Året var 1864, og Danmark var i krig.

Teknisk set indledtes krigen, da Tyskland den første dag i februar  marcherede over Ejderen, men sandheden er at Danmark kraftigt provokerede Det Tyske Rige til at tage aktion.

Året inden havde en inkompetent dansk regering brudt med internationale aftaler og valgt at knytte hertugdømmerne Slesvig og Holsten tættere til Danmark og indledte en ’fordanskningsproces’ i de to hertugdømmer.

I København vidste man sådan set godt at krigen ville komme. Idiotisk nok havde flere af landets ledere ønsket det, idet man forventede at udlandet hurtigt ville komme danskerne til undsætning.

Det skete som bekendt ikke, og krigshandlingerne standsede fem måneder senere, hvor hele Jylland var blevet besat helt op til Skagen.

I det efterfølgende politiske forløb med fredsforhandlinger, viste det sig hurtigt at den danske regering havde mistet pusten. Kongen, Christian IX, talte åbent om at lade landet blive optaget i Det Tyske Forbund og regeringen, der af udenlandske gesandter i rapporter hjem blev omtalt som ’oldingeregeringen’ (fordi det var de!), havde mere end svært ved at finde argumenter for at modsætte sig.

Men sådan endte det som bekendt ikke. En dansk indlemmen i Tyskland ville have medført en udradering af det danske sprog, kultur og særlige, nationale egenart. Eksempelvis ville dette indlæg være blevet skrevet på tysk og ikke dansk, og flere af indlæggene her på bloggen ville med rimelig sikkerhed, på grund af de strammere tyske regler for ytringsfrihed, have kastet mig i fængsel indtil flere gange.

Det begyndte med at Bismarck ikke brød sig om idéen. Ikke mindst fordi danskerne jo ikke er tyskere, og derfor ikke havde en naturlig plads i et forbund af tyske stater.

Men Danmarks virkelige redning kom fra den russiske zar. Alexander II gjorde opmærksom på det uhensigtsmæssige i at Tyskland skulle beherske de danske bælter og dermed indsejlingen til Østersøen. Zaren fik først englænderne med på logikken, og dernæst franskmændene. Som de sidste i rækken, sluttede også tyskerne sig til logikken: At hvis bælterne, der regulerede indsejlingen til Østersøen blev behersket af en stormagt – uanset hvilken, ville det uundgåeligt resultere i en europæisk storkrig.

Den geopolitiske logik blev derfor at krigens taber, Danmark, fortsat skulle eksistere – om ikke af andre grunde, så for fredens skyld.

Alle var enige: Gennemsejlingen gennem Storebælt og Øresund skulle kontrolleres af en stat, der var lille, svag og fuldstændig blottet for interesse i storpolitik under nogen som helst form. Samtidig skulle gennemsejlingen reguleres af internationale traktater, der skulle udformes på en måde så alle var tilfredse.

Danmarks eksistensberettigelse skulle herefter bestå i at spille vores rolle og udføre de opgaver, som disse traktater i den forbindelse pålagde os. Til gengæld kunne Tyskland så få de hertugdømmer, der var årsag til at krigen brød ud.

I perioden fra fredsslutningen i 1864 og frem til Danmarks indtræden i NATO efter anden verdenskrig, bestod Danmarks udenrigspolitik derfor dybest set kun i to ting: Nemlig at lave handelsaftaler og i øvrigt opretholde landets neutralitet.

Danmark fik lov til at eksistere – ikke fordi vi har en særlig metafysisk eller principiel ret hertil, men fordi de europæiske stormagter fandt vores eksistens nødvendig for at opretholde freden på vort kontinent.

Det er ikke urimeligt at drage en sammenligning til nutidens amerikanske interesse for Grønland. Her har en nyvalgt amerikansk præsident udtrykt, at det af hensyn til amerikanernes nationale sikkerhed er nødvendigt for amerikanerne at overtage ejerskabet af Grønland.

I 1864 ville såvel tyskerne som russerne, foruden som minimum svenskerne, kunne fremføre et tilsvarende argument i forhold til de danske bælter. Jo, et ejerskab ville styrke de pågældende landes sikkerhedspolitiske situation i forhold til naboerne og området generelt – men af de åbenlyse grunde, der i 1864 sikrede Danmarks fortsatte eksistens, ville glæden være kortvarig.

