver knaldet som følge af elektronisk overvågning. Sig mig: Ved de ikke bedre?

Dertil kommer at jeg, helt generelt, er tilhænger af maksimalt privatliv for alle mennesker og minimal indblanding og snagen fra statsmagtens side. Så meget frihed som muligt til så mange som muligt – dét er mantraet herfra.

Jeg har derfor, efter lang tids overvejelse, besluttet mig for at skrive en lille manual til hvordan man på rimelig sikker vis kan lave dissidentarbejde. Mit fokus vil være hvordan man kan kommunikere med sine kammerater, uden at netværket hverken bliver kortlagt eller dets medlemmer effektivt overvåget.

Mine akkreditiver til at kunne gøre dette, er at jeg gennem næsten halvandet årti har figureret på en national terrorliste. Kort fortalt kom jeg på listen fordi jeg nægtede at arbejde for en af de to nationale efterretningstjenester – historien bag kan man læse her.

Jeg har derfor efterhånden opnået en vis erfaring med at leve under jævnlig overvågning. På trods af overvågningen, er det alligevel lykkedes for mig beskytte mine ikke-officielle netværk mod utidig snagen. De erfaringer som jeg her vil dele med læserne, er i virkeligheden ting som ethvert nogenlunde intelligent menneske vil kunne tænke sig til. Det er ikke så svært, man skal bare tænke sig lidt om.

Nøgleordet er så vidt muligt at gå analogt. Det er slet ikke så svært, faktisk. Og de af os der kan huske tiden inden mobiltelefonen, ved i virkeligheden godt hvordan man gør.

Grundlæggende regler

Helt grundlæggende gælder det om at holde kommunikationen med sit netværk strengt analogt. Og når jeg siger ʻstrengt analogtʼ så mener jeg det ét hundrede procent. Det skal til enhver tid være sådan, at medlemmer af dit dissident-netværk ALDRIG må kunne forbindes til dig. Det betyder blandt andet at de ALDRIG inkluderes i din telefonbog eller liste over kontakter på hverken mobilen eller computeren – hverken privat eller på arbejde. Hvis det er tvingende nødvendigt at skrive dem ned, skal listen til enhver tid opbevares på din person.

Tag det for givet, at telefonsamtaler, email og SMS bliver overvåget i realtid, så denne form for kommunikation er helt udelukket til dissidentarbejde.

Kortlægning af netværk er mindst lige så farligt for den enkelte dissidents sikkerhed som overvågning af kommunikation. Sløseri med den slags sætter altid andre i fare, og det skal for enhver pris undgås. Derfor skal enhver form for kommunikation foregå strengt analogt, og det vil jeg i det følgende give en række eksempler på hvordan man gør.

Vi begynder med den sikkerhedsrisiko som udgøres af mobiltelefonen.

Mobiltelefonen

Mobiltelefonen udgør et dødbringende våben for politi og efterretningstjenester, fordi de kan så meget – altså set fra fjendens synsvinkel.

Lokation: Det er til enhver tid muligt, med uhyggelig præcision, at spore hvor i verden en mobiltelefon befinder sig. Det betyder, at efterretningstjenesterne kan sidde hjemme ved computeren med et krus billig politikaffe i hånden og til enhver tid vide hvor din mobiltelefon befinder sig. Men det er langt fra det eneste de kan se.

For mit eget vedkommende er det ret enkelt: hele min familie og andre som jeg omgås officielt, altså ikke-dissidenter, ved godt at min telefon aldrig forlader mit hjem. Ja, du læste rigtigt: Når jeg går ud, uanset om det er for at gå på familiebesøg eller i Netto eller nogetsomhelst, så bliver telefonen derhjemme.

Hvis man kun lader den ligge når man laver dissidentarbejde, bliver det lettere for efterretningstjenesterne at kortlægge dig. De får simpelthen mere information at arbejde med, men mindre hvis du gør som mig. Livet uden mobiltelefon er for øvrigt også mentalt sundere, så det er ren win-win det der.

Rumovervågning: Den amerikanske efterretningsagent Edward Snowden, der for nogle år siden hoppede af og i dag bor i Moskva, afslørede i forbindelse med sin flugt mobiltelefonens muligheder set i et overvågningsperspektiv. En af de ting han afslørede, er at det faktisk er muligt at benytte mobiltelefonens mikrofon, altså der hvor man taler, til rumaflytning. Det betyder faktisk, at hvis du fører samtaler med en kammerat mens telefonen ligger ved siden af eller i en lomme, vil samtalen kunne aflyttes. Hvis du er dissident, bliver den det med 100 procents sikkerhed. Det er bare endnu en grund til at lade telefonen blive derhjemme når du går ud.

