Biden-regeringens seneste beslutning om at tillade det ukrainske regime at affyre ATACMS-raketter ind i den del af Rusland som USA anerkender, er af nogle NATO-orienterede kommentatorer blevet omtalt som en slags ’gamechanger’, der har til formål at få Kiev-regimet til at stå stærkere i en eventuel kommende fredsforhandling mellem Vesten og Rusland.

Det har været nævnt, at beslutningen kan være potentielt katastrofal, idet er ukrainsk pletskud i en russisk storby med mange civile drab til følge, vil kunne føre til en en atomkrig, hvor amerikanerne kun dårligt kan undgå at blive involveret.

Men så slemt kommer det ikke til at gå, og det er der flere grunde til. Lad os begynde med den mere militærtekniske del: ATACMS-raketerne er afhængige af GPS-systemet for at kunne ramme præcist, men dels har Rusland gennem længere tid ganske enkelt lammet GPS-systemet i området og dels gør anvendelsen heraf det blot lettere for det russiske luftforsvar at opspore raketterne allerede mens de befinder sig i luften.

Resultatet heraf så man forleden, hvor Kiev-regimet affyrede seks raketter mod den russiske by Bryansk. Her blev de fem uden problemer skudt ned, mens den sjette ramte et sted hvor den ikke gjorde nogen skade. Den eneste skade der skete  som følge af affyringen, var da rester fra en af de nedskudte raketter desværre ramte inde i byen. Heldigvis skete der ingen større skade.

Det er vigtigt at huske på, at Kiev-regimet længe har anvendt ATACMS-raketter i krigen, og at deres anvendelse ingen indflydelse har haft på krigslykken. Det forventes derfor ikke, at Biden-regeringens tilladelse til Kiev-regimet i praksis vil ændre på hverken krigens gang eller Kiev-regimets stilling i øvrigt.

Men når den kontroversielle tilladelse alligevel er interessant i et større perspektiv, så er det at ukrainerne ganske enkelt ikke selv evner at affyre disse ATACMS-raketter. For det første har man brug for efterretninger fra satelitter i forbindelse med måludpegning. Ukrainerne ejer ikke selv satelitter til overvågning, så her er de afhængige af amerikanske efterretninger.

For det andet er ATACMS-raketterne temmelig komplicerede at affyre, og det er endnu ikke lykkedes at oplære ukrainsk personel hertil. Det betyder, at når en ATACMS-raket sendes afsted, er det altid en amerikansk soldat der trykker på knappen.

Og det er hér det bliver interessant, for med beslutningen har Biden-regeringen faktisk beordret amerikansk militært personel ordre til at deltage i raketangreb mod Rusland.

Ovre i USA er der oprør i den republikanske del af kongressen, idet dette er en krigshandling mod Rusland, og den slags må ifølge landets forfatning ikke finde sted uden godkendelse i kongressen. Biden kan rent faktisk komme i fængsel for dét dér, men kommer det naturligvis ikke.

Når der spekuleres i hvorvidt Rusland vil modsvare angrebet med et atomangreb mod udvalgte ukrainske mål, så skyldes det at dette faktisk ifølge russisk lovgivning efter vedtagelsen af den nye atomdoktrin vil være tilladt og dermed en mulig handling fra russisk side. Men den direkte amerikanske deltagelse i krigen, involverer USA som part, og dermed bliver USA og deres ’allierede’ i Europa et, set med russiske øjne, et legitimt mål for gengældelse.

På de sociale medier er der derfor blevet talt meget om at vi befinder os på kanten til tredje verdenskrig.

Jeg vil i det følgende vælge at se bort fra, at tredje verdenskrig lystigt har været i gang længe. Det er nemlig, interesant nok, ikke hovedsagen.

Jeg er nemlig overbevist om, at Verden nok skal blive reddet fra atomragnarok i denne omgang. Årsagen hertil er enkel: Mere end 76 millioner amerikaneres stemmeafgivelse ved præsidentvalget i USA’s for nogle uger siden. Her blev Trump valgt på et program om fred og om at trække den amerikanske støtte til Ukraine, hvilket i sagens natur ganske hurtigt vil afslutte krigen.

En anden ting er forskellen i tilgang mellem Biden-regeringen og ledelsen i Kreml. Mens Biden forekommer primært at være emotionelt drevet i sin tilgang til Rusland og andre konkurrenter på verdensscenen, virker præsident Putin og folkene omkring ham væsentligt mere professionelt drevet.

Russerne kan nenmlig også godt gennemskue dét dér. Dels at hverken ATACMS-raketter eller landminer kan ændre krigens gang og logiske konklusion, men også noget helt andet og mere politisk: At den indkommende amerikanske regering under ledelse af Donald Trump ganske tidligt i sin regeringsperiode forventes at trække støtten til Kiev-regimet og, populært sagt, lade dem sejle deres egen sø.

Det er derfor rimeligt at antage, at den russiske ledelse allerede har rettet en underhåndshenvendelse til Mar a Lago med spørgsmålet: Biden vil i krig mod os. Vil I også det?

Og det vil de naturligvis ikke. Trump har gjort det klart, at han vil fokusere på Kina og, af uransaglige grunde, Iran, og at han vil have Rusland-konflikten trappet ned til et acceptabelt leje.