Man kan argumentere for, at tilsvarende gør sig gældende for Grønlands vedkommende. På samme måde som det er tilfældet med Bælterne, er også Grønlands strategiske betydning for vigtig til at kontrollen kan overdrages til en stormagt.

Også i dette tilfælde, vil det være i alles interesse at området formelt kontrolleres af en stat, der er for lille og svag til at udgøre en trussel mod de andre spillere i området. Jo, jeg er opmærksom på at amerikanerne i forvejen har visse militære beføjelser i Grønland – men pointen er netop, eller blandt andet, at de netop ikke benytter sig af disse. Hvis amerikanerne skulle ønske sig en militær opgradering i landet, behøver de derfor ikke påtage sig et ’ejerskab’ af Grønland – mindre kan gøre det.

Men hvad er det så de vil deroppe – amerikanerne? Det er ikke mineraler og den slags, for hvad dét angår, behøver amerikanske selskaber ikke gøre andet end af aflevere en ansøgning om koncessioner. Det har de endnu ikke vist interesse for, så what gives?

Svaret er naturligvis, som også præsident Trump flere gange har nævnt, Kina. Efterhånden som sejlruten nord om Rusland bliver tiltagende mere anvendt, får det nordatlantiske område en tiltagende større betydning for USA’s ambition om at inddæmme Kinas handel og adgang til ressourcer.

Inddæmningen af Kina har spillet en dominerende rolle i præsident Trumps præsidentperiode, og vil sandsynligvis også komme til at gøre det for hans efterfølgere.

Det er min vurdering, at det nylige angreb mod Venezuela og fjernelsen af landets præsident, primært er rettet mod Kina. Venezuela har verdens største oliereserver, og landets største kunde var indtil for et par dage siden netop Kina. Det må formodes, at det er en del af aftalen mellem amerikanernes State Department og Venezuelas tilbageblevne regering, at hanen nu bliver lukket for kinesernes vedkommende.

Det er i den forbindelse interessant at bemærke sig den nylige bombning af islamiske mål i Nigeria. Selv om jeg er enig i det officielle formål med angrebet, at beskytte kristne mod overgreb, er det reelle geopolitiske formål naturligvis et andet. Det vil således overraske mig meget, hvis Nigerias regering vil acceptere Kina som ny storkunde. Kinesernes andel af Nigerias olieeksport kan næppe forventes at blive meget højere end den nuværende 3-5 procent. Nigerias regering har ganske givet forstået budskabet.

Det er med samme sigtepunkt man skal se amerikanernes nuværende bestræbelser på at indføre et regimeskifte i Iran. Iranerne sender nemlig 90-95 procent af deres olieeksport til kineserne, foruden at landet også i realiteten kontrollerer gennemsejlingen gennem Hormuz-strædet.

Hvis regimeskiftet lykkes og det lykkes for amerikanerne at få indsat et USA-venligt styre i Teheran, vil det sætte det kinesiske erhvervsliv og landets regering i en yderst vanskelig situation. USA er ikke i stand til at besejre Kina militært, så det er præsident Trumps strategi i stedet at kvæle landets økonomi og udvikling.

I bestræbelserne på at inddæmme af kineserne muligheder, spiller det nordatlantiske område som nævnt en rolle. Nordatlanten er vigtig som gennemssejlingsområde for såvel kinesisk handel, som tilførsel af energi – hvor de så ellers forventes at få det fra, hvis amerikanerne lykkes med deres forehavende i Iran. Det indgår ganske givet også i amerikanernes overvejelser at undgå en kinesisk militær overtagelse af Grønland, uanset hvor urealistisk en sådan måtte forekomme. Kina i dets nuværende inkarnation er ikke militært ekspansionistisk, og bliver det næppe heller.

Jeg har tidligere beskrevet her på bloggen, hvordan vi kan hjælpe amerikanerne med at bevogte det nordatlantiske område. Danmark modtog sidste år indtil flere meldinger fra såvel EU, som NATO om at lave fælles missioner til området, og også franskmændene har vist interesse for at lave noget bilateralt med Danmark og Grønland– så vidt jeg forstår også af militær karakter.

