I modsætning til de fleste har jeg oplevet døden – omend min bortgang ganske vist ikke var permanent.

Det skete under med den kidnapning jeg var udsat for i 2007. I forbindelse med den ulovlige tilbageholdelse, blev jeg udsat for forskellige former for tortur: Falsk henrettelse, slag og spark, anal voldtægt – og at få mit hoved holdt under vand i flere minutter af gangen. Det var under sidstnævnte ʻaktivitetʼ at jeg døde.

Jeg ved med sikkerhed at jeg døde. Det ved jeg, fordi en kilde som var tilstede under torturen har fortalt mig, at jeg i et par minutter eller deromkring hverken havde puls, åndedræt eller hjerteslag og derfor efter enhver rimelig målestok var død.

Faktisk betragtede mine bødler mig allerede som værende dræbt – og på grund af omstændighederne skræmte det dem temmelig meget.

Desuden er min erindring om det som jeg oplevede efter at være druknet og have forladt min krop af en sådan karakter, at det kun kan være døden jeg erindrer.

Men desværre døde jeg ikke permanent ved den lejlighed – og jeg siger med vilje desværre, for et lig ville med sikkerhed have fået torturbødlen, Tom Gundersen, og hans nærmeste chef i Forsvarets Efterretningstjeneste, Tom Højbjerg, sat i fængsel på livstid. Det ville jeg for så vidt ikke have haft noget imod at ofre mit liv for.

Men jeg vil gerne fortælle hvad der skete, hvordan jeg oplevede mine få øjeblikke på den anden side af tærsklen – og lidt reflektion over dette.

Som jeg tidligere har skrevet, var jeg splitternøgen under hele den ulovlige tilbageholdelse og torturen. Under drukningen var mine hænder desuden lænkede bag på ryggen, og jeg var dermed aldeles forsvarsløs, da Tom Gundersen gentagne gange trak mit hoved ned i et kar med vand og op igen.

Dette gentog sig temmelig mange gange. Jeg skriver temmelig mange, for i den slags situationer tæller man ikke. Min midlertidige død skete, mens Gundersen holdt mit hoved under vandet længere tid end andre gange – og så gjorde jeg dét som Bill Clinton vistnok aldrig gjorde: Jeg inhalerede.

Om jeg gjorde det med vilje skal jeg ikke komme nærmere ind på her, men jeg gjorde det i hvert fald. En ordentlig, fuld mundfuld hele vejen ned.

Jeg husker stemmer i panik ʻHvad sker der?ʼ råbte torturbødlen Tom Gundersen, mit hoved blev trukket op fra vandkarret og jeg mærkede min krop ramme gulvet.

Druknedøden er ikke særlig behagelig, og jeg mærkede min krop gøre modstand, mens mit sind forlangte døden. Sindet vandt.

Min erindring om det som hændte efter kroppen gav op og mit jeg forlod den, vil for altid stå prentet i mit sind som noget af det smukkeste og mest fredfyldte jeg nogensinde har oplevet i mit liv.

Efter torturens kaos, Tom Gundersens afsindige, dæmoniske had, volden, råbene og ydmygelserne, ramte jeg nu direkte ind i freden. Da jeg forlod min krop, oplevede jeg den mest intense fred jeg nogensinde har oplevet – og jeg har ellers tilbragt snesevis af timer, hvis ikke hundredevis, i de mest fredfyldte klosterhaver.

Men intet, absolut intet kunne sammenlignes med dette.

Freden var så intens at der ikke findes ord til at beskrive den, og det vil jeg derfor holde op med at forsøge. Når jeg tænker tilbage i min erindring, husker jeg også en oplevelse af bevægelse – altså at jeg bevægede mig et sted hen. Men så skete der noget.

Nogen eller noget greb fat i mig og begyndte at presse mig tilbage – med vold. Jeg kæmpede imod alt hvad jeg kunne og jeg kæmpede så længe og så hårdt jeg kunne, men ligemeget hjalp det. Jeg kæmpede også imod længe efter at jeg var blevet installeret i min krop igen, indtil det gik op for mig at kampen var slut – og at jeg havde tabt.

Senere vågnede jeg op i min celle, ligeså nøgen som under drukningen, og var splitterrasende. Rasende over at døden varede så kort, rasende på de nazisvin der torturerede mig – og rasende, fordi jeg udmærket godt vidste, at torturen skulle til at fortsætte lige om lidt. Og det gjorde den også. Det som fulgte var slag, spark, elektriske stød, voldtægt og andet, som ikke hører hjemme i dette indlæg.

Reflektioner over det at dø

Jeg lovede for lidt siden lidt reflektioner over min dødsoplevelse. Faktisk har jeg både meget og ʻikke særlig megetʼ at sige. men det vigtigste er dette: At der ikke er nogen grund til at frygte døden. Det skal indrømmes at kontrasten mellem tortur og vold på den ene side og dødens fred på den anden, altid vil få en sammenligning til at falde ud til dødens fordel.

Men når det er sagt, vil jeg gerne tilføje følgende: Som sagt er der ikke nogen grund til at frygte døden – tværtimod ser jeg mange mennesker omkring mig som lever et liv i lidelse, ydmygelse og fattigdom. Efter min mening har rigtig mange mere at frygte fra livet end fra døden. Jeg oplevede døden som fred, kærlighed, skønhed, glæde – og kortvarig.

Derfor morer det mig lidt, når mine fjender i militæret og deres kriminelle netværk flere gange har truet med at ville slå mig ihjel. For mig er døden ikke en trussel – det er et løfte.

