Året var 1864, og Danmark var i krig.

Teknisk set indledtes krigen, da Tyskland den første dag i februar  marcherede over Ejderen, men sandheden er at Danmark kraftigt provokerede Det Tyske Rige til at tage aktion.

Året inden havde en inkompetent dansk regering brudt med internationale aftaler og valgt at knytte hertugdømmerne Slesvig og Holsten tættere til Danmark og indledte en ’fordanskningsproces’ i de to hertugdømmer.

I København vidste man sådan set godt at krigen ville komme. Idiotisk nok havde flere af landets ledere ønsket det, idet man forventede at udlandet hurtigt ville komme danskerne til undsætning.

Det skete som bekendt ikke, og krigshandlingerne standsede fem måneder senere, hvor hele Jylland var blevet besat helt op til Skagen.

I det efterfølgende politiske forløb med fredsforhandlinger, viste det sig hurtigt at den danske regering havde mistet pusten. Kongen, Christian IX, talte åbent om at lade landet blive optaget i Det Tyske Forbund og regeringen, der af udenlandske gesandter i rapporter hjem blev omtalt som ’oldingeregeringen’ (fordi det var de!), havde mere end svært ved at finde argumenter for at modsætte sig.

Men sådan endte det som bekendt ikke. En dansk indlemmen i Tyskland ville have medført en udradering af det danske sprog, kultur og særlige, nationale egenart. Eksempelvis ville dette indlæg være blevet skrevet på tysk og ikke dansk, og flere af indlæggene her på bloggen ville med rimelig sikkerhed, på grund af de strammere tyske regler for ytringsfrihed, have kastet mig i fængsel indtil flere gange.

Det begyndte med at Bismarck ikke brød sig om idéen. Ikke mindst fordi danskerne jo ikke er tyskere, og derfor ikke havde en naturlig plads i et forbund af tyske stater.

Men Danmarks virkelige redning kom fra den russiske zar. Alexander II gjorde opmærksom på det uhensigtsmæssige i at Tyskland skulle beherske de danske bælter og dermed indsejlingen til Østersøen. Zaren fik først englænderne med på logikken, og dernæst franskmændene. Som de sidste i rækken, sluttede også tyskerne sig til logikken: At hvis bælterne, der regulerede indsejlingen til Østersøen blev behersket af en stormagt – uanset hvilken, ville det uundgåeligt resultere i en europæisk storkrig.

Den geopolitiske logik blev derfor at krigens taber, Danmark, fortsat skulle eksistere – om ikke af andre grunde, så for fredens skyld.

Alle var enige: Gennemsejlingen gennem Storebælt og Øresund skulle kontrolleres af en stat, der var lille, svag og fuldstændig blottet for interesse i storpolitik under nogen som helst form. Samtidig skulle gennemsejlingen reguleres af internationale traktater, der skulle udformes på en måde så alle var tilfredse.

Danmarks eksistensberettigelse skulle herefter bestå i at spille vores rolle og udføre de opgaver, som disse traktater i den forbindelse pålagde os. Til gengæld kunne Tyskland så få de hertugdømmer, der var årsag til at krigen brød ud.

I perioden fra fredsslutningen i 1864 og frem til Danmarks indtræden i NATO efter anden verdenskrig, bestod Danmarks udenrigspolitik derfor dybest set kun i to ting: Nemlig at lave handelsaftaler og i øvrigt opretholde landets neutralitet.

Danmark fik lov til at eksistere – ikke fordi vi har en særlig metafysisk eller principiel ret hertil, men fordi de europæiske stormagter fandt vores eksistens nødvendig for at opretholde freden på vort kontinent.

Det er ikke urimeligt at drage en sammenligning til nutidens amerikanske interesse for Grønland. Her har en nyvalgt amerikansk præsident udtrykt, at det af hensyn til amerikanernes nationale sikkerhed er nødvendigt for amerikanerne at overtage ejerskabet af Grønland.