Jeg tvivler ikke på, er aldeles overbevist om, at det vil være muligt for os at strikke en indsats sammen, der tilfredsstiller amerikanernes behov for kontrol med sejladsområdet uden at skulle igennem det både politiske og kulturelle mareridt det vil være, hvis amerikanerne pludselig sender marinekorpset ind og anholder den grønlandske landsstyreformand og overtager den formelle autoritet over landet.

Det er for øvrigt mit klare indtryk at den grønlandske befolkning heller ikke selv er interesserede, så hvad i alverden skulle de gøre det for?!? Alligevel virker amerikanerne interesserede, uanset den grønlandske befolknings manglende opbakning til ideen.

Det er interessant at se, at den danske regering i realiteten ikke modsætter sig de amerikanske krav med andet end ord. Jo, det er sandt at vi nok ikke kan stille det helt store op militært, bortset fra i en given situation at yde en symbolsk militær modstand og i øvrigt konstatere en suverænitetskrænkelse.

Men så længe spillet primært spilles diplomatisk og politisk, er regeringens passivitet slående. Det var ikke mindst tilfælde sidste år, hvor den nyvalgte amerikanske præsident udnævnte sin ambassadør til Danmark. Ambassadøren udtalte som det allerførste, at han så det som sin opgave at indlemme Grønland i USA. Det ville have været såvel logisk som forventeligt, hvis det danske udenrigsministerium i situationen havde afvist at godkende ambassadøren.

Det burde være en no-brainer, men det skete ikke. I stedet tog udenrigsministeren godkendelsen med i et statsråd hos Hans Majestæt Kongen og anbefalede Majestæten at skrive under på godkendelsen af en udenlandsk ambassadør, der åbent havde udtalt et ønske om at rive det danske kongerige fra hinanden. Hér kunne regeringen uden vanskeligheder og uden at modtage kritik have sat en fod i døren, men gjorde det ikke.

Tilsvarende da præsident Trump i sidste måned udnævnte Louisianas guvernør til sin udsending til Grønland – igen med et erklæret mål om at indlemme grønlændernes land i USA – uanset om grønlænderne vil det eller ej. Jeg mangler stadig at se Jeff Landry få indrejseforbud i Danmark og i Schengen, og jeg mangler også at se særlige visaregler for amerikanske statsborgere der ønsker at besøge Grønland – uanset om de rejser på diplomatpas eller ej.

En sådan reaktion vil være logisk for en dansk regering, der ønsker at modsætte sig de amerikanske ønsker.

Når det ikke er sket, må det nødvendigvis være fordi der eksisterer en underhåndsaftale mellem Frederiksenregeringen og den nyvalgte amerikanske administration. Aftalen, eller forståelsen, kan man kun gisne om, men at en sådan eksisterer bør være tydelig for de fleste.

Jeg skal i den anledning ikke undlade at gøre opmærksom på, at en eventuel grønlandsk løsrivelse, uanset om det måtte ske som følge af en amerikansk militær intervention eller en formel grønlandsk selvstændighed, vil medføre en dansk grundlovsændring med de besværligheder dét medfører, idet Grønland ifølge Grundloven af 1953 vælger to medlemmer til det danske Folketing. Det kan de naturligvis ikke fortsætte med, hvis landet skal være selvstændigt eller grønlænderne under en eller anden form indgå i USA og være amerikanske statsborgere.

Hidtil lader regeringens forsvar for Grønland at bestå i at udsende pressemeddelelser og opslag på Twitter, og ved en enkelt lejlighed invitere præsident Macron til Grønland, så han kunne udfolde sin ikke ubetydelige franske charme overfor lokalbefolkningen.

Uanset hvad, så er det tydeligt at regeringen på Slotsholmen skal til at tage sig sammen og komme op af starthullerne, hvis det vitterligt er ønsket at imødekomme den grønlandske befolknings ønske om at være herrer over egen fremtid. Af grunde, som jeg allerede har nævnt ovenfor, er det også af geopolitiske grunde bedst at denne fremtid udleves i fællesskab med Danmark.