–00–
Hvis man interesserer sig for at læse mere om den tortur jeg var udsat for, anbefaler jeg følgende indlæg her på siden:

Under Tortur
Ondskabens Navne

Den igangværende valgkamp forud for folketingsvalget i næste måned, har tre hovedtemaer: klima & miljø, retten til tilbagetrækning og indvandring & integration.

Tilbagetrækning har jeg allerede skrevet om i sidste uge, i dag kommer turen til miljødebatten.

For nogle dage siden deltog jeg i et rimelig velbesøgt vælgermøde på Godsbanen i Aarhus. Vælgermødet var arrangeret af noget der hedder Den Grønne Studenterbevægelse, og havde overskriften ʻUnge kræver klimahandling – NUʼ. Deltagerne i mødet var repræsentanter fra den opposition, der efter valget kommer til at sidde med regeringsmagten dvs Det Radikale Venstre, SF, Alternativet, Enhedslisten & Socialdemokratiet.

Det slog mig at langt de fleste forslag der blev rejst af kandidaterne, havde det til fælles at de enten vil gøre det dyrere eller mere besværligt at være dansker. Den eneste undtagelse, var partiernes næsten-enighed om det med billigere offentlig transport. Det er absurd at offentlig transport skal være så dyrt, når det rent faktisk er den mest miljørigtige transportform der findes – altså hvis man ser bort fra gang og cykling!

Men der findes også måder hvormed man virkelig kan rykke noget for miljøet – og samtidig spare rigtig mange penge for rigtig mange mennesker!

Rundt omkring i landets kommuner foregår der hvert år udstykninger af tusindvis af familieboliger – heraf langt de fleste parcelhuse. Det ville være oplagt, hvis man gjorde det lovpligtigt at alle nybyggerier af parcelhuse, rækkehuse og landejendomme skal have taget dækket af solceller samt have egen jordvarme samt indbyggede systemer til genindvinding af både vand og varme. Der findes faktisk noget der hedder “nul-energi huse” eller “passiv-huse”!

Mit forslag går simpelthen ud på at gøre det lovpligtigt at nye byggerier skal høre ind under denne kategori.

Potentialet i forslaget er, at det vil gøre de nye boliger selvforsynende med både el og varme, og dermed spare boligejerne for eksorbitant høje udgifter til netop disse ting. Den miljømæsssige fordel behøver nærmest ingen nærmere beskrivelse, udover at det vil medvirke til et forøget årligt fald i landets samlede forbrug af fossilt brændsel og den slags. Det vil også medføre et stort fald i den samlede udledning af CO2.

For den enkelte husejer der skal til at bygge, vil dette nye krav muligvis medføre en lille stigning i byggeomkostningerne, men de penge bliver jo hurtigt hentet ind. Desuden kan man altid diskutere om lovkravet skal inkludere en håndsrækning som skattefordele eller ligefrem tilskud til den slags forbedringer vi her taler om, men det må komme an på en nærmere forhandling.

Klima- og miljødebatten er en af de allervigtigste i vor tid, og det er nødvendigt at skære forbruget af fossile brændstoffer helt i bund, samtidig med at vi forøger og effektiviserer anvendelsen af vedvarende energi til det absolut maksimale. Dette er én af måderne hvormed vi sikrer, at en miljørigtig samfundsomlægning ikke medfører unødvendig store
gener eller omkostninger for den enkelte.

Det forslag jeg har lagt frem her, at gøre solceller og jordvarme lovpligtigt for alle nybyggerier af parcelhuse, rækkehuse og landejendomme, vil hvis det gennemføres være ét af de tiltag der virkelig vil batte noget.

Danmark har ét af verdens højeste skattetryk. Til gengæld får vi noget for pengene.

Et offentligt uddannelsessystem, der sikrer at også arbejderklassens børn kan få en uddannelse. Et offentligt finansieret sundhedssystem, der sikrer en hurtig, effektiv og moderne behandling til alle borgere – uanset hvem man er. Og en alderdomsforsorg, der sikrer en værdig alderdom til alle danskere.

Da jeg voksede op, fik jeg at vide at det høje skattetryk beror på en uudtalt aftale mellem staten og borgerne: At til gengæld for de høje skatter, kan vi gå til læge eller komme på sygehus uden at skulle bekymre os om andet end det vi plages af – og at jeg takket være den skat der betales, også er sikret en alderdom, hvor selv de fattige kan leve værdigt og ordentligt. I min familie har vi aldrig haft særlig meget at rutte med, så især det sidste har været et afgørende argument for accept af skattetrækket på lønsedlen.

Men gennem de seneste år, og særligt under den nuværende regerings levetid, er der sket en væsentlig forringelse af statens villighed til at overholde aftalens basale forpligtelser. Inden for uddannelsessystemet er der eksempelvis indført et såkaldt ʻuddannelsesloftʼ, der sætter en grænse for hvor mange uddannelser det er muligt at få (max én per mand!).

Mest mærkbart ser man statens aftalesvigt inden for alderdomsforsorgen.
Aldersgrænsen for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet er gennem de seneste år hævet så markant, at vi nu skal arbejde til vi enten bliver oldinge eller invalide, inden et otium bliver muligt.

Til en værdig alderdom hører blandt andet, at det skal være muligt at leve nogle år i fred og ro, mens man stadig orker at være aktiv i foreningslivet, på de famøse golfbaner eller være i stand til at løfte børnebørnene. Denne simple ret hører med til det at være et menneske; at man efter et langt liv på arbejdsmarkedet, endelig kan få tid til sig selv – nyde livet og arbejde for sit lokalsamfund gennem foreningsarbejde og andet godt.