Kortlægning: En anden af Snowdens afsløringer var overordentlig interessant – og skræmmende! Det er muligt for efterretningstjenester at kortlægge samtlige telefoner inden for en bestemt radius af den de overvåger. Kortlægge vil sige at de kender nummeret på telefoner i nærheden, og derigennem også hvem den overvågede omgås.

Da jeg boede i Gellerup, var det almindeligt for flere af mine muslimske venner at man efterlod telefonen i et andet lokale end der hvor man mødtes for at snakke. Det skyldtes naturligvis at man allerede for halvandet årti siden var opmærksom på muligheden for rumaflytning. Problemet var så bare at netværket blev kortlagt, og det er ofte af større værdi for fjenden end den egentlige aflytning. Derfor: Lad telefonen blive derhjemme.

Telefonens indhold: Fjenden kan så let som ingenting opsnappe din telefons indhold, herunder kontakter, emails, passwords og alt hvad vi ellers har på den. Dette gøres let og smertefrit fra skærmet i PET-bunkeren – hurtigere end de sluger en citronmåne. Men så længe man på enhver måde holder dissidentarbejdet analogt og i øvrigt følger sikkerhedsreglerne, vil det i praksis ikke udgøre et problem.

Der er også et problem med alle de der spil som folk går og har på deres mobiltelefoner. De kan anvendes til en rimelig sikker bedømmelse af din intelligens, kombinationsevne og alt det der. Derfor: Lad være med det – alternativet er at snyde dem ved at gennemføre dine spil meget, meget dårligt. Der er kun fordele ved at blive undervurderet af sin fjende.

I det hele taget er mobiltelefoner livsfarlige. Anvend din mobiltelefon som om den var en fastnet, så mindskes risikoen. Og husk at alt hvad der sker på din telefon, kan ses på en skærm i PET-bunkeren.

Burner-telefoner: En burner-telefon er en billig telefon som man har købt kontant og med et taletidskort som man har købt kontant.

Sådan en kan tages i anvendelse hvis det er strengt nødvendigt, men kun hvis visse sikkerhedsregler overholdes. På grund af muligheden for at kortlægge mobilnumre inden for en bestemt radius af den aflyttede telefon, må en burner aldrig anvendes i nærheden af hverken din egen normale eller andres telefoner – OVERHOVEDET.

Anvend den på steder hvor kortlægningen ikke giver mening: Bilka i myldretiden, i skoven – den slags steder. og der er en ting mere: Hold enhver kommunikation på din burner skriftlig. Tro det eller lad være, men det er faktisk muligt at identificere dig på stemmen. Mange er de IS eller AlQaida-chefer der er blevet dronet fordi de lod deres stemme lyde i eksempelvis en satellittelefon. Man kan vælge at mene at de har fortjent det, men lær i det mindste af deres fejltrin.

Men skriftlig kommunikation kan være ok – på visse betingelser: Ingen navne. Ingen religiøse eller politiske ytringer – overhovedet! Og anvend det som på engelsk hedder ʻsoft languageʼ.

Eksempler på ʻsoft languageʼ: PET omtales hverken som ʻPETʼ eller som ʻnazisvinʼ, men som ʻkonkurrenter(ne)ʼ. Medlemmer af netværket er ikke ʻhelteʼ, men ʻkollegerʼ og sådan kan jeg blive ved. Den skriftlige kommunikation er neutral og forretningsmæssig – tænk på Jer selv som anonyme forretningsfolk i slips, jakkesæt og hvide skjorter af den gamle skole, der taler diskret og høfligt, så skal det nok gå. Ingen navne, og hold det til et absolut minimum.

Forresten skal sådan et taletidskort skiftes ud med meget jævne mellemrum, men det ved enhver narkohandler vel efterhånden. Hver fjortende dag vil være ok for de fleste. Selve burner-telefonen skal for øvrigt også skiftes jævnligt, men på grund af omkostningerne ikke lige så tit som du skifter nummeret.

Computer:

Også din computer kan spores, og det siger sig selv at din browserhistorik kan aflæses fra PET-bunkeren bogstavlig talt i real-time. Dertil kommer at enhver computer, hver gang den kommer på nettet, kan identificeres på et specielt nummer.