Den igangværende militære konflikt i Ukraine har i skrivende stund udviklet sig til det punkt, hvor ukrainerne efter sigende er ved at løbe tør for ammunition, mens de russiske styrker er i fremdrift. På Telegram og Twitter har jeg set militæranalytikere udtale, at de forventer at den ukrainske front bryder sammen i løbet af maj måned.

Hvis det kommer til at holde stik, vil krigen i løbet af sommeren nå til en naturlig afslutning. Til den tid vil vi bedre kunne vurdere situationen på jorden i Ukraine – herunder hvad der skal ske i forhold til landets fremtidige styre. Mit bud er at Ukraine dels bliver splittet i flere dele, dels at det område der til den tid bliver tildelt den ukrainske stat, bliver et russisk protektorat. Dette vil være den logiske konsekvens af krigens tale og forventede resultat.

Der kan skrives mange og lange indlæg om hvorfor det ikke havde behøvet at gå så galt for regimet i Kiev, men det vil jeg ikke bruge tid på i dette indlæg.

Men i visse europæiske hovedstæder giver udsigten til en overbevisende russisk sejr, anledning til mange dybe panderynker. Flere statsledere, heriblandt også vores egen statsminister, har blandt andet udtalt at Rusland ʻikke må få lov til at vinde i Ukraineʼ. Men det gør de jo nu nok alligevel, og hvad vil man så gøre ved dét?

Da den danske statsminister omkring sidste weekend blev spurgt om hun kunne forestille sig at sætte danske soldater i kamp i Ukraine, undlod hun bevidst at afvise ideen. Tidligere har det været fremme, at briterne har leget med tanken om en fælles ekspeditionsstyrke til landet, og for et par dage siden lækkede den slovakiske premierminister Robert Fico til internationale medier, at spørgsmålet faktisk er på bordet i NATO.

Umiddelbart derefter kom det så frem, at franskmændene har udviklet en decideret plan for projektet – men også at planen i sidste ende er blevet skudt ned af alliancens øvrige medlemmer.

Ideen er da også aldeles håbløs, og det er den af flere grunde. Den ene er, at de europæiske lande i givet fald ville komme til at stå aldeles alene i projektet, idet hverken den amerikanske præsident Joe Biden eller hans sandsynlige efterfølger, Donald Trump, er villige til at hoppe med på ideen. Det samme gælder i øvrigt præsidentvalgets tredje kandidat, Robert F. Kennedy Jr.

Europæerne vil dermed i givet fald komme til at stå alene, hvilket ingen af dem overhovedet er parate til, al den stund at hele lageret af krudt og kugler allerede befinder sig i Ukraine og for det meste allerede er knaldet af. Det samme gælder en stor del af det øvrige materiel.

Der er derfor ingen af de europæiske hærstyrker, der på nogen som helst meningsfuld måde vil kunne deltage i konflikten.

I princippet vil der kunne sendes jagerfly afsted, men i en direkte konflikt med Rusland vil der blive brug for dem på hjemmefronten. Det gælder ikke mindst for Danmarks vedkommende, idet vi i forvejen er temmelig tyndt besat hvad jagerfly angår og vi som naboland til Rusland faktisk ret hurtigt vil få brug for dem, eksempelvis omkring Bornholm.

Ideen er derfor absurd, og jeg finder det derfor uansvarligt af vores statsminister, at hun ikke øjeblikkeligt skød ideen ned da hun blev spurgt.

Men udover det militært umulige i projektet, er der også spørgsmålet om hvilken interesse de europæiske lande vil have i at sende soldater i krig i Ukraine. Især når man tager i betragtning, at den potentielle konflikt med Rusland naturligvis ikke vil kunne isoleres til kun at finde sted i Ukraine. Eksempelvis tror jeg ikke, at FEʼs lyttepost på Bornholm vil overleve ret mange timer efter krigens udskrivelse.