I 1864 ville såvel tyskerne som russerne, foruden som minimum svenskerne, kunne fremføre et tilsvarende argument i forhold til de danske bælter. Jo, et ejerskab ville styrke de pågældende landes sikkerhedspolitiske situation i forhold til naboerne og området generelt – men af de åbenlyse grunde, der i 1864 sikrede Danmarks fortsatte eksistens, ville glæden være kortvarig.

Man kan argumentere for, at tilsvarende gør sig gældende for Grønlands vedkommende. På samme måde som det er tilfældet med Bælterne, er også Grønlands strategiske betydning for vigtig til at kontrollen kan overdrages til en stormagt.

Også i dette tilfælde, vil det være i alles interesse at området formelt kontrolleres af en stat, der er for lille og svag til at udgøre en trussel mod de andre spillere i området. Jo, jeg er opmærksom på at amerikanerne i forvejen har visse militære beføjelser i Grønland – men pointen er netop, eller blandt andet, at de netop ikke benytter sig af disse. Hvis amerikanerne skulle ønske sig en militær opgradering i landet, behøver de derfor ikke påtage sig et ’ejerskab’ af Grønland – mindre kan gøre det.

Men hvad er det så de vil deroppe – amerikanerne? Det er ikke mineraler og den slags, for hvad dét angår, behøver amerikanske selskaber ikke gøre andet end af aflevere en ansøgning om koncessioner. Det har de endnu ikke vist interesse for, så what gives?

Svaret er naturligvis, som også præsident Trump flere gange har nævnt, Kina. Efterhånden som sejlruten nord om Rusland bliver tiltagende mere anvendt, får det nordatlantiske område en tiltagende større betydning for USA’s ambition om at inddæmme Kinas handel og adgang til ressourcer.

Inddæmningen af Kina har spillet en dominerende rolle i præsident Trumps præsidentperiode, og vil sandsynligvis også komme til at gøre det for hans efterfølgere.

Det er min vurdering, at det nylige angreb mod Venezuela og fjernelsen af landets præsident, primært er rettet mod Kina. Venezuela har verdens største oliereserver, og landets største kunde var indtil for et par dage siden netop Kina. Det må formodes, at det er en del af aftalen mellem amerikanernes State Department og Venezuelas tilbageblevne regering, at hanen nu bliver lukket for kinesernes vedkommende.

Det er i den forbindelse interessant at bemærke sig den nylige bombning af islamiske mål i Nigeria. Selv om jeg er enig i det officielle formål med angrebet, at beskytte kristne mod overgreb, er det reelle geopolitiske formål naturligvis et andet. Det vil således overraske mig meget, hvis Nigerias regering vil acceptere Kina som ny storkunde. Kinesernes andel af Nigerias olieeksport kan næppe forventes at blive meget højere end den nuværende 3-5 procent. Nigerias regering har ganske givet forstået budskabet.

Det er med samme sigtepunkt man skal se amerikanernes nuværende bestræbelser på at indføre et regimeskifte i Iran. Iranerne sender nemlig 90-95 procent af deres olieeksport til kineserne, foruden at landet også i realiteten kontrollerer gennemsejlingen gennem Hormuz-strædet.

Hvis regimeskiftet lykkes og det lykkes for amerikanerne at få indsat et USA-venligt styre i Teheran, vil det sætte det kinesiske erhvervsliv og landets regering i en yderst vanskelig situation. USA er ikke i stand til at besejre Kina militært, så det er præsident Trumps strategi i stedet at kvæle landets økonomi og udvikling.

I bestræbelserne på at inddæmme af kineserne muligheder, spiller det nordatlantiske område som nævnt en rolle. Nordatlanten er vigtig som gennemssejlingsområde for såvel kinesisk handel, som tilførsel af energi – hvor de så ellers forventes at få det fra, hvis amerikanerne lykkes med deres forehavende i Iran. Det indgår ganske givet også i amerikanernes overvejelser at undgå en kinesisk militær overtagelse af Grønland, uanset hvor urealistisk en sådan måtte forekomme. Kina i dets nuværende inkarnation er ikke militært ekspansionistisk, og bliver det næppe heller.