Et eksempel fra mit eget liv: For nogle år siden skulle jeg på ferie i et svensk kloster. Telefonen var slukket på rejsen og behørigt pakket ind i sølvpapir nede i tasken. Men så skete der det, inden jeg tog taxaen ud til klostret, at jeg gik ind på en svensk cafe og tilsluttede min Mac. Nogle dage senere fortalte klostrets priorinde mig at svensk politi ʻaf den ikke-uniformerede slagsʼ havde været ude for at spørge om jeg mon var på stedet…..

Min computer var ganske enkelt blevet sporet og lokaliseret inde fra cafeen. Den slags må man nødvendigvis lære af.

Derfor: I det omfang at man har behov for eksempelvis at søge oplysninger på nettet (og hvem har ikke det?), så er det pinedød nødvendigt at have en ekstra computer som anvendes til dissidentarbejdet.

Denne ekstra computer må aldrig anvendes hverken hjemmefra eller på arbejdet, den må aldrig indeholde noget der identificerer hverken dig eller dit netværk og du må aldrig tilgå dine sociale medier eller emails, eller hvad ved jeg, fra din ʻdissidentcomputerʼ. Jeg ved godt at det er pissebesværligt, men sådan er livet altså, hvis man er religiøs eller politisk dissident.

Din dissident-computer må aldrig efterlades alene i hjemmet. Dette skyldes at diverse terrorpakker faktisk har givet efterretningstjenesterne lov til at foretage ransagninger i dit hjem uden at du selv er tilstede. Derfor skal din ekstra computer altid være på din person – eksempelvis i en Fjällräven.

En almindelig bærbar fylder og vejer, så hvis du kan klare dig uden USB-stik anbefaler jeg en Ipad eller anden form for tablet.

Personlige møder

Alle møder afholdes personligt, men aldrig nogensinde i private hjem. Det giver sig selv, at hvis bare én af Jer er under overvågning, vil et sådant møde betyde kortlægning af hele netværket – og det kan være katastrofalt. Visse cafeer, som feks Espresso House, har en intensiv videoovervågning, så dem holder man sig også fra.

Men det allerbedste er at holde sine møder i et shelter ude i en skov. Ja, det lyder dramatisk, men det virker faktisk. Ved den slags møder ankommer man enkeltvis og forlader stedet i hver sin retning. Husk på at vi kender ikke hinanden – nogensinde!

Penge

Betal kontant – altid. Kreditkort og MobilePay kan spores og bruges til at kortlægge din færden, så det giver nærmest sig selv. Gå hen i hæveautomaten og hæv de penge du har brug for en gang om ugen og lad det være det.

Post

At sende et brev med posten, er en af de mest sikre kommunikationsformer der findes – men kun så længe brevet er skrevet i hånden.

Overvågning af dissidenter er ikke nogen ny ting. Tværtimod har det stået på længe. Tilbage i 1970ʼerne var de danske efterretningstjeneste travlt beskæftiget med at overvåge landets venstrefløj. Men venstrefløjen vidste det godt.

Dengang foregik overvågningen ved at efterretningstjenesten åbnede dissidenternes post og læste den. Men det vidste socialisterne selvfølgelig godt, så de morede sig med at narre fjenden: Ganske ofte kunne de finde på at skrive ting i brevet som feks: ʻJeg har lagt en tørret bille i kuvertenʼ. Og hvis der så lå en tørret bille i kuverten, var det fordi PET eller FE havde åbnet brevet og noteret sig indholdet, for selvfølgelig havde afsenderen ikke vedlagt en tørret bille. Det gjorde efterretningstjenesten derimod gerne.

Heller ikke dengang havde efterretningstjenesterne krav om særlig høj intelligens hos deres rekrutter. Lav intelligens og et vist omfang af sociopati var, dengang som nu, nok.

Men i dag har Dupont & Dupond ikke længere et beredskab til systematisk at åbne folks post. De er blevet dovne og stoler på overvågningen af vores elektroniske kommunikation. Det kan udnyttes.

Posten er derfor en rimelig sikker måde at kommunikere på. Bare sørg for at brænd brevet efter at have læst det – og sørg for alt i verden for aldrig nogensinde selv at lægge brevet i modtagerens postkasse. Hvis din kammerat er under overvågning, kommer du det også – og omvendt. Postvæsnet er til for det samme.

Hvis du bliver overvåget

De er ikke særlig svære at få øje på, PET-typerne. De har allesammen gået på de samme kurser og selv om både alder og kropstyper varierer, er de alligevel alle ens.