Mange af nutidens ældre rejser meget. De ser verden på en måde som ganske enkelt ikke er mulig, når man er begrænset af ting som korte ferieperioder og stress over at skulle tilbage til en fremmedgørende arbejdsplads. De finder deres anden ungdom og får glæden ved livet tilbage.

Men de borgerlige partiers insisteren på at hæve pensionsalderen til vi alle er kraftløse oldinge, fratager størstedelen af befolkningen disse muligheder. Nu skal vi alle arbejde til vi segner.

De borgerlige partiers begrundelse er ʻerhvervslivets behov for arbejdskraftʼ – som om der er synderlig meget arbejdskraft tilbage i en 70-årig murersvend,metalarbejder eller rengøringsassistent. Eller, faktisk, en 70-årig nogetsomhelst!

De borgerliges pointe og dybereliggende argument er, at menneskers ret til et værdigt liv og en ordentlig alderdom, må vige så erhvervslivet kan komme til at suge hver eneste dråbe blod ud af landets borgere.

Tankegangen bag er, at borgerne – samfundets mennesker – ikke længere
betragtes som levende mennesker med menneskelige behov, men derimod er forbrugsobjekter for erhvervslivet som skal udnyttes til sidste blodsdråbe, til sidste åndedræt.

Flere borgerlige politikere og debattører har endog gjort det til et selvstændigt argument, at der faktisk eksisterer pensionister der stadig er sunde og raske. Oh gys – et menneske, der stadig evner at sætte sig op på en cykel, løfte barnebarnet eller kaste en fiskesnøre i vandet!

I det borgerlige menneskesyn tjener mennesket økonomien i stedet for omvendt. Det er i sig selv slemt nok. Selv har jeg det direkte modsat; jeg ønsker et samfund hvor økonomien tjener menneskene, og det er nok den vigtigste grund til at jeg ikke kan stemme borgerligt.

Men afskaffelsen af den værdige alderdom er samtidig også et alvorligt aftalebrud i forhold til velfærdsstatens uudtalte kontrakt: At til gengæld for en relativ høj skat, er vi blandt andet sikret en ordentlig og værdig alderdom.

Det giver sig selv at pensionsalderen og vilkårene herfor kommer til at spille en rolle i den kommende valgkamp til folketinget. Det er derfor de borgerlige partier i den forløbne uge flikkede en aftale sammen, der handler om tilbagetrækning for særligt nedslidte. For fremtiden skal man kunne slippe for at arbejde, hvis man opfylder to kriterier: (1) Man må maximalt være seks år fra den egentlig pensionsalder, og (2) man skal af systemet bedømmes til at have maximalt 15 timers ugentligt arbejde i sig.

Men mens Djævelen oftest findes i detaljen, er det på ingen måde tilfældet hér.

Man kan således forudse årelange forløb med vurderinger og arbejdsprøvninger, hvor landets Jobcentre forsøger at finde ud af præcis hvor ødelagte borgerne er. Erfaringerne fra systemet med førtidspensioner viser nemlig tydeligt, at den slags
udredninger selv i de allermest oplagte tilfælde tager adskillige år at klare af, og det bliver med garanti ikke hurtigere i det nye system.

Med det borgerlige forlig fra sidste uge, bliver det fremover sådan at man kan komme ud fra arbejdsmarkedet enten via døden, ved at leve længe nok til at blive olding – eller via en arbitrær, subjektiv bedømmelse fra de lokale Jobcenter. Og i dette tilfælde endda først efter en årelang proces med alskens undersøgelser, arbejdsprøvninger og lignende.

Dette er menneskeligt uværdigt, det er en krænkelse af velfærdsstatens
grundlæggende aftale mellem Staten og borgerne. Det er også noget juks, og det bør ikke vedtages i hverken det nuværende eller det kommende Folketing.

Jeg har tidligere skrevet om den kidnapning, ulovlige tilbageholdelse og tortur som jeg i sin tid blev udsat for af personel fra Forsvarets Efterretningstjeneste.

Der er et par ting som jeg er nødt til at slå fast i den anledning. For det første, at militæret ingen ret har til hverken at arrestere eller på anden måde tilbageholde civile borgere i dette land. Det havde de heller ikke i 2007 hvor disse hændelser fandt sted. De ting som jeg under den ulovlige tilbageholdelse blev udsat for: Tortur, grov vold, doping med ukendte stoffer, voldtægt og trusler om henrettelse, både er og var naturligvis langt uden for militærets beføjelser – såvel her i landet som i krigszoner rundt om i verden.

De officerer som deltog i det hændte er dermed kriminelle efter dansk lov – og det samme gælder sådan set de vagter som stod for bevogtningen af mig, som lænkede mig til bordet i forhørslokalet og som trak mig nøgen rundt mellem sessionerne. Derom hersker der ingen tvivl.

Den ansvarlige Case Officer fra Forsvarets Efterretningstjeneste var en person ved navn Tom Højbjerg. Tom Højbjerg var dog indisponeret fra at deltage i selve torturen mv, idet han på det tidspunkt efter sigende lå i Coma. Denne tilstand skyldtes at det var ham der hev mig ned fra min cykel da FE-gruppen kidnappede mig, og derfor også ham der stod nærmest da jeg forsvarede mig.

Efter sigende var det ganske tæt på at Tom Højbjerg var blevet slået ihjel denne oktobermorgen i 2007. Han fik vist et par spark midt i ansigtet, men desværre ikke nok til at sende ham helt ind i det evige mørke. Det havde ellers gjort verden til et betydeligt bedre sted for mange mennesker, og Tom Højbjergs overlevelse den morgen er således én af de få ting i mit liv som jeg fortryder.