Men at det netop er franskmændene der har udarbejdet en plan, er måske ikke så overraskende. Frankrig har længe været et af de NATO-lande der uofficielt har haft specialstyrker i Ukraine. Her i vinter skete der det, at en gruppe franske statsborgere blev slået ihjel i krigen – sådan som den slags jo sker. Ligene blev lagt på køl i Lvov, og da det franske forsvarsministerium sendte repræsentanter ned for at hente dem hjem til Frankrig, blev de også bombet og omkom naturligvis.

Russerne vidste naturligvis hvad de gjorde og situationen var lidt pinlig for Macron.

Dertil kommer, at Frankrig i den seneste tid er blevet skubbet ud af den ene tidligere franske koloni efter den anden, og årsagen er at de lokale myndigheder faktisk foretrækker et samarbejde med Rusland frem for den tidligere kolonimagt.

Den slags gør ikke kun ondt i Elyssee-palæet, men også i den franske statskasse.

Men i stedet for at fantasere om en storkrig i Europa, som man med stor sandsynlighed vil komme til at tabe, vil man være bedre tjent med at sætte sig ned med repræsentanter med Rusland og lave en aftale for hvordan man finder en måde at arbejde sammen på efter krigen. Fred er bedre end krig, og sandheden er jo at ingen europæiske lande i virkeligheden har ønsket hverken den langvarige krig eller de omkostninger, som sanktionsregimet har påført de europæiske lande.

Dertil kommer, at jeg faktisk ikke tror på, at Macrons krigssnak reelt set bunder i et ønske om åben krig mod Rusland. Det er der intet i Macrons tidligere retorik der tyder på. Derimod kan man godt mistænke, at den franske præsident kæmper for noget helt andet: nemlig at sætte Frankrig forrest, når en ny, europæisk sikkerhedsordning efter Ukraine-krigens afslutning skal forhandles på plads.

Eksempelvis er Tyskland gået i recession, flere andre lande er godt på vej, og hvis ikke det var for NOVO, havde Danmark været det forlængst.

De selvskadende sanktioner og den alt for heftige støtte til Ukraine, er et handlemønster som er blevet påtvunget os af amerikanerne, der har betragtet det for værende vitalt for forholdet til dem at man deltager.

Men her er mit bud på hvordan tingene kommer til at udvikle sig efter krigens afslutning og Ruslands sejr:

For det første, så tror jeg faktisk, at europæerne vil komme til en forståelse med Rusland i forhold til hvordan vi hver især kan reagere i forhold til hinanden i fremtiden – noget i stil med dét man under den kolde krig kaldte for fredelig sameksistens. Det vil sige: Vi bliver enige om at være uenige, men sætter nogle retningslinjer op, der forhindrer blodsudgydelser og aktive fjendtligheder.

For det andet, så forestiller jeg mig faktisk, at europæerne vi føle sig tvunget til at ʻrotte sig sammenʼ om at forlange af amerikanerne, at fortsat tilstedeværelse her på kontinentet altså forudsætter, at det, i hvert fald i Europa, er europæernes interesser der skal sættes i højsædet. Eksempelvis kan ingen europæisk leder i virkeligheden være interesseret i, at blive påtvunget hverken de selvskadende sanktioner, terrorangrebet mod Nord Stream-gasledningen eller en kunstig opdeling i Europa mellem ʻosʼ og ʻdemʼ. Den form for adfærd er ikke i europæernes interesse, og det bør være en konsekvens af fjendtlighederne i Ukraine at den slags ikke gentager sig.

Jeg tror faktisk, at vores ledere simpelt hen vil forlange af amerikanerne, at de ophører med at bruge vores kontinent, vore befolkninger og vore regeringer som brikker i deres eget magtspil med andre lande. Ikke mindst når de taber, hvilket tydeligvis er tilfældet i den igangværende konfrontation mod Rusland.

Og sidst, men ikke mindst, så tror jeg at Europas manglende evne til at stå op mod amerikanerne i deres magtspil, vil medføre at debatten om et europæisk NATO uden USA vil få ekstra luft.

Og hvis det bliver dér at bolden ender, og det tror jeg at den i sidste ende gør, vil der trods alt komme noget godt ud af den ulyksalige konflikt på grænsen til Centralasien.