Trump-folkenes svar på underhåndshenvendelsen vil være afgørende for det russiske modsvar i Ukraine, men hvad dét angår, har jeg allerede skrevet hvor jeg mener at bolden kommer til at lande. På den måde ender det så alligevel med at MAGA-bevægelsen for ret: At Donald Trump redder Verden mod ragnarok allerede inden han tiltræder præsidentembedet igen til januar.

Men strengt teoretisk kan det selvfølgelig tænkes at jeg tager fejl i min analyse. Det sker dog så tilpas sjældent at det ikke er værd at regne med, men med en senil og emotionelt drevet beboer i Det Hvide Hus et par måneder endnu, kan man aldrig vide med sikkerhed. Der kan stadig nå at komme mange tåbeligheder fra den kant.

Derfor vil jeg gerne opfylde løftet fra rubrikken og klargøre, hvorfor jeg i den igangværende konflikt holder med Rusland.

Det vil jeg af flere grunde:

For det første, så henviser jeg til hvad jeg tidligere har skrevet omkring behovet for en europæisk sikkerhedsordning uden deltagelse af amerikanerne. Europa har alt for længe lagt under for den amerikanernes militære dominans af vort kontinent – en dominans, som har gjort det umuligt for Europæiske ledere at regere deres lande med deres egne befolkningers interesse som mål. De seneste næsten tre års unødvendige deltagelse i amerikanernes defacto krig mod Rusland og de omkostninger som dette har betydet for vort kontinent i form af krigsrummel, unødvendige tab af menenskeliv og ikke mindst en ødelagt økonomi på grund af det tåbelige sanktionsregime, medvirker kun til at understrege pointen så tydeligt at endnu flere ser behovet for en adskillelse nu end tidligere. En sejr til Rusland vil svække amerikanernes stilling i Europa så drastisk, at den nødvendige bevægelse hen imod dette mål vil blive sat i gang.

For det andet, så er der et åndeligt aspekt. Dette er et emne som jeg muligvis vil ønske at uddybe engang i fremtiden, men kort sagt er det min opfattelse at det lige pt er Rusland, der beskytter kristendommens flamme. Dette i modsætning til den øvrige del af kontinentet, hvor den elite som udgør vore magthavere, kæmper for at slukke selvsamme. Det kan der skrives rigtig meget om – herunder ikke mindst med udgangspunkt i en række profetier fra Medjugorje tilbage fra 1980’erne, der ganske præcist beskriver den tid vi lever i netop nu: med et Europa der er ved at miste Troen på Jesus, en Kirke hvor råddenskaben breder sig – også på det højeste plan, og såvel USA som Europa i et absolut moralsk fordærv. Heri spiller Rusland nemlig, ifølge profetien, en ganske særlig rolle i forbindelse med Guds ønske om at redde det europæiske kontinent fra undergang. Idet det ifølge min bedømmelse er tydeligt at profetiens beskrivelse af et Europa 4 årtier efter faktisk passer ganske præcist, tager jeg det for givet at resten også kommer til at passe. Desværre beskriver profetien så vidt jeg husker ikke detaljeret hvordan forløbets slutspil kommer til at ske, kun at det sker og at intet tyder på at krigen breder sig til vores breddegrader. Men det er godt nok for mig; Guds forsyn skal man ikke spøge med.

Men idet jeg i en given situation vil holde med Rusland, er der derfor nogle ting som det vil være klogt af mig at understrege. For det første at jeg på grund af ting som alder og helbred, jeg henviser her til den langsigtede virkning af den tortur som jeg har været udsat for, og dels af principielle årsager ikke vil deltage aktivt i nogen som helst form for verdslig krigsførelse. Fordi jeg tror på Gud og fordi den danske militære efterretningstjeneste har mishandlet mig og ødelagt mit helbred på livstid, hepper jeg naturligvis på russerne.

Dagen, hvor amerikanerne skal vælge ny præsident, er endelig oprunden.

Personligt har jeg hverken favorit eller en personlig holdning til hvem jeg foretrækker som vinder af valget. Jeg er ikke amerikaner, og dermed har jeg ingen primær interesse i valget og dets resultat.

Min eneste egentlige interesse i amerikanernes valg af leder, er at jeg ønsker den amerikanske militære tilstedeværelse i Europa bragt ned på nul, så Europa endelig bliver sat fri af den amerikanske besættelse af vort kontinent, som har stået på siden anden verdenskrig sluttede.

Hvad dét angår, er det min opfattelse at begge kandidater vil levere det efterlyste – om end på hver sin måde.

Med valget af Harris, vil landets økonomiske sammenbrud blive fremskyndet, og amerikanerne blive tvunget til at lukke langt størsteparten af landets mere end 800 oversøiske militærbaser. Dette vil i praksis betyde, at amerikanerne vil forlade Europa, så vi atter kan ånde frit.

Med valget af Trump, er det muligt at det økonomiske sammenbrud bliver udsat, men det er ikke det eneste – og muligvis heller ikke det vigtigste. Det interessante ved valget af Trump er, set fra et europæisk synspunkt, at Trump selv flere gange har stillet spørgsmålstegn ved værdien af NATO. Hans kandidat som vicepræsident, senator Vance, har oven i købet åbent givet udtryk for at han mener at USA bør trække sig ud fra vort kontinent.

Men uanset hvad, så er Trump/Vance lige så bundet op på den økonomiske virkelighed som Harris/Walz vil være det, så i sidste ende tror jeg ikke at forskellen er særlig stor lige hvad dette angår. Under alle omstændigheder, er det nødvendigt for USA’s økonomiske overlevelse, at der allokeres penge fra landets perverst store militærbudget til fordel for investeringer i infrastruktur, uddannelse og forskning.