I steder for at deltage i torturen og voldtægten af mig, måtte han således finde sig i at ligge på det amerikanske militærhospital i Frankfurt, hvor han ifølge en rimelig troværdig kilde blev transporteret til. På et dansk hospital ville der nemlig være blevet stillet ubehagelige spørgsmål, og den slags ville de kriminelle militærfolk helst undgå.

Den ansvarlige for selve torturen var en person der præsenterede sig som Tom Gundersen. Tom Gundersen er en interessant person, idet vi på daværende tidspunkt via en fælles veninde perifert havde været en del af hinandens liv i 14 år.

Det var rivaliseringen omkring hende, som skabte den modvilje der kulminerede med kidnapning, grov vold, tortur og voldtægt i oktober 2007.

Selv om jeg det meste af tiden havde en sæk over hovedet, var der dog stunder hvor dette ikke var tilfældet. Og selv om jeg mod min vilje var blevet fyldt med stoffer, er jeg dog alligevel overbevist om følgende: At det var dén person jegkendte som Tom Gundersen, der foretog disse på enhver måde afskyelige handlinger mod mig.

Jeg genkendte ham som den person jeg mødte første gang under en middag 14 år tidligere hos hans forældre og to søstre – middagen, hvor jeg ved samme lejlighed blev præsenteret for den pige, der i mere end et årti skulle blive centrum for en rivalisering mellem os. Og for at være sikker fik jeg senere (efter torturen) en person i vores fælles omgangskreds til at vise mig et billede af ham – og der er ingen tvivl: Det var Tom Gundersen der under kidnapningen trak pistolen og truede med at slå mig ihjel, det var Tom Gundersen der under den ulovlige tilbageholdelse gennemtævede mig mens jeg var lænket med håndjern.

Det var også Tom Gundersen der gennemførte en falsk henrettelse på mig, ligeledes som det også var Tom Gundersen der både voldtog mig og som senere har påstået at have regeringens tilladelse til at slå mig ihjel når det passer ham.

Det var også Tom Gundersen, der under en tortursession gentagne gange tvang mit hoved ned i et kar med vand – og til sidst holdt mit hoved under vand så længe at jeg mistede bevidstheden.

Og det var Tom Gundersen der under den ulovlige tilfangetagelse lænkede mig til noget der mindede om en tandlægestol, inden jeg fik spændt noget der føltes som en hjelm på mit hoved. I de kommende timer blev mit stakkels hoved derefter fyldt med en kakofoni af stemmer, ord og lyde.

Det var også Tom Gundersen, der under trussel om at slå mig ihjel, tvang mig til at underskrive et dokument på vistnok fire sider – som jeg vel at mærke aldrig fik lov til at læse.

Tom Gundersen er en kriminel med stærkt psykopatiske træk, som i karakter og manglende samvittighed fuldt ud kan sammenlignes med bødlerne fra Nazitysklands KZ-lejre og de etniske udrensninger i det tidligere Jugoslavien.

Som jeg tidligere har skrevet her på bloggen, drejede næsten samtlige ʻforhørʼ sig om min deltagelse i lovligt politisk arbejde i Det Radikale Venstre og helt almindeligt integrationsarbejde.

De øvrige forhør drejede sig om min relation til vores fælles veninde og min seksualitet i almindelighed. Især mit forhold til den fælles veninde blev der brugt mistænkelig meget tid på at udspørge mig om. Alt dette skete mens jeg var blevet fyldt med stoffer, og blev jævnligt afbrudt af fysisk mishandling.

At både Tom Højbjerg og Tom Gundersen er kriminelle efter såvel dansk lov som international ret, kan der ikke herske tvivl om. Militære overgreb mod civilbefolkningen udenfor lov og ret hører under krigsforbryderdomstolens område, så selv om Tom Højbjerg var indisponeret fra at deltage i selve torturen mv, må han nødvendigvis have været vidende om at dette var hensigten, da han stod i spidsen for kidnapningen mod mig.

Tom Gundersens handlinger; ulovligt fangenskab, tortur, voldtægt falder også herind under, idet det hændte fandt sted i militært øjemed og var rettet mod et medlem af civilbefolkningen.

Men under alle omstændigheder, selv hvis jeg skulle fejlbedømme krigsforbryderdomstolens arbejdsområder, er de begge forbrydere efter dansk ret og hører hjemme bag tremmer.

Mens disse linjer skrives, er der mindre end et halvt døgn til valgstederne åbnes i Rusland. Landet skal vælge en præsident for de næste seks år, og den siddende én af slagsen, Vladimir Putin, er storfavorit til at vinde valget.

Når jeg har argumenteret for en europæisk sikkerhedsordning som blandt andet skal omfatte Rusland, er jeg af og til blevet stillet spørgsmålet om hvorvidt Rusland er et demokrati.

Lignende overvejelser bliver med jævne mellemrum gjort i det offentlige rum, hvor debattører og endda ansvarlige politikere som formodes at vide bedre, argumenterer for et klart nej. Argumentationen for dette nej forekommer uklart, men hænger i reglen sammen med den siddende præsidents stærke status i forhold til sine konkurrenter og politiske modstandere.

Men lad os tage det fra en ende af: Er Rusland et demokrati?

Svaret afhænger naturligvis af hvordan man definerer et sådant. Hvis man tager udgangspunkt i tilstedeværelsen af demokratiske institutioner, er der ingen tvivl om at disse er fuldt ud til stede i Rusland.