Hvis der er noget vi europæere bør have lært efter et års konflikt i Ukraine, er det dette: At Europa behøver en ny sikkerhedsstruktur. Vi behøver, som Ungarns Orban udtrykte det forleden, ʻet europæisk NATO uden USAʼ. Ukrainekonflikten bør have lært os nødvendigheden af at etablere et europæisk sikkerhedssystem, som er aldeles uafhængigt af amerikanerne.

At Ukrainekrigen blev fremprovokeret af amerikanske interesser, burde være de fleste bekendt. Maidankuppet i 2014, striden i øst om provinserne Lugansk og Donetsk – og ikke mindst amerikanernes drøm om at smide russerne ud fra flådebasen på Krim, var blandt de direkte motivationer for dén militære konflikt, som nu har varet godt et års tid.

Det var ligeledes den amerikanske regering, der fik truet sig til en europæisk opbakning til det selvskadende sanktionsregime mod Rusland. Et sanktionsregime, der i dag støttes af præcis 36 lande verden over – hvoraf de 27 er medlemmer af EU. Ikke ligefrem en imponerende opbakning, skulle man synes.

I løbet af processen har amerikanerne ydermere sprængt Nordstream i luften – en handling, der efter internationale normer ikke blot er en terrorhandling, men ydermere teknisk set en militær krigshandling mod såvel Rusland som Tyskland.

For sidstnævnte var sprængningen intet mindre end en national, økonomisk katastrofe. Tyskernes forretningsplan har nemlig nemlig været ret enkel: Via en kombination af billig russisk gas og Europas ubetinget største industri, at blive Europas økonomiske og industrielle powerhouse.

Det er slut nu. Efter eksplosionen har amerikanerne drejet armene om på tyskerne, og tvunget dem til at blive afhængige af amerikansk LNG-gas til vild overpris. Dette kan i værste fald betyde dødsstødet til den tyske økonomi – og med dén også vi andres. Europa er med andre ord blevet direkte afhængige af USA – vel at mærke på amerikanernes betingelser.

Det er selvfølgelig ikke i nogens interesser, men godt 40.000 amerikanske soldater i Tyskland gav ikke Scholz-regeringen andre realistiske muligheder. Amerikanernes troppekontingent i Tyskland og resten af Europa sikrer, at ingen tysk kansler kan gå imod amerikanerne i et for dem vitalt anliggende.

Og amerikanerne har altså besluttet sig for at Ukrainekonflikten er et væsentligt, amerikansk anliggende. Det er der mange grunde til, ikke mindst fordi amerikanerne er i færd med at tabe rollen som verdens førende supermagt.

For europæernes vedkommende, bør indstillingen ellers være at betragte den russisk-ukrainske konflikt om nogle territorier i det østlige Ukraine, som et uvæsentligt lokalopgør på grænsen til Centralasien. Takket være amerikanernes interesse, er vi nu i stedet tvunget til at betragte det som finalen i Champions League – vel at mærke uden selv at spille direkte med på banen.

Uden denne indblanding, ville det det russisk-ukrainske lokalopgør have været afsluttet forlængst, og med væsentligt færre ofre til følge.

Den amerikanske indblanden har været katastrofal – for Ukraine, men også for Europa. Vi europæere må ikke blot lide under konsekvenserne af Nordstream-bombningen, men også konsekvenserne af en forøget isolation i Verden. Som nævnt støttes sanktionerne kun af 36 lande i Verden, hvoraf de 27 er os – medlemmerne af EU. Konsekvenserne kan mærkes på flere måder, men lad os begynde med det økonomiske. Feks har IMF i en nylig rapport fastslået, at Rusland i 2023 forventes at få en vækst som er betydeligt større end store europæiske økonomier som eksempelvis Storbritannien og Tyskland. Så meget værdien af sanktionerne.

Der er også de politiske konsekvenser. De Forenede Emirater, som er Mellemøstens finansielle centrum, er nu begyndt at undgå anvendelsen af dollars i landets udenrigshandel. I stedet handles der nu i lokale valutaer, dvs at handel mellem for eksempl UAE og Indien foregår i Rupee og Dirham – hvilket ret beset vel egentlig også er det mest logiske og rimelige. Sanktionspolitikken har ført til petrodollarens død. Det begyndte som en nødvendighed mht den russiske olieeksport, pga sanktionerne, men har sidenhen bredt sig, så en større del af den såkaldt ʻtredje verdenʼ nu er i færd med at droppe dollaren som handelsvaluta.