Når jeg alligevel, på trods af dette, vælger at skrive disse linje omkring det amerikanske valg, så hænger det sammen med to ting:

For det første er jeg forundret over den intensitet, hvormed valgkampen føres på danske medier. Jeg vil ganske enkelt aldrig kunne lære at forstå, hvad årsagen er til at mange ellers normalt fornuftige danskere mener at det er så vigtigt for dem at opfordre andre danskere til at støtte denne eller hin kandidat.

Allermest uforståeligt er det, når personer der normalt betegner sig selv som ’nationalt sindede’ og lignende, engagerer sig så kraftigt for den republikanske kandidat side, at man skulle tro at de boede i North Carolina eller Georgia! Jeg mistænker at det i flere tilfælde kan hænge sammen med en psykisk ubalance hos de pågældende, det er i hvert fald den eneste rimelige forklaring jeg kan komme i tanke om.

Harris-fløjen i Danmark er oftest mere internationalt orienteret, så her er mysteriet moderat mindre omfattende, selv om de grundlæggende overvejelser forbliver de samme.

For det andet, så er amerikanske præsidentvalg i langt de fleste tilfælde en fantastisk tilskuersport.

Selv følger jeg begivenheden med samme interesse, som når sportsnørder følger atletikken ved OL. I dén sammenhæng er præsidentvalgkampen nærmest at sammenligne med olympisk tikamp med en god håndfuld ekstra discipliner smidt oveni, thi der er så uhyrligt mange discipliner der skal mestres for at en amerikansk præsidentvalgkamp kan vindes.

Ved dette valg, er der hos mig ingen tvivl om at Trump har vunder 10+-kampen, og at han vurderet ud fra gennemførelsen af valgkampens mange discipliner, bør vinde klart.

Men idet valget også omfatter ingredienser som mediebias og decideret valgsvindel, kan man aldrig vide. Mainstreammedierne giver stadig udtryk for, helt frem til valgdagen, at målingerne nærmest står lige og at det bliver et tæt valg. Hvordan de regner dén ud skal jeg ikke kunne sige, men vil blot stilfærdigt gøre opmærksom på, at Trump gennem den seneste uge til halvanden har ført i målingerne for samtlige svingstater.

Mens formålet med dette indlæg er at udtrykke forundring over at alt for mange her i landet kæmper for at overbevise andre danskere til at støtte denne eller hin kandidat – samt alligevel udtrykke fascination over den politiske mangekamp som en amerikansk præsidentvalgkamp er.

Samtidig skal jeg heller ikke afholde mig fra at lægge hovedet på blokken og, baseret på mine observationer, give et bud på valgets resultat:

Det er min vurdering og opfattelse, at Donald J. Trump vinder og bliver amerikanernes 47. præsident. Det er ligeledes min forventning, at dette vil stå klart, officielt eller uofficielt, indenfor 24-36 timer efter at det sidste valgsted er lukket. Faktisk vil det ikke overraske mig spor, hvis resultatet allerede står klart på valgnatten – eller hvis resultatet målt i valgmandstemmer bliver 287-251.

Dette naturligvis med det sædvanlige forbehold for valgsvindel, for den slags kan man ikke sidde her i Danmark og analysere sig frem til.

Den igangværende militære konflikt i Ukraine har i skrivende stund udviklet sig til det punkt, hvor ukrainerne efter sigende er ved at løbe tør for ammunition, mens de russiske styrker er i fremdrift. På Telegram og Twitter har jeg set militæranalytikere udtale, at de forventer at den ukrainske front bryder sammen i løbet af maj måned.

Hvis det kommer til at holde stik, vil krigen i løbet af sommeren nå til en naturlig afslutning. Til den tid vil vi bedre kunne vurdere situationen på jorden i Ukraine – herunder hvad der skal ske i forhold til landets fremtidige styre. Mit bud er at Ukraine dels bliver splittet i flere dele, dels at det område der til den tid bliver tildelt den ukrainske stat, bliver et russisk protektorat. Dette vil være den logiske konsekvens af krigens tale og forventede resultat.

Der kan skrives mange og lange indlæg om hvorfor det ikke havde behøvet at gå så galt for regimet i Kiev, men det vil jeg ikke bruge tid på i dette indlæg.

Men i visse europæiske hovedstæder giver udsigten til en overbevisende russisk sejr, anledning til mange dybe panderynker. Flere statsledere, heriblandt også vores egen statsminister, har blandt andet udtalt at Rusland ʻikke må få lov til at vinde i Ukraineʼ. Men det gør de jo nu nok alligevel, og hvad vil man så gøre ved dét?

Da den danske statsminister omkring sidste weekend blev spurgt om hun kunne forestille sig at sætte danske soldater i kamp i Ukraine, undlod hun bevidst at afvise ideen. Tidligere har det været fremme, at briterne har leget med tanken om en fælles ekspeditionsstyrke til landet, og for et par dage siden lækkede den slovakiske premierminister Robert Fico til internationale medier, at spørgsmålet faktisk er på bordet i NATO.

Umiddelbart derefter kom det så frem, at franskmændene har udviklet en decideret plan for projektet – men også at planen i sidste ende er blevet skudt ned af alliancens øvrige medlemmer.