Nogle af os kan lugte dem på flere kilometers afstand. Man kan lugte en svinestald og man kan lugte PET-folk, sværere er det ikke.

Men helt grundlæggende er tippet dette: Hvis man bor i en større by og inden for et par dage mere end én gang ser det samme ansigt i mængden, er det på tide at skrue op for opmærksomheden. Man skal selvfølgelig altid holde øje, men nu gør man det endnu mere.

Hvis de er der, så er de der og de fleste af os mærker det næsten med det samme.

Hvis man kommer de samme steder, er det forresten ret nemt at observere enhver ændring i forhold til normalbilledet. I de perioder hvor du er under fysisk overvågning, er det som at have pest. Når det sker, så skriv et brev (men skriv det ikke derhjemme, for hvis du overvåges, er der sandsynligvis kameraer i hjemmet) og send informationen til en fra netværket. Fra nu af har du pest, og skal behandles som sådan indtil det slutter.

Træls, men der er også glæder i livet: At opretholde et overvågningshold er helt urimeligt dyrt – ikke mindst i mandskab. Ifølge PET selv, koster et døgns overvågning 30 mand, så de kommer sjældent og bliver ikke længe.

Af og til kan de finde på at pakke sammen hvis det går op for dem at de er opdaget – men pas på: det kan lige så vel ske at de bare skifter hold, så lad hellere som ingenting. Hellere de overvågere man kender…

En sidste ting: Der skal nok være nogen derude der undrer sig over hvad i alverden jeg foretager mig: Sidder jeg her og afslører mine egne sikkerhedsprocedurer? Og svaret er: I virkeligheden ikke særlig meget.

Langt det meste af det jeg har skrevet i denne vejledning, er såmænd ikke andet end hvad ethvert nogenlunde intelligent menneske kan finde ud af hvis det skal være.

Dét jeg skriver, er i virkeligheden dette: At hvis alle dissidenter gør som jeg, løber PET og FE hurtigt tør for ressourcer. Personlig overvågning af os allesammen vil koste uanede ressourcer – økonomisk, mandskabsmæssigt, analysemæssigt. Betragt det hellere som mit bidrag til kampen mod en fælles fjende. Mine egne akkreditiver og begrundelser for kampen kan du læse om lige her.

De, der kan have interesse for det jeg her skriver, er få og spredte. Vi er også meget forskellige og de fleste har sikkert mål eller et ideologisk udgangpunkt som jeg ikke deler. Men vi har fjenden til fælles, og det vejer tungere for mig.

Og en vigtig ting her på falderebet: Alt for mange mænd har mistet enten friheden eller livet fordi man har forsøgt at imponere en dame. Helt ærligt: Den slags er for amatører! Meget menneskeligt, men for amatører. Lad være med det. Alkohol er forresten også bandlyst. Personer, der er lidt for ivrige efter at være en del af dit liv, skal naturligvis også undgås, men det kan de fleste vel finde ud af.

Ellers er det bare at tænke sig om. Og at arbejde analogt.

–oo–

Hvis man har lyst til at læse mere om mit forhold til de nationale efterretningstjenester og forstå lidt af baggrunden for at jeg vælger at udgive denne vejledning, kan man læse om det i dette indlæg: Kidnappet, tortureret, mishandlet og voldtaget af dansk militær

Kidnappet, tortureret, mishandlet og voldtaget af dansk militær – i Danmark. Det er sagen i en nøddeskal. Og jeg er med garanti ikke den eneste.

Min historie er beskrevet flere steder her på bloggen, men jeg synes efterhånden det er på tide at ʻsamle sammenʼ, så min historie bliver skrevet ét sted. Det bliver så nu – og her. Der er mere at fortælle – meget mere, men det må vente til tiden er inde.

Kidnapningen fandt sted en tidlig oktobermorgen i 2007. Jeg var på vej hjem fra nattearbejde, da en gruppe på fem civilklædte mænd sprang ud foran min cykel og spærrede vejen videre frem. Den ene trak mig ned fra cyklen og der opstod et håndgemæng mellem os. Det endte med at militærsvinet, en person ved navn Tom Højbjerg, røg ned i asfalten og fik fornøjelsen af et par gange at mærke min højre sikkerhedssko lige midt i ansigtet. Efter sigende røg han i coma og tilbragte efterfølgende nogen tid på et amerikansk militærhospital i Tyskland.