Parlamentet, Dumaen, er fuldt ud folkevalgt – omend med en temmelig høj spærregrænse på 7,5 procent. Det samme er landets præsident. Derom er det ikke muligt at tvivle.

Samtidig lader det til, set udefra, at de centrale myndigheder gør sig store bestræbelser på at undgå valgsvindel, bevidst mangel på præcision i stemmeoptællingen og lignende. Faktisk er der op til præsidentvalget vedtaget lovgivning der strammer kontrollen med den slags ting, blandt andet med valgobservatører.

Det er derfor ikke rimeligt at stille spørgsmålstegn ved tilstedeværelsen af demokratiske institutioner i Rusland, så ud fra de kriterier man normalt anvender, er Rusland et demokrati.

Når koldkrigere og andre kritikere af Rusland alligevel gør forsøget, er det fordi der herfra anlægges et andet syn på hvad der definerer et demokrati. I USA, for eksempel, kan selv det mest undertrykkende militærstyre betragtes som et demokrati – forudsat naturligvis man stiller sig bag USA’s militære og strategiske mål.

Personligt er det min opfattelse at Rusland er et demokrati – dog med den begrænsning at demokratiet stadig mangler at bevise sin styrke.

Demokrati er nemlig andet end blot velfungerende institutioner. I Danmark er de folkevalgte institutioner eksempelvis yderst velfungerende, mens statsoverhovedet er født ind i embedet. Statsoverhovedets position gør det efter min mening rimeligt at stille spørgsmålstegn ved det danske demokrati.

Men demokrati er også kultur, herunder ikke mindst statsapparatets opfattelse af egen loyalitet. Man kan sige det ganske enkelt:

Forestil sig at Vladimir Putin taber valget i 2018. Det sker nok ikke, men lad os lege med tanken. Vil landets militær og diverse sikkerhedstjenester automatisk overføre deres loyalitet til den nye præsident? Det er svaret på dét spørgsmål, som i virkeligheden afgør svaret på det større spørgsmål: Om Rusland er et demokrati.

Man kan stille det fuldstændig samme spørgsmål for Danmarks vedkommende. Hvis Enhedslisten og Alternativet i fællesskab får flertal ved folketingsvalget til næste år, vil militæret og især FE da respektere den nye regering under Pernille Skippers ledelse og acceptere at følge instrukser herfra?

Eller USA: hvis Jill Stein eller Bernie Sanders vinder præsidentvalget i 2020 – vil de så kunne regne med opbakning fra Militæret og eksempelvis CIA, eller kommer de til at lide skæbne med John F. Kennedy?

Det er svaret på dette spørgsmål, der i virkeligheden afgør hvorvidt et demokrati er reelt eller blot institutionelt.

Spørgsmålet om hvorvidt Rusland i virkeligheden er et demokrati eller ej, må indtil videre besvares med et klokkeklart ja. Jeg har svære betænkeligheder ved begrænsningerne af ytringsfriheden i landet, men herudover bør der ikke sættes en finger på demokratiet som det fungerer indtil videre.

Men demokratiet beviser først for alvor sin eksistens, bliver voksent om man vil, den dag enten en siddende præsident eller elitens kandidat taber et valg, og statsapparatet fuldtonet stiller sig bag den nyvalgte.

Én af de vigtigste forudsætninger for at dét kan finde sted, er tilstedeværelsen af en stærk opposition. Sådan en har Rusland tydeligvis ikke, hvilket der kan være mange grunde til.

Så ja – Rusland er et demokrati hvad angår eksistensen af de nødvendige institutioner, men er stærkt bagud på point hvad angår politisk kultur.

–00–

Den 26. marts 2024 – tilføjelse:

Siden dette indlæg blev skrevet, har der været en forfatningsændring i Rusland. Herefter er spærregrænsen til Dumaen sat ned til 5 procent, mens det stadig er muligt at blive valgt i enkeltmandskredse.

Lige siden NATO’s oprettelse i 1948, har organisationen udgjort det bærende fundament i Europa’s sikkerhedsstruktur. Oprettet, som NATO var, som modpol til et aggressivt, truende og ideologisk særdeles ambitiøst Sovjetunionen, udgjorde organisationen et nødvendigt bolværk mod en særdeles ubehagelig trussel.

Med murens fald i 1989-90, og med opløsningen af Sovjetunionen i 1991, mistede NATO sit oprindelige formål. Man gik på jagt efter en ny fjende der kunne retfærdiggøre organisationens fortsatte beståen.

Et tiår efter Sovjetunionens opløsning, fandt organisationen med krigen i Afghanistan og den ulovlige invasion og efterfølgende besættelse af Irak, et midlertidigt formål.

Men spiller NATO overhovedet en seriøs og konstruktiv rolle i forhold til europæisk sikkerhed, og er NATO anno 2018 overhovedet andet end et instrument for en amerikanernes ambitioner om et énstrenget, globalt herredømme?

Jeg mener det må være på tide, at vi i Europa gentænker vores egen sikkerhedsstruktur. I dén proces vil det være nyttigt, såfremt vi i overvejelserne lægger vægten på europæiske interesser og i første omgang ignorerer amerikanernes interesser – både nuværende og potentielle af slagsen.

Er det eksempelvis i de europæiske befolkningers interesse at deltage i amerikanernes helt urimelige kampagne mod et europæisk Rusland? En kampagne, der giver sig udslag i såvel direkte militære trusler mod Rusland, som indførelse af handelshindringer og sågar et CIA-styret statskup i nabolandet Ukraine og forsøg på ‘regime change’ i Syrien?