Ideen er da også aldeles håbløs, og det er den af flere grunde. Den ene er, at de europæiske lande i givet fald ville komme til at stå aldeles alene i projektet, idet hverken den amerikanske præsident Joe Biden eller hans sandsynlige efterfølger, Donald Trump, er villige til at hoppe med på ideen. Det samme gælder i øvrigt præsidentvalgets tredje kandidat, Robert F. Kennedy Jr.

Europæerne vil dermed i givet fald komme til at stå alene, hvilket ingen af dem overhovedet er parate til, al den stund at hele lageret af krudt og kugler allerede befinder sig i Ukraine og for det meste allerede er knaldet af. Det samme gælder en stor del af det øvrige materiel.

Der er derfor ingen af de europæiske hærstyrker, der på nogen som helst meningsfuld måde vil kunne deltage i konflikten.

I princippet vil der kunne sendes jagerfly afsted, men i en direkte konflikt med Rusland vil der blive brug for dem på hjemmefronten. Det gælder ikke mindst for Danmarks vedkommende, idet vi i forvejen er temmelig tyndt besat hvad jagerfly angår og vi som naboland til Rusland faktisk ret hurtigt vil få brug for dem, eksempelvis omkring Bornholm.

Ideen er derfor absurd, og jeg finder det derfor uansvarligt af vores statsminister, at hun ikke øjeblikkeligt skød ideen ned da hun blev spurgt.

Men udover det militært umulige i projektet, er der også spørgsmålet om hvilken interesse de europæiske lande vil have i at sende soldater i krig i Ukraine. Især når man tager i betragtning, at den potentielle konflikt med Rusland naturligvis ikke vil kunne isoleres til kun at finde sted i Ukraine. Eksempelvis tror jeg ikke, at FEʼs lyttepost på Bornholm vil overleve ret mange timer efter krigens udskrivelse.

Men at det netop er franskmændene der har udarbejdet en plan, er måske ikke så overraskende. Frankrig har længe været et af de NATO-lande der uofficielt har haft specialstyrker i Ukraine. Her i vinter skete der det, at en gruppe franske statsborgere blev slået ihjel i krigen – sådan som den slags jo sker. Ligene blev lagt på køl i Lvov, og da det franske forsvarsministerium sendte repræsentanter ned for at hente dem hjem til Frankrig, blev de også bombet og omkom naturligvis.

Russerne vidste naturligvis hvad de gjorde og situationen var lidt pinlig for Macron.

Dertil kommer, at Frankrig i den seneste tid er blevet skubbet ud af den ene tidligere franske koloni efter den anden, og årsagen er at de lokale myndigheder faktisk foretrækker et samarbejde med Rusland frem for den tidligere kolonimagt.

Den slags gør ikke kun ondt i Elyssee-palæet, men også i den franske statskasse.

Men i stedet for at fantasere om en storkrig i Europa, som man med stor sandsynlighed vil komme til at tabe, vil man være bedre tjent med at sætte sig ned med repræsentanter med Rusland og lave en aftale for hvordan man finder en måde at arbejde sammen på efter krigen. Fred er bedre end krig, og sandheden er jo at ingen europæiske lande i virkeligheden har ønsket hverken den langvarige krig eller de omkostninger, som sanktionsregimet har påført de europæiske lande.

Dertil kommer, at jeg faktisk ikke tror på, at Macrons krigssnak reelt set bunder i et ønske om åben krig mod Rusland. Det er der intet i Macrons tidligere retorik der tyder på. Derimod kan man godt mistænke, at den franske præsident kæmper for noget helt andet: nemlig at sætte Frankrig forrest, når en ny, europæisk sikkerhedsordning efter Ukraine-krigens afslutning skal forhandles på plads.

Eksempelvis er Tyskland gået i recession, flere andre lande er godt på vej, og hvis ikke det var for NOVO, havde Danmark været det forlængst.

De selvskadende sanktioner og den alt for heftige støtte til Ukraine, er et handlemønster som er blevet påtvunget os af amerikanerne, der har betragtet det for værende vitalt for forholdet til dem at man deltager.

Men her er mit bud på hvordan tingene kommer til at udvikle sig efter krigens afslutning og Ruslands sejr:

For det første, så tror jeg faktisk, at europæerne vil komme til en forståelse med Rusland i forhold til hvordan vi hver især kan reagere i forhold til hinanden i fremtiden – noget i stil med dét man under den kolde krig kaldte for fredelig sameksistens. Det vil sige: Vi bliver enige om at være uenige, men sætter nogle retningslinjer op, der forhindrer blodsudgydelser og aktive fjendtligheder.

For det andet, så forestiller jeg mig faktisk, at europæerne vi føle sig tvunget til at ʻrotte sig sammenʼ om at forlange af amerikanerne, at fortsat tilstedeværelse her på kontinentet altså forudsætter, at det, i hvert fald i Europa, er europæernes interesser der skal sættes i højsædet. Eksempelvis kan ingen europæisk leder i virkeligheden være interesseret i, at blive påtvunget hverken de selvskadende sanktioner, terrorangrebet mod Nord Stream-gasledningen eller en kunstig opdeling i Europa mellem ʻosʼ og ʻdemʼ. Den form for adfærd er ikke i europæernes interesse, og det bør være en konsekvens af fjendtlighederne i Ukraine at den slags ikke gentager sig.