På et dansk sygehus ville der nemlig blevet stillet spørgsmål, og det havde militæret i sagens natur ikke lyst til.

Den dag i dag fortryder jeg at jeg ikke gjorde arbejdet færdig og slog ham ihjel. Ét spark mere havde sendt ham ned til en evighed i svovl og ild – dér, hvor han retteligt hører hjemme.

De øvrige fire trak pistolerne, jeg fik strips på samt en hætte over hovedet og fik en nål i den ene balle, hvorefter jeg mistede bevidstheden. Jeg vågnede på et tidspunkt under transporten, inden jeg fik med sprøjten igen. Men jeg nåede dog at konstatere at vi befandt os i en helikopter – dén lyd tager man ikke fejl af!

Dét der fulgte, er velkendt for faste læsere af denne side. Hvordan de tog mit tøj og briller fra mig, slæbte mig nøgen rundt og opbevarede mig i en celle med konstant belysning. I de kommende dage oplevede jeg langvarige forhørssessioner (som jeg nok skal vende tilbage til), blev gennemtævet af forhørslederen (ham vender jeg også tilbage til) voldtaget og bogstavlig talt druknet. Til slut blev jeg, under trusler om fortsat tortur og efterføgende drab, tvunget til at underskrive et dokument på flere sider, vistnok fire, inden de bedøvede mig igen og til slut afleverede mig på min bopæl.

Alt dette er velkendt stof for læsere af min side, for hændelsesforløbet er beskrevet i mit indlæg Under Tortur. Forhørslederen, eller torturbødlen som han vel rettere bør tituleres, var en person som på dette tidspunkt havde været en del af mit liv i 14 år. I størstedelen af denne periode havde vi været rivaler til den samme pige ovre i Esbjerg. En pige, som lidt over halvandet år inden kidnapningen, aldeles på eget initiativ have genoptaget forbindelsen med mig.

Torturbødlen, min gamle rival, var en person ved navn Tom Gundersen. Han var gået ind i FE nogle år efter vi havde lært hinanden at kende, cirka engang i midthalvfemserne. Identifikationen af Tom Gundersen som min torturbøddel er helt sikker, og det har jeg skrevet om i indlægget Ondskabens navne.

Jeg havde overfor vores fælles veninde forlangt Tom fjernet permanent fra hendes liv som betingelse for det som hun ønskede af mig. Resultatet blev kidnapning, tortur, voldtægt – og så vidt jeg ved også en placering på en eller anden national terrorliste. Korruption har mange ansigter, og dette er ét af dem.

Tiden under den ulovlige tilbageholdelse blev også brugt til andet end tæsk og voldtægt; der var også længere forhørssessioner. Her blev jeg, splitternøgen, fyldt med stoffer, med en sæk over hovedet og lænket til et bord, i timevis udspurgt om mit engagement i Det Radikale Venstre og mit engagement i en dengang ganske kendt forening der beskæftigede sig med integration i Gellerupparken hvor jeg boede.

Men det der optog allermest tid under forhørene, var mit forhold til C – vores fælles veninde. Tom var overordentligt interesseret i alting der vedrørte mit forhold til C. Han brugte også meget tid på at udspørge mig om min eventuelle involvering dengang i halvfemserne hvor han blev smidt ud fra sin families rideskole (Svar: Jeg frydede mig, men havde ingen involvering. Desuden havde han fortjent det!).

Kidnapningen, den ulovlige tilbageholdelse, torturen, voldtægten, tæskene og den efterfølgende årelange chikane fra både PET og FEʼs side, havde rod i én eneste ting: At jeg skulle trynes, fordi Tom Gundersen fra FE følte sig ydmyget af mig.

Den dag i dag har jeg stadig mén efter torturen. Lige siden dengang har jeg lidt af en forfærdelig og meget højlydt tinnitus. I perioder er tinnitussen så højlydt at jeg ikke er i stand til at følge med i hvad der foregår omkring mig. I flere år efter var der også mareridt og lignende ting, men det er forbi nu.

 Og ydermere: Lige siden har jeg været under overvågning fra vort lands efterretningstjenester. Mine kolleger fra min daværende arbejdsplads fortalte mig ofte om henvendelser fra efterretningstjenesten der handlede om mig; om hvem jeg talte med, hvad jeg interesserede mig for – den slags ting. Desuden har jeg flere gange siden observeret at jeg har været under overvågning – den slags er det faktisk ikke særlig svært at få øje på.