Dertil kommer, at det russisk-kinesiske projekt med at etablere et alternativt finansielt system, har fået ekstra luft under vingerne. Dermed har flere lande tilsluttet sig systemet gennem det seneste års tid – og flere endnu står i kø. Dette hænger sammen med amerikanernes anvendelse af SWIFT-systemet som et politisk våben. Rundt omkring i Verden er regeringer begyndt at stille sig selv spørgsmålet: Kan det samme ske for os?

Og sandheden er at det kan det jo, og det vil det komme til. Den slags vil ansvarlige regeringer gerne gardere sig imod, og derfor er køen af lande, der tilslutter sig det nye system, efterhånden ganske lang.

At dette yderligere giver problemer for amerikanernes efterretningssystem, er en anden sag og kommer egentlig ikke os europæere ved. Alligevel bør det nævnes ganske kort. Det er jo en kendt sag at amerikanernes NSA har snablen dybt nede i SWIFT, mens det samme næppe vil komme til at finde sted i det nye system.

Skidt for amerikanerne, godt for alle andre.

Behovet for en nyt, europæisk sikkerhedssystem har længe været været både kendt og erkendt. Dengang hun stadig var kansler, taler Angela Merkel flere gange om behovet for en ny, europæisk sikkerhedsstruktur, der tager hensyn til samtlige europæiske landes sikkerhedsbekymringer – herunder også Ruslands. Det samme har Frankrigs præsident Macron været ude at sige, så Orbans ord falder bestemt ikke i en tom virkelighed. Jeg har for øvrigt også flere gange selv skrevet om det.

Behovet er velkendt blandt europæiske ledere, og Ukrainekonflikten og konsekvenserne af de efterfølgende sanktionspolitikker, har bestemt ikke gjort det mindre tydeligt.

For Europa står isoleret, lad der ikke være tvivl om dét. Hvis vi ikke er yderst forsigtige i vores håndtering af nedfaldet af den igangværende konflikt, vil vi komme til at stå temmelig meget alene i Verden. Det er vores popularitet rundt omkring mildest talt ikke gearet til at kunne stå model til.

Der var engang, hvor jeg troede at den nye struktur både kunne og skulle bygges op omkring EUʼs institutioner. Det er derfor jeg hidtil har stemt på de mest EU-positive partier når der har været valg til Europaparlamentet, men det har EU-systemets reaktion på amerikanernes pres i forbindelse med konflikten ændret på.

Vi må finde på noget andet. Noget bedre. Noget europæisk, men uden amerikanerne. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så får vi travlt, for sådan som Ukrainekonflikten udvikler sig, ender Ukraine efter krigen med at blive en alvorlig sikkerhedsudfordring for vort kontinent: et kriminalitetsbefængt og gennembombet hul i jorden, hvor den mandlige del af befolkningen er decimeret i et omfang, der gør tvivlsomme datingbureauer med desperate ukrainske kvinder til krigens i virkeligheden mest tydelige vindere. Og historien vil vise, at Ukraines katastrofe skyldes de europæiske regeringers følgagtighed overfor amerikanerne.

Men det begynder med at vores ledere tør sige det højt: At det vi har brug for er, med Orbans ord, ʻet europæisk NATO – bare uden amerikanerneʼ. Her til slut vil jeg gerne linke til to artikler, som begge er at finde på nettet. Først til interviewet med den ungarske premierminister i schweiziske Weltwoche. Originalversionen ligger bag en paywall, så jeg linker i stedet til en ungarsk side der bringer interviewet i sin helhed. Det andet link er til engelske The Spectator, der højst usædvanligt for et fremtrædende vestligt medie er sluppet afsted med at skrive om de geopolitiske konsekvenser af det vestlige selvmål med sanktionspolitikken og den i øvrigt fjendtlige linje overfor Rusland.

Orban i Weltwoche

The Spectator: Is Putin winning? Is the world order changing in his favor?