Jeg tror faktisk, at vores ledere simpelt hen vil forlange af amerikanerne, at de ophører med at bruge vores kontinent, vore befolkninger og vore regeringer som brikker i deres eget magtspil med andre lande. Ikke mindst når de taber, hvilket tydeligvis er tilfældet i den igangværende konfrontation mod Rusland.

Og sidst, men ikke mindst, så tror jeg at Europas manglende evne til at stå op mod amerikanerne i deres magtspil, vil medføre at debatten om et europæisk NATO uden USA vil få ekstra luft.

Og hvis det bliver dér at bolden ender, og det tror jeg at den i sidste ende gør, vil der trods alt komme noget godt ud af den ulyksalige konflikt på grænsen til Centralasien.

Siden dette er et indlæg der handler om Ruslands specielle militæroperation i Ukraine, gør jeg nok klogt i at indlede med en kort ʻvaredeklarationʼ. Det er nemlig min hensigt at komme lidt ind på en række militærtekniske forhold, som gør sig gældende i forbindelse med Ruslands militæroperation.

For det første har jeg absolut ingen militær baggrund. Hvad militære forhold angår, er jeg således lægperson. Dertil kommer at jeg faktisk aftjente min værnepligt som militærnægter – dét, der hedder ʻcivil værnepligtʼ og som er beregnet til sådan nogle som mig, der af samvittighedsmæssige årsager ikke vil bære uniform, adlyde ordrer fra imbeciler eller slå andre mennesker ihjel bare fordi regeringen eller en officer siger det. Min værnepligtstid tilbragte jeg derfor med at fodre sæler og rengøre akvarier på Fiskeri- og Søfartsmuseet hjemme i Esbjerg.

Dog erkender jeg at der er tidspunkter hvor militær magtanvendelse kan være en nødvendighed. Hvis jeg f.eks for to år siden havde haft fornøjelsen af at være rådgiver i det russiske præsidentkontor i Kreml, ville mit råd utvivlsomt have være at en indgriben i Ukraine var uundgåelig og nødvendig.

Jeg har derfor forståelse for den russiske beslutning om at indlede en særlig militæroperation i nabolandet – også selv om jeg er gammel militærnægter og absolut anti-militarist.

Som mange andre har jeg ivrigt fulgt krigen via diverse mediekanaler som vore vestlige magthavere ikke bryder sig om, og er vel efterhånden udlært som lænestolsekspert.

En af de ting ved den russiske tilgang som længe undrede mig, er hvordan i alverden det kan være at man kæmper i månedsvis eller mere over noget så forholdsvist overskueligt som landsbyer eller småbyer som eksempelvis Artemovsk eller Avdeyevka, Rusland besidder jo luftherredømmet, så det burde vel være en smal sag at gøre det af med ukrainske forsvarsstillinger i disse byer så man kan rykke fremad? Og det er det naturligvis også, så hvorfor gør man det ikke?

Svaret kom til mig dels i et interview med Ruslands præsident Putin for nogen tid siden, dels i et indlæg på Telegram som omhandlede den russiske militærdoktrin som bliver taget i anvendelse i Ukraine.

Mens Kiev-regimet helt åbent arbejder med en doktrin om at ʻkæmpe for hver millimeterʼ, har Rusland åbenbart en anden og mere tålmodig doktrin: I Ukraine kæmper Rusland nemlig efter en doktrin, der kort og godt handler om primært at decimere fjendens militære styrker. Det vil sige at uskadeliggøre så mange ukrainske soldater som muligt og tilsvarende ødelægge så meget materiel man kan komme til.

Taget i betragtning at det ukrainske militær inden den russiske SMO blev indledt var ét af verdens talmæssigt største, kan tilgangen på ingen måde siges at være ulogisk.

I praksis sker det ved at det temmelig overlegne (for det ér det!) russiske militær etablerer såkaldte ʻgryderʼ, hvor russerne etablerer kontrollen til alle sider – undtagen én, hvor de ukrainske styrker kan få lov til at sende forstærkninger til enhederne inde i gryden. Derinde ordner russerne så resten.

Personligt finder jeg det absurd, at ukrainerne bliver ved med at hoppe på den, men sådan er der så meget.

Som militærnægter og kristen anti-militarist bryder jeg mig ikke om billedet, men det lader til at være sådan det er, og der er ingen tvivl om at der har sin effekt.

Det ukrainske militær er således blevet decimeret i et omfang, der har fået regimet i Kiev til at indkalde selv invalider til fronten. Det er derfor ikke længere nogen hindring for tvungen militærtjeneste, hvis man er étbenet, blind eller på anden måde objektivt har mistet sine legemlige eller mentale funktioner.

Jeg har eksempelvis set dokumentation for, at selv personer med Downs Syndrom sendes i skyttegravene. Nu vil man så også til at indkalde kvinder til fronttjeneste, hvilket burde få det til at vende sig i enhver ordentlig mand.

De vestlige medier har hidtil været meget stille omkring disse forhold, hvilket kan undre. Heller ikke fra de såkaldte ʻeksperterʼ har der været mange bemærkninger herom. Måske fordi de er købt og betalte, hvem ved.

Men for en lænestolsekspert som undertegnede og mange andre, er det tydeligt hvad der lige nu er ved at ske i Ukraine: Sammenstødet mellem de russiske og ukrainske militærdoktriner har decimeret Ukraines militær i et omfang, der gør at ukrainerne er ved at løbe tør for mennesker. Samtidig er Ukraines vestlige sponsorer ved at løbe tør for såvel våben og ammunition som penge til krigens fortsættelse.