Jeg har tidligere beskrevet her på bloggen, hvordan vi kan hjælpe amerikanerne med at bevogte det nordatlantiske område. Danmark modtog sidste år indtil flere meldinger fra såvel EU, som NATO om at lave fælles missioner til området, og også franskmændene har vist interesse for at lave noget bilateralt med Danmark og Grønland– så vidt jeg forstår også af militær karakter.

Jeg tvivler ikke på, er aldeles overbevist om, at det vil være muligt for os at strikke en indsats sammen, der tilfredsstiller amerikanernes behov for kontrol med sejladsområdet uden at skulle igennem det både politiske og kulturelle mareridt det vil være, hvis amerikanerne pludselig sender marinekorpset ind og anholder den grønlandske landsstyreformand og overtager den formelle autoritet over landet.

Det er for øvrigt mit klare indtryk at den grønlandske befolkning heller ikke selv er interesserede, så hvad i alverden skulle de gøre det for?!? Alligevel virker amerikanerne interesserede, uanset den grønlandske befolknings manglende opbakning til ideen.

Det er interessant at se, at den danske regering i realiteten ikke modsætter sig de amerikanske krav med andet end ord. Jo, det er sandt at vi nok ikke kan stille det helt store op militært, bortset fra i en given situation at yde en symbolsk militær modstand og i øvrigt konstatere en suverænitetskrænkelse.

Men så længe spillet primært spilles diplomatisk og politisk, er regeringens passivitet slående. Det var ikke mindst tilfælde sidste år, hvor den nyvalgte amerikanske præsident udnævnte sin ambassadør til Danmark. Ambassadøren udtalte som det allerførste, at han så det som sin opgave at indlemme Grønland i USA. Det ville have været såvel logisk som forventeligt, hvis det danske udenrigsministerium i situationen havde afvist at godkende ambassadøren.

Det burde være en no-brainer, men det skete ikke. I stedet tog udenrigsministeren godkendelsen med i et statsråd hos Hans Majestæt Kongen og anbefalede Majestæten at skrive under på godkendelsen af en udenlandsk ambassadør, der åbent havde udtalt et ønske om at rive det danske kongerige fra hinanden. Hér kunne regeringen uden vanskeligheder og uden at modtage kritik have sat en fod i døren, men gjorde det ikke.

Tilsvarende da præsident Trump i sidste måned udnævnte Louisianas guvernør til sin udsending til Grønland – igen med et erklæret mål om at indlemme grønlændernes land i USA – uanset om grønlænderne vil det eller ej. Jeg mangler stadig at se Jeff Landry få indrejseforbud i Danmark og i Schengen, og jeg mangler også at se særlige visaregler for amerikanske statsborgere der ønsker at besøge Grønland – uanset om de rejser på diplomatpas eller ej.

En sådan reaktion vil være logisk for en dansk regering, der ønsker at modsætte sig de amerikanske ønsker.

Når det ikke er sket, må det nødvendigvis være fordi der eksisterer en underhåndsaftale mellem Frederiksenregeringen og den nyvalgte amerikanske administration. Aftalen, eller forståelsen, kan man kun gisne om, men at en sådan eksisterer bør være tydelig for de fleste.

Jeg skal i den anledning ikke undlade at gøre opmærksom på, at en eventuel grønlandsk løsrivelse, uanset om det måtte ske som følge af en amerikansk militær intervention eller en formel grønlandsk selvstændighed, vil medføre en dansk grundlovsændring med de besværligheder dét medfører, idet Grønland ifølge Grundloven af 1953 vælger to medlemmer til det danske Folketing. Det kan de naturligvis ikke fortsætte med, hvis landet skal være selvstændigt eller grønlænderne under en eller anden form indgå i USA og være amerikanske statsborgere.

Hidtil lader regeringens forsvar for Grønland at bestå i at udsende pressemeddelelser og opslag på Twitter, og ved en enkelt lejlighed invitere præsident Macron til Grønland, så han kunne udfolde sin ikke ubetydelige franske charme overfor lokalbefolkningen.