Så langt har USA været villige til at gå i jagten på en seriøs fjende, at man via direkte støtte til terrororganisationer i Syrien decideret har medvirket til at forøge terrortruslen mod europæiske befolkninger. USA sætter tydeligvis en potentiel lukning af den russiske flådebase i landet over hensynet til europæernes sikkerhed.

Det er på tide at vi i Europa tænker nyt og finder en anden vej. Det bør være muligt at udtænke en europæisk forsvars- og sikkerhedsstruktur, der har til formål i første omgang at sikre europæiske interesser. Sikre interesserne for de mennesker der rent faktisk bebor vort kontinent, frem for at virke som forlænget arm for et uberegneligt og tiltagende militaristisk USA, med tydelige ambitioner om globalt herredømme.

Det er på tide at de europæiske lande sætter sig sammen og finder på noget andet.

Lad os indse at også Rusland er en europæisk magt, og at det vil være i vore fælles interesser at finde en sikkerhedsmodel der kan sikre fred, frihed og stabilitet i Europa. Det giver sig selv at en sådan struktur skal bygges op på en måde, så der er tale om ligeværdige lande således at ingen får lov til ensidigt at dominere samarbejdet.

Vi skal sikre, at de store magter i Europa; Frankrig, Rusland, Tyskland og Storbritannien bliver svinebundet af aftaler og traktater der sikrer, at ingen af dem vil være i stand til hverken at true eller dominere samarbejdet.

USA kastede sin skygge over Europa efter anden verdenskrig, men den krig er slut og det samme gælder den kolde krig der fulgte efter. Det er på tide at vi europæere finder vore egne ben og begynder at sætte vore egne interesser i første række.

Tiden er inde til en forandring.

Som det kan læses her, blev jeg for nogle år siden kidnappet på åben gade af landets militære efterretningstjeneste og derefter udsat for tortur i dagevis. Siden torturen, har jeg lidt af en lang række eftervirkninger – herunder en meget kraftig tinnitus og langvarige mareridt.

Socialt havde kidnapningen også konsekvenser. Fra kolleger på min tidligere arbejdsplads er jeg blevet informeret om, at repræsentanter fra såvel Forsvarets som Politiets Efterretningstjeneste har ‘taget runden’ hos udvalgte kolleger for at sprede løgne om mig. En kollega har direkte fortalt mig, at han endda har set deciderede videoer fra torturen.

Kolleger er også blevet truet til at deltage i natlige indbrud på min bolig sammen med personale fra såvel PET som FE.

På min daværende arbejdsplads havde disse kriminelle aktiviteter naturligvis en række sideeffekter: Mobning, chikane og udstødelse.

Denne nedrige forfølgelse har naturligvis haft store konsekvenser i forhold til hvordan jeg omgås andre. Helt generelt forsøger jeg nemlig at undgå at sætte mine ben i nogen som helst sociale sammenhænge, hvor efterretningstjenesternes forbrydere vil kunne true eller tvinge personer i mine omgivelser til at deltage i kriminelle handlinger mod mig.

Med andre ord bestræber jeg mig på at mødes med mennesker ‘analogt’ og uden forudgående kontakt hverken telefonisk eller via nettet.

Men der er også noget andet.

Som det kan læses i min beskrivelse af torturen her, led jeg i forløbet en betydelig fysisk overlast. Jeg har derfor til min familie givet besked om, at efter min død skal min krop obduceres grundigt. Især skal mit centralnervesystem undersøges minutiøst med henblik på en lægelig afklaring af de skader der er sket.

 

I oktober måned 2007 blev jeg udsat for en kidnapning og efterfølgende ulovlig tilbageholdelse. Kidnapningen blev foretaget af en gruppe på fem personer fra Forsvarets Efterretningstjeneste.

Dette indlæg er min redegørelse for det forløb som fulgte efter kidnapningen, herunder ikke mindst hvad der hændte under den ulovlige tilbageholdelse. Visse detaljer som er vigtige for sagen er udeladt, men vil på forespørgsel med fornøjelse blive videregivet til de rette myndigheder.

Selve tilbageholdelsen fandt sted en tidlig morgen i oktober måned 2007. Kidnapningen skete mens jeg cyklede hjem fra mit daværende arbejde, og den fandt sted på Ringgaden i Aarhus – på strækningen mellem Paludan-Müllers Vej og Viborgvej.

Mens jeg cyklede på strækningen, sprang fem mænd ud foran mig og spærrede for vejen videre. Den ene væltede mig ned fra cyklen så jeg landede med hele min krop på asfalten. Dette medførte en mindre tumult, hvorunder en af kidnapperne kom alvorligt til skade.

Herefter trak de resterende fire deres våben, således at jeg til min store overraskelse fandt mig selv stirrende ind i fire pistoler. Derefter blev jeg bagbundet, fik en hætte over hovedet og ført ind i en ventende varevogn. Derinde blev jeg stukket med en nål i bagkroppen, og mistede dernæst bevidstheden.

Jeg blev fløjet i helikopter direkte til en militær installation på Bornholm. På et tidspunkt under flyvningen vågnede jeg. Da konstaterede jeg at piloterne havde store vanskeligheder med at holde helikopteren i luften, idet der tydeligvis var opstået tekniske vanskeligheder. Kort derefter mærkede jeg endnu en nål, og mistede atter bevidstheden.

Ved ankomsten til Bornholm blev jeg under trusler om vold tvunget til at afklæde mig, og blev dernæst visiteret – herunder rektalt.