Med andre ord er krigen i Ukraine i virkeligheden allerede afgjort – det eneste vi mangler at få afklaret, er de omstændigheder under hvilke Moder Rusland høster sejren.

For Vesten, dvs USA + lydstater, er der tale om intet mindre end en katastrofe. Amerikanerne, feks, må, udover endnu et militært nederlag, affinde sig med at deres valuta ikke længere er den mest anvendte i internationale transaktioner.

I forbindelse med sanktionspolitikken, er der nemlig sket en udvikling hvor en stadig større del af internationale transaktioner foregår i landenes egne valutaer. Det gælder også olie, hvilket er en katastrofe for amerikanerne. Oliedollaren har hidtil været selve grundlaget for USAʼs økonomi, og tidligere forsøg på at handle i andre valutaer, har i samtlige tilfælde resulteret i militær destruktion af de formastelige. Jeg tillader mig her at henvise til Libyen og Irak som eksempler.

Også for EU er der tale om en en potentiel eksistentiel katastrofe af finansiel karakter. Den europæiske opbakning er, som den amerikanske, for det meste finansieret ved låntagning – og lån skal jo betales tilbage.

Lånene er taget, og støtten til Ukraine givet, ud fra en række forudsætninger, som med den russiske sejr næppe kommer til at blive indfriet. Støtten til Ukraine sker nemlig ikke bare for sjov; der er temmelig alvorlige betingelser med i handlen. Der foreligger nemlig aftaler mellem Ukraine og deres vestlige sponsorer om hvad Ukraine skal levere som betaling for støtten, og det er ikke småting vi her taler om.

Ukraine er et land som er rigt på ressourcer. Olie og gas, i den nu russisk annekterede del i øst er der store lithium-reserver, og landets landbrugsjord er naturligvis legendarisk. Dertil kommer store kulreserver og adskillige andre værdifulde og kostbare metaller.

At Ukraine på trods af så rige ressourcer alligevel er rangeret som en af Europas absolut fattigste lande, siger mere om Ukraines politiske elite end om landets potentiale.

Det indgår nemlig i aftalerne med sponsorerne i Washington og EU-hovedstæderne, at retten til udnyttelse og i mange tilfælde også ejerskabet overføres til sponsorerne. Det kan der siges meget om, og hvis jeg havde været ukrainer havde jeg været særdeles utilfreds, men det er sådan det er.

Den heftige låntagning i Washington og Bruxelles er således mest af alt tænkt som en massiv investering i et spændende og potentialerigt ejendomsmarked, men med en nu næsten sikker russisk sejr, er det overordentlig tvivlsomt i hvilket omfang Washington-regimet og EU-landene får noget ud af det.

For USAʼs vedkommende er landet allerede så dybt forgældet at der ikke findes nogen ærlig måde at betale pengene tilbage på, men hidtil har man klaret sig ved at dollaren har været uundværlig i international handel. Det er som nævnt nu lige så meget på retur som USAʼs generelle prestige i det hele taget, så amerikanerne kommer til at stå overfor alvorlige problemer.

For europæerne ser det heller ikke for godt ud, og i hvilket omfang den dybe gældssætning vil påvirke EUʼs muligheder for at fungere i årene fremover, er fortsat uvist. Dog har sagen allerede vist at EU-systemet besidder lige præcis dét totalitære potentiale, som EUʼs kritikere i årtier har advaret mod. Jeg henviser her ikke kun til sanktionspolitikken men også til forbud mod medier, censur af borgernes muligheder for at ytre sig på sociale medier og en hidtil uhørt centralisering af magten omkring EU-kommissionen på bekostning af de nationale regeringer og parlamenter.

Hvis man følger lidt med i debatten uden for den censurerede osteklokke her i Vesten, er det ikke svært at se hvad der sker. USA er i færd med at falde, men hvor tungt det sker vil afhænge af hvordan landet i den kommende tid vil håndtere deres egne, interne anliggender. USA vil ikke i længden have råd til af fastholde Imperiet, og må som briterne i sin tid erkende at man af økonomiske grunde er nødsaget til at trække sit militær tilbage til USA hvor det retteligt hører hjemme.

Dette vil i mange lande få befolkningerne til at ånde lettede op, men det er et helt andet indlæg som jeg vil vende tilbage til en anden gang

Hvis der er noget vi europæere bør have lært efter et års konflikt i Ukraine, er det dette: At Europa behøver en ny sikkerhedsstruktur. Vi behøver, som Ungarns Orban udtrykte det forleden, ʻet europæisk NATO uden USAʼ. Ukrainekonflikten bør have lært os nødvendigheden af at etablere et europæisk sikkerhedssystem, som er aldeles uafhængigt af amerikanerne.

At Ukrainekrigen blev fremprovokeret af amerikanske interesser, burde være de fleste bekendt. Maidankuppet i 2014, striden i øst om provinserne Lugansk og Donetsk – og ikke mindst amerikanernes drøm om at smide russerne ud fra flådebasen på Krim, var blandt de direkte motivationer for dén militære konflikt, som nu har varet godt et års tid.