Uanset hvad, så er det tydeligt at regeringen på Slotsholmen skal til at tage sig sammen og komme op af starthullerne, hvis det vitterligt er ønsket at imødekomme den grønlandske befolknings ønske om at være herrer over egen fremtid. Af grunde, som jeg allerede har nævnt ovenfor, er det også af geopolitiske grunde bedst at denne fremtid udleves i fællesskab med Danmark.

Da USA’s præsident Trump kort inden han tiltrådte til sin anden præsidentperiode udtrykte et ønske om at overtage Grønland, betragtede de fleste af os det som et forhandlingsoplæg. Trumps forhandlingsstrategi skulle i så fald være, at han lagde ud med at forlange noget urimeligt, med en forventning om at de efterfølgende samtaler ville ende ud i dén løsning, som han reelt ønskede at opnå.

Det er stadig min personlige opfattelse, at det var sådan præsidentens udspil skulle læses og opfattes. At man, ved at lytte til de amerikanske kritikpunkter, vil kunne opnå en for begge parter tilfredsstillende løsning – en løsning, som ville beskytte grønlændernes legitime ønske og ret til at styre deres eget land sådan som de selv vil. Et eller andet sted er jeg stadig overbevist om, at det er hvad den amerikanske administration selv ønsker, idet en fjendtlig overtagelse af Grønland vil give amerikanerne uanede vanskeligheder i forhold til landets øvrige allierede. Allierede, som USA, trods en America First strategi, i sidste ende vil have vanskeligt ved at undvære et højt niveau af opbakning fra.

Da den aldeles fremragende vicepræsident Vance så, i sit berømte Danmark er en dårlig allieret-interview til Fox News i begyndelsen af februar fremlagde teksten, blev de amerikanske ønsker til Danmark så lagt frem for offentligheden. Det amerikanske ønske blev, typisk for Vance, fremlagt på en sprogligt tydelig, præcis og umisforståelig måde: Amerikanernes problem med den danske overhøjhed over Grønland, hænger sammen med Danmarks manglende evne til på tilstrækkelig betryggende vis at overvåge den del af det meget store nordatlantiske område, der strækker fra Grønlands kyst til Færøerne.

Vicepræsident Vance var klar i mælet: Dét skal Danmark have styr på, ellers kan vi ikke beholde Grønland.

Så langt, så godt. Nu har amerikanerne lagt kortene på bordet, og dérfra har det været op til den danske regering i København at håndtere problemet.

For det første, så giver det sig selv, at et land af Danmarks størrelse naturligvis ikke kan overvåge så stort et område alene. I hvert fald ikke, hvis overvågningen skal have en ’tæthed’ og en militær tilstedeværelse, der vil tilfredsstille de krav, som amerikanerne sædvanligvis stiller. Derom hersker der ingen tvivl.

Men det betyder ikke at en kompetent, dansk regering ikke ville kunne løse problemet. Her er problemet bare dét, at vores regering for det første ikke forekommer at være sikkerhedspolitisk kompetent ledet, hvilket man bla kan se i forhold til Rusland-Ukraineproblematikken. Men i stedet for kompetent ledelse, har regeringen Frederiksen valgt at ville diskutere folkeret og grønlændernes ret til selvbestemmelse.

Problemet er, at den slags principper har amerikanerne historisk set kun i begrænset omfang tilladt at lade begrænse landets adfærd. Amerikanernes primære fikspunkt i sikkerhedspolitikken har været, og er det i ikke mindre grad under Trump, at håndtere landets egne interesser. Her har den danske regering så valgt at håbe på, at forventede problemer med allierede vil være nok til at holde amerikanerne tilbage.

Denne uges besøg i Grønland af Trumps sikkerhedsrådgiver Mike Waltz og Second Lady Usha Vance, udgør det amerikanske modsvar til regeringens lidt tvivlsomme strategi – og svaret lyder: You can do better!

Mens amerikanerne adresserer hvad Washington betragter som reelle problemer, som skal løses i den fysiske verden, vælger Kongeriget Danmarks regering at spille den amerikanske ledelse med de tricks, som vi alle lærte dengang vi sad i elevrådet. Og det dur naturligvis ikke. Derfor står Danmark til at miste Grønland, hvis ikke regeringen meget hurtigt får taget sig sammen til at forstå forskellen i tilgangen: At amerikanerne forlanger dansk problemløsning i den fysiske verden.