Og under et ophold i et kloster i Sverige, fortalte priorinden mig at svensk politi havde været forbi for at spørge om jeg var der. Svenskerne viste et billede som helt klart var mig, men med en historie om at jeg skulle være en svensk ægtemand der havde tævet sin kone. Men den kloge nonne gennemskuede løgnen, svarede at hun aldrig havde set mig og gik direkte videre til mig.

Jeg kan skrive en langt indlæg om mine erfaringer som offer for denne chikane og hvad den har betydet for mig, og vil måske gøre det en dag. Indtil da må man nøjes med det jeg allerede har skrevet i indlægget Efter Torturen.

 Kidnapningen og torturen er naturligvis blevet anmeldt til Østjyllands Politi, men den blev afvist uden at jeg på noget tidspunkt har haft indtryk af at den har været realitetsbehandlet.

Og lige for tiden har jeg så en ansøgning om aktindsigt kørende via Forsvarets Efterretningstjeneste og Forsvarsministeriet. FE vil selvfølgelig ikke give aktindsigt, men det er helt efter bogen. Nu ligger der så en anke hos Forsvarsministeriet, og det bliver interessant at se hvad de vil stille op med den.

For sagen er, at på den ene side er det en kendt sag at én af Forsvarsministeriets vigtigste (og meget uskrevne) opgaver sådan set er at dække over militærets fejltagelser og, når det sker, direkte ulovligheder. Men samtidig har vi jo også en ministeransvarlighedslov her i landet som giver ministeren, Trine Bramsen, pligt til under strafansvar at reagere på ulovligheder inden for hendes resortområde.

Der er flere måde sagen kan ende på. Jeg forventer at den ender i retten med Tom Gundersen, Tom Højbjerg og deres medskyldige som anklagede. Om domfældelsen skal finde sted i Danmark eller krigsforbryderdomstolen i Haag får vi at se. Der findes også andre veje til retfærdighed, og jeg er åben for dem alle.  

Personligt foretrækker jeg Haag, men Landsretten kan også gøre det. Indtil da vil jeg foreslå at man læser de indlæg jeg tidligere har skrevet om sagen her på siden

Under Tortur

Efter Torturen

Ondskabens Navne

 Militærets Hemmelige Netværk

Sådan er det at dø

Derfor blev jeg tortureret

Sidst på efteråret 2018, kunne medierne berette en opsigtsvækkende historie om optrevlingen af et kriminelt netværk i Tyskland. Der var tale om intet mindre end et netværk af højreekstremister inden for militærets eliteenheder, der havde lagt planer for likvideringer og interneringer af flere af landets ledende politikere.

Vi tager den lige igen: Et militært netværk med over 200 medlemmer, der havde lagt planer for likvideringer og interneringer af landets ledende politikere. Det er hvad de fleste mennesker vil betegne som et statskup.

Begået af militæret. Et militærkup.

Netværkets plan var at udføre sine beskidte gerninger på et ikke nærmere defineret tidspunkt i fremtiden. Drabene, interneringen og, må man forstå, militærkuppet, skulle finde sted på et tidspunkt hvor landet ifølge netværkets egne vurderinger befinder sig i ekstrem krise eller endda ligefrem kaos. Men i sagens natur er det selvfølgelig netværkets egen ledelse, der definerer hvornår denne beklagelige tilstand er indtruffet.

Situationen er dybt alvorlig. Netværket omfatter ifølge det offentliggjorte ikke blot nuværende og tidligere medlemmer af den tyske hærs modsvar til Jægerkorpset eller det britiske SAS, men også temmelig højtstående medlemmer af landets militære efterretningstjeneste.

Således har tyske politimyndigheder ladet offentliggøre, at en Oberstløjtnant i den militære efterretningstjeneste gennem hele optrevlingen har fodret netværket med oplysninger om undersøgelsen.

Også i Sverige er der problemer. Det svenske sikkerhedspoliti SÄPO, offentliggjorde tidligere på året at man har anholdt foreløbig seks medlemmer af et tilsvarende netværk i Sverige, og at man stadig arbejder på at optrevle netværket.

Svenskerne er betydeligt mere fåmælte med oplysninger end tyskerne, men det fremgår at undersøgelsen for alvor fik liv, efter at SÄPO havde fundet et USB-stik i en højtstående flådeofficers rygsæk. Hvordan SÄPO fik ideen til at søge i rygsækken til at begynde med, fortæller de intet om. Måske var de allerede på sagen?