Det var ligeledes den amerikanske regering, der fik truet sig til en europæisk opbakning til det selvskadende sanktionsregime mod Rusland. Et sanktionsregime, der i dag støttes af præcis 36 lande verden over – hvoraf de 27 er medlemmer af EU. Ikke ligefrem en imponerende opbakning, skulle man synes.

I løbet af processen har amerikanerne ydermere sprængt Nordstream i luften – en handling, der efter internationale normer ikke blot er en terrorhandling, men ydermere teknisk set en militær krigshandling mod såvel Rusland som Tyskland.

For sidstnævnte var sprængningen intet mindre end en national, økonomisk katastrofe. Tyskernes forretningsplan har nemlig nemlig været ret enkel: Via en kombination af billig russisk gas og Europas ubetinget største industri, at blive Europas økonomiske og industrielle powerhouse.

Det er slut nu. Efter eksplosionen har amerikanerne drejet armene om på tyskerne, og tvunget dem til at blive afhængige af amerikansk LNG-gas til vild overpris. Dette kan i værste fald betyde dødsstødet til den tyske økonomi – og med dén også vi andres. Europa er med andre ord blevet direkte afhængige af USA – vel at mærke på amerikanernes betingelser.

Det er selvfølgelig ikke i nogens interesser, men godt 40.000 amerikanske soldater i Tyskland gav ikke Scholz-regeringen andre realistiske muligheder. Amerikanernes troppekontingent i Tyskland og resten af Europa sikrer, at ingen tysk kansler kan gå imod amerikanerne i et for dem vitalt anliggende.

Og amerikanerne har altså besluttet sig for at Ukrainekonflikten er et væsentligt, amerikansk anliggende. Det er der mange grunde til, ikke mindst fordi amerikanerne er i færd med at tabe rollen som verdens førende supermagt.

For europæernes vedkommende, bør indstillingen ellers være at betragte den russisk-ukrainske konflikt om nogle territorier i det østlige Ukraine, som et uvæsentligt lokalopgør på grænsen til Centralasien. Takket være amerikanernes interesse, er vi nu i stedet tvunget til at betragte det som finalen i Champions League – vel at mærke uden selv at spille direkte med på banen.

Uden denne indblanding, ville det det russisk-ukrainske lokalopgør have været afsluttet forlængst, og med væsentligt færre ofre til følge.

Den amerikanske indblanden har været katastrofal – for Ukraine, men også for Europa. Vi europæere må ikke blot lide under konsekvenserne af Nordstream-bombningen, men også konsekvenserne af en forøget isolation i Verden. Som nævnt støttes sanktionerne kun af 36 lande i Verden, hvoraf de 27 er os – medlemmerne af EU. Konsekvenserne kan mærkes på flere måder, men lad os begynde med det økonomiske. Feks har IMF i en nylig rapport fastslået, at Rusland i 2023 forventes at få en vækst som er betydeligt større end store europæiske økonomier som eksempelvis Storbritannien og Tyskland. Så meget værdien af sanktionerne.

Der er også de politiske konsekvenser. De Forenede Emirater, som er Mellemøstens finansielle centrum, er nu begyndt at undgå anvendelsen af dollars i landets udenrigshandel. I stedet handles der nu i lokale valutaer, dvs at handel mellem for eksempl UAE og Indien foregår i Rupee og Dirham – hvilket ret beset vel egentlig også er det mest logiske og rimelige. Sanktionspolitikken har ført til petrodollarens død. Det begyndte som en nødvendighed mht den russiske olieeksport, pga sanktionerne, men har sidenhen bredt sig, så en større del af den såkaldt ʻtredje verdenʼ nu er i færd med at droppe dollaren som handelsvaluta.

Dertil kommer, at det russisk-kinesiske projekt med at etablere et alternativt finansielt system, har fået ekstra luft under vingerne. Dermed har flere lande tilsluttet sig systemet gennem det seneste års tid – og flere endnu står i kø. Dette hænger sammen med amerikanernes anvendelse af SWIFT-systemet som et politisk våben. Rundt omkring i Verden er regeringer begyndt at stille sig selv spørgsmålet: Kan det samme ske for os?

Og sandheden er at det kan det jo, og det vil det komme til. Den slags vil ansvarlige regeringer gerne gardere sig imod, og derfor er køen af lande, der tilslutter sig det nye system, efterhånden ganske lang.

At dette yderligere giver problemer for amerikanernes efterretningssystem, er en anden sag og kommer egentlig ikke os europæere ved. Alligevel bør det nævnes ganske kort. Det er jo en kendt sag at amerikanernes NSA har snablen dybt nede i SWIFT, mens det samme næppe vil komme til at finde sted i det nye system.

Skidt for amerikanerne, godt for alle andre.

Behovet for en nyt, europæisk sikkerhedssystem har længe været været både kendt og erkendt. Dengang hun stadig var kansler, taler Angela Merkel flere gange om behovet for en ny, europæisk sikkerhedsstruktur, der tager hensyn til samtlige europæiske landes sikkerhedsbekymringer – herunder også Ruslands. Det samme har Frankrigs præsident Macron været ude at sige, så Orbans ord falder bestemt ikke i en tom virkelighed. Jeg har for øvrigt også flere gange selv skrevet om det.

Behovet er velkendt blandt europæiske ledere, og Ukrainekonflikten og konsekvenserne af de efterfølgende sanktionspolitikker, har bestemt ikke gjort det mindre tydeligt.