Og det på samme tid sørgelige og håbefulde er, at problemløsningen ligger lige for. For mens Danmark på grund af landets begrænsede størrelse naturligvis ikke kan etablere et overvågningsnetværk i Arktis, der tilfredsstiller de amerikanske forventninger, findes der heldigvis andre løsninger. Og ikke nok med at disse løsninger findes – de har oven i købet præsenteret sig selv for danskerne på et sølvfad.

Den øverstkommanderende for EU’s militærkommando, har således tilbudt Danmark at sammensætte en EU-mission til den arktiske del af Nordatlanten, og en tilsvarende henvendelse har der været fra NATO.

Løsningen ligger dermed lige for. Den lavpraktiske del vil kunne strikkes sammen i løbet af et par måneder, og så vil amerikanerne ifølge landets vicepræsident ellers være tilfredse.

Simsalabim – whats not to like?!?? NATO-løsningen indebærer samtidig, at Canada vil kunne indgå i problemets løsning, hvilket af geografiske grunde egentlig vil være meget rimeligt og logisk. Bolden ligger lige til højrebenet, og det er bare at trille den lige så stille i mål.

I stedet har den danske regering håndteret sagen med en amatørisme, så guderne må sig forbarme. Ikke nok med at man hidtil har kørt amerikanerne som om der var tale om en konflikt i elevrådet, oven i købet uden at udnytte vores plads i FNs sikkerhedsråd til at få sagen taget op dér, så fortsætter Frederiksen-regeringen ufortrødent med at lade Folketinget ratificere en aftale om udstationering af amerikanske tropper flere steder i Jylland.

Det er jo direkte inkompetent: Her har vi en fremmed magt, der udadtil har et erklæret ønske om at overtage en del af Kongeriget, hvorefter selvsamme fremmede magt indbydes til at udstationere tropper inden for landets grænser. Det er fuldstændig vildt og helt hen i vejret. Inkompetencen er så tydelig, at den skriger til Himlen. Der findes ingen ord i den danske ordbog til at beskrive dette, hvilket måske er den egentlige grund til at jeg anvender så mange af slagsen.

Men vildt er det.

På det rent personlige plan, vil mit hjerte græde og blive knust i tusinde stykker, hvis regeringens inkompetence får landet til at miste Grønland. Da jeg for alt for mange år siden var barn og boede på Fuglebakkevej i Esbjerg, hang der to plakater på min væg. Det vil sige: Den ene var ikke en plakat, men derimod et søkort over den jyske vestkyst. Kortet var et udtryk for min fars kærlighed til havet, som han forsøgte, og lykkedes med, at give videre til mig.

Det andet var en plakat, der viste et kort over Grønland. Grønland er en meget vigtig del af den danske selvforståelse, og for de fleste af os har det en meget stor prioritet at passe på landet og på grønlænderne, så de får så stor frihed til at leve deres liv som det overhovedet er muligt. Jeg behøver blot at nævne sundheds- og socialvæsen, så ved de fleste hvad jeg taler om. I dag er Danmarks vigtigste opgave i forhold til det grønlandske samfund, at vi skal levere de rammer som er nødvendige for at grønlænderne selv kan definere deres livsform og kultur på deres egne betingelser.

Det er mit klare indtryk, at det går helt fint med det. Vi skal ikke bestemme over grønlænderne, men derimod give dem mulighed for at bestemme selv.

Med et eventuelt amerikansk indtog i Grønland, vil der ikke herske tvivl om at den særlige grønlandske livsstil og kultur vil forsvinde som dug for solen.

Heldigvis kan Grønland stadig reddes – det er jeg overbevist om. Det kræver sådan set bare, at regeringen mander sig op, forlader elevrådsretorikken og bevæger sig ind i den virkelige verden – dér, hvor sikkerhedspolitik og nationers fremtid bestemmes. Og løsningen ligger lige for – vore allierede har præsenteret den til os, nærmest som en pakkeløsning. Alt, hvad regeringen behøver gøre, er at tage imod – og i øvrigt droppe dén dér udstationeringsaftale.