Derefter blev jeg sat i en celle. Cellen var, udover en seng, udstyret med et toilet og en vask, samt et bord og en stol. Cellen lå nede for enden af en gang, med celler på begge sider. Der var således tydeligvis tale om en decideret fængselsafdeling med minimum 8-10 celler.

Alle fangevogterne bar militære uniformer, men var ikke fra Militærpolitiet. Dette fremgik tydeligt, idet de hverken bar armbind eller andre insignier der viste dette.

Ved ankomsten til cellen fik jeg udleveret en fangedragt, som jeg i protest nægtede at iføre mig. Dette meddelte jeg tydeligt og meget klart til såvel fangevogtere som forhørsleder, idet de ingen ret havde til hverken at kidnappe eller tilbageholde mig, og at jeg derfor nægtede at klæde mig som en fange.

I min mad var der tilsat stoffer, som skulle få mig til at blive døsig og mere medgørlig.

Under det første forhør forlangte jeg en advokat tilkaldt, men forhørslederen nægtede dette med en påstand om at det havde jeg ikke ret til.

Flere gange under forløbet forlangte jeg en læge tilkaldt, men dette blev mig nægtet med en besked om at heller ikke dette havde jeg ret til.

Under samtlige forhør var jeg nøgen, lænket til et bord og havde altid en hætte trukket ned over hovedet.

Undet et af forhørene blev mit hoved tvunget ned i et kar med vand, som regel i hvad der føltes som flere minutter af gangen. På et tidspunkt var mit hoved så længe under vandet at jeg mistede bevidstheden.

I forbindelse med en anden forhørssession blev jeg, stadig nøgen, med en hætte over hovedet lænket til en stol og blev meddelt at nu skulle jeg henrettes. Dette kom ikke som den helt store overraskelse for mig, idet jeg nogle timer forinden var blevet meddelt det samme i min celle. Det skete i forbindelse med at noget mad blev stillet ind til med med beskeden om at ‘vi har besluttet at henrette dig, og dette er dit sidste måltid’.

Min ‘henrettelse’ fandt sted ved at forhørslederen stillede sig bag mig og pressede en pistolmunding ind mod min nakke. Pistolen klikkede.

Et gennemgående tema var mit politiske engagement i Det Radikale Venstre, mit daværende næstformandsskab i Multikulturel Forening og mit integrationsarbejde i Gellerupparken. Altsammen emner, som ingen offentlig myndighed i dette land på noget tidspunkt har ret til at spørge landets borgere om.

Forud for min frigivelse blev jeg endnu engang bedøvet, og vågnede herefter op i mit hjem i Aarhus. Jeg kunne nu konstatere, at min ulovlige tilfangetagelse havde varet fire dage.

På første arbejdsdag efter kidnapningen, spurgte min daværende arbejdsleder, JVS, direkte til hvad han kaldte for ‘tilbageholdelsen’. Det viste sig at han, på dagen for min kidnapning, af militæret var blevet anmodet om at holde mig tilbage til arbejdstids ophør – på trods af at det gennem en periode havde været normalt at både jeg og mine kolleger sluttede tidligt.

JVS gav således direkte udtryk for at han på forhånd havde kendskab til kidnapningen og var blevet bedt om at medvirke hertil. Det havde gennem nogen tid været tydeligt at der eksisterede en forbindelse mellem arbejdslederen og FE. Min arbejdsplads fik nemlig en måneds tid inden kidnapningen besøg af to FE-ansatte i forbindelse med noget de kaldte ‘terrorsikring’.
Det skal tilføjes, at min arbejdsplads på ingen måde, hverken direkte eller indirekte, var omfattet af militærets arbejdsområder.

Mit motiv for at skrive dette indlæg, er at jeg ønsker retfærdighed. Mit ønske er at de medskyldige skal stilles til ansvar for deres forbrydelser. Det er ligeledes min hensigt, at militærets praksis med ulovligt at tilbageholde borgere og indespærre dem i fængselsafdelingen på Bornholm, skal afdækkes i en åben proces under det retslige system, og at de skyldige bliver stillet til ansvar.

Dette er et skridt i den proces.

–00–

Tilføjelse, den 20. april 2019:

Læs også: Ondskabens Navne, hvor jeg blandt andet skriver navnet på såvel den ansvarlige Case-officer fra FE (Tom Højbjerg) samt andre oplysninger.

Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

Sådan lyder indledningen til den amerikanske uafhængighedserklæring, som blev skrevet i 1776.

Retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

Sådan er det. Åbenlyst for de fleste, en erklæring som langt de fleste af os vil mene gælder ubetinget for os selv, vore nærmeste og for såvel venner som fjender.

Det grundlæggende synspunkt i den ovennævnte sætning er siden blevet videreført i nyere tid med erklæringer af mere eller mindre bindende karakter – herunder ikke mindst FN’s erklæring om Menneskerettighederne og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Rettighederne i disse erklæringer omfatter emner som retten til at ytre sig, til en retfærdig og uafhængig rettergang, retten til at ernære sig, til et familieliv og meget andet – altsammen emner og overskrifter, som næppe ret mange vil betvivle som værende en del af grundlaget for en værdig menneskelig tilværelse.

Hvis man skal hæve blikket og se det hele lidt fra oven, så handler menneskerettighederne i virkeligheden om noget ganske simpelt. De handler om forholdet mellem menneske og stat, mellem borger og myndighed, mellem individ og magthaver.

Formålet med menneskerettighederne er nemlig at sætte grænser for statsmagtens magtanvendelse overfor den enkelte borger – overfor dig og mig.