For Europa står isoleret, lad der ikke være tvivl om dét. Hvis vi ikke er yderst forsigtige i vores håndtering af nedfaldet af den igangværende konflikt, vil vi komme til at stå temmelig meget alene i Verden. Det er vores popularitet rundt omkring mildest talt ikke gearet til at kunne stå model til.

Der var engang, hvor jeg troede at den nye struktur både kunne og skulle bygges op omkring EUʼs institutioner. Det er derfor jeg hidtil har stemt på de mest EU-positive partier når der har været valg til Europaparlamentet, men det har EU-systemets reaktion på amerikanernes pres i forbindelse med konflikten ændret på.

Vi må finde på noget andet. Noget bedre. Noget europæisk, men uden amerikanerne. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så får vi travlt, for sådan som Ukrainekonflikten udvikler sig, ender Ukraine efter krigen med at blive en alvorlig sikkerhedsudfordring for vort kontinent: et kriminalitetsbefængt og gennembombet hul i jorden, hvor den mandlige del af befolkningen er decimeret i et omfang, der gør tvivlsomme datingbureauer med desperate ukrainske kvinder til krigens i virkeligheden mest tydelige vindere. Og historien vil vise, at Ukraines katastrofe skyldes de europæiske regeringers følgagtighed overfor amerikanerne.

Men det begynder med at vores ledere tør sige det højt: At det vi har brug for er, med Orbans ord, ʻet europæisk NATO – bare uden amerikanerneʼ. Her til slut vil jeg gerne linke til to artikler, som begge er at finde på nettet. Først til interviewet med den ungarske premierminister i schweiziske Weltwoche. Originalversionen ligger bag en paywall, så jeg linker i stedet til en ungarsk side der bringer interviewet i sin helhed. Det andet link er til engelske The Spectator, der højst usædvanligt for et fremtrædende vestligt medie er sluppet afsted med at skrive om de geopolitiske konsekvenser af det vestlige selvmål med sanktionspolitikken og den i øvrigt fjendtlige linje overfor Rusland.

Orban i Weltwoche

The Spectator: Is Putin winning? Is the world order changing in his favor?

Lige siden NATO’s oprettelse i 1948, har organisationen udgjort det bærende fundament i Europa’s sikkerhedsstruktur. Oprettet, som NATO var, som modpol til et aggressivt, truende og ideologisk særdeles ambitiøst Sovjetunionen, udgjorde organisationen et nødvendigt bolværk mod en særdeles ubehagelig trussel.

Med murens fald i 1989-90, og med opløsningen af Sovjetunionen i 1991, mistede NATO sit oprindelige formål. Man gik på jagt efter en ny fjende der kunne retfærdiggøre organisationens fortsatte beståen.

Et tiår efter Sovjetunionens opløsning, fandt organisationen med krigen i Afghanistan og den ulovlige invasion og efterfølgende besættelse af Irak, et midlertidigt formål.

Men spiller NATO overhovedet en seriøs og konstruktiv rolle i forhold til europæisk sikkerhed, og er NATO anno 2018 overhovedet andet end et instrument for en amerikanernes ambitioner om et énstrenget, globalt herredømme?

Jeg mener det må være på tide, at vi i Europa gentænker vores egen sikkerhedsstruktur. I dén proces vil det være nyttigt, såfremt vi i overvejelserne lægger vægten på europæiske interesser og i første omgang ignorerer amerikanernes interesser – både nuværende og potentielle af slagsen.

Er det eksempelvis i de europæiske befolkningers interesse at deltage i amerikanernes helt urimelige kampagne mod et europæisk Rusland? En kampagne, der giver sig udslag i såvel direkte militære trusler mod Rusland, som indførelse af handelshindringer og sågar et CIA-styret statskup i nabolandet Ukraine og forsøg på ‘regime change’ i Syrien?

Så langt har USA været villige til at gå i jagten på en seriøs fjende, at man via direkte støtte til terrororganisationer i Syrien decideret har medvirket til at forøge terrortruslen mod europæiske befolkninger. USA sætter tydeligvis en potentiel lukning af den russiske flådebase i landet over hensynet til europæernes sikkerhed.

Det er på tide at vi i Europa tænker nyt og finder en anden vej. Det bør være muligt at udtænke en europæisk forsvars- og sikkerhedsstruktur, der har til formål i første omgang at sikre europæiske interesser. Sikre interesserne for de mennesker der rent faktisk bebor vort kontinent, frem for at virke som forlænget arm for et uberegneligt og tiltagende militaristisk USA, med tydelige ambitioner om globalt herredømme.

Det er på tide at de europæiske lande sætter sig sammen og finder på noget andet.

Lad os indse at også Rusland er en europæisk magt, og at det vil være i vore fælles interesser at finde en sikkerhedsmodel der kan sikre fred, frihed og stabilitet i Europa. Det giver sig selv at en sådan struktur skal bygges op på en måde, så der er tale om ligeværdige lande således at ingen får lov til ensidigt at dominere samarbejdet.

Vi skal sikre, at de store magter i Europa; Frankrig, Rusland, Tyskland og Storbritannien bliver svinebundet af aftaler og traktater der sikrer, at ingen af dem vil være i stand til hverken at true eller dominere samarbejdet.

USA kastede sin skygge over Europa efter anden verdenskrig, men den krig er slut og det samme gælder den kolde krig der fulgte efter. Det er på tide at vi europæere finder vore egne ben og begynder at sætte vore egne interesser i første række.

Tiden er inde til en forandring.