Den igangværende militære konflikt i Ukraine har i skrivende stund udviklet sig til det punkt, hvor ukrainerne efter sigende er ved at løbe tør for ammunition, mens de russiske styrker er i fremdrift. På Telegram og Twitter har jeg set militæranalytikere udtale, at de forventer at den ukrainske front bryder sammen i løbet af maj måned.

Hvis det kommer til at holde stik, vil krigen i løbet af sommeren nå til en naturlig afslutning. Til den tid vil vi bedre kunne vurdere situationen på jorden i Ukraine – herunder hvad der skal ske i forhold til landets fremtidige styre. Mit bud er at Ukraine dels bliver splittet i flere dele, dels at det område der til den tid bliver tildelt den ukrainske stat, bliver et russisk protektorat. Dette vil være den logiske konsekvens af krigens tale og forventede resultat.

Der kan skrives mange og lange indlæg om hvorfor det ikke havde behøvet at gå så galt for regimet i Kiev, men det vil jeg ikke bruge tid på i dette indlæg.

Men i visse europæiske hovedstæder giver udsigten til en overbevisende russisk sejr, anledning til mange dybe panderynker. Flere statsledere, heriblandt også vores egen statsminister, har blandt andet udtalt at Rusland ʻikke må få lov til at vinde i Ukraineʼ. Men det gør de jo nu nok alligevel, og hvad vil man så gøre ved dét?

Da den danske statsminister omkring sidste weekend blev spurgt om hun kunne forestille sig at sætte danske soldater i kamp i Ukraine, undlod hun bevidst at afvise ideen. Tidligere har det været fremme, at briterne har leget med tanken om en fælles ekspeditionsstyrke til landet, og for et par dage siden lækkede den slovakiske premierminister Robert Fico til internationale medier, at spørgsmålet faktisk er på bordet i NATO.

Umiddelbart derefter kom det så frem, at franskmændene har udviklet en decideret plan for projektet – men også at planen i sidste ende er blevet skudt ned af alliancens øvrige medlemmer.

Ideen er da også aldeles håbløs, og det er den af flere grunde. Den ene er, at de europæiske lande i givet fald ville komme til at stå aldeles alene i projektet, idet hverken den amerikanske præsident Joe Biden eller hans sandsynlige efterfølger, Donald Trump, er villige til at hoppe med på ideen. Det samme gælder i øvrigt præsidentvalgets tredje kandidat, Robert F. Kennedy Jr.

Europæerne vil dermed i givet fald komme til at stå alene, hvilket ingen af dem overhovedet er parate til, al den stund at hele lageret af krudt og kugler allerede befinder sig i Ukraine og for det meste allerede er knaldet af. Det samme gælder en stor del af det øvrige materiel.

Der er derfor ingen af de europæiske hærstyrker, der på nogen som helst meningsfuld måde vil kunne deltage i konflikten.

I princippet vil der kunne sendes jagerfly afsted, men i en direkte konflikt med Rusland vil der blive brug for dem på hjemmefronten. Det gælder ikke mindst for Danmarks vedkommende, idet vi i forvejen er temmelig tyndt besat hvad jagerfly angår og vi som naboland til Rusland faktisk ret hurtigt vil få brug for dem, eksempelvis omkring Bornholm.

Ideen er derfor absurd, og jeg finder det derfor uansvarligt af vores statsminister, at hun ikke øjeblikkeligt skød ideen ned da hun blev spurgt.

Men udover det militært umulige i projektet, er der også spørgsmålet om hvilken interesse de europæiske lande vil have i at sende soldater i krig i Ukraine. Især når man tager i betragtning, at den potentielle konflikt med Rusland naturligvis ikke vil kunne isoleres til kun at finde sted i Ukraine. Eksempelvis tror jeg ikke, at FEʼs lyttepost på Bornholm vil overleve ret mange timer efter krigens udskrivelse.