At der findes antidemokratiske elementer i militære enheder, kan næppe overraske nogen. Den militære kultur er ikke og har aldrig været demokratisk anlagt, og at militæret tiltrækker personer med autoritære tendenser, er almindelig kendt.

Man har endnu ikke kunnet læse om et tilsvarende netværk indenfor det danske militær. Men det findes. Også inden for det danske militære eksisterer der et netværk, som organiserer sig og arbejder efter helt andre love, regler og normer end de officielt gældende for det danske samfund.

Det skal siges at jeg ikke er ʻekspertʼ i dette netværk, blot at jeg med sikkerhed kender til dets eksistens. For det første er jeg nemlig hele tre gange forsøgt hvervet hertil – to af gangene af en ansat i FE. Dels har jeg, via en fortrolig kilde, et kendskab til deres eksistens og sammensætning, samt nogle af de ting de foretager sig.

De tre hvervningsforsøg centrerer sig omkring den samme FE-medarbejder. Det hele begyndte en dag i halvfemserne, hvor en dengang nær veninde fortalte mig at min rival var begyndt at arbejde ʻmed noget hemmeligtʼ, og jeg forstod på hende at det havde at gøre med militæret. Der gik ikke lang tid, så kom føleren – og idet jeg ikke reagerede positivt, blev den gentaget senere. Hvad ville du synes om hvis der måske var en modstandsbevægelse klar, hvis nu landet skulle blive besat, ville du være med hvis du blev spurgt, spurgte hun.

Mit svar var det samme dengang som det ville være i dag. At jeg for det første ikke kunne se hvem der skulle besætte os – og at en sådan organisation nødvendigvis måtte blive misbrugt når først den var på plads, fordi sådan er menneskets natur.

Så meget føleren.

Et årti senere, i 2007, skete der en masse ting som jeg har skrevet om andetsteds her på bloggen. Men i forbindelse med forspillet til den militære kidnapning af mig, fik min daværende arbejdsplads besøg af to soldater fra Forsvarets Efterretningstjeneste, som kom under påskud af at lave ʻterrorsikringʼ. Det skal tilføjes hertil, at min arbejdsplads på ingen måde hørte ind under militærets arbejdsområde, og at militærets blotte tilstedeværelse således var en grov krænkelse af enhver gældende lovgivning på området. Krænkelsen blev ikke mindre, da ʻterrorsikringenʼ bestod i at stille mine kolleger insinuerende spørgsmål om mig.

Efter nogle timer, efter at flere kolleger havde gjort mig opmærksom herpå, henvendte den ene af FE-typerne sig så til mig. Det var for øvrigt min gamle rival – ham, der senere skulle blive min torturbøddel. Han gav mig et tilbud. At hvis jeg ville sige ja til at arbejde for dem, ville de hjælpe mig med at blive selvstændig. Det var altsammen lidt uofficielt, forstod jeg på ham.

Der er ingen tvivl om at jeg på daværende tidspunkt ville være et godt aktiv for en efterretningstjeneste. I 2007 var røgen fra Muhammedkrisen stadig først ved at lette, og jeg var aktiv i integrationsarbejde i Gellerupparken med et ganske bredt netværk og mange døre åbne.

Men nu var det sådan at den forening jeg arbejdede med allerede havde et yderst tillidsfuldt samarbejde med Lokalpolitiet, og vi satte pris på at sikre at alt hvad vi lavede, foregik i lyset.

Mit svar var naturligvis et klart nej. Dels bryder jeg mig af princip ikke om militæret, dels har jeg aldrig brudt mig om ham – og dels skal man ikke forvente et ja når man spørger fredselskende radikale om den slags!

Og sidst, men ikke mindst, havde jeg et par år forinden afbrudt min uddannelse til præst for Den Katolske Kirke, og betragtede sådan set integrationsarbejdet som en fortsættelse af mit præstekald. Den slags skal man ikke besudle ved at indlade sig med efterretningstjenester og slet ikke militæret!

Men det skal dog siges at tilbuddet tydeligvis var gennemtænkt. Gennem hele mit liv har jeg været i økonomisk underskud, og behovet for lønarbejde kombineret med fraværet af penge, har frarøvet mig muligheden for at bruge min tid på noget fornuftigt. Så hvad de tilbød mig denne aften var faktisk frihed til at hænge dagen lang i Bazaren – og få penge for det!