Menneskerettighederne beskytter hver enkelt af os mod den stærkeste og mægtigste verdslige magt i ethvert land: Statens magthavere. De sætter et værn op rundt om hver enkelt af os og sikrer os retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

De sikrer os retten til at tænke frit, til at tale frit, til at dyrke en hvilken som helst guddom vi måtte ønske os – eller til helt at lade være.

Såvel den filosofiske idé som det reelle, politiske formål bag disse erklæringer om menneskerettighederne, burde således være åbenlyse for de fleste. Det er da også derfor, at de internationale menneskerettigheder som en selvfølge er skrevet ind i dansk lovgivning.

Men det er desværre ikke tilfældet for alle. I det danske Folketing har Dansk Folkeparti eksempelvis for nylig fremsat et forslag om, at menneskerettighederne skrives ud af landets lovgivning.

Partiets argument herfor er, at det ifølge partiets opfattelse er Folketingets opgave at sikre danskernes rettigheder, ikke mere eller mindre forpligtende erklæringer fra internationale organisationer.

Desværre glemmer partiets ordfører i sagen, Martin Henriksen, bare en meget vigtig pointe: Nemlig den ret simple, at Folketinget rent faktisk har taget denne opgave på sig ved at skrive disse erklæringer ind i landets love.

Logisk set betyder DF’s beslutningsforslag dermed at danskernes retssikkerhed og vores rettigheder som individer i forhold til statsmagten vil blive forringet, såfremt partiets beslutningsforslag bliver vedtaget.

Dermed skriver Dansk Folkeparti sig ind i en ikke særlig stolt række af partier og bevægelser, der vægter statens magt over borgerne tungere end borgernes frihedsrettigheder i forhold til staten. Listen over partiets historiske meningsfæller på området er både lang og kvalmende, og behøver ikke blive nævnt her.

Personligt er jeg ikke i tvivl: De internationale aftaler om menneskerettigheder, herunder ikke mindst FN’s erklæring om Menneskerettighederne og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, sætter en absolut mindstestandard for det enkelte menneskes rettigheder i forhold til den altid mægtige stat.

Martin Henriksen og Co har sådan set ganske ret i at disse aftaler begrænser statens magtudøvelse overfor hvert enkelt menneske – men det er jo netop selve ideen med disse.

Statens mulighed for magtanvendelse skal til enhver tid begrænses, således at hver enkelt af os sikres retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

Information og Radio24syv sætter i disse dage fornyet fokus på Danmarks fangepolitik i Irak.

Det sker på baggrund af en aktindsigt, som Radio24syv har fået og delt med Information.

Aktindsigten viser med al ønskelig tydelighed det som vi alle har vidst lige siden krigens dage; At danske soldater fuldt ud havde kendskab til den mishandling som deres irakiske samarbejdspartnere udsatte fangerne for – og det mere end antydes at danske officerer ved flere lejligheder selv har deltaget heri.

I dette er der i virkeligheden intet nyt. Alle har vidst det, men ingen har ønsket at tale om det. At det danske militær moralsk set ligger fuldt ud på linje med amerikanerne, irakerne og andre af samme tvivlsomme moralske støbning.

Men hvad mange ikke ved, er at det danske Forsvarets Efterretningstjeneste i eget regi har foretaget kidnapninger af borgere, herunder danskere, og mishandlet dem. Dette er sket udenfor krigszoner – i nogle tilfælde endda her i Danmark.

Men inden vi kommer ind på det konkrete, så lad os lige tage et blik på det moralsk anstødelige ved det samarbejde vi har haft med torturstater som USA, Irak og andre. Helt grundlæggende: Hvis man har et efterretnings- og militært samarbejde med en stat eller organisation der benytter sig af tortur – så er man selv medansvarlig for den tortur og mishandling der finder sted.

Det gælder hvad enten det drejer sig om Guantanamo, såkaldte black sites udenfor lovens beskyttelse – eller en klam kælder i en irakisk ørken.

Danmark er medskyldige i Guantanamo fordi vi accepterer Guantanamo. Vi er medskyldige i CIA’s black sites fordi vi accepterer disse black sites. I tilfældet med de irakiske krigsfanger har vi oven i købet selv leveret de krigsfanger der blev tortureret – vel vidende hvad deres skæbne ville blive.

Vi er skyldige. Punktum.

Men det danske Forsvarets Efterretningstjeneste har selv foretaget tortur – også udenfor krigszoner. De har endda gjort det her i Danmark – overfor danske borgere.

Jeg kender til et helt konkret eksempel, hvor en helt gennemsnitlig dansk borger i efteråret 2007 (indfødt dansker gennem de sidste 10-15 generationer, kristen og helt almindelig)  blev kidnappet på åben gade i Aarhus, transporteret til FE’s installation på Bornholm og gennem flere dage udsat for mishandling og tortur af officerer i FE.

Jeg kender navnet på den danske borger der ved den lejlighed blev kidnappet og tortureret, jeg kender navnet på den officer der var ansvarlig for operationen – og jeg kender også navnet på den FE-agent, der i forbindelse med kidnapningen blev så alvorligt kvæstet at han måtte flyves til det amerikanske militærhospital i Frankfurt.

Jeg vil være villig til at oplyse disse navne samt øvrige oplysninger jeg er i besiddelse af til relevante myndigheder, såfremt det måtte ønskes.

Hvis der er én, må der logisk set være flere. Der ligger en historie her som offentligheden bør informeres om – og der er personer i FE som trænger til at blive stillet til anvar for deres ugerninger.

Tiden er inde.

–oo–

Læs også:

Under Tortur

Efter Torturen

Ondskabens navne

Sådan er det at dø