Men at det netop er franskmændene der har udarbejdet en plan, er måske ikke så overraskende. Frankrig har længe været et af de NATO-lande der uofficielt har haft specialstyrker i Ukraine. Her i vinter skete der det, at en gruppe franske statsborgere blev slået ihjel i krigen – sådan som den slags jo sker. Ligene blev lagt på køl i Lvov, og da det franske forsvarsministerium sendte repræsentanter ned for at hente dem hjem til Frankrig, blev de også bombet og omkom naturligvis.

Russerne vidste naturligvis hvad de gjorde og situationen var lidt pinlig for Macron.

Dertil kommer, at Frankrig i den seneste tid er blevet skubbet ud af den ene tidligere franske koloni efter den anden, og årsagen er at de lokale myndigheder faktisk foretrækker et samarbejde med Rusland frem for den tidligere kolonimagt.

Den slags gør ikke kun ondt i Elyssee-palæet, men også i den franske statskasse.

Men i stedet for at fantasere om en storkrig i Europa, som man med stor sandsynlighed vil komme til at tabe, vil man være bedre tjent med at sætte sig ned med repræsentanter med Rusland og lave en aftale for hvordan man finder en måde at arbejde sammen på efter krigen. Fred er bedre end krig, og sandheden er jo at ingen europæiske lande i virkeligheden har ønsket hverken den langvarige krig eller de omkostninger, som sanktionsregimet har påført de europæiske lande.

Dertil kommer, at jeg faktisk ikke tror på, at Macrons krigssnak reelt set bunder i et ønske om åben krig mod Rusland. Det er der intet i Macrons tidligere retorik der tyder på. Derimod kan man godt mistænke, at den franske præsident kæmper for noget helt andet: nemlig at sætte Frankrig forrest, når en ny, europæisk sikkerhedsordning efter Ukraine-krigens afslutning skal forhandles på plads.

Eksempelvis er Tyskland gået i recession, flere andre lande er godt på vej, og hvis ikke det var for NOVO, havde Danmark været det forlængst.

De selvskadende sanktioner og den alt for heftige støtte til Ukraine, er et handlemønster som er blevet påtvunget os af amerikanerne, der har betragtet det for værende vitalt for forholdet til dem at man deltager.

Men her er mit bud på hvordan tingene kommer til at udvikle sig efter krigens afslutning og Ruslands sejr:

For det første, så tror jeg faktisk, at europæerne vil komme til en forståelse med Rusland i forhold til hvordan vi hver især kan reagere i forhold til hinanden i fremtiden – noget i stil med dét man under den kolde krig kaldte for fredelig sameksistens. Det vil sige: Vi bliver enige om at være uenige, men sætter nogle retningslinjer op, der forhindrer blodsudgydelser og aktive fjendtligheder.

For det andet, så forestiller jeg mig faktisk, at europæerne vi føle sig tvunget til at ʻrotte sig sammenʼ om at forlange af amerikanerne, at fortsat tilstedeværelse her på kontinentet altså forudsætter, at det, i hvert fald i Europa, er europæernes interesser der skal sættes i højsædet. Eksempelvis kan ingen europæisk leder i virkeligheden være interesseret i, at blive påtvunget hverken de selvskadende sanktioner, terrorangrebet mod Nord Stream-gasledningen eller en kunstig opdeling i Europa mellem ʻosʼ og ʻdemʼ. Den form for adfærd er ikke i europæernes interesse, og det bør være en konsekvens af fjendtlighederne i Ukraine at den slags ikke gentager sig.

Jeg tror faktisk, at vores ledere simpelt hen vil forlange af amerikanerne, at de ophører med at bruge vores kontinent, vore befolkninger og vore regeringer som brikker i deres eget magtspil med andre lande. Ikke mindst når de taber, hvilket tydeligvis er tilfældet i den igangværende konfrontation mod Rusland.

Og sidst, men ikke mindst, så tror jeg at Europas manglende evne til at stå op mod amerikanerne i deres magtspil, vil medføre at debatten om et europæisk NATO uden USA vil få ekstra luft.

Og hvis det bliver dér at bolden ender, og det tror jeg at den i sidste ende gør, vil der trods alt komme noget godt ud af den ulyksalige konflikt på grænsen til Centralasien.