Men min moral er for høj til militæret, så svaret forblev ikke desto mindre et klart NEJ. Dertil kommer, hvilket jeg gjorde opmærksom på, at FE faktisk ifølge lovgivningen faktisk slet ikke har lov til at beskæftige sig med hverken Gellerup, Bazar Vest – eller danske borgere i almindelighed!

Tredje gang de spurgte mig var jeg splitternøgen, havde en hætte over hovedet og var lænket til et bord. Forinden havde jeg tilbragt dage med ufrivilligt at blive fyldt med stoffer, gennemtævet og voldtaget – og nu spurgte torturbødlen mig så om jeg kunne tænke mig at arbejde for dem?

Først troede jeg ikke mine egne ører, og havde ærlig talt lidt svært ved at tage det seriøst. Men svaret forblev det samme: Et klart NEJ – med den tilføjelse at der mellem ham og mig eksisterer et fjendskab der i sig selv vil gøre det umuligt. Hvad havde han ellers forestillet sig?

Denne gang blev tilbuddet ellers forbedre lidt: Nu tilbød han, hvis jeg sagde ja, at trække sig fra vores fælles veninde. Men det kunne jeg ikke se skulle forandre noget ved hverken vores fjendskab, min opfattelse af den behandling jeg havde været udsat for – eller for den sags skyld mit svar.

Om selve netværket ved jeg ganske lidt. Jeg ved lidt om deres aktiviteter, sammensætning og rekrutteringsgrundlag. Men helt klart ikke alt – allerhøjst har jeg set et glimt af en del af overfladen.

Men fra hende jeg har omtalt som ʻvores fælles venindeʼ og den hemmelige kilde som jeg nævnte i indledningen, ved jeg dog noget. Jeg ved at netværket består af såvel militær som erhvervsfolk. Jeg ved at det styres fra FE. Jeg ved helt positivt at de foretager ulovlig overvågning, registrering af enkeltpersoner og generelt ulovlig efterretningsvirksomhed inden for landets grænser. Måske også en ting eller to mere. Det var netop var dette kriminelle arbejde som FE forsøgte at hverve mig til.

Det er muligt, at PET allerede har kendskab til netværket, men hvor aktivt de arbejder på sagen skal jeg ikke kunne sige. Så vidt jeg kan se har der intet været i medierne herom, men det behøver jo ikke at betyde noget i den forbindelse.

Men jeg véd, at under den nuværende regering er stadig flere fra de militære eliteenheder blevet indrulleret i Politiet – og, formoder jeg, også i PET. Det betyder i praksis, at en eventuel undersøgelse af netværket, dets sammensætning og aktiviteter, med en til vished grænsende sandsynlighed vil være kompromitteret fra starten.

Som det kan læses her, blev jeg for nogle år siden kidnappet på åben gade af landets militære efterretningstjeneste og derefter udsat for tortur i dagevis. Siden torturen, har jeg lidt af en lang række eftervirkninger – herunder en meget kraftig tinnitus og langvarige mareridt.

Socialt havde kidnapningen også konsekvenser. Fra kolleger på min tidligere arbejdsplads er jeg blevet informeret om, at repræsentanter fra såvel Forsvarets som Politiets Efterretningstjeneste har ‘taget runden’ hos udvalgte kolleger for at sprede løgne om mig. En kollega har direkte fortalt mig, at han endda har set deciderede videoer fra torturen.

Kolleger er også blevet truet til at deltage i natlige indbrud på min bolig sammen med personale fra såvel PET som FE.

På min daværende arbejdsplads havde disse kriminelle aktiviteter naturligvis en række sideeffekter: Mobning, chikane og udstødelse.

Denne nedrige forfølgelse har naturligvis haft store konsekvenser i forhold til hvordan jeg omgås andre. Helt generelt forsøger jeg nemlig at undgå at sætte mine ben i nogen som helst sociale sammenhænge, hvor efterretningstjenesternes forbrydere vil kunne true eller tvinge personer i mine omgivelser til at deltage i kriminelle handlinger mod mig.

Med andre ord bestræber jeg mig på at mødes med mennesker ‘analogt’ og uden forudgående kontakt hverken telefonisk eller via nettet.

Men der er også noget andet.

Som det kan læses i min beskrivelse af torturen her, led jeg i forløbet en betydelig fysisk overlast. Jeg har derfor til min familie givet besked om, at efter min død skal min krop obduceres grundigt. Især skal mit centralnervesystem undersøges minutiøst med henblik på en lægelig afklaring af de skader der